EFTERSKRIFT
2012.12.13
5 hjerter i Politiken! - Grafisk roman lægger sig frækt mellem Borges og Bohr - Oscar K. leverer med "Efterskrift" et begavet og belæst, fængslende og frækt bud på litteraturens eksistens
AF Søren Vinterberg i Politiken
På en »lille café i anden række uden havudsigt« et sted ved Spaniens middelhavskyst sidder den 60-årige Oscar K. »ved det samme stenbord hver dag. Ingen forstyrrer ham« – ud over hans egne forsøg på at »se tilbage på sit liv og på det, der sker under solen«.
Han sidder med en avis eller måske en bog af Czeslaw Milosz med ordene: »Vores forestillinger om fortiden er unøjagtige«.
Med disse brokker fra bogens bagside og indledningskapitel får man en idé om tonen i denne ’autobiografi’, hvis titel skal tages meget bogstaveligt: Efter skriften.
Skriver for at trække vejret
Verdens fortællinger og erkendelsesforsøg vugger stadig som splintret drivgods gennem denne stillesiddende mands bevidsthed, for de har udgjort hans liv, men nu er de ikke sammenhængende som før, i bind 1 og 2.
»Oscar K. ved, at det hele er skrevet i vinden, og at han kun skriver, fordi han ellers ikke kan trække vejret. En endeløs strøm af tegn«.
Heisenberg-trilogien kalder Oscar K. (alias Ole Dalgaard) den grænsesprængende romansuite, der slutter med dette bind.
De foregående to bærer de kropumulige titler: ’(delta x gange delta p er større end eller lig med Plancks konstant divideret med 4 pi, dvs. den matematiske formel for usikkerhedsrelationen) eller Gensyn med Heisenberg’ (2010) og ’Af Ólafur Kjartanssons optegnelser om den skjulte skrift’ (2011).
Dér var Oscar K.s tekst kompletteret og kontrapunkteret af Teddy Kristiansens fænomenale illustrationer, så det blev bogstaveligt grafiske romaner (i en anden betydning end som udvidede voksentegneserier).
Hjernehinder før hvert kapitel
Teddy K. bidrager desværre ikke her i ’Efterskrift’, men forskellige skriftsnit og tekstformater flettes fortsat ind i hinanden med hver sine overvejelser og stumper af beretninger.
Før hvert nyt kapitel er indsat et pergamentark (hjernehinder ifølge titelbladet!?), som i lighed med de øvrige sider rummer udtværede billedaftryk af skeletdele, statuetter, fotos, fjern håndskrift, mineralske og zoologiske strukturer m.m.
Trods mellemlægspergamentet har hvert kapitels efterfølgende åbningsside sat spejlvendte aftryk på den foregående papirside, så venstresiden før det sidste kapitel er et udtværet palimpsest (skrift oven på skrift) af alle 12 kapitelbegyndelser ... Et ekko af skriftets egen struktur.
Billedresterne skyldes denne gang mere eller mindre den spanske illustrator Nono Granero, mens danske Anne Rohweder har styret den øjenåbnende grafiske udformning, der gør bogen til en »auto-typo-grafisk roman (...) som leger både med autobiografien som genre og med typografien som grafik«, som pressemeddelelsen brugervenligt forklarer.
Andres fortællinger?
De stadige skift i typografi klargør nu ikke meget, men bidrager snarere til uklare grænser mellem selvbiografi og billeder fra det indre biograflærred. Nøgleordet er leg.
Temaer som kærlighed, løgn, lidenskab, skyld, skam, selvmord (tilløb til et leksikonopslag om litteraturens selvmordere) bliver ved anslaget og afbrydes af bemærkninger om livet omkring cafébordet eller løsrevne stumper af beretninger: »Hun klædte sig i fjerne steder. Hver gang han så hende, havde hun et nyt på ...«.
Måske er det andres fortællinger – »Oscar K. har læst fire tusinde nihundrede og treoghalvtreds bøger« – måske er det hans egne erindringer, men brudstykker er de alle, tegn under nedbrydning.
Ligesom Heisenbergs ubestemthedsprincip (at en partikels position og dens impuls, dens masse og dens energi, ikke samtidig kan måles præcist – men de er begge nødvendige for hinanden, tilføjede Bohr) siger det mest præcise om den grundlæggende upræcision, så siger brudstykker og palimpsest det eneste sikre om fortællingens usikkerhed.
Chokvirkning
Sådan cirka. Virkningen er på én gang dybt frustrerende og højst stimulerende.
Chokvirkningen af bind 1’s opbrud fra konventionens grænser mellem tekst og billede lander i tredje bind på resignationens grundtone: »betydninger og bundlinjer udviskes og forsvinder (...) Af intet er du kommet, til intet skal du blive«.
Men indtil da er Oscar K. med sin Heisenberg-trilogi et begavet og belæst, fængslende og frækt bud på litteraturens eksistens i cyberspace mellem Borges og Bohr.
Oscar K. fortjener fuldt ud det ’Forfatterbevis’, han udsteder til sig selv på værkets sidste side – med et udtværet pasfoto af umiskendelig lighed med Groucho Marx!
2012.11.10
FEM STJERNER! Atombombestemning Oscar K.s såkaldte Heisenberg-trilogi er en krævende og frustrerende, men inspirerende og original oplevelse.
TOM HERMANSEN | KULTUR@JP.DK |
Forfatteren Oscar K. og tegneren Teddy Kristiansen blander virkelighed og fiktion til en svimlende fortælling i ord og billeder.
Heisenberg-trilogien:
Oscar K.:
Gensyn med Heisenberg. 2010. 152 sider.
Tegnet af Teddy Kristiansen. 200 kr.
Af Ólafur Kjartanssons optegnelser om den skjulte skrift. 2011.
132 sider. Tegnet af Teddy Kristiansen. 200 kr.
Efterskrift. Autobiografi fortalt i 3. Person. 2012. 132 sider.
Illustrationer: Anne Rohweder/Nono Granero. 200 kr.
Forlaget Fahrenheit
Er udkommet
Heisenberg-trilogien er fællestitlen på Oscar K.s
tre grafiske fortællinger, udkommet i henh. 2010,
2011 og september 2012. Sammenhængen mellem
de tre udgivelser er alt andet end logisk, men
mere eller mindre synlige tråde krydser hinanden
gennem bøgerne. Logik er i det hele taget
ikke et begreb, der kendetegner foretagendet.
I rodnettes tegn
Bind et finder sted på Presença, der ligger sydvest
for Azorerne og er en af de sidst opdagede
øer i Atlanterhavet. Som alt andet i disse bøger er
grundlaget diffust; Presença er således en fiktiv
ø. I et dekadent, gotisk miljø følger vi Forfatteren,
sandsynligvis Oscar K. selv, Urmageren og Landmåleren,
hvis liv vikler sig ind i forskellige kvinder,
der er forelskede på kryds og tværs.
I en sidefortælling, konsekvent afbilledet på
bleg-brune sider, som dukker op med mellemrum
i hovedfortællingen, følger vi Olaf Kárason, en
figur, som Forfatteren er ved at skrive en biografi
om, og som han (Oscar K.) deler træk (og initialerne
O.K) med. Slår man op i litteraturhistorien,
vil man se, at Olaf Kárason er hovedpersonen i
den islandske forfatter Halldor Laxness’ ”Verdens
lys”. Andre af personerne i disse Heisenberg-
bind låner også navne fra historien, eksempelvis
kvinden Lilja Brik, der forguder
Forfatterens udgivelser. I den virkelig verdenshistorie
er Lilja Brik muse for den i 1930 afdøde
russiske forfatter Vladimir Majakovskij.
Sådan blender Oscar K. – og tegneren Teddy
Kristiansen – virkelighed og fiktion til en svimlende
fortælling i ord og billeder, som er en af de
mærkeligste, men også mest betagende udgivelser,
jeg har set i dette krydsfelt mellem roman og
tegneserie.
Golde liv
Fællestitlen Heisenberg henviser til den tyske
fysiker Werner Heisenberg, hvis ubestemthedsprincip
omhandler udtværede, ubestemmelige
egenskaber ved atomer. Desuden arbejdede Werner
Heisenberg – forgæves – på at udvikle en tysk
atombombe.
Disse tre bind eksperimenterer i bogform med
ubestemthedsprincippet: Der er få faste størrelser,
men mange udtværede fænomener. Drøm og
virkelig, fortid, nutid og fremtid synes at flette sig
sammen i ét forviklet rodnet. Tilmed foregår alle
tre bind i en verden, der ser ud, som om den er
ramt af atombomber. Det er mørkt og koldt. Forsiden
af bind et forestiller et mennesketomt vinterlandskab,
hvor der mod horisonten står et
gammelt, slukket fyrtårn. Foran ligger et hav, hvis
isdække ét sted er blevet brudt – noget eller
nogen må være faldet igennem. Måske den hest,
som vi får oplyst længere inde i fortællingen har
begået selvmord ved at løbe ned til vandet og
springe gennem isen. Personerne, vi følger, er
heller ikke muntre. De er ensomme, har affærer
og kæmper med eksistensen.
Tørrede blomster
Udgivelsen er en besynderlig hybrid. Det er hverken
en roman, en tegneserie eller en grafisk fortælling
(graphic novel), som vi kender dem. Den
er skrevet som en roman, således forstået, at
Oscar K.s velskrevne tekst fint kunne fungere
alene uden illustrationerne. Omvendt kunne
Teddy Kristiansens ofte formidable tegninger
fungere på egen hånd – som små, egenrådige
værker. Dertil kommer sammenflydningerne
mellem billede og tekst; sætningerne, der får grafisk
identitet ved at kravle skævt ned ad siderne,
ved at snurre rundt i en spiral eller ved at skifte
farve og størrelse. Samt blanke sider af gennemsigtigt
pergamentpapir og blod- eller blækpletter,
der siver ud over siderne, mm. Og ægte tørrede
blomster og en lille pose med strandsand, der er
lagt ind mellem siderne i bind to.
Rig belønning
I bind to, der er det mindst fængende, følger vi i
sporet på Ólafur Kjartansson (der atter deler initialer
med Oscar K.). Vi får få konkrete informationer
om denne islænding, men bliver præsenteret
for hans optagelser – udklip, regninger, noter,
mm. Og følger forskellige sidespor.
Bind tre med titlen ”Efterskrift. Autobiografi
fortalt i 3. person” er den mest ligefremt fattelige
af de tre bind. Det ligner en regulær selvbiografi.
Vi hopper fra Oscar K.s nutidige liv under sydens
sol, hvor han ynder at sidde ved samme caféstambord
hver dag. Herfra kigger han tilbage på
sit liv, men ”han er klar over , at han ikke kan
genoprette en usammenhængende livshistorie.”
Bind tre er desværre ikke illustreret af Teddy
Kristiansen, men af Nono Granero/Anne Rohweder,
hvis billeder har karakter af fine, udviskede
baggrundsstemninger.
Forvirret, kære læser? Det er der god grund til.
Men tag rigeligt med dybe indåndinger, luk
døren og giv dig i kast med dette værk. Belønningen
vil alt efter temperament være præget af:
henrykkelse, inspiration, fascination, resignation,
forvirring, irritation. Men næppe ligegyldighed.
Jeg lander famlende på fem stjerner.
2012.11.05
En overrumplende bog, der fascinerer, men ikke rigtig fænger, hvis ikke man er bekendt med de to andre bind i serien
LEKTØRUDTALELSE
Anvendelse/målgruppe/niveau
Til læsere af eksperimenterende graphic novels. En udfordrende og smal udgivelse fra fortællingens og ubestemthedens overdrev
Beskrivelse
En graphic novel helt uden billeder. Sådan kunne man karakterisere denne bog af Oscar K. Efterskrift : autobiografi fortalt i 3. person er tredje bog i Oscar K.'s "Heisenberg-trilogi", en serie illustrerede romaner, der eksperimenterer med vekselvirkningen mellem tekst og billeder. Bogen er en art biografi hvor Oscar K. ser tilbage på sit liv i mere eller mindre fragmenterede korte afsnit. Bogen er layoutet, sådan at typografien bliver en del af den grafiske fortælling. Nogle af siderne er pergamentpapir, det gør at man kan se teksten på den næste side gennem papiret. Grafiker Anne Rohweder og den spanske illustrator Nono Granero står for den grafiske del af bogen
Sammenligning
Bogen adskiller sig væsentligt fra de to tidligere bind i "Heisenberg-trilogien" Af Ólafur Kjartanssons optegnelser om den skjulte skrift, 2011 og Gensyn til Heisenberg, 2010. Da denne bog er mere typografisk end grafisk, forlyder det at den senere vil udkomme i samme stil som de forrige, med grafik af Teddy Kristensen. Den gennemgående ubestemthed i bogen kan ligne det, man kender fra Laurence Sternes Tristram Shandy-fortællinger. Det typografiske element kan minde om Vagn E. Olssons Mysterier I fra 2012, som dog er mere konsekvent og kreativ
Samlet konklusion
En overrumplende bog, der fascinerer, men ikke rigtig fænger, hvis ikke man er bekendt med de to andre bind i serien
Lektør: Allan Thomsen Volhøj
2012.08.31
FAHRENHEITS UDGIVELSER I EFTERÅRET
Prisbelønnede amerikanske mesterværker, spændende nyt dansk og meget mere. Det bliver et travlt efterår på Nansensgade.
Erik Barkman i Nummer 9
Tiden er inde til en status over det næste halvårs tegneserieudgivelser, og dette efterår tager vi den ét forlag ad gangen. I dag det langlivede Forlaget Fahrenheit, hvis planer som vanligt rækker vidt: Fra eksperimenterende billedromaner til finurlige hverdagsfortællinger til post-apokalyptisk zombiegys.
Efterårets vægtigste Fahrenheit-udgivelse – bogstaveligt talt – bliver givetvis Craig Thompsons Habibi. De næsten 700 smukt tegnede sider forsøger gennem fortællingen om arabiske Dodola og Zam, der må så grueligt meget igennem for at leve sammen uden skam, at sammentænke både Islam og Kristendom, maskulinitet og femininitet, natur og kultur og meget mere.
Det vanvittige projekt har vundet Thompson både Eisner- og Pingpriser, men havde også sine særdeles skarpe kritikere. Bliver interessant at se, hvordan den hjemlige presse – og publik – tager imod den til november.
Efteråret byder også på en lang række spændende danske udgivelser. Ina Korneliussen er klar med sin første større udgivelse, Små dyr, en samling korte historier med en fælles tematisk kerne, som vi på Nummer 9 interviewede serieskaberen med den runde streg om i februar. “Små dyr” ventes på gaden i oktober. Vi har i øvrigt også snakket med den malende serieskaber Rasmus Svarre om hans Kensington, en flerstrenget, flertydig billedfortælling om skriftens magt. Læs Svarres ord her og læs bogen til november.
September kommer tredje bind i Oscar K.s såkaldte “Heisenberg-trilogi”, en serie illustrerede romaner, der eksperimenterer lystigt med vekselvirkningen mellem tekst og billeder. Efterskrift – en autobiografi fortalt i 3. person, hedder treeren, der kommer i hele to udgaver: Først en “typo-grafisk” udgave med hjælp fra grafiker Anne Rohweder og den spanske illustrator Nono Granero, og senere en “grafisk” udgave af Teddy Kristiansen, der lagde illustrationer til de første to bøger.
Og nu vi snakker Oscar K., så har han tidligere samarbejdet med tegner Antoineta Medeiros, der såmænd også har en bog på vej fra Fahrenheit. Sorte fugle er en kort og lyrisk billedfortælling i ord, og med lidt held når den at udkomme i løbet af efteråret.
Det samme gælder nyeste udspil fra veteran Ole Comoll Christensen, der foreløbig lystrer titlen Jagten på Algobatoren. Hvis ikke undertegnede tager meget fejl, er det samme serie som den, der optrådte under titlen “Earthling Andy” i Blækfabrikkens første og vist desværre eneste “Inkurabel”-antologi sidste år. Det er noget med nogle robotter, der vandrer hvileløst omkring i et forstadskvarter en sen aften på jagt efter, ja, en algobator, og stregen er noir-cartoony på den appetitlige måde. “Jagten på Algobatoren” tør Fahrenheit ikke helt sætte en udgivelsesmåned på, men på vej er den altså.
På vej er også 90′er-kultfænomenet Ralf Königs danske comeback, Prototype, som vi spottede på horisonten allerede for et halvt år siden. Dengang varslede vi også seneste bind i Fahrenheits serie af “voksenmanga” fra elegante Jiro Taniguchi, Min fars dagbog, og på internettet er der heldigvis ingen grundt til at gentage sig selv. Adam og Eva-satiren “Prototype” er sat til oktober, og det posthume faderopgør i “Min fars dagbog” finder sted i november.
I det hele taget er der masser at se frem til, for forlaget fra Nansensgade fortsætter også to populære serier i efteråret, nemlig Robert Kirkmans zombie-soap Walking Dead, der er nået til tredje etape af mange i hovedpersonen Rick Grimes’ nedadgående spiral, og så Alan Moore og Kevin O’Neills Hemmelighedsfulde selskab, der i tredje bind af Century-trilogien er nået til vor tid – eller tæt på: 2009. Finalen er formentlig Alan Moores sidste tegneserieværk i den nærmere fremtid, så alene på dén baggrund kunne det være umagen værd at følge Det hemmelighedsfulde selskab helt til den – antyder kritikken fra USA – ualmindeligt bitre ende.
