Stenstrandzen. En bog for fossilsamlere og fans af Dorte Karrebæks geniale streg. Man skal nok være en hel del af begge dele for at elske denne bog. Jeg er en hel del af begge dele.


af Kasper Håkansson på bognoter.dk 17.09.2023


Jeg er ud af en stensamlerfamilie. Jeg er opdraget med, at sandstrande, hvor man bader og soler sig, er tarvelige og kedelige steder for pøblen. En god strand er en stenstrand, hvor man kan finde fossiler. Rigtig strandaktivitet er at gå langsomt langs vandet i dét spor, hvor der er sten, med blikket rettet nedad og med såvel øjne som sind i den perfekte fossilfinderbalance: Dedikeret og fokuseret, men samtidig åben for indtryk fra millionårgamle aftryk i sten.


Jeg kendte ikke noget til begreber som zen eller meditation i mine helt unge dage på stenstrandene. Men det var jo faktisk dét, vi praktiserede uden at vide det. Tidsfornemmelsen forsvandt, når vi gik frem og tilbage langs stranden i timevis med blikket rettet nedad, med øjnenes fokus indstillet på uendelig og med sindet åbent – fordi det var forudsætningen for at kunne spotte fossilerne mellem alle de andre sten. Zen under bevægelse på stenstrand. Stenstrandzen.


Sidenhen er jeg blevet voksen og har måtte indrømme, at stenstrande jo i virkeligheden er temmelig dårlige at bade fra, ubehagelige at ligge på og typisk mangler både skygge og udskænkningssteder og alt det andet, de fleste af os søger ved en strand (og jeg har erkendt, at det er okay at søge disse ting ved en strand, også for mig).


Anyway: Dorte Karrebæks nyeste bog,Stensamleren/Evige gentagelser, sendte mig på en tur tilbage til min barndoms stensamlerdage. Og det var en skøn tur.


Bogen er en slags dobbeltudgivelse. Læst fra den ene ende er det en novelle (Stensamleren), fra den anden ende en serie af kolorerede tegninger (Evige gentagelser). Men de to dele hænger sammen.


Stensamlerener en lille historie om en aldrende tegner (Karrebæk selv, tænker vi som læsere), der er tæt på at miste inspirationen: Hun er blevet bevidst om, at hendes streg er blevet for professionel, den har mistet noget af sin vildskab.


I den tilstand går hun ture på stranden og samler forstenede søpindsvin. Hun foragter turisterne, der samler sten med huller eller sten, der er egnede til at bemale med søde og charmerende motiver, der kan udstilles i forhaven.


Som illustrationerne på bogens omslag viser, så finder hun på et tidspunkt ikke desto mindre også selv en vej til stenmalingen (omend hendes malede sten hverken er søde eller charmerende, men gnæggende, gnallede og i det hele taget helt vidunderlige dødningesten).


Stensamlerener en fin lille historie om kunstnerisk inspiration, og den tilføres tyngde af en indbygget beretning om en døende ven på hospice og af fortællerens ironiske, men alligevel nærværende samtaler med hendes gud.


Undervejs iStensamlerenhører vi om fortællerens forskellige udkast til tegninger. Gentagelser, variationer over de samme motiver, som hun tegner i forsøget på at finde tilbage til en tidligere inspiration.


Disse – og andre – tegninger kan vi studere iEvige gentagelser, som udgør den anden halvdel af dobbeltudgivelsen, som man i den fysiske version af bogen går til ved at vende den rundt og starte bagfra.


Karrebæk tegner blomster, sneglehuse og klassebilleder af sære børn. Og hun tegner utroligt mange variationer over den samme, knælende kvinde (måske et selvportræt?) i lurvet, fransk cabarettøj i en stil, der gav mig associationer til Klee.


Det er fine tegninger, alle i Karrebæks vidunderlige streg. I de lidt vrængende, men alligevel kærlige menneskeportætter er det nemt at genkende Karrebæk, som vi f.eks. kender hende fra den fænomenale Biblia Pauperum Nova – Ny bibel for de fattige i ånden, som hun skabte sammen med Oskar K.


De tekniske tegninger af blomster og sneglehuse er af en anden karakter, men det er også virkelig fine tegninger og jeg fandt faktisk stor nydelse i at studere dem. De tyve variationer over den samme Klee-/cabaret-agtige kvinde var mig nok atten til nitten for mange, mens de forskellige “klassebilleder” til gengæld var ganske sjove.


En anmelder (beklager, jeg husker ikke hvem) har skrevet, at Stensamleren/Evige gentagelsermåske nok kræver, at man er fan af Dorte Karrebæk i forvejen. Det er jeg tilbøjelig til at være enig i. Men hey!, jeg er fan i forvejen!

Livsbekræftende, poetiske og reflekterende historier med menneskelig dybde


skriver lektør Stine Liberty Skovgard om Dorte Karrebæks dobbeltværk Stensamleren - Evige gentagelser. 


