2021-07-19
Dorte lærte at kommunikere ved at tegne fordi hendes mor var svært tunghør
Dorte Karrebæk blev født i 1946. Hun har lagt bogstaver og streger til henved 200 titler.
Dorte Karrebæk, forfatter og illustrator bosat i Juelsminde, fylder 75 år i dag, mandag 19. juli.
Dorte Karrebæk er født i Ballerup. Da hendes mor var meget tunghør, tyede hun som barn til visuel kommunikation. Dorte Karrebæks lette ordblindhed gjorde, at hun også som skoleelev blev tiltrukket af det visuelle.
Hun elskede at tegne og blev uddannet reklametegner på Kunsthåndværkerskolen i København i 1968. I 1982 debuterede hun med ”En lille fugl”. Hun modtog Kulturministeriets Initiativpræmie i 1987 og 1988 og begyndte at kunne leve af sin store passion.
Emil Fibiger Petersen emfi@jyskemedier.dk
2021-07-19
Et kraftigt hurra for Dorte Karrebæk
Af Jens Raahauge i Folkeskolen
I dag fylder Dorte Karrebæk 75 år - og et kraftigt hurra i den anledning er velanbragt. Tænk, at leve i en tid, hvor hun åbner øjne for så meget, der søger at putte sig!
Da jeg er ganske appelsinfri, men sidder her ved mit tastatur og råber hurra, så skyldes det indre begejstring.
Jeg hører til den generation, der mente, at dansk humoristisk satire ville få en nedtur, da Bo Bojesen stoppede på Politiken, men så tog Roald Als over og førte den bidende humoren til nye højder. Og da Arne Ungermann, Svend Otto S, Ib Spang Olsen og deres disciple gik til de evige illustratormarker, var vi mange, der frygtede at blive efterladt med en billedbogsgenre af en ringere standard. Men så indtog Dorte Karrebæk - og med hende blandt andre Lilian Brøgger og deres elever fra Designskolen i Kolding - papiret og førte den illustrerede bog til nye højder, som fik børn og unge og ældre til at øjne virkeligheder, som lå i tusmørke - enten på grund af vores for smalle erfaringer eller for virksomme fortrængninger.
At Dorte Karrebæk er en gave til os formidlere, har vi søgt at vise i et skrift, som Dansklærerforeningens Folkeskolesektion har lagt på nettet i anledning af dagen.
Heri findes artikler af forfattere, Dorte Karrebæk har illustreret: Nils Hartmann, Kåre Bluitgen og Oscar K, og et par formidlere, som sætter pris på de muligheder, hun giver os: Bodil Christensen og Jens Raahauge. Alle artiklerne indeholder forslag til formidling af nogle af Dorte Karrebæks øjen- og tankeåbnere.
Læs det - og bliv inspireret til at give eleverne Dorte Karrebæk som gave.
Så af den skinbarlige indre begejstring vil jeg ønske tillykke ved at skrive et stort HURRA!
2021-07-18
TILLYKKE TIL DORTE KARREBÆK - fylder 75 år den 19. juli
Den 19. juli fylder Dorte Karrebæk 75 år. Det ønsker vi at markere med dette hæfte, der er vores tillykke til Dorte, og vores bidrag til, at endnu flere børn får den gave at møde Dortes kunst. Hæftet indeholder bidrag af Oscar K, Kåre Bluitgen, Niels Hartmann, Bodil Christensen og Jens Raahauge. Og så selvfølgelig illustrationer af Dorte Karrebæk. Hæftet ligger allerede nu tilgængeligt digitalt, og vil senere blive udsendt i trykt form som tillæg til DANSK 3 til oktober. Se det her:
Tillykke til Dorte Karrebæk | Dansklærerforeningen (dansklf.dk)
2021-07-18
Hun er klog, fordi hun tænker med hånden
75 I MORGEN. Der er ingen som Dorte Karrebæk ! Med lige dele elegance og dødsforagt har hun tegnet sig fremad fra små røde trolde til hudløse tilbageblik. Troldene tegner hun såmænd endnu, men efterat hun med mand og makker, Oscar K. alias Ole Dalgaard, afsluttede rækken af grænseoverskridende billedbøger, har der været andre boller på billedsuppen. Efter ’Fattigmandsbiblen’ og ’Lejren’ er hylden med tabuer tom. Så Dorte Karrebæks illustrationer er blevet ledt i en anden retning. Det kulminerede med ’Lighuset i Breslau’ (stadig med selvsamme Oscar K.) Senest er kommet ’Det var nok det bedste’, der er et hæmningsløst og smertefuldt forsøg i ord og billeder på at nå den afdøde mor. Det hele begyndte med en pixibog. Dorthe Karrebæks allerførste rigtige rap i andedammen var ’Hundesnoren’ (1987) med tekst af Tove Johansen. Den omvendte mange (også mig) til at indse alle billedbogens muligheder og skjulte budskaber. Her handler det rent ud sagt om frihed. Og det har været denne tegners banner lige siden. Dorthe Karrebæks hastige streg har præget talrige billedbøger. De fleste er for børn. Andre er for børn og op. Nogle er kun for ’op’. I ’Ingenting her, ingenting der’ lægger hun alle kort på bordet til alle aldre. Det er en af hendes smukkeste og klogeste bøger.
En stor del af Dorte Karrebæks udgivelser er i genren historie og eventyr (især sammen med Nils Hartmann). De er populære. Andre er lidt sære og ofte med ord af egen avl. Det gælder sådan nogle som ’Den nye leger’, ’Vild i varehuset’ eller ’Da Gud var dreng’ med gudfrygtig tekst af selveste Sankt Madam Nielsen. De senere år er billedsproget modnet og mørknet. Det kan skyldes, at Dorte Karrebæk er havnet i Danmark igen efter en lille snes år i det sydspanske, hvor hun bestyrede blandt andet en appelsinplantage med … ja, med hvem andre end denne Oscar K. Ham har hun været gift med en hel del år. Nu bor de to i et vemodigt lille rækkehus helt ude i strandkanten ved Juelsminde. Dorte Karrebæk har fået et hav af priser. Også Kulturministeriets børnebogspris for de 302 ord i ’Pigen der var god til mange ting’.
Jeg kender Dorte. Jeg elsker hende. Hvis du vil forstå hvorfor, så prøv med ’Stakkels kanin!’ fra 2012. Den handler om det, som det hele begyndte med: frihed. Nu gælder det de små kaniner.
Steffen Larsen i Politiken
2021-03-10
Sigvard Bennetzen er død
Sigvard Bennetzen voksede op i den lille landsby Spandet under fattige forhold, der mest af alt kunne minde om dem, Andersen Nexø fortæller om i Ditte Menneskebarn. Med hjælp fra gode voksne kom Sigvard på Ribe Katedralskole, blev efter endt studentereksamen i 1956 ansat som speaker i Danmarks Radio og studerede sideløbende dansk og russisk litteratur. Han blev cand. mag. i 1967 og samme år programsekretær i DR. Derefter var han i mange år tilknyttet TV-teatret bl.a. som chef og TV-fiktion som dramachef, og i 1993 blev han chef for Radioteatret.
Radioteatret oplevede under Sigvard Bennetzens ledelse en renæssance og blev eksponent for ny dansk dramatik, der udforskede radioteatret som lydmedium og lydens teater i mange spil som Søster Midnat af Staffan Valdemar Holm, Egernet tilbage til haven af Morti Vizki og Måvens og Peder af Line Knutzon. Sigvard Bennetzen mente, at kunstnerne skulle bevare autoriteten som afsendere, og at radiomediet skulle stilles til rådighed og stærkest muligt tjene den kunstneriske vilje. Efter 44 år i Danmarks Radio sagde Sigvard Bennetzen sin stilling op i 2000.
Tilværelsen som pensionist tilbragte han dels i sommerhuset i Odsherred med bl. a. syltning af hyben og nogle måneder om året i Spanien med god mad, litteratur og vin. Sigvard Bennetzen var en uvurderlig mentor og trofast ven.
Æret være hans minde.
2021-02-15
Oscar K har skrevet en bog om det, der skræmmer. Det er en kunst at tage afsked med livet. Forfatteren Oscar K gør sig tanker om det i sin nye bog
Oscar K er Ole Dalgaards forfatterpseudonym. Som ung studerede han bl.a. teologi og filosofi ved Aarhus Universitet. Han har en fortid som ansat hos DR. Han har også været direktør for et egnsteater og adm. direktør for TV2 Øst.
Af Emil Fibiger Petersen emfi@jyskemedier.dk
UDDRAG FRA ARS MORIENDI "Den kvinde, han elsker, går foroverbøjet i tiden og samler sten i strandkanten. Hun ryster på hovedet ad hans snak om, at verden dybest set er uden fortid, nutid og fremtid, og viser ham et femogtres millioner år gammelt vættelys og trumfer med et søpindsvin fra kridttiden, da dinosaurerne løb frit omkring."
JUELSMINDE: Ved skrivebordet i sit rækkehus på Strandengen i Juelsminde har forfatteren Oscar K begået en bog om en mand, som forbereder sig på det, vi helst ikke tænker på. Den har fået titlen "Ars moriendi", på dansk ”kunsten at dø”. Den er stærkt inspireret af gamle latinske bøger med samme titel.
I middelalderen fungerede de som hjælp og vejledning til dem, der lå for døden og deres pårørende. - Da havde man tanken, at der var et opgør efter livet. Enten kom man i helvede eller ind til evig glæde. Det afhang af, hvordan man opførte sig i sit liv. Derfor lavede man små ars moriendi-bøger, som var med træsnit af døende, som blev besøgt af engle og djævle og kæmpede mellem det gode og det onde og så til sidst nåede frem til det gode resultat, at de valgte troen og gud, siger Oscar K. Han er optaget af den tids forestilling om døden og ikke mindst det moderne menneskes afstandsstagen til emnet. - Dengang lå evigheden efter døden. Det gør den ikke i vores tankegang i dag. Det, synes jeg, er lidt sjovt og spændende. Vi er så forskrækkede over døden. Det er jo faktisk et af de største tabuer at tage op. Det er min bevæggrund for at skrive bogen, siger Oscar K.
Dødens ansigter
Han er selv blevet 70 år og med "Ars moriendi" forbereder han sig på det, der ikke virker så fjernt. Bogen er en lille sag på 70 sider. Den byder på tegninger af fantasifulde og skræmmende skikkelser. Dem står hustruen og illustratoren Dorte Karrebæk bag.
- Jeg havde forestillet mig noget med timeglas og visne roser, men så stiller hun pludselig med de figurer, som passer enormt godt ind. Hun tænker anderledes i billeder, end jeg gør, og jeg vidste, da jeg så de tre første, at sådan skulle det være, siger Oscar K, der egentlig hedder Ole Dalgaard.
Tilbage i barndomsbyen
Han og Dorte Karrebæk flyttede fra Calpe i Spanien til Juelsminde for et par år siden. Det var hende, der ville tilbage til Danmark. Juelsminde er hans barndomsby, og da de besøgte den sammen og gik ved stranden, sagde hun: ”Her vil jeg bo”, og sådan blev det. Med havet uden for døren og ro til at skrive inden for. Oscar K har allerede taget hul på en ny tekst. Denne gang en dødedans på et nedlagt afholdshotel. Men den må hans læsere vente lidt på endnu. Først kommer "Ars moriendi". Udgivelsesdatoen er 23. februar, forlaget er Jensen & Dalgaard.
2020-10-24
Dorte Karrebæk er sammen med Kim Fupz Aakeson, Lilian Brøgger, Marianne Iben Hansen og Charlotte Pardi indstillet til the Astrid Lindgren Memorial Award 2021. Til lykke til dem alle!
Dorte Karrebæk er uddannet fra Kunsthåndværkerskolen i København og bor i dag i Juelsminde med sin mand Ole Dalgaard. Dorte Karrebæk har lagt bogstaver og streger til henved 200 titler.
2020-10-03
Ny udgivelse fra illustrator i Juelsminde
Dorte Karrebæk er uddannet fra Kunsthåndværkerskolen i København og bor i dag i Juelsminde med sin mand Ole Dalgaard. Dorte Karrebæk har lagt bogstaver og streger til henved 200 titler.
Emil Fibiger Petersen emfi@jyskemedier.dk
Juelsminde: Illustrator og forfatter Dorte Karrebæk er aktuel med en ny bogudgivelse med titlen ”Det var nok det bedste”.
Bogen handler om forfatterens barndom med en døv mor og behandler temaer savn og det at miste.
- Samtidig er værket et generationsportræt af de stærke kvinder, der i årene efter krigen, og inden ungdomsoprøret, aldrig fik foldet deres talenter ud – skønt de gik i frakker af faldskærmsstof, skriver forlaget Jensen & Dalgaard i en presseomtale.
Bogen er gennemillustreret og for voksne.
Dorte Karrebæk er tildelt Statens Kunstfonds livsvarige hædersydelse. Hun boede i en årrække i Spanien, men har i dag hjemme i Juelsminde.
”Det var det nok det bedste” udkommer tirsdag 6. oktober.
2020-04-10 19:02:29
Martin Luther, den melankolske reformator
den2radio har inviteret forfatteren Oscar K. i studiet til en samtale om hans nye roman om Luther. Titlen er Viae Deus Audet Scire, Veje Gud tør kende, eller Den melankolske reformator. Undervejs runder Oscar K. og Jens Raahauges samtale middelalderens univers, Luthers kringlede veje fra forvirret knægt til melankolsk reformator og det sprog, som bar tankerne hos middelalderens tænkere. Samtalen krydres med passager fra bogen, indtalt af Karsten Pharao. Kan høres her: https://player.fm/series/litteratur/martin-luther-den-melankolske-reformator
2020-03-31
70 ÅR
JyllandsPosten
Ole Dalgard, forfatter, Juelsminde. Ole Dalgaard er også kendt under pseudonymet Oscar K. Han er uddannet i teologi, filosofi, litteratur og sprog ved Aarhus Universitet og debuterede i 1970 med digt-amlingen ”By, du min elskede. Situationer”. Han har været ansat som dramatiker,instruktør og skuespiller på forskellige teatre. I 1981 blev han ansat som programchef for DR B&U på Weekend TV og senere som adm. direktør for TV2 Øst. I 1994 flyttede Ole Dalgaard til Spanien, men bor nu i Juelsminde. Han er gift med forfatteren Dorte Karrebæk, med hvem han har skrevet børnebøgerne ”De tre”, ”Idiot”, ”Lejren” og ”Biblia Pauperum Nova”, som var nomineret til Nordisk Råds Børne- og Ungdomslitteraturpris i2013.
2020-03-31
OLE DALGAARD FYLDER 70
Kristeligt Dagblad
Forfatter Ole Dalgaard, Juelsminde, også kendt som Oscar K blev efter en årrække hos DR programchef for B&U hos Week-end TV i 1981. Tre år senere blev han ansat som direktør for Holbæk Egnsteater og Europæisk Teaterlaboratorium, og i 1989 blev han administrerende direktør for TV2 Øst. Som forfatter debuterede Ole Dalgaard i 1970 med ”By, du min elskede. Situationer”. Sammen med sin kone Dorte Karrebæk var han nomineret til Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris i 2013 med ”Biblia Pauperum Nova” fra 2012. Ole Dalgaard har et omfattende forfatterskab og en ditto oversættervirksomhed bag sig. Senest har han oversat den 1200 sider lange ridderroman ”Tirant lo Blanc” fra valenciansk, ligesom han har nyoversat tre gammeltestamentlige tekster fra hebraisk, ”Skeptikerens bog”, ”Sangenes sang” og ”Ruths bog”. Han har skrevet en original bog om Luther samt en række romaner og grafiske noveller. For et ungt publikum har han gendigtet Shakespeare, Cervantes, Voltaire, Goethe, Dostojevskij og Chandler i serien Illustreret verdenslittera-tur, som med ”Don Erudito og bøgerne” eterfulgt af ”Bærbar litteraturhistorie” også omfatter hans hyldest til litteraturlæsningen. Af disse blev Voltaires ”Candide” nomineret til Weekendavisens litteraturpris.
2020-03-31 11:32:01
Ole Dalgaard alias Oscar K fylder 70 år - Dansklærerforeningen og Dansklærerforeningens Forlag ønsker TILLYKKE!
Oscar K. har blandt andet udgivet "Lighuset i Breslau" på Dansklærerforeningens Forlag. Til bogen kan du også finde et gratis undervisningsforløb. Opgaverne i forløbet er rettet mod afgangsprøven i dansk, og eleverne skal beskæftige sig med litteratur for at opleve, forstå og erkende gennem teksten.
Sammen med Dorte Karrebæk og Lilian Brøgger har han skabt "Illustreret Verdenslitteratur" ved at gendigte Shakespeare, Cervantes, Voltaire, Goethe, Dostojevskij og Chandler for at give de unge mulighed for at stifte bekendtskab med det bedste.
Og han kaster med "Bærbar dansk litteraturs historie" helt nyt lys på dansk litteraturs historie. Henvendt til alle litteraturinteresserede.
Er desuden kendt for kulthistorierne om to hårde hunde og en kat i "De tre", der udkom på Dansklærerforeningens Forlag i årene 2006-2008. Bøgerne er blevet kaldt "grummere end Grimm" og "fantastisk og grænseoverskridende" ...
»Ole Dalgaard er en intellektuel i dette ords fineste betydning. Tænkende som få. Opslugt af fordybelse. Belæst som få. Men også ødselt givende for dem, som vil give igen eller tage imod. Derfor har han også startet en læsekreds for mænd på Juelsminde Bibliotek. Og her står den ikke på litterære metervarer, men på de store forfattere, som Ole Dalgaard forstår at føre frem; han er jo ikke tangodanser for ingenting!«
Læs hele Jens Raahauges fødselsdagsportræt af Oskar K.
►folkeskolen.dk/1787044/ole-dalgaard-alias-oscar-k-fylder-70
2020-03-31
Ole Dalgaard, forfatter, Juelsminde, 70 år
Ole Dalgaard har prøvet mere end de fleste: gartner, direktør i TV2, teaterleder, formidleraf verdenslitteratur for unge, nye øjne på tekster fra Det Gaml Testamente, radikale bud på, hvad man kan fortælle for børn i noget, der ligner blledbøger (oftest sammen med tegner og hustru Dorte Karrebæk) og for nylig oversættelsen af den tidlige ridderroman ”Tirant lo Blanc” på 1.200 sider.
Man skulle tro, han var mere end én person, og det er han også. Det meste af den senere produktion er forfattet af hans alter ego Oscar K. fra Breslau, der nu hedder Wroslaw. Det er grænseoverskridende, hvad den myreflittige mand har bedrevet. Først med base i Sydspanien, nu med udsigt over farvandet ved Juelsminde, hvor han trådte sine barnesko. Et overflødighedshorn af lys, lyst og lærdom, som er blevet sabt af dobbeltmennesket i samarbejde med sin tegner. Se selv! Begynd med bogen om ”De tre”, der er grum og glædelig livsvisdom pakket ind for børn! Og fortsæt med ”Fattigmandsbiblen”, som er et moderne bud på Jesu liv og gerninger!
Som motto for sit arbejde nævner fødselaren altid et citat fra Halldor Laxness’ ”Verdens lys”, hvor det om en af personerne siges, at ”han fortalte kun, fordi han syntes, det var værd at fortælle.”
Steffen Larsen
2020-03-30 13:29:37
Ole Dalgaard, forfatter, Juelsminde fylder 70 år den 31. marts
Berlingske Tidende
Han er også kendt under forfatternavnet Oscar K. En årrække boede han i Calpe i Spanien, men han har for et år siden slået sig ned i sin fødeby, Juelsminde.
Ole Dalgaard har et omfattende forfatterskab og en ditto oversættervirksomhed bag sig. Senest har han præsteret at oversætte den 1.200 sider lange ridderroman ”Tirant lo Blanc” fra valenciansk, ligesom han har nyoversat tre gammeltestamentlige tekster fra hebraisk, ”Skeptikerens Bog”, Sangenes Sang” og ”Ruths Bog”. Han har skrevet en original bog om Luther samt en række romaner og grafiske noveller.
For et ungt publikum har han gendigtet Shakespeare, Cervantes, Voltaire, Goethe, Dostojevskij og Chandler i seren Illustreret Verdenslitteratur, som også omfatter hans hyldest til litteraturlæsningen, ”Don Erudito og bøgerne” fulgt af ”Bærbar Litteraturhistorie”. Af disse blev Voltaires ”Candide” nomineret til Weekendavisens litteraturpris.
Og så har han – særligt sammen med sin hustru Dorte Karrebæk – været med til at forny den danske børnebog med bl.a. ”De tre” og ”Biblia Pauperum Nova”, der var nomineret til Nordisk Råds Børne- og ungdomslitteraturpris. Det seneste værk i dette univers er Oscar Ks erindringsbog ”Lighuset i Breslau”.
Før denne omfattende forfattervirksomhed har Ole Dalgaard været gartner, ansat i DRs B&U-afdeling, været direktør for TV2 Øst og leder af Holbæk Egnsteater. For blot at nævne lidt af det, som denne magister i litteratur har været involveret i.
2020-03-30
En intellektuel kulturbidrager fra Juelsminde fylder rundt
af Jens Raahauge i Horsens Folkeblad og på Folkeskolen.dk
Efter at have boet en årrække i Calpe i Spanien slog den prisbelønnede forfatter og oversætter Ole Dalgaard sig for et år siden ned i fødebyen Juelsminde med sin hustru og papegøje. 70-års fødselaren har startet en læsekreds for mænd på byens bibliotek.
Forfatteren Ole Dalgaard, alias Oscar K, fylder 70 år den 31. marts.
Hans liv begyndte i Juelsminde. Siden læste og arbejdede han på andre lokaliteter, indtil han for et års tid siden vendte hjem igen sammen med sin kone, illustratoren Dorte Karrebæk. Og han er virkelig vendt hjem til barndommens land, hvilket kan høres i detaljen. Han kører ikke selv bil, men har rundt om i verden taget bussen. Nu hedder det igen rutebil, når han skal til Vejle eller Horsens.
Hans barndom var vistnok turbulent, men hans kloge hoved førte ham via studentereksamen i Horsens til studier i teologi, filosofi, litteratur og sprog ved Aarhus Universitet. Han valgte også i en periode et liv som gartner, hvilket gjorde, at hans egen have i Calpe i Spanien bar præg af kærlighed til det, der vokser og skal passes. Men først og fremmest var han en intellektuel kulturbidrager.
Ole Dalgaard skrev hobevis af drama, var ansat ved DR's børne- og ungdomsafdeling, blev direktør for Holbæk Egnsteater, for Europæisk Teaterlaboratorium og siden for TV2 Øst, og indimellem deltog han i dansk og internationalt kulturarbejde. Men skriverierne kom efterhånden til at dominere. Det blev til værker i forskellige genrer, ikke mindst romaner.
Ole Dalgaard har mange litterære forbilleder, og alle hører de til blandt de største. Det kommer til udtryk i både det små og i det store. Hans elskede dyr bliver opkaldt efter idolerne. Således hed hans to enorme newfoundlændere Majakovskij og Halldor (Laxness), og hans talende papegøje hedder (Umberto) Eco. Den sidder i øvrigt på terrassen i Juelsminde og siger "Godaw" til forbipasserende uden for turistsæsonen, men når de udenbys kommer, siger den "Hej". Alle i Ole Dalgaards nærhed bliver åbenbart ramt af sprogbevidsthed.
Ole Dalgaard har opfundet en figur, Oscar K, der står som forfatter til hans værker. Oscar K er kendt i offentligheden som den, som sammen med Dorte Karrebæk har skabt en række billedbøger, der har rykket ved børnelitteraturens grænser. Det tog fart med dyreromanen "De tre", og siden kom blandt andet "Idiot", "Lejren" og "Biblia Pauperum Nova", som de modtog Det Danske Akademis Silasprisen for, mens den nye fattigmandsbibel blev nomineret til Nordisk Råds børne- og ungdomslitteratur- pris. I samarbejde med andre illustratorer som Rasmus Svarre og Teddy Kristiansen har Ole Dalgaard udgivet grafiske romaner om Kierkegaard, Borges og Heisenberg, med Rasmus Bregnhøi noir-serien om Lilith og med Dorte Karrebæk og Lilian Brøgger har han skabt "Illustreret Verdens- litteratur" ved at gendigte Shakespeare, Cervantes, Voltaire, Goethe, Dostojevskij og Chandler for at give de unge mulighed for at stifte bekendtskab med det bedste. Fra den serie blev Voltaires Candide nomineret til Weekendavisens litteraturpris.
Ole Dalgaard skrev ved reformationsjubilæet en roman om Luther, hvori han bestræbte sig på at holde sit sprog inden for den tænkning, som var gældende på Luthers tid; karakteristisk for ham altid at holde sig i fordybelsens sprog. Han fortsatte med at oversætte tre fortællinger fra Det gamle Testamente, "Skeptikerens bog", "Sangenes sang" og "Ruths bog", fra hebræisk for at råde bod på Luthers oversættelser, som han ikke bryder sig om. Med Ana Sofia Pasqual Pape som medspiller gav Ole Dalgaard sig i kast med at oversætte den forrygende roman om De forunderlige bøger om Amiaia og Gustau fra catalansk. Det gav ham blod på tanden til at kaste sig over verdens første moderne roman, "Tirant lo Blanc" fra 1490. Den er på 1200 sider og på valenciansk, forløberen for catalansk. Selve ideen blev plantet i ham under bearbejdningen af Cervantes' "Don Quixote", hvor den omtales som verdens bedste bog. Og Ole Dalgaard har brugt tre år af sit liv på at give danske læsere adgang til en sproglig nydelse af dette værk.
Man kan synes, at det er forunderligt, at Oscar K, som Ole Dalgaard lod dø i 2014, har stået for denne oversættelse. Men Oscar K's erindringer udkom også efter hans død under titlen "Lighuset i Breslau" - fornemt illustreret af Dorte Karrebæk. Og så er det ikke så tosset at opfinde en skyggeperson, når man selv er et sammensat gemyt. Både elitær og ydmyg. Både øm og skarp. Så kan man altid få skrevet nuancerne ud af skyggen, hvad enten man er død eller levende.
Ole Dalgaard er en intellektuel i dette ords fineste betydning. Tænkende som få. Opslugt af fordybelse. Belæst som få. Men også ødselt givende for dem, som vil give igen eller tage imod. Derfor har han også startet en læsekreds for mænd på Juelsminde Bibliotek. Og her står den ikke på litterære metervarer, men på de store forfattere, som Ole Dalgaard forstår at føre frem; han er jo ikke tangodanser for ingenting!
2019-10-19
De nominerede fra Danmark til ALMA prisen 2020 er:
Kim Fupz Aakeson, Author
Biblo.dk, Organisation biblo.dk
Lilian Brøgger, Illustrator lilianbroegger.dk
Louis Jensen, Author forfatterweb.dk/oversigt/jensenlouis
Dorte Karrebæk, Illustrator
TIL LYKKE!
2019-08-15
Jess Ørnsbo er død
DET OVERFLØDIGE TEATER
Hos den sagtmodige, venligt skeløjede digter, der kaldte sig Jess Ørnsbo, udstilles det 20. århundredes meningsløshed i al sin tomhed. Uden sentimentalitet. Uden indignation. Uden selvmedlidenhed. Og med stor humor og alvor. Blottet. Teatralsk. Patetisk. Rystende. Ørnsbo har ingen hang til pædagogik eller psykologi - og hvilke store digtere har vel det? - han har ingen skjult dagsorden. Det er, som det er. Men han viser det. Som i DE FRYGTELIGE URE fra Tidebogen, 1997:
”alting er li-/
ge før/
alting er lige overstået/
disse hastigt tømte barndomme/
de dårligt kopierede ungdomme og/
kærligheden en million/
kys borte”
”Jeg blev født i København i 1932,” fortalte Ørnsbo i en artikel på ForfatterNet Ramsø, 2000. ”Min fader var kartoffelhandler (tidligere kusk, grønthandler, vinduespudser). Min moder var stuepige. Det gamle Vesterbro var min legeplads. Besættelsestidens gader og opholdssteder var min ballast. Jeg blev senere smidt i skole på Frederiksberg og blev student i 1951. Jeg levede af at slæbe kartofler og kunne derfor tillade mig at gå på universitetet og læse alle mulige ting. Det endte dog med at jeg blev hængende i de slaviske sprog. Jeg tilbragte derfor et par år i østeuropa - mest i Polen.”
Hverken hans opvækst eller hans indgående kendskab til østeuropæisk litteratur og teaterteori fornægter sig i hans værker. Omdrejningspunktet i mange af hans skuespil er naturens dysfunktionelle bedrag, familien, som i Hypdangbok, 1966, Fælden, 1981, Børnene derpå, 1983, Klubben, 1995, og De Forkerte, 1990, hvor krigen under den danske besættelstid marcherer tværs gennem ægtesengen hos stykkets danske far og tyske mor på Vesterbro i København:
”(Mørke. Gong. Faderen dukker op. Han trækker moderen efter sig, der kravler på alle fire.)
FADER: ---- Er der nogen der vil købe en tysk ko -- Er der nogen der vil købe en tysk ko - eller skal jeg sende hende tilbage, hvor hun kom fra -”
Så er tonen ligesom slået an.
Jess Ørnsbo har skrevet afhandling om Rolle og struktur hos den polske avantgarde-dramatiker Stanislaw Witkiewicz* (1851-1915) og oversat bl.a. den homoseksuelle alkoholiker Jerzy Andrzejewskis* (1909-1983) Popiół i diament, Aske og diamanter, 1948, og den stilfærdige tegnelærer Bruno Schultz’* (1892-1941) Skley Cynamonowe, Kanelbutikkerne, 1933. Og han henter inspiration hos Witold Gombrowicz, Jaroslav Hašek* (1883-1923), Franz Kafka og - især i skuespillene - i Majakovskijs teaterstykker, Vsevolod Emilevich Meyerholds* (1874-1940) teatralske teater, i evig polemik mod Konstantin Stanislavskijs* (egl. Konstantin Aleksejev, 1863-1938) naturalistiske ”system”, fascineret som han er af Antonin Artauds* (1896-1948) grusomhedens teater, Eugenio Barbas* (1936-) magiske teater og absurdisterne Samuel Beckett* (1906-1989), Eugène Ionesco* (1909-1994) og Sławomir Mrożek* (1930-2013), som Ørnsbo også har oversat.
Ørnsbo skriver grotesk, frigørende og fornyende teater, der bryder alle regler. Fysisk. Karikeret. Burlesk. Uden lunkne mellemregninger. En kæberasler til den offentlige smag. Et rarietetskabinet af personer med hilsner til Storm P. og Majakovskij: Sing-Sing, Pusterøret, en fader, en tilsvarende moder, en person i retning af en husassistent, Bedstes tilbeder, børn, en sinke, langhåret ung mand med løse bevægelser, tyk frustreret pige i tyverne, kraftigt bygget mand med tyggegummi, slamsuger, en afstumpet nævesvinger, en person med et lig, en veldrejet larve glat og sjælløs, den gamle i rullestol, hundelufteren, en helt fremmed person. ”Replikkerne kommer fra dybet af kæften eller derunder,” skriver Klaus Hoffmeyer* (1938-) i forordet til 8 Ulige spil, 1998, ”og alt håb lades ude i de menneskelige relationer med en så udsøgt perfektion, at kun voldsomme latteranfald kan dementere humørsygen.”
Alle, der som jeg oplevede de få opførelser af Ørnsbos Livet i Danmark på Århus Teater iscenesat af Klaus Hoffmeyer i 1980, er mærket for livet. Sproget krakelerede med falsk tryk på stavelserne, hæslige fortalelser og misopfattelser for ørerne af tilskuerne. Skuespillernes dilletanteri og rolledistancering, kunstighed og indlevelse stak i øjnene. Og en verden, et museum med personerne fra Huset på Christianshavn, sank i grus under teatergængernes fødder. En person vil sige noget, men kan ikke.Avoid writing:
”Personen åbner munden - højt og gabende - ikke en lyd.
TÆPPE.”
Århundredets største, førsteklasses forrykte, danske dramatiker måtte selv i 1998 bekoste udgivelsen af sine ulige skuespil, fordi ingen forlæggere i Danmark turde. Som han aflutningsvis skriver: ”Jeg takker herved hjerteligt Jess Ørnsbo for hans gavmilde donation …”
Æret være hans minde!
2017.01.13
Bye-bye til Oscar K
Forfatteren Ole Dalgaard begraver sit succesfulde alias med en roman om Luther
HORSENS - Oscar K. kom til verden i de tidlige 00’ere. Det var på den tid, da forfatteren Ole Dalgaard vendte tilbage til sin barndoms og ungdoms by Horsens og sammen med en 7.-klasse på Langmarkskolen skabte Mikkel, hovedperson i med tiden seks ungdomsbøger.
Siden vakte Oscar K. opsigt med en række kontroversielle billedbøger, der mere rettede sig mod voksne end børn.
Nu har den både balstyrige og filosofiske forfatter så taget fat i selveste Martin Luther. Det sker med romanen ”Viae Deus AudetScire - Veje Gud tør kende eller Den melankolske reformator”.
I pressebrevet fra forlaget Jensen & Dalgaard får udgivelsen de vanlige pæne ord med på vejen. Og til sidst denne sætning: ”Med romanen har Oscar K. besluttet at sætte punktum for sit forfatterskab.”
