2003.09.1
Taxateater med missilfart
af Anne Middelboe Christensen i Information
Dada af Oscar K. og Martin Tulinius er skelsættende teater og en underholdende vildfarelse i verdens vrangbillede efter 11. september
Teater
Nå-dada! Det er fra ydmyge træbænke på Nørrebrogade, at den danske teaterkunst nu rykker fremad med missilfart: Premieren på Dada i lørdags på Kaleidoskop viste sig at være skelsættende teater i verdenklasse:
Politisk teater som hilsen til Brecht. Mareridtsteater som gestus over for Strindberg. Og replikteater som levn fra Shakespeare. Men først og fremmest rodeteater som en standard-tv-aften i 2003.
Dada handler om meningsløsheden efter det globale sammenbrud efter 11. september og Irak-krigen. Personerne er en pervers organopkøber, to harmonikaspillere og tre håndholdte, hvide italienere gok, gak suppleret af en identitetsløs taxachauffør, to desperate østeuropæiske massagepiger iført thai-parykker og mindst 11 nye medlemmer i en selvmordssekt.
Forfatterne Oscar K. og Martin Tulinius er ude i alle hjørner for at skildre verden, som den er kommet til at se ud, efter at terrorismebekæmpelsen har aflivet demokratiet som ideal.
Mande-humanisme
Forestillingens scener hænger ikke sammen. Til gengæld dukker de samme personer op igen og igen, forvredne af lidelse og selvlede eller forvirrede af vellyst. Og lige som det verdenspolitiske spil bestemmes af usynlige dagsordener, så skjuler scenografien her raffineret sig selv: Kukkasse-scenen kan åbne og lukke for endnu flere kukkaser bag ved hinanden lige som mennesker kan skifte køn, singler kan swinge, og myrdede kan genopstå.
Det er mandens verden, der her smadres. Og det er manden, der desperat hænger sin tykke guldkæde om halsen, også selv om han tit må han bruge rigtigt reb for at tage livsvæmmelsen. For manden har bombet verden under stjernehimlen til løsdele tilbage er kun halve tanker, afskårne lemmer og forsvundne navne. Som massemorderen siger til sit potentielle offer: Er du mig? Hvorefter han sætter tænderne i et kyllingestort barnefoster, mens han forsvarer sin ret til såkaldt fleksibel humanisme.
Besynderligt nok er dette magtspil samtidig en underholdende forestilling. Og Tulinius' spillere og sangere og dansere optræder som nykkefrit ensemble. De føres op mod tanke-galakserne af Mads Willes kyniske finansspekulant, der må kastrere sig selv af lutter succes men igen og igenbliver de trukket ned til det jordnære af Benjamin Boe Rasmussens evige chauffør.
Dadas taxatur er lang, for alle scener i ring. Men som der pludselig står i en filmstrimmel hen over scenens nattehimmel: At miste orienteringen kræver øvelse.
At fare vild sammen med Oscar K. og Martin Tulinius tager kun et par timer. Til gengæld vil tilskuerens køresyge næppe fortage sig lige med det samme.
Svimmelheden efter mødet med vigtig kunst kan ikke bare afvises slet ikke med et nådada.
