GRÅZONERNE FORFATTERNE OG FORLÆGGERNE

Eller

Hvordan Internettet måske kunne have ændret den triste skæbne, som blev den dybt originale polske lyriker Cyprian Norwid til del. Han døde ensom og ukendt i 1883 på et katolsk alderdomshjem i Paris omgivet af de kufferter, som indeholdt hans vældige, upublicerede forfatterskab.



I litteraturhistoriens afkroge kan man af og til støde på forfattere, der befinder sig i periferien af, hvad forlæggere finder det værd at udgive. Ikke fordi det er dårligt, det forfatterne skriver, men fordi det ikke rigtigt passer ind i tidens strøm, og fordi det for det meste handler om universelle spørgsmål som tilblivelse, identitet, glemsel og død, og derfor næppe til nogen tid vil interessere en levende sjæl.

Nogle af disse forfattere bekoster selv en beskeden udgave af deres værker, men går let over i glemslen, andre laver små urentable forlag, som hurtigt forsvinder igen, mens atter andre trækker sig tilbage til ensomheden og stumheden eller går i eksil og frister tilværelsen som tegnelærere, forsikringsagenter eller korrespondenter i triste skoleklasser og forladte kontorer. De færdes i afsides gader med særtklingende navne og opholder sig i bibliotekernes kolde læsesale eller på jernbanecafeer med dårlig akustik. Mange af dem er tuberkuløse eller tæt på at blive blinde, nogle skriver digte om ugengældt kærlighed til betagende provinsskuespillerinder, og de fleste tager på et tidspunkt livet af sig, forbilledlige selvmord, hvad enten de begåes ved spring fra broer, skud med pistol eller indtagelse af rottegift.

Ofte går hele forfatterskaber tabt, hvis ikke forfatteren tilfældigvis har været i besiddelse af et skuffedarium, hvori han har opbevaret stumper af sit liv og værk.

Eftertiden bebrejder bagklogt de formastelige forlag, der ikke ville udgive de stakkels digtere (eller - hvis en forlægger halvhjertet har sendt et bind på gaden - kritikkerne, der med storslået arrogance har gjort kål på dem), men det ændrer næppe det faktum, at forlagene er og bliver kommercielle foretagender, som nødvendigvis må sortere i det hav af manuskripter, de efter sigende får tilsendt. Der er budgetter, der skal holdes, rammer, som ikke må overskrides, og så forstår man jo godt, at forlagsredaktørerne vælger en Henriette Dit eller en Isabella Dat, som med journalistisk flair skriver sig fordøjeligt direkte ind på bestsellerlisterne, og vrager de mere krævende forfatteres tekster, som ikke har en jordisk chance for at sælge ud over de eksemplarer, som bibliotekerne endnu føler sig forpligtet til at have stående.

Samme redaktører ved naturligvis, at der er tale om en vis ubalance, at bøger, der sælger i store mængder, ikke nødvendigvis har noget at gøre med kvalitet. Og de sukker da også i stille stunder over udviklingen, eller de gør som englænderne, smiler stift og mener, at de fri markedskræfter bør råde. Men det er trods alt de færreste redaktører, der for alvor tror på, at de bøger, der sælger dårligt, alle er dårlige bøger, for redaktører er i reglen dannede mennesker, som holder af læse og tænke og godt kan se forskel på skidt og kanel. Optræder de upålideligt eller uforskammet er det snarere en påtaget (nødvendig, tror de) facade end egentlig dårlig opdragelse.

I afslagsbreve til gråzone-forfattere (som af og til ligner en forsikring til eftertiden om, at de har forstået værdien af bogen) giver de udtryk for deres sympati, de roser ofte forfatterens originalitet i form, hans dialog med kunstneriske og videnskabelige forposter, sprogets præcision og flotte sans for rytme og smidighed, kompositionens konsekvente gennemførelse osv., ikke et sekunds tvivl om, at forfatteren skriver godt, men ... (og i det følgende viser de så deres uomtvistelige begavelser) ... lærdomsniveauet, de intertekstuelle referencer og allusioner, de litterære krinkelkroge, nej, redaktørerne kan ikke komme på skudhold (!) af historien, selv om den er højt begavet, stilsikker og velskrevet, en flot satsning, og deres læsning, tilføjer de så’gu generøst, kan naturligvis diskuteres, men er altså, hvad de i sidste ende er nået frem til.