Dét kræver en forklaring.
Når jeg kigger på min bogreol...
Den kommer pr. telefon, for Ole Dalgaard har siden 1994 boet i Spanien. Så mens kulden omfavner Danmark, melder han om sol og orange appelsiner på træerne. Dernede i varmen sidder han så og gør status over sine skriverier.
- Når jeg kigger på min bogreol, står der alt for mange... - nej, ikke for mange, men mange bøger med mit navn på ryggen. Og der udkommer også så mange andre bøger...
Så den 66-årige forfatter har gjort op med sig selv. Han afvikler ”i god ro og orden”, som han siger. Øver sig på at blive ingenting.
- Sådan er det jo med tilværelsen. Når man bliver de her 50-60 år, må man vænne sig til, at der også er en slutning.
Katolsk jordskælv
Slutningen bliver så med Luther. Reformatoren, som for 500 år siden skabte et jordskælv i katolikkernes tolkning af kristendommen og skabte...
Ja, hvad var det egentlig, han satte i gang?
Tilbage i sin ungdom læste Ole Dalgaard teologi på Aarhus Universitet. Han fik aldrig gjort studierne færdige, men var i gang så længe, at han færdes rimeligt hjemmevant i det teologiske univers og i de mange værker om Luther.
Derfor var han ikke afvisende, da Jensen & Dalgaard spurgte, om han ville skrive om den tyske reformator. Bestillingen lød i første omgang på en graphic novel - en tegnet udgave af historien om Luther.
- Men efterhånden, som jeg kom ind i stoffet, kunne jeg se, at det ikke duede med tegninger til, konstaterer Ole Dalgaard.
I stedet blev det til godt 300 sider i næsten lommebogsformat, hvor de eneste tegninger er de røskner, hans kone, tegneren Dorte Karrebæk, har skabt til at adskille tekstens afsnit.
Luther i bakspejlet
Ole Dalgaard har lige fra starten været klar over, at 2017 vil bringe ”en helvedes masse bøger om Luther”.
Derfor prøver han i ”Viae Deus AudetScire” at gå en anderledes vej:
- Vi får jo alle bakspejls-kiggerierne om Luther som kapitalismens, rationalismens og demokratiets far. Men hvad nu, hvis man dropper alle de forudfattede meninger? Hvad nu hvis man prøver at undersøge, hvad der egentlig skete dengang i 1500-tallet? Det satte jeg mig for.
Så vi får historien om den velbegavede dreng, der vokser op i rimeligt gode materielle kår. En dreng, der som mand begynder at tænke over, hvad meningen med livet egentlig er. Og en mand, som ikke kan forlige sig med en Gud, der dømmer mennesket ned i Helvede.
- Så Luther skriver teserne om afladshandelen, og pludselig står han som - eller han bliver stillet frem som en frontfigur, uden at han helt ved, hvad han egentlig er frontfigur for, mener Ole Dalgaard.
...så bliver man lidt tosset
Historien fortsætter med, hvordan Luther oplever magtens sødme, og hvordan den korrumperer ham.
- Det hele går ham til hovedet, og så bliver man lidt tosset, siger Ole Dalgaard om sin opfattelse af Luther, der undervejs må have haft sin tvivl om, hvorvidt han var på rette vej.
- Som ældre iscenesætter Luther sin fortid og fremstiller sig selv som profeten, der har set lyset. Men sådan foregik det ikke. Han er ikke en skid interesseret i masserne. Han bliver skubbet op på scenen og bliver grebet af fornemmelsen af magt. Han tænker ikke på demokrati eller fornuft. Det er alt sammen noget, vi i eftertiden har tolket ind i historien, så det passer med det, vi mener. Vi siger: Han har tænkt demokrati. Gu’ gjorde han ej!
Hareskåret og Rottefjæset
Samtidig breder Ole Dalgaard i ”Viae Deus AudetScire” historien ud, så den ikke kun handler om Luther. De 316 sider er lige så meget en roman om en i helt bogstavelig forstand mørk middelalder.
- Når solen var gået ned, kunne man ikke se en hånd frem for sig, som forfatteren konstaterer.
Tiden lader han læseren opleve via en gruppe børn: den blege, den stridhårede Ene, Hareskåret, Rottefjæset, fuglekenderen Tusten, Tvetullen - skikkelser, de faste Oscar K.-læsere uden vanskeligheder kan tegne billeder af.
- Børnene bliver aldrig ældre i romanens forløb. De er lagt ind for at sætte tiden i stå. For at understrege, at i middelalderen gik tiden langsommere. Det var først på Luthers tid, de første kirkeure begyndte at dukke op og lægge an til vores nutid, hvor vi er endt med at piske rundt.
Glæden ved at læse...
Læsningen af romanen blotlægger Ole Dalgaard som den særdeles kyndige fortæller, der har læst meget mere end sin lutherske bibel. For også reformatorens med/modspillere som bl.a. Erasmus af Rotterdam, Georg Burkhardt von Spelt, Jean Calvin og Melanchthon samt talrige af deres forløbere kommer til orde i ”Viae Deus AudetScire”. Og det bringer os frem til Ole Dalgaard dags dato.
For nok har han besluttet at sende Oscar K. på pension, men glæden ved at læse har han ikke lagt bag sig.
- For mig er det stadig en stor oplevelse at prøve at sætte mig ind i andres tekster, forklarer han. Det er noget, jeg har med fra min tid på Horsens Statsskole og specielt lektor Ernst Wilson. Han lærte mig at elske at læse og få hold på de tanker, der foregår i andres hoveder.
Med fra sin tid på Aarhus Universitet har Ole Dalgaard kendskabet til latin, græsk og hebræisk - viden, han brugte, da han til Luther-bogen skulle oversætte latinske tekster. Og som han bruger nu.
Skeptikerens bog
For den 66-årige forfatter har kastet sig ud i at oversætte nogle af Det Gamle Testamentes tekster. Og meget typisk for ham er ”Prædikerens bog” blevet til ”Skeptikerens bog”.
- Jo, for de autoriserede oversættelser, den danske folkekirke arbejder med, er meget præget af Luther og hans syn på Bibelen. I modsætning til det prøver jeg, så godt man nu kan, at sætte mig ind i den tid, hvor teksterne blev skrevet.
Det er derfor, Prædikeren bliver til Skeptikeren.
- I luthersk forstand er han én, der prædiker for en menighed. Men han har snarere været en lærd, der ligesom Sokrates og Platon rejste rundt, og han forholdt sig skeptisk til den livsvisdom, der ligger forud, lyder det i telefonen fra Spanien.
På samme måde er Ole Dalgaard optaget af ”Højsangen” - Bibelens absolut mest erotiske bog.
- Så det bliver udlagt til, at manden er Jesus og kvinden menigheden, og det er jo en fin måde at omgå det direkte erotiske på. Men forud for ”Højsangen” ligger egyptisk erotiske digtning - med klare paralleller mellem værkerne. Og egypterne blandede ikke Gud ind i det!
Den lærde uvidenhed
Sådan bliver der stadig tænkt tanker i den spanske varme. Ikke så meget for pengenes skyld, mere for at holde sig i live.
- En forfatter emeritus kan godt pusle med noget, som Ole Dalgaard konstaterer.
Han samler sin interesse for de gamle skrifter op i udtrykket ”den lærde uvidenhed”.
- Vi mennesker lægger ud med ambitionen om at lære så meget som muligt, så vi kan forstå verden. Men man kommer til et punkt, hvor man må sige til sig selv: Vi kan næsten forklare det hele, men der er altså også noget, som ikke kan måles og vejes. Uanset hvor klog, man bliver, mangler det sidste link. Noget, der er uudsigeligt. Og det fascinerer mig.
Hvorefter den belæste forfatter igen henter Prædikeren frem:
- Han siger, at den vise har den fordel frem for tossen, at han ikke famler rundt i mørket. Men, tilføjer han, de skal begge dø...
-----------------------
FRITSTÅENDE CITATER
”Jeg har ikke længere noget, jeg rigtigt skal. Men jeg vil gerne lære mere.”
”Fordelen ved den katolske kirke er, at der var én sandhed. Med Luther stod vi pludselig i den forfærdelige situation, at vi havde to sandheder. Eller flere, for inden for hans rækker fandtes nogle, som mente, at deres sandhed var den rigtige.”
------------------
BLÅ BOG
Ole Dalgaard
og Oscar K.
Ole Dalgaard er 66 år. Han blev født i Fredericia, men voksede op i Horsens, der også danner baggrund for hans debut som forfatter i 1970 med digtsamlingen ”By, du min elskede”. Digtene tager afsæt i begivenheder og oplevelser, han har indsuget i sin ungdom i Horsens.
Han har læst teologi, nordisk sprog og litteratur ved Aarhus Universitet. Har ernæret sig som dramatiker, instruktør og skuespiller. Arbejdede for DR, hvor han bl.a. var med til at skabe serien ”Kolonihaven”. Fra 1982 ansvarlig for B&U-stoffet på DR.
Derefter fugte otte år som direktør for Holbæk Egnsteater, hvorefter Ole Dalgaard blev chef for TV2 Øst. Siden ansat på Domino Film som producer og manuskriptforfatter.
Flyttede i 1994 til Spanien.
Har været med til at udvikle ”Strisser på Samsø” og skrevet stykker til Radioteatret.
Oscar K. kom i 2000 til verden som et pseudonym, og Ole Dalgaard har frem til i dag”været fuldtidssekretær for Oscar K.”, som han siger.
Har siden debuten i 1970 dels i eget navn, dels som Oscar K. udgivet en lang række bøger, der rækker fra traditionelle romaner over billedbøger for børn og voksne til gendigtninger af bl.a. Shakespeare og Voltaire.
Ikke mindst billedbøgerne, flere af dem skabt i samarbejde med ægtefællen, tegneren Dorte Karrebæk, har været omdiskuterede. Bl.a. går Ole Dalgaard/Oscar K. i ”Børnenes bedemand” tæt på døden; ”De skæve smil” lader alle de provokerede aborter komme til orde; ”Idiot!” er om tossen, ingen af de andre vil lege med, mens ”Lejren” indeholder klare referencer til nazisternes kz-lejre.
Andre bøger tager de store filosofiske temaer og svært forståelige begreber op, bl.a. ”Et øjeblik i Kvante Sørensens liv”, der handler om kvante-teorierne, som den tyske fysiker Werner Heisenberg stod bag. Samme Heisenberg og atomfysikkens far Albert Einstein har Ole Dalgaard helliget andre bøger.
Også teologiske emner har gennem årene optaget ham. Det udmøntede sig bl.a. i 2012-udgivelsen ”BibliaPauperum Nova - Ny bibel for de fattige i ånden”. Bogen sikrede, at han og Dorte Karrebæk året efter var nomineret til Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris.
Flere af bøgerne er oversat til andre sprog.
Ole Dalgaard har gennem årene modtaget en række legater, bl.a. i 2014 et tre-årigt arbejdslegat fra Statens Kunstfond.
Har nu sendt Oscar K. på pension, men arbejder stadig med bl.a. oversættelser. Aktuelt er han sammen med Ana Sofia Pasqual Pape ved at fordanske den spanske ridderroman ”Tirant lo Blanch” - ”Den hvide ridder” - fra 1490. Romanen var en af inspirationskilderne for Miguel de Cervantes, da han et århundrede senere skrev den verdensberømte ”Don Quixote”
Dorte Karrebæk fylder 70 - TIL LYKKE!
Steffen Larsen i Politiken:
Danser med Dorte
En af de sidste store intellektuelle er død
Går englene med gamacher eller galocher?
Alle priser overrækkes ved Det Danske Akademis årsfest den 27. november.
Litterær salon. Oskar K om Luther
Boka slår tilbake! Utstillingen «Kunsten å være bok» bekrefter at ryktet om papirbokas død
OSCAR K. DØD – Hunden der lagde navn til pseudonymet Oscar K. er i dag stille sovet ind
FORFATTERE OG OVERSÆTTERE FEJRET MED KONFETTI
Bærbar dansk litteraturhistorie - foredrag med Oscar K
And the nominated candidates for THE ASTRID LINDGREN MEMORIAL AWARD 2014 are from Denmark:
Aakeson, Kim Fupz Author
Dickmeiss, Otto Illustrator
Jensen, Louis Author
Kaaberbøl, Lene Author
Karrebæk, Dorte Illustrator (with Oscar K.)
Oscar K. Author (with Karrebæk, Dorte)
Madsen, Peter Illustrator
Strid, Jakob Martin Author/Illustrator
Foredrag: Du er så fuld af løgn, Søren Kierkegaard
FIRE FOREDRAG OM BÆRBAR DANSK LITTERATURHISTORIE PÅ HOVEDBIBLIOTEKET I SEPTEMBER
Nordisk Råd lover oscaragtig prisuddeling
Dansk børnebibel er kandidat til Nordisk Råd-pris
Kim Fupz Aakeson og Oscar K. er nomineret til Nordisk Råds nye børne- og ungdomslitteraturpris.
Bedømmelseskomitéens begrundelse:
Oscar K. og Dorte Karrebæk (ill.): Biblia Pauperum Nova, 2012
I midten af 1400-tallet udgav man fattigmandsbibler der skulle bidrage til at formidle bibelhistorien for de mange der ikke kunne læse. Denne tradition har forfatteren Oscar K., alias Ole Dalgaard, valgt at tage op og bruge som formmæssig ramme omkring en genfortælling af Det nye Testamentes historie om Jesus Kristus, men Oscar K. går skridtet videre, så formidlingen ikke blot tager hånd om de bogstavfattige, men på kristelig vis om de fattige i ånden.
Fortællingen bliver bygget op som en gengivelse i ord og billeder af en teatertrups opførelse af historien om Jesu liv – og som en logisk følge med en gruppe fattige i ånden (politisk ukorrekt benævnt åndssvage) som skuespillere.
Vi følger optømringen af scenen, fordelingen af roller og opførelsen af udvalgte nytestamentlige historier og af centrale hændelser i Jesu liv på bogens store opslag der dels består af en stram, fortællende tekst, af regibemærkninger og af kildeangivne citater, og dels af et artistisk billedværk der præsenterer en trefløjet scene hvor handlingen foregår flankeret af fire bokse med kommentatorer i dyreskikkelser.
Hvert opslag i denne bog springer i øjnene ved både sin æstetiske kraft og ved sin uhæmmede udfordring. Netop som omrejsende teatertrupper altid har kunnet betage og provokere publikum, jf. Ingmar Bergmans Det 7. segl, sådan rammer denne bog læseren og beskueren på både intellekt og følelser. Kraften hentes i et permanent samspil mellem lidelse og humor, i en konstant præsentation af livets vilkår i alle dets afskygninger, i et øsen af kilder fra fortid og nutid og i ydmyghed over for evnen hos de fattige i ånden til at stille de væsentlige spørgsmål.
Bogen fortæller om den livsrejse der præsenteres i forordet: Af intet er du kommet, til intet skal du blive. Indimellem intet og intet møder vi dele af det forløb som de fire evangelister fra hver sin instruktørstol har fortalt, men sammenstillet med de tanker og erfaringer som kommer til udtryk hos Shakespeare, Tim Rice, Mester Eckhart, gamle ordsprog, Einstein, Bill Clinton, Anders Fogh Rasmussen og flere andre. Den store historie og de manges tanker smelter sammen og bliver til forundring, latter og eksistentielle spørgsmål i den unge læser.
Dette er bogens eminente formåen: Dens provokation sætter ind netop der hvor dens hovedperson satte ind. Og den har bud efter den unge læser (og den bedagede) så præcist og så hårdt og så kærligt, fordi dens tilgang til livets tilskikkelser er akkurat så fordomsfri som hovedpersonens selv var det.
At blive ramt af denne bibel for de fattige i ånden kan få alle der kommer med en solid kulturel ballast, fx gennem konfirmationsforberedelse og religionsundervisning, til at fornøje sig mere end den forudsætningsløse, men også til at gentænke det som man tror. Og læsere som det hidtil er lykkedes at undslippe vores kulturs forudsætninger, vil i denne fattigmandsbibel få spørgsmål nok til de næste mange, mange år.
Det er ikke i hvert årti vi ser en bog af denne kaliber. En bog der med ord- og billedkraft sætter tro og tænkning på dagsordenen. En bog der på fineste vis står vagt om en nordisk tradition for tabuallergi.
Cecilie Eken, Jens Raahauge, Søren Vinterberg.
Vej i Spanien opkaldt efter Oscar K. "My way," som Oscar siger ...
Prisnomineret forfatterpar aflyser dommedag i nyfortolket Bibel
Her er de nominerede til Politikens Litteraturpris 2012
Russere og danskere i clinch på bogmesse: »Vores børn siger ikke 'fuck' hele tiden«
Sådan puster man nyt liv i en gammel historie
Man behøver ikke have boet på børnehjem for at føle sig som børnehjemsbarn
Udstillingen Den illustrerede Børnebog til Rusland
”Alt har sin stund, og hver en ting under himlen sin tid”
Dansk deltagelse på Nordens største bogmesse i Göteborg den 27. - 30. september 2012
Opgør med ligegyldige billedbøger
THE ASTRID LINDGREN AWARD 2012
DANMARK FLOT REPRÆSENTERET PÅ INTERNATIONAL ILLUSTRATORSEMINAR
“Jeg vil have de unge til at stå på tæer”
Billedbogsforfatter: »Den her bog er vist ikke for børn«
Agneta Edwards summerar barnboksåret 2010 i HD och blickar framåt.
Gi ungene makt gjennom et mangfold av godt jugd kommers og kunst
ASTRID LINDGREN MEMORIAL AWARD 2011
Børnebøger: Døden er en del af livet
'Gør mig glad igen' af Nina Lyng. Forlaget Hovedland.
Vejl. pris 140 kroner.
Om at være eller ikke være ... Saramago
STÅ PÅ TÆER og få lyst til at blive læser
Tale ved prisoverrækkelsen i Kunstrådets konkurrence ”Den illustrerede bog”.
100.000 TIL DORTE KARREBÆK OG OSCAR K.
Vad bilder får säga - debat i Författeren
Inga av de vanliga svenska barnboksförlagen ville ha den här boken. Men Daidalos nappade alltså.
af Anne Christine Seidelin, formand for BØFA
Barndommen som kz-lejr Jyllands-Posten
Er barndommen en kzlejr, hvor de svageste sies fra, hvor vi ensrettes og bliver til små numre i opdragelsens store fabrik? Det spørgsmål stiller forfatteren Ole Dalgaard, som i den prisbelønnede børnebog "Lejren" sammenligner barndommen med livet i en kz-lejr med alt, hvad det indebærer.
Vi er så langt fra dyrene i Hakkebakkeskoven og hyggelig Bulderbystemning, som man kan forestille sig, ikke bare i tekst, men i høj grad også i Dorte Karrebæks flotte illustrationer, som er dystre, skræmmende og makabre.
Parret har før løftet øjenbryn med tabubrud for børn og unge, men med denne bog synes de at være nået endnu længere ud. I "Lejren", som udkommer den 20. januar, følger vi en gruppe unge og deres liv i lejren beskrevet og tegnet kz-klaustrofobisk med barbering af hovedhår, fratagning af alle personlige ejendele, barakker, elektrisk hegn, tvangsarbejde, opråbning, udhungring, sygdom og udslettelse.
Ned under overfladen »Bogen er en udfordring. For lang tid siden spurgte anmelderen Steffen Larsen i Politiken, efter vi havde skrevet "De tre", hvor vi beskæftigede os med ekstrem vold og dårlige manerer og gjorde grin med marginaliserede grupper som negre og autister, om der var mere, man kunne overtræde, og han svarede ja, der var jo altid holocaust,« fortæller Ole Dalgaard.
Men emnet var langtfra ligetil.
Det var stort set noget, man kun beskæftigede sig med i kunsten, hvis man selv havde været der, følte han, men barndommen kendte han jo. Hvis han kunne fortælle om livet i en lejr med udgangspunkt i barndommen, kunne han få grusomheden med og samtidig fortælle ærligt og redeligt om, hvad der sker.
»Jeg har altid gerne villet skrive en bog om barndommen i et lidt andet end det ofte lyserøde skær, som vi selv, når vi bliver voksne, ser barndommen i. Vi begynder med at påstå, at vi havde en helt vidunderlig barndom, men når man graver lidt, har der været noget med en mor, som forsøgte at begå selvmord, eller en onkel, som sad i fængsel, og det hele skulle dysses lidt ned. Det ser så pænt ud på overfladen, men den lykkelige barndom er en løgn,« siger han.
En anden inspiration er en gammel tegning af Bo Bojesen, som Ole Dalgaard husker fra sin skoletid, hvor man ser en masse friske drenge og piger gå ind i en maskine, som er undervisningssystemet, og komme ud med studenterhuer.
»Det gjorde dybt indtryk på mig. Tanken om, at børn er nogle, der skal gennem en maskine, og så kommer de ud på den anden side af opvæksten og er ens. At man betragter børn som et tomt kar, der skal fyldes op, som ikke er et menneske fra starten. Det er foruroligende. Hvorfor kan vi ikke betragte dem som hele mennesker? Jeg har heldigvis ikke nogen børn, men noget af det mest karakteristiske, når man får en nyfødt i hånden, er, at de ligner oldinge.
Og det har fået mig til at tænke: Måske er det hele der på en gang. Måske skal vi bare betragte børn som mennesker lige fra begyndelsen.« Selv om sammenligningen med kz-lejrene refererer til begivenheder, der er 70 år gamle, mener Ole Dalgaard, at det er meget aktuelt i dag.
»Det er da rimeligt aktuelt i en tid, hvor alt bliver skemasat, hvor der er en konsensus om at give point til dem, der kan komme strømlinet og hurtigt gennem barndommen, og alle diskuterer efterlønnens afskaffelse, men ingen diskuterer muligheden for at anskaffe en barndom, en ordentlig barndom. Hov, er der ikke lige noget, vi har glemt at interessere os for? Har vi ret til at forholde os sådan til børn, som vi gør?« En vanskelig opgave Da Ole Dalgaard skrev bogen i juleferien for to år siden, vakte den ikke glæde i hjemmet i Spanien, hvor han og Dorte Karrebæk bor. Hans kone blev meget vred, da hun læste den tekst, som hun skulle illustrere.
»Jeg blev rasende, fordi den var forfærdelig. Den motiverede min vrede. Jeg stillede spørgsmålstegn ved, hvorfor den skulle laves. Til sidst kom vi så langt ud, at han sagde: Så giver jeg den til en anden. Og da tænkte jeg: Vreden skyldes ikke, at den er litterært dårlig, det er, fordi indholdet er så hårdt, at det er svært at tegne for børn. Jeg var vred over, at jeg ikke kunne tage et så stort stof ind, men da den så var ved at blive revet væk fra mig, kunne jeg mærke, at det fik han ikke lov til. Den eneste grund, som jeg kan have for at sige nej til at illustrere en bog, er, at den er for dårlig, men ikke at den er for farlig.« Det blev en af de vanskeligste illustrationsopgaver, hun har haft. Det føltes som at være en skuespiller, der skulle påtage sig rollen som Hitler, og hun måtte kæmpe for at sætte sig i børnenes sted og følge dem på den forfærdelige rejse gennem lejren.
»Jeg var ikke enig i synet på børn, og jeg er ikke enig, men jeg synes, at det er et nødvendigt udsagn, for mange steder er det sådan. Man kan med god ret stille spørgsmål ved menneskers behandling af hinanden, og hvad der bliver gjort i det godes og i forældrekærlighedens navn. Og jeg respekterer fuldt ud Oles udlægning. Jeg kan sagtens sætte mig ind i den usikkerhed og angst, som børn oplever.
De voksne var en massiv masse, som man ikke kunne komme i kontakt med, så jeg havde grundlaget for at forstå historien. Måske var det også derfor, jeg blev så vred,« siger hun.
Men hvorfor er det nødvendigt at bruge en kz-lejr som billede på barndommen? »Tror du, at der findes lejre? De er en del af virkeligheden.
Hvis kunsten ikke skal beskæftige sig med virkeligheden, hvad skal den så?« spørger Ole Dalgaard.
Jo, det skal den, men er barndommen virkelig en kz-lejr? »Det er min fortolkning. Jeg ved godt, at der er nogle, der heldigvis har haft en god barndom, men jeg ved også, at noget af det, vi lyver mest om, er barndommen.« Men kan man ikke sige de ting, som du vil, uden at skulle gå så langt som at skildre opvæksten som en kz-lejr? »Sikkert, men jeg har lavet denne bog. Jeg tror, at en nuanceret kunstnerisk fremstilling kan give en kompleks oplevelse af alle de løsrevne nyheder og begivenheder, som vi bliver bombarderet med. Jeg beskæftiger mig ikke med, om jeg har overskredet en grænse eller ej - jeg har prøvet at lave den rigtige historie og skildre det hele med nænsomhed.« Hvad skal børnelitteraturen i dag? »Det er fint med små hyggelige bøger, jeg har med stor glæde læst Astrid Lindgren og andre, men jeg synes godt, at man kunne opdatere den verdensopfattelse, som ligger i de bøger. Der er jo hyggeligt hos børnene i Bulderby, men jeg synes, at børn i dag fortjener noget om deres verden og de spørgsmål, som de står med, samtidig med at jeg godt kunne tænke mig, at man gjorde det komplekst, så det ikke bliver bøger, der hedder "Far og mor er skilt" eller skilsmissetema eller sorgtema, men at det - sådan som det foregår i livet - blander sig sammen med mangfoldige temaer og med et eksistentielt indhold.« Hvad er dit budskab? »Jeg synes, at vi lukker ned for det ubesmittede klarsyn, som børn har, med vores opdragelse af dem. Vi synes, at vi har pligt til at give dem en opdragelse og fylde alt muligt på dem. Spørgsmålet er, om vi har ret til det. Og hvis børn fra første færd var en slags mennesker, ville vi så behandle dem, som vi gør? Det er det spørgsmål, jeg stiller.
»Hvis vi betragtede børn som mennesker fra starten frem for nogen, vi skal forme, ville vi så behandle dem, som vi gør?« Ole Dalgaard, forfatter.
HOVEDPUNKTER: Den lykkelige barndom er en løgn, mener forfatteren Ole Dalsgaard.
Han stiller spørgsmålet, om vi opdrager børn, som om de var kz-fanger?.
Henvender sig til store børn og voksne og vandt 1. præmien i Statens Kunstråds konkurrence om den illustrerede bog i 2010.
Bogen eksisterede i 2010 kun i ét eksemplar, men er nu blevet mangfoldiggjort og udkommer den 20. januar i Danmark og Sverige.
Udgivelsen fejres med en udstilling med samtlige bogens originale illustrationer på Kulturværftet i Helsingør.
2016.09.28
Da Martin Luther fandt De Vises Sten
Af Lise Kabell Søgaard i Kristeligt Dagblad
Artiklen er leveret af Infomedia
En pukkelrygget mand og en langpattet kone med æselører. Et barn med hareskår og en skelerske. Det er et spraglet persongalleri, han omgiver sig med, den gode Martin Luther i romanen " Viae Deus Audet Scire - Veje Gud tør kende eller Den melankolske reformator".
Scenen er sat i den mørke middelalder, hvor der hores og drikkes og mobbes for et godt ord. Materiens væsker flyder i Luthers barndom i den tyske by Eisleben sidst i 1400-tallet. Ingen er gode ved nogen, for ingen ved, hvorfor de skulle være det.
Luther, der i bogen hedder " Martin Luder", er heller ikke selv for god: Drengen fra Eisleben vokser op og bliver en stædig rad. En brovtende båltaler, der indadtil ynker sig selv.
"Luther var virkelig sådan én, man i dag ville slette fra Facebook," siger Ole Dalgaard, der er manden bag aliaset Oscar K. og forfatter til " Veje Gud tør kende", der udkom i går på forlaget Jensen & Dalgaard.
Men han var også et særligt menneske, hvis liv mangler nuancer i den nutidige fremstilling, mener forfatteren.
Bag sig har han en lang række romaner og noveller, især til børn og unge, blandt andre " Biblia Pauperum Nova - Ny bibel for de fattige i ånden", der i 2013 fik ham nomineret til Nordisk Råds pris for børne-og ungdomslitteratur sammen med hustruen, illustratoren Dorte Karrebæk.
I "Biblia Pauperum Nova" opfører en række middelalderlige tumper Bibelens scener fra skabelse til åbenbaring.
Og tumper er der, som nævnt, også en del af i den nye Luther-roman. Men der er også nogle, der ser lyset.
Der har i konkret forstand været mørkt i middelalderen. Man havde jo ikke engang ordentlige stearinlys. Læser man om vejrforhold på den tid, kan man finde beskrivelser af tunge, sorte skyer på himmelen. Men nede i alt det der mørke, der er der foregået noget. Mennesker har hafttanker," siger Ole Dalgaard.
I "Veje Gud tør kende" møder læseren også vismænd, præster og profeter. Og der er ikke kun blod, afføring og støv, men også guld og ædelstene.
Kender man lidt til kristen mystik og videnskab i middelalderen, vil man genkende indholdsfortegnelsen i " Veje Gud tør kende". Kapitlerne har nemlig navn efter de ord på latin, som alkymi består af. Alkymisterne arbejdede efter Aristoteles' elementlære og mente, at alt stof var et resultat af sammenblanding af ild, vand, jord og luft. Samtidig mente de, at man ved den rette behandling kunne omdanne stoffet til metaller, for eksempel guld.
Alkymien havde også en åndelig og mystisk dimension, som handlede om at erkende Gud.
Faserne i deres arbejde ligner en solopgang: Den første, Nigredo, er det sorte mørke, hvor stoffet er én stor sammenblandet masse. Den næste, albedo, den hvide fase, er oplysningens og adskillelsens fase, der hvor skidt og kanel går for sig. I den sidste fase, rubedo, for rød, forener stoffet sig på ny, metallerne træder frem. Det er også i denne fase, visdommen indtræffer, forklarer Ole Dalgaard.
Alkymisterne søgte kvintessensen, " Det femte element" eller " De Vises Sten". I overført betydning en visdom eller åbenbaring af Guds tanke, oplevelsen af at være forenet med den tanke. Fordi det paradigme var så dominerende på Luthers tid, giver det god mening at se Luther som en slags mystiker, mener Ole Dalgaard.
"Også for Luther bliver spørgsmålet: Skal man følge en masse omveje, eller kan man gå direkte til Gud? Det er ikke så sært, at han interesserede sig for kirkefædrene og Paulus. De har alle diskuteret det samme spørgsmål. Da han opdager, at nåde er noget, man får og får direkte, så sidder han dér med ' De Vises Sten'. Men det får ham til at tro, at han er profet, og så går det galt," siger Ole Dalgaard.
I bogen glider kvintessensen ud mellem fingrene på Luther, i takt med at Reformationen tager fart. Han kan ikke styre konsekvenserne af sine udsagn, der overtages af mennesker, som er mere radikale end ham selv.
"Han bliver det, man i gamle dage kaldte hovmodig, og tror, han kan gå på vandet.
Jeg tror ikke, Luther selv ønskede at blive ' den store reformator', det løber ham simpelthen af hænde." Meningen med at gøre Luther til en mystiker, der søger den samme åbenbaring, som troende til alle tider har søgt, er ikke at forklejne Reformationens hovedmand, siger Ole Dalgaard, der har brugt månedsvis i arkiverne i Wittenberg for at blive klogere på den rigtige Luthers liv og år på at studere middelalderteologi og filosofi.
"Da jeg begyndte at læse om ham, så jeg ham som en heldig bondedreng, en slags Aladdin-figur. Men det var han ikke, han var højt begavet.
Hans bibeloversættelse er fremragende! Som oversættelse, som sandhed er den nok mere tvivlsom, for han snyder og bedrager som alle oversættere. At tilføje et ' alene' til ' ved troen', så det bliver til ' ved troen alene', er nok lige at gå over sine beføjelser," griner han.
Luther var en umådeligt flittig studerende, der kunne sin Aristoteles til fingerspidserne.
Men i nutidens øjne gøres Luther til noget helt andet, end han var, mener Ole Dalgaard.
"Problemet er, at vi så ofte i dag prøver at gøre ham til en stor fornuftsteolog. Luther er blevet hyldet som demokratiets fader. Vi har sagt alt muligt om Luther, fordi det lige passede ind i en bestemt tid. Men skal vi se på Luther uden bedrevidenhed i bakspejlet, skal vi se ham på tidens betingelser," siger han.
Målet har været at skrive om Luthers liv, men også gøre det uden dom. For det er ikke en forfatters opgave at dømme, mener Ole Dalgaard, der har tilladt sig at snige en særlig lille tekst ind i Luthers liv.
Det er en virkelig tekst fra middelalderen kaldet " Aurora consurgens", den opstigende morgenrøde, en alkymistisk tekst, som blev genopdaget af psykologen Jungs sekretær, og som muligvis er forfattet af den kristne filosof Thomas Aquinas.
Teksten gengiver lange erotiske passager fra Højsangen i Bibelen, og i "Veje Gud tør kende" er den med Luther på hans dødsleje.
"Det er jo noget, jeg har fundet på, at han læser. Men det er for at vise, at Luther også var et følelsesmenneske. Og jeg ser ingen modsætning til det også at være en stor teolog i det," siger han.
