VERDENS TIMEGLAS
2022.03.01
Billedfortællinger - Ny udgivelse af tre Oscar K.-fortællinger giver en helt anden oplevelse uden billeder.
af Eiler Jensen i Børn og Bøger
Når man nævner fænomenet Billedbog uden billeder, tænker mange nok først og fremmest på H.C. Andersens bog fra 1839, der rummer fortællinger om, hvad månen så og derefter fortalte om. Mere finurligt måske også noget om Andersens bog, hvor Tina Sakura Bestle ”leger”, at en fortælling, der er forsvundet fra den gamle digter og derfor aldrig kom med i bo[1]gen, siden på forunderlig vis dukkede op i Tina Sakuras poetiske roman Skyggefugl fra 2014).
Nu kan man læse tre små fortællinger, der tidligere har været udgivet som billedbøger, men som nu udgives i en lille bog, Verdens timeglas, alene med teksten. Giver en anden læsning Det drejer sig om Oscar K.’s: Lejren, Knokkel[1]mandens cirkus og Børnenes Bedemand. Vi kender jo ellers fortællingerne i tæt forbin[1]delse med Dorte Karrebæks vidunderlige illustrationer. Nu må ordene stå i egen ret, hvilket giver en noget anden – spændende og intim – læsning. Man husker fra udgivelsen af Lejren, hvor[1]ledes hustru og illustrator Dorte Karrebæk ikke kunne få sig selv til at illustrere denne dystre bog om barndommen, som var en helt anden barndom end den, hun selv kendte til. Men da forfatteren og ægtemanden kom overens med hustruen og illustratoren om dog at lægge billeder til fortællingen, så var det en betingelse for Karrebæk, at snehejren skulle pryde det sidste opslag. Og det kom den til.
Nu står denne runeristning over Oscar K.’s opfattelse af barndommen så alene, der er kun ordene. Man husker måske bogens første ord: Barndommen overgår alle? Hvis barndommen overgik alt, var det jo en glædesfortælling. Men nu, hvor den overgår alle? Næppe muntert, hvilket fortællingen da også bekræfter. Børnene ankommer til (koncentrations-) lejren på række og geled, og inden de får set sig om, er de strippet for alt, tøj, hår, personlige ejendele – og personlighed. Ikke muntre fortællinger De skal brydes helt ned, inden de slippes løs igen. Det lykkes med alle – dog med undtagelse af nul-tretten – eller hvad navnet nu er. Men fri kan han gå – ud til snehejren. Hvad mere sært er, at når man læser ordene alene, så optræder snehejren altså gen[1]kommende gange undervejs. Det gør pudsigt nok teksten lidt lettere at bære.
Den anden fortælling, Knokkelmandens cirkus, er såmænd ikke mere munter end Lejren og er skræddersyet over børnesangen om Ti små cyklister, eller som den hedder på engelsk 10 little nigger boys went out to dine. Fortællingen igennem falder den ene efter den anden fra, og sluttelig kan man læse: One little nigger boy left all alone, nynner Knyst. Han er ved at smøre sig ind i sort skosværte til aftenens hovednummer med én kannibal. He went out and hanged himself and then there were None… Knyst har kigget i Knokkelmandens bog. Ud for hans navn, det sidste på listen, er der også sat kryds. Sjovt nok står der først Kszysztof, hans rigtige navn og så (Knyst) i parentes. Lethed i sproget
Den sidste fortælling, der runder bogen af, er Børnenes bedemand. Ligeledes et emne, man ikke bryder sig meget om, og det gør den sangglade bedemand Jørgensen såmænd heller ikke, men nogen skal jo gøre det, for uanset om man bryder sig om det eller ej, så hænder det jo, at børn dør. Når det sker, synger Jørgensen for de døde børn, og sangene er gerne om solen – for at lette lidt på det hele. I forretningen står der en telefon. Hr. Jørgensen håber hver dag, at den ikke ringer, for han bliver ked af det, når et barn dør. Men det skal ikke gå ud over børnene, så han prøver at gøre de sidste timer lette og lyse, så de ikke lægger mærke til noget. Der er en lethed over sproget i fortællingen, som ikke præger de to første fortællinger, skønt temaet er nok så bedrøveligt. Og fortællingen om den hjemløse pige og storesøster Dinah, der er død og skal begraves, bliver med de fortalte ord – uden billederne – en stærk og rørende del af fortællingen – og dertil med underlæsningsmusik Dinah, is there anyone "ner in the state of Carolina …
Udfordrer grænser
Det er forfatter og lektor, ph.d. Martin Blok Johansen, der står for udgivelsen, og han har forsynet fortællingerne med et lille, men vægtigt efterord, ikke mindst et "nt teoretisk afsnit med afsæt i filosoffen Hans Georg Gadamer (1900-2002), der f.eks. skriver: Man kan ikke gøre sig erfaringer uden at stille spørgsmål.