Stakkels forfattere?! Næ, stakkels forlagsredaktører. Her fylder den kulørte presse os med historier om denne og hin (bestseller-)forfatter, der i starten må rende fra forlag til forlag og får det ene afslag efter det andet, indtil endelig ... Og så er det i virkeligheden forlagsredaktørerne, vi skal ynke. Gør de måske ikke hvad de kan? De læser og læser og demonstrerer, at de forstår og forstår, men hvad kan de stille op mod tidens krav om ulidelig lethed og småfascistisk dyrkelse af ungdom og fersk skønhed? Hvem vil for alvor forlange, at pressen skal interessere sig for gråzonens fjerløse fugle, når de stylede dompapper og Armani-klædte ravne med håndsyede sko stiller op til fotografering? Har de små grå mænd og koner måske noget interessant at byde på: et kækt familieliv, pittoreske boliger eller etniske madopskrifter? Nej, Gu‘ har de ej! De skriver godt, ikke et sekunds tvivl om det, men ...

Det er forlagene, der står med sorteper! Det er dem, eftertiden klandrer, ikke forfatterne, de får i bedste fald kultstatus post mortem. En uholdbar situation! Og her hjælper hverken bogsalg i supermarkeder eller på tankstationer eller for den sags skyld Statens Kunstfond. Men hvad med Nettet? Internettet.

Kunne man forestille sig, at danske forlag i fællesskab – så stort er Danmark trods alt heller ikke -oprettede en homepage, hvor de „udgav“ kommercielt tvivlsomme, men litterært spændende tekster? Forfatteren får sine sædvanlige 10.000 Dkr. i forskud og forlaget retten til print on demand og inden to år at udgive teksten i bogform.

Publikum får fri adgang til ellers lukkede værker, regnskovene bevares (i alt fald indtil forlagene finder det kommercielt belejligt at trykke bogen), forfatterne får en omend sædvanlig beskeden løn, men mulighed for at søge kulturstøtte, mens forlagene får en parkeringsplads for bøger, som de i virkeligheden gerne ville udgive, men som i øjeblikket ikke er økonomisk interessante, og lettet samvittigheden for eftertiden. Finansieringen ligger lige for: forlagene udsender givet bøger, som de er i tvivl om burde udgives. Dem kunne de „prøve“ på nettet og dermed i første omgang financiere projektet, for der er penge at hente, når man ikke trykker bogen, der skal mere end forfatterens honorar til at ruinere et forlag, det er selve produktionen af bogen, der koster: omslag, papir, trykning, opbevaring, distribution, public relation osv.

Når det så oveni forlyder, at de flittigste brugere af internettet også skulle læse mange bøger, kan den historie vel ikke være længere.


Jeg glemte vist at nævne, at der allerede findes et internetforlag på dansk. Det er FORLAGET SORTE LISTE på adressen HYPERLINK http://www.ctv.es./USERS/dalgaard http://www.ctv.es./USERS/dalgaard, der præsenterer den spanske forfatter Enrique Vila-Matas for første gang i dansk oversættelse (uddrag af DEN BÆRBARE LITTERATURS HISTORIE – KORT FORTALT) og en artikel om Bruno Schulz‘ KANELBUTIKKERNE af Henning Mortensen. Den 14. august „udkommer“ en ny, dansk roman om Jorge Luis Borges, UDKLIPSBUREAUET, med 13 grafiske blade af Hanne Wienberg. De kan erhverves i original on demand. Henvendelser fra forlag med gråzoneforfatter-syndrom er velkomne.

Der er flere berømte eksempler på sådanne møbler, bl. a. udgiveren Victor Eremitas sekretær, hvori han, efter med en håndøkse at have tilført en skuffe adskillige slag, der foranledigede, at en hemmelig dør sprang op, i et lukket gemme fandt de papirer af A og B, der senere skulle udgøre skriftet 'Enten-Eller', som man i reglen tilskriver Søren Kierkegaard. Også Fernando Pessoas efterladte dragkiste skal nævnes. Den indeholdt 27.000 dokumenter i syndig forvirring, håndskrevne lapper, digte af Ricardo Reis og Alberto Caeiro, breve, notater, dagbogsblade, et færdigt, maskinskrevet manuskript til en Lissabon-guide, 'Lisboa: o que o turista deve ver', og en konvolut, der var mærket med 'L.do.D', og som indeholdt 'Livro do Desassossego', fragmenter af prosatekster, udkast og løse skitser af Bernardo Soares. Måske mindre kendt er den dybt originale polske lyriker, Cyprian Norwid, der døde ensom og ukendt i 1883 på et katolsk alderdomshjem i Paris omgivet af de kufferter, som indeholdt hans vældige, upublicerede forfatterskab.

Bogen trykkes og leveres i let indbinding ved henvendelse til forlaget