Hertil kommer Karrebæks detaljerede, smukke og lidt makabre malerstil, der fylder anden halvdel af bogen, og som man kan fortabe sig i. Bogen er trykt på tykt papir, der giver en lækker fornemmelse, når man bladrer, og som yder illustrationerne retfærdighed.


Anbefales til alle biblioteker.



Hverdagspoesi i tegning og ord


af Torben Rølmer Bille på Kulturkapellet














Når man anmelder , så handler det i sagens natur om at forsøge at være så objektiv som muligt, men da anmelderi også afhænger af ens personlige smag, hænder det indimellem at man kan være ganske forudindtaget allerede før man modtager det, det hele handler om.

Faste læsere ved, at nærværende tastekarl er ovenud begejstret for ´børne´-bøgerne om De 3, både på grund af de vilde historier og ikke mindst fordi de er gennemillustreret af den fantastisk dygtige Dorte Karrebæk. Så da det rygtedes, at der ville komme en bog med både tegninger og ord fra hendes hånd, var anmelder hurtig til at skrive til forlaget, for at sikre sig et eksemplar.

Bogen er delt i to. Den ene del, der udelukkende byder på ord, hedderStensamlerenog er en meget personlig, næsten dagbogslignende fortælling fra tiden under lockdown (for de, der læser disse ord engang i fremtiden: så hentydes der hér til Covid-19 epidemien – red.). Her følger læseren en hovedperson, der, som titlen antyder, er på daglige ture på stranden tæt på sit hus, for at samle forstenede søpindsvin, snegle og andre levn fra vores fjerne fortid.

Selv om både pressematerialet og bogen bagside proklamerer at det handler om en ”ældre kunstner der befinder sig i et kreativt dødvande”, så synes dette ikke at være i fokus. I stedet er der, for denne læser, fokuseret på den fordybelse, der er en del af stensamleriet. Den nærmest zen-agtige koncentration som opstår, når man skal scanne det underlag man går på, for at være i stand til at finde netop de særlige ting man leder efter. Der er godt nok et enkelt kapitel, der handler om frustrationen ved at tegne og male, især følelsen af måske at have mistet en gnist eller frustrationen ved ikke helt at leve op til ens egne idealer, men det er som sagt blot et enkelt kapitel. For denne læser er det ikke et spørgsmål om at befinde sig i et dødvande, men om at forholde sig lidt for kritisk til sine egne evner. Er man dygtig, er man ofte også selv sin egen værste kritiker.

Fokus i denne del af bogen er de tanker og associationer, der pibler frem idet man går på stranden og leder efter forsteninger, på de personer, der krydser ens vej og som ligeledes er fascineret af denne særlige hobby. Læseren præsenteres både for en dødssyg ven, der også samler sten, en meget aggressiv mand i camouflagetøj, der opfører sig ganske ubehageligt overfor fortælleren, for en norsk kvinde som også samler på forsteninger, bare for at nævne de mest centrale. Det handler om fortid, nutid og ikke mindst en moden kvindes tanker.

Selv om Kapellets redaktør ikke kender Dorthe Karrebæk personligt, så synes der at være rigtigt mange sammenfald mellem den fortæller, der beretter om de daglige ture på stranden og forfatteren selv. Der synes at være sammenfald i både alder, beskæftigelse og baggrund. Dette cementeres endu mere, idet man giver sig til at kigge i bogens anden del, der hedder Evige gentagelser. Denne anden bog er trykt på hovedet, så du skal vende bogen om for at læse denne.

Som et slags ekko af de ting, der skrives om iStensamleren, byder denne del af bogen på en masse tegninger – primært akvareller – der passer til de beskrivelser af tegninger som Karrebæk har nævnt i prosadelen. Blomster, sten, sneglehuse og en fantasifuld tegnet gendigtning af et klassebillede, hvor enkelte af børnene er genkendelige, men hvor der også har sneget sig fantasifulde væsener ind, eller ansigter, der forvrænges over siderne. Den eneste ´gentagelse´ som ikke nævnes iStensamlerener et af de motiver, der gentages oftest iEvige gentagelser, nemlig tegningen af en kvinde med en stor hat, der sidder på hug.

Rent tematisk hænger de to bøger altså tæt sammen og vi får på den måde et indblik i en (fiktiv?) tegners tanker om livet, samlermanien og den kreative proces. Det er en slags hverdagspoesi krydret med Karrebæks illustrationer, der gennem de mange gentagelser også kan give de, der måske ikke tegner selv, et indblik i hvor mange forsøg der indimellem skal til, før man selv er tilfreds med det motiv man har sat sig for at skabe. Hvis altså man nogensinde bliver det.