Profeter var der nok af på Martin Luthers tid, og mange har siden haft fikse idéer. Men sandheden er en flydende størrelse, og der er et håb, der glimter lige så stærkt i dag som De Vises Sten i middelalderens dunkle materie, mener Ole Dalgaard, der har valgt at afslutte sin forfatterkarriere med "Veje Gud tør kende".
Bogen har han valgt at tilegne en vis nutidig franciskaner fra Argentina, som måske kan vise os vejen ud af en tid med terror og storpolitiske spændinger.
"Det er lidt, som om skyerne trækker sammen igen.
Brexit, Trump og Putin... Der er en følelse af opløsning, synes jeg. Men Frans er det håb, jeg ser. Én, der er så indlysende et ordentligt menneske og har så inderligt et overskud, at skulle vi vælge os en verdensleder i en tid som denne, så skulle det være ham."
Pseudonym for forfatteren Ole Dalgaard, født 1950.
Har læst teologi, filosofi, litteratur og sprog ved Aarhus Universitet. Gift med illustratoren Dorte Karrebæk, der har illustreret flere af hans bøger, blandt andet " Biblia Pauperum Nova - ny bibel for de fattige i ånden" fra 2012.
"Biblia Pauperum Nova" blev i 2013 nomineret til Nordisk Råds Børne-og ungdomslitteraturpris. Siden starten på sin forfatterkarriere i 1970 har Oscar K. desuden udgivet en lang række børne-og ungdomsbøger, blandt andre " Idiot" fra 2002 og " Hurtige Henning Historier" fra 2008.
2008.09.09
Til jeg var fem, boede jeg i nærheden af jernbanen i et af de store, Kommentarmørke huse med tomme, blinde facader, der var svære at skelne fra hinanden, havde det ikke været for den bronzerede kringle, der hang over døren til min bedstefars butik. Fra bagsiden gav husene anledning til stadige fejltagelser. Når jeg først var kommet ind i en opgang og op ad de gale trapper, forvildede jeg mig som regel ind i en labyrint af fremmede lejligheder, gange og uventede døre ud til fremmede gårde og glemte ekspeditionens oprindelige mål, så jeg først efter flere dages forløb i et eller andet gråt daggry fik færten af bagerilugten og huskede vejen tilbage gennem trådhegn og sprækker i frønnede plankeværker.
Huset var fuldt af store skabe, blege spejle og tunge keramikaskebægre og vaser i persisk orange og smaragdgrøn med mørkebrune oddere og hjorte ved søer med åkandeblade. Over dørene hang gevirer i forskellige størrelser, og i hjørner stod der krukker med glemte stokke og paraplyer og en vajende påfuglefjer stukket ned. Møblerne var af nød og el og mahogni, buede, blanke hjørneskabe med porcelænsfigurer af danserinder, skænke med flaskegrønt glas i lågerne, spilleborde med indlagte mosaikker, et langt spisebord med udtræk og svære proprietærsofaer og lænestole betrukket med uopskåren mekka.
På en reol stod et fotografi af min far som stor dreng sammen med sine større søstre, Hertha og Bente, og hunden Pussy. De havde hinanden om halsen, min far i midten, og de lo. Nu sad Pussy i hjørnet ved siden af reolen udstoppet og med brune glasøjne, som så på mig, uanset hvor i stuen, jeg befandt sig. Jeg kunne mærke dens blik i ryggen helt ud på gangen.
Bente var gift med en mand, der var i fængsel for bedrageri. Hun slæbte af og til en elsker med til et af de fri værelser og kaldte bagefter på mig, fordi hun vidste, jeg var i nærheden. Bente var ved at tage strømper på, når jeg kom ind, så jeg kunne se hendes dusk under rollonkanten mellem de bare stykker lår. »Henter du napoleonskager«, lo hun, »så får du et kys«. Hendes mund var rød.
På et af mine mange togter rundt i byen befandt jeg mig en dag pludselig i en bred opgang foran en åben dør med en plakat med et underligt billede af en gravid, hudfarvet kvinde i profil skåret igennem i to dele, så man kunne se et ufødt barn i hendes mave. Jeg trådte ind i lokalet, hvor der hang tavler med medicinske tegninger af snit af lemmer og hoveder. Det var som at være i en kirke, stilheden, og ingen andre der. Jeg vidste ikke, hvad det hele gik ud på, men jeg kunne ikke lade være at tænke på Bente.
Meget senere fandt jeg ud af, at det var en slags kirke, en amerikansk sekt, som havde lavet en udstilling mod fri abort. Og jeg forstod pludselig forbindelsen til Bente, som brugte illegal abort som prævention.
Jeg tror, at børn meget ofte fornemmer og forstår langt mere, end vi bryder os om at tro. På trods af, at et normalt barn kan efterligne forældrenes smil kort efter fødslen, at et barn kan gå efter mere eller mindre et år og er i stand til at kommunikere ganske komplekst med to-tre år på bagen, så taler de fleste børnebøger til børn, som om de var åndssvage eller underbegavede.
Der er næppe et emne, der ikke kan berøres i en børnebog i dag afhængig af, hvordan det gøres. Jeg er ved at skrive en billedbog, hvor nogle små aborter mødes et sted i mørket og fortæller deres triste, små historier og udveksler uopfyldte ønsker, og en anden, hvor hovedpersonen er Børnenes Bedemand – ham, der gør de døde børn i stand til begravelse. Han bor alene i udkanten af byen og håber hver morgen, at telefonen ikke ringer den dag. Og hvad jeg ikke kan udtrykke, kan illustratorerne.
Den største hellige ko i børne- og ungdomsbøger er ikke længere død, seksuelt misbrug, vold, druk og cigaretter, men den fordomsfuldt accepterede måde forfattere og illustratorer henvender sig til deres læsere på, som om de ikke kan lægge to og to sammen.
Børnelitteraturen i Danmark står i et vadested her i begyndelsen af det 21. århundrede. På den ene side med et hav af udgivelser og hjælpere, på den anden side med en fare for stilstand og overdreven formidling.
Nogle vigtige metafysiske antagelser for udgivelser og formidling af børnelitteratur har været, at den skal være enkel, lettilgængelig, aldersgruppemålrettet og klassificérbar, gerne temaorienteret og helst spændende og underholdende. Bogmarkedet er da også oversvømmet af letlæsningshæfter, seriebøger, om- og nedskrevne klassikere, temabøger om snart sagt alt og rigt illustrerede, prisbillige udenlandske bøger, som nemt kan placeres under hobby, sport og leg eller i store formater. Aldrig før har så mange forfattere og illustratorer mødt deres læsere på børnebiblioteker og i folkeskoler, aldrig før har så mange børn selv skrevet, tegnet og klistret deres egne bøger, og aldrig før har så mange børn haft så lidt tid til stille og roligt at læse en ordentlig bog.
I periferien af børnebogsmarkedet dukker der bøger op, som er svære at kategorisere, fordi de ikke er rettet til en enkel aldersgruppe, men til læsere i al almindelighed, ikke har enstrengede tema og handlingsspor, men komplekse, ikke forklarer alt, men lader det svimlende uforståelige stå til læserens undren, og ikke indbyder til hurtighed og magelighed, men til umage og fordybelse. Det er mærkelige bøger, der ikke går af vejen for at være ironiske, underforståede og mangetydige. Det er bøger, der kan læses mange gange, fordi der hele tiden er nye, spændende ord og ting at opdage i tekst og billede. Bøgerne har høj litterær kvalitet, og det er et problem, at de ikke passer ind i de rammer, det gyldige paradigme for børnelitteratur har afstukket, så de bliver anbragt, hvor ingen kan nå dem på den øverste reolhylde, hvis overhovedet.
Spørgsmålet er, om klassificérbarhed og lettilgængelighed er blevet en så fastlåst del af vurderingen af børnelitteratur, at den overskygger æstetisk og litterær kvalitet og kompleksitet? Skal bogen slet og ret være en del af den mangehovedede underholdningsindustri, der kalder sig børnekultur? Eller er den så vigtigt et led i menneskers liv og forståelse af sig selv og andre, at den gode bog skal have en chance til?
Det er vigtigt, at de første bøger, et barn stifter bekendtskab med, både billedbøger og læsebøger, er ordentlige. Hvis børnene fra starten møder forenklede, forlorne billeder og ulidelige, ligegyldige letlæsninger, fratager vi dem lysten til at læse og se på billeder og vandre rundt i et land, hvor alt er til for første gang, og de med åbne øjne opdager den hemmelige betydning i ting og væsener og kalder dem ved lysende navne.
Det er en udbredt opfattelse, at de fleste kan lave en børnebog. Hvis de tilmed er kendte i anden sammenhæng, er det slet ingen sag. Eller arbejder med eller selv har børn ... Og der findes lykkelige undtagelser. Men måske var det en idé at starte med at overlade forfattere og illustratorer at skrive og tegne billedbøger, ABC’er og læsebøger og sikre en høj kunstnerisk værdi. Og lade pædagoger, skolelærere og bibliotekarer om det, de kan: formidle dem.
Kunne man forestille sig en ny ABC for både danske og fremmede børn, hvor piktogrammet er udgangspunkt for indlæring af skrifttegn, sådan som det har været det i de arabiske lande siden sumererne? Og inddrage elementer af arabiske indlæringsmetoder, brug af billedtavler, rebuser, gåder, symboler, udenadslære, afskrift og gentagelse i kor? Samle de bedste elementer fra danske og arabiske traditioner for indlæring i en egal lærebog i dansk, hvor ord og billeder ikke blot er, men betyder noget?
Eller helt nye bøger, hvor billedskrift og lydskrift forenes i ét mangetydigt skriftbillede, der alt efter hvem, der læser det, fortæller en anden historie? Enhver kan efter evne og erfaring skabe sin historie af skriftbilledet. Alle kan være med: unge og gamle, stærke og svage læsere – og enkelte, særligt begavede hunde.
Og når det gælder klassikerne, kunne man så slå to fluer med ét smæk? Forestil Dem, at et barn fik en gennemillustreret letlæsebog i hånden, der startede sådan:
»Kapitel 1. I en lille by i la Mancha, hvis navn jeg ikke rigtig kan huske, levede der engang for ikke længe siden en adelsmand af den slags med en lanse på væggen, et gammeldags læderskjold, en mager krikke og en jagtmynde ...«.
Her bliver verden til på ny. Mærkelig, for-underlig. Den slags bøger skylder vi børn og voksne. Bøger, der får os til at stå på tæer. Bøger, der får os til at undres. Og der er stof nok til en hel serie på 52, hvis man tager et kapitel ad gangen.
Don Quijote og Oliver Twist overholder næppe normerne for lixtal, letforståelighed og ensporethed, men de er spændende og bevægende morsomme – også for børn – når blot de ikke om- og nedskrives til ligegyldige handlingsreferater.
Måske skal bøger ikke nødvendigvis forstås, men give lyst til at forstå. Måske skal bøger slet ikke druknes i Ballon-Kaj, klisterklip og skattejagter, men gives børnene i hænde.
Måske er tiden kommet til at opdatere de grundlæggende metafysiske antagelser om virkelighederne og udstikke nye retningslinjer for indhold, form og formidling af børnebøger. Og hvorfor denne skelnen? Kunne vi ikke bare kalde dem bøger?
Årets kulturgärning!
För några år sedan kom jag över det danska författarparet Oscar K (Ole Dalgaard) och Dorte Karrebæks bok Carlos och Co.. Jag blev hänförd, helsåld och undrade varför i hela friden denna bok inte fanns översatt till svenska. Berusad av ett slags barnkulturrus vågade jag mig på en egen översättning och skrev brev till det äkta paret och erbjöd mina tjänster. Ole och Dorte blev eld och lågor och översättningen hamnade så småningom hos Raben&Sjögren. Där den stannade. Vad det berodde på är alldeles glasklart. Ett. Jag var ingen professionell översättare. Två. Boken var alldeles för vågad för den svenska bilderboksmarknaden. Så i vintras fick jag höra att det svenska förlaget Daidalos hade med en av Ole och Dortes böcker i sin kommande utgivning. Återigen blev jag helt till mig i trasorna.
I de recensioner jag läst hittills (boken kom ut i början av mars) är det oväntat positiva omdömen. Men en fråga som återkommer om och om igen är: Vem vänder sig boken till? Ulla Rhedin på DN recenserade för ganska exakt ett år sedan, den danska utgåvan: “Djärvt och vackert, poetiskt, ömsint, tänkvärt och väldigt långt från samtida svensk bilderbok. Det ska bli ett sant nöje att se hur svenska förlag tänker hantera denna utmaning”. Så nu kanske ni undrar, vad är det som gör boken så himla speciell och svårhanterad?
Idiot! handlar om den utvecklingsstörde August som vandrar genom en stad (och på samma gång genom livet) tillsammans med den spöklika gestalt som är hans mamma. August blir allt äldre men i sinnet förblir han ett litet barn. I handen håller han en plastpåse i ett snöre som han kallar Odjuret. Augusts mamma blir under promenaden också äldre och hon oroar hon sig för hur hennes son ska klara sig utan henne i livet. I slutet av boken är hon gammal och tärd och beslutsamt ger hon August några piller och tar med sig honom till andra sidan. Illustrationerna är grå och till en början ganska återhållsamma men ju mer tiden går och ju mer döden närmar sig desto mer utbredda och livliga blir de. Dorte Karrebæk är för mig en av de allra bästa barnboksillustratörerna i världen idag och det bekräftas ännu en gång i denna bok.
Boken chockar säkert många, precis som tidigare böcker av författarparet har gjort, eftersom de innehåller ord och händelser som är så tabu att man knappt vågar tänka dem. Men det är min övertygelse att det inte alls handlar om att kränka någon eller för den delen att provocera. Det handlar om att man vill berätta något som betyder något. Exakt vad det betyder är egentligen heller inte så viktigt utan det viktiga är att böcker som Idiot öppnar upp och bidrar till att barn och vuxna vill förstå. Därför är böcker som Idiot och för den delen också Den Arge av Gro Dahle och Svein Nyhus (också Daidalos) SÅ viktiga. Så TACK Daidalos för att ni bryter mark med två starka och viktiga bidrag till den svenska bilderboksutgivningen.
Idiot är skriven av Oscar K. och illustrerad av Dorte Karrebæk och ges ut av Daidalos.
Man skal gøre sig umage for at forstå en tekst
Børnebøger skal være komplekse, så der er noget at arbejde med. Og lærerne skal være klar til at formidle et indhold, der tager fat om livets væsentlige spørgsmål, siger forfatteren Ole Dalgaard, der lader sin hund Oscar K. fortælle historier.
Der findes ingen tabuer, når Ole Dalgaard skriver børnebøger under pseudonymet Oscar K. Det siger han selv. Oscar K. har skrevet en række af de senere års mest markante børnebøger, ikke mindst i valget af temaer: Udviklingshæmmede. Børn, der dør. Aborter. Og undervejs en fortælling om børn i en lejr, hvor det ikke er muligt at se, om der er tale om en - godt nok noget militant - sommerlejr, eller om der er tale om en levning fra holocaust.
Desuden er han i gang med at genfortælle en række klassikere som »Don Quixote«, »Hamlet« og »Den unge Werthers lidelser« i moderne sprog og miljø, men med alle temaerne intakte. For Ole Dalgaard kan selv sine klassikere, og hver tid kræver sin fortolkning af de eviggyldige historier. Børn og unge skal have kvalitet. Noget, der kræver arbejde og en god formidler. Måske forstår læseren først historien langt senere, måske slet ikke. Så må man læse den igen, og det kendetegner netop de gode historier, at de kan tåle at blive læst og fortolket igen og igen, siger forfatteren. Det er den slags litteratur, man skal give børn. Ikke letlæsningsbøger, hvor de kan gætte sig til historien bare ved at se tegningerne. Man kan sagtens kræve noget af børn, siger han. Det kræver bare nogle gode tekster og en god formidling.
Det er ikke, fordi han vil være smagsdommer. »Hvis folk vil købe grimme lamper i Ikea, er det deres valg. Det bekymrer mig ikke særlig meget, så længe der er gode lamper på markedet. På samme måde med litteraturen. Derfor er jeg ikke ude i noget felttog mod underlødig litteratur, den kan da en gang imellem være pragtfuld. Jeg vil bare gerne have, at der også skal være plads til at fortælle om minoriteterne; dem, der ligger helt ude i randen af vores samfund«.
Og det gør han så. I billedbogen »Idiot« følger vi en udviklingshæmmet på sin vej gennem byen, hvor læseren igennem hovedpersonen følger omverdenens reaktioner. Og i billedbogen »De skæve smil« finder en række væsener, der viser sig at være aborterede fostre, sammen på et andet væsen, der engang har prøvet at leve, nemlig en hund, der fik set lidt af hvert, og som kan give sine nye venner en slags svar på, hvorfor de endte, som de gjorde. Og hvorfor det måske var meget godt.
Men Ole Dalgaard tager ikke stilling i abortdebatten. »De skæve smil« bygger på en fortælling af Pär Lagerkvist, der hedder »Det eviga leendet«, hvor en gruppe afdøde klandrer Gud for deres skæbne. Han lever ikke op til sit ansvar om at levere svar på deres spørgsmål om livets mening, mener de. På samme måde giver hunden måske nogle faktuelle svar til aborterne; men den forklarer dem ikke.
»Hver fjerde kvinde mellem 19 og 35 år har fået en abort. Så det er ikke et perifert fænomen«, forklarer Ole Dalgaard. »Men det er ikke noget, man snakker om. Ingen siger jo til deres børn: 'Vi fik lige en abort før dig'. Der er 12-årige i danske skoleklasser, der er seksuelt aktive. De 14-årige er det i hvert fald. De er nødt til at forholde sig til abort, helt konkret, for at de ikke lader stå til og lader den løsning være bagstopper«.
Samme overvejelser ligger bag billedbogen »Idiot«. Den ligger i forlængelse af Kim Larsen og Erik Clausens sang »Vi er dem de andre ikke må lege med«.
»Det er en debatbog, hvor jeg stiller spørgsmålet: Er vi blevet så dygtige, at vi kan lave fejlfri mennesker? Hvis vi flytter grænsen for abort fra 12 til 24 uger, er vi henne, hvor vi kan se, at fostrets negle ikke er helt i orden, eller at der er hareskår. Der er folk i dag, der får fjernet børn, fordi de har hareskår! Min første kæreste havde hareskår, og hun er en af de smukkeste piger, jeg nogensinde har kendt. Det kan godt være, at jeg går for at være avanceret og venstreorienteret og alt det der. Men da jeg begyndte at beskæftige mig med det, tænkte jeg: Jamen, der er jo liv! Vi slår faktisk nogen ihjel, i hvert fald når de er 12 uger. Jeg tager ikke stilling til, om der skal være adgang til abort eller ej. Jeg siger bare: Hvad nu, hvis der er en tanke? Og hvad er det, aborterne i historien ønsker sig, når de siger, at de gerne 'vil være nogen'? Hunden, de mødes på, ved godt, hvordan det ville være gået nogle af dem«, siger Ole Dalgaard, hvis fortællestemme Oscar K. i øvrigt er en hund.
Men hvorved adskiller »De skæve smil« sig så fra de didaktiserende bøger, som du ikke altid har været så begejstret for, når du har skrevet om børnelitteratur?
»Det er mit mål, at mine bøger skal være mere komplekse. At de bliver lidt som sæbe, som man aldrig helt kan få fat på. Det kan godt være, at der en dag kommer nogen, der siger, at de har den fuldstændige og udtømmende tolkning, som der er konsensus om. Det vil jeg dog tvivle på . Man kan formentlig behandle bogen på mange måder og lave mange tolkninger. Der er mange temaer: Gensplejsning. Svigtede piger, der i det ene øjeblik ruller ned ad skrænten med en ung mand, og i næste øjeblik er han væk. Børn, der gerne vil være lykkelige og kloge. Men hvad vil de bruge deres klogskab til?«
»Intertekstualitet kan man også arbejde med. Læs Lagerkvists tekst for eleverne. Eller 'Historien om en moder', som historien også bygger på. Syng 'I en seng på hospitalet', som der også henvises til. 'Prædikerens bog' siger noget om, at det for nogen måske er bedre aldrig at være blevet født.
Og så kan man opdage en masse i samspillet mellem billede og tekst«.
Hvem henvender bogen om aborterne sig til? Er det de 12-årige piger, der er på vej til at blive seksuelt aktive, du skriver en billedbog til?
»Jeg skriver til dem, der vil læse den. Jeg skriver aldrig på omslaget 'Fra otte til tolv år' eller lignende, for det er en fuldstændig vanvittig opdeling. Jeg tænker altid på børn, når jeg skriver. Men om de lige forstår det eller ej i første omgang, det er ikke så vigtigt for mig. Det vigtige er, at de arbejder med en tekst. At de gør sig umage for at forstå det. Jeg synes ikke, det er en udfordring for et barn at læse en bog, der handler om en kat, der sidder oppe i et træ, og nu skal vi have den ned igen, så vi får fat på en stige, og så er den bog slut. Børn er rigtige mennesker, ikke tomme kar, der skal fyldes op, så de efterhånden kan blive som de voksne!« |
Kontak
De bedste? Hvilke nulevende danske børnebogsforfattere kan betragtes som de bedste?
Mange inden for det børnelitterære univers vil formentlig afvise at svare på et sådant spørgsmål, fordi de finder det umuligt på den måde at sammenligne meget forskellige forfattere, og fordi de generelt er imod den form for rangering.
Problemet er blot, at de selv samme personer – ikke mindst lærere, pædagoger og bibliotekarer, men også anmeldere og forskere – i deres dagligdag hele tiden er tvunget til at vælge og fravælge, både når det gælder enkeltværker og forfatterskaber, hvorved de alligevel enten i situationen eller over en periode kommer til at opstille deres egne lister. Anmeldere er dertil ofte tvunget til at rangordne gennem tildeling af stjerner eller hjerter på en 5- eller 6-delt skala.
Tydelige er disse valg, som fører til rangordning, når forskere skriver fx leksikalske eller litteraturhistoriske værker. For hvem skal med, og hvem skal ikke med? Der er under ingen omstændigheder plads til dem alle. Og ser vi på de valgte forfatterskaber, hvilke skal så i den leksikalske artikel omtales på 100 linjer, 50 linjer eller 10 linjer. Alle, der har bidraget til sådanne værker, ved, hvad det drejer sig om: rangordning.
Selv har jeg i en årrække været i den situation, at jeg skulle vælge – både enkeltværker og forfatterskaber, fx da jeg sammen med Kari Sønsthagen skrev Leksikon for børnelitteratur (2003), da jeg skrev Historien om børnelitteratur (2006) og senere Børnenes litteraturhistorie (2008) og endelig da jeg sammen med andre skrev Værker i børnelitteraturen (2010), hvori de 100 vigtigste værker i dansk børnelitteraturs historie omtales grundigt i hver sin artikel. Dertil skal lægges, at det var mig, der i 2004 igangsatte kanondebatten, som netop handlede om, hvilke forfattere eleverne skulle møde i skolen. Man kan roligt sige, at jeg har brugt de seneste 6-7 år til at rangordne dansk børnelitteratur, både værkerne og forfatterne.
Så jeg ser ikke noget problem i at svare på det stille spørgsmål: ”Hvilke nulevende danske børnebogsforfattere kan betragtes som de bedste?” Jeg håber gennem dette oplæg, som munder ud i udvælgelsen af 12 forfattere, at igangsætte en debat, som forhåbentlig mange vil deltage i. Pointen er selvfølgelig, at det ikke er selve resultatet – listen med de 12 forfattere – som er det vigtigste, men diskussion, som fører til udformningen af listen. Mit gæt er, at man – hvis man valgte ti kendere af dansk børnelitteratur – nok ville få ti forskellige lister, men dog med mange (!) gengangere. Spørgsmålet er, hvor mange forskellige forfattere disse ti kendere ville vælge. Taler vi om 20, 25 eller måske flere?
Kriterier
En diskussion om hvilke værker og forfattere som er de vigtigste, bør tage udgangspunkt i opstilling af nogle kriterier:
- Hvilke forfatterskaber skal inddrages i diskussionen?
- På hvilket grundlag skal de vurderes?
Starter vi med vurderingskriterierne, arbejder jeg selv med tre krav: først og fremmest litterær kvalitet, men også udbredelse og betydning. Det er de samme krav, jeg arbejdede ud fra, da jeg opstillede mit forslag til børnelitterær kanon og senere kanon for den samlede folkeskole – læs mere herom i min bog Kanon – litteratur i folkeskolen (2004). Se også Gyldendals Kanon i dansk, som omfatter antologier til hele skoleforløbet fra børnehaveklassen til 3.g. Her har Nina Christensen, leder af Center for Børnelitteratur, og jeg udvalgt værkerne til 1.-6. klassetrin.
Når jeg taler om litterær kvalitet, tager jeg udgangspunkt i, at litteratur er ord-kunst. Et litterært værk skabes i og med sproget. Værket kan have alle de gode intentioner det vil, fx om at gøre børn til gode og lykkelige mennesker, og gøre sig alle tænkelige anstrengelser for at blive læst af en bestemt målgruppe. Men det afgørende er, hvordan disse og andre intentioner realiseres i det sprog, der skabes i. Mit udgangspunkt er i øvrigt,
- at et værks litterære kvalitet ikke afgøres af antallet af læsere,
- at et værks litterære kvalitet ikke afgøres af, hvem værket henvender sig til eller faktisk læses af, og
- at et værks litterære kvalitet ikke afgøres af, hvilken indvirkning det har på læseren.
Et værk, som sælges i 100.000 eksemplarer er dermed ikke nødvendigvis bedre end et værk, som sælges i fx 200 eksemplarer (det omvendte er heller ikke tilfældet!). Et værk, som er skrevet for og læses af voksne, er ikke nødvendigvis bedre end et værk, som er skrevet for og læses af børn. Og et værk, som skrives med henblik på at ændre samfundet eller vække til eftertanke er ikke nødvendigvis bedre end et værk, som skrives for at more læseren.
Når jeg taler om udbredelse, betyder mange solgte og læste eksemplarer ikke, at værket er hverken bedre eller dårligere end andre værker, jf ovenstående. Men et værks udbredelse vil ofte have indflydelse på, om det bliver en klassiker. Bruger vi klassikerbegrebet, plejer man at sige, at forudsætningen for at et værk kan kaldes en klassiker er, at det både har høj litterær kvalitet og har vundet udbredelse. Udbredelse vil oftest signalere, at mange værdsætter værket og tildeler det en eller anden form for kvalitet.
Når jeg taler om betydning, handler det om, at nogle værker i litteraturens historie har fået en plads i historien i kraft af, at de fx satte en debat i gang, enten om samfundet eller om litteraturen. Eksempler herpå blandt børnebøger er Anne Holms David (1964) og Bent Hallers Katamaranen (1976). Begge disse værker er således med i den omtalte bog Værker i børnelitteraturen, ikke på grund af deres litterære kvaliteter (selvom de også i nogen grad har sådanne), men fordi de har sat sig spor gennem den debat om børnelitteratur, som de rejste.
Når vi taler om rangordning, dvs. opstilling af lister over ”de bedste”, kunne man i stedet for forfatterskaber have valgt at rangordne værker, dvs. opstillet en liste over de bedste nyere danske børnebøger. Diskussionen om rangordning af værker eller forfatterskaber havde man også under kanondebatten efter 2004. Her endte man med – i den kanon, som blev udarbejdet til folkeskolen og gymnasiet – at vælge forfatterskaber. Det samme har jeg gjort, selvom det andet altså i høj grad er en mulighed.
Forfattere og fortællere
Ud over de omtalte kriterier med hovedvægten på litterær kvalitet, har jeg i og med udarbejdelsen af mine lister opstillet følgende krav:
- forfatterne skal være nulevende
- de skal være aktivt skrivende
- de skal have en vis produktion.
En forfatter som Cecil Bødker ikke er taget med, fordi der er udkommet ganske få værker i de seneste mange år. Men ser man bort herfra, ville hun i kraft af sin Silas-serie være berettiget til en plads på en liste over nutidige forfattere.
Med er heller ikke forfattere til voksenlitteratur som Klaus Rifbjerg og Svend Aage Madsen, selvom i hvert fald sidstnævnte kunne være en oplagt mulighed til en plads på en top-12- eller i hvert fald top-20-liste. Begge har nemlig en begrænset produktion af børnebøger, og ingen af dem har skrevet børnelitteratur i de senere år.
At forfatterne skal have en vis produktion, betyder, at forfattere til kun et enkelt eller ganske få værker ikke er med på listen. Det udelukker talenter som Sanne Munk Jensen, Mette Moestrup, Kim Langer, Anita Krumbach og Manu Saureen, som har skrevet et enkelt eller nogle få værker, som kunne gøre dem fortjent til en plads på en liste over de bedste nyeste værker.
Dertil er det min opfattelse, at det kan være hensigtsmæssigt i nogle sammenhænge at skelne mellem forfattere og fortællere, selvom det på ingen måde er noget let skel at arbejde med. Med fortællere mener jeg forfattere, som er tæt knyttet til en mundtlig og episk fortælletradition, hvor mytisk og historisk stof ofte spiller en vigtig rolle. Mange fantasyforfattere synes at have rod i en sådan fortælletradition. Gode danske eksempler på fortællere er Lars-Henrik Olsen, Josefine Ottesen og på mange måder også Dennis Jürgensen, som ofte optræder som en af børnenes foretrukne forfattere i læsevaneundersøgelser, sikkert fordi børn i højere grad end jeg lægger vægt på selve fortællingen. Når skellet er svært at fastholde, skyldes det selvfølgelig først og fremmest, at fortællerne jo også er forfattere i den forstand, at de nedskriver og får udgivet deres fortællinger, og at de fx kan være medlem af en forfatterforening og på lige fod med andre forfattere modtager bibliotekspenge for de – ofte mange – bøger, de har stående på bibliotekerne.
Skellet bliver ikke lettere at håndtere, når det tages i betragtning, at flere forfattere, som skriver med en tydelig kunstnerisk intention, og som i høj grad skaber værkerne i sproget, også i nogle af deres værker viser sig som bredt fortællende. Det gælder ikke mindst Lene Kaaberbøl, men også fx Bent Haller og Bjarne Reuter.
På trods at besværet med at skelne mellem forfattere og fortællere, har jeg valgt at gøre det og ikke medtage udprægede fortællere på min liste over de bedste forfattere, hvis disse ikke samtidig har skrevet værker af høj litterær kvalitet. For mig har denne sætning altså gyldighed: ”Værket er ikke stor litteratur, men det er en god historie, der fortælles.” Stor tvivl har jeg haft vedrørende Josefine Ottesen (som ikke optræder på min liste), især efter udgivelsen af Golak, det første bind i en planlagt trilogi, som modtog Kulturministeriets Børnebogspris for 2008.
De 12 bedste
Efter disse overvejelser skal min liste over de 12 bedste, nulevende og aktivt skrivende danske børnebogsforfattere med en vis produktion bag sig offentliggøres:
Bent Haller
Bjarne Reuter
Kim Fupz Aakeson
Cecilie Eken
Christina Hesselholdt
Louis Jensen
Oscar K. og Dorte Karrebæk
Bodil Bredsdorff
Hanne Kvist
Lene Kaaberbøl
Kenneth Bøgh Andersen
Ina Bruhn
Den opmærksomme læser vil bemærke, at forfatterne ikke er opført alfabetisk. De er imidlertid heller ikke opført tilfældigt. Oprindeligt ville jeg lave en egentlig rangliste, startende med nr. 1, dernæst nr. 2 osv. Den rækkefølge har jeg her fastholdt, men er dog så meget i tvivl om de enkelte forfatteres nøjagtige placering på listen, at jeg nu afstår fra nummereringen.
Så meget af den oprindelige rangliste er der dog tilbage, at de nederst placerede forfatter er valgt efter at andre, som har været inde i mine overvejelser, ikke er kommet med, men ville være på en liste over de fx 20 bedste forfatter. Først og fremmest gælder Peter Mouritzen, som har modtaget alle de største børnelitterære priser, og hvis produktion er meget stor. Men den er også meget ujævn med kun få markante værker; Dødningedukken (1993) skal fremhæves. Blandt andre forfattere, som var inde i overvejelserne, er Jakob Martin Strid, Anders Johansen, Martin Petersen og Mats Leten, hvor sidstnævnte har skabt noget originalt og meget læst for helt små børn. Også Gerd Rindel har været inde i billedet i kraft af hendes bedste værker.
Til listen over de 12 forfattere skal tilføjes yderligere nogle kommentarer:
Bjarne Reuter har skrevet betydeligt mindre i de senere år end tidligere, og de vigtigste af hans værker ligger nogle år tilbage. Så jeg kunne have ladet ham stå i en midterposition, ligesom det er tilfældet med Cecil Bødker. Lene Kaaberbøl kan uden problemer karakteriseres som fortæller, men jeg ser hendes Skammeren-serie som så meget ord-kunst, at hun skal med på listen.
