DE TRE
DE TRE V
2021-12-01
Obligatorisk læsning!
Anmeldt af Torben Rølmer Bille i Kulturkapellet Der skete noget for et stykke tid siden. I forbindelse med anmeldelsen af Dødedans fandt Kapellets fanboy ud af, at der i 2017 var kommet en femte historie med de to hårde hunde og katten Røvlund. Hvis disse navne ikke siger dig noget, så kan det konkluderes, at du ikke rigtigt har levet. Ok, det var måske en lidt hård udmelding, men sagen er den, at siden undertegnede for efterhånden mange år siden blev gjort opmærksom på De 3, så er de udknaldede historier blevet læst utallige gange af alle medlemmerne af familien Bille.
Husets forældre har læst dem højt, da ungerne var små og da drenge selv blev store nok, blev de læst igen, og drengenes forældre læste dem, hvis man tilfældigvis faldt over dem. Denne glæde ved De 3 skyldes at de de fire bøger (der i sin tid blev udgivet af dansklærerforeningen) lægger sig i traditionen af gode danske børnebøger, samtidig med at de er sjældent politisk ukorrekte i såvel tekst som tegning. En af de allerførste reaktioner på at læse De 3 er, for de flestes vedkommende; ”og det lader man børn læse?”
Det kan selvfølgelig godt være, at De 3 ikke vil falde i alles smag. Det kræver nok at læseren har en kulsort, bizar form for humor, samtidig med at man også skal besidde en vis flair for at løse rebusser, for at kunne nyde indholdet, idet både brødtekst og dialoger ofte benytter sig af netop kombinationen af tegninger og bogstaver til at videreformidle indholdet.
I den første bog introduceres læseren til de tre. Man er vidne til at de to ’hårde hunde” Carlo og Simba møder katten Roulund for første gang. De tager killingen til sig, fordi hun har haft tyndskid i flere dage og hvad er så mere naturligt end at omdøbe mis til ”Røvlund”? Efter en vild tur på sushibar fortæller de en godnathistorie til deres nye lille ven, om den kolossale kat Henning, som plagede dem da de var små. I slutningen af første historie bliver Carlo bidt i smadder af kolossal hund, da han er på vej hjem fra bageren med morgenbrød. Hvilken cliffhanger! Man må jo bare læse videre for at finde ud af hvad der sker herefter.
I andet bind, bringes den dødeligt sårede Carlo til hospitalet, og læseren er vidne til de dramatiske begivenheder der, der både beskrives i tekst men primært gennem Dorthe Karrebæks vilde illustrationer. Flere gange undervejs er passager i fortællingen nærmest udelukkende gennem de fine akvarelkolorerede tegninger og det er både utroligt opfindsomt og inviterer til læsning, selv om man måske ikke hører til de, der elsker at læse.
Den ene side tager hurtigt den anden og er du i stand til at stoppe med at grine højt undervejs over hvor bizar og skør disse historier er, så ender du pludselig ved 3. del, der bærer titlen Dengang Røvlund ønskede sig en negerdreng og fik en autist til ½ pris. Som du måske kan se ud fra titlen, kræver det af læseren ikke hører til den gruppe af mennesker som med et moderne ord kaldes ’krænkelsesparate’, hvis man skal kunne nyde De 3. Til gengæld er det jo det, som fabler kan. Hvis en ciskønnet, midaldrende mand står på et gadehjørne og råber ukvemsord og racistiske uhyrligheder, bliver folk vrede, men gør en blå flodhest det samme, kan man grine over det. Det samme gælder selvsagt for De 3 - for det er nærmest umuligt at blive vred over de løjer der udspiller sig, idet man har alt for travlt med at klukle og forundres over hvor totalt langt ude det hele i virkeligheden er.
I både tredje og fjerde bog udvides karaktergalleriet med såvel Dåse-Åse og en masse små efternølere. Flere detaljer vil Kapellet ikke afsløre, bortset fra at der også er noget med en skønhedskonkurrence i Vojens og Simba der pludselig får så meget vand i hovedet, at der er fare for hans hoved revner. Idet man når til slutningen af den fjerde bog, er det svært for læseren at forestille sig hvordan der i alverden skal komme en fortsættelse, for hér afliver Oscar K. og Dorthe Karrebæk stort set alle medvirkende. Ikke desto mindre findes der, her i dette unikke samlebind, en femte historie med figurerne, som ikke tidligere har været trykt som selvstændig bog. Det er et under at femte del af De 3 ikke har været udsendt før, for den er mindst lige så skør og sjov som de foregående historier. Her tages læseren faktisk med til himmerig, hvor vi møder Gud, der er meget anderledes end de fleste måske forestiller sig ham. Ikke alene ser han ud som et mystisk spædbarn, med spidse støvletter, runde briller, overdimensionerede hænder, han har også en ret graverende talefejl. Han har det nemlig med at sige ”g” i starten af hvert ord, hvilket betyder at ’snothvalpen’ Jesus med Guds ord ”ga’ gave gand til gin!”
Samlebindet afsluttes i øvrigt af en tekst af den forhenværende formand for Dansklærerforeningen Jens Raahauge. Han stod som bekendt også for forordet til et længere, superfint essay om vigtigheden ved at læse børnebøger, som Kapellet også har omtalt. I denne efterskrift, peger Raahauge på mange af de samme fordele ved De 3 som også undertegnede har gjort her i anmeldelsen. Han får desuden fortalt lidt om hvad det er der gør denne bog ret unik blandt andre danske børnebøger og ikke mindst hvilke kvaliteter som bøgerne, der netop kan forsvares ud fra dansklærerens perspektiv.
Ord er fattige, når det kommer til at beskrive hvor vildt begejstret Kapellets udsendte har været og er for De 3. Har du aldrig stødt på dem før, så er der ingen undskyldning for ikke at skynde sig ned i den lokale boghandel eller gå ind på forlagets hjemmeside, for at sikret dig et eksemplar. Det er måske vilde historier tiltænkt en ung læserskare, men som nævnt, så er det mindst lige så morsomt for voksne (af en særlig støbning) at kaste sig over vennernes vilde eventyr. Så har du mod på at opleve dyr der er glade for at spille kort, samt masser af blod, bæ, vold, sex – det hele smurt ind i et tykt lag humor – så er der ingen vej udenom dette hovedværk. De 3 fortjener i den grad al den opmærksomhed som de kan få
2012.04.17
Det bliver simpelthen ikke mere genialt, når talen falder på litteratur til de yngste!
i FIKTION & KULTUR
Dansklærerforeningens Forlag har netop udgivet sidste bind i serien om Carlo, Simba og Gerda Røvlund. Det første, der fløj gennem mit hoved efter endt læsning af Oscar K’s og Dorte Karrebæks De tre: bind IV, var følgende: Hvorfor har jeg ikke læst de første tre bind i serien? Det her er jo genialt!
Selvom dette bind fire – og de tre tidligere, går jeg ud fra – henvender sig til folkeskolens yngste elever, så vil jeg henholde mig til bogens pressemeddelelse, hvor der står, at bogen også kan læses af barnlige sjæle – og en sådan er jeg. Så jeg må erkende, at det var med stor moro, at jeg tog på eventyr med en række finurlige og udpræget skæve karakterer, jeg i det nedenstående vil introducere nærmere.