Stensamleren / Evige gentagelserer en virkelig fin lille bog, der selvsagt vil bringe glæde til alle de der holder af Karrebæks virke, men næppe en bog med bestsellerpotentiale. Når dette er sagt, så mener Kapellet, at det er en bog som mange fortravlede mennesker godt kunne have brug for. Den er hurtigt læst og når de mange illustrationer kigget gennem, så virker det som om at den opfordrer til netop fordybelse. Læseren kan scanne Dorthes tegninger på samme måde som tegneren scanner stranden for fossiler. Det handler også om at give sig tid til ting, både når der er en epidemi der hærger, men også efter den forlængst er slut.

Bøgerne giver et indblik i en kreativ proces og så synes den også at stille et forsigtigt spørgsmål om, hvad der egentlig giver mening i ens liv og hvordan man betragter sig selv. Hvis det passer, at denne bog er et flig af Dorthe Karrebæk selv, så kommer hun til at fremstå som en både yderst sympatisk, empatisk og ustyrlig venlig person. Så tag med hende på en tur på stranden og oplev selv, at noget så simpelt som at nærstudere det underlag du går på kan være med til at berige dit liv – lige indtil du måske ændrer mening.

Fernisering i Galleri Gaudi på udstillingen Stensamleren - Evige gentagelser i anledning af udgivelsen af Dorte Karrebæks bog af samme navn

Søren Fanø er død


JensRaahauge skriver i Folkeskolen.dk:


Han,som har skabt så meget liv, er død.


Forfå uger siden blev Søren Fanø angrebet af den uhelbredelige oghastigt fremadskridende Creutzfeldt-Jakobs sygdom, og forleden sovhan stille ind omgivet af sin familie.


Deter sært, at han ikke er her mere, han der kunne skabe liv i såmange og i så meget – i bogstaverne i børne- ogungdomslitteraturen, i de danskstuderende på læreruddannelsen og iden brede kreds af mennesker, der nød godt af at samarbejde med ham.


Mankunne godt undre sig over, at rolige og besindige Søren orkede ogoverkom så meget. Måske blev hans sindige udholdenhed grundlagt ide ni år, hvor han måtte forcere den lange og ret stejleMarientreppe, der fører fra Norderstrasse op til Duborgskolen,hvorfra han blev student. Hvorom alting er, så blev denne eksamenførste trin på den uddannelsesstige, der via læreruddannelsen fraAarhus Seminarium over cand.pæd. eksamen fra DPU blev afrundet meden master i børne- og ungdomslitteratur. Og uddannelserne blev omsattil arbejde som lærer i Mårslet, lektor ved VIA og forfatter ogfreelanceskribent.


AproposMårslet, var det karakteristisk for Søren, at han med familien slogrod, fordi han som rodfæstet opnåede en frihed til at kunne givesine studerende, os han arbejdede sammen med og ikke mindst voresbørne- og ungdomslitteratur liv under vingerne.


Nårman på skolemesser glædedes over de mange lærerstuderende, der gikomkring og så på undervisningsmaterialer til dansk eller sad medudslåede ører og hørte på forfattersamtaler, så øjnene man somregel konturerne af Søren i baggrunden. Og med mellemrum så man hamfange de studerendes opmærksomhed med åbnende spørgsmål; sådansom man gør, når evaluering handler om at udvikle og ikke om atkontrollere.


Nårman i ministerielle komiteer, bestyrelser eller forlagsrelateredemøder sad sammen med Søren, følte man sig i selskab med en godlytter, som med passende mellemrum berigede med et spørgsmål, somafslørede en indsigt og belæsthed, eller med en synsvinkel, der somoftest satte dagsorden. Det føltes gerne som en gedigen form forefteruddannelse at samarbejde med Søren.

Ognår man læser Sørens bøger, artikler og ikke mindst anmeldelser,så oplever man essensen af Sørens indsats. Han har med sit tastaturvirkelig skabt højvande i Bogbotten. I enhver af hans anmeldelsergiver han, som den indsigtsfulde læser han var, et fint og præcistindtryk af det anmeldte værk, som i tilgift bliver krydret meddidaktiske råd og frugtbare perspektiveringer.


Det,der gjorde de faglige møder med Søren så enestående, var, at hanikke anskuede børne- og ungdomslitteratur og pædagogik somadskilte, men som samspillende dynamoer i bestræbelserne på at fåbogstaverne, billederne og de universer, de skabte, til at leve.

Nårdet her ikke er nævnt, at Søren har været medlem af Dansklærerforeningens læreruddanneres bestyrelse, afKulturministeriets forfatterpriskomité, af Nordisk Råds Børne- ogUngdomslitteraturpriskomité og IBBY Danmarks bestyrelse, så skyldesdet alene, at der givetvis vil være markante områder, som er blevetoverset.


Sørenslivgivende indsats for undervisningen i, læsningen af og kærlighedentil dansk børnelitteratur har været omfattende, og da han forledensov stille ind, stod det klart for det fleste af os, hvem og hvad vihavde mistet. Men hans skriftlige arbejder står tilbage som runer,han har ristet over en historie af betydning.


