CANDIDE
2012.06.04
Inga sockrade piller i illustrerade klassiker - Den är inte för alla, men kanske just för dig?
För vem passar Oskar K:s och …Dorte Karrebæks omarbetade och …illustrerade versioner av Candide …och Hamlet? Och vad blir kvar av …den senare när man klär av honom …blankversen?
Fredrik Hertzberg i Huvudstadsbladet
Voltaires Candide eller Optimismen / Shakespeares Hamlet
Återberättade av Oskar K. (text) & Dorte Karrebæk (bild)
Daidalos
Klassiker
Bokförlaget Daidalos i Göteborg, som i år fyller trettio, är bekant för sin utgivning av filosofiska och samhällsvetenskapliga klassiker. Nu kommer man med litterära klassiker i serien ”Illustrerad världslitteratur”. Först ute är Voltaires Candide och Shakespeares Hamlet.
Med sin nya serie eftersträvar förlaget ”inte att man som läsare absolut måste förstå klassiska verk, men att man ska få lust att läsa dem”. Det är en något kryptisk formulering, som om man ursäktade sig själv och annonserade att klassikerna finns någon annanstans än i den gestalt de tagit när de återberättas av den danske författaren Oscar K. och illustreras av hans sambo, illustratören Dorte Karrebæk.
Filosofisk road movie
Detta gäller åtminstone inte Voltaires Candide, som står stadigt på egna ben. Den beskrivs som ”filosofisk road movie”, men det är anmärkningsvärt hur nära förlagan Oscar K:s text rör sig, bearbetningen består snarast i en förkortning. Ingen åtgärd tillför en text lika mycket som förkortning, enligt ett citat av Tolstoj, och det är inte tu tal om att Candide vinner på att kortas av i sina tämligen vidlyftiga och kringflackande fantasterier.
Någon enstaka gång vrids texten till, som när Pangloss, Candides mentor, i originalet sägs undervisa i ”metafysiko-teologo-kosmolonigologi” och i Oscar K:s tappning i ”metafysisk teo-kosmo-idiotologi”, men det är en översättning som i voltairesk anda eftersträvar att uppdatera effekten snarare än efter bokstavstrohet.
Den stora skillnaden är illustrationerna. Dorte Karrebæks ofta groteska, smått surrealistiska figurer och dekorationer utgör en oförställd fond av kommentarer till texten. När Pangloss undervisar en kammarjungfru i ”experimentell fysik” blir det klart för läsaren vad denna ”fysik” går ut på – det blir det kanske inte för en läsare av i dag som bara har Voltaires text att tillgå.
Här finns en hel del nakenhet och våld – uppdraget är ju som bekant att med drypande ironi illustrera ”den bästa av alla tänkbara världar” – men kanske på ett sätt som förmår väcka intresse hos en orädd tonåring. Någon barnbok är det inte fråga om, kanske då snarare en tonårsbok, en för den ålder då man först väcks till de stora frågorna.
Väl uttänkt – men biffen?
När det gäller Shakespeare säger det sig självt att en grundligare bearbetning gjorts. En del av det som är själva poängen med Hamlet, språket, retoriken, poesin – ”litteraturen” – har därmed gått förlorad eftersom det mesta överförts till förenklad prosa. Ändå har Oscar K. gjort en betydligt större insats här än i Candide; det har tänkts ut väl, strukturen är välavvägd och man får med överraskande mycket. Men var är biffen?
Det fungerar mer som en sorts kulturhistoria – Hamletiana – och som impuls att leta fram originalet. Och det kanske man bör i detta fall. Shakespeare är ju litteraturens Bach; så mycket bättre blir det inte, och det gör man gott i att påminna sig om då och då. När det gäller illustrationerna är resultatet inte heller lika helgjutet som i Candide. Den uppjazzade kostymeringen är i och för sig skojig; prins Hamlet har svart t-tröja och solbrillor, Claudius ser ut som en punkare med tuppkam. Här måste också påpekas att Karrebæk ofta anspelar på konsthistorien – medeltida bildkonst, Leonardo da Vinci, Rodin, Picasso, surrealism, m.m. I Hamlet blir det dock något brokigt och ojämnt; som om tecknaren inte varit alltigenom inspirerad.
