DEN SORTE BOG
"DEN SORTE BOG" til Korea
Blandt 694 deltagere fra 33 lande er Dorte Karrebæk med DEN SORTE BOG blandt de 100 finalister i CJ Picture Book Awards International Competition, hvor en jury vælger de fem bedste billedbøger i forbindelse med åbningen af festivalens udstilling af de 100 bøger på Sungkok Art Museum i Seoul.
Udstillingen vises fra den 31. januar 2009 frem til 1. marts 2009.
Kassen fuld af synd - Dorte Karrebæk DEN SORTE BOG - OM DE SYV DØDSSYNDER
Dorte Karrebæk lokker som en anden Mefistofeles læseren med indenfor i DEN SORTE BOG, hvor man frydefuldt gyser over de sære skabninger og deres depraverede levevis, indtil man skamfuldt må erkende, at det minder lidt for meget om livet i al almindelighed og sidste lørdag i særdeleshed.
Billedbog | Anmeldelse af Charlotte Hitzner
2. notat (ang. iraeanernes parring): Efter et højlydt skænderi mellem en han og en hun æder vinderen sin modstander. Umiddelbart efter gylpes en unge op af samme køn som æderen. Ungen skal øjeblikkelig hæftes fast i den tilbageværendes haletang (se figur 5).
Jeg kan, allerede første gang jeg holder bogen mellem mine hænder, konstatere, at jeg har gjort mig skyldig i mindst et par af de syv dødssynder, hvoraf begær efter mere er den mest fremherskende. Min sjæls deroute mod de evige pinslers begsorte afgrund kan dog ikke afskrække mine øjne fra vellystigt at mæske sig i billeder og ord, for fy for satan hvor er det godt!
Fortællingen tager sin start og fart lidt udenfor byen i den vilde natur, da en dreng finder en lille sort notesbog, hvis indhold er grumt og sært dragende. I bogen er noteret en lille, men yderst oplysende indledning, næsten som var det meningen, at denne bog skulle mistes – og findes på ny.
- I mange år har jeg arbejdet med at fremelske særlige anlæg hos insekter. Jeg har isoleret syv egenskaber, som er fremherskende i den verden, vi lever i, og indpodet dem i syv forskellige arter, som jeg nøje beskriver på de følgende sider.
Arternes karakteristika, så som forplantning og livsforløb, beskrives detaljeret i tekst og streg, en efter en, på de følgende sider og vækker nysgerrigheden hos sin læser. Efter endt læsning begiver den handlekraftige knøs sig med bogen i den ene hånd og en trækasse i den anden ud på et videnskabeligt korstogt, hvor last på last føjes til det hastigt voksende katalog. Grundige observationer følges af indsamling og præservering af speciementerne. Alle må de på drabelig vis lade livet og ender deres dage spiddet fast til siden af kassen, gennemboret af lange knappenåle. Dér hænger synden så og dingler lige for øjnene af beskueren - det er anatomisk teater i papkasseformat, og mens jeg labber det i mig, er min eneste tanke: lad mig synde lidt endnu.
DEN SORTE BOG er en sprudlende bastard, der elegant placerer røven på sin egen medbragte stol midt imellem de gældende genrekonventioner. Billedbog, tegneserie, voksen- eller børnebog, det er ikke til at sige , og i grunden er det rørende ligegyldigt, så længe vi kan forvente at få meget mere af den samme skumle skuffe fra Karrebæks hånd.
Godt man er et menneske - af Mai Misfeldt - 6 stjerner af 6
Fabelagtig kigge-læse-gyse-tænke bog om de syv dødssynder fra den sprælske tegner Dorte Karrebæks indre og det lille modige forlag Alma.
Dorte Karrebæk er en af landets mest flittige tegnere og illustratorer. Vi kender hendes lidt surrealistiske frodige streg fra mange gode børnebøger, både hendes egne og som illustrator af andres. Dorte Karrebæks streg er umiskendelig hendes egen og alt andet end nuttet, som mange gennem alle tider ellers har syntes, at børn måtte have bedst af.
Jeg tror, det er sådan, at enten kan man have hende, eller også kan man slet ikke, der er ingen mellemveje med den dame.
Et yndet tema
På mange måder kan hendes streg minde om munter og mere hittepåsom udgave af maleren Michael Kvium. Nu har hun så udsendt et pragtværk, i form af »Den sorte bog. Om de syv dødssynder«.
Omslaget er naturligvis sort med prægede stregtegninger på. De syv dødssynder har siden middelalderen været et yndet tema for billedkunstnere, der netop gennem skildringen af det onde og liderlige har kunnet give fantasien total frihånd. Tænk bare på Hieronymus Bosch, som jeg også er sikker på, at Dorte Karrebæk har et godt øje til.
Syv nye insekter
De syv dødssynder, er som bekendt, hovmod, griskhed, nydelsessyge, misundelse, vrede, frådseri og dovenskab.
Dorte Karrebæk har fået den egensindige idé at skabe syv nye insektarter, som hver især repræsenterer en af de syv dødssynder. Disse syv insektarter er beskrevet med tegninger af han og hun, æg og unge, præcis som i andre opslagsværker, men bare i en karrebæksk modus i en sort bog, som en mand en dag taber, og en lille dreng dermed får fingre i.
Straks går den flittige lille dreng i gang med at tømre en kasse, så han kan opbygge sin egen samling af de særprægede insekter.
Han får uden besvær fanget både dobbeltvæsnerne »invidianerne«, som er så misundelige på sig selv, at alting er en evig kamp, de fede frådsende »gulanere«, som ikke holder sig tilbage for at æde eget afkom, når der ikke er andet i sigte, de aggressive »iraeanere« som fægter med mange arme og ben og hvis eneste vej til befrugtning er at æde hinanden, og alle de andre arter, som man dog aldrig har set magen til.
Politisk udsagn
For mig var det, der slog hårdest i bogen tegningerne af arten »avaritianerne«.
Her rammer Karrebæk det allerværste i mennesket, en haven sig selv nok, og en total ligegyldighed overfor næsten, som det er helt umuligt for mig at lade være med at se som også et politisk udsagn om, hvad det er, vi er i gang med i verden. Tegningerne af de griske avaritianere forskansede bag hegn og pigtråd,burde hænge på enhver politikers kontor.
Der er ikke noget blødsødent her, drengen hæfter de døde dyr op på nåle, så blodet sprøjter.
Nogen ville måske tro, at det her ikke er for børn. Men det passer ikke. Bogen er for alle. Jeg har netop læst bogen med min fem-årige, som var dybt fascineret. Som alle andre unger er han en lille filosof, der godt ved, at verden ikke er nuttet, og at der er onde og gode kræfter i alle, så at forbeholde denne sjove og skøre og tankevækkende oplevelse til voksne ville være misforstået hensyn. »Den sorte bog« skal nu have sin plads mellem familiens øvrige opslagsværker, så jeg når som helst, jeg mærker min egen mariehønseplettede, langsnablede og selvoptagne »luxurianer« stikke snablen frem, kan identificere den.
For det er jo sådan, det er; vi kender alle de her grumme væsener fra os selv, hvor de lurer og lokker. Og nu er der altså kommet nye billeder på.
Lektørudtalelse - DEN SORTE BOG
En entydig målgruppe til denne helt unikke bog er det umuligt at angive. Men uanset om man kan lide den eller ej, må man sige, at det er en helstøbt og gennemtænkt bog med mange tolkningsmuligheder om et eviggyldigt emne, som det er modigt af tegner og forlag at udgive. Dorte Karrebæks streg er velkendt fra massevis af børnebøger. Altid frodig og vild. Her er hun dog mere grum end før set. En dreng finder en sort notesbog med beskrivelser af syv insekter, der har fået fremelsket særlige egenskaber. Meget menneskelige er de, og hver af dem repræsenterer en af de syv dødssynder. I en tegneserieagtig form, uden ret megen tekst, ser vi, hvordan "insekterne" opfører sig, inden drengen spidder dem alle på nåle. Det er ondt, ulækkert og blodigt, men ikke uden en vis barsk humor. Insekterne minder om maleren Michael Kviums figurer, og som disse både pirrer og frastøder de mig. Hvis en voksen (forælder, lærer, præst) kan læse bogen med børn i 12-17-årsalderen, tror jeg, der er basis for gode diskussioner om etik og moral. Bogen kan også læses for børn fra ca. 9-10 år, men det tror jeg kun få voksne vil gøre. Læsere af voksentegneserier er en mulig målgruppe. Flot udstyr med helt sort omslag og kraftigt papir. Der er ingen sammenlignelige titler, og den nyligt udkomne Den store syndebog (2007/13) fokuserer mere på børns indbyrdes forhold og ligner slet ikke bogen her
Lektør: Bo Knudsen
2010.05.18
Dødssynderne sat i spil som snørklede insekter
af Janus Andersen på fortællingen.dk
Dødssynderne – den ultimativt hævede pegefinger – får en tur gennem dem med Dorte Karrebæks helt særlige pen her, og det er både deprimerende og fascinerende.
Den sorte bog er en blanding af metabog, novellesamling, fabler, moralstykke, billedbog og sikkert også andet – og det er en blanding, der giver en helt særlig læseoplevelse. Det starter med en dreng og hans hund – og en mand, der taber en bog, førend han synes at forsvinde hen over trætoppene i fuldt firspring. Hunden samler bogen op, og den viser sig at være… den bog, vi sidder med i hænderne. Det er en notesbog, som fortæller, hvordan ejeren har fremavlet syv forskellige arter af insekter, hver af dem baseret på en af de syv dødssynder. Ligeledes er der et kort til stedet, hvor dette er foregået, og dreng og hund drager nu af sted for at betragte de små væsener selv.
Superbianere, avaritianere, luxirianere, invidianere, iraeanere, gulanere og acidianere, hedder de – og de præsenteres nu i hvert deres korte optrin. Hver dødssynd ender med… nåja, døden og det syndende insekt sat til udstilling med drengens nåle.
Det kan godt lyde, som om det er skrevet i pap, men det ganske modsatte er såmænd tilfældet. Den lidt besynderlige struktur, den åbne slutning, de skiftevist finurlige og skræmmende tegning – det er altsammen med til at skabe en læseoplevelse ud over det sædvanlige. Jeg har personligt aldrig rigtig brudt mig om Dorte Karrebæks streg (og her taler vi rent smag, for det er tydeligt, at hun har styr på det fortælletekniske), men alligevel kommer Den sorte bog under huden på en sådan måde, at det er svært at forestille sig den se ud på nogen som helst anden måde. Det er et tydeligt tegn på, at tegninger og indhold smelter sammen på noget nær perfekt vis.
De små historier rummer strejf af humor, men nu er det alvorlige sager, det handler om, så den samlede oplevelse er ret dyster. Det er en billedbog, men en, der i ret stor grad henvender sig til voksne – man kan i al fald som voksen læser løfte et utal af forskellige meninger, billeder, pointer op af den. Det er også en af de bøger, som det for mig er svært at forudse, hvordan børn vil reagere på, men jeg tror umiddelbart, at den vil fremkalde stærke reaktioner; nogle vil elske den, nogle vil hade den, nogle vil sikkert være skræmt af den og så videre. Under alle omstændigheder er det en lille bog med store dybder og nok en historie, som bør læses sammen med en voksen. Jeg tror, den kan føre til spændende, men måske også svære samtaler.
Har man ikke et barn som undskyldning for at læse Den sorte bog, vil jeg sige, at man heller ikke har en undskyldning for at lade være. Det er et smukt værk, og trods det spinkle udseende kan det blive ved med at rumstere længe efter endt læsning.
Dorte Karrebæk: Den sorte bog. Alma, 2007