Historien er i grove hovedtræk følgende: De to hårde hunde – Carlo og Simba – bor sammen med den nederdrægtige kat Gerda Røvlund. Den treenige idyl forstyrres dog på det groveste, da Dåse-Åse gør sin entré, fordi Carlo utilsigtet har (som det så smukt og billedligt formuleres i bogen) bollet hende tyk!
Men Dåse-Åse er en skidt hundemor, der (i stedet for at tage sig af sine små hvalpe) hellere rejser til Vojens for at blive stripperdulle i Miss Vojens Konkurrencen. Så det er op til Carlo – nu eneopdragende hundefar til fem – at holde styr på de sprælske hvalpe, der skaber liv og glade dage hos De 3.
Samtidig med, at de nytilkomne hvalpe skaber alvorlige problemer for Carlo, har katten Gerda Røvlund svært ved at holde sin ludomani i ave – ikke mindst fordi, at en blotter og svindler (perserkatten Henry fra Valby) forsøger at komme i bukserne på den spillegale mis, der gennem selvsamme Henry har erhvervet sig en enarmet tyveknægt gennem Den Blå Avis.
Nærmere skal handlingsgangen ikke introduceres – den må, ja den skal, opleves ved egen læsning. For det bliver simpelthen ikke mere genialt, når talen falder på litteratur til de yngste! Ikke blot er historien skrevet med stor og spidsfindig humor, illustrationerne er ligeledes underfundige, morsomme og fyldt med spræl og liv. Oscar K’s ord og Dorte Karrebæks illustrationer er en sprængfarlig cocktail af den hylemorsomme slags, der må udstyre enhver yngling som gamling med stejle, opadgående smilekurver.
Når det er sagt, når morskaben er introduceret, så må det også nævnes, at selvom bogen i sin humor og stil er befriende upædagogisk og lårklaskende sjov, så formår den samtidig at introducere emner, der kan tages op til nærmere diskussion. Hvad er eksempelvis blottere og hvordan skal man håndtere dem? Ja, det giver bogen et ganske morsomt bud på.
Ligeledes understøtter billeder og tekst hinanden på en udsøgt måde, hvilket betyder, at man hele tiden udfordres til at tænke i anderledes baner, når historien skal skabes. Det er mental multitasking, man kastes ud i.
Jeg kan ikke andet end at skamrose denne brillante, geniale, hylemorsomme og sprogligt udfordrende bog. Der – tror jeg – vil gør glæde hos enhver dreng såvel som pige, der elsker gode, sjove og ikke mindst udfordrende historier, man kan tænke over.
2011.10.05
Alle fem bind fremragende
Uddrag fra artiklen "Hvide kitler og venstredrejede tænger" på POTSKILOVE
I årene 2006-2008 udkom den vanvittige historie om De tre I-IV skrevet af Oscar K og illustreret af Dorte Karrebæk. De to hårde hunde Carlo og Simba finder en skravl af en killing. Hun siger selv, hun hedder Gerda Roulund, men fordi hun har haft tyndskid i flere dage og har lort på halen, døber Carlo og Simba hende Røvlund. Bind I slutter højdramatisk med at Carlo, der har hentet morgenbrød, bliver bidt midt over af en stor hund. Blodet strømmer ned over de sidste sider og en lille fugl pipper: Hvad nu?
Røvlund har set det hele, men den slags tager hun ikke så tungt. Bind II starter således med at hun servere morgenmad på sengen for Simba, og som en kuriositet beretter om Carlos endeligt. Lidt blød om hjerte bliver hun dog, da tårerne begynder at springe fra Carlos hundeøjne. Sammen følger de det blodige spor hen til Simbas maltrakteret krop. Assisteret af to skildpadder bringes han til hospitalet, men på hospitalet er der ingen læger. Heldigvis er Røvlund ikke bange for en udfordring og hun proklamerer således: Så ordner vi det selv. Simba bliver hængt op på en kødkrog og Røvlund går i krig med skalpeller, tarme og sprøjter. Carlo hjælper nødtvunget til, mens han i ny og næ brækker sig. Det er ikke for sarte sjæle, men jeg vil afsløre så meget, at historien, for nu, ender godt.
Bøgerne er noget ganske særligt, ikke kun fordi de bryder tabuer og skildrer situationer fx liderlige hunde, eller gratis autister til afhentning på det lokale børnehjem(fordi der er udsolgt af negerdrenge), men fordi makkerparret K og Karrebæk tager tekstformidling til et nyt sted. Bøgerne er udarbejdet som undervisningsmateriale til indskolingen (1.-3. klasse). Bøgerne forudsætter et højt abstraktions niveau hos sine læsere, da tekst og billede er fuldstændigt integreret. At blive kørt over af en bil, formidles således blive kørt over af en (et billede af en bil), eller at blive bollet tyk, at blive (et billede af en bolle) t tyk.
Indholdsmæssigt kræver de også sit af læreren, der netop ikke skal være berøringsangst i forhold til alt det ovennævnte og en del til.
Bøgerne har opnået stor popularitet, ikke mindst blandt eleverne og der var triste miner, da bind IV afsluttede den fantastiske beretning om det stærke trekløver. Og så var det alligevel ikke helt slut, for Karrebæk og K lavede et ekstra femte bind til Bogmessen i Forum (Se link i kommentarfelt).
Jeg vil ikke lægge skjul på at jeg finder alle fem bind fremragende. De er læseværdige for børn såvel som voksne.
2008.12.22
JESUS KAN (HELLER) IKKE FÅ ARMENE NED
af Kamilla Löfström | 22. december 2008 |INFORMATION
Jeg har haft lyst til at skrive om børnelitteratur på min blog her i et stykke tid og skælde ud over, at man mildt sagt godt kan åbne en dansk avis uden at støde på en anmeldelse af en børnebog. Jeg er ikke ekspert på området (det er seje Nina Christensen til gengæld, læs hendes gode artikel her), men det er vist ikke helt forkert, når jeg skriver, at mange gode, nye børne- og ungdomsbøger kun bliver læst af børn og unge, fordi børnene og de unge bliver præsenteret for dem i børnehaven, i skolen eller på et bibliotek. At ny børnelitteratur med andre ord er noget, man møder i institutioner. I privaten nøjes mødre, fædre, bedsteforældre og tanter med at genopfriske de bøger, de selv læste eller fik læst højt som børn.
Jeg kom til at tænke på Nina Christensens artikel i lørdags, da jeg var inde i Børnenes Boghandel på Købmagergade i København for at købe julegaver. Jeg ville købe Hr. Hare og kagen af Anja Hitz & Ursula Seeberg og Snabels herbarium af Christina Weise & Rasmus Bregnhøi (sig ikke noget til Nora og Emilia i Kirke Værløse) og tog chancen og havde altså ikke forinden tjekket, om butikken havde bøgerne hjemme. MEN DET HAVDE DE, dem begge to endda. Men her taler vi altså også om Børnenes Boghandel, hvad dælen gør alle de mennesker, der bor langt fra Købmagergade? (og langt fra Århus, hvor den anden børneboghandel i Danmark findes, og så er der så vidt jeg ved ikke flere). Hvordan skal de opdage de nye børnebøger? Det er i hvert fald ikke til megen hjælp at holde avis.
En af de nyere udgivelser, som har levet sit helt eget succesfulde liv i institutionernes verden, er De tre af Oscar K. & Dorte Karrebæk. Inden jeg skriver mere, skylder jeg at fortælle, at jeg selv var med til at antage de to første De tre-bøger, da jeg var redaktør på Dansklærerforeningens Forlag, men jeg gjorde altså ikke andet end at ringe til et trykkeri og en grafiker – alt det vigtige stod Oskar K. og Dorte Karrebæk (sammen med grafikeren) for.
De tre er noget så vildt og tosset som eksperimenterende læseletbøger – punktstørrelse, spatiering, lix og andre (kunstnerisk set dræbende) læsepædagogiske hensyn er fuldstændig ryddet af vejen (eller bogsiden). I stedet får begynderlæserne galskab, humor, snyd, død, ulykker og eminente tegninger. Dorte Karrebæk har tegnet alt, hvad tegnes kan i Oscar K.’s manuskript. I de første bøger fortæller både tekst og illustration fx, at hunden Carlo har underbid og brune øjne og laknæse, men hen ad vejen overtager tegningerne mere og mere så hele ord er udskiftet med en tegning. Da katten Henning på et af mange sørgelige tidspunkter bliver kørt ned af en bil, er tegningen af bilen således både en del af teksten og en del illustrationen. (Det skal man se!)
Først kom De tre I og II, så kom De tre III og så De tre IV – og så skulle det være slut, men det var læserne og iblandt dem eleverne i 3. klasse på Svendborg Vestre Skole bare ikke enige i. Derfor kan man nu læse De tre V – den rigtige slutning her. De dør alle sammen – også Diller, men heldigvis når han da at få kortene med op i himlen, hvor Jesus ikke kan få armene ned, Gud er en baby med talefejl, og hvor de døde ellers keder sig med harpespil og nøgne jomfruer. Gab, altså!
Hurra for børnelitteraturens hemmelige stjerner (og Børnenes Boghandel) – det hjælper alligevel ikke at skælde ud. Nej, vi skal lytte til folk som Nina Christensen og "bryde med de traditionelle forestillinger om børnelitteratur".
DE TRE – historier om 2 hårde hunde og 1 kat
2017.11.20
Så anbefaler Fyns Stiftstidende til læsning
Her på kultur opfordrer vi, skriver Anette Hyllested, gerne til at give børn bøger. Helst året rundt, men helt oplagt i kalenderpakker, adventsgaver og under selve juletræet.
Bl.a.. "De 3. Historier om 2 hårde hunde og 1 kat" er en tykmavet bog proppet med illustrationer og med blod og frække ord og masser af humor. En såkaldt pragtudgave af Oscar K. og Dorte Karrebæks tidligere historier om de tre tabuknusere, der i sin tid blev kaldt både "grum-mere end Grimm og fantastisk og grænseoverskridende". Udkommet på Jensen & Dalgaard.
2017.10.17
Flot genudgivelse af De 3. En herlig oplevelse for både børn og voksne. Anbefales til børnebiblioteker og PLC
skriver lektør Lars Larsen på netpunkt.dk: Sjov og skør som Oscar K.’s letlæsningsbog "Hugo og Holger og den afskyelige snemand" og samme crazykomik som i Jakob Strids "Den utrolige historie om den kæmpestore pære" ...
5 skøre historier om de hårde hunde, Carlo og Simba, som slår sig sammen med den lille kat, Gerda Røvlind, og kommer ud for en masse skægge, uhyggelige, farlige og overraskende oplevelser. En herlig oplevelse for både børn og voksne ...
Historierne er fulde af gakket humor og tekst og tegning følges ad i en sjov blanding. Der er flotte helsides tegninger og rebusagtige talebobler, hvor billeder erstatter ord. Det er sjovt og vildt og ind imellem lidt uhyggeligt ... En herlig oplevelse for både børn og voksne.
2017.10.16
Det er svært ikke at komme til at holde af de to hårde hunde, Carlo og Simba, og killingen/katten Gerda Roulund
af Søren Fanø på Bogbotten
Mange, der var medlem af Dansklærerforeningen dengang, husker tydeligt de fire billedbøger eller tegneserier, der var en del af den daværende obligatoriske bogpakke i årene 2006 – 2008. Fire små, uskyldigt udseende bøger, men fyldt med børnelitterært sprængstof. Var det overhovedet for børn? Kunne man det? Tegne og fortælle sådan. Og bryde alle mulige og umulige tabuer inden for det børnelitterære område. Projektet lykkedes for Dorte Karrebæk og Oscar K., for enten elskede man bøgerne, eller også hadede man dem.
Nu genudgives de fire oprindelige historier så af forlaget Jensen & Dalgaard med et efterskrift af Jens Raahauge, (der både var og er uhyre aktiv på mange fronter i Dansklærerforeningen), og også med en aldrig før publiceret historie med den for Oscar K. og Dorte Karrebæk typiske titel: ”Da Carlo, Simba og Røvlund kom i himlen og mødte Gud og hans mor og snothvalpen Jesus, der ikke kan få armene ned.”
Bare for at slå tonen helt fast hed de oprindelige fire bind:
”De tre – da Simba og Carlo fandt en killing på vejen”
”De tre – da Carlo blev bidt midt over af en stor, stor hund”
”De tre – da Røvlund ønskede sig en negerdreng, men fik en lille autist til halv pris”
”De tre – da Røvlund købte en enarmet tyveknægt i Den blå avis og Simba fik vand i hovedet”
For mange af os var der i disse bøger tale om banebrydende humor, men for andre var de bare grænseoverskridende ligesom så meget andet af det, Oscar K. og Dorte Karrebæk har lavet gennem årene. Nogle eksempler kunne være billedbøgerne ”Idiot”, ”Børnenes bedemand”, ”De skæve smil” og ”Lejren”, som alle udfordrer børnelitteraturens traditionelle tabuer. Og godt nok er mange af disse værker provokerende, men de er det ikke kun for provokationens skyld, for i dem afsløres også menneskelig dobbeltmoral, dårskab og dumhed. Læs dem og bliv klogere på livet. Det gælder også ”De 3. Historier om 2 hårde hunde og 1 kat.”
Serien om ”De 3” skulle oprindeligt have været en letlæsningsserie, men blev så meget andet. Her blandes verbaltekst og billedsprog sammen, så man som læser skal være vaks ved havelågen for at kunne læse (afkode og forstå) mikset af billeder og bogstaver. For boller eller rundstykker de? ”De 3” var et af de allerførste værker, i hvilket man som læser oplevede bruddet med en striks tekst-/billedfordeling og oplevede et unikt miks af tegneserie og billedbog. Her 11 år senere er vi blevet meget mere vant til sådanne ”udskejelser.”
”De 3” blev i midten af 00’erne kaldt alt fra ”grummere end Grimm” til ”fantastisk og grænseoverskridende”. Her i 2017 er en læsning af ”De 3. Historier om 2 hårde hunde og 1 kat” stadig en stor oplevelse. Fortællingen emmer af alt det forbudte og rummer samtidig en befriende drengerøvshumor fra allerøverste hylde.
Det er svært ikke at komme til at holde af de to hårde hunde, Carlo og Simba, og killingen/katten Gerda Roulund, (som de to frækkerter selvfølgelig omdøber til Røvlund.) Og fortællingen, handlingen går selvfølgelig over stok og sten i alle fem historier. Undervejs er det spændende at opleve, hvordan man stadig bliver udfordret af mikset mellem tekst og billede, fx af at illustrationerne rummer langt mere end verbalteksten, og af at den håndskrevne verbaltekst slynger og smyger sig afsted med kommentarer, tankebobler, talebobler. Det er desuden spændende at iagttage, hvordan formsproget udvikler sig fra fortælling til fortælling.
Ligeledes er det spændende at se tegninger og figurer, der dukker op senere i de to kunstneres arbejde. Her er fx forskræp på Dorte Karrebæks ”Mona” (2011) og ”Donna” (2013) og flere af de ovennævnte billedbøger. Og her er den raffinerede brug af intertekstualitet, som Oscar K. også bruger i fx ”Idiot.”
De 3. Historier om 2 hårde hunde og 1 kat” har haft godt af at komme i en ny udgave. Formatet er lidt større end det oprindelige, hvilket gør tegningerne godt. Bogen anbefales til dem, der ikke var medlem af Dansklærerforeningen i perioden 2006 – 2008, til alle, der er interesserede i Dorte Karrebæk og Oscar K.’s billedfortællingsarbejde, og til de drenge (og piger) mellem 8 og 88, der bare vil have en ordentlig omgang god, gedigen humor mellem bogomslagene – både hvad angår selve læseprocessen (og afkodningen) og indholdet. Hu hej, hvor det går! Denne anmelder har været ualmindeligt godt underholdt undervejs.
DE TRE IV
2008.06.27
Det er forbløffende, grænseoverskridende morsomt, indimellem morbidt, men altid skånselsløst barnligt.
Billedbøger. Grønlandsk og dansk/spansk galskab for børn. Grænserne for, hvad man kan fortælle børn, er blevet brudt.
Af Damian Arguimbau
Julie Edel Hardenberg: ABCT. 68 sider. 220 kr. Forlaget Milik.
Oskar K. og Dorte Karrebæk (ill.): De tre IV. 144 sider. 200 kr. Dansklærerforeningens forlag.
Fordi han ikke kan dansk,/ farer han vild under sit ophold i Danmark i december / – for pokker da!« Det er lyder nogenlunde sådan her på grønlandsk: »Daani danskisoorssinnaannginnami/ decembarimi Danmarkimiinnerimini. / Dammarpoq! – Diaavulu.«
Årsagen til, at det overhovedet er interessant, er Julie Edel Hardenbergs eksemplariske, ekstroverte, eksperimenterende og ekstraordinære billedbogs-ABC på grønlandsk, ABCT, som man kan købe på diverse online boghandlere til et par hundrede kroner. De fremmede bogstavrim og vrøvlevers er heldigvis meningsoversat på en af de sidste sider, så også vi danskere kan få glæde af den kreative sprudlen, der findes på Grønland. Tekst og illustrationer er blevet til under en workshop, hvor kunstnere som Bolatta og Inuk Silis Høegh, Christian Rex, Niels Motzfeldt, Julie Edel Hardenberg med flere har muntret sig. Det er blevet til frække, livlige og spændstige kollager og tegninger, der spænder fra det helt absurde (som en konstrueret og alt for ung og glad biskop med bamse og brasiliansk flag) til en helt ægte og næsten komisk repræsentation af virkeligheden (som når man ser en sok, der samtidig er en pige, der sørger, fordi hun mangler sit hækletøj, og derfor må til lægen).
Det er sjældne, kraftfulde illustrationer, der sammen med en temmelig outreret tekst er lige i øjet. Lad os håbe, at denne perle engang får lov til at udkomme i en rigtig dansk udgave, hvor der er gjort lige så meget ud af vrøvleversene på vores sprog, som der er gjort i den grønlandske udgave. I mellemtiden må vi leve med at skulle bladre om på de sidste sider for at få mening i en aldeles uforudsigelig morskab.
Man behøver dog ikke at ty til et aftenkursus i grønlandsk for at få galskab. Det kan man få fra det i Spanien bosatte par, Ole Dahlgaard, alias Oskar K., og Dorte Karrebæk, som fortsætter med at flytte hegnspæle i dansk børnelitteratur. Ole Dahlgaard arbejder, fra han vågner, til han går i seng. Han er umådelig produktiv og har tilsyneladende sat sig for at afsøge grænserne for, hvad man kan tillade sig at fortælle børn.
I serien De tre, som nærværende bind IV afslutter, har vi fået druk, børnemishandling, mord, kannibalisme og autisme, og her i sidste bind har parret med vanlig respektløshed og Klods Hans-agtigt gåpåmod kastet sig over ludomani, narcissisme, blottere og børnelokkere. I bind IV venter Dåse Åse barn med Carlo. Dåse Åse vil dog helst være Miss Vojens, selv om Carlo okser rundt for at servicere hende.
Men så snart deres fem små hvalpe er født, stikker hun af til Vojens. Simba er syg og ser ærlig talt noget plaget ud. Han har vand i hovedet. Lægen må finde en temmelig illustrativ løsning på hans sygdom. Katten Røvlund bliver ludoman og udsat for en temmelig klam blotter. Dog kan alle enes om, at de fem små hvalpe skal undervises. Det må blive hjemmeundervisning, da skolen er for dyr – og her må hvalpene blandt andet lære, hvordan man håndterer børnelokkere: »Børnelokkerne lokker børn med slik, hvis de går ned i en kælder eller op på loftet og trækker bukserne ned. Husk at få slikket før du trækker bukserne ned, ellers kan det være, at du slet ikke får det...«
Ole K.‘s og Karrebæks genialitet er at fokusere på det konkrete og erfaringsbaserede. Børn kan ikke forholde sig til, at mor forsvinder, men nok, at hun gerne vil være miss Vojens. Og heller ikke til børnelokkere, men nok til slik.
Det virker. Bøgerne ligger ikke længe på mit bord, før de på mystisk vis forsvinder for senere at dukke op i børneværelserne. Alene formatet: 166 danske billedbogssider i almindelig bogstørrelse – alt i alt fire bind på cirka 650 sider, uden at det er manga-tegneserier (de er på flere tusind sider og 30+ bind). Det er forbløffende, grænseoverskridende morsomt, indimellem morbidt, men altid skånselsløst barnligt. De bør klart få den næste kulturministerielle pris for denne serie.
2008.06.14
FÆNOMENET K.
Af steffen.larsen@pol.dk
BØRNEBØGER
Oscar K. og Dorte Karrebæk:
Hurtige Henning-historier.
Høst & Søn, 104 sider, 249 kroner.
Oscar K. og Dorte Karrebæk: De tre. IV.
Dansklærerforeningen, 144 sider, 200 kroner.
Oscar K.: De skæve smil, illustreret af
Lilian Brøgger. Klematis. 32 sider, 248 kroner.
Er det rent krukkeri, når Ole Dalgaard skjuler sig bag navnet Oscar K., når han fortæller for børn, og dertil slører sin forhistorie på forskellig vis? Engang
var han blot en hund. Så fortabte hans oprindelse sig på et polsk børnehjem. Nu bor han i Sydspanien. Og herfra poster han det ene syrede og ’anderledes’ manuskript til diverse forlag efter det andet. Oftest med fru K. alias Dorte Karrebæk ved tegnebordet.
Hvem ville ikke være en moskito på væggen, når de to sidder og diskuterer,
hvorledes historien om ’De tre’ skal gøres færdig i bind 4 og denne gang med fem
uforsørgede hundehvalpe, hvoraf den ene er en kattekilling, i hovedrollerne. Serien
har været en bemærkelsesværdig udvidelse af børns erfaringsområde. Det er splat i højeste gear. Det går over stok og sten med kraft som en kampvogn. Alverdens
fordomme luftes undervejs, og punkterede tabuer er viklet om larvefødderne. Hvordan afslutter man en serie, der aldrig rigtig kom i gang? No problem! Man tilsætter yderligere figurer og fortrædeligheder. Der kommer et mønster
i ormegården. Vi lever. Vi dør. Og indimellem snerrer vi ad hinanden.