Når både forfatteren Oskar K. og illustratoren Dorte Karrebæk er taget med, skyldes det deres meget tætte samarbejde om nogle meget originale børnebøger. Det skal bemærkes, at Dorte Karrebæk selv har skrevet god og prisbelønnet litteratur for børn. Illustratorer er i øvrigt ikke med på listen, men der kunne uden problemer også laves en liste over de bedste nulevende illustratorer med bl.a. Ib Spang Olsen, Lilian Brøgger, Dorte Karrebæk og Cato Thau-Jensen blandt de ti første.
Mange vil sikkert savne Flemming Quist Møller på listen, men hans produktion er i denne sammenhæng for begrænset. Havde jeg lavet en liste over de 12 eller 20 bedste børnebøger, skrevet af nulevende forfattere, kunne hans debut Cykelmyggen Egon fra 1967 meget vel være kommet med.
Ældre litteratur
Da kanondebatten gik i gang i 2004, valgte jeg i første omgang at pege på tyve børnelitterære værker udgivet før 1950, som jeg mente, at alle, der arbejdede med børnelitteratur i deres dagligdag, typisk lærere, pædagoger og bibliotekarer, burde kende. Skulle jeg i dag vælge ikke værker, men forfatterskaber, ville antallet af forfattere ikke blive stort, selvom jeg valgte at inddrage alle afdøde forfattere helt op til i dag, især ikke hvis jeg – som det er tilfældet med de nulevende forfattere ovenfor – insisterede på, at forfatterskabet skulle omfatte et vist antal titler af meget høj kvalitet. Listen ville blive på seks forfattere, rangordnet på denne måde:
1. H.C. Andersen
2. Ole Lund Kirkegaard
3. Halfdan Rasmussen (oftest med Ib Spang Olsen som illustrator)
4. B.S. Ingemann
5. Egon Mathiesen
6. Thomas Winding
Ud over disse er der flere forfattere fra 1800-tallet, som har skrevet et enkelt eller nogle få børnelitterære værker, som har haft opnået klassikerstatus: Christian Winther, H.V. Kaalund og Brødrene Krohn. Dertil kan lægges Carit Etlars Gøngehøvdingen (1853), som oprindeligt er skrevet for voksne.
Går vi til perioden fra 1900 til ca. 1950, domineres den af romaner, men der kommer også flere vigtige billedbøger. For romanernes vedkommende gælder, at de havde meget stor gennemslagskraft – bøger med omkring eller mere end 100.000 solgte eksemplarer var ikke en sjældenhed – men generelt lav litterær kvalitet. Mette Winge karakteriserer i sin doktordisputats Dansk børnelitteratur 1900-1945 – med særligt henblik på børneromanen (1976) med rette denne litteratur som ”nøjsomshedprosa”. Betydelig fortællekraft var der dog hos Torry Gredsted, A. Chr. Westergaard, Maria Andersen og Etrid Ott. Fra 1967 skal fremhæves Massa Peter af Preben Ramløv.
Blandt de bedste billedbøger fra perioden 1900-1950 kan nævnes Suzanne Larsens Den uartige Caroline (1929), Hans Kirk og Arne Ungermanns jørgens hjul (1932), Jens Sigsgaard og Arne Ungermanns Palle alene i verden (1942) og Kamma Laurents og Storm P.s Spørge-Jørgen (1944). Andre illustratorer er Ib Spang Olsen og Egon Mathiesen, hvor sidstnævnte også skrev tekst til sine bøger og optræder på listen ovenfor.
Afsluttende bemærkninger
Som tidligere nævnt: Hvis man forestillede sig, at 10 forskellige personer med stor viden om børnelitteratur blev sat til at lave hver deres liste over de bedste nulevende og aktivt skrivende forfattere, ville listerne være forskellige, men der ville også være mange gengangere. Lavede man ud fra disse ti tænkte lister én samlet liste, hvor de øverst placerede forfatter var dem, som flest havde nævnt, så ville en stor gruppe forfattere opnå mange ”stemmer”, fordi de optrådte på langt de fleste lister, ligesom der ville være en del, som kun blev nævnt af en enkelt eller to. Uenigheden om listernes sammensætning ville dels skyldes forskellige kriterier for valg af forfattere, dels forskellige opfattelser af, hvad der gemmer sig i begrebet ”kvalitet”.
Hvis man forestillede sig at lave en liste over de mest solgte forfattere, ville listen også se anderledes ud, uanset om man sammentalte alle bøgers samlede oplagstal (her ville forfattere med mange titler selvfølgelig få en fordel) eller valgte at rangere efter bøgernes gennemsnitlige oplagstal. Det skal understreges, at flere af forfatterne på min liste har haft et stort salg, hvilket bl.a. viser sig deri, at de modtager mange bibliotekspenge. Syv ud af de 12 forfattere modtager mere end 200.000 kr. om året.
Jeg er ikke i tvivl om, at den opmærksomme læser bag mine overvejelser og faktiske valg af forfattere, herunder min diskussion af forskellen mellem fortællere og forfattere, vil kunne aflæse et litteratursyn, som vægter ”det litterære” meget højt. Og sådan er det helt sikkert også. Det ”litterære” udelukker dog, som nævnt, ikke meget solgte forfattere som fx Bjarne Reuter og Bent Haller. Jeg ser altså ikke nogen modsætning mellem salgsmæssig succes og stor litteratur.
Besøg på mit imaginære bibliotek - Dansk prosa 2003 med kant
Hvis jeg nu havde et bibliotek og frie hænder, hvem ville jeg så, helt efter egen lyst, invitere på besøg? Det spørgsmål stillede jeg mig selv, da jeg sad med den forholdsvis lille bunke af dansk kortprosa og et par af de mere uregerlige danske prosaværker, der er årets bidrag til vores litterære arv.
Oscar K. er en maske. En maske, som skjuler forfatteren til romanen Vejen til Vemb, Ole Dalgaard. Det er lykkedes ham at skabe så meget mystik omkring sig selv, at forlaget Politisk revy på flappen til romanen kan profitere af det ved at sige, at hans identitet stadig er én der gisnes om. Så vidt jeg har forstået, er Oscar K. (K´et skulle stå for Klapøre) navnet på forfatterens hund, og forfatteren er, som de så vittigt skrev i Politiken, ikke andet end sekretær for en tæppetisser. Oscar K. har en større produktion af børnebøger bag sig, og i 2002 udkom en rejsebog, skrevet som en hyldest til filosoffen Walter Benjamin. Vejen til Vemb er hans første roman. Det er en meget løs og antydende fortælling, ikke uden charme. Kort fortalt handler den om Oscar K. der ankommer til sin barndomsby Vemb, hvor han har arvet grandfætter Erlings hus. Med huset følger en døvstum, meget smuk kvinde. Der bliver ikke fortalt meget, men antydet. Og der dukker mærkelige kufferter op i Erlings hus, som viser at Erling har haft et skjult liv, et liv, der handlede om japansk poesi og ikke mindst om japansk kærlighed, herunder også en mere sadomasochistisk af slagsen. Der lurer mange dulgte perversioner og passioner i huset i Vemb. Og som læser hænger man på, for man må bare vide, hvad der gemte sig i Erlings sorte kufferter.
Barnelitterære ensyklopedier
Det synes noe underlig at det under oppslagsordet ’encyklopædi’ i det danske Leksikon for Børnelitteratur (2003) ikke blir gitt eksempler på barnelitterære ensyklopedier. Her kunne både Johan Amos Comenius’ Orbis Sensualium Pictus [1] (1658), Johann Bernhard Basedows Elementarwerk (1770-1774) og bøker av typen Verden omkring oss [2] (1955) eller Aschehougs juniorleksikon [3] (2003) vært nevnt. I tillegg, og som en særlig utfordring vil jeg tro, finnes det en type barnelitterære tekster som presser både rammene for og forståelsen av hva en ensyklopedi kan eller skal være. Nyere eksempler på dette er Ragnar Hovlands Verdt å vite [trur eg] (2002) som forklarer seg selv som ”ei oppslagsbok for unge i alle aldrar om kva som er verdt å vite i livet”. Men også Jean-Bernard Pouy, Serge Bloch og Anne Blanchards L’Encyclopédie des cancres des rebelles et autres génies [4] (2006), som vant BolognaRagazzi Award i 2007 for beste ”Non Fiction”.
I denne artikkelen skal jeg, med utgangspunkt i den danske boken Børnenes Ænsyklopædi, se nærmere på noen strukturerende trekk ved nyere ensyklopedier eller kunnskapsbøker for barn og unge. I undersøkelsen vil jeg i tillegg til boken e.encyclopedia (2006) trekke inn de alt nevnte bøkene Aschehougs juniorleksikon og L’Encyclopédie des cancres des rebelles et autres génies for å tydeliggjøre hvordan disse trekkene turneres i nyere ensyklopedier for barn og unge. Jeg ser først på hvordan de ulike bøkene forstår seg selv som ensyklopedier og tar deretter opp ulike praksiser i forhold til kryssreferanser og valg av oppslagsord. Bøkenes illustrasjonsmateriale er også gjenstand for analyse og sist, men ikke minst, blir også graden av tekstenes entydig- eller flertydighet undersøkt nærmere.
Hva er en ensyklopedi?
Alt valg av skrivemåten for ordet ’ensyklopedi’, eller ’encyklopædi’ på dansk, i tittelen Børnenes Ænsyklopædi gir signaler om at denne utgivelsen er selvstendig og fritt tenkende. Ordet ’Ænsyklopædi’ er, om ikke et nonsensord, så i hvert fall et ord som ikke er å finne i Den Danske Ordbog. Med denne tittelen kan altså redaktørene stave seg bort fra ordboksdefinisjonene av ordet ’ensyklopedi’. Det vil si gi uttrykk for at Børnenes Ænsyklopædi ikke riktig er å forstå som et
opslagsværk som giver en oversigt over den samlede viden inden for et bestemt el. samtlige fagområder • især i form af et bogværk med alfabetisk ordnede artikler der behandler stoffet i afrundede helheder (Den Danske Ordbog)
Boken gir verken oversikt, samlet viten eller behandler sitt stoff i avrundete helheter. Men den har samlet og ordnet en mengde oppslagsord, og gjort skjønnlitterære, definitoriske, essayistiske, og visuelle tilnærmelser til en utvidet, endret eller ny forståelse av disse ordene. Noen ord gis det også flere bud på. Dette gjelder for eksempel ord som død, Gud og røv, men også ordet ænsyklopædi. Og selv om baksideteksten påpeker at dette ikke er ”et rigtigt leksikon”, kan det å studere oppslagsordene ’Ænsyklopædi 1’ og ’Ænsyklopædi 2’ kanskje få betydning for måten man oppfatter boken på. Hanne Kvists tekst til ’Ænsyklopædi 1’ kan sies å være delt mellom en kritisk definitorisk del og en illustrerende eller eksempelorientert del. Første setning er en tilnærmet standarddefinisjon: ”En Ænsyklopædi er en bog, som fortæller om alle ting i verden på en grundig og klog måde”. Men alt i neste setning vrir forklaringen seg unna og går over i en mer problematiserende dialog med leseren:
Problemet med en Ænsyklopædi er, at hvis alle ting i verden skal stå i den, så bliver Ænsyklopædien større end hele verden. Derfor snyder man. Hvis man vil fortælle om myrer, fortæller man ikke om ALLE myrer i hele verden. Man nøjes med at fortælle om en typisk og helt almindelig myre, selv om det selvfølgelig er noget vrøvl, for alle myrer er jo særlige og helt specielle. Sådan en myrehistorie her ville for eksempel aldrig stå i en Ænsyklopædi:
På ny gjør teksten et omslag og leseren kan nå stifte bekjentskap med en maur ved navn Otto. Det meste som fortelles om denne mauren vil man ikke kunne lese i bøker av typen Barnas bok om insekter. For Otto er overtroisk, har sett et stjerneskudd og ønsker seg kanskje en ”safarirejse til Afrika for at se på myreslugere”. Oppslag 1 om hva en ’ænsyklopædi’ er, demonstrerer selv hva man kan vente seg at Børnenes Ænsyklopædi er for en slags oppslagsbok. Her er både forklaring, forvrengning og forvirring.
Teksten til ’Ænsyklopædi 2’ er mindre faglig generell og mer personlig essayistisk. Her tar Tea Bendix for seg forholdet mellom ensyklopedien som kunnskapskilde og ensyklopedien som fortapelse:
Hvis du har et leksikon og en far i huset, så ved du, at der er visse ting, man skal passe på med at sige. Du skal endelig ikke sige et svært ord eller et ord, der kommer fra et andet land. For pludselig har han rejst sig. Han bakser og rumsterer, og så kommer han tilbage med en kæmpemæssig bog. Stor som et hus. Sønneke, du har fat i noget dér, det må vi til bunds i, siger han og dykker ned i bogen. Helt væk. Forvandlet. Hallo.
Siden L’Encyclopédie des cancres des rebelles et autres génies kun har egennavn som oppslagsord og slik likner en samling minibiografier eller portretter, er det ikke å forvente at ’ensyklopedi’ skal være et eget oppslagsord i boken. Forordet bestemmer boken som et portrettgalleri, altså en utstilling eller oppstilling leseren kan vandre rundt i. Det er derimot verdt å legge merke til at verken e.encyclopedia eller Aschehougs juniorleksikon har ord som ’ensyklopedi’ eller ’leksikon’ som oppslagsord eller som indeksord. Likevel vil man kunne finne innslag av refleksjon og selvforståelse i forhold til hva en ensyklopedi eller et leksikon kan være. I Aschehougs juniorleksikon innledes redaksjonens forord med en presisering av at leksikonet i første rekke er ”beregnet for barn i alderen 9-14 år, men egner seg som et lettlest oppslagsverk for alle som vil ha lett tilgjengelige kunnskaper i kortfattet form”.
Boken e.encyclopedia mangler forord, men har i stedet en tosiders leserinstruksjon, ”How to use the e-links”, som forklarer hvordan forholdet mellom boken og nettstedet Google fungerer:
The e.encyclopedia has its own website, created by DK [dvs. forlaget Dorling Kindersley] and GoogleTM. When you look up a subject in the book, the article gives you key facts and displays a keyword that links you to a wealth of extra information online. Just follow these easy steps.
Kanskje er det slik at denne boken forstår seg selv mer som et nettsted enn som bok? Den femtrinns ordnete leserinstruksjonen om hvordan man skal gå fram for å forbinde boken med nettet er rik på ikoner, piler og eksempler på oppslag. Vi kan også merke oss at mens Børnenes Ænsyklopædi hevder at en ensyklopedi ”er en verden i sig selv”, så er det ifølge e.encyclopedia utenfor boken at kunnskapens rikdom, eller rike, finnes. Hva angår målgruppe, så noteres det i baksideteksten at boken, og nettsidene, rommer ”[e]verything you need for school projects and homework”. Altså skoleelever som ønsker å oppnå den kunnskap skolen etterspør.
Med L’Encyclopédie des cancres des rebelles et autres génies forholder det seg nærmest motsatt. Boken har ingen oppgitt aldersbegrensning, men er tilegnet "alle de som, en gang, har sittet og drømt bakerst ved radiatoren" [5]. Innholdet tar også mål av seg å fylle hullene i den kunnskap skolen vanligvis har formidlet om de personene som portretteres i boken. I dette har boken likhetstrekk med Børnenes Ænsyklopædi. I bøker som dette møter leserne ikke-kanonisert kunnskap formidlet ved hjelp av utfordrende litterære grep.
Kryssreferanser og krumspring
Henvisningen eller kryssreferansen er ensyklopediens nav. I ensyklopediens ’sirkel av instruksjoner’ (enkyklios paideia) er det henvisninger og kryssreferanser som holder teksten eller lesningen i bevegelse [6]. Det som forklares krever nye forklaringer og alt man møter av stort og smått i hverdagen kan man søke kunnskap om i et oppslagsverk. I Tea Bendix’ ensyklopedi-tekst er de evige henvisninger og oppslag i ferd med å lenke henne til boken:
[…] snart var jeg helt væk. Jeg læste om trapper, trøske og tæv. Og hver gang jeg rejste mig for at gå ud, så bemærkede jeg for eksempel, at der stod bouteille på vinflaskerne, og så gik jeg tilbage, og slog også det op.
Hva er det så som gjør at man står i fare for å fortape seg i kryssreferanser, for å bli ”helt væk”? Hva er det man kan finne og hva er det som kan føre en vekk og vill? Børnenes Ænsyklopædi inneholder 209 oppslagsord ordnet i alfabetisk rekkefølge og til alle oppslagsord hører minst én henvisning. Starter man med bokens første oppslagsord ’Aftenkjole’ og følger henvisningen knyttet til dette, er man ganske snart, via ’Catwalk’>’Kjole’ og ’Sweater’ i gang med å lese om ’Kaktus’, ’Trold’ og ’Redningsaktion’. Som i tilfellet med alle ensyklopedier og oppslagsverk av denne typen, er det friheten til å gå inn i teksten hvor som helst og spenningen, gleden eller overraskelsen ved å følge de tankemessige og språklige krumspring henvisningene legger opp til, som gir lesningen verdi. Denne lesemåten er noe Tove Krebs Langes forsideillustrasjon gir tydelige signaler om. En liknende illustrasjon møter leseren i forbindelse med oppslagsordet ’Laborantlabyrint’ som også er det oppslagsordet det henvises til i ’Ænsyklopædi 2’. Ikke bare tekstene, også illustrasjonene peker mot og leker med hverandre.
Mens e.encyclopedia er basert på en henvisnings- eller hyperteksttenkning, som med få museklikk fører deg vidt av sted, så begrenses eller styres henvisningene i Aschehougs juniorleksikon i større grad innenfor bokens egne rammer gjennom bokser med overskriften ”Les mer om”. På alle oppslag finnes det likevel nettadresser til videre utdyping. Samarbeidet mellom e.encyclopedia og Google har ført til en viss styring av lenkene i retning av at nettoppslagene skal være relevante for målgruppen. I Aschehougs juniorleksikon tas det ”forbehold om at enkelte linker kan ha blitt lagt ned etter at redaksjonens arbeid ble avsluttet” [7]. Her har altså ikke redaksjonen eller forlaget styring med hvor lenkene i vid forstand kan føre leseren hen. Når det gjelder valg av oppslagsord (Aschehougs juniorleksikon) og søkeord (e.encyclopedia), så preges det av tematisk nærhet til emnet lenken går fra. Slår man opp på ’Danmark’, blir man tipset om å lese mer om ’Færøyene’, ’Grønland’ og ’Nordens historie’, og slår man opp på ’Theatre’ i e.encyclopedia, finner man henvisninger til oppslag om ’stage’, ’tragedy’ og ’comedy’ i boken og til søkeordet ’drama’ i den elektroniske ressursen. Igjen ser vi at det er den franske L’Encyclopédie des cancres des rebelles et autres génies som har mest til felles med Børnenes Ænsyklopædi. Riktignok inneholder den ingen henvisninger, men oppslagene er utstyrt med egne margnotater, eller marginalia av ulik karakter. Det kan være korte faktanotiser om liv og verk eller det kan være sitater og mer kuriøse opplysninger.
Entydig eller utfordrende. Om illustrasjoner og tekst
I likhet med mange andre ensyklopedier er Børnenes Ænsyklopædi redigert av et knippe mennesker, mens tekstene til de ulike oppslagsordene er skrevet, og/eller illustrert, av mange forskjellige. Redaktørene for boken er illustratørene og barnebokforfatterne Tea Bendix og Hanne Kvist og forlagsredaktøren Elin Algreen-Petersen. Alle tre har levert egne bidrag til boken. I tillegg har de med seg 60 andre barnebokkunstnere. Noen av oppslagsordene utlegges både i tekst og bilde, noen bare som tekst, mens hele 75 av bokens oppslagsord utlegges kun visuelt i form av tegninger, trykk, montasjer eller installasjoner. For eksempel utlegges oppslagsordet ’Mor’ over et helt oppslag med en tegning (signert Kirsten Raagaard) av en kjempestor, liggende purke som dier hele femten små grisunger. Eller ordene ’Butik’, som utlegges med en av Julie Kyhls mange morsomme og detaljrike raritetskabinetter. Ideen med kun å illustrere over en tredjedel av oppslagsordene er både original og mulig å knytte opp til noe av det som gjorde Denis Diderots og Jean le Rond d’Alemberts Encyclopédie (1751) så spesiell, nemlig de mange plansjene som ledsaget oppslagsordene.
Vanligvis skal ensyklopedienes plansjer og illustrasjoner demonstrere og forklare. Slik er det også med illustrasjonsmaterialet i Aschehougs juniorleksikon og e.encyclopedia. Mens kanskje så mye som 95 % av illustrasjonene i e.encyclopedia er fotografier av for eksempel representative dyr, planter, objekter, mennesker og deres handlinger, så er illustrasjonene i Aschehougs juniorleksikon atskillig mer varierte. I tillegg til fotografier, finner vi her mange fagdetaljerte tegninger av dyr og planter slik vi kjenner disse fra botanikk- og zoologibøkene. Dessuten tegninger som illustrerer situasjoner og mennesker i handling (”Roma blir plyndret”), kart over landområder og modelltegninger (”Slik beveger bølgene seg” eller ”Innsjøens livsløp”). Selv om hvert enkelt oppslag i begge disse bøkene er preget av at bildematerialet er mer eller mindre fritt distribuert på sidene, er det vanskelig å snakke om oppslagene som reelle montasjer eller collager. Det oppstår sjelden kontraster eller friksjon mellom de ulike bildene eller mellom bildene og teksten. Det gjør det derimot både i L’Encyclopédie des cancres des rebelles et autres génies og Børnenes Ænsyklopædi. I den franske ensyklopedien er det Serge Bloch som har hatt ansvaret for å utforme portrettene av de biograferte personene. Portrettene benytter et rikt formspråk der elementene som møter hverandre ofte skaper humoristiske eller underfundige kommentarer til den biografertes liv. Foruten disse hovedportrettene inneholder oppslagene også fotografier, ofte delvis bearbeidet, og dessuten eksempler på arbeid eller saker de biograferte er kjent for, som bildet av Mona Lisa i forbindelse med oppslaget om Leonardo da Vinci.
Også illustrasjonene i Børnenes Ænsyklopædi åpner et rikere poetisk og humoristisk register enn entydige og avgrensende realitetsorienterte illustrasjoner. I tillegg til nevnte Julie Kyhl, står Rasmus Bregnhøi, Jon Ranheimsæter og Tea Bendix for flertallet av bokens illustrasjoner. Disse fire viser fram en viktig og utfordrende formmessig spennvidde. Mens Bendix’ tegninger ofte er duse og poetiske, og Bregnhøis er heller klassiske barnebokillustrasjoner (selv om de er rik på artige detaljer, som til ordet ’Feber’), så er Ranheimsæters illustrasjoner mer hardkokte, friske og overraskende, som til oppslagsordet ’Bang’ eller ’Hammer’.
På samme vis som illustrasjonene, er heller ikke flertallet av tekstene i Børnenes Ænsyklopædi opptatt av entydige definisjoner og forklaringer. Om lag 60 tekster kan karakteriseres som sakprosanære eller essayistiske, mens om lag 74 tekster mest av alt er skjønnlitterære fortellinger. Mange av fortellingene er både søte og morsomme og noen er mer groteske og vanvittige (som fortellingen til ordet ’Skrænt’ av Daniel Zimakoff). Det er Pablo Llambías som har skrevet flest tekster av denne typen i Børnenes Ænsyklopædi. Hans kjennemerke er den personlig forankrete sanselige minitayren, som til ordet ’Plaster’: ”Jeg har brækket benet. Det var næsten gået af. En bil var kørt hen over det. Nu har jeg plaster på. Når benet er vokset sammen, vil jeg bruge plasteret igjen. Jeg vil save min lillebrors hånd af, så kan han prøve plasteret på. >> se også Sav”. Eller til ’Lomme’: ”Det er dejligt at have bukselommer. Det er svært at få fingrene ned i dem. Jeg hader de her bukser, fordi der ikke er noget bælte i dem. De falder ned. Jeg bliver nødt til at have fingrene i lommerne for at holde bukserne oppe. Jeg ville ønske, jeg havde fået bælte på. >> se også Kastanjer”.
Mest litterært utfordrende er etter min mening likevel de sakprosanære eller essayistiske tekstene. En av storleverandørene av slike tekster er Oscar K (synonym for Ole Dalgaard). Oscar Ks tekster kjennetegnes av en blanding av saklig knapphet, språklig humor og praktisk hverdagsorientering. Et talende eksempel er teksten til oppslagsordet ’Røv 2’ [8]. Der tar Oscar K mål av seg å belyse mange av de språklige sammenhenger ordet røv opptrer i på dansk. Og det er mange. Teksten er derfor en praktisk orientering til de leserne som vil utvide sitt språklige register og unngå å være ”på røven”, det vil si ”ikke forstår de mange måder, røven omtales på”. Oscar K innleder med en avgrensning og presisering: ”Røv betyder egentlig hul, så det er noget pjat at sige røvhul”. Men ellers stilles ’røv’ i sammenheng med en rekke andre ord, som:
højrøvet (rank, fornem person, hvor røven sidder så højt, at den ser ned på folk), røv med ører (= hul med ører = dum). Luk røven (luk hullet = luk munden = ti stille), røven af fjerde division (allerbagest = nummer sjok), køre på røven (dvs. ingenting = uden billet = gratis, f.eks. i S-tog og busser).
At det nettopp er et hverdagsaktuelt, men neppe fornemt, ord som plukkes opp og turneres saklig og semantisk i to utfyllende tekster, gir kanskje også ekstra grobunn for en løssluppen humor. Ordet ’røv’ er nok ikke et alminnelig oppslagsord i ensyklopedier og leksikon for barn og unge. Det er derimot ’kamel’, ’Albert Einstein’ og ’skjelett’ og det kan derfor være interessant å peile på kryss og tvers i de omtalte bøkene og sammenlikne tekstene til oppslagsord som er felles.
Avklaring eller avledning
Oppslagsordet ’kamel’ finnes både i Børnenes Ænsyklopædi og i Aschehougs juniorleksikon. I førstnevnte består teksten kun av én setning. Den er i høyeste grad definitorisk og lyder: ”Den med to pukler. >> se også Dromedar”. I det hele kan vi si at i denne ene setning blir sannsynligvis det vanligste spørsmålet når det gjelder kameler besvart og vil derfor dekke de fleste kunnskapssøkende leseres behov når de slår opp på ’kamel’. At denne informasjonen, én eller to pukler, også er relevant i oppslaget i Aschehougs juniorleksikon, kommer tydelig til uttrykk ved at puklene omtales både i oppslagets hovedtekst og i en egen faktarute nederst i oppslagets venstre hjørne. Oppslaget i Aschehougs juniorleksikon omhandler ikke bare kameler, men også andre kameldyr som lama (kameldyr uten pukkel), alpakka, guanako og vikunja. Oppslagets hovedtekst omhandler zoologisk standardinformasjon om levested, utseende og nytte- eller bruksverdi. På oppslaget finner vi både fotografier og tegninger. Til tegningene hører det forklarende tekster. For eksempel viser en tegning et utsnitt av kamelens hode og har en strek fra øyet til en tekst som lyder ”De lange, tykke øyevippene beskytter øynene mot den stekende solen og de iskalde ørkennettene”. I tillegg til å forklare spesifikke trekk som den tykke pelsen, de lange beina og de brede føttene, rommer slike tekster også informasjon om kamelens fysiske omgivelser. Den store forskjellen på oppslagsbøker for voksne og oppslagsbøker for barn og unge har med dette forholdet mellom hovedtekst, illustrasjoner og forklarende sidetekster å gjøre. Mens hovedteksten, selve leksikonartikkelen, dominerer oppsett og styrer leseretningen i oppslagsverk for voksne, så er de ulike ”artiklene” i oppslagsverk for barn og unge preget av at stoffet er mye mer romlig distribuert og at leseretningen dermed i større grad overlates til leserens impulsive lesning.
Et viktig spørsmål i arbeid med den slags oppslag og tekster er selvsagt hvor oppstykket og fragmentert et oppslag skal være, og om det ikke også kan være behov for en viss kobling, utover selve oppslagsordet, mellom de ulike tekststykkene. Struktur, oppsett, orden, bokser, streker, illustrasjoner – alt trekker i leseren. Spørsmålet blir om hvert enkelt element trekker sterkt nok til at leseren kan ta for seg alle elementene, i sin egen personlige rekkefølge, eller om den overveldende mengden bare fører til at leseren beveger seg på overflaten: ser på bildene, leser førstelinjen eller fortaper seg i kryssreferansenes nettverk? Mens oppslaget om ’skeleton’ i e.encyclopedia inneholder tre ulike fotografier (to er databehandlete røntgenbilder) med varierende mengde tilhørende forklaringer, en innledende definitorisk tekst og tre enkeltavsnitt strukturert rundt hvert sitt spørsmål, består oppslaget til ’skelet’i Børnenes Ænsyklopædi av en enkel tekst og en tilhørende illustrasjon som ikke umiddelbart synes å ha noe med skjelett å gjøre – nemlig forsiden på boken ”Hvem Hvad Hvor” [9]. Begge artiklene åpner med en avklaring av fenomenet: ”The skeleton is the inner framework of bones that supports and gives shape to the human body” og ”Stativ der bærer os, når vi bliver gamle”. Oppslaget i e.encyclopedia tilbyr leseren ytterligere informasjon om benevnelser på skjelettets ulike deler og om beins styrke, vekst og konsistens. I Børnenes Ænsyklopædi trekkes leseren derimot inn i et barndomsminne om et skjelett til en rotte: ”Vi tog det med hjem og kikkede i Svens Fjerdingstads fars Hvem, hvad, hvor, som var sådan en bog med tegninger, som man kunne slå op i hvis der var noget, man ikke kunne finde ud af.” I boken stod det ikke noe om skjeletter, men mye om elektrisitet. ”[D]erfor glemte vi skelettet i Svends mors seng. Indtil om aftenen, hvor Svends mor begynte at skrige, så Svend blev helt elektrisk. På den måde hang det med skelettet jo alligevel lidt sammen med det med elektriciteten i Hvem, hvad, hvor.” En tekst som dette forteller leseren ikke bare noe om skjeletter, men også om det å finne ut noe om skjeletter. Om å søke kunnskap og om å la seg fascinere og avlede. En bok som Børnenes Ænsyklopædi fyller eller legger materiale til mange av de avsporingene lesning av oppslagsverk fører til.
Det å fylle hullene, eller følge fluktlinjene, i det tradisjonelle oppslagsverkets kunnskapsstoff har også vært ledetråden i arbeidet med L’Encyclopédie des cancres des rebelles et autres génies. Sammenlikner vi oppslaget om Albert Einstein i denne boken med oppslaget i Aschehougs juniorleksikon, ser vi at den første leder leserens oppmerksomhet mot ”den gamle bisarre typen, med bustete hår som rekker tunge på plakaten som henger i entreen” før det opplyses om at dette er Albert Einstein, ”et geni, en av de største fysikerne i historien”. Den øvrige teksten om Einstein er også preget av å bevege leserens oppmerksomhet mellom dette avvikende og uformelige ved Einstein og den strenge presisjon som er trengt inn i formelen E=mc2. Det bisarre eller outrerte har ingen plass i Aschehougs juniorleksikons oppslag. På alle de tre fotografiene av Einstein ser han rolig og seriøst arbeidende ut. Verken hovedteksten eller noen av sidetekstene og bildetekstene forteller om Einstein som avviker, kun at han som liten gutt var ”uvanlig nysgjerrig på alt omkring seg”. At dette også kan forstås som mistilpasset, i første omgang i forhold til skolen, men i neste omgang i forhold til vitenskapens paradigme berøres ikke i oppslaget.
Mange utgivelser av kunnskapsbøker for barn og unge ser ut til å være motivert av et ønske om å være til hjelp i skolearbeid og et supplement til lærebøkene. Det er bøkenes nytteverdi som betones. I bøkene finner leserne svar på de spørsmål skolen, og samfunnet, produserer. Bøker som Børnenes Ænsyklopædi og L’Encyclopédie des cancres des rebelles et autres génies stiller spørsmål ved hva som gir definisjonsmakt og utfordrer den etablerte forståelse av faktakunnskap og av hva som har verdi som kunnskap.
Vågal og løssluppen
I stedet for å gå veien om oppslagsordene ’Ænsyklopædi 1 og 2’ for å nærme seg boken Børnenes Ænsyklopædis forståelse av seg selv, er det fristende å slå opp på et annet ord, nemlig ’Vovehals’. For etter min mening er en utgivelse som dette nettopp et vågestykke. Skal man, ifølge boken, gjøre seg fortjent til betegnelsen ’vovehals’, må man først og fremst ”udtænke et vovestykke. Helst noget, som ingen har set før. […] Man bliver ikke en vovehals, fordi man bygger en faldskærm ud af et rullegardin og hopper ned fra carporten, eller bare går hen til en meget sulten løve. I sidstnævnte tilfælde er man nærmere skør i bolden”. Både Kvist, Bendix og Algreen-Petersen (Børnenes Ænsyklopædi) og Pouy og Bloch (L’Encyclopédie des cancres des rebelles et autres génies) har i høyeste grad uttenkt vågestykker ingen har sett før. Og de kan også det som er den store kunsten – ”at slippe godt fra sit vovestykke. Vovehalse, der kommer galt af sted, er der ingen, der gider se på”.
Og, som hertuginnen i Alice i eventyrland sier, av dette kan vi lære å våge mer. Noen barnelitterære samarbeidsprosjekter er selvsagt helt ok, men mange utgivelser framstår som nokså tradisjonelle antologier og oppslagsverk. Hvor er de norske samarbeidsprosjektene som utvider eller forstyrrer og definerer det barnelitterære feltet på nytt? Gode forlagsfolk, kulturpengeforvaltere, forfattere, illustratører og barnebokkunstnere, gå til frisøren og fiks ’røvbaldefrisuren’ [10].
Fotnoter
[1] For interesserte lesere anbefales den nyutgitte svensk-latinske utgaven av Orbis Sensualium Pictus fra 2006 med perspektivrike etterord av Hartmut Laufhütte, Markku Leinonen og Lars Lindstöm.
[2] Originalens tittel Odhams Encyclopaedia for Children.
[3] Originalens tittel Children’s Illustrated Encyclopedia.
[4] Tittelen kan oversettes med noe sånn som “Ensyklopedi over dovne rebeller og andre genier”.
[5] "À tous ceux qui, un jour, ont rêvé, au fond près du radiateur".
[6] I Encyclopaedias: Their History Throughout The Ages (1966) hevder Robert Collison at ordet ‘ensyklopedi’ første gang ble brukt i Paul Scalichs Encyclopaedia, seu Orbis disciplinarum (1559). Collison skriver også at den alfabetiske ordensmåten ble introduserte med verket Suda i 1080, men først for alvor tatt i bruk på 1700-tallet, og at kryssreferansen fant sin plass og form med Domenico Bandinis Fons memorabilium universi i 1410.
[7] Og det stemmer, flere av nettsidene boken har lenker til er i dag lagt ned.
[8] Kåre Bluitgen har skrevet teksten til ’Røv 1’, som er i samme gate som Oscar Ks, men litt mer omfattende.
[9] Teksten til oppslaget ’skelet’ er skrevet av Jens Blendstrup.
[10] Lurer du på hva ’røvbaldefrisure’ er, slå opp på ’Røv 1’ i Børnenes Ænsyklopædi.
Bang-Hansen, Odd (norsk utg.): Verden omkring oss, Damm 1955
Bendix, Tea, Hanne Kvist og Elin Algreen-Petersen (red.): Børnenes Ænsyklopædi, Gyldendal 2007
Bourne, Jo, Janet Sacks og Catherine Bradley (red.): e.encyclopedia, Dorling Kindersley 2006
Collison, Robert: Encyclopaedias: Their History Throughout The Ages, Hafner, 1966
Comenius, Johan Amos: Orbis Sensualium Pictus, HSL Förlag 2006 [1658]
Hovland, Ragnar: Verdt å vite [trur eg], Gyldendal 2002
Kaldhol, Bjarte (red.): Aschehougs juniorleksikon, Aschehoug 2003
Pouy, Jean-Bernard, Serge Bloch og Anne Blanchard: L’Encyclopédie des cancres des rebelles et autres génies, Gallimard Jeunesse 2006
Sønsthagen, Kari og Torben Weinreich: Leksikon for Børnelitteratur, Branner og Korch 2003
Vi skal bryde med de traditionelle forestillinger om børnelitteratur
Trods det, at der i Danmark udgives rigtig mange bøger for børn, og at børnelitteraturen indgår i en lang række institutionelle og private sammenhænge, er der meget få forskere, der beskæftiger sig fuldtids med børnebøger
Der udgives i Danmark knap 2.000 bøger for børn om året. I daginstitutioner har børnelitteraturen fået en større plads, siden der i 2004 blev indført krav om udarbejdelse af læreplaner. I folkeskolen er lærerne i danskfaget forpligtet til at undervise i børnelitteratur fra de helt små klasser. Folke- og skolebiblioteker indkøber et stort antal børnebøger og formidler dem til børn og voksne. Ud over de mange institutionelle sammenhænge, som børnelitteraturen indgår i, spiller børnebøger også en rolle i privatsfæren som udgangspunkt for roligt og hyggeligt samvær. Indirekte bliver læsningen også kilde til sprog-indlæring, socialisering og det første møde med æstetiske udtryk i form af tekst og billeder.
Trods det faktum, at der således i Danmark udgives endog rigtig mange bøger for børn, og trods det faktum at rækken af institutionelle og private sammenhænge, som børnelitteraturen indgår i, er lang, hersker der i brede kredse en meget snæver - for ikke at sige historisk - opfattelse af, hvad børnelitteratur er.
Ældre bøger
Går man ind i en dansk boghandel, vil man med meget stor sandsynlighed møde værker af forfattere som H.C. Andersen, Astrid Lindgren, Halfdan Rasmussen og Ole Lund Kirkegaard. Generationer af læsere har nydt disse bøger, og det vil fremtidige generationer sikkert også komme til. Problemet er blot, at hvis man ser på boghandlernes udbud, så fylder bøger af disse forfattere utrolig meget, og det er i høj grad disse ældre bøger, der refereres til, når man i bredere kredse diskuterer litteratur og tekster for børn. Årsagen skal ikke alene søges i boghandlernes trofasthed over for traditionen, men også i en blanding af omsorg for barnet og nostalgi hos forbrugerne: Man vælger det, man kender, det trygge, og det, man husker fra sin egen barndom. I den forbindelse er det mindre relevant, om bøgerne udkom for første gang for 30 eller 170 år siden.
Men man kan for underholdningens skyld drage en parallel til voksenlitteraturen. Hvad ville man som voksen læser sige til at komme ind i en boghandel, hvor størstedelen af hylderne var fyldt med bøger fra før 1968? Man ville vel undre sig og synes, at der manglede noget. Nogle få yngre, nutidige forfattere har bevæget sig ind på det bredere, private børnelitterære marked, men de, der beskæftiger sig fagligt med børnelitteratur, vil vide, at der er masser af ny litteratur, som er på niveau med klassikerne, og som samtidig har andre kvaliteter. Sproget ændrer sig, normerne i det omgivende samfund ændrer sig, fortællemåder ændrer sig, og synet på individet ændrer sig. I takt hermed ændrer litteraturen for børn sig også.
Sat meget skarpt op er traditionelle forventninger til børnelitteratur, at sproget skal være letforståeligt, fortællingens opbygning skal være enkel, bogen skal ende godt, hovedpersonen skal være et barn, der kan fremstå som et godt eksempel, tematikken skal kunne knyttes til den forventede barnelæsers hverdag, og i det hele taget skal bogen entydigt rette sig mod børn. Udgangspunktet for sådanne bøger er, at barnet er et væsen, man skal tage hensyn til, og det er den voksne forfatter og formidlers ansvar at gøre dette. Der udkommer en lang række bøger også i dag, der opfylder disse krav, og mange af dem er gode og interessante bøger.
Skal udfordres
Der udkommer imidlertid også en række bøger, der indirekte bygger på, at barnet er et robust og selvstændigt tænkende væsen, der i forhold til litteratur skal udfordres. Forfatteren Thomas Winding har udtalt:
"Inden i ethvert menneske er der en sjæl, som er meget ældre. Og barnet skal jo have lov at udvikle sig som barn, som et lille ufærdigt væsen, men vi må aldrig nogensinde glemme, at de allerede er voksne. Det har været mit udgangspunkt, en fornemmelse, som jeg selv havde som helt lille barn af at være en voksen i et barns krop, eller en vidende i et barns krop".
Ifølge denne opfattelse kan man ikke se bort fra, at barnet på den ene side er "ufærdigt", men man må ikke se bort fra, at det samtidig er "vidende". Bøger, der er skrevet ud fra et sådant syn på barnet, kan bl.a. være karakteriseret ved sproglig variation, ved eksperimenterende kompositions- og fortælleforhold samt ved hovedpersoner, der fremstår som ikke-idealiserede individer med en kompleks psykologi. Man kan samtidig iagttage eksempler på en udvidet forståelse af, hvad man kan skrive om for børn, og finde talrige eksempler på eksperimenterende og udfordrende visuelle udtryk i billedbøger og illustrerede bøger. Endelig er det karakteristisk, at vor tids børnelitteratur i stigende grad henvender sig til en mindre veldefineret målgruppe af børn og voksne.
Oplyste voksne
Hvorfor er det vigtigt, at også voksne kender til sådanne tendenser i den nyere litteratur for børn? Det er det primært, fordi børn er afhængige af, at voksne omkring dem er oplyste. At være oplyst på et meget basalt plan kunne på dette område være at vide, at tekster og visuelle udtryk - også for børn - kan være en kilde til sproglig udvikling, udfordring og nydelse, kan være en dialogpartner i individets udvikling af personligheden og en måde, hvorpå man kan skaffe sig viden og udvide sin horisont. Nogle af disse områder har (børne)litteraturen til fælles med film, teater og andre udtryksformer, men derfor er det naturligvis stadig relevant at undersøge, hvad der er særligt for (børne)litteraturen og samspillet mellem tekst og billeder i bogform. Det gør kun området mere interessant, at børnebøger i stigende grad udkommer samtidigt i flere parallelle former eller variationer - som film, som pc-spil, som lydbog og på cd.
At man kan kalde sig oplyst, kræver også, at man kender til børnelitteratur, der rækker ud over det, man selv læste som barn. Det er naturligvis for meget at forvente, at den enkelte forælder, bedstemor, ven eller bekendte, der gerne vil give et konkret barn en bog, har et bredt kendskab til børnelitteraturens udvikling. Men det er ikke for meget at kræve af fagpersoner, for hvem det er en del af deres arbejde at formidle litteratur til børn. Blandt beslutningstagere og blandt skolebibliotekarer, lærere, bibliotekarer, pædagoger, seminarielærere og i stigende grad også blandt universiteternes studerende hersker der da også en grundliggende opfattelse af, at viden om området er vigtig. Positive tegn på dette er blandt andet, at danskfaget i pædagoguddannelsen er blevet styrket, at børnelitteraturen tegner til at blive styrket i en revidering af skolebibliotekaruddannelsen, og at Danmarks Pædagogiske Universitet i 2004 oprettede en masteruddannelse i børnelitteratur.
Bare pletter på landkortet
Man skulle måske også tro, at antallet af udgivelser, omfanget af institutionelle sammenhænge, som børnelitteraturen indgår i, samt ikke at forglemme børnenes egen relative trofasthed over for bogen ville afspejles i en omfattende forskning, der bl.a. kunne medvirke til at kvalificere gruppen af formidlere. Faktum er, at de forskere, der beskæftiger sig fuldtids med børnelitteratur, kan tælles på lidt over en hånd. Der er stadig meget store bare pletter på forskningens landkort. De senere år har man set en øget publikation af bøger, afhandlinger og artikler inden for området og oprettelsen af Center for Børnelitteratur i 1998 har medvirket til at styrke feltet bl.a. gennem uddannelse af forskere og undervisning i en lang række sammenhænge. Men listen over betydningsfulde spørgsmål, der skal besvares, er stadig meget lang, når man sammenligner med det antal mennesker, der er uddannet til at besvare dem.
Alligevel må man i oplysningens ånd tænke optimistisk: Er man interesseret i børnelitteratur som almindelig læser - barn eller voksen - er der nok af interessante tekster at gå i krig med. Er man som forsker, formidler eller underviser optaget af at undersøge, analysere og formidle disse tekster, kan man glæde sig over, at der ikke er udsigt til, at opgaverne og udfordringerne ophører lige foreløbig.
Nina Christensen er centerleder ved Center for Børnelitteratur, Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, Aarhus Universitet
We laugh the Weirdness Backwards out of the Book
By Carsten Andersen. Translated by Thomas E. Kennedy.
I am sure Oscar K would say that children ought to be taken seriously and that therefore they should have the world thrown right in their faces. Raw and undiluted reality. The Full Monty.
And that is what they get, the youngsters, and are fortunate for it.
The author’s sublime partnership with illustrator Dorte Karrebæk creates a special universe inside of which both children and adults can have the pleasure of moving around, even if the moral is not always clear on occasions when the universe closes up again because the story is over. Well, one thing is certain. They have had fun, and if they want, they can also, when they’re done reading – or along the way – exchange a few profundities about existence and its troubles. Here they are served with realities – the worst ones, with a wry smile or even a song..
Take Børnenes bedemand ('The Children’s Undertaker'), for example. Be honest about it: who has ever had the courage and imagination to write and draw their way directly into the backroom of a mortician like Mr. Joergensen who hopes every day that the phone won’t ring because that would mean he has to put another child into a coffin? An undertaker who in addition goes around singing his choir’s barbershop harmonies to the dead children as he potters about, dreaming of little Miss Ene. One day the police bring a dead street child in to him. It turns out to be a girl, Dinah. A sad fate. No one to accompany her to her burial. Until a dog suddenly leads the way through the town to three freezing children hiding under a bridge. Dinah is their big sister, and she is accompanied by her siblings on her last journey, as they hear Mr. Joergensen sing, "Dinah, is there anyone finer?" while the deceased has a smile on her lips.
One can’t help smiling, either, when Oscar K and Dorte Karrebæk collaborate on their books about De tre ('The Three') – i.e., the two literally hard dogs Carlo and Simba and the cat Gerda Røvlund. One day the two dogs pick up a cat, but their skill in taking care of the exhausted Gerda doesn’t go far. They go to work on on Gerda until they themselves are caught in the spinach. In volume II, Carlo has been bitten in half by a giant dog so Gerda has to play surgeon, operating while the blood flows. The politically incorrect high jinks continue in the next volume in which Gerda makes dinner out of the dogs’ pet, and the story ends when love-sick Carlo suddenly becomes a single father of five because the mother would rather take her chances as a beauty queen.
Is this fun? Yes, mostly. Silly? Not infrequently! But are you shocked? Not really. The craziest and most burlesque incidents are served up in a manner so that at one and the same time you glimpse both the diabolical element and the cuteness in these figures which, for all their absurdity, can seem quite human.
Another book by Oscar K and Dorte Karrebæk is Hurtige Henning historier ('Quick Henning Stories') Here both drawings and stories are served in an edible fashion for those who don’t have an appetite for stories in which the clown is allowed to run completely free. It’s a story about a white boy, Henning, and Fatima, who wears a burka. Both are super clever in school, for the principal reason that they have a bunch of siblings who can stand in for them in the subjects they themselves are not so good at. And they have more in common than just good grades. A youthful romance also bubbles up across the cultural precipice.
In Little Miss Nobody, Oscar K moves up to a class of older readers and into a new genre in which he and illustrator Rasmus Bregnhøi explore the graphic novel in a noir story about the blind Salvation Army girl Lilith and the boy Schniff who has run away from a home for boys. With a sure hand the author and illustrator send their main characters around the lowest level of society where superior forces manage to light small candles for the struggle of good against evil. Full marks to This story in which Bregnhøl’s lines are every bit as raw and black-and-white as conditions on the streets where Miss Nobody and Schniff fight their way forward.
Antallet af børn, som næsten aldrig læser i deres fritid, tredobles fra 9- til 15-års alderen
Når børn når ti-års alderen, holder de voksne op med at læse højt for dem - både i hjemmet og i skolen. Herefter er der ikke mange børn, der læser bøger i deres fritid. Men forældrene kan gøre en forskel ved at læse højt. Kronikøren kommer her med tre forslag til bøger, der er egnet.
Det handler om børnebøger. Det foregår i Danmark. Og vi står med en kæde af paradokser. På den ene side udlåner danske skole- og folkebiblioteker flere bøger pr. barn end noget andet sted i verden.
I alt drejer det sig om mere end 50 bøger pr. barn om året, mens tallene for Sverige og Norge er henholdsvis 18 og 15. På den anden side læser danske børn og unge set under ét mindre i deres fritid end både svenske og norske børn.
Samtidig gælder det, at læsekurven i Danmark knækker ved 10-års alderen. Inden da læser danske børn meget og kan fuldt ud konkurrere med børn i andre lande. Men efter den tid falder læseomfanget år for år. Blandt de 9-årige læser 78 pct. jævnligt bøger i deres fritid, de fleste næsten hver dag. For de 15-årige er tallet 40 pct., og kun ganske få læser næsten hver dag. Antallet af børn, som næsten aldrig læser i deres fritid, tredobles fra 9- til 15-års alderen.
Også for børn i andre lande gælder det, at læseomfanget falder med alderen, men det går meget stærkere i Danmark og ikke mindst: Det sker meget pludseligt. Det er der mange forklaringer på, bl.a. at børn i dag meget tidligt vælger eller bliver presset ind i en ungdomsidentitet, og dertil hører ikke læsning i fritiden. Unge har andet at bruge deres »dyrebare tid« på, som en dreng formulerede det i en undersøgelse af unges læsevaner.
Men måske er der også en anden forklaring, som sjældent ofres større opmærksomhed. Der sker nemlig noget andet, der har med børn og boglæsning at gøre i 10-års alderen: De voksne holder op med at læse højt for børnene, både i hjemmet og i skolen!
Argumentationen synes at være, at når børnene nu selv kan læse, er der ingen brug for højtlæsning. De voksne har gjort deres pligt nu er det børnenes eget ansvar.
Vender vi tilbage til modsætningen mellem de mange hjemlånte bøger fra bibliotekerne og de faktisk læste bøger, kan vi hæfte os ved, at mens bøgerne på børnebiblioteket udlånes i gennemsnit 2,2 gange pr. år, så udlånes bøgerne på skolebiblioteket kun 0,7 gange. Det skal dog understreges, at skolebibliotekernes samlede bogbestand er fire gange så stor som børnebibliotekernes. Men børn i førskolealderen og på de yngste klassetrin trækker i høj grad læsset, når de mange børnebøger hentes hjem fra bibliotekerne. Og en betydelig del af netop disse bøger lånes med højtlæsning for øje.
Danske forældre har tilsyneladende den opfattelse, at det er både nødvendigt og berigende at læse højt for børn, mens de er små vel at mærke. Og de har fat i en pointe. For udover de mange gode og tætte oplevelser, som gemmer sig i samværet omkring gode fortællinger og gode billeder, så tyder alt på, at børn, hvis forældre virkelig har satset på højtlæsning, senere i livet selv vælger at læse bøger i deres fritid.
Når vi i dag læser højt for børn, hæfter vi os udover selve nærværet ved, at børnene får en oplevelse, at de udvikler deres sprog, at de lærer noget om verden, og at de bliver integreret i det samfund, de er en del af. De bliver delagtiggjort i samfundets grundfortællinger. Og i bedste fald bliver de også udfordret. Når vi vælger bøger til højtlæsning for børn, bør vi nemlig både holde fast og slippe løs.
Holde fast gør vi, når vi læser klassikerne, altså de bøger, som er blevet kanon. Det gælder en lang række oversatte værker som »Alice i eventyrland«, »Peter Pan« og »Peter Plys«, alle hovedværker i engelsk børnelitteratur, samt Astrid Lindgrens fortællinger. Fra den danske kanon er det bl.a. H.C. Andersens eventyr, Christian Winthers »Flugten til Amerika«, H.V. Kaalunds fabler og Krohn-bødrenes »Peters Jul«. Det er her, børn gennem generationer er blevet gjort bekendt med, at det ikke gør noget, at man er vokset op i en andegård, når blot man har ligget i et svaneæg, at »har du en moder, da skøn derpå«, at man kan drukne sin sorg og finde sin trøst »på bunden af sagosuppen«, og at der er al mulig grund til at glæde sig »i denne tid«, for »nu falder julesneen hvid«.
Gennem klassikerne føres vi ind i en forestillingsverden og et sprogligt univers, som vi er fælles om, og som forældre kan bidrage til at fastholde. Det gælder også nyklassikerne fra 1900-tallets midte som Halfdan Rasmussen og Ib Spang Olsens nonsensfortællinger, Jens Sigsgaards og Arne Ungermanns »Palle alene i verden« og Egon Mathiesens billedbøger.
Slippe løs gør vi, når vi trodser trangen til at læse det, der lettest falder os ind, altså børnelitteraturens main stream, og vælger nye og spændende bøger til højtlæsning, især blandt de mange nye billedbøger. Der gemmer sig store oplevelser og store udfordringer i disse bøger. Når jeg bruger ordet »udfordringer«, er det ikke uden grund. Mange forældre vil sikkert være skeptiske over for nogle af disse bøger, som bryder med vante forestillinger om, hvad og hvordan man kan fortælle for børn. Her tre eksempler, alle egnet til højtlæsning for også større børn:
Den første bog er Oscar K. og Dorte Karrebæks tredje bind i serien »De tre« (Dansklærerforeningens forlag) med undertitlen »da Røvlund ønskede sig en negerdreng, men fik en lille autist til halv pris«, og her gætter jeg på, at en del forældre allerede er stået af. Men hold endelig fast! Vi står måske overfor en kommende klassiker. Hovedpersonerne er de to »hårde hunde«, Carlo og Simba, som drager ud i verden for at finde en gave til den tredje hovedperson, katten Røvlund, og det skal være en lille »billig negerdreng«. Da børnehjemmet meddeler, at negerdrenge er udsolgt, vælger de i stedet autisten Niels Ole, som de kan få for halv pris.
Og så er der ellers lagt op til en spændende og tør jeg roligt sige anderledes historie. Hvis nogle stejler på grund af ordet »neger«, kan det oplyses, at dansk børnelitteratur er fyldt med negerdrenge, bl.a. i Jørgen Clevins »Rasmus«, Egon Mathiesens »Fredrik med bilen« og Harald H. Lunds »Elefantens vuggevise«, bortset fra, at pænhedens vogtere i sidstnævnte tilfælde for længst har skiftet negerdrengen ud med en kokosnød.
Det andet værk er »And, døden og tulipanen« (Høst & Søn), tegnet og fortalt af Wolf Erlbruch, som mange vil kende fra en af nyere børnelitteraturs mest solgte bøger, »Muldvarpen, der ville vide, hvem der havde lavet lort på dens hoved«. Hans bog om døden handler om en and, som længe har haft »en underlig fornemmelse«. Der er en, der følger efter hende og giver sig til kende som døden. Døden er dog ikke kommet for at hente anden, siger han, men holder sig »bare i nærheden for en sikkerheds skyld«.
Bemærk den snurrige formulering: »sikkerhed« for hvad? Sammen følges de ad, indtil anden dør og sendes ud på sin sidste rejse. Døden står alene tilbage, bedrøvet, »men sådan er livet«. Det er en fortælling om døden som følgesvend og som uomgængelig mere end som trussel.
Det tredje værk er ganske usædvanligt, nemlig Danmarks og måske verdens første sonetkrans for børn, altså femten små digte, hvor det sidste digts linjer udgøres af de første linjer i de foregående 14 digte og med et strengt rimskema. Det er Cecilie Ekens »Mørkebarnet« (Sesam), illustreret af Malene Reynolds Laugesen, på overfladen en fortælling om søskendejalousi, men i virkeligheden handler det om at se, at vi alle har både mørke og lyse sider.
Det mørke barn, som ikke føler forældrenes kærlighed, allierer sig med mørkets dæmoner for at skræmme livet af den lyse søster, som suger al forældrenes omsorg til sig. Men i sidste øjeblik ombestemmer mørkebarnet sig og redder i stedet søsteren. Derefter er intet som før, for forældrene indser, at »to er én der er under samme dyne«.
De tre nævnte titler er unægtelig en anden slags højtlæsningsbøger. Men de hæver sig som ord- og billedkunst for børn langt over den bløde mellemvare. De fortjener at blive brugt og i det mindste afprøvet. Børnene fortjener det! Også de større børn. Så det er forsøget værd, også for mere tøvende forældre, pædagoger og lærere.
Igen: Det handler om børnebøger. Det foregår i Danmark. Og paradokserne må vi leve med. Vigtigst er indsigten i, at forældrene kan gøre en forskel, også når det gælder børns forhold til bøger, ved at læse højt og ved både at holde fast og slippe løs og ved blive ved!
Sekretær for en tæppetisser
Forfatteren Oscar K. kan bedst lide bøger af folk, der har begået selvmord. Eller også er det Oscars sekretær, der har det sådan. Sekretæren var engang chef for en tv-station, der havde mange ideer, lige så mange skandaler - og få seere. I dag er han sekretær for Oscar K., verdens eneste skrivende hund, som i denne uge er medforfatter til et nyt teaterstykke. Af Carsten Andersen Fakta DADA. Teater Kaleidoskop, Nørrebrogade 37, København. 27. september til 18. oktober.
Oscar K.: Mikkel-serien, bog 1 af 8, forlaget Hovedland, udkommer 30. september.
Oscar K.: Vejen til Vemb, roman, forlaget Politisk Revy, udkommer 17. oktober. Links Oscar K. er måske den eneste hund i verden, der har udgivet tre bøger. Formentlig er Oscar K. også den eneste hund, der har en sekretær, som engang styrede en tv-station.
Uden større held, skal det siges. Han holdt ikke længe i direktørstolen. Til gengæld insisterede han på at lave elitært fjernsyn, mens han var der. Det var der bare ikke mange, der opdagede.
Måske er det også derfor, han i dag koncentrerer sig om at være sekretær for Oscar K., en sød og lavbenet tæppetisser af en hund.
Sekretæren er for eksempel fødselshjælper i disse dage, hvor Oscar K. sammen med Martin Tulinius står bag et nyt teaterstykke med titlen 'DADA'. Det havde premiere fredag og skal i alt spille19 gange på teater Kaleidoskop. Stykket starter hver aften et nyt sted. 19 forestillinger.19 forskellige historier.
Nej, Oscar K. er ikke sådan at blive klog på. Og det samme kan man i øvrigt sige om hans sekretær. Sekretæren hedder Ole Dalgaard. Han er på den ene side en hyggelig og rund snakkefætter af en jyde. På den anden side en mand, som bladrer hjemmevant rundt i værker af Borges og Benjamin og er stærkt polemisk, når det tager ham.
Hvis man ikke lige kan placere Oscar K., er det vel forståeligt, for hvor mange lavbenede tæppetissere har man styr på, når alt kommer til alt?
Ham med 'Landsbyen'
Men Ole Dalgaard? Hvem har lige styr på ham? Altså, ud over at det ser ud til, at det er ham, der gemmer sig bag pseudonymet, fordi forfatteren Ole D. har det godt med at gemme sig bag billedet af en lavbenet hund.
Måske hjælper det, hvis vi nævner 'Landsbyen' - tv-serien, hvor det pludselig gik op for alle, at Niels Skousen ikke bare var sanger placeret et sted ude på venstrefløjen, men også skuespiller. Det var Ole Dalgaard, der fik ideen til 'Landsbyen'.
»Det er sådan noget, jeg finder på«, sagde Ole Dalgaard i 1991, da serien blev præsenteret på Nordisk Film. Underspillet, kringlet. Som altid.
Det var Stig og Peter Thorsboe, der blev hyret til at skrive 'Landsbyen'. De to replikmagere er der mange, der i dag kender fra 'Taxa' og 'Rejseholdet'. I dag er der stadig ikke ret mange, der kender Ole Dalgaard. Altså lige bortset fra dem på Holbæk-kanten, hvor han i otte år var leder af Holbæk Egnsteater. Det var der, hvor de om ham sagde: »Jamen, du er også så intelligent«.
»Det var jeg ret stolt af, indtil det gik op for mig, at det var ment som et skældsord«, siger Ole Dalgaard.
På Vordingborg-kanten har de nok heller ikke glemt ham for den hektiske, men korte tid på TV 2 Øst. Han blev kritiseret for at ansætte vennerne. For at bruge vildt mange penge. For at sende folk til tv-messe i Cannes. Fra Vordingborg. For at købe en brasiliansk kærlighedsføljeton til en lokal tv-station, for at hyre Ars Nova-koret osv., osv. Og så har de nok heller ikke glemt ham for, at det var her, han leverede replikken om, at alt global-tv er lokalt, hvorimod alt lokal-tv er noget lort.
Jamen det sagde han. Som direktør for TV 2 Øst, som han blev ansat til at bygge op i 1990 efter sine otte år i Holbæk.
»Desværre kunne alle kun huske den sidste del om, at alt lokal-tv er noget lort. Og det var jo ikke rigtig nogen god start«, siger Ole Dalgaard og griner lidt ved tanken. I dag. 12-13 år senere.
Han er på besøg på Politiken, og han har det ikke helt godt med det. Ikke fordi det er Politiken, men fordi turen gennem avisens lokaler minder ham om et helt andet liv.
»Efter TV 2 Øst var jeg på Domino Film, hvor jeg var ansat til at udvikle programmer. Vi skulle tjene penge på popprogrammer, og jeg var blandt andet med til at lave det program, der hed 'Synnøve's' på TV3. Det morsomme var, at når vi foreslog nogle programmer, hvor vi selv syntes, vi tog helt vildt pis på det hele, så syntes de, vi havde nogle gode ideer. F.eks. et program, hvor ingenting måtte vare over 30 sekunder«, siger Ole Dalgaard og ligner en mand, der har svært ved at se sig selv i et job som det, han lige selv har beskrevet.
Til Spanien
I dag er befinder han sig også lysår fra den flimrende medieverden, han forlod i 1994. Han tog til Spanien. Nærmest uden at kunne spansk. Farvel Danmark.
»Det var helbredet. Man kan jo ikke blive ved. Men det var også en erkendelse af, at man i mange år er gået forkert i byen. At man i mange år er blevet opfattet som et udadvendt menneske, mens man måske i virkeligheden har været en introvert person, der snød sig til at læse bøger og havde dårlig samvittighed over det«, siger Ole Dalgaard.
Han siger 'man' på en måde, så afstanden mellem hans tidligere liv og det nye liv næsten er synlig.
»Meget af det, jeg har været involveret i, har betydet, at jeg har haft en magtposition. Jeg er ofte hurtigt blevet formand eller chef for noget, fordi jeg er god til at organisere og hurtig til at se strukturer. Alligevel kan jeg ikke tage magten alvorligt. Heller ikke når jeg selv har den. Da jeg var på TV 2 Øst, bankede jeg på min egen dør, og en af mine gamle venner har sagt, at hver gang jeg sætter mig på en stol med magt, sørger jeg altid for at placere en bombe under stolen - tændt«.
I dag er han langt fra magtens taburetter. Han holder det meste af tiden til på Spaniens østkyst, ikke langt fra Benidorm. I en lille by, der rummer 8-10.000 sjæle om vinteren og mere end det tidobbelte om sommeren.
Det er her, han og Oscar K. har skrevet den modernistiske 'Tango Mortale' og bogen 'Brev til Walter Benjamin & Rejsende i litteratur'. Endnu en modernistisk udgivelse, som Ekstra Bladet kaldte »en syret essay- og rejsebog«. Det er to bøger, som begge afspejler, at Ole Dalgaard i sin tid i Spanien har - som han selv siger det - læst flere bøger, end han nogensinde har gjort før.
»Jeg har det lidt som (Jorge Luis) Borges. Måske er jeg i virkeligheden mere en læser end alt mulig andet«, siger han.
Og som læser fordyber han sig i bøger af Borges, Jose Saramago, Halldor Laxness, Walter Benjamin og Shakespeares kongedramaer. Plus Tørsleffs syltebog. Det skal være langtidsholdbart.
Stritter i alle retninger
»Det er jo ellers ikke populært at have en lang tidshorisont i dag. Hvis man ikke bliver anmeldt på dagen, kan man lige så godt pakke sammen. Selvfølgelig er det lidt overdrevet, men ikke ret meget«, siger han.
Han ved, hvad han taler om, for hvis man leder efter anmeldelser af hans og Oscars foreløbig to voksenbøger, dukker der ikke meget op. Jo, en anmeldelse i Weekendavisen, hvor kritikeren Lars Bukdahl mener, at Oscar K. i virkeligheden er identisk med forfatteren Henning Mortensen.
Bukdahl, som er vild med litterære legebørn, kan imidlertid godt lide historierne i 'Tango Mortale', som han mener har en »fantastisk, gedigen tåget modernistisk stemning, det oser af den gode, bogstøvede ennui, samtidig med at det tyvende århundrede hele tiden er til stede som konkrete, forbandede omgivelser, virkelighed«.
Sagt lidt mere ligeud end Bukdahl: Bøgerne er ikke sådan at få hold på. De stritter i alle retninger. Måske falder de også ned mellem flere genrer, og ni ud af ti læsere ville nok rubricere dem som elitære. Litteratur, der er skrevet på litteratur.
Det vil formentlig ikke engang Oscar K. protestere imod, men han og Ole Dalgaard vil protestere imod tendensen til, at man gør elitært lig med svært og utilgængeligt.
»Når jeg er ude for at læse op af 'Rejsende i litteratur', synes ingen jo, det er svært. Folk har ofte lyst til at læse mere. Mit overordnede projekt med at skrive er nok at få fjernet tanken om, at det elitære også skulle være dårligt. Jo, idræt må gerne være elitær, og så skriver selv DSB-bladet om en Bjarne Riis. Men er Susse Wold og Ghita Nørby dårlige, fordi de tilhører eliten? Det er noget andet med litteraturen«, siger Ole Dalgaard.
Han ved godt, han er polemisk, når han taler om det elitære, og han ved også godt, at han stikker snuden polemisk frem, når han giver den ellers så populære realisme nogle rap over fingrene.
»Jeg taler kun imod den dårlige realisme. Realisme svarer til at ville lave natur af natur. Det kan højst blive en efterligning. Når man forsøger at læse den moderne realisme, så er den jo noget tung i røven. Jeg har forsøgt at læse Jakob Ejersbo, som ellers er blevet berømmet for sin sproglige kunnen - som en aflytning af virkeligheden, men virkeligheden er sgu ikke særlig litterær. Det er lidt ligesom med mad. Man kan jo nøjes med at sætte maden på bordet og klippe plasticen af, men man kan også sætte tingene frem og arrangere dem i stedet for bare at kalkere virkeligheden. Det gør fjernsynet jo«.
»Men det kan da godt være - lad os bare lade det stå helt åbent - at der er noget i realismen, jeg ikke har forstået. Sådan helt ærligt«, siger Ole Dalgaard.
I sin næste bog som Oscar K. vover han imidlertid det ene øje, idet han i den lille roman 'Vejen til Vemb', der udkommer på Politisk Revy, skriver sig meget tæt op ad realismen. En klar historie om en mand, der kommer tilbage til sin by og opdager, at der er sket noget, men en nærlæsning vil formentlig også vise, at historien næppe er rendyrket realisme. Ellers ville det ikke være Ole Dalgaard. Og Oscar.
Selvmord
Hans ærinde er imidlertid ikke begrænset til polemisk at trække tæppet væk under realismen. Han vil også, siger han, tage fat, hvor avantgarden stoppede. Tage fat i den energi, der engang var i avantgarden.
»I den virkelige modernisme var der jo folk, der sagde: Make it new every day. Der var mennesker, der risikerede liv og lemmer i bogstaveligste forstand. Eller i hvert fald forstanden. I dag er det, som om man har fortyndet kunsten til noget let underholdende. Jeg har altid følt en vis sympati for folk som Vladimir Majakovskij, Virginia Woolf og andre, og jeg fandt ud af, at alt det gode, jeg læste, altid var skrevet af folk, der havde begået selvmord«.
»Det tror jeg ikke er tilfældigt«, siger han.
Dermed er vi umærkeligt gledet direkte over i den teaterforestilling, som Oscar K., Ole D. og Martin Tulinius har på programmet på teater Kaleidoskop i næste uge. Også her har forfatterne - helt bogstaveligt - i sinde at gøre forestillingen ny hver eneste dag. Tulinius og Dalgaard mener i al ubeskedenhed, at de har opfundet en helt ny dramaturgi for teatret.
»Det kan lyde elitært, men det er alt andet end det. Det handler om en taxachauffør, der kører 19 ture i storbyen, hvor han bl.a. møder nogle bindegale folk«, fortæller Ole Dalgaard.
Han mener, at man med hans og Tulinius' nye dramaturgi kan vende op og ned på handlingen i de fleste teaterstykker og starte hvor som helst. »Vi har bl.a. prøvet det af på Strindbergs 'Frøken Julie' og Shakespeares 'Richard III'«, siger han.
Historien hedder 'DADA - ud under stjernehimlen', og det er en henvisning til dadaismen fra starten af det 20. århundrede. En kunstretning, der dyrkede det irrationelle og tilfældige.
Stykket handler, som Ole Dalgaard siger, om taxachaufførens 19 ture i storbyens periferi, hvor man som tilskuer kan stige af og på når som helst. Stykket er også, som der står i forfatternes forord til forestillingen, historien om at fare vild i en for længst kortlagt verden, om at opdage sit eget psykiske landskab og om selvmordet som mulighed - en forestilling om det 21. århundrede.
Øver sig i at fare vild
Dele af forordet lyder imidlertid ikke bare som opskriften på et teaterstykke, men også som en varedeklaration på Ole Dalgaard, som han ser sig selv. I hvert fald den del, der handler om en mand, som rejser rundt i periferien og møder forskellige mennesker, mens han hele tiden er på opdagelse i sit eget psykiske landskab.
Han er 53 år og kan ikke forestille sig, at han skal forlade Spanien igen for andet end sporadiske besøg i Danmark.
»Jeg er i Spanien 'for good'. Tænk, man har en avis som El Pais, hvor intelligente skribenter stadig diskuterer Guds eksistens i spalterne«, siger han.
Det var nu nok ikke lige derfor, han i sin tid tog derned, men hvad han egentlig havde forestillet sig, der skulle komme ud af det, kan han stadig ikke svare på. Sådan da.
»Jeg troede ikke noget og havde ikke noget mål. Det vigtigste i mit liv nu er nok, at jeg tør rejse uden at have et mål. Jeg tror, jeg opdager noget undervejs. Jeg ved ikke, hvad det er, men jeg opfatter det at skrive som en rejse, hvor jeg får noget at vide undervejs. Jeg øver mig i at fare vild i en kortlagt verden«, siger han.
Spørgsmålet er nu, hvorfor denne hund overhovedet skal blandes ind i Ole Dalgaards overvejelser om litteraturen, teatret og det elitære. Altså bortset fra, at læserne af Oscar K.s børnebøger åbenbart helt har accepteret, at det er Oscar, der står på titelbladet, når han udsender en børnebog som 'Carlos & Co', der har fået gode anmeldelser. Og det vil også være Oscar, der står som forfatter, når Hovedland her i efteråret genopliver drengebøgerne med en serie om Mikkel.
»Det er godt at kunne tørre alt det af på Oscar, for han er pisseligeglad, og det er jeg ikke«, siger Ole D., som godt vil afsløre, hvad K. står for i Oscars navn. »Klapøre«. Søg på Politiken.dk
At læse er at Se
“Far og Christian var meget stolte af mig. Jeg havde været rolig, jeg havde ramt ræven rigtigt. Der var ingen ende på, hvor god en jæger jeg kunne blive. De snakkede om det hele vejen hjem. Jeg tror egentlig ikke, de opdagede, at jeg ikke sagde en lyd!”
Sådan skriver Pia Juul i første kapitel af billedromanen “På jagt”. Der er to synsvinkler på jagtens udbytte, men de voksne forstår ikke, at jeg-personen har en anden opfattelse af hændelsesforløbet, end de selv har.
Børn er i en anden verden end de voksnes, det er det gennemgående træk i Dansklærerforeningens udgivelse af billedromanserien, der ligger til grund for denne artikel. Emmely Ms mor finder aldrig ud af, hvem der er Emmely, og hvem der er Emmely Ms dukke, Benni Båts far tæsker ham tirsdag og torsdag og kommunikerer ellers ikke med drengen, og Billy Bob i “Mars er for tabere” er forældreløs.
Forestillingen om det romantiske barns uskyld og naivitet, der blev introduceret i dansk børnelitteratur i slipstrømmen fra Rousseau, er der ikke meget tilbage af. ”Børn er et folk, men de bor i et helt andet land”, sådan synes det underliggende præmis at være for billedromanens forfattere. Børn er ikke små voksne, børn er ikke særligt udvalgte, men børn er komplekse personer med komplekse problemer i en kompleks verden. Det lyder svært - og det er det også.
Billedet af drengen der i Rasmus Brejnhøjs tegning vender hjem fra jagten med en død ræv, viser ikke en glad og kompetent jæger med sit bytte. Det viser en trist, ulykkelig dreng, der, med bøssen forskriftsmæssigt brækket, går alene hjem over de mørke pløjemarker. Sådan er det at være barn i disse fortællinger. Her er man alene med sine bekymringer og problemer. De voksne er aldeles inkompetente eller fraværende.
Benni Båts far broderer, når han ikke tæsker moderen og Benni.
Læseundersøgelser viser med stor tydelighed, at de aktive læsere findes blandt pigerne. Drengene ligger i samtlige læseundersøgelser langt under pigerne, når man ser på, hvor mange bøger der læses, og hvor lang tid der bruges på læsning. Det kan skyldes mange forskellige faktorer, men det er ikke her, jeg vil gøre rede for, hvorfor det forholder sig sådan. En enkelt af de bagvedliggende faktorer er dog interessant i forhold til billedromangenren. Hjerneforskeren Ann E. Knudsen har nemlig påvist, hvorledes piger har en dobbelt så tyk hjernebjælke som drenge. Det har indflydelse på mange ting, men i forhold til læsning betyder det, at drenge i højere grad læser i helheder end i enkeltdele. Sprog er en digital begivenhed. Når pigerne derfor kan – via bemeldte hjernebjælke – gå direkte til en digital strategi for afkodning af tekst, så har de et forspring frem for drengene, der må sende sprogimpulser om ad den analoge hjernedel, før de kan afkodes i den digitale halvdel. Det betyder kort sagt, at drenge læser bedre i billeder end i bogstaver. Derfor er billedromanerne i særlig grad tiltænkt drengelæsere, idet billeder og tekst støtter hinanden i fortællingen.
Måske skulle man allerførst søge at definere billedromanen som genre. Billedromanen ligger i feltet mellem billedbogen (hvor billederne er det bærende i fortællingen) og romanen (hvor den skrevne tekst kan stå med eller uden illustrationer). Roland Barthes skriver i ”Billedets retorik”, at når man ser på forholdet mellem tekst og billede, så er det ”forankringen”, der er tekstens særlige funktion. Teksten kan forankre billedet i en bestemt kontekst, teksten kan vinkle billedlæsningen, og teksten kan få handlingen til at skride fremad. Billedromanernes afkodning / fortolkning bliver således til i et samspil mellem tekst og billede, hvor billederne (i særlig grad) bærer det emotionelle indhold, og hvor teksten sætter tid, sted og handling på plads.
Billedromaner kan defineres som romaner, hvor såvel billeder som tekst bærer handling og betydning, og hvor billeder og tekst indgår i en samlet dialog med læseren. Flere forskere har belyst samspillet mellem billede og tekst i billedbøger (Nikolajeva, Nina Christensen m. fl), og billed-tekst-bøgerne rubriceres ofte i tre grupper:
- billedet er dominerende, teksten er kort og underlagt billedet (pegebøger, ”Find Holger”, ”Plet” mm)
- tekst og billede fortæller samme historie og understøtter hinanden (”Otto er et næsehorn”, ”Folk og røvere i Kardemommeby”)
- teksten udfordres, kommenteres og fortolkes af billederne (”Pigen der var god til mange ting”, ”Pedes Uhyrer”)
Billedromanerne forsøger at gøre to ting. Dels fortælles historiens hovedtræk i billedform, og dels nuancerer og fortolker billederne teksten.
En klasse har – med udgangspunkt i Rasmus Brejnhøjs billeder fra ”På jagt” - skrevet den historie, de kunne læse ud af de tyve tekstløse billedopslag. Alle historierne (nogle mere fantasifulde end andre!) fortalte grundlæggende den samme fortælling om en dreng, der med sit jagtgevær var ude i en krise med sine forældre. Naboen optrådte som en straffende instans, løsningerne var uden happy-ending, og det mørke loft skabte uhygge gennem alle fortællingerne. Tekstfabelen kan således også aflæses i billedfabelen.
Tekst og billede fortæller samme historie, men der fortolkes også på den skrevne tekst i billederne. Dorthe Karrebæks tynde, tynde Benni Båt ligger ensom, nøgen og blå i sin seng i ”Benni Båt”. Her viser hans grisetrynenæse, at Benni ikke har sprog til at formulere sin angst og bæven med, han må nøjes med et ”Hronk, Hronk”, - det samme sproglige udtryk som Rosa og August i samme fortællling benytter.
Billederne i ”På jagt” er gennemgående mørke og violetsorte. Det lægger en tone til teksten, der markerer uhyggen. Perspektivet understreger ligeledes, at jeg-personen er den lille i fortællingen. Rotten på side 25 er helt i forgrunden, den er stor, grim og grufuld, og jeg-personen i baggrunden står som en sort skygge mod det spindelsvævdækkede vindue. Gennem hele billedfortællingen er jeg-personen lille og ses i frøperspektiv. Øjnene er også sjælens spejl, selvom de er firkantede og uden pupiller, iris eller andre destinktioner end farve, størrelse og form. Landskabet er derimod det eneste venlige i bogens billeder, det er helt i Johannes-Larsen-idyl med fugle på træk og plovfurer, læbælter og perspektivmarkerende telefontråde.
Stramajbroderi og hjemlig uhygge
Benni Båts familieliv introducerer Dorte Karrebæk på opslaget side 8 og 9 i ”Benni Båt”.
Her ses en stue uden andre møbler end en stol, hvorpå der sidder en undertøjsklædt mand og broderer. Lidt til højre står en bikiniklædt (undertøjsklædt?) kvinde og kigger ud af billedet. I et hjørne sidder en undertøjsklædt dreng med rødt karsehår. Han har meget tynde ben og arme.
Stuens vægge er beklædt med vandrette brædder/ paneler, og gulv og vægge er brune. Lyset i billedet kommer fra en standerlampe, der primært lyser ned på broderirammen.
Den broderende mand har briller på. Han er vægtmæssigt mange klasser over såvel drengen som kvinden.
Det er en familiesituation med far, mor og barn. Nok er det ”sengetidsbeklædning” de er iført, men der er ikke megen familieidyl over dette. Manden kigger på broderirammen, kvinden stirrer ud i det fjerne mod beskueren, og drengens forskræmte øjne ser væk fra begge voksne. Familiemønsteret er såvel konventionelt (kvinden har åbenbart fået bank!), som ukonventionelt (manden broderer, når han ikke banker konen!) Skyggen fra mandens stol sætter et gitter bag kvinden. Drengens skygge vokser faretruende bag ham og holder ham fastlåst i hjørnet.
Her er ikke noget fællesskab, her er alle alene i verden. Tremmerne findes i hele eksistensen, hvor kvinden er fanget i mandens (stolens) skygge, og hele familien er fanget i huset og institutionens gitter. Livet er ikke for sjov, det er angst og snærende rammer. Der er ingen steder at flygte hen. Her lades alt håb ude. Hvis man skulle håbe på en bedre tid og en lykkelig slutning, så sendes der ikke et eneste signal herom i dette opslag.
Oscar Ks tekst hertil lyder sådan: ”Bennis far var et ordentligt brød fra Randers og tidligere sværvægtsmester og langturschauffør. Nu sad han og syede stramaj og lyttede til Peter Belli. Han fik tårer i øjnene over den om truckerne og den lamme dreng, der ikke er som andre børn, ”Teddybjørn”. Og om lørdagen bankede han konen, det lange kosteskaft. Så sad Benni i en krog med sine nervøse ben trukket op om ørerne og bad til, at hans mor ikke knækkede over, så tynd hun var. Så Bennis mor fik tæsk om lørdagen, og Benni hver tirsdag og torsdag.”
Billede og tekst understøtter i høj grad hinanden. Teksten kan forankre billedtolkningen, men billedtolkningen kan ligeledes støtte afkodningen for den svage læser. Indholdet i billede og tekst er i overensstemmelse, begge steder gives et signalement af en familie, der har store interne problemer, og hvor sagsbehandlere, hjemme-hos’er, familieterapeuter og psykologer nok skulle kunne finde beskæftigelse i længere tid.
Billedhistorien
Billedhistoriens fabel kan man læse således:
Forsiden (der også findes side 38) viser ungdommens uendelige ensomhed. Selvom der er to hovedpersoner, så har de ikke nogen indbyrdes relation, de forholder sig hver især til omgivelserne med forundring og angst. Det er mørkt og dystert at færdes i denne verden.
På side 3-4 ser man Ole Lund Kirkegaardske boksere i kamp, hvor benene har den længde, der kræves, for at kroppen kan holdes oppe. Usikkerhed og mangel på pondus (fysisk og psykisk) præger begge boksere. Verden er uden medfølelse med deres mange slag.
Familiehistorien på side 8 og 9 er fortalt, dernæst er Rosas bande fremstillet på side 11. Den spinkle pige/dreng står foran de ensartede bandemedlemmer. Det er fællesskabets magt overfor den enkelte. Bag banden finder man de brune fabrikker, højhuse og en vej. Der er ingen blød natur, det er hård beton, der lurer bag de hårde gutter.
Benni og August er to helt almindelige drenge – indimellem. Så tegner de hunde, mens de ryger mentholcigaretter og krøller tæer i ren koncentration.
Kønsidentiten udfordres på side 16, hvor Rosa/ Alfred står med en rød rose på det skaldede ansigt. Tvekønnet og i en svimlende dans, finder man Alfred på næste opslag. Rosa/ Alfred findes igen på side 22, også her med en androgyn fremtræden.
Dobbeltopslaget side 30-31 viser Bennis ensomhed i et helt blåt natunivers. Uden beskyttelse mod de onde blå-skumle omgivelser ligger han med foldede hænder, grisetryne og en meget, meget lille bamse. Der er ingen, der hjælper ham. Ingen voksne læser godnathistorie. Der er kun mørke og ensomhed.
Dobbeltopslaget 40-41 viser August, vennen med film&fiktionssolbrillerne og Elvishåret, der trækker en kæmpekasse (og violinkassen) med sig over den vejbro, der optræder overalt i billedverdenen. Koboltblå asfalt og blå røg stiger op fra drengens cigaret. Der er kampånd og vilje i den diagonale bevægelse ind mod beskueren.
Side 46-47 er dobbeltopslaget i brunt og med Rosa og Benni dansende i venstre side. Øverst oppe (afskåret af billedrammen) ses tre over-kors-tissende drenge. Kun kønsidentiteten er at se!!!
Og så slutter billedhistorien på næste side, hvor en cowboybukseklædt og øreringssmykket dreng står med en koket ærmeløs Bjørn-Lomborg-t-shirt og ser ud på beskueren. Til højre lugter en fangestribeklædt dreng til en rød rose, mens han ser ind i sig selv. Personerne er stadig alene i verden, denne gang ser de blot ud til at være alene uden at være ensomme. Såvel Alfred/ Rosa som Benni ser ud til at være sluppet ud af det indre fangenskab, Alfred/ Rosa er sprunget ud af skabet i såvel konkret som overført betydning, og Benni har fået en rød rose i stedet for en blodtud. En indre balance ser ud at være en ballast til fremtiden, Benni og Rosa/Alfred er nået til en højere grad af selvindsigt uden dog på nogen måde at være jublende lykkelige, i godt humør eller på anden måde at lyse af livsenergi.
”Energien er glæden i verden, den lyser” – sådan har Inger Christensen et kort digt, der lyder. Der kunne være brug for masser af energi og glæde hos Benni, August og Alfred. De lader sig lede af omgivelserne, og de driver ikke deres eget liv frem med energi. Der er ikke meget, der kan lyse op i den sorte bog om Benni Båt.
Handler den virkelig om det, jeg tror, den handler om?
“Jeg har købt Benni Båt til skolebiblioteket, men den står på den øverste hylde, der hvor man skal være mere end en meter og halvtreds for at nå op!” (citat fra en skolebibliotekar i Aars)
Jeg har bedt en stor gruppe danskundervisere (34 dansklærere, der underviser på mellemtrinet) om at læse Benni Båt med særligt henblik på, hvem de ville anbefale bogen til, og hvordan de eventuelt ville bruge den i undervisningen. Det kom der en længere og interessant diskussion ud af, hovedsynspunkterne var kort fortalt, at billederne var så uhyggelige, at bogen nødvendigvis skulle læses op. Teksten karakteriserede de som ”underlig”, ”kompleks” og ”tvetydig”. ”Handler den virkelig om det, jeg tror, den handler om?” som en af lærerne spurgte med forundring i stemmen.
Det vil jeg hermed give et svar på. Og svaret må læseren gerne få på forhånd, - Benni Båt handler virkelig om meget, den er underlig, kompleks og tvetydig.
Med udgangspunkt i denne dansklærerdiskussion fik en anden gruppe (30 lærerstuderende med linjefag i dansk) til opgave at læse ”Benni Båt” med særligt henblik på tematikken i teksten.
Benni Båt handler (ifølge disse 30 læsere) om følgende:
- at Rosa er homoseksuel og kommer ud af skabet
- venskaber, tillid, ondskabsfuldhed, mobning, at være anderledes
- barndom, ungdom, kærlighed og kærlighedsproblemer
- at Benni ikke siger fra men lader sig køre rundt med
- vold, rygning, alkohol, familieforhold, undertrykkelse
- venskab, identitet og identitetskrise
- at stjæle, venskab, rygning
De mange mulige tematiske tilgange signalerer klart, at her er en kompleks bog. Her er ikke tale om, at kriterierne fra Sven Møller Kristensens børnebogskarakterskala er opfyldt. Her er ikke enhed, intensitet og kompleksitet. Her er blot en høj grad af kompleksitet.
Jeg ville nok ikke selv have valgt den bog
“En typisk kommentar fra en elev efter et tekstarbejde er: “Ja, jeg ville nok ikke selv have valgt sådan en tekst/bog, men den er faktisk interessant alligevel”. Og det er netop pointen med meget af det, vi læser: De skal præsenteres for det, som de ikke selv vidste, de gerne ville læse. Det er altså ikke analysen som sådan, der ødelægger teksten, men snarere den manglende dialog omkring den.”
Der er forskel på de bøger, man læser i sin ”egen tid” og de bøger, der bliver en del af skolekonteksten. Bøger kan åbnes for læseren, når de bringes ind i klasserummet. I den optimale undervisning vil der oftest blive investeret mere energi i fortolkningsfælleskabet, end man kan investere som individuel læser.
“Den energi, der opstår i et klasseværelse, når man inviterer engagementet indenfor, er altid dyrebar - på sigt også for de usikre, for det er den, der gør det muligt at fastholde den fælles koncentration. Omvendt set må engagementet ikke hele tiden vælte strukturen, for så mister timerne og dermed indlæringsprocessen kontinuitet, og læreren måske overblikket.”
Den procesorienterede litteraturpædagogik, således som der redegøres for den hos Thomas Illum Hansen, har nogle kvaliteter, der gør den særdeles brugbar i forhold til danskfaglighed i folkeskolens litteraturundervisning. Litteraturlæsning tilbyder en fremmederfaring og et andet blik på verden, mødet med denne andethed bliver sat i centrum under litteraturmødet. Eleven skal få øje på teksten og læse teksten. Eleven (og læseren) skal kunne sætte en parentes om sig selv og sige: ”Her findes en anden verden, hvad siger den om det at være menneske?”
Thomas Ziehes begreb om ”God anderledeshed” ligger bag denne pædagogik. Olga Dysthe, Anne Kari Skardhamar og Birte Sørensen står klart nok på litteraturlisten i Illum Hansens bog.
”Den litterære dannelse er hverken et spørgsmål om at kunne konstruere og italesætte sit eget verdensbillede eller finde sig selv i kraft af litteraturen – som det ofte antages. I hvert fald ikke i første omgang. Tværtimod er den litterære dannelse knyttet til en ud-af-kroppen-oplevelser. Eller omvendt til en oplevelse af at en anden låner ens krop.”
Den procesorienterede litteraturpædagogik
Skal man kort skematisere den procesorienterede litteraturpædagogik, så har den tre faser set fra lærersiden. Der er et ”ind i litteraturen”, et ”indenfor litteraturen” og et ”ud af litteraturens verden”. Set fra elev/læserside mener Illum Hansen, at elevernes perspektiv vil være mere koncentreret om opgaver i forhold til deres egen læseproces. Her kan man tale om fire faser, nemlig ”før I læser”, ”mens I læser”, ”efter I har læst” og ”tekstens verden – din verden”. Udfra lærersidens strategi kan Benni Båt analyseres som følger.
Ind i litteraturen
Billedromanverdenen er udtryk for den nye komplekse børnelitteratur, hvor man har inviteret ”voksenforfattere” med ind i børnelitteraturens verden. Oscar K (K for klapøre) skriver rigtignok via sekretæren Ole Dalsgaard, der ofte skriver for børn, men Lars Bukdahl, Pia Juul og Katrine Marie Guldager er såvel børne – som voksenforfattere. Dansklærerforeningen har satset massivt med bogpakkeudgivelsen, der giver mange dansklærere og bibliotekarer bøgerne på hylden. Genrebetegnelsen er ny, der signaleres, at her er tale om noget særligt, det virker befordrende for nysgerrigheden og viljen til at lade sig overraske.
Dansklærerforeningens udgivelser læses sikkert altid med ”dansklærerblikket”. Hvad kan det bruges til? Hvem henvender det sig til? Hvad er temaet? Er det et undervisningsmateriale, jeg kan bruge? Disse spørgsmål lurer altid i baghovedet hos (dansk)lærere, især når det er dansklærerforeningens bogpakke, der åbnes.
”Ind i litteraturen” kan også rumme et indblik i en forfatters liv og værk, det er baggrundsviden om tekstens tema (historisk indplacering, kulturel baggrund mm), det er et spørgsmål om at afklare forventningen til teksten, således at læsningen kvalificeres. Hvem er Oscar K, og hvorfor er det en hund? Hvad signaleres med titlen Benni Båt? Og hvad signalerer bagsideteksten?
Bagsidetekster er et helt kapitel for sig, her bør man som læser få et indtryk af, hvad man kan vente sig. Det er ikke altid, der er dækning for netop bagsideteksten.
”Bennis ven hedder August. Han er lidt af en gangster. Begge drenge drømmer om at få en hund, for hunden er menneskets bedste ven. Sådan en bedste ven får Benni brug for, da Tyvetøsen Rosa tvinger ham til at bokse mod Turco – en kæmpe kleppert på fjorten og mindst to meter høj. Med bare næver.” Sådan står der på bagsiden. Er det en fortælling om venskab, om hunde og om slagsmål, man kan forvente sig? Nej, det er misvisende. Forsidebilledets indhold er langt mere dækkende for romanens tema. Dobbelthed, angst, mørke og frygt lyser ud af Karrebæks to tynde drenge på forsiden, hvor der ikke er hverken hunde, klepperter eller venskab.
Forsidebilledet kan anspore eleverne til at danne sig en forestilling om, hvilke drenge der er hovedpersonerne i teksten. Hvordan føles det at stå i et par frysende shorts ude i gadelysets snefnugsstråler? En indfølende identifikation hos læseren kan begynde her.
Inden for værkets verden
Oplevelseslæsningen skal man ikke undervurdere. Læs først for oplevelsens skyld! Derefter er det interessant, om læseren bliver bevidst om sin egen læsning og får blik for de tomme pladser i teksten. Denne del af læseprocessen er mange dansklærere meget rutinerede i. Enhver tekst har sine særlige undervisningspotentialer, nogle tekster kalder på en sproglig analyse, andre på en tematisk analyse, andre igen er oplagte afsæt for meddigtning, for genrekendskab og meget andet.
Det særlige i Thomas Illum Hansens tilgang er at arbejde med tekstens tomme pladser, med overbestemthed og underbestemthed. Meddigtningsopgaver, ekspressive opgaver og refleksionsopgaver kan ofte give læseren et blik for, hvorledes alle tomme pladser udfyldes udfra læserens kulturelle kontekst. Analytiske opgaver kan sætte fokus på sprog og komposition. I lighed med Vibeke Hetmar fremhæver Illum Hansen, hvorledes lærerens mesterfortolkning kan være en tolkning, eleverne kan spejle deres egen tolkning i. Mesterfortolkningen bør have en opsummerende og konkluderende karakter, for så vidt det er muligt. Hvad sker der videre med Benni Båt? Var Alfred i virkeligheden den samme som Rosa? Hvorfor havde Rosa valgt sine gangstervenner? Hvad skete med der med blodhunden?
Man kan også se på billedteksten. Læseren kan digte videre på slutopslaget, hvor Benni står vemodigt med en rose, mens Alfred, i bukser med gylp, står lidt genert og venter med sit fokus i modsat retning af Benni.De to får nok aldrig hinanden, - men det skulle de vel heller ikke?
Ud af værkets verden
Man læser bøger for oplevelsens skyld, for underholdningens skyld, for at få viden eller for at nå en erkendelse. Nok er det en fremmederfaring, der tilbydes i værket, men denne fremmederfaring skal altid have et tilknytningspunkt til læserens verden. Der må være noget, læseren kan spejle sit liv i. Intertekstualitet er også med her, ligeså er den historiske kontekst og læserens kontekst. ”Benni Båt” har mange referencer til målgruppens hverdag. Familiens interne stridigheder er en del af hverdagen for de fleste (heldigvis dog sjældent i form af regelmæssige bank til kvinder og børn), mobning kender alle til, enten det er som offer, tilskuer eller udøver, trangen til at redde sit selvværd med hvide løgne om store blodhunde er også genkendelig. Endelig er identitetsforvirringen og kønsproblematikken en livserfaring, der kendes af de fleste mellemtrinsbørn (og af mange andre).
Fiktionen kan her tilbyde sig som en verden, der kan diskuteres udfra. Eleverne kan i fiktionens ramme diskutere de mere ømtålelige problemer uden at sætte sig selv (alt for meget) i spil. Det er her litteraturen har sin store kvalitet i pædagogisk øjemed.
Litteraturarbejde og fortolkning
Enhver fortolkning af en tekst bør give læsningen mere dybde, større bredde og give læseren indsigt i sig selv og værket – og verden. Alligevel kan der altid være grund til at påpege, at ikke al læsning skal følges af et omfattende litteraturarbejde.
Litteraturlæsning er ikke arbejde! (Jo, for nogle – men det bør det ikke altid være for skolebørn og studerende). Litteraturlæsning er også (forhåbentlig ofte) oplevelser og underholdning i en subjektiv læsning.
”Benni Båt” er et værk, hvor teksten (billeder og skrift) er så kompleks, at det er kvalificerende med en analyse. Dette gælder ifølge Bodil Kampp megen ny børnelitteratur. Bodil Kampp skriver:
“Børn synes dog ikke nødvendigvis, at den nye børnelitteratur er sjov lige med det samme. Den fremstiller ikke på samme måde som den enklere og lettere litteratur en entydig helt i et lukket univers med et traditionelt fremadskridende handlingsflow, som man kan lade sig opsluge af. Derfor kræver det en ekstra indsats af læreren at introducere børn til den komplekse børnelitteratur.
Det er afgørende at man som lærer selv forstår, hvad bogen kan bruges til i forhold til eleverne - ved fx at afkode, hvad den trigger hos en selv, som får en til at føle modstand. Måske er dens budskaber heller ikke så rare at have med at gøre - måske fortæller den ubehagelige ting om vores samfund - en kultur man måske ellers godt kan lide. Så må man være villig til at forholde sig til det billede af barndommen, den nye litteratur fremstiller.”
Billedopslaget af blodhunden (!) på side 44 kan danne afsæt for en diskussion om forskellen på virkelighed og forventning. Slagskyggen fra den lille spidssnudede sløjfebefængte hund er stor, mørk, truende og meget behåret. Det bliver et helt antikt platonsk skyggespil, der viser sig for beskueren. Hvad er virkelighed? Hvornår er man som læser så meget ude i tovene, at man ser det, man forventer at se, fremfor det, man i realiteten ser?
”Benni Båt” kan give anledning til mange overvejelser. Det bekymrende er, at der ikke er nogen slutning, der er end ikke nogen antydning af slutning. Der er kun åbne og tomme pladser, hvor læseren ikke kan finde hverken vejskilte eller fodspor at gå efter. Og hvad så?- Det må være læserens slutbemærkning. Og svaret gemmer sig sikkert i skabet hos Alfred, under dynen hos Benni Båt eller i sløjfehundens kasse. Og der bliver det. Benni må selv kæmpe sig ud af bokseringen. Der er ingen hjælp at vente fra verden – eller fortælleren.
Tak til kursisterne på ”Dansk på mellemtrin” i Aars
Tak til lærerstuderende på Aalborg Seminarium, hold 25.1 og 24.1
Litteraturliste
Primærlitteratur:
Bukdahl, Lars og Morten Voigt: Mars er for tabere, Dansklærerforeningen 2005
Guldager, Katrine Marie og Claus Rye Schierbeck: Kevins hus, Dansklærerforeningen 2005
Juul, Pia: På Jagt, Dansklærerforeningen 2005
Karrebæk, Dorte og Otto Dickmeiss: Emmely M, Dansklærerforeningen 2005
Kvist, Hanne og Cato Thau-Jensen: Jeg er Frede, Dansklærerforeningen 2005
Oscar K og Dorte Karrebæk: Benni Båt, Dansklærerforeningen 2005
Sekundærlitteratur:
Illum Hansen, Thomas: Procesorienteret litteraturpædagogik, Dansklærerforeningen 2004
Knudsen, Ann Elisabeth: Pæne piger og dumme drenge, Schønberg, 2002
Schnack, Karsten red. : Didaktik på kryds og tværs, Danmarks Pædagogiske Universitets Forlag 2004
HYPERLINK "http://www.dansklf.dk" www.dansklf.dk - Dansklærerforeningens hjemmeside, hvor der findes undervisningsmateriale, anmeldelser mm.
Titlen fra denne friskolesang hedder ”Det gådefulde folk”. Tekst og musik er af svenskeren Olle Adolphson. Teksten er oversat til dansk af Chr. Hostrup, derudover var ”Børn er et folk” i 1978 titlen på en udstilling om børn og kultur på Louisiana, men det er først og fremmest et udsagn, der dækker over et særligt børnesyn, hvor børn er kompetente og selvberoende individer.
Her kan henvises til Torben Weinreich: ”Bøger kan brænde”, DLH 1996, Anette Øster: ”Læs, !les, läs”, Roskilde Universitetsforlag 2004
Måske lyder dette en anelse indviklet, men læs i Ann E. Knudsens bog: ”De pæne piger og de dumme drenge”. Hun kan gøre enhver hjernevirksomhed interessant og vedkommende, og hun forklarer med sin baggrund som hjerneforsker den nævnte forskel på drenge og pigers læseindlæring.