Disseruner kan og vil vi mange vende tilbage til. Men hans familie, Jytte,børnene og børnebørnene har mistet deres rodfæstede. Vores tankergår til dem.


Æret være Sørens minde!


"Hugo & Holger skal nok få det godt" og "Hugo & Holger bygger et hundehus" er nogle virkelig gode, og søde historier om et umage venskab, der bringer smil på læben.

 

Anmeldelse på Adventures of a booknerd


"Hugo & Holger skal nok få det godt":

Hugo er næsten blind og helt alene. Han ønsker sig en hund. Så får han Holger, som ikke er en rigtig hund. Men det ved Hugo ikke. Og måske gør det heller ikke så meget, for Hugo og Holger skal nok få det godt.

 

"Hugo & Holger bygger et hundehus":

Hugo og Holger bygger et hundehus, hvor Holger kan sove. For Hugos seng er jo alt for lille til to, og Holger har det med at snorke. Men pludselig føles Hugos seng alt for stor.

 

Der var noget dejlig velkendt ved billedbøgerne om Hugo og Holger, og det gik hurtigt op for mig, at de faktisk bygger på en film, jeg så sidste år. Billedbøgerne holder sig ret godt til filmen, og de er meget hyggelige. "Hugo & Holger skal nok få det godt" og "Hugo & Holger bygger et hundehus" er nogle virkelig gode, og søde historier om et umage venskab, der bringer smil på læben.

 

Hugo er en lille dreng, der bor alene i et lidt skævt hus. Han er næsten blind og har minus 32 på begge øjne, og så er han ensom. Han drømmer om at få en hund. En hund han kan fortælle historier til og hygge sig med.

 

Holger er en cirkuselefant med store drømme og en stor appetit. Desværre blev han glemt af sit cirkus, og endte derfor i en dyrehandel for glemte dyr. Men der er ingen der vil adoptere en elefant med så stor en appetit. Udover Hugo selvfølgelig, der dog tror Holger er en hund. 

 

Billedbøgerne om Hugo og Holger er meget søde, hyggelige og sjove. De handler om venskab, ensomhed og at finde et særligt bånd til en anden, på trods af forskelligheder. Hugo og Holger bliver bedste venner, og de rummer hinanden og giver hinanden plads, selvom Holger spiser ekstremt meget, fylder i sengen og er A-menneske eller elefant, og Hugo derimod er B-menneske og træt af Holgers snorken. Men de kan ikke undvære hinanden og det var skønt at se.

 

Billedbøgerne er på ca. 40 sider, sproget er holdt nemt forståeligt, og der er ikke meget tekst på siderne.

Teddy Kristiansen har illustreret billedbøgerne, og hans skæve, lidt barnlige streg fylder bøgerne og karakterende med humor og personlighed, og jeg kunne virkelig godt lide dem. 

Billedbøgerne om Hugo og Holger passer rigtig godt til en hyggelig højtlæsningsstund for de ca. 2-3 årige og op. Mine drenge på 2 og 4 år er i hvert fald ret glade for bøgerne, og synes det er sjovt at Hugo tror elefanten Holger er en hund, der spiser mad i store mængder. 

 

Hugo og Holger bøgerne er rigtig gode, søde og sjove, og de fik mig til at smile flere gange under min læsning. Heldigvis tyder det på der kommer flere bøger om det skønne vennepar, hvilket jeg i hvert fald vil se frem til. Man kan dog også, efter man har læst bøgerne, se den korte film om Hugo og Holger, der vidst kan lånes på filmstriben. Både bøger og film er et besøg værd. Vi har i hvert fald allerede læst bøgerne flere gange herhjemme. 

 

Bøgerne udkommer d. 27. januar. 

Det skal ikke komme som et chok, at livet ender med døden


Dorte Karrebæk har altid sat billeder på alt det, et liv er gjort af, og hendes karakteristiske streg i mere end 200 bøger har sat spor i tusindvis af børn og voksne. Nu har hun modtaget Holbergmedaljen for sit virke, og hun glæder sig først og fremmest over anerkendelsen af, hvor vigtig børnelitteraturen er.

 

Af Bine Madsen

Dagbladenes Bureau

 

Spørger man Dorte Karrebæk, hvornår hun vidste, at hun skulle være tegner, falder svaret prompte. ”Det vidste jeg nærmest, dagen efter jeg blev født”. Der er altså ikke tale om en kunstner, der efter lidt ungdommelig famlen endelig fandt sit vigtigste virke, men tværtimod om et menneske, der altid har brugt det visuelle til at forstå og formidle og meddele sig til verden.

 

- Der har aldrig været nogen tvivl om, at det var det, jeg ville og skulle, og det er der flere årsager til, fortæller hun over telefonen fra sit hjem i Juelsminde, som hun deler med sin mand, forfatteren Oscar K.


Det er ikke mange uger siden, at hun – på Ludvig Holbergs fødselsdag den 3. december – blev hyldet i Admiral Gjeddes Gaard i indre København og modtog Holbergmedaljen. Medaljen bliver hvert år givet til en forfatter eller forsker, der markerer sig i ”den holbergske ånd. Med vid, ånd og i oplysningens tjeneste”, som det hedder. Og Dorte Karrebæk får den blandt andet for at inspirere til et nysgerrigt og fordomsfrit blik på verden, lyder det i begrundelsen, hvor hun også bliver hyldet for at ”tale med de to-årige, med midaldrende og med oldinge i en streg og en sprogtone, der altid er til at aflæse, og som altid er lidt rystende. Hendes univers går fra realisme til det groteske, altid med humor, altid med prægnans og præcision”.

 

Tegneren og forfatteren, der debuterede for snart fyrre år siden, glæder sig både over anerkendelsen hendes virke og af børnelitteraturen.

 

- Litteratur for børn er et vanskeligt område, og mange folk har den opfattelse, at børnebogen skal have en mission. At børnene skal lære noget, når de læser. Sådan ser jeg det ikke, og derfor er jeg glad for den opmærksomhed, som børnelitteraturen får med medaljen her. Jeg ved godt, at den ikke revolutionerer området, men det er alligevel en anerkendelse, som betyder noget. For mig og for de andre ordkunstnere og tegnere, der findes på området, siger hun.

 

At finde ind til det, man kan

 

Dorte Karrebæk har af flere omgange tegnet og fortalt brudstykker af sin egen baggrund. Senest i billedbogen ”Det var nok det bedste!” om forholdet til sin mor, der var så tunghør, at barnet måtte ty til visuel kommunikation - og tidligere i erindringsbogen ”I tilfælde af krig” om livet i familien og skolen i kølvandet på en verdenskrig.


- Der er mange årsager til, at jeg blev tegner, fortæller hun.

Min far var arkitekt, og vi fandt et fællesskab i at tegne sammen, og jeg har også altid været vidne til mange andre kunstnere i min familie, så jeg så jo, at det var en mulighed. Desuden var jeg ordblind og fik ingen hjælp i skolen. Det betød, at jeg måtte klare mig selv og finde mine succesoplevelser andre steder. Derfor var det også en gave, at jeg så tidligt fandt ud af, hvad jeg kunne.


I en alder af bare 18 år kom hun ind på Kunsthåndværkerskolen i København og fulgte skolens reklamelinje, men oplevede gang på gang som færdiguddannet at støde panden mod en mur, når hun søgte job.


- I alle de jobs, jeg søgte, fik jeg at vide, at jeg burde tegne i stedet, fortæller Dorte Karrebæk, som på det tidspunkt også var blevet mor. I en periode havde hun alle mulige jobs i dagtimerne for at kunne forsørge sig selv og sin datter, mens aftnerne blev brugt på at tegne. Det lyder måske hårdt, men sådan husker hun det ikke selv.


- Jeg elskede at tegne. Jeg kunne jo heller ikke andet. Jeg kunne ikke regne, og jeg kunne ikke finde rundt i en by. Det var først mange år senere, jeg fandt et sprog. Men der gik en del år med langsomt at få en platform, og det skete i takt med, at jeg indså, at tegninger først og fremmest får plads i fortællinger til børn.

 

Menneske på godt og ondt

 

I 1982 udkom så hendes første børnebog, pixi-bogen ”En lille fugl”, og siden har hun illustreret et par hundrede børnebøger, skrevet en del selv, og de seneste godt 20 år sammen med sin mand skabt en række ”menneskebøger”, som hun kalder det. Altså, bøger skrevet til mennesker uanset alder, og som usentimentalt, men også ofte humoristisk tager selv svære emner under kærlig behandling.

For børn skal ikke snydes for den komplekse verden, vi lever i, mener hun.

 

- Det, jeg dybest set prøver at lægge i mine bøger, er enkle fortællinger om at være menneske. På godt og ondt, siger hun og fortæller om oldebarnet på fire år, ”som hun har et nært forhold til”. Deres relation er et godt billede på, hvilke værdier og overbevisninger der løber som en rød tråd gennem hendes udgivelser.


- Jeg ville gå foran det lille pigebarn og feje alle problemer væk for hende, hvis jeg mente, det var godt for hende. Men det gør jeg ikke. Hvis man tager udgangspunkt i barnet, kan man snakke om alt, og det mener jeg, at man skal. Det skal for eksempel ikke komme som et chok, at livet ender med døden. Det er vigtigt, at man lægger det frem sammen med alt det smukke, som livet også er.

 

I alle årene har nysgerrigheden efter at undersøge været den bærende drivkraft sammen med visheden om, at for at lære, må man også lytte.

 

- Man kommer så nemt til at tale hen over hovedet på andre og især børn. Men jeg ved, at hvis jeg for alvor skal lære noget om mit oldebarn, så skal jeg holde min mund og lytte til, hvad hun fortæller. Den samme tilgang har jeg til andre mennesker, og det er i den virkelige verden, at jeg henter mine billeder. 