Så jo Billedbog uden billeder fremstår herefter både som månens fortællinger og en genrebestemmelse af tre Oscar K.-historier. God appetit – og hvis du skulle have glemt det, så er Oscar K. ikke den, der stryger trygheden med hårene, men uafladeligt udfordrer grænser – ikke mindst for, hvad man kan for[1]tælle for børn!
2021-11-05
Her er ordkunst for alle pengene
af Søren Fanø på Bogbotten
Oscar K. har siden 1970 skrevet en lang række værker, drama, digte, romaner, været en flittig oversætter og gendigter af verdenslitteratur og været med til at lave en lang række af grænseoverskridende, kontroversielle, højkvalitetsbilledbøger for børn og unge.
Verdens timeglas indeholder tre poetiske tekster om at overleve, om menneskets forgængelighed og om livets slutning. De tre tekster er nærmest identiske med tekstsiden i billedbøgerne Lejren, Knokkelmandens cirkus og Børnenes bedemand.
Her udkommer de så uden Dorte Karrebæks forrygende ekspressive billedside.
Går det an?
Når der er blevet arbejdet med billedlitteratur ude i skolen, har læreren tit enten sat post-it lapper over teksten, så billedet kom i fokus, eller med besvær klippet teksten ud af bogen, så man kunne tage fat i den. Det arbejde slipper man så for med Verdens timeglas i hånden.
De tre tekster i bogen kan også læses, undersøges og samtales om i deres helt egen ret. Oscar K.´s poetiske, præcise, karske, barske, forunderlige, mærkelige, tiltrækkende og frastødende tekstverden er det værd at stifte bekendtskab med for dens egen værd.
Så det mere end går an.
Konstateringen at ”Barndommen overgår alle” som ”Lejren” indledes med, og hele fortællingens billede på en institutionaliseret barn- og ungdom, vækker stadig stærke følelser og kan gennem den anderledes måde at fremstille barndommen på danne udgangspunkt for en mere filosofisk undersøgelse og samtale om livet og døden i ”Lejren.”
Det samme gælder ”Knokkelmandens cirkus” og ”Børnenes bedemand.” Kender man fx ikke billedfriseforlægget for Knokkelmandens cirkus, savner man det ikke, og kan fokusere på det forunderlige sprog, som her:
”Gaderne i Krefeld ligger i kold og leret søle. Lygterne er tændt, men lyser ikke endnu. Vinteren er ikke engang vinter. Vejret er udsat på ubestemt tid, sol og vind har forladt landskabet, floden flyder glansløst forbi.”
Skal læserne helt op på tæerne, kan man efter læsningen præsentere dem for Johs. V. Jensens novelle ”Knokkelmanden” fra 1901 om varietépigen Kate og ”den musikalske klown,”. I den noget lettere kategori kunne børnesangen ”Ten little niggerboys” fra 1860, som på dansk er gendigtet som: ”Ti små cyklister”, anvendes. Som i børnesangen dør folk og fæ i ”Knokkelmandens cirkus” en efter en i god ro og orden. Interesserede kan læse anmeldelse af den enestående, interaktive, billedfortællingen her: Anmeldelse af Knokkelmandens cirkus .
”Dér ligger hun i kisten, den blege pige. Smilet er væk. Dres tager ved kanten af kisten med hænderne og stiller sig på tæer.
”Det er jo Dinah! Siger han overrasket. ”Hvor er hun fin!”