EN KORT OPSUMMERING: Siden sidst er Dåse-Åse flyttet ind hos Carlo, Simba og
Gerda Røvlund, som er en kat. Carlo har bollet hende tyk, men hun vil hellere være
Miss Vojens. Så det bliver hun. Først føder Dåse-Åse dog fire moderløse hvalpe,
og ved samme lejlighed dukker den efterladte killing Bob Diller op. Resten af bogen
handler så om, hvorledes Simba får vand i hovedet, og den sammenbragte børneflok får undervisning i skolefag som billedkunst og sløjd. De lærer også, at man skal huske at indkassere det lovede slik hos børnelokkeren, inden man
trækker bukserne ned. Ellers kan det være, man ikke får det.
Det er Oscar K. i en appelsinskal. Tidligere på året betrådte han kanten for, hvad
der kan (og bør) fortælles om for børn. Det skete med bogen om ’Børnenes bedemand’. I serien om ’De tre’ har adopterede negre og autister fået et svirp, så hvorfor ikke rådgive om pædofiles ordholdenhed?
Tja! Det er fortsat svært at blive sur og/eller forarget, fordi Oscar K. – i samarbejde
med Dorte K. – svæver af sted på en fin, lille, småfnisende solstråle. Og nogen skal jo slå i bolledejen. Ikke? Som i de forrige bind af ’De tre’ deltager Dorte Karrebæk aktivt i legen med talebobler og finurligheder. Hendes personer er levende og troskyldige midt i alt hurlumhejet. Især madam Røvlund er godt fundet på. Så de er lige gode om det. De er to om ’De tre’!
DER STÅR OGSÅ 2 x K. på omslaget til ’Hurtige Henning-historier’, der er en bog til
samme målgruppe som serien om ’De tre’. Nemlig dem, der er vågne over for
fest i gaden, hurtigt nonsens og uladsiggørlige hændelser. Hør blot:
Henning er dygtig i skolen, men det er Fatima også. Det viser sig, at de er dygtige,
fordi de har brødre og kusiner på samme alder (!), som kan tage over i de forskellige fag. Kun farven på Hennings gummistøvler afslører, om han er Henning-matematik eller Henning-dansk. De er fem Henning’er. Seks, hvis man regner hunden Henning med. Og det bør man gøre, fordi Henning er en ægte spionhund.
Han afslører de forskellige Fatima’er ved at ligge trofast for alle fødderne og notere sig forskelle i tåneglene.
Den grafiske udformning er knap så dramatisk som i ’De tre’. Henning-bogen er ikke nogen billedroman, det er en almindelig børnebog med tegninger på den ene side. Her er f.eks. burkaklædte Fatima gennemlyst. Her er vildt gang i den på alle hylder, og der er mindre kampvogn og mere christianiacykel i denne sprudlende morsomme bog om Henning og Fatima fra Afghanistan.
NU BANKER alvoren på. ’Det skæve smil’ er en billedbog af typen ’for alle’. Det er Lilian Brøgger, som bestyrer billedsiden med mild alvor og stor undren. Det er svært at få armene ned efter at have set disse tegninger! Vi er i tusmørkeland, hvor den ensomme, grimme, blinde hund Sam er hjemsted for alle de ufødte sjæle, som
begræder deres skæbne. Der går en tristhed igennem historien, og det bliver der ikke lagt skjul på. Alle de ufødte eksistenser havde ventet noget mere. De er aborter og mislykkede reagensglasbørn, og de ved godt, at »jeg blev fjernet for et hareskårs skyld«, eller »min far fik kolde fødder«. Nu henvender de sig til Gud, fordi han måske kan hjælpe dem. Verdens grimmeste hund bærer dem af sted, og på vejen lærer de, at der måske er en mening med skæbnen, og at man godt kan holde party, selv om man ikke er til.
Der fortælles i en knap og indtrængende tone om et af livets mysterier. Her er ingen tramp i rosenbedet. Og Lilian Brøgger giver teksten åndelighed med adskillige uhørt smukke billeder.
Måske er Oscar K. alias Ole Dalgaard
blot børnebogens Jens Blendstrup?
2008.06.12
SEKS STJERNER AF SEKS TIL DE TRE NR. IV på KULTUNAUT
af Robert Johannes Rasmussen
Dansklærerforeningens Forlag har netop udgivet sidste bind i serien om Carlo, Simba og Gerda Røvlund. Det første, der fløj gennem mit hoved efter endt læsning af Oscar K's og Dorte Karrebæks "De tre: bind IV", var følgende: Hvorfor har jeg ikke læst de første tre bind i serien? Det her er jo genialt!
Selvom dette bind fire - og de tre tidligere, går jeg ud fra - henvender sig til folkeskolens yngste elever, så vil jeg henholde mig til bogens pressemeddelelse, hvor der står, at bogen også kan læses af barnlige sjæle - og en sådan er jeg. Så jeg må erkende, at det var med stor moro, at jeg tog på eventyr med en række finurlige og udpræget skæve karakterer, jeg i det nedenstående vil introducere nærmere.
Historien er i grove træk følgende: De to hårde hunde - Carlo og Simba - bor sammen med den nederdrægtige kat Gerda Røvlund. Den treenige idyl forstyrres dog på det groveste, da Dåse-Åse gør sin entré, fordi Carlo utilsigtet har (som det så smukt og billedligt formuleres i bogen) bollet hende tyk!
Men Dåse-Åse er en skidt hundemor, der (i stedet for at tage sig af sine små hvalpe) hellere rejser til Vojens for at blive stripperdulle i Miss Vojens Konkurrencen. Så det er op til Carlo - nu eneopdragende hundefar til fem - at holde styr på de sprælske hvalpe, der skaber liv og glade dage hos De 3.
Samtidig med, at de nytilkomne hvalpe skaber alvorlige problemer for Carlo, har katten Gerda Røvlund svært ved at holde sin ludomani i ave - ikke mindst, fordi en blotter og svindler (perserkatten Henry fra Valby) forsøger at komme i bukserne på den spillegale mis, der gennem selvsamme Henry har erhvervet sig en enarmet tyveknægt gennem Den Blå Avis.
Nærmere skal handlingsgangen ikke introduceres - den må, ja, den skal, opleves ved egen læsning. For det bliver simpelthen ikke mere genialt, når talen falder på litteratur til de yngste! Ikke blot er historien skrevet med stor og spidsfindig humor, illustrationerne er ligeledes underfundige, morsomme og fyldt med spræl og liv. Oscar K's ord og Dorte Karrebæks illustrationer er en sprængfarlig cocktail af den hylemorsomme slags, der må udstyre enhver yngling som gamling med stejle, opadgående smilekurver.
Når det er sagt, når morskaben er introduceret, så må det også nævnes, at selvom bogen i sin humor og stil er befriende upædagogisk og lårklaskende sjov, så formår den samtidig at introducere emner, der kan tages op til nærmere diskussion. Hvad er eksempelvis blottere, og hvordan skal man håndtere dem? Ja, det giver bogen et ganske morsomt bud på.
Ligeledes understøtter billeder og tekst hinanden på en udsøgt måde, hvilket betyder, at man hele tiden udfordres til at tænke i anderledes baner, når historien skal skabes. Det er mental multitasking, man kastes ud i.
Jeg kan ikke andet end at skamrose denne brillante, geniale, hylemorsomme og sprogligt udfordrende bog. Der - tror jeg - vil gør glæde hos enhver dreng såvel som pige, der elsker gode, sjove og ikke mindst udfordrende historier, man kan tænke over.
Nyt fra billedromanen
Af Steffen Larsen
Så er der dømt billedromaner i lange baner. Desværre er genren blevet plaget af en vis monotoni.
Nu er barnet blevet nær to år, så det er tid til at evaluere.
Barnet hedder 'billedromaner' og dyrkes især af dansklærernes forlag. De ved også, hvor skoen trykker! Og hvilket køn er så barnet? Det er nok hankøn!
Billedromanen er i familie med tegneseriens 'graphic novel'. Det drejer sig om vægtning og placering af billedsiden til en tekst, der ikke er alt for svær at læse, men som godt må være svær at forstå. Når det lykkes, så ringer alle klokker.
Så er der opstået en splinterny måde at fortælle en historie på. Nu er der to nye til bunken. Min favorit blandt disse første ti billedromaner er dog fortsat Pia Juuls og Rasmus Bregnhøis 'På jagt' fra sidste år.
Fremtidsgys
Der er kommet en vis monotoni over billedromanerne, som ikke behøver at være der. Det virker, som om tegnerne har fået besked på at tegne hele sider eller opslag og ikke begive sig ud i noget med spræl eller vignetter. Det forhold fjerner noget af lysten til at gå i dialog med selve teksten.
Således flyver Martin Glaz Seerup og Morten Voigt i hvert sit rumskib i fremtidsgyseren 'Virus'. Det er en meget intens historie om en sygdom, som måske eller måske ikke er der. Set gennem børneøjne fanger forfatteren både deres klarsyn og uforstand i en dramatisk handling. Man bliver ikke klogere på den omtalte virus, men man bliver klogere på fremtiden.
Morten Voigt laver store, tomme, tyste tegninger iagttaget igennem cellofan. Der er meget tegneserie i ham. Den evakuerede by er stendød i tegnerens kuldslåede udgave. Det er enkeltvis meget flotte billeder, men hvor er 'romanen'?
Mere roman for pengene
Når forfatteren hedder Kim Fupz Aakeson, er der dømt vanvid og snusfornuft i store doser. Han sættes sammen med norske Per Dybvig, der selv er af samme slags. Hænger de to bedre sammen? Næ! Men det virker dog, som om tegneren bruger sine tilmålte firkanter til at forsøge en dialog med teksten. Og den er god!
'Engelbert H og den sidste chance' begynder den dag, hvor Gud bliver træt af det hele og beordrer sin betroede engel Engelbert H ned til jorden for at redde den på syv dage. Engelbert går til opgaven med krum vinge. Han går rundt med det berømte skilt 'Jorden går under', og det er der ingen, som modsiger ham i.
Engelbert sover en nat i detentionen og et par stykker hos en sød pige. Han kommer op igen og beder om nåde for os jordboere. Hvad svarer mon Gud? Se dig omkring! Det er ganske vist.
Per Dybvig er (naturligt nok) vokset med opgaven. Der er ikke noget tegneserie i ham. Han har en hastig, spids streg. Faktisk har han flere streger. Fra brutal hankøn til det ømmeste billede af en lille, forladt engel, der sidder ensomt på en bænk i parken. Det er nok de samlede billedromaners smukkeste billede! Derfor er her mere 'roman'.
Vov vov
Den totale integration af tekst og billede finder sted i tobindsværket om 'De tre'. Det er dansklærerne, der slår til igen. Bøgerne er tegnet af Dorte Karrebæk i samarbejde med fænomenet Oscar K., der påstår, han er en hund. En hanhund. Og der er også adskillige hund(e) med i historien. Mindst tre.
Nu tror du, kære læser, at 'De tre' består af tre hunde. Forkert! Ganske vist er Carlo en hund. Han er altid med som forfatterens alter ego. Han er ikke nogen kamphund, så det er lidt synd, han bliver gnasket midt over allerede i første bind!
Næste hund hedder Simba, og den er ikke meget bevendt. Det er til gengæld kattekillingen Røvlund, der har koblet sig på vovserne og i øvrigt drømmer om at blive en stor kirurg. Den interesse udvikler han under arbejdet med at sy Carlo sammen igen.
Som en harmonika
Men nu skal der ikke røbes mere, for du bliver alligevel nødt til selv at læse disse tåre- og blodsprøjtende bind! De er holdt i en blandingsstil. Den er nærmest Dorte Karrebæksk. Hun har dyrket den før - især da hun tegnede for en konkurrerende ugeavis.
Hvordan samarbejdet med måske-hunden er forløbet, er ikke svært at se. Dorte Karrebæk er gift med ham. Så hun tegner hans ord, som det passer hende, og hun blander sig ivrigt i teksten. Her er en billedroman, som slet ikke vil være det!
Bøgerne er et fortløbende bånd af sammenhæng. Også i komposition og farvevalg. Det er ligesom en harmonika. Man frydes og gyser over denne historie fra poternes verden, som er grov, grotesk og grinagtig. Det er ikke til at se, om der eventuelt kommer flere bind. Slutningen stritter i flere retninger. Det samme gør Carlos afsavede ribben. Stakkels hund!
Ikke for sarte sjæle
Af Damian Arguimbau
Parret Oscar K.s og Dorte Karrebæks De tre handler om to hårde hunde og en killing: Carlo, Simba og Gerda Røvlund. Der er tale om to fortløbende bind, der kun sælges samlet. I bind I finder de to hunde den forpjuskede Gerda Røvlund, som de i første omgang gerne vil tage sig af. De mister dog ærlig talt ret hurtigt interessen. De to seje hunde er ikke helt klar til forældreskab og vil hellere hygge sig uden forstyrrende elementer.
I Bind II sker der noget, der ændrer på rollerne, for Carlo er blevet bidt midt over af en stor hund, og Gerda Røvlund må derfor – i starten noget nødtvungent, for det var lige så hyggeligt med Simba – redde Carlo fra den sikre død. Der er ingen læger, og Gerda synes, det er ret sjovt at lege kirurg, så hun klipper, saver og syr til Carlo er nogenlunde hel igen. Samspillet mellem tekst og billede er helt fabelagtigt – så integreret som i en tegneserie, og såvel tekst som billede har det der helt vildt barnligt makabre over sig, der både drager og frastøder på én gang.
Jeg måtte læse bøgerne tre gange, for de er sprælske, seje, gadedrengeagtige og helt vildt morsomme. De spiller på hele barnets følelsesmæssige register, med identifikationspunkterne subtilt gemt i de meget blodige, men også grinagtige absurditeter. Det er bøger, som med deres ureglementerede fandenivoldskhed og uimponerede tilgang til verden vil betage børn fra en fire-fem år og op.
Og som bagsideteksten siger: »De er skide uhyggelige. Så er det sagt. Og så er de fra det virkelige liv. Ingen pjat med løgn og digt.« Og det er rigtigt nok. Bøgerne flyder med detaljer, og der er masser at hente også for den voksne læser med den barnlige humor i behold.
Det er en sort og grotesk humor, der præsenteres her, og billede og tekst passer godt sammen.
To små billedbøger beregnet til at understøtte læsetræning for børn, der er ved at lære at læse, og som holder af sort humor, tegneserier og billeder. Billeder er her en del af læsningen. Tegninger kan erstatte et ord, eller ord kan være en del af tegningen. De to hårde hunde, Carlo og Simba, møder en lille kattekiling, "en lille tynd skid med pjusket pels". Den hedder Gerda Roulund, men bliver hurtig døbt Røvlund. De hårde hunde har bløde punkter, og da Røvlund vil have godnathistorie, fortæller de en, men den er blodig og uhyggelig, så hun drømmer uhyggeiige drømme. Hun må til cykelog, og er tegnet på cykel till. og 2. time. I bog II, bliver Carlo bidt midtover af en stor hæslig hund. Der er blod over alt, og Carlo kommer på sygehuset i to dele og syes sammen. Derhjemme har Røvlund nu taget over, og hun lader de to venner vinde i kortspil for at gøre dem glade. Teksten er håndskrevet, stor og tydeiig i formskriftagtig stil. Det er en sort og grotesk humor, der præsenteres her, og billede og tekst passer godt sammen. Billederne er i tegners vanlige stil, bare lidt mere groteske og karikerende i et skørt og gennemført univers. Mange nye læsere fra 8 år, der har knækket læsekoden, eller er lige ved, vil finde den sjov og more sig godt, somjeg gjorde. Forsiderne passer til indholdet og ligeså bagsideteksteme, der også rummer ironi og groteske overdrivelser.
Blod, gru og frække ord
Af Rikke Dal Støttrup
Hvis man synes, at "Alle vi børn i Bulderby" har den helt rette mængde af bandeord, sort humor og blodig gru for de mindste, når de skal til at læse selv, så er der ingen grund til at læse videre.
For "De tre" er meget langt væk fra traditionel letlæsning.
Den er skrevet af de to skæve hoveder Oscar K. og Dorte Karrebæk, og Dansklærernes forlag har udgivet den, og den repræsenterer en en hel ny måde at tænke letlæsningsbøger på, hvor illustrationerne ikke blot understøtter læsningen, men også er selve læsningen.
I de to bind, som sælges sammen, eksperimenterer forfatterne med talebobler og pop-up-bokse, så hver eneste side har mere end én indgang til teksten.
Dialogen er mundret og fyldt med frække ord, der får enhver seks-årig til at spærre øjnene op.
Eksempel:
En dag fandt de (de to hunde Carlo og Simba, red.) en killing på vejen. En lille, tynd skid med pjusket pels. Den hed Roulund, sagde den træt.
Gerda Roulund.
Den skulle hedde Røvlund, hviskede Carlo. Den har lort på halen.
Det er da sjovt.
Men det er også en brutal virkelighed, de tre venner lever i. Allerede inden kapitel 3 er der en kat, Henning, der bliver kørt over og dør, og lige inden bind I slutter, bliver Carlo bidt midt over af den store hæslige hund (Dorte Karrebæk har noget med store hunde. De var også en fear factor i hendes mystiske og modige "Lille frøken Buks").
Blodet flyder over siderne, og mon ikke det nysgerrige underskole-barn straks kaster sig over bind II.
Her drypper Carlos indvolde ud over hver side, men hvis man har mod til at læse historien helt til ende, så ender den faktisk lige så lykkeligt og idyllisk som en sommerdag i Bulderby.
Fantastisk
"De tre" er fantastisk. Den er både en bog og en tegneserie. Teksten er billeder, og billeder er tekst, og man keder sig aldrig, når man tager med Carlo, Simba og Røvlund på eventyr.
Skaf den til dit legebarn, som ellers ikke gider læse. Jeg tør vædde med, han godt gider den her.
Oscar K. og Dorte Karrebæk: "De Tre" I+II, 80+68 sider, 160 kroner (ekskl. moms), Dansklærerforeningens Forlag.
Dyreanarki for fuld hals
Lad os slutte runden af i det muntre hjørne med Oskar K's og Dorte Karrebæks De tre, som i to bind med fulde sejl giver det kontrollerede anarki fuld skrue i deres aldeles hjemmebrændte krønike om forholdet mellem to hunde og en kattekilling.
De to bind er ikke for genuine genre fastholde re. Der leges med såvel blodig gru, kønsrollesatire, grovkornet komik og skævøjet hverdagspoesi i en form, hvor samspillet mellem billedfortælling og tekst konstant udfordres i et nærmest dekonstruktivistisk dansenummer, hvor alle ord og illustrationer danser samba, breakdance og tango hen over siderne i et og samme koreografisk præcise hug.
Prosaisk refereret handler det om de to hårde hunde Simba og Carlo, som tager den forpjuskede, tyndskidende killing Gerda Røvlund til sig. De to hunde er dog ikke ligefrem modne til at påtage sig et ansvarligt forældreskab.
De er mere til hygge, kortspil og en lille en til halsen, såGerda forlader hundehjemmet kun for på sin vej væk at konstatere, at C'lrlo er blevet bidt midt over af en stor hæslig hund. Det åbner for det rolleskift, der emder sted i bind 2, hvor Gerda får næring til sin drøm om at blive kirurg, da hun egenhændigt pådet lægeløse dyrehospital påtager sig at sy Carlos to halvdele sammen. Resultatet kan måske diskuteres, men det hele ender tilsyneladende godt, da de tre til sidst vender hjem, efter at Carlo får smagt på hævnens sødme ved at overpisse den hæslige hund. Der spilles med stor fantasirigdom og over hele følelsesregisteret i denne frækt miksede ord- og billedcocktail, som dyrker legesygen og det fandenivoldske uden tantede forbehold for god takt og tone. Herligt!
Overskud og fortælleglæde
Af Hanne Probst, Folkeskolen
De tre I / De tre II
- da Simba og Carlo fandt en killing på vejen / - da Carlo blev bidt midt over af en stor, stor hund
Forfatter: Oscar K. og Dorte Karrebæk
Illustrator: Dorte Karrebæk
200 kroner, 80 sider
Serie: De tre
Illustrator: Dorte Karrebæk
200 kroner, 68 sider
Serie: De tre I-II
Dansklærerforeningen / Dansklærerforeningen
Dansklærerforeningen har udsendt splatterlitteratur for de yngste skolebørn i foreløbig to små bind. Det tredje bind lurer lige om hjørnet, hvis du altså tør, for: "De er skide uhyggelige", står der på bøgernes bagsider: "Og så er de fra det virkelige liv. Ingen pjat med løgn og digt".
I bind et møder vi de to hunde, den korthårede Simba med de spidse ører og de seje nitter i halsbåndet og Carlo med de bløde poter, brune øjne og det markante underbid. En dag finder de to hundevenner en killing. En tynd lille skid, Gerda Roulund hedder hun, med lort på halen, fordi hun har haft tyndskid i fem dage. Hun skal selvfølgelig hedde Røvlund. Killingen viser sig at være lidt af en udfordring for de to venner, og det ender da også med, at Røvlund forlader dem i raseri.
I bind to er Carlo blevet bidt midt over af en hæslig hund. Carlo lider blodtab, og det er en særdeles blodig affære. Han hænger kun lige akkurat sammen i en tynd tråd. På hospitalet tager Røvlund selv fat på at få Carlo lappet sammen, og det lykkes med blod og indvolde sprøjtende om ørerne.
Oscar K. og Dorte Karrebæk beskæftiger sig i ord og billeder med tabuer i form af operation, blod, indvolde og et makabert overfald. Illustrationerne er barske, men særdeles morsomme. Temaer som død, overfald, afstraffelse og venskab behandles med humor og et overskud af fortælleglæde. Der er både overraskelse, drilleri og barnlighed at hente i de dystre og meget morsomme billedromaner.
Bøgerne har tydelige numre på siderne og er inddelt i kapitler, der binder bind et og to sammen. At få følelsen af at have læst hele ti kapitler er en sejr for den lille skoleelev, der netop har knækket læsekoden. De blå sidetal nederst på siderne løber ikke videre i bind to - også lidt ærgerligt, at numrene på de sidste ti sidetal i bind et er røget ud.
DE TRE III
Uden hundesnor - Den utrolige historie om ’De tre’ fortsætter sørme ...
Af Steffen Larsen
Carlos afsavede ribben blafrer et sted bagude i bind to, men nu hedder det bind tre, og vi skal videre. Tegneren Dorte Karrebæk og hanhunden Oscar K. alias Ole Dalgaard stopper ikke op ved småting.
Bøgerne om ’De tre’ er pænt indbundne, tegnede fortællinger. De er udkommet på et respektabelt forlag. De ligner også bøger, men er i virkeligheden vulkaner af indtryk, som tramper på alle poter og går langt ud over det normalt tilladelige. Serien om ’De tre’ havde aldrig haft en chance på et polsk skolebibliotek!
Og det er ikke, fordi ordet »negerdreng« bliver brugt, eller fordi der er dyremishandling og sjov med de handikappede samt almindelig splat. De er bare for sære! Og så anvender Karrebæk og K. kun disse politisk ukorrekte scener som afsæt til en beskrivelse af menneskelig dårskab og dumhed. Klædt i pels.
Hunden Carlo er blevet rask igen. Nu er han klar til nye fortrædeligheder sammen med artsfællen Simba og den nederdrægtige kattekilling Røvlund. I tredje bog handler det om en lille harekilling, der kommer i frostboksen. Det handler om børn i bur på børnehjemmet. De er gratis, men negerdrengene er desværre udsolgt. Til gengæld er der halv pris på autister! Det gibber i en velopdragen læser. Her er grovkornet grin med matematik og minoriteter. Her er dyremishandling, terroristbørn og en elskovssyg hanhund. Alt er håndskrevet.
Dorte Karrebæk trækker det store læs. Hun er god til at variere de sparsomme virkemidler på den trange plads. Tegningerne er enkle. Farvelægningen er yderst raffineret. Det skrevne ord peppes op med små, rebuslignende tegninger. Der er mere ro og overblik i dette bind, som også helt undgår at aktivere bodegamusklen. En gang imellem skal det siges, som det er. Helt uden hundesnor. At verden er ond. Kærligheden lunefuld. Og at ovnstegt kæledyr smager allerbedst.
Billedbrag
Af Karin Sönsthagen
Bøger: »De 3, bind 3« og »Slangehund«
Billedbøger er blevet en genre i eksplosiv udvikling, og mange af dem er ganske syrede.
Ordet »billedbog« er eksploderet i stumper og stykker de sidste par år og er ikke mere kun én ting. Billedbogen, som man kendte den, dvs. en bog til førskolebørn, udgør i dag kun en del af helheden. Tekst og billeder indgår efterhånden i mange forskellige hybrider, og ordet billedbog rummer nyskabelser som gennemillustrerede romaner og romaner i tegneserieform, samt bøger med minimal eller slet ingen tekst. Og med handling, som er langt fra det hverdagsnære. Se blot på denne anmeldelses to titler: Oscar K og Dorte Karrebæks »De 3, bind 3« et billedværk, der stepper lystigt rundt på alle politisk korrektheders knyster og sætter helt nye standarder for, hvordan tekst og billeder samarbejder. Og Helle Vibeke Jensens aldeles ordløse billedfortælling »Slangehund.« Titlen gengives på omslaget både på engelsk og japansk foruden dansk, hvilket gør bogen til gangbar vare også i udlandet. Men bogen findes ikke kun som bog! Turister kan i byerne Barcelona, Berlin, Bologna, London, Milano, München, Paris og Zürich i sommer shoppe tøj med bogens motiver på. Det er den japanske designer Issey Miyakes, som har dekoreret sin forårs- og sommerkollektion med Jensens billeder. PLEATS PLEASE hedder tøjbutikkerne.
Grummere end Grimm
Oscar K. og Dorte Karrebæk er nået frem til bind 3 i billedsagaen om »De tre:« hundene Carlo og Simba og katten Røvlund. Her er tale om en fortælling, der har udviklet sig fra grumt til værre i de to foregående bind, og nu til værre end værst. Helt derude, hvor »De 3« krydser rædselsklinger med Grimms eventyr. Historien er så drivende satirisk fortalt, at man alligevel griner ad det hele, undervejs dog med en lidt stikkende fornemmelse.
Alene undertitlen på dette bind udfordrer den »gode smag: »- da Røvlund ønskede sig en negerdreng og fik en autist til halv pris.« Herfra tæsker handlingen derudad med passionerne i højeste gear ad uforudsigelighedens vej, hvori pokerspil, besøg på børnehjem, omsorgssvigt, værtshusbesøg, hundelir og tilmed kannibalisme indgår. Fortalt i syv kapitler med en humor trukket så langt ud, at alle kan være med. Tekst og tegning er totalt integreret. Teksten er således håndtegnet. K. og Karrebæk leger med læserens viden om bøgers konventioner ud i tekst, billeder og tegneserier og laver så noget, som ikke er set før. Der er en detaljerigdom i Karrebæks billeder, som ser ud til at være lavet på lutter overskud og fri adgang til hele fantasiland. Det er gakket og vildt, men med mening bag galskaben. Og amoralske historier giver oftest de bedste diskussioner om holdninger og moral. En fantastisk og grænseoverskridende bog.
Freestyle
Helle Vibeke Jensens »Slangehund!« giver ordet billedsprog en ny mening. Historien fortælles uden et ord over 14 opslag. Og fungerer derfor også som pegebog for mindre børn. Men billederne gengiver tydeligvis en handling, og uden ord giver det læseren frit spil til meddigtning. Billederne er collager af diverse udklip. Porcelænskatte, parasol, bænk, postkasse, campingvogn, blomster, tedåser m.m. Farvelagt og komponeret via computer til fascinerende forskelligt mønstrede opslag, hver med sin farveholdning og stemning i et svævende, syret flow
Hvad sker her egentlig? Det mest oplagte er at se det som en udviklingshistorie. På første opslag bliver Slangehund »født« ud af en grøn ægge-form, for så at modnes gennem 12 forskellige miljøer, tilsyneladende til lands, til vands og i luften, til den ender i noget, der ligner en fest. Et par drengelæsere tolker slutningen derhen, at Slangehund til sidst bliver voksen og er til strip på et bordel. Ikke underligt måske, da det sidste opslag viser Slangehund siddende i en dyb, mørkerød læderstol i rundkreds om en scene, der er oplyst nedefra. På scenen ses en kvindelig slangehund med en smuk blomst placeret et meget strategisk sted. Eller man kan se Slangehund som en karismatisk figur, der på hvert opslag samler tilhængere eller disciple sammen til det endelige møde med lederen eller guddommen. Tolkningsmulighederne er legio i denne fantasiens freestyle af en bog.
Oscar K. og Dorte Karrebæk: De 3, bind 3, 128 sider, 160 kroner, Dansklærerforeningens forlag.
Helle Vibeke Jensen: Slangehund, 32 sider, 229 kroner, Høst & søn.