 

Fortidsbørn

 

I de mange portrætter, der er skrevet om Dorte Karrebæk, tales der ofte om hendes karakteristiske streg. Et fingeraftryk, der er umiskendeligt hendes. Hun ser det også selv, men hun synes, at hun i årenes løb har udviklet sig, og hun prøver stadigvæk – her fyrre år efter debuten – at blive skarpere. Det er ikke mindst ved at undervise andre, at hun selv er blevet bedre.

 

- Når man skal videregive sin viden, er man nødt til at blive sig den bevidst og være opmærksom på, hvilke muligheder man har som tegner, og den opmærksomhed skærpes, når man henter inspiration fra noget, der allerede eksisterer, siger Dorte Karrebæk, som især udfordrer sig selv ved at hente motiver i naturen. Hun har tegnet blomster og tusindvis af sneglehuse. Særligt det sidste er ”virkelig svært”, for det er ikke forestillingen om planten eller stenen, der skal gengives, men den plante eller det sneglehus, der ligger foran én. Senest har hun siddet med gamle klassefotografier og tegnet hver enkelt lille person. Sine fortidsbørn, som hun kalder dem. De er ikke blevet brugt til noget endnu. 

 

- Og selv om der ikke skulle komme en bog ud af det, elsker jeg at undersøge, hvad jeg kan, og hvor langt jeg kan komme, siger Dorte Karrebæk, der en gang imellem tænker, at nu skal hun ikke tegne til flere udgivelser. Men så dukker der alligevel nye ideer op eller opfordringer fra andre til at blive ved. Og det er hun glad for. 

To nye Hugo & Holger-bøger på vej - udkommer 7. juni 2022


Hugo og Holger på børnehjem


af Karrebæk & K. ApS & illustreret af Teddy Kristiansen

Fjerde bind i serien om makkerparret Hugo og Holger, som er fuld af sjov, underfundighed og fantasi.

 

Hugo og Holger hører en mærkelig lyd midt om natten. Den kommer ude fra. Lyden fører dem hen til et gammelt nedlagt børnehjem. Der finder de en forkølet kat og en pige, som er ulykkeligt forelsket. Pigen er blevet glemt, da børnehjemmet lukkede. Lige som Holger blev glemt, da cirkusset rejste. Pigens hjerte er helt knust, men Hugo og Holger har masser af plads i deres hjerter - og i deres hjem.

 

Fra ca. 3 år

 

Andre bøger i samme serie:

Hugo og Holger skal nok få det godt

Hugo og Holger bygger et hundehund

Hugo og Holger får nye venner



Hugo og Holger får nye venner


af Karrebæk & K. ApS & illustreret af Teddy Kristiansen

Fjerde bind i serien om makkerparret Hugo og Holger, som er fuld af sjov, underfundighed og fantasi.

 

Hugo og Holger hører en mærkelig lyd midt om natten. Den kommer ude fra. Lyden fører dem hen til et gammelt nedlagt børnehjem. Der finder de en forkølet kat og en pige, som er ulykkeligt forelsket. Pigen er blevet glemt, da børnehjemmet lukkede. Lige som Holger blev glemt, da cirkusset rejste. Pigens hjerte er helt knust, men Hugo og Holger har masser af plads i deres hjerter - og i deres hjem.



"Hugo & Holger skal nok få det godt" og "Hugo & Holger bygger et hundehus" er nogle virkelig gode, og søde historier om et umage venskab, der bringer smil på læben.

 

Anmeldelse på Adventures of a booknerd


"Hugo & Holger skal nok få det godt":

Hugo er næsten blind og helt alene. Han ønsker sig en hund. Så får han Holger, som ikke er en rigtig hund. Men det ved Hugo ikke. Og måske gør det heller ikke så meget, for Hugo og Holger skal nok få det godt.

 

"Hugo & Holger bygger et hundehus":

Hugo og Holger bygger et hundehus, hvor Holger kan sove. For Hugos seng er jo alt for lille til to, og Holger har det med at snorke. Men pludselig føles Hugos seng alt for stor.

 

Der var noget dejlig velkendt ved billedbøgerne om Hugo og Holger, og det gik hurtigt op for mig, at de faktisk bygger på en film, jeg så sidste år. Billedbøgerne holder sig ret godt til filmen, og de er meget hyggelige. "Hugo & Holger skal nok få det godt" og "Hugo & Holger bygger et hundehus" er nogle virkelig gode, og søde historier om et umage venskab, der bringer smil på læben.

 

Hugo er en lille dreng, der bor alene i et lidt skævt hus. Han er næsten blind og har minus 32 på begge øjne, og så er han ensom. Han drømmer om at få en hund. En hund han kan fortælle historier til og hygge sig med.

 

Holger er en cirkuselefant med store drømme og en stor appetit. Desværre blev han glemt af sit cirkus, og endte derfor i en dyrehandel for glemte dyr. Men der er ingen der vil adoptere en elefant med så stor en appetit. Udover Hugo selvfølgelig, der dog tror Holger er en hund. 

 

Billedbøgerne om Hugo og Holger er meget søde, hyggelige og sjove. De handler om venskab, ensomhed og at finde et særligt bånd til en anden, på trods af forskelligheder. Hugo og Holger bliver bedste venner, og de rummer hinanden og giver hinanden plads, selvom Holger spiser ekstremt meget, fylder i sengen og er A-menneske eller elefant, og Hugo derimod er B-menneske og træt af Holgers snorken. Men de kan ikke undvære hinanden og det var skønt at se.

 

Billedbøgerne er på ca. 40 sider, sproget er holdt nemt forståeligt, og der er ikke meget tekst på siderne.

Teddy Kristiansen har illustreret billedbøgerne, og hans skæve, lidt barnlige streg fylder bøgerne og karakterende med humor og personlighed, og jeg kunne virkelig godt lide dem. 

Billedbøgerne om Hugo og Holger passer rigtig godt til en hyggelig højtlæsningsstund for de ca. 2-3 årige og op. Mine drenge på 2 og 4 år er i hvert fald ret glade for bøgerne, og synes det er sjovt at Hugo tror elefanten Holger er en hund, der spiser mad i store mængder. 

 

Hugo og Holger bøgerne er rigtig gode, søde og sjove, og de fik mig til at smile flere gange under min læsning. Heldigvis tyder det på der kommer flere bøger om det skønne vennepar, hvilket jeg i hvert fald vil se frem til. Man kan dog også, efter man har læst bøgerne, se den korte film om Hugo og Holger, der vidst kan lånes på filmstriben. Både bøger og film er et besøg værd. Vi har i hvert fald allerede læst bøgerne flere gange herhjemme. 

 

Bøgerne udkommer d. 27. januar. 

Det skal ikke komme som et chok, at livet ender med døden


Dorte Karrebæk har altid sat billeder på alt det, et liv er gjort af, og hendes karakteristiske streg i mere end 200 bøger har sat spor i tusindvis af børn og voksne. Nu har hun modtaget Holbergmedaljen for sit virke, og hun glæder sig først og fremmest over anerkendelsen af, hvor vigtig børnelitteraturen er.

 

Af Bine Madsen

Dagbladenes Bureau

 

Spørger man Dorte Karrebæk, hvornår hun vidste, at hun skulle være tegner, falder svaret prompte. ”Det vidste jeg nærmest, dagen efter jeg blev født”. Der er altså ikke tale om en kunstner, der efter lidt ungdommelig famlen endelig fandt sit vigtigste virke, men tværtimod om et menneske, der altid har brugt det visuelle til at forstå og formidle og meddele sig til verden.

 

- Der har aldrig været nogen tvivl om, at det var det, jeg ville og skulle, og det er der flere årsager til, fortæller hun over telefonen fra sit hjem i Juelsminde, som hun deler med sin mand, forfatteren Oscar K.


Det er ikke mange uger siden, at hun – på Ludvig Holbergs fødselsdag den 3. december – blev hyldet i Admiral Gjeddes Gaard i indre København og modtog Holbergmedaljen. Medaljen bliver hvert år givet til en forfatter eller forsker, der markerer sig i ”den holbergske ånd. Med vid, ånd og i oplysningens tjeneste”, som det hedder. Og Dorte Karrebæk får den blandt andet for at inspirere til et nysgerrigt og fordomsfrit blik på verden, lyder det i begrundelsen, hvor hun også bliver hyldet for at ”tale med de to-årige, med midaldrende og med oldinge i en streg og en sprogtone, der altid er til at aflæse, og som altid er lidt rystende. Hendes univers går fra realisme til det groteske, altid med humor, altid med prægnans og præcision”.

 

Tegneren og forfatteren, der debuterede for snart fyrre år siden, glæder sig både over anerkendelsen hendes virke og af børnelitteraturen.

 

- Litteratur for børn er et vanskeligt område, og mange folk har den opfattelse, at børnebogen skal have en mission. At børnene skal lære noget, når de læser. Sådan ser jeg det ikke, og derfor er jeg glad for den opmærksomhed, som børnelitteraturen får med medaljen her. Jeg ved godt, at den ikke revolutionerer området, men det er alligevel en anerkendelse, som betyder noget. For mig og for de andre ordkunstnere og tegnere, der findes på området, siger hun.

 

At finde ind til det, man kan

 

Dorte Karrebæk har af flere omgange tegnet og fortalt brudstykker af sin egen baggrund. Senest i billedbogen ”Det var nok det bedste!” om forholdet til sin mor, der var så tunghør, at barnet måtte ty til visuel kommunikation - og tidligere i erindringsbogen ”I tilfælde af krig” om livet i familien og skolen i kølvandet på en verdenskrig.


- Der er mange årsager til, at jeg blev tegner, fortæller hun.

Min far var arkitekt, og vi fandt et fællesskab i at tegne sammen, og jeg har også altid været vidne til mange andre kunstnere i min familie, så jeg så jo, at det var en mulighed. Desuden var jeg ordblind og fik ingen hjælp i skolen. Det betød, at jeg måtte klare mig selv og finde mine succesoplevelser andre steder. Derfor var det også en gave, at jeg så tidligt fandt ud af, hvad jeg kunne.


I en alder af bare 18 år kom hun ind på Kunsthåndværkerskolen i København og fulgte skolens reklamelinje, men oplevede gang på gang som færdiguddannet at støde panden mod en mur, når hun søgte job.


- I alle de jobs, jeg søgte, fik jeg at vide, at jeg burde tegne i stedet, fortæller Dorte Karrebæk, som på det tidspunkt også var blevet mor. I en periode havde hun alle mulige jobs i dagtimerne for at kunne forsørge sig selv og sin datter, mens aftnerne blev brugt på at tegne. Det lyder måske hårdt, men sådan husker hun det ikke selv.


- Jeg elskede at tegne. Jeg kunne jo heller ikke andet. Jeg kunne ikke regne, og jeg kunne ikke finde rundt i en by. Det var først mange år senere, jeg fandt et sprog. Men der gik en del år med langsomt at få en platform, og det skete i takt med, at jeg indså, at tegninger først og fremmest får plads i fortællinger til børn.

 

Menneske på godt og ondt

 

I 1982 udkom så hendes første børnebog, pixi-bogen ”En lille fugl”, og siden har hun illustreret et par hundrede børnebøger, skrevet en del selv, og de seneste godt 20 år sammen med sin mand skabt en række ”menneskebøger”, som hun kalder det. Altså, bøger skrevet til mennesker uanset alder, og som usentimentalt, men også ofte humoristisk tager selv svære emner under kærlig behandling.

For børn skal ikke snydes for den komplekse verden, vi lever i, mener hun.

 

- Det, jeg dybest set prøver at lægge i mine bøger, er enkle fortællinger om at være menneske. På godt og ondt, siger hun og fortæller om oldebarnet på fire år, ”som hun har et nært forhold til”. Deres relation er et godt billede på, hvilke værdier og overbevisninger der løber som en rød tråd gennem hendes udgivelser.


- Jeg ville gå foran det lille pigebarn og feje alle problemer væk for hende, hvis jeg mente, det var godt for hende. Men det gør jeg ikke. Hvis man tager udgangspunkt i barnet, kan man snakke om alt, og det mener jeg, at man skal. Det skal for eksempel ikke komme som et chok, at livet ender med døden. Det er vigtigt, at man lægger det frem sammen med alt det smukke, som livet også er.

 

I alle årene har nysgerrigheden efter at undersøge været den bærende drivkraft sammen med visheden om, at for at lære, må man også lytte.

 

- Man kommer så nemt til at tale hen over hovedet på andre og især børn. Men jeg ved, at hvis jeg for alvor skal lære noget om mit oldebarn, så skal jeg holde min mund og lytte til, hvad hun fortæller. Den samme tilgang har jeg til andre mennesker, og det er i den virkelige verden, at jeg henter mine billeder. 

 

Fortidsbørn

 

I de mange portrætter, der er skrevet om Dorte Karrebæk, tales der ofte om hendes karakteristiske streg. Et fingeraftryk, der er umiskendeligt hendes. Hun ser det også selv, men hun synes, at hun i årenes løb har udviklet sig, og hun prøver stadigvæk – her fyrre år efter debuten – at blive skarpere. Det er ikke mindst ved at undervise andre, at hun selv er blevet bedre.

 

- Når man skal videregive sin viden, er man nødt til at blive sig den bevidst og være opmærksom på, hvilke muligheder man har som tegner, og den opmærksomhed skærpes, når man henter inspiration fra noget, der allerede eksisterer, siger Dorte Karrebæk, som især udfordrer sig selv ved at hente motiver i naturen. Hun har tegnet blomster og tusindvis af sneglehuse. Særligt det sidste er ”virkelig svært”, for det er ikke forestillingen om planten eller stenen, der skal gengives, men den plante eller det sneglehus, der ligger foran én. Senest har hun siddet med gamle klassefotografier og tegnet hver enkelt lille person. Sine fortidsbørn, som hun kalder dem. De er ikke blevet brugt til noget endnu. 

 

- Og selv om der ikke skulle komme en bog ud af det, elsker jeg at undersøge, hvad jeg kan, og hvor langt jeg kan komme, siger Dorte Karrebæk, der en gang imellem tænker, at nu skal hun ikke tegne til flere udgivelser. Men så dukker der alligevel nye ideer op eller opfordringer fra andre til at blive ved. Og det er hun glad for.