Illustratoren og forfatteren Dorte Karrebæk modtager Holbergmedaljen 2021


Medaljen overrækkes ved en reception fredag den 3. december kl. 15.00 – 17.00 i Admiral Gjeddes Gaard, St. Kannikestræde 10 A Baghuset, 1169 København K Holbergmedaljen uddeles hvert år i forbindelse med Ludvig Holbergs (1684-1754) fødselsdag den 3. december. Medaljen blev indstiftet i 1934 for at hædre en dansk forfatter ”som en anerkendelse for et litterært eller videnskabeligt værk eller for den pågældendes forfattervirksomhed som helhed (…) under hensyntagen til en vis åndelig forbindelse til Holbergs psyke, hans litterære tendens eller ejendommelige forening af videnskabsmand og skønlitterær forfatter, hans vidtspændende ræsonnerende, satiriske eller samfundsdømmende produktion”. 


I motiveringen for Dorte Karrebæk hedder det blandt andet:


Holbergmedaljen 2021 gives til tegner og forfatter Dorte Karrebæk. Karrebæk er unik. Hun taler med de to-årige, med midaldrende og med oldinge i en streg og en sprogtone, der altid er til at aflæse og som altid er lidt rystende. Hendes univers går fra realisme til det groteske, altid med humor, altid med prægnans og præcision. Hun afsøger sanselighedens muligheder. Hvordan mærkes verden, hvordan ser den ud, hvordan lugter den, og hvordan lyder den, når man f.eks. ikke kan høre? Karrebæk bruger sin kunst til at frisætte mennesket. Hun tegner repræsentationer frem, baseret på dyrt købt viden, erfaring og historie, uden at moralisere. Hun tegner med en ømhed, der skaber empati for alt det, der rører os, når vi begiver os ud i en vaskeægte Karrebæk-verden. For det, og for hendes konkrete arbejde med flere Holbergklassikere, gives hun medaljen.


Med medaljen følger en pris på 75.000 kr., som finansieres af Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Litteratur.