DA GUD VAR DRENG
2015.08.15
Der er et hul i himlen
Modig nyfortolkning af den bibelske skabelsesberetning
af sara nørholm i Kristeligt Dagblad
”De dage hvor himlen er fuld af let tåge ta'r solen fri, og der hvor den plejer at skinne er der et hul himlen”. Ordene er Dorte Karrebæks og danner optakt til hendes prisbelønnede billedbog ”Der er et hul i himlen”.
Kravler man med pigen i bogen op ad stigen og igennem hullet, åbnes for en dagdrømmende bevidsthed, der sansende og meddigtende forvandler dagens - for en voksen at se små og dagligdags - oplevelser til en strøm af indtryk og stærke indre billeder.
Bogen er en klassiker, og siden den udkom i 1989, er Dorte Karrebæk kravlet op ad stigen og ind igennem hullet i himlen så mange gange, at man næsten kan komme til at tage det, hun kan, for givet. Men hun er ganske enestående og formår som få andre netop at lade indre billeder komme til udtryk på en måde, der åbner for, at der kan digtes og drømmes videre.
Det viser hun atter i en ny bog, hvor hun som billedskaber ikke er til at komme uden om - selv om forfatteren i al pseudonymitet måtte tiltrække sig en del af opmærksomheden.
”Da Gud var dreng” har tekst af en, der kalder sig Sankt Nielsen. På forlagets hjemmeside har den ikon-lignende gengivelse af et forfatterportræt visse ansigtstræk til fælles med forfatteren Claus Beck-Nielsen, der i sit virke er optaget af temaer som navn og identitet. Sankt Nielsen skal være ”børnenes og de vilde syners skytshelgen”, og det kan være udmærket, men det blegner alt sammen som performative fiksfakserier ved siden af selve bogen, der er en respektaftvingende modig - humoristisk, klog og smuk - nyfortolkning af den bibelske skabelsesberetning.
Eller det vil sige, der er snarere tale om en prequel, som det kaldes, når man - ofte under indtryk af markant interesse for en serie, hvor der allerede er kommet en til flere sequels - kommer på at ville fortælle ikke bare fortsættelsen, men hvordan det hele egentlig begyndte. Og dermed få mulighed for at give en allerede velkendt historie et nyt afsæt.
”Da Gud var dreng” dvæler ved tiden, mens jorden er tomhed og øde, og der er mørke over urdybet - og hvad er det for en prik, der svæver i alt det sorte? Først ligner det en lysende klode set langt borte fra, så deler kloden sig som en celle i to og så fire, hvorudfra en larve rappeller sig ned, og en sværmer letter for på næste side at lande og prikke hul på d'et i ”Gud”, så blodet drypper og på næste side bliver til to røde striber, der farer hen over alt det sorte og mødes i en lille bleg og sammenkrøbet skikkelse med seks arme og seks ben og øjne spærret op i afventende rædsel.
Teksten lyder så vidt: ”Da Gud var dreng løb han omkring i det bare ingenting. Da Gud var dreng lå han vågen i mørket og ventede på at det skulle blive dag. Da Gud var dreng kunne han godt få lidt ondt i maven bare ved tanken”. For det bliver jo ikke dag, dagen findes ikke endnu, så ”dagen lang var det i virkeligheden nat”, og selv om der heller ikke er ”nogen eller noget at være bange for” i mørket, viser billedsiden de ækleste blålige bøhmænd.
I ord og billeder beskrives det, der er ethvert menneskes dybeste angst: at blive overladt til sig selv i et endeløst mørke - og denne angst skrives vel at mærke ind som baggrunden for selve skabelsesberetningen.
Dermed gives på paradoksal vis et punkt at knytte håbefuldt an til: en bevidsthed om, at også i dette mørke har Gud været. Og en erfaring af, at det er, da Gud er allermest fortvivlet, at der pludselig bliver lys.
Inden da er livet, der endnu ikke er, blevet kaldt frem i alfabetisk orden først i børnehøjde fra aftensmad til åndssvage idioter og så med Inger Christensen i kærlig erindring: ”Da Gud var dreng var der heller ingen Abrikostræer og ingen Bregner og ingen Cikader og ingen Duer og intet Efterår og ingen Fiskehejre”.
Men nu sker der noget for alvor. Gud tegner og fortæller og skriger ”ske min vilje” og ud af denne barnlige lyst og trods bliver verden til i al sin sammensathed: lyst og mørkt, godt og ondt, livet og døden, der lige så elegant kommer svævende ind fra siden i let og lys kjole og elfenbensfarvede knogler. Så er Gud ikke barn længere.
”Da Gud var dreng” er en moderne skabelsesberetning: Gud ser, at alt ikke er godt, og verden overlader han til sig selv, mens muren omkring den myldrende metropol er ved at kollapse. Selv benytter han lejligheden til at forsvinde ud i det blå. Hvis man ser efter, kan man tydeligt se, at der er et hul i himlen.