För vem?
Frågan kvarstår dock: för vem är detta tänkt? Mot bakgrund av sådant som dryftats smått i Hbl och som nyligen rapporterats om – bristen på djup och engagemang i den finländska grundskoleundervisningen – kunde man tänka sig att en serie som denna kunde ge lärarna nya impulser. Det som alltför sällan framhålls apropå bildning – att man mindre har den än strävar efter den, precis som med fysisk kondition – stärker en också i uppfattningen att det i första hand är vuxna som kunde få anledning att återknyta bekantskapen.
Men barn efter grundskolan är som sagt en annan tänkbar läsekrets. Det är inte direkt några sockrade piller det är fråga om, snarare då en påminnelse om att litteraturen finns till inte för att den är bra för oss; snarare bjuder litteraturen – som i Candide och Hamlet – på mörka visdomar, mer liv (och död) än moral. Den är inte för alla, men kanske just för dig?
2011.10.31
Nu har de slagit till igen med att drastiskt, mustigt och levande återberätta Shakespeares Hamlet och Voltaires Candide eller optimismen.
Våld på Voltaire
Margareta Sörenson, Expressen, tittar närmare på två danska bilderböcker som omprövar och återberättar klassiker.
Det danska bilderboksparet Oscar K och Dorte Karrebæk slog barnboksvärlden med häpnad med boken Lägret häromåret. Äntligen en konstnärligt fullödig barnbok i en skog av ängsliga trevligheter!
Bara naiva läsare som jag missade att boken som beskriver ett koncentrationsläger handlade om en sommarkoloni (eller annan institution) för barn. Att den var en drastisk kritik av hur barn behandlas: auktoritärt och utan respekt för individen.
Nu har de slagit till igen med att drastiskt, mustigt och levande återberätta Shakespeares Hamlet och Voltaires Candide eller optimismen. I båda fallen öppnas bildvärldar runt klassikerna som triggar fantasin och som kan få läsupplevelsen att vila på en förståelse för verket som klassiker och samtidigt ge lust att se, ompröva och uppleva det på scenen eller vid egen läsning.
I Hamlet kombinerar Dorte Karrebaek ett medeltida bildspråk med ett graffiti-inspirerat; mycket slagkraftigt, raffinerat och på sitt sätt förklarande. Personerna i nutida klotterstil agerar mot en bakgrund av den broderade Bayeuxtapeten som skildrar slaget vid Hastings år 1066, ett passande krigslarm bakom Hamlets kris - med sig själv, med föräldrarna, med kärleken.
Bayeuxtapetens rytmiska myller av hästar och soldater löser gradvis upp sig och möter en nutida, snabbt tecknad linje nära klotter och cartoon. Pjäsen återges både i verktrogna replikskiften och i effektivt återberättade transportsträckor där en "Shakespeare-stil" gifts ihop med modernt språk.
Det är lätt att rekommendera till exempel skolbibliotek att köpa in en Hamlet som är rik bildlitteratur i sig, men också trogen gamle Will i en intressant mening.
Voltaires syrliga ironier och salta satir har svårare att klara sig i denna tappning. Bildmässigt är det flott, naturligtvis, men återberättandet hamnar ofta i fel tonart genom bildernas grovt våldsamma konkretioner. Voltaires vassa humor i berättelsen om den storögt godtrogne Candide, som tror på sitt pretto till lärare, Pangloss, falnar redan efter första kapitlet och skildringen av det larviga hovlivet på slottet i Westfalen.
Voltaires poäng är upplysningsmannens; han skrev en drastiskt underhållande polemik mot filosofisk (Leibnitz) och religiös fundamentalism. Det är en radikal pessimism som inte anger annan utväg än att vi odlar vår trädgård, ironiskt nog. Bilderna badar i blod, skelett, död och våld vilket skjuter snett bredvid det satiriska målet.
Och de sista skälvande sidornas vinkning till Samuel Beckett är för lite utvecklad för att skapa mening. Även om röd Hacke Hackspett-frisyr på Beckett är både snyggt och kul.
2011.08.30
Nytolkad Candide bättre än Hamlet
Åsa Warnqvist i Svenska Dagbladet
Bilderbok
Candide eller Optimisten Återberättad av: Oscar K Ill: Dorte Karrebæk, Övers: Kajsa Öberg Lindsten 90 s. Daidalos
Hamlet, Återberättad av: Oscar K Ill: Dorte Karrebæk, Övers: Joel Nordqvist, 110 s. Daidalos
Säkert var det fler än jag som mötte Voltaires ”Candide” första gången i tonåren. Den fångade mig direkt, berättelsen om den naive optimisten, där det mesta och de flesta får sig en känga, inklusive litteraturkritiker. Jag minns den som det verk som fick mig att inse värdet av att läsa klassiker.
Kanske kan dagens ungdomar få uppleva detsamma när Daidalos nu ger ut ”Candide”, återberättad av den danske författaren Oscar K, som en av de första delarna i en ny bokserie, Dansklærerforeningens Illustrerad världslitteratur. Den andra är Shakespeares ”Hamlet”.
I Oscar K:s tappning är verken förkortade och i viss mån språkligt förenklade. I ”Candide” har exempelvis 30 kapitel blivit 17. Bearbetningarna är relativt välgjorda, även om båda har sina problem. Kanske beror det på de många leden – originaltext, dansk översättning och bearbetning och sedan svensk översättning på det – men ”Hamlet” framstår som något rörig och ”Candide” som något mindre slagfärdig än originalet, det senare trots att Oscar K har tillåtit sig lägga till en och annan egen rolighet. Klart står dock att ”Candide” är den bättre av de två.
Bilderna står i båda fallen danska författaren och illustratören Dorte Karrebæk för. Även här är det ”Candide” som utmärker sig. Med en karikatyrstil i Wilhelm Buschs anda briljerar Karrebæk med bilder som passar verkets satir. Hon har fastnat för det köttiga, våldsamma och makabra, och tolkar fram fler sexscener än vad som nog egentligen finns där.
Det groteska och tragikomiska kommer också till uttryck genom Karrebæks stilblandning. 1700- och 1800-talens satiriska tecknartradition dominerar, men hon spränger även in referenser till expressionister som Vincent van Gogh och Francis Bacon, och mörka 1500-talsmålningar som Hieronymus Boschs Lustarnas trädgård, Pieter Bruegel dä:s Babels torn och Leonardo da Vincis Mona Lisa. Det blir en i hög grad fruktbar korsning.
Något sämre är det ställt med ”Hamlet”. Bildberättelsen flyter initialt fram som en Bayeuxtapet över sidorna, men efter hand blandar Karrebæk stilar och tekniker så till den grad att känslan av ett förvirrat mischmasch infinner sig. Många av bilderna har även en skissartad, slängig stil som varken passar berättelsen eller gör hennes tecknarstil rättvisa.
Oscar K.:s och Karrebæks ”Candide” nominerades välförtjänt till Weekendavisens litteraturpris 2010. Det gjorde inte ”Hamlet”, och det är nog i sin ordning.
2010.12.12
WEEKENDAVISENS LITTERATURPRIS
Oscar K & Dorte Karrebæk er blevet nomineret til Weekendavisens Litteraturpris 2010 for Voltaires Candide. Og du kan være med til at bestemme vinderen!
Stem ved at indsende den stemmeseddel, som du kan finde avisen. Du skal sende den til Weekendavisen senest den 11. januar.
Voltaires Candide er udgivet på Dansklærerforeningens Forlag i serien Illustreret verdenslitteratur der skal "åbne unge læseres øjne for nogle af verdenslitteraturens markante værker".
I prisnomineringen skriver Damian Arguimbau:
"Med sin aktuelle gendigtning af Voltaires klassiske værk fra 1759 for unge læsere, har Oskar K. formået også at kunne underholde intelligente små personer. Oskar Ks version hverken forenkler eller fordunkler budskaberne. Der er ikke tale om en stringent, fortolkende genfortælling, men om en meddigtende fabel, der i koncentreret form fornyr billedsproget og gør genfortællingen skarp og hel. Det sker godt støttet af Dorte Karrebæks sanselige og bloddryppende billedside, der føjer en næsten korporligt nærværende dramatik til den i forvejen gruelige historie om Candide og hans udkårne, Cunigunde."
PS. Det skal tilføjes, at Sdr. Åby prisen, der hovedsageligt gives til illustratorer og gangbesværede forfattere, i år tilfalder Dorte Karrebæk og Oscar K.
2010.12.09
Ordbilleder for børn
Af Kristian Lindberg i Berlingske Tidende
Danske forlag går nye veje for at skaffe unge læsere, men hvad virker, og hvad virker knap så hensigtsmæssigt?
Hvorfor drikker Jeppe? Og hvorfor læser nutidens børn ikke? Lærere, pædagoger og forlagsfolk har alle deres bud på den læsekrise blandt børn og unge, der dokumenteres i den seneste PISA-undersøgelse, og i gårsdagens Berlingske Tidende kunne man læse om flere nylancerede bogtyper, der skal trække målgruppen ind i litteraturens univers.
Blandt dem, der blev omtalt, var en ny bogserie fra Dansklærerforeningens Forlag, kaldet Illustreret Verdenslitteratur, hvis navn vækker mindelser om den gamle tegneserie Illustrerede Klassikere. Der er dog ikke i samme grad tale om tegneserier, men snarere om romaner med usædvanligt mange illustrationer.
Første udgivelse i serien er Johann Wolfgang Goethes smertefulde »Den unge Werthers lidelser«, hvis romantiske og dystre skæbne gennem 200 år har betaget bevægelige unge med trang til Sturm und Drang. Ved genlæsningen af de længselsfulde lidelser, bliver man først betaget af friskheden i de beskrevne følelser, men bemærker paradoksalt nok også, hvor stor en hæmsko bogens romantiske sprog og tankesæt må være, når den skal have fat i hiphop-generationerne.
Derfor kan det give god mening, at illustratoren Lillian Brøgger har moderniseret Werther, så han er kommet til at ligne den afdøde digter Michael Strunge, med dramatisk pandehår og opslået frakkekrave.
Symbolmættede
Signalet er selvfølgelig, at hvis man giver teksten en chance, så forstår man også dens relevans for nutidens unge - uanset om de kender referencen til Strunge, der døde for over 20 år siden, eller ej. Det er dog også pudsigt, at forlagene, og Dansklærerforeningens Forlag er ikke det eneste, gør romanerne tegneserieagtige, når nu unge ikke længere i særlig grad er tegneserielæsere.
Den australske forfatter og meget originale illustrator Shaun Tan har også tegnet grafiske romaner, der i deres drømmende, flydende handlingstråde synes at undslippe enhver form for kategorisering. Er det for voksne børn eller barnlige voksne? Er det tegneserier eller romaner? Som med de bedste eventyr bliver både børn og voksne suget ind i de symbolmættede universer.
ABC Forlag har på dansk udgivet Shaun Tans »Udkantsfortællinger«, der rummer en række noveller, alle med udgangspunkt i den døsige forstadsverden, hvor så mange sære historier har udspillet sig i postmoderniteten.
De 15 historier er korte og absurde og har ind imellem eksotiske dyr i hovedrollen. Her er historien om vandbøflen på den ubebyggede grund, der peger, når den spørges til råds. Og her er historien om søkoen, der lægger en dæmper på ægteskabelige skærmydsler ved sin pludselige opdukken på den veltrimmede parcelhusplæne.
En tredje historie handler om »Pindefolket«, der »tripper så sagteligt af sted på deres brøstfældige ben«, og hvis uforklarlige opførsel synes at stille eksistentielle spørgsmål til forstadsfolket: »Hvem er I? Hvorfor er I her? Hvad er det I vil?« Tans lysende og suggestive farvetegninger understreger de mangedoblende gåder.
2010.11.30
Lektørudtalelse
Anvendelse/målgruppe/niveau
Gendigtning af klassiker i frisk ny indpakning til læsere fra 13 år. Perfekt godbid til især undervisning i folkeskolens ældste klasser og gymnasiet
Beskrivelse
Den unge Werther forelsker sig i den skønne Lotte, som imidlertid er forlovet med en anden. Igennem breve til en kammerat beretter Werther om sin store lidenskab og længsler. Men Lotte gengælder ikke Werthers stormende følelser, så det ender tragisk med, at han begår selvmord. Goethes klassiker udkom i 1774 og fik stor betydning for både samtiden og litteraturhistorien. Sidst i 1700-tallet havde de "Sturm und Drang", i dag har vi den såkaldte emo-kultur befolket af lidende og desillusionerede unge, og de to bevægelser har grundlæggende en del til fælles, hvilket gør romanen højaktuel på flere planer. Det er snedigt set af Oskar K., for hvem det også er lykkedes at lave en gendigtning, der rammer samme lidelsesfulde nerve, man finder i originalen, og samtidig puste en friskere tone i hovedet på læseren. Sproget er stadig forholdsvis kringlet og kræver nærværelse af læseren og er som sådan tro mod originalens udtryk. Illustrationerne af Lillian Brøgger spræller og er den halve historie. Grafitti er rørt op med Brøggers egen streg og giver historien om drifter og længsler en ekspressiv kant, der både supplerer og klæder den
Sammenligning
Romanen er 4. del af forlagsserien Illustreret verdenslitteratur, og som kunstnerisk og litterært projekt er det velfungerede og inspirerende
Samlet konklusion
En klassiker godt serveret af inspirerende tekst og illustrationer
Lektør: Zenia Johnsen
2010.10.15
Jamen, selvfølgelig skal Oscar K., alias Ole Dalgaard da have prisen! Hvis man tør.
Selskabet for Børnelitteratur, IBBY Danmark
Hvem har skrevet den bedste børne- eller ungdomsbog i 2010? Hvem har tegnet den bedste børnebog i 2010? Vi har opfordret en række anmeldere, forfattere, illustratorer og formidlere til at pege på mulige kandidater til Kulturministeriets Børnebogspriser for 2010. Læs og debatter med eksperterne.
Damián Arguimbau: Oscar K
Voltaires Candide af Oskar K og Dorte Karrebæk (ill.)
Fræk og vedkommende gendigtning af Voltaires Candide.
Oscar K. har gennem mange år udfordret børnelitteraturen. Han river og flår i genren, udfordrer læseren og sætter tanker i gang, som ellers er forbeholdt filosofiske udredninger. Sidste skud på stammen er hans fabelagtige og aktuelle gendigtninger af klassikerlitteratur i Dansklærerforeningens fabelagtige klassikerserie, hvor Oscar K tidligere har gendigtet Hamlet og Don Quijote. Hans gendigtning af Voltaires Candide er en tour de force blandt verdens ulykker samt et angreb mod teoretisk og verdensfjern filosofferen.
Historien handler om den unge Candide, der vokser op hos en baron på et idyllisk slot, hvor han undervises af den Leibniz-inspirerede lærer, Pangloss. Candide bliver sparket ud derfra, da han bliver fanget midt i et kys med baronens datter. Siden regner ulykkerne over ham (og baronens datter og alle andre).
Ikke at ulykkerne på nogen måde af den grund bliver færre. Nærmest tværtimod. Det virker langt stærkere, nu det er destilleret yderligere. Voltaires humor er uforlignelig, og Oscar K, der har gendigtet bogen, har som vanligt moderniseret humoren. At gendigteren dog samtidig bruger et bedaget ord som »forgift« siger samtidig lidt om, at det ikke skjules i sprogtonen, at bogen er fra 1759. Men alle de ulykker, Voltaire lader sin hovedperson gå igennem, er desværre stadig aktuelle rundt om i verden. Det er bestemt ikke for sarte sjæle at læse om alle de seksuelle og fysiske fornedrelser hele persongalleriet undergår. Det er næsten alt for barskt for børn, kan man nemt komme til at tænke. Men hvorfor? Bogen er langt mindre blodig end en gennemsnitlig amerikansk actionfilm.
Problemet er bare, at med denne bog kan man relatere indholdet til virkeligheden. Så kommer virkeligheden tæt på! Jamen, selvfølgelig skal Oscar K., alias Ole Dalgaard da have prisen! Hvis man tør.
2010.10.19
Karsk, djærvt og folkeligt
Anmeldt af: Tonny Hansen
Den skrivende hund Oscar K. har overtalt sin herre og pennefører til at genfortælle den forrygende historie om, hvordan alting hænger sammen som hinandens årsag og virkning og dermed kommer til at udgøre præcis den bedste af alle verdener.
Den unge Candide, adelsmand med blakket stamtræ, suger til sig af huslæreren Magister Pangloss' vidtløftige belæringer og affinder sig med sin skæbne, uanset hvad tilværelsen byder ham af prøvelser. Og det er barske løjer, når han pludselig finder sig selv som bulgarsk lejesoldat med uvelkommen frihedstrang eller bliver pisket til blods og hængt op i fødderne af inkvisitionen.
Voltaires vidunderligt karnevalske historie får sin bekomst, og hverken fortæller eller illustrator lægger fingre imellem. Blod, bylder og bagdele hører menneskelivet til, og det hele kommer med på billederne. Splattereffekter, sygdomme og sex har jo sin naturlige plads i den bedste af alle verdener, så når fortælleren beskriver den unge Candide som veludrustet, tegner illustratoren et forparti som en generøs version af Maries Medister.
Karsk, djærvt og folkeligt er produktet, og en vigtig bid af verdenslitteraturen er gjort tilgængelig for store børn og voksne.
2010.09.03
Den bedste af alle verdener
Weekendavisen 3. september 2010, bøger, side 6
Candide. Fræk og vedkommende gendigtning af Voltaires Candide.
Oskar K og Dorte Karrebæk ( ill.): Voltaires Candide eller Optimismen. 98 sider, 236,25 kr.
Dansklærerforeningen.
Af DAMIAN ARGUIMBAU
Voltaire var et særdeles tolerant menneske, der mente, at ingen religion kunne tage patent på Gud. Ifølge Voltaire så var handel det bedste, folk kunne lave, da han så markedet som en fredelig og fri forsamling. Siden købmænd altid arbejder med at pleje egne interesser, lærer de via dette arbejde ogsåat respektere andres interesser. Ikke underligt, at Adam Smith, liberalismens fader, havde en buste af Voltaire stående i sit hjem. Voltaire var selv en ret dygtig børsspekulant og endte
med at blive temmelig rig.
Voltaire var som oplysningsfilosof særdeles rationel, men han accepterede, at verden var lige så kaotisk, som den vitterlig er og var. Det gjorde den tyske filosof Leibniz ikke. Han mente, at der måtte være et universelt sprog, der kunne anvendes som en slags tankernes schweizerkniv. Dette sprog ville via logikken have lige netop det logiske formelværktøj i kniven, der i sidste ende kunne give svaret på samtlige metafysiske og moralske spørgsmål. Leibniz var ukuelig optimist. Han mente, at vi levede i den bedste af alle verdener. Gud har jo
skabt verden og han må vide bedst. Voltaire var helt uenig, og Candide er en tour de force blandt verdens ulykker samt et angreb mod teoretisk og verdensfjern filosoferen.
Historien handler om den unge Candide, der vokser op hos en baron på et idyllisk slot i Westfalen, hvor han undervises af den Leibniz-inspirerede lærer, Pangloss. Candide bliver sparket ud derfra, da han bliver fanget midt i et kys med baronens datter. Siden regner
ulykkerne over ham (og baronens datter og alle andre).
De oprindelige 30 kapitler er i Oskar K's ( alias Ole Dalgaard) udgave kogt ned til 17. Ikke at ulykkerne på nogen måde af den grund bliver færre. Nærmest tværtimod. Det virker langt stærkere, nu det er destilleret yderligere. Voltaires humor er uforlignelig, og Oskar K, der
har gendigtet bogen, har som vanligt moderniseret humoren. Eksempelvis nævnes en rædsom kritiker, »et kulturens kryb, der udspyr edder og forgift«. I originalen er det Fréron, en journalist, der støttede den franske revolutions terror. I den danske udgave er han erstattet af en »Bugdâhl«. At gendigteren samtidig bruger et bedaget ord som »forgift« siger samtidig lidt om, at det ikke skjules i sprogtonen, at bogen er fra 1759.
Jeg læste Candide første gang som ganske ung, og husker, at jeg morede mig kosteligt over Candides ufattelige naivitet og Voltaires sarkasme. Efter et par genlæsninger i mere moden alder, er min oplevelse af bogen ikke nær så munter. Alle de ulykker, Voltaire lader sin hovedperson gå igennem, er desværre stadig aktuelle rundt om i verden. Det er bestemt ikke for sarte sjæle at læse om alle de seksuelle og fysiske fornedrelser hele persongalleriet undergår.
Gendigtningen indgår i Dansklærerforeningens fabelagtige klassikerserie, hvor Oskar K tidligere har gendigtet Hamlet og Don Quijote. Serien er tiltænkt de unge læsere, men ærlig talt er gendigtningen lige så velegnet til helt voksne læsere.
Dorte Karrebæks illustrationer er varierede og oser af sex, ondskab, ulykke og uretfærdighed. Ind i mellem er der små øer af troskyldighed, men det er ikke meget. Det er meget tro mod tekstens ånd. Det er næsten alt for barskt for børn, kan man nemt komme til at tænke. Men
hvorfor? Bogen er langt mindre blodig end en gennemsnitlig amerikansk actionfilm.
Problemet er bare, at med denne bog kan man relatere indholdet til virkeligheden. Så kommer virkeligheden tæt på! Det er en helt igennem uvurderlig perle af en bog.
2010.06.05
VOLTAIRE VILLE HAVE ELSKET DEN
KLASSIKER
Steffen Larsen giver 5 af 6 stjerner i Politiken
KEND DIN KLASSIKER, siger de i Dansklærerforeningen. Oscar K. alias Ole Dalgaard har i kort form genfortalt både ”Hamlet” og ”Don Quijote” sammen med tegnerne Dorte Karrebæk og Lilian Brøgger. Han kalder det appetitvækkere. Nu er turen kommet til Voltaires ”Candide”, der er en eviggenial historie om troskyldighed på trods. Nutidig og vedkommende. Og med en tyrker som den klogeste.
Når man er færdig med at dyrke sin have, kan man nyde Dorte Karrebæks vovede og vilde billeder, der – ligesom Hamlet-bogen – lægger alen til forståelse til ordene.
”Candide” bliver tosset, vild og saftig. Voltaire ville have elsket den.
2010.07.11
Pragtfuld udgave af Voltaires absurde og satiriske historie
Oscar K. og Dorte Karrebæk: Voltaires Candide eller Optimismen
Emne: samfundssatire ; samfundskritik
Fortællingens helt kastes ud i alle tænkelige besværligheder i sin søgen efter sammenhængen mellem teorierne og virkeligheden - en sammenhæng han aldrig rigtig finder. Undervejs gøres der i ord og billeder grundigt grin med denne verdens magthavere, blærerøve og højpandede filosoffer - samt små, dumme mennesker, der gerne vil være helte
Anvendelse/målgruppe/niveau
Denne fremragende gendigtning af ét af verdenslitteraturens mesterværker, henvender sig til mennesker over 13-14 år, der har lyst til at give sig i kast med "én af de store, gamle". Fin til selvlæsning for unge og voksne - og næsten endnu bedre til fælles forløb i grundskolens ældste klasser. Titlen sælger næppe - lad i stedet Karrebæks herlige, frække tegninger tage sig af den del af opgaven
Beskrivelse
Voltaires historie er sprællevende og lige så aktuel som for 250 år siden. Ligesom Holbergs komedier, er fortællingen virkelig sjov, universel og temmelig rablende. Vores helt, Candide, inddrages i alle tænkelige hændelser - blandt meget andet: jordskælv, krig, tortur, skibbrud og diverse erotiske eskapader - alt sammen i sine forsøg på at få teori og virkelighed til at forenes. Det lykkes aldrig, men undervejs gøres der grundigt grin med selvfedme, praleri og almindelig dumhed - ikke mange går fri. Lige nedenunder de vilde begivenheder går en sort tråd af humor og satire. Forståelsen af dette hjælpes på vej af de smukkeste og frækkeste billeder. Et sjældent fornemt eksempel på ord og billeder, der klæder og beriger hinanden
Sammenligning
Bogen giver mindelser om de senere års billed/tekst-versioner af Holbergs komedier - nogle af disse også med Karrebæk som illustrator
Samlet konklusion
Pragtfuld udgave af Voltaires absurde og satiriske historie om menneskets egoistiske og grådige karakter. Skal de store klassikere overleve, kan det meget vel blive i kraft af bøger som denne. Fortjener størst mulig udbredelse
Lektør: Jesper Holtoug
2010.07.01
Klassiker: Illustreret klassiker - 6 af 6 stjerner
Voltaires fortælling handler om den unge Candide, som sammen med sin følgesvend, filosoffen Pangloss, kommer igennem utrolige trængsler.
Af Mai Misfeldt, kultur@berlingske.dk
Torsdag den 1. juli 2010, 22:30
Pangloss forsvarer Leibniz´ teori om, at vi lever i den bedste af alle verdener, og får uanfægtet enhver ulykke til at give mening. Voltaires morale (som man i dag nok kan læse som ret forstemmende) er: Drop fejderne, pas din have og dig selv, så vil du være lykkelig! »Candide« er spidende morsom og dybt kritisk, og passer perfekt til Oscar Ks temperament. Det er en fin, desværre lidt forkortet gendigtning. Oscar K, har ikke kunnet nære sig for at gøre en tyk kritikerfigur til en høj fyr med briller, en Bugdâhl (hvilket faktisk er en hyldest). Dorte Karrebæk folder i sine frivole illustrationer alskens referencer fra kunsthistorien ud, lige fra van Gogh til »Life of Brian« og til portrætter af Samuel Beckett, som beundrede Voltaire, men bestemt ikke delte Voltaires tro på fremskridt via oplysning. Der er noget at se på, og mange gode diskussioner at åbne for den lærer, der tager bogen med i de største klasser.