”Børnenes bedemand” er måske den fortælling af de tre, det lettest at forstå for en ung læser. Fortællingen er overraskende og helt uden berøringsangst over for døden – og her kan Oscar K. ikke lade være med at fyre lidt humor af:
”Hmn,” siger Dan. ”Der er to slags. Almindelige engle og skytsengle. Skytsengle er skudt ud af kanoner. Dem er der lidt mere fart på. De er også mere stive i håret.”
Det er godt med lidt frikvarter i alt det svære og sære, læseren møder i Verdens timeglas.
I forordet til Dansklærerforeningens Forlags serie Illustreret Verdenslitteratur skriver Oscar K.: ”Hensigten er ikke, at man absolut skal forstå værket, men at man skal få lyst til at forstå det.” Læseren skal helt op på tæerne, eller læsehesten, for at begribe og delvist forstå den verden, teksten tilbyder, og som er så fundamentalt forskellig fra den unges hverdagsverden. Verdens timeglas rummer tre fortællinger af høj litterær kvalitet, der ikke kan læses og forstås entydigt og perspektiveres umiddelbart til elevens livsverden.
Skal de inddrages i skolens dansktimer, og det skal de, skal de læses, læses op, stilles spørgsmål til – og undres over, gendigtes, remedieres og leges med.
Lektor, ph.d., Martin Blok Johansen har skrevet et efterskrift til læreren, der giver inspiration til en sådan åben tilgang til værket i undervisningen.
Som afslutning på arbejdet med de tre fortællinger i undervisningen, er det mere end passende at præsentere eleverne for billedbogsforlæggene og ikke mindst for Oscar K.´s medsammensvorne og hustru, illustratoren Dorte Karrebæks forunderlige illustrationer i de tre værker.
Verdens timeglas anbefales varmt til vitaminrig læsning for de ældste børn klasser i grundskolen og ikke mindst til inddragelse i dansktimerne. Her er ordkunst for alle pengene.
2021-09-13
VERDENS TIMEGLAS - tre anderledes fortællinger udvider grænsen for, hvordan begreber som død, liv og eksistens kan tolkes
af Birte Strandby på Bogvægten
Verdens timeglas består af tre stemningsfulde fortællinger om børn, om liv og død: Lejren, Knokkelmandens cirkus og Børnenes bedemand. I efterskriften kalder Martin Blok Johansen fortællingerne for billedløse billedbøger, men helt billedløse er de nu ikke, i hvert fald får man mange billeder på nethinden, en del af dem temmeligt uhyggelige.
Lejren handler om børn i en lejr. En fangelejr hvor de sover tæt sammen, og er 42 børn om et toilet. Det er en arbejdslejr. Der er strøm i hegnet om lejren. En pige, der er musikalsk og ensom, kaster sig mod hegnet og ‘tripper med de gennemsigtige’. I efterskriften nævnes, at Lejren kan ses som barndommen – en indespærring skabt og overvåget af andre, voksne måske? Børnene har numre i stedet for navne.
Knokkelmandens cirkus er en ægte gyser. Der er oven i købet et lydspor: Ten little nigger boys. Et særligt cirkus bestående af en trehovedet and, sære skabninger og knokkelmanden drager rundt. Knokkelmanden holder styr på alle i sin lille bog, og med jævne mellemrum er der en der falder fra, oftest en der er træt af at gøre kunster i cirkus. Et udskilningsløb for freaks.
Den sidste fortælling handler om bedemanden, der kun tager sig af børn. Hr. Jørgensen synger i kor sammen med tre andre bedemænd. og han synger for de døde børn. Han er forelsket i frk. Ene, og trods tragedierne, er Børnenes bedemand den eneste positive af fortællingerne. Alle tre kræver noget fortolkningshjælp, og her er efterskriften en god støtte.
De tre anderledes fortællinger udvider grænsen for, hvordan begreber som død, liv og eksistens kan tolkes. Der er mange muligheder for analyse, og man kommer uundgåeligt til at bære rundt på fortællingerne længer efter, at man har lukket bogen. Der er fine chancer for gode samtaler med børn, men risikoen for mareridt er også til stede for både børn og voksne.