”Forankringen er den lingvistiske meddelelses hyppigste funktion; ...” skriver Roland Barthes i ”Billedets retorik”
Forsøget underbygger min hypotese om, at billede og tekst fortæller den samme grundlæggende fabel. Det er ikke et veldokumenteret forsøg.
Det kan naturligvis diskuteres om et familieliv er konventionelt, når der er bank og vold. Det konventionelle refererer her udelukkende til det faste kønsrollemønster, der bevirker, at det hovedsagelig er kvinder, der udsættes for vold. Beklager.
Drengene ryger fortrinsvis stjålne mentholcigaretter, men det antydes på ingen måde, at dette er en usund beskæftigelse. Og set i forhold til hvor mange bank de får, så skader det nok heller ikke helbredet væsentligt.
Omslaget har sort som grundfarve. Sort, brun og andre jordfarver er gennemgående baggrundsfarver i Karrebæks fortælling.
Gruppen fik kun teksten, ikke billederne, da jeg ville undersøg, hvorledes teksten blev tolket uden billederne som medfortolker.
p. 61 i Birte Sørensen m. fl.: Danskdidaktik i praksis
p. 59 i Birte Sørensen m. fl.: Danskdidaktik i praksis
”Man må give elevene de redskaper de trenger for at kunne lykkes” – sådan hedder en artikel af Olga Dysthe. For mig at se er det netop det, den procesorienterede litteraturpædagogik forsøger. Eleverne skal vide hvordan man KAN forholde sig til tekster, - så kan de bagefter vælge hvordan netop de vil forholde sig til en tekst.
Thomas Illum Hansen, p. 11
“ I foråret 1998 mødte Oscar K (K for Klapøre) Ole Dalsgaard der stod foran lågen til sin have i Spanien da en hundehandler kom forbi med en hund i snor og tilbød ham den for en krone. 1 krone. Det var ellers en dejlig hund............... ”
Vibeke Hetmar gør i artiklen ”Kulturformer som didaktisk kategori – litteraturpædagogisk konkretiseret” rede for sit (nye) syn på glæden og nytten af lærerens mesterfortolkning som en del af fortolkningsarbejdet i klassefællesskabet.
Beth Juncker har skrevet: ”Ingen børn udvikler læselyst ved at blive tvangskonfronteret med litteratur. Vores allerstørste problem i øjeblikket er, at vi er med til at bremse børns mulighed for at udvikle læselyst og læseglæde, fordi vi er så usandsynligt fokuseret på, at de skal lære at læse, at vi kommer til at presse for meget på.” Læselyst, læsningens magi, Bibliotekststyrelsen, 2004,
Læselyst nu – Læsningens magi, biblioteksstyrelsen 2004, Bodil Kampp
At skrive sammen med børn giver særlig nerve
At skrive en drengebogsserie i samarbejde med børn for at ramme deres særlige tone og verdensbillede så præcist som muligt – det var Oscar K.´s intention, da han gennem sin sekretær Ole Dalgaard henvendte sig med et spørgeskema til en række 6. klasser landet over. Et initiativ, som har udviklet sig til et venskab og givet serien om outsideren Mikkel en særlig nerve, takket være den indsigt, børnene har givet ham i deres svære følelser og tanker.
Oscar K. skriver primært high brow litteratur, der kræver sin læser, og han har også skrevet børnedramatik til teater og tv. Så da han i avisen læste om manglen på nye drengebøger, fik han lyst til at prøve kræfter med de seriebøger, han selv slugte råt som barn – men med fingeren på pulsen i forhold til børns liv i dag.
MIKKEL-SERIEN af Oscar K. er en genoplivning og fornyelse af drenge- og pigebogsgenren, som vi kender den fra tidligere tiders Flemming, Puk og Jan-bøger.
Det er historien om Mikkel, der ved seriens begyndelse går i sjette klasse og bor alene sammen med sin far. Mikkels mor er død for længe siden under en ferie med faren på Mallorca.
Mikkel og hans far har det godt sammen. Spiller kort om aftenen, eller faren læser højt af de bøger, han har læst, da han var dreng, Nick Damgaard-bøgerne og sådan nogen, men det er mest i weekenden. De kan snakke om alt muligt. Næsten.
De snakker aldrig om, hvordan det går i skolen, eller hvad Mikkel laver i sin fritid. Eller det vil sige, Mikkel fortæller godt nok en hel masse om timerne og kammeraterne. Det meste af det er da også rigtig, det om timerne, men kammeraterne er nogen, han digter. Han lyver for sin far. Snakker om, at så skal han med Ishak ned til fjorden og fiske efter skole eller ud til søen og lave gipsaftryk af dyrespor med Jonas eller til fodbold med Kriller og Casper K. Det passer bare ikke. Han gør det hele alene. Han nænner ikke at fortælle sin far, at der ikke er nogen, der gider være sammen med ham, fordi han er bedemand.
De snakker heller aldrig om Mikkels mor. Mikkel kan næsten ikke huske hende mere. Hvis det ikke var for det billede, der hænger på opslagstavlen i køkkenet, kunne han ikke have sige, hvordan hun så ud ...
- For at få et indblik i, hvad der optager drenge i 10-14 års alderen i dag, skrev Oscar derfor til 6. klasserne på 12 skoler rundt om i landet. Han sendte dem de første kapitler til den bog, han havde i tankerne, og bad dem læse dem og svare på en masse spørgsmål. Alle reagerede, han skrev tilbage, og 3 af klasserne holdt kontakten med ham. Det endte med, at deres klasselærere indvilgede i at bruge en god del af dansktimerne i et par år på at eleverne kan samarbejde med Oscar om at udvikle serien. Derudover har han stadig kontakt med en pige, Mariam, som har skiftet skole og som lægger navn til en af hovedpersonerne i den anden Mikkel-bog, og med en dreng fra en anden skole – den eneste, som ikke mente, at hovedpersonen skulle hedde Mikkel, men Nick Damgaard som han selv – en af de faste personer i serien er opkaldt efter ham.
Gennem jævnlige møder og i perioder daglig mailkontakt med en klasse fra Langemarksskolen i Horsens og to fra Vanløse skole i København har Oscar K. og Ole Dalgaard og børnene siden udviklet Mikkel-serien sammen.
Som en lus mellem to forestillinger om familien …
Hovedpersonen Mikkel er den skæve outsiderfigur, som er langt mere interessant end den gennemsnitlige og forudsigelige. Den ydre ramme er den klassiske spændingshistorie fra de traditionelle drengebøger – et mysterium, Mikkel skal opklare. Men mysteriets funktion er kun at sætte historien i gang – bøgerne handler primært om de tanker og følelser, en ensom dreng som Mikkel tumler med.
- Oscars overordnede mål med bøgerne er at bryde den ensomhed, Mikkel er fanget i (og som mange børn i dag kender alt for godt fra deres eget liv, fordi den moderne familie er splintret i en grad, gode lærere, velmenende forældre osv. har svært ved at råde bod på. At gøre læserne interesseret i, hvordan Mikkel har det lige nu, mens de læser teksten – at vække den omsorg for ham i dem, som han ikke får i tekstens univers, og dermed spejle det omsorgsbehov, mange af læserne selv savner.
Derfor bruges der også en del tekst på at vise, hvordan Mikkel er i klemme mellem to forestillinger om familien: den ene, som han kender fra de gamle drengebøger, hans far læser højt for ham, med deres idealbillede af den lykkelige familie, som er splintret totalt i dag. I teksten har Oscar derfor indskrevet passager fra en selvopfunden, gammeldags drengebogsserie om helten Nick Damgaard, der beskriver essensen af det traditionelle kernefamilieideal.
Den anden forestilling om familien har Mikkel fået gennem rapperen Eminem, som Oscar bruger nogle meget rå citater fra, der handler om et familieliv i total opløsning: moren er på drugs og faren eksisterer ikke.
Eleverne, Oscar og Ole arbejder sammen med, er vildt fascineret af Eminem – den vilde ensomhed og sårbarhed, han står for, kender de alt for godt fra sig selv. Og selvom eleverne i Horsens og Vanløse er meget forskellige, er sårbarheden i deres øjne den samme: den kan en gang indimellem få én til næsten at græde ... Men Sårbarheden har heldigvis ikke forstenet dem helt endnu: de har stadig en åbenhed, selvom de allerede har fået så mange tæsk af at være for åbne, at de er begyndt at lukke af.
Verdens (sandsynligvis) eneste skrivende hund
Det vigtigste, samarbejdet med børnene har resulteret i, er Mikkel-fortællingernes tre væsentligste omdrejningspunkter: børns sårbarhed, omsorgsfuldhed og særlige rå humor.
Den nære kontakt til eleverne, som har givet Oscar og hans sekretær et gedigent indblik i de tre områder, skyldes først og fremmest Oscar K (for klapøre), som (sandsynligvis) er verdens eneste skrivende hund og med på besøg i klasserne:
- Da vi mødtes første gang, indledte jeg med at forklare børnene, at det er Oscar, som skriver historierne, og at jeg er hans sekretær, fortæller Ole Dalgaard Jeg viste dem fx et stykke papir med aftryk af Oscars poter og bad dem om at tyde, hvad han havde skrevet. Sådan arbejder vi jo selv til daglig, Oscar og jeg. Og det er Oscar, børnene skriver sammen med undervejs – han har sin egen e-mailadresse, og børnene skriver konsekvent ”Kære Oscar” med et ”Hils Ole” til sidst ...
- Oscar er en virkelig god formidler – selv de mest barske af børnene har stadig en masse kærlighed og omsorg i behold, som de tør vise ham og andre kæledyr, der ikke risikerer at svigte eller afvise dem. En omsorg, der afspejler, hvor stor en ensomhed, de bærer på bag deres barske facade, ligesom Mikkel. Og de har fortalt Oscar om deres liv med en fantastisk åbenhjertighed, også om de ting, der er svære i deres liv. Blandt andet takket været deres gode lærere, som har bakket flot op om deres tillid til ham. Og han forsøger da også at formidle børnenes tanker loyalt og lytter til deres forslag til rettelser.
Børnenes særlige rå humor har gjort særligt indtryk:
- Den slår alt! De bygger et flot og bevidst forsvarsværk op om deres store sårbarhed via deres sarkasme og ironi, og de bliver ikke kynikere af det – tværtimod: de bevarer en form for menneskelighed på den måde. Deres rå øgenavne til hinanden er ikke udtryk for had, men gemmer på en skrøbelig omsorg.
De mange børn med anden etnisk baggrund især i klassen fra Horsens, som tæller 9 nationaliteter og 7 religioner, har føjet værdifulde aspekter til Mikkel-fortællingerne, fordi de på nogle områder har en anden form for humor, sårbarhed og alvor end børn med dansk baggrund.
Gevinster til begge parter
Fordelen ved den utraditionelle samarbejdsstrategi med den målgruppe, som bøgerne henvender sig til, er, at den giver Oscar K. og Ole et meget dybt indblik i, hvad der rører sig i dem:
- I første omgang valgte vi den måde at gøre det på, fordi vi har boet længe i Spanien og ikke har så god en fornemmelse for det sprog, børn i Danmark taler i dag. Og for hvordan verden ser ud fra deres synsvinkel – meget er jo helt anderledes, end da vi var hvalpe i halvtredserne. Men udover den konkrete opdatering, har vi også fået mulighed for at følge deres liv så tæt på, at det med tiden har udviklet sig til et nært venskab. Det er især det indblik, bøgerne er vokset af, og det tager tid, forklarer Ole Dalgaard og Oscar nikker samstemmende og sukker dybt, som om det bestemt ikke er mindre tidskrævende at skrive Mikkelbøgerne end at skrive den litterære voksenlitteratur, som ellers er hans hovedfelt.
- For klassen som helhed betyder samarbejdet med Oscar en mærkbar stigning i elevernes interesse for litteratur generelt og et øget brug af skolebibliotekets udlånssamling, fortæller Claus Mørch Jantzen, klasselærer for 7. a på Langemarkskolen i Horsens. Kvaliteten i elevernes valg af litteratur er klart højnet, og deres formuleringsevne og lyst og ikke mindst deres tilgang til arbejdet med litteratur både mundtligt og skriftligt er forbedret og blevet mere konstruktivt kritisk. Og det har bidraget til en særdeles mærkbar højnelse af elevernes selvværd.
For eleverne af fremmed herkomst betyder det tætte samarbejde med en anerkendt forfatter om at skrive bøger, der foregår i deres nuværende miljø i Danmark, at de får et helt anderledes intenst og vedkommende indblik i og forhold til dansk kultur, og også litteraturens betydning for kulturen.
Alle eleverne får via samarbejdet et løft , såvel på det sproglige som det kulturelle og det sociale plan.
For en multikulturel skole som vores har det stor betydning, at en klasse formår både internt på skolen og eksternt i lokalsamfundet at dokumentere faglig kvalitet, der rækker langt ud over det sædvanlige.
Mange elever på Langmarkskolen har brug for at få styrket deres selvværd, og et projekt som dette har tydeligvis en afsmittende virkning også på andre elever på skolen, siger Claus Jantzen.
- De lært nok lært lidt om skriveteknik – at stof fx er noget, man fordeler, og at gode ideer godt kan gemmes til senere bøger. Og Oscar og jeg har lært en masse. Når de fx insisterer på, at en god idé skal med i den her bog og ikke en senere, selvom vi i første omgang kan have valgt den fra som forstyrrende for handlingsforløbet eller persontegningen, går det pludselig op for os, at de har ret, og at netop deres insisteren gør bogens figurer til hele mennesker i stedet for papfigurer, som en anmelder skrev om den første Mikkel-bog.
Alle eleverne går 100 procent op i samarbejdet med Oscar:
– Også de, der næsten ikke kan skrive, sender lange mails, og nogle af dem er begyndt at sluge bøger, selvom de egentlig var dømt til aldrig at åbne en bog. Men de får et helt andet indblik i, hvad bøger kan rumme af oplevelser, forklarer Ole Dalgaard.
De skæve outsidertyper (som Mikkel), har i særlig grad Oscars hjerte:
- De, der er udenfor, og de, der normalt snyder sig fra at læse, er tit de mest interessante, fordi de har en særlig energi og kreativitet – de vil eller kan ikke bare tilpasse sig og opføre sig, som de voksne ønsker. Og det er helt fint. De utilpassede har næsten altid været dem, der ændrede tingene.
8 bind i alt
8 bøger er det planen, at børnene, Ole og Oscar i alt skal skrive i Mikkelserien, hvor Mikkel undervejs vokser og udvikler sig og får kærester osv. i samme takt som børnene selv.
Den 2. bog udkommer i slutningen af januar 2004, og klassen fra Horsens søger i øjeblikket fonde om penge, så eleverne kan rejse til Spanien, hvor Oscar bor, som inspiration til Mikkelbog nr. 5, som nok kommer til at hedde Mikkel og de andre i Spanien.
Klassen fra Horsens arrangerede også receptionen, da den første bog udkom Mikkelsdag 2003, og forklarede med stoneface til pressen, at det er Oscar, som har skrevet teksten.
En af klasserne i Vanløse har desuden planer om at lave en hjemmeside om bøgerne og deres persongalleri.
Også prisen for Mikkel-bøgerne er i børnehøjde: de koster 88 kroner pr. bind, fordi det skal være muligt for børnene selv at købe dem – og kunne få fat i dem i boghandlen, som ofte ikke tør satse på at bestille ukendte børnebøger hjem, da de ikke kan levere usolgte børnebøger tilbage til forlaget, som det er tilfældet med voksenbøger.
Oscar K.
Oscar K. er efter al sandsynlighed født i Breslau med dansk, tysk-polske aner og opvokset i Polen, hvor han også har gået på børnehjem. Han har skrevet romaner, bl. a. Tango Mortale, Rejsende i Litteratur og Vejen til Vemb, radio og tv-dramatik og teaterstykker, sidst Dada – ud under stjernehimlen, som fik Information til at rydde forsiden og kalde det skelsættende teater i verdensklasse. Dorte Karrebæk og hans børnebog Carlos og Co. var på årets æresliste til Kulturministeriets børnebogspris 2003.
I foråret 1998 mødte Oscar K. Ole Dalgaard, der stod foran lågen til sin have i Spanien, da en hundehandler kom forbi med en hund i snor og tilbød ham den for en krone. 1 krone! – det var ellers en dejlig hund.
Ole Dalgaard spurgte: ”Hvorfor sælger De sådan en dejlig hund for en krone?” ”Det skal jeg sige Dem,” sagde manden med hunden, der havde underbid og klapører. ”Det er, fordi den kan tale!” ”Hva’ ka’ den?” ”Tale!” Hunden, der havde måttet stå og lægge øre til samtalen, brød nu ind. ”Gode, herre,” sagde hunden, ”Køb mig! Hundehandleren her er en vredladen, let irritabel mand, som slet ikke værdsætter, at jeg har talt med mange betydelige forfattere og engang været i USA!” Ole Dalgaard så forundret på hundehandleren: ”Og den hund vil De sælge - for en krone?! Men hvorfor?” ”Fordi den er så fuld af løgn!”
Sådan gik det til, at den talende hund, som var ingen ringere end Oscar K. (for klapøre!), flyttede ind hos Ole Dalgaard, men i resignation over menneskets realsindelag trak han sig tilbage til stumheden og begyndte at skrive. Ole Dalgaard havde selv skrevet hele sit liv, men den generelle mening var, at han var en enestående dårlig digter, så efter den dag han har arbejdet som sekretær for Oscar K.
SPRÆKKER I REALISMEN
af Benni Bødker fra DETEKTIV I BØRNEHØJDE i antologien BØRNELITTERATUR I TIDEN, HØST & SØN
Det mest konsekvente og vellykkede forsøg på fornyelse af krimiserien finder man i form af Oscar K's Mikkel-serie, hvis første bind udkom i 2003. Her findes en høj grad af bevidsthed om den genre, serien indskriver sig i, men i hvert bind forsøges også meget markant på en lang række forskellige punkter at overskride genrens konventioner. Det sker endda i en sådan grad, at seriens fjerde og foreløbig seneste bind, Mikkel og de andre i Spanien (2005) næppe kan rubriceres som andet end en genreløs ungdomsroman og knap har nogen krimi- eller serietræk, samtidig med at der alligevel gennemgående i serien er en høj grad af bevidsthed om og bevidste kommentarer til den traditionelle krimiserie.
Allerede seriens hovedperson skiller sig ud fra det almindelige mønster. Krimiserier handler traditionelt om succesfulde unge, der ikke mindst er socialt veltilpassede ved at indgå i en gruppe. Mikkel har derimod ikke mange venner, og han bliver drillet med, at hans far er bedemand. Det gør dog ikke Mikkel noget, for han klarer sig fint alene og har det godt med sin rolle som outsider. Persongalleriet omkring ham er tilsvarende fuld af enspændere og særlinge, der ikke indgår i Jlante sociale sammenhænge, og som færdes i et miljø med rum til at skildre de marginaliserede og utilpassede, som der ellers ikke er meget plads til i krimiseriernes univers.
I seriens andet bind, Mikkel og co. (2004) får Mikkel sig en følgesvend i form af hunden Compagni - navnet og titlen er i sig selv en ironisk kommentar til den traditionelle skildring af en gruppe af heltemodige børn. Men ellers er Mikkels følgesvende primært to mere eller mindre fiktive gestalter, der peger på hver sit sigende yderpunkt i seriens univers og selvbevidsthed. Den ene er white trash rap-idolet Eminem, hvis fortællinger om at stamme fra slummen og hverken have familie eller venner, Mikkel godt kan relatere til i sin ensomhed og forsøg på at finde frem til den egentlige grund til, at hans mor døde, da han var helt lille. Den anden er Nick Damgaard, hovedperson i en fiktiv serie drengebøger, som Mikkels far har læst som barn og har givet videre til Mikkel. Mikkel tænker tit på, hvordan hans eget liv ville forløbe, hvis det havde været en sådan drengebog, hvilket giver anledning til en række kærligt-ironiske udleveringer af den klassiske krimiserie, der er ude af trit med en reel børnevirkelighed, og hvis moral og værdinormer fremstår forsimplet og forskruet. Nick Damgaard er nemlig en vaskeægte, renskuret drengebogshelt. Nick og "hans trofaste hund", der selvfølgelig hedder Kvik, opklarer dydigt mysterier af typen, hvor det ikke er overraskende, at skurken er "den sorthårede Axel, som ikke havde noget godt ry" og som har "kammerater af den allerværste skuffe" (Mikkel og de andre i Spanien, s. 119). De mange referater af og referencer til de fiktive drengebogshistorier fungerer både som en kontrast til det helt anderledes komplicerede liv, Mikkel lever, og som en ironisk distancernarkør til grundlaget for den genre, som Mikkel-serien også skriver sig ind i, men hvis konventioner den ikke nødvendigvis vil opfylde.
På mange måder er serien ikke desto mindre også en traditionstro krimiserie. I tredje bind, Mikkel ved grænsen (2004), møder Mikkel således under en ferie den jævnaldrende dreng Mik, der vover sig lidt for langt ud og ender med at blive offer for nogle kyniske forbrydere. Mikkel må derfor opklare sagen uden om de voksne, der enten er udenforstående eller uforstående, for at redde sin nye ven. Det er med andre ord oplægget til en helt traditionel kriminalhistorie. I en sådan ville opklaringen af kriminalgåden være historiens vigtigste element, som alt andet underordnes, mens det er helt tydeligt i Mikkel-serien, at det kriminelle eller gådefulde kun skal fungere som en katalysator, der får handlingen på skinnerne, mens Mikkels forhold til faren, pigerne i klassen og de andre i hans omgivelser, fylder lige så meget. Hverdagen er en integreret del af handlingen. I tredje bind er der endda et eksistentielt plot ved siden af det kriminelle, hvor Mikkel på grund af sagens udvikling må stille spørgsmål ved det, han troede at vide om sin egen herkomst. Han kommer i tvivl om sig selv og sit liv og hvem, han egentlig kan stole på, og han må i bogstaveligste forstand optræde som detektiv i sit eget liv. Et niveau af kompleks gåde- og persontegning, der ville være helt utænkelig et halvt århundrede tidligere.
Et andet interessant traditionsbrud i Mikkel-serien drejer sig om forholdet til den litterære realisme. På den ene side indfanger serien en sjælden grad af troværdighed i sin realisme. Selv på et sprogligt plan signalere r teksten, at den er i øjenhøjde med sine læsere ved at benytte sig af et autentisk sprog, der tillader personerne at tale med deres egne ord og kommer på intet tidspunkt til at lyde som en voksen forfatter, der taler ned til sine barnelæsere (hvad der fx kan være tilfældet i Det seje sjak og er tydeligt helt ud i denne series navn). På handlingsplan viger serien heller ikke tilbage for at trænge endnu længere ind i virkelighedens barske realiteter. Mikkel ved grænsen har et plot så hårdkogt, at det sjældent er set i børnelitteraturen. Her optræder som nævnt Mik, hvis mor er en social taber, der ernærer sig som aktør i pornofilm produceret af stedfaren. Mik kidnappes sammen med en række mindreårige børn for at blive solgt som slaver til pornoindustrien og det antydes, at de udsættes for hårdhændede seksuelle overgreb. En så foruroligende og påtrængende virkelighed som trafficking af mindreårige børn ville aldrig kunne optræde i den traditionelle krimiserie, der netop typisk befatter sig med forbrydelser som smugling og tyveri, hvis realitet ikke i samme grad kan forurolige læseren eller vække til bekymring også efter endt læsning.
Det virkelig bemærkelsesværdige er imidlertid, at der samtidig er sprækker i realismen. Mikkel-bøgerne signalerer tydeligt serie og mainstream (uniformeret design, afslutningsvis bringes en appetitvækker for det kommende bind, og navnet Mikkel er fremtrædende på omslagene), men mainstream overskrides ikke desto mindre gang på gang. Realismen i Mikkel-serien er nemlig ikke mere håndfast, end at historierne rummer groteske figurer, optrin og formuleringer, hvis skæve og ofte surreelle præg er ellers uset i en genre, der bekender sig til realismen som ideal. Helt ned i de enkelte hverdagsserier er der tendenser til polyfoni, flerstemmighed, som kræver en relativt avanceret læser.
Mikkel-serien demonstrerer overbevisende, at det godt kan lade sig gøre at være både genretro og litterært vedkommende på en og samme gang. Som de fleste andre af de nye krimiserier forholder den sig eksplicit til de klassiske forbilleder, men adskiller sig dog fra flertallet ved ikke konsekvent af kopiere de skabeloner for genren, som er opstået i tidens løb.
VOLD, SPROG OG ÆSTETIK I 0'ERNES BILLEDBØGER
Ikke siden 1960'erne, hvor en sovjetisk plakatudstilling kickstartede udviklingen inden for billedbogsgenren, og danske illustratorer som Egon Mathisen lavede kunst for børn, har der været så meget fokus, debat og polemik om billedbogen som i 1990'erne. 90'ernes billedbøger brød med alle gængse forestillinger og holdninger til, hvordan en bog for børn skulle se ud, og ingen tabuer var for hellige til at blive brudt. En hel generation af tegnere uddannet på Kolding Designskole rykkede ved grænserne for samspillet mellem tekst og illustration, og i en stigende del af billedbogsudgivelserne illustrerede illustrationerne ikke blot teksten, men ekspanderede, komplementerede eller modsagde den. Forfatterne fulgte med og udviklede temaer, sprog og virkemidler. Intet tema, sprog eller virkemiddel var for sofistikeret, for svært eller for helligt til børn, lød argumentationen, og det var ikke velanset overhovedet at tale om en modtager, i hvert fald i billedbogens skabelsesproces.
Billedbogen var et kunstværk hævet over den slags småligheder. Resultatet blev syrede bøger fyldt med intertekstuelle og metakommunikative henvisninger på både tekst- og billedsiden, og med tematikker som bl.a. incest, vold, sex, afmagt og selvmord; tematikker, som traditionelt var "forbudt for børn". Flere af de eksperimenterende billedbøger, fx Dorte Karrebæks Pigen der var go' til mange ting fra1996 og Helle Vibeke Jensen og Asger Schnack Hoved & Hale fra 1997, blev betragtet som kunst i store dele af det børnelitterære miljø. Spørgsmålet var, om det var kunst for børn. Mange af de eksperimenterende billedbøger blev nemlig, for en stor del, dømt "uegnet for børn" af formidlerne (pædagoger, forældre, bibliotekarer og lærere), der med rod i et romantisk barndomssyn helligede sig kvalitetskriterier som fx klare, glade farver, naturalistiske illustrationer, overensstemmelse mellem tekst og illustration, letforståelig optimistisk handling, lykkelig slutning og indholdsmæssige universer hentet fra barnets nære hverdag.
90'ernes eksperimenterende børnebog delte det børnelitterære forskningsmiljø, og børnelitteraturen blev, som børnelitteraturforskeren Bodil Kampp udtrykte det i sin Ph.d. omkring nyere, kompleks børnelitteratur, en "kampplads for forskellige opfattelser af barndom, litteratur, sprog, moralbegreber og opdragelse". Mens dele af den børnelitterære forskningsmiljø klappede i hænderne over 90'ernes eksperimenter og jonglerede med begreber som 'all-alderlitteratur', 'double-address' og 'senmoderne indskrevne læsere', vendte andre forskere tommelfingeren ned og talte om 'voksengørelse' og 'dobbelt henvendelse'.
Så vidt 90'erne. Men hvad nu, hvor vi er mere end halvvejs inde i et nyt årti?
0'ernes billedbøger
De tidligere nævnte kvalitetskriterier, som håndhæves af flere af børnelitteraturens formidlere, udmærker sig ved at være en beskrivelse af ældre tiders børnelitteratur, og er stadig på spil i den aktuelle debat om børnelitteratur, herunder om billedbøger. Kvalitetskriterierne ekskluderer også 0'ernes eksperimenterende billedbøger, der, ligesom 90'erne, ofte benytter sig af et formsprog med grumsede farver, åbne slutninger, komplicerede handlingsforløb og udfordrende sammenhænge mellem illustrationer og tekst. Som i 90'ernes eksperimenterende billedbøger, er 0'ernes bøgers indskrevne læser en kompetent læser, barn eller voksen. Eller barn og voksen, for hvis man kaster sig ud i læsningen og "leger med", er der meget at komme efter for alle aldersgrupper.
Gammel vin på nye flasker - eller gammel ymer på nye kartonner
Noget af det, som 0'erens billedbogsudgivelser har til fælles med 90'ernes, er forventningen til læseren. Her bliver ikke talt ned til børnelæseren, og der vil med sikkerhed være både ord og virkemidler, som ikke umiddelbart vil blive opfattet.
Et eksempel er en af 2006's æstetisk vellykkede bøger, Lillian Brøggers Anton elsker ymer. Det er en bog om antonymer, som hverken i sit billedsprog eller i sit valg af ord går på kompromis. To katte på hvert opslag illustrerer således antonymer som snakkesalig/fåmælt, opflammet/udbrændt, nedbøjet/opløftet og statisk/dynamisk. Eneste lille skår i min personlige læseglæde er, at bogen er tæt på at være en tro kopi af bogen Stor og lille, tyk og tynd af Pittau & Gervais fra 1999, oversat til dansk i 2001. Her illustrerer to andre dyr, nemlig elefanter, med få undtagelser samme antonymer som i Lillian Brøggers bog. Ligeledes med udsøgt æstetisk sans.
Vokseværk - ikke for sarte sjæle
Kim Fupz Aakeson og Lillian Brøggers En historie om vokseværk er et eksempel på, hvordan også dette årtis billedbøger giver sig i kast med gruopvækkende tematikker. Pers far har vokseværk i en sådan udstrækning, at han i løbet af få opslag udvikler sig til en drage, der snart fylder hele familiens parcelhus. Farens hænder vokser, så de rammer mor på kinden og Per i nakken, og munden vokser, så ord som "skidespræller", "møgkælling" og "snothvalp" vælter ud. Per siger ikke noget til den velmenende dame, skolelærer eller læge, der spørger ham, om der er noget galt. Han skal ikke nyde noget af at blive drillet med en far, der er mærkelig. Men til sidst er faren så stor, at Per næsten ikke kan få vejret. Og heldigvis indser Per, at der ikke er plads til hans mor og ham selv i huset og får dem reddet ud en sen aften. En utrolig barsk bog, der alligevel gør det så fint, at handlingen er til at bære. Også for voksne. Og mens moren og Per venter på bussen og håber på, at faren måske får krympeværk og bliver Far igen, så håber jeg, at bogen, ikke får samme skæbne som flere af 90'ernes vigtige bøger, og blev forvist fra hylderne i børnehøjde.
En historie om vokseværk er ikke specielt eksperimenterende i hverken sprog eller billedmæssigt udtryk, men den er progressiv i sit valg af tematik. Og det er måske her, man kan se den største ændring i forhold til 90'ernes billedbogsudtryk. Nemlig at 0'ernes billedbøger ikke nødvendigvis bryder grænser og eksperimenterer for grænsebrydningen og eksperimenternes skyld. Og 0'ernes billedbøger eksperimenterer ikke nødvendigvis med det hele på én gang. Det kan se ud som om, at virkemidlerne bruges mere bevidst og varsomt, med et mere sofistikeret - og knap så provokerende - udtryk til følge.
Ikke helt stuerent
På trods af et mindre bastant udtryk, er der ingen garantier for pænt sprog og opbyggelige moraler i 0'ernes børnebøger. Dorte Karrebæk og Oscar K's billedromaner De tre 1 og De tre 2 om hundene Carlo, Simba og katten Gerda Roulund, kan nok få en enkelt formidler eller to en smule ud af kurs. De to hårde hunde Carlo og Simba møder katten Gerda Rolund, en lille tynd skid. Hun har lort på halen og voldsom tyndskid, hvorfor de straks omdøber hende til Gerda Røvlund. Modvilligt tager de sig af hende, eller hvad man skal kalde det. Gerda Røvlund bliver træt af de to hårde hundes behandling og går sin vej, men på vejen ser hun Carlo blive maltrakteret af en stor hæslig hund. Sammen med Simba lykkedes det hende at finde Carlo ved at følge blodsporet i bog 2 og få ham lappet sammen. Og på den måde stiger hendes status til at blive en af de hårde hunde. Bøgernes illustrationer og tekst spiller godt sammen, og bøgerne berører flere motiver som ondskab, mobning, vold, sammenhold og status - uden nogle former for opbyggelige moraler. Dejlig befriende læsning - om end lidt stødende for sarte (voksne) sjæle.
Stødende er der sikkert også nogle, der vil finde Dan Schlosser og Jon Ranheimsæters omskrivning af Lille Sorte Sambo, Historien om lille blege Johnny på trods af, at der her er morale for alle pengene. Lille blege Johnny får noget sort, sejt outfit af sine forældre, Lede Conny og Fede Ronny. Men lige som Sambo, bliver blege Johnny truet til at afgive alle sine seje, sorte ting. Ellers vil Dennis og Bjarne fra 9.a og Ulrik og Benny fra 9.b nakke ham. De store drenge kommer heldigvis op at slås om, hvem der er den sejeste, og midt i en ordentlig omgang nyrehug, kvælertag og knytnæveslag snupper lille blege Johnny alle sine ting, også den sorte kasket, hvorpå der står "Fuck dig". Johnnys mor laver pandekager, burgere og pomfritter til aftensmad, men Johnny har været ude og sælge alle sine seje, sorte ting, fordi han havde opdaget, at de andre så dumme ud, da de havde det på. For alle pengene har han købt rugbrødsmadder, som han på sidste opslag sidder med farve i kinderne og spiser. For lille blege Johnny vil så gerne være stor og stærk.