2015.08.12
Gud på kanten af evigheden- og lidt om Sankt Nielsen.
af Janus Neumann på bogbotten
Der er ingen smalle steder, når forfatter Claus Beck Nielsen ophøjer sig selv til børnenes og de vilde syners skytsengel og giver sit bud på en postmodernistisk skabelsesberetning, der lægger arm med nogle af kristendommens store teologiske spørgsmål. Med illustrator Dorte ”Madam” Karrebæk som co- driver er man sikret et vanvidsridt rundt i kaos og intethed.
Forestil dig en virkelighed, der slet ikke er nogen virkelighed, for det ord findes ikke. Du kan ikke erkende virkeligheden, for erkendelsen er slet ikke opfundet og det samme gør sig i øvrigt gældende for gulerødder, ymer og motherfuckers. Hvad var der, før Gud skabte alt? Hvad var det for et mørke, som Gud befandt sig i inden skabelsen, og hvad var det egentlig, han ventede på?
Der stilles mange filosofiske spørgsmål i bogen, og der leges med filosofien som størrelse. Det må eksempelvis være en et præmis, at Gud ikke skænkede verden en tanke, for han vidste ikke, at den fandtes. Om det er tanken eller verden, der her er tale om, skal være usagt. Som dreng leger Gud gemmeleg i mørket, men der kommer ingen og finder ham, og til sidst må han selv komme frem og råbe: ”Her er jeg!”
Sankt Nielsens skabelsesberetning er ekspressiv og eksplicit, og billedbogen er hans medie. Det kan i og for sig være svært at tænke sig til hans tekst uden Dorte Karrebæks illustrationer. Det er et syret makkerpar, der sammen skaber en fortælling, hvor meget siges og meget mere overlades til læserens fantasi. Og den bliver sat på prøve. Gud er udstyret med seks arme, seks ben og seks baller. Der er meget at holde styr på.
I sin ensomhed bliver Gud desperat, og han forsøger at bide sig selv i hånden, men der er ingen hånd, kun mørke, mørke, mørke, mørke. Så kom ordet, og der blev lys, og herefter tager tingene fart. Gud får øjnene op for egen formåen og bliver grådig. Han vil have mere. I sig en interessant tanke, at Gud selv falder for en dødssynd. ”Ske min vilje!”, skriger han.
Med skabelsen af influenza og cykler, der bliver væk, følger også døden og mennesker i opløsning. Da Gud er blevet Gud, kan han ikke ændre tingene tilstand. ”Tak skæbne”, tænker han, den har han åbenbart også opfundet, og så lister han ud i det blå. Her er ingen syndflod, græshoppesværme eller byldepest. Kun en Gud, der skrider fra det hele. Han bliver offer for sit eget profane syndefald. Bogens sidste opslag afslører, at dette heller ikke er helt uproblematisk. Man får den tanke, at Gud i sin almægtighed også skaber den afmægtighed, der griber ham, før han selv aner det.
Vi er langt fra Mosebøgerne, Genesis og Paradisets have. Der opstår aldrig et egentligt Paradis, da det paradisiske konstant defineres af det apokalyptiske og først og fremmest døden, som mennesket bevæger sig imod allerede fra den spæde begyndelse. Bogen er et kunstværk i sig selv, og den skal læses med børn og af børn. Der skal stilles spørgsmål og nydes. Karrebæks umiskendelige streg er naturligvis gennemgående, men der veksles hyppigt i farvebrug, skygger, lys og udtryk. Som læser kører man aldrig træt i den for en billedbog ret omfattende fortælling.
En amerikansk religionsforsker hævdede for nyligt, at Danmark sammen resten af Skandinavien hører til den moderne civilisations mindst religiøse samfund. Det er muligt, at han har ret. Hvad enten Gud er til stede eller ej, så har man lov at lege med tanken om en føreksistens af noget, der ikke eksisterede, men lå hen i absolut, uigennemtrængeligt mørke. Mange mytologier, herunder den nordiske, har tomrummet som udgangspunkt for deres skabelsesberetninger. Vi må takke børnenes og de vilde syners skytsengel for, at vi får lov at være med i legen, og Madam Karrebæk for de billeder, der hjælper os på vej.
2015.10.28
Da gud var dreng af Sankt Nielsen & Madam Karrebæk
af Ulla Weishaupt på bogrummet.dk
Da Gud var dreng, var alting sort sort sort og alt omkring ham var fyldt af ingenting….ingenting at lave, ingenting at se på, ingen at lege med og ingen at snakke med, bare tomhed. Dette ingenting som er så svært at forklare et lille barn, der spøger hvad var der før Gud skabte jorden.
Jeg tænker, at lave en billedbog der magter at fortælle, hvad der fandtes før skabelsen, og så i børnehøjde…det er noget af en udfordring. Men det er i den grad lykkedes med “Da Gud var dreng” og ikke bare for børn, faktisk også for os voksne.
Bogens korte tekster der både er filosofiske og med en god del humor, sammen med Dorte Karrebæksminde fantastiske tegninger som er sprudlende, men samtidig også lidt uhyggelige, er der her et grundlag for mange hyggestunder voksen og barn sammen. Det er nemlig i min optik en samtalebog, en bog ikke bare om tiden før skabelsen, men også en bog om det at være alene og lidt bange uden mor og far, at ønske sig noget vildt meget, og så når man får sit ønske opfyldt, så er det ikke nok, mer vil have mer. Det at med det gode kommer også det onde, og hvad er det egentlig for en verden vi lever i. Jo, der er til mange timers læsning og samtale med børn ….og lidt tid til eftertanke for os voksne.
Jeg synes det er en fantastisk bog og kan kun på det varmeste anbefale den. Men det er ikke en bog som barnet skal læse alene fra start, jeg tror det er vigtigt at man starter med at se i den sammen og snakke om den, da jeg ellers tror bogen på nogle børn kunne virke lidt voldsom. Her i huset vil den i hvert fald blive brugt flittigt.
2015.09.19
Fra Aftensmad til Åndssvage idioter
’I det bare ingenting’ betyder ud over at være nøgen – nu også at være alene, at befinde sig i mørke og tomhed. Karrebæk og Nielsen uhygger for børn af det 20. og 21. århundrede
af Kamilla Löfström i Information
Det begynder med en hvid prik i et sort mørke, så deler prikken sig i to, så i fire, og ud dingler en larve i en tynd snor. Larven bliver til et seksbenet insekt med vinger, antenner, snabel og en krøllet halespids. Insektet, der både minder om Cykelmyggen Egon og Inger Christensens cikader og sommerfugle, flyver videre på næste opslag og prikker hul i det lille d i ordet Gud, så det bløder. »Da Gud var dreng, løb han omkring i det bare ingenting,« står der. Gud er ikke bare alene i verden som Palle, der er slet ingen verden.
Enhver forfatter, der får sin tekst illustreret af Dorte Karrebæk har bare at takke sin gud og skaber – og selvfølgelig allerførst Madam Karrebæk selv, som hun kalder sig ved denne lejlighed – så er det sagt. Amen! Den lyksalige forfatter er her Nielsen, og lige til denne lejlighed kalder Nielsen sig Sankt Nielsen: »en helgen, børnenes og de vilde syners skytsengel«.
Da Gud var dreng er bagud- og fremtidssikret med undertitlen »en historie for børn af det tyvende og enogtyvende århundrede«. Teksten er hård i filten, bygget op om gentagelser, og den er humoristisk – her sker det gennem ordvalg og linjebrud: »Da Gud var dreng/ kunne han slet ikke forestille sig/ at han engang skulle blive voksen/ og ovenikøbet far/ til en dreng/ som der skulle blive så mange problemer med/ mange flere end der nogensinde havde været/ med ham.« Det humoristiske opstår også gennem ordspil på faste udtryk: »Da Gud var dreng/var der ingen kære mor/men heller ingen far/ og ingen storebror eller lillesøster/og heller ingen hund, der kom/når han kaldte.« Paradoksalt nok har Karrebæk tegnet hunden, der ikke kommer, sådan lidt Pluto-lignende og rar, men den har sin åbne mund fuld af spidse, hvide tænder.
Ordene findes
Da Gud var dreng lever af paradokser. Hele tiden står der, at der på det her tidspunkt, da Gud var dreng, ingenting er, samtidig med at ordene jo findes, og billederne myldrer frem. De filosofiske spørgsmål: Hvordan forestille sig og tale om det, der ikke er? Hvordan ser ingenting ud? står og blinker. Inger Christensens alfabet er meget oplagt inviteret ind i bogen på genvisit. Først som et helt alfabet fra A som i Aftensmad til Å som i Åndssvage idioter, og så på det næste opslag som Abrikostræer, Bregner, Cikader, Duer, Efterår osv.
Gudedrengebarnet tegner Karrebæk med tre par arme og ben, så han både er treenigheden og ganske insektagtig. Han klemmes også ind i da Vincis cirkel og firkant, men proportionerne er langt fra perfekte, så han må bøje hovedet til den ene side for at kunne være der.
Gud råber hjælp i mørket, han hulker, og så pludselig kommer lyset. Det kommer også til læseren som et helt opslag i en sart gul, »Gud ske lov!« Men med lyset og dagen kommer også på listeform »krig og influenza« samt »børnesår og selvmål og uhyggelige drømme« bl.a. »Døden« kommer også, på et helt opslag for sig selv som et flyvende skelet i en lang hvid kjole og med en hilsen til Wolf Erlbruchs (ham med muldvarpebogen) And, Døden og Tulipanen (2007)
.
Gud blev altså Gud, og verden findes, men hvad blev der af Gud? Han tænkte »Tak, skæbne« og så »listede han ud i det blå«. At Gud også var sort og kvinde, som der stod på toiletterne engang, melder denne historie ikke noget om. Lidt konventionel er den altså, men kun lidt.