Status
Ligesom i 90'erne har 0'ernes eksperimenterende billedbøger kompetente børn og voksne som indskrevne læsere, om end udtrykket er knap så syret, og bøgerne umiddelbart synes lettere at gå til. Virkemidlerne bruges mere bevidst og varsomt, og selvom bøgerne stadig vil kunne provokere og støde, virker de samlet set "mere spiselige".
Det er svært, her midt i dette årti at give et bud på, hvad en overskrift for tidens billedbogsudgivelser kunne være. I 1970'erne var det som bekendt socialrealismen, i 80'erne det fantastiske og i 90'erne postmodernismen eller formeksperimenterne. Måske en overskrift kunne være: æstetikkens årti? Billedbøgerne fra de sidste år er meget "lækre" - eller æstetiske om man vil - i både tekst, billeder og indpakning. En knap så flatterende overskrift kunne også være det indadskuende årti. Uden at påstå et fuldstændigt overblik over de sidste års udgivelser, mener jeg, at udvalget er meget ens, og at det i den grad er præget af manglende udsyn mod resten af verden. Hovedpersonerne i de fleste af 0'ernes bøger er stærke, fornuftige, kompetente og handlekraftige børn, der er i stand til at tage ansvar for eget liv og fremtid. Det er det personlige, nære og udviklingsmæssige, der er i fokus. Og der er ikke mange bøger med børn fra eller i andre kulturer. På den måde afspejler bøgerne ikke det samfund og den virkelighed, børn i dag vokser op i. En sjælden undtagelse, hvor et barn af anden etnisk herkomst optræder i en billedbog, er Gunilla Bergström Alfons og Hamdis soldaterfar fra 2006. En dejlig og livsbekræftende billedbog for børn, med lidt større udsyn end normen. Personligt savner jeg flere af denne slags bøger, flere nuancer, mere socialrealisme og politik. Måske en overskrift for det næste årti?
Oscar K og Dorte Karrebæks gendigtning af Hamlet - en receptionshistorisk undersøgelse
Indledende
Fra 1955 til 1976 kunne danske børn og unge læse løs i tegneseriehæfterne, Illustrerede klassikere, hvor verdenshistoriens store litterære klassikere kom til live i let spiselige størrelser, ledsaget af farvestrålende billeder, der anskueliggjorde det fortalte uden for mange dikkedarer. Meningen var, at hæfterne skulle tjene som introduktion til de tungere originaler, hvilket gjordes fuldstændig klart med den høfligt afsluttende opfordring: »Nu, da de har læst Illustrerede Klassikeres udgave af bogen, har De måske fået lyst til at læse originaludgaven.« Trods de gode intentioner var serien omdiskuteret, da mange mente tegneserierne var grimme og forsimplede afkog af originalerne, og at det var respektløst oven i købet at reklamere med, at billeder siger mere end tusind ord . Fortællingerne havde til hensigt at lirke de gamle værker åbne ved at skrælle tvetydigheder bort og gøre dem letforståelige, og billedsiden afstivede teksten ved at fortælle den samme historie, som en slags parallelt støtteben for læsningen. Deklarationen var derfor ikke misvisende - der var derfor tale om decideret illustreret litteratur.
I 1997 erklærede professor i børnekultur, Beth Juncker, så i artiklen Moderne klassikere i 1990’ernes børne- og ungdomslitteratur at: »Klassikerbearbejdelsernes tid er omme ,« fordi halvfemsernes børnelitteratur havde vokset sig så stærk, at det ikke længere var nødvendigt at ty til voksenlitterære klassikere for at få fyldt saft og kraft ind i bøger til børn og unge. Der var, lykkeligvis, ikke længere brug for de ofte mindre heldige omskrivninger, jublede hun.
Ikke desto mindre udkommer i dag en nye serie af klassikerbearbejdelser, Illustreret Verdenslitteratur, på Dansklærerforeningens Forlag. Men bøgerne er ikke af samme art som dem, Beth Juncker uden vemod bød farvel i sluthalvfemserne. Trods navneligheden med Illustrerede klassikere, og trods det, at begge serier beskæftiger sig med formidlingen af verdenslitterære klassikere, er der nemlig tale om to uensartede størrelser. Illustreret Verdenslitteraturs programerklæring - som er fælles for hele serien, der rummer Hamlet, Don Quixote, Candide og Den unge Werthers lidelser - bekendtgør, at billedsiden er tænkt som ligeværdig komponent i øjenhøjde med teksten . Trods seriens benævnelse er billederne altså ikke rene illustrationer underordnet teksten. En anden væsentlig forskel fra Illustrerede Klassikere er, at serien ikke stræber efter læserens absolutte forståelse af værket, men i stedet gør det til det prisværdige mål »at man skal få lyst til at forstå «. I forlængelse heraf fremhæver programerklæringen videre, at »Udformningen bygger på, at tekst og illustrationer skal udgøre et mangetydigt værk i dyb respekt for originalen (...) der forbliver tro over for værkets genre, stil og kompleksitet. «
Klassikerbegrebet
Jeg vil i denne opgave beskæftige mig med Shakespeares Hamlet, der er Illustreret Verdenslitteraturs førsteudgivelse, og som i øvrigt også var med i første hæfte af Illustrerede Klassikere. Begge serier bruger Edvard Lembckes oversættelse fra 1864 , og begge søger at tage hensyn til originalteksten - men måden hvorpå det forsøges er absolut forskellig.
Den gamle serie lader dramateksten ’opsætte’, som på teateret, i forkortet tegneserieform, hvor replikkerne, der lægger sig tæt op ad originalens, fremføres af karakterer klædt i renæssancens tøj. Den har altså forsøgt at være tro mod handlingen, mod den originale tekst og mod stykkets bånd til den tid, Shakespeare skrev det i.
Den nye series hensyn til originalen har derimod udgangspunkt i noget mere komplekst, nemlig klassikerdefinitionen som den kommer til udtryk i seriens programerklæring, der koncentrerer sig om fortællingernes transhistoriske kvalitet, universalitet og mangetydighed . Læseren – eller beskueren - skal i værket møde »noget vigtigt om fundamentale menneskelige og sociale relationer (...) der vægtes og vurderes forskelligt på forskellige tider « Og klassikerens mangetydighed må bibeholdes, hvilket hænger sammen med lysten til at forstå over den fuldstændige forståelse.
På den måde læner Illustreret Verdenslitteratur sig op ad det klassikerbegreb, der er udformet af Erik Skyum-Nielsen og Det danske Sprog- og Litteratursamfund i bogen At læse klassikere , hvor klassikerbegrebet deles i to: et væsens- og funktionskriterium. Væsenskriteriet dikterer netop, at værket må besidde universalitet (almengyldighed), transhistorisk rækkevidde, og en ambivalent evne til at forene kompleksitet med sluttethed , og det er, som vi har set, disse kriterier der udgør klassikerdefinitionen i Shakespeares Hamlets programerklæring.
Universalitet betyder, at værket må kunne give læseren, hvem end det måtte være, mulighed for at sætte det i relation til sit eget liv og på den måde muliggøre »vidt forskellige, men indholdsrige og mangesidede læsninger «, og den transhistoriske rækkevidde rummer værkets evne til at række ud over sin egen tid. Kompleksitet i samspil med sluttethed er en noget abstrakt størrelse, men det drejer sig om, at det sluttede værk forenes ubrydeligt med en uudtømmelig indholdsside . Tilsammen indfanger disse kriterier klassikerens væsen, og dette er hos Skyum-Nielsen det samme som litterær kunstnerisk kvalitet. Tilføjelse af tekst.
Funktionsdelen af klassikerbegrebet er rettet mod værkets efterliv og er altså det der konstituerer værket som en klassiker og ikke blot en rigtig god bog. Værket må evne at ’forblive nyt’ ved til stadighed at fascinere læsere; det må kunne viderebringe tradition til kommende slægter og således forene fortid og nutid ; det må formå at agere inspirationskilde for nye forfattere og udgøre en fortsat udfordring for forskningen ved at stille den over for tolkningsproblemer, som skal være store nok til at muliggøre vidt forskellige tolkninger . Selvom funktionskriterierne ikke er direkte udtalte i Shakespeares Hamlets programerklæring er de der, for skabelsen af den nye bog markerer originalens blivende fascinationskraft og rolle som inspirator. Dets insisteren på mangetydighed imødekommer kravet om afvisningen af den endelige fortolkning.
Klassikerdefinitionen er blevet styrende for det nye projekt, og det har haft afgørende indflydelse på udformningen af Illustreret Verdenslitteraturs version af Hamlet. Den adskiller sig radikalt fra versionen i Illustrerede Klassikere, der med sin enstrengede formidling af dramaet ikke, i følge den nye programerklæring, formår at formidle klassikerens væsen.
Mellem de to bearbejdelser er der sket en masse: fortællinger med parallelle illustrationer er erstattet af fortællinger, hvor billedsiden er lige så vigtig som teksten, det letforståelige er erstattet af det mangetydige, hvor forståelsen ikke længere er i centrum. Men hvorfor? Og hvordan spiller billedernes frigørelse fra den rene illustratorgerning sammen med kravene til klassikerformidlingen? Og hvad gør det egentlig, at det klassikerbegreb, der traditionelt er knyttet til udvalgte voksenlitterære værker nu forsøges holdt i hævd i en gendigtning for børn?
Metode
Jeg vil undersøge det utraditionelle samarbejde mellem ord- og billedside i Illustreret Verdenslitteraturs Hamlet ud fra en tese om, at det gør det muligt for forfatter og illustrator at formidle den transhistoriske kvalitet, universalitet og især mangetydighed, som ifølge definitionen binder sig til klassikeren.
Jeg vil lægge ud med et kort resumé af fortællingen om Hamlet og dens lange receptionshistorie. Når jeg henviser til originalen Hamlet vil det være kursiveret således, mens Illustreret Verdenslitteraturs nye version vil benævnes med sin fulde titel Shakespeares Hamlet. Dernæst vil jeg præsentere skribent og illustrator, Oscar K og Dorte Karrebæk, og med enkelte eksempler vise, hvordan de med hver deres virkemidler griber formidlingen af klassikeren an, for at give læseren en fornemmelse af værkets sammensatte og mangetydige natur.
Shakespeares Hamlet er en billedbog, og jeg vil derfor kort redegøre for den historiske udvikling af billedbogen som en del af børnelitteraturen. Det er meningsfuldt at betragte værket i forlængelse af den børnelitterære udvikling, når man søger forklaringen på den store væsensforskel der findes mellem Illustrerede Klassikere og Illustreret Verdenslitteratur. Væsentligst i gennemgangen er de sidste tyve års æstetisering af billedbogen, som Shakespeares Hamlet står i særlig gæld til. Afsnittet er bygget op om ændringen af voksnes opfattelse af barnet gennem tiden, og som følge heraf også ændringen af børnelitteraturen selv, ud fra tanken om, at forestillingen om modtageren bestemmer værket. Fokus vil være på billedbogen, da det er her, der er sket den voldsomste og – for nærværende opgave mest relevante - udvikling.
Herefter følger et kort afsnit, hvor jeg via børnelitteraturforsker Ulla Rhedins betragtninger vil nærme mig værket yderligere ved specifikt at belyse, hvordan billedbogen har udviklet sig fra at være ren didaktik for småbørn til i dag at være så bevidst om sin særlige form, at den kan folde sig ud som litteratur for alle; Og hvorfor det har været, og stadig er, så svært for billedbogen helt at løsrive sig fra sit udgangspunkt som pædagogisk redskab.
Herefter vil jeg kaste mig ud i undersøgelsen af sammenspillet mellem tekst og billede i Shakespeares Hamlet, og jeg har valgt at lade afsnittet fungere som en kombination af teori og analyse, altså af begreber og eksemplificerende værkanalyse. Teorien henter jeg hos den svenske litteraturforsker, Maria Nikolajeva, idet hun arbejder med billedbøgerne som en æstetisk helhed bestående af ord og billede, frem for kun at fokusere på billedbogens pædagogiske muligheder, eller – i den anden grøft – kun at behandle billedsiden. Hun mener, at »summen af tekst og tegninger ofte er noget helt andet og meget mere end tekst og tegninger hver for sig« , og at de to tegnverdner derfor ikke kan adskilles meningsfuldt, men i samspil lige netop betegner billedbogens egenart .
Jeg vil begynde med at forklare det mest grundlæggende for forståelsen af billedbogen som æstetisk genstand, og derefter beskæftige mig med mere specifikke greb som i Shakespeares Hamlet hjælper illustrator og forfatter i deres selvforanstaltede krav om hensynstagen til klassikeren. Især mangetydighedskriteriet vejer tungt i udformningen af værket, hvor det varetages på utallige måder, og det er derfor ikke oplagt at forsøge sig med hverken en kronologisk eller udtømmende analyse. Desuden ville analysen hurtigt reduceres til en opremsning af iagttagelser, så selvom meget nødvendigvis udelades ved dette valg, vil jeg i stedet lade analysen bestå af punktvise nedslag, der vil tjene som eksempler på, hvordan bogen opnår stærk kompleksitet ved hjælp af billedbogens æstetik.
Resumé af Shakespeares fortælling om Hamlet
»Hamlet er som en svamp. Hvis man ikke opførere stykket stiliseret eller antikveret, absorberer det straks alle vor tids problemer. « - Jan Kott
Handlingen udspiller sig på slottet Kronborg i Helsingør, hvor prins Hamlet netop er vendt hjem efter at have fået besked om sin faders pludselige død. Til sin overraskelse og afsky finder han sin mor, Gertrud, nygift med faderens bror, Claudius, hvilket får ham til at ledes ved kvindekønnet og skubbe sin kæreste Ophelia fra sig. Hamlet opsøges af sin fars genfærd, som fortæller, at hans død ikke var en ulykke, men et mord begået af den bror, der nu har overtaget hans trone og viv. Genfærdet kræver hævn, men Hamlet er i tvivl om, hvorvidt ånden er hans far eller blot et djævelsk spøgelse og tøver derfor, mens han søger belæg for drabet. Han skjuler sine planer ved at agere vanvittig, men efterhånden som alle omkring ham hvirvles ind i spillet, er det tvivlsomt, hvorvidt hans optræden tilkendegiver hans faktiske sindstilstand. Hamlet lader et teaterstykke opfører, der mimer ugerningen, og Claudius’ reaktion afslører ham som skyldig. På den måde har de to mænd afsløret sig for hinanden, og kampen for at se den anden død starter en lavine af død og hævn, som ender i et tragisk blodbad, der koster seks af stykkets hovedkarakterer livet.
Dramaet er gennem tiden opsat utallige gange på teaterscener verden over, fastholdt i tegneseriers stillbilleder, såvel som i filmens levende. Receptionshistorien vidner om fortolkninger i massevis, mange vidt forskellige afhængig af, hvilket fokus fortolkeren har valgt sig. Originalteksten Hamlet er nemlig alt for lang til at blive opsat på teatret i sin helhed , selvom stykket var tiltænkt netop dette medie. Som indbød Shakespeare til den konstante forkortelse, udvælgelse og fortolkning, der finder sted, hver gang stykket behandles. Desuden forklarer Shakespeare ikke sine karakterer, han viser dem, og stykket er udstyret med blinde vinkler, så mange tolkninger er mulige blandt temaerne hævn, sindssyge, selvmord, politik, giftdrab, slægtstragik, moral og filosofi .
Noget lånt, noget gammelt og noget helt nyt
Det er en underlig og forunderlig bog, man har mellem hænderne, når man griber fat i Shakespeares Hamlet. Noget nyt skabt på baggrunden af noget gammelt. Noget nyt, der ikke ønsker at frasige sig sit ophav, men som alligevel kræver sin egen selvstændighed. En ærbødig, men original gendigtning af en klassiker skabt af Oscar K og Dorte Karrebæk, et af Danmarks mest anerkendte, nytænkende og omdiskuterede makkerpar inden for billedbøger til børn og - ville de selv mene - alle andre interesserede.
De to står bag en billedbog, hvor små, navnløse aborter mødes i intetheden for at dele deres triste historier om, hvorfor de aldrig blev (De skæve smil), én om bedemanden, som hver dag håber, at telefonen ikke ringer, men som, når den gør, gør børnene fine til begravelsen og giver dem en barbershopsang med på rejsen (Børnenes bedemand). Èn om den evnesvage, men livsglade og evigt pludrende August, hvis mor til slut tager livet af både drengen og sig selv af frygt for, hvordan det skal gå ham, når hun en dag er borte (Idiot!). Og mange, mange flere, der alle kombinerer sære billeder og tematikker, som traditionelt har været forbeholdt voksnes billedkunst og litteratur. Og med Shakespeares Hamlet som en del af Illustreret verdenslitteratur har de kastet sig over et klassisk voksenlitterært værk uden øjensynlige forsøg på at adaptere fortællingen til de unge læsere ved at kæmme den igennem for sex, mord og sindssyge.
Det første, man ser i mødet med Shakespeares Hamlet, er forsidetegningen - et skelet portrætteret med pindsvinesnude og stikkende pigge. Det sidste et fotografi fra Første Verdenskrig, hvor soldater, blindede af giftgas, går på række med bøjede hoveder, mens de støtter sig til hinanden. Derindimellem findes hele Shakespeares tragiske fortælling fortalt i ord og billeder gennem 52 stærkt stilvarierende opslag.
Illustrationerne er skabt af Dorte Karrebæk, som i en billedmæssig stilopvisning lader karaktererne optræde som arketyper, ved at portrættere dem på ofte vidt forskellige måder. På ét opslag er Ophelia en kærlighedshungrende, spinkel teenagepige med kort signaturpagehår a la Pulp Fiction i Karrebæks plastisk bøjelige streg , på det næste en frodig kvinde i 1800-tallets art nouveau-stil , og det næste igen makabert virkelighedstro, som hun stirrer verdensfjernt smilende op fra sin våde grav . Hamlet er punket sørgende i solbriller og sorte cowboybukser, når han da ikke optræder som kamæleon, skelet eller frygtsomt stikkende pindsvin. Karrebæk lader Bayeux-tapetet løbe som en rød tråd gennem bogen; nogle gange som brudstykker af det oprindelige tapet, men andre gange har hun kopieret tapetets opsætning i midter- og kantborder for at lade det agere skabelon for iscenesættelsen af Shakespeares Hamlet. Dette er blot ét ud af mange eksempler på, at hun lader fragmenter af store kunstværker indgå i collager med egne tegninger, eller bruger kunstværkerne som inspiration til egen reproduktion og fortolkning.
Ordene står Oscar K for, og de er langt færre end hos Shakespeare. Nogle er erstattet af mere tidssvarende vendinger, meget er komprimeret og andet helt omdigtet, som når Ophelias vanvidsvise afløses af Susanne Lanas traurige Jeg skulle eje millioner, hvis tårer var guld. Forfatteren tager sig finurlige friheder med fortællingens tekstdel, men følger alligevel ganske trofast Henning Krabbes bearbejdelse fra 1975 af Edvard Lembckes oversættelse .
Som dramatekst bestemt til teateret er Hamlet tænkt i både ord og billeder, som også billedbogen er det, og Shakespeares Hamlet kan også betragtes som en slags opsætning, hvor opslagene agerer en meget fleksibel scene, hvis kulisser skiftes med et penselstrøg. De nye klassikerbearbejdere formidler originalgenren, idet Oscar K ofte bevarer originalopsætningen med scenisk dramatekst i form af replikker og regibemærkninger.
Disse suppleres dog med panoramisk romantekst, når der skal sammenfattes effektivt, og nogle gange omskriver han helt, som når Krabbes genfærd dømmes for sobert og Oscar K derfor lader sætningen: »Din mor er grebet af dyb gru, stå hende bi i hendes sjælekamp. Indbildningskraften er stærkest i det svage legeme « erstatte af den mere saftige »Og hjælp din mor med hendes sjælekamp, at hun tilbringer nætterne alene, så alle hårde stød i hende...s seng, vil være stød hendes...hjerterum. «
Ifølge Shakespeare-historiker, Jan Kott, er Hamlet et grundlæggende moderne stykke, således at ’den fuldendte Hamlet’, hvis den findes, på én gang måtte være »den mest Shakespeareske og den mest moderne. « Han lægger altså vægt på, at stykket har en iboende og blivende modernitet, og at det derfor er en grundlæggende misforståelse af værket at lade være evigt bundet til sin tilblivelsestid, da det så vil reduceres fra klassiker til »simpelt kostumestykke« . Dette var også anklagepunktet mod Illustrerede Klassikeres version. Dorte Karrebæk og Oscar K tilslutter sig Kotts betragtning ved uden skrupler at lade hermelinkåber og cowboybukser bruges som kostumer i samme opsætning og således skabe et møde mellem Shakespeares tid og vor egen postmoderne.
To afsendere – to programerklæringer
Programerklæringen, der følger Shakespeares Hamlet, burde i virkeligheden omtales i pluralis, for der er en enkelt, men ikke uvæsentlig forskel mellem den der optræder i bogen og den der er at finde på udgivelsesforlagets hjemmeside. Forlaget er nemlig Dansklærerforeningens, og forskellen peger meget præcist på en grundlæggende væsensforskellighed mellem foreningen og K og Karrebæk. I bogens programerklæring sigtes der nemlig efter med værket at »åbne læsernes øjne «, mens det på hjemmesiden er specifikt »de unge læseres øjne« (fra 14 år), som ønskes åbnet . I første udgave anskues Shakespeares Hamlet altså som et litterært værk uden tilknytning til en specifik målgruppe, mens den i den anden ses som et nyttigt værktøj, tilpasset en bestemt didaktisk sammenhæng, nemlig at få de unge til at interessere sig for de verdenslitterære klassikere . Den endelige udformning af Shakespeares Hamlet varierer dog ikke, den er de fælles om, og på den måde forenes synet på billedbogen som kunst og didaktik i værket.
Børnelitteraturens udvikling
Men at der overhovedet er to så vidt forskellige syn på billedbogen at forene, er forholdsvis nyt. Derfor har jeg i følgende skitsering af den børnelitterære udvikling, inkluderet den helt tidlige historie for at demonstrere børnebogens oprindelige funktion som opdragelsesredskab.
Den nyere historie foldes derimod ud tiår for tiår, fordi jeg mener, at de alle, fra tresserne til i dag, har efterladt sig en arv, der tilsammen har haft stor betydning for tilblivelsen af Shakespeares Hamlet: tressernes fokus på processen over målet, halvfjerdsernes insisterende frisættelse af alle tænkelige tabuer og tiden fra firserne til i dag, hvor æstetiseringen af billedbogen har løsgjort billedsiden fra at være ren illustration.
De voksnes meninger
Faktiske undersøgelser af læsevaner og præferencer hos børnelitteraturens primærmodtagere, børnene, er som oftest pillet ud af ligningen, og i stedet spejler børnelitteraturen konsekvent de voksne skaberes, indkøberes og formidleres forestillinger og meninger om, hvad børn bør lære, hvad de bør undgå at lære, hvad man kan byde dem, og hvordan man, som voksen formidler, bør rette det serverede an.
Siden de første børnebøger dukkede op allerede i 1500-tallet har tematikker og i særdeleshed udformning ændret sig voldsomt. Børnebogen havde i sine første århundreder mest af alt karakter af billedbesatte formaninger om, hvordan man burde te sig, for de voksne var generelt både enige i og overbeviste om, at jo tidligere man kom i gang med at påvirke barnet, jo større sandsynlighed var der for, at det senere ville arte sig, som det passede sig . At sætte børnene en ordentlig skræk i livet var længe en anerkendt pædagogisk metode til at få børnene til at rette ind, og derfor berettede de voksne gerne om frygtelige ulykker som direkte følge af uartige børns gerninger . Barnet blev anset som et ufærdigt menneske, der ved hjælp af opdragelsen skulle blive rigtigt – og med rigtigt mentes voksen .
Romantikkens indtog ændrede synet på barnet så det i stedet blev opfattet som et særligt slags menneske i besiddelse af lige så særlige evner, som befandt sig en ubesmittet uskyldstilstand. Børnelitteraturens opgave blev at tage hensyn til og fremme de karakteristika som kendetegnede barnets forskellige aldre, og de moralske fortællinger fik selskab af fabler, rim og remser og eventyr . Dette barnesyn har været under kraftig beskydning og er det ikke mindst den dag i dag med frontkæmpere som Oscar K og Dorte Karrebæk, men alligevel har det siden romantikken hængt ved børnelitteraturen, at der er ting børn bør skånes for, og viden der bør udskydes, til barnet når en passende alder.
Tager man et betydeligt hop frem i tiden, blev det barnlige univers i 1960’erne centrum for børnelitteraturen, som skulle være lige så fantasifulde, som man anså barnet selv for at være – antiautoritær og farvestrålende og humoristisk . Skaberne gik på knæ og i øjenhøjde med børnene, og med Benny Andersens Snøvsen og Ole Lund Kierkegaards Lille Virgil introduceredes den selvstændige barnetype, der løsrevet fra sin mors skørter, fulgte sine egne ønsker og behov. Pædagogikken var i dette årti fokuseret på at fremelske barnets selvstændighed og initiativ ved at sætte processen over målet.
Senere, i 1970’erne, skulle litteraturen lære dem noget, børnene. De skulle have samfundet og alle dets uretfærdigheder ind hurtigst muligt, og den omverdensorienterede litteratur var et klart brud med tressernes fantasirige og harmoniske barneunivers . Nu ville de voksne tage barnet seriøst, og børnebogen blev platform for læren om stort set alt . Forfaldt den til eventyrligheder, blev det af mange betragtet som naiv problemforflygtigelse . Det overordnede didaktiske sigte var, at de små skulle forstå verden og dens sociale forhold med alt hvad det indebar af mobning, skilsmisse, arbejdsløshed, kriminalitet, sex, stofmisbrug, incest og vold. Hele pakken . Reaktionen udeblev ikke. Bøgerne skabte debat om, hvorvidt den betongrå realisme ville tage håbet fra de unge læsere, ved at levere virkeligheden, råt for usødet. Nogle spurgte, om ikke børnelitteraturen havde et etisk ansvar. Svaret afhang selvsagt af, om man anså det ansvarlige for at være opdragelsen af barnet til oplyst menneske og samfundsborger, eller om man mente, det var bedst med en støddæmper på virkeligheden for de små, som tids nok skulle lære livets mørkere sider at kende.
I 1980’erne og 90’erne rykkede det igen heftigt i de børnelitterære kredse, hvor en institutionalisering af feltet fandt sted; Center for Børnelitteratur – et nyt forskningscenter med tilhørende forfatterskole – blev grundlagt, og det blev muligt at få undervisning i illustrationskunst på Designskolen i Kolding. Her blev naturtro, realistiske billeder udvist fra tegneblokken til fordel for en ny ekspressivitet . Det nye kuld af tegnere bevægede sig stadigt længere væk fra den klassiske illustratorgerning og tættere på deres egne kunstneriske udtryk.
1990’erne var årtiet, hvor flere forfattere begyndte at hævde, at de skrev til både børn og voksne, og hidtil ukendte diskussioner blussede op. Tidligere leder af Center for Børnelitteratur (1998-2004) Torben Weinreich kom op at toppes med digteren Per Højholt, da Højholt hævdede, at litteratur skabt med didaktiske formål og hensynstagen til modtageren umuligt kunne være kunst. Weinreichs modsvar lød, at forfatterens ønske om at påvirke sin modtager ikke er specifikt for børnelitteraturen, og at det derfor ikke var lødig argumentation. Enighed nåedes ikke.
I modsætningen til 70’erne, hvor debatten koncentrerede sig om, hvad man kunne skrive om, blev det i de udtrykseksperimenterende 90’ere mere til spørgsmålet om, hvordan man gjorde det. Der blev snakket om ’mærkeliggørelsen’ af børnelitteraturen, hvis æstetik blev stadig mere udfordrende, og det snakkes der stadig om.
Opsummerende kan man sige, at der er vinket farvel til den klassiske tiltro til teksten som den egentlige handlingsbærer og billedsiden som trofast skildrer af tekstens ’sind’ . Denne billedernes frigørelse har betydet, at der er opstået billedbøger, hvor tekst og billede i langt højere grad end før synes at have fjernet sig fra hinanden. Den enstrengethed, der kendetegnede den klassisk-didaktiske børnebilledbog, hvor tegnene fortalte parallelt for overskuelighedens og det enkle budskabs skyld – som i Illustrerede Klassikere - ses nu ofte erstattet af flerstrenget kompleksitet .
Billedbogen – fra småbørnslitteratur til alaldersmedie
Selvom børnebogen, som vi har set, traditionelt var udstyret med en billedside, er det i dag ikke altid tilfældet, så jeg finder det nødvendigt at pointere, at fejden om den nye, eksperimenterende børnelitteratur specifikt drejer sig om billedbogen. Den har nemlig udviklet sig radikalt fra at være bundet til den rene småbørnslitteratur til at agere mulig æstetisk form for kunstneriske alaldersværker, og de voksne er slet ikke enige om, hvorvidt det er en behagelig eller beklagelig udvikling.
Den eksperimenterende billedbogs ambivalente modtagelse skyldes især, at den har skabt usikkerhed om, hvem den egentlig henvender sig til . Professor i litteraturvidenskab, Ulla Rhedin, fremhæver, at den største forhindring er, at billedbogen kolliderer med gamle og klart formulerede forestillinger om, børn og billedbøger: nemlig at børnelitteratur bør kunne forstås af børn, og at børn behøver forklaringer for at kunne forstå . Billedbogen blev udviklet som et entydigt pædagogisk redskab, hvorfor billeder traditionelt er blevet tildelt rollen som redundansskabende illustrationer som støtte for den vaklende læser. Derudover er billeder ikke kodet på samme måde som tekst, men har en særlig tilgængelighed, som gør det muligt for selv førsproglige børn at få noget ud af at betragte dem, om end det ikke er det samme som den mere kompetente læser/beskuer.
Disse grundfaste idéer udfordres af den nye billedbogs skabere, der nu i et par tiår har vredet sig ud af rammerne ved at skubbe spørgsmålet om læring og pædagogik i baggrunden for i stedet at omfavne nye tematikker, flertydighed og formeksperimenter . Dette betyder, mener Rhedin, at det er muligt, ved hjælp af tekst og billeder, at skabe et uudtømmeligt værk, som opfordrer til stadigt nye fortolkninger, og som ikke låser værket til én specifik aldersgruppe, men gør det spændende for alle . Denne overbevisning spejles i den tiltro til billedbogsmediet der findes i programerklæringen til Shakespeares Hamlet.
Billedsiden betragtes i den eksperimenterende billedbog stadig som noget særligt og nyttigt, men den ønskede effekt af anvendelsen af billederne er altså en anden, hvilket jeg vil uddybe i analysen.
Det skal for god ordens skyld understreges, at der stadig findes adskillige klassiske billedbøger, som retter sig specielt mod de helt små, men der findes altså også dem, som ikke er særligt til børn, fordi kombinationen af billede og tekst er udnyttet på en ny og kompleks måde. Sådan en billedbog er Shakespeares Hamlet.
I det følgende vil jeg undersøge værket for at finde frem til, hvordan Shakespeares Hamlet som eksperimenterende billedbog, via billedbogens særlige blandingsæstetik, hvor billedsiden er ligeværdig med teksten, imødekommer programerklæringens hensynstagen til klassikerbegrebets universalitet, transhistoriske rækkevidde og, ikke mindst mangetydighed, da det, som tidligere nævnt, er vægtet tungt i værkudformningen. Netop dette mangetydighedshensyn er knyttet til lysten til at forstå over den fuldkomne forståelse, for er klassikeren per definition uudtømmelig, kan det umuligt være målet, at læseren skal møde en enstrenget fortælling.
Jeg vil slutte med at opsummere, hvordan programerklæringens formidlingshensyn til klassikeren ender med at tilføje Shakespeares Hamlet selvstændig, kunstnerisk kvalitet.
To tegnsystemer: billedbogens ikonotekst
Allerførst vil jeg, ved hjælp af Maria Nikolajevas semiotiske begrebsapparat, konkretisere betegnelsen billedbogsæstetik ved at forklare, hvad billedbogen består af, og hvilke muligheder samarbejdet mellem delelementerne giver. Sammenspillet vil nemlig agere overbegreb i den resterende analyse.
Billedbogen er kendetegnet ved, at den fortæller i både ord og billeder, som tilsammen udgør en ubrydelig helhed . De to enheder tilhører to forskellige systemer, nemlig skriftens konventionelle tegnsystem og billedernes ikoniske , og billedbogen er derfor et syntetiserende medie, på linje med både teater og film. Det syntetiserende består i, at modtageren danner sig en samlet betydning ud fra mediets forskellige delelementer, der ikke meningsfuldt lader sig adskille. Hos billedbogen udgøres delene, der hver især har både muligheder og begrænsninger, af ikoniske tegn (billeder) som er mimetisk deskriptive, og konventionelle tegn (tekst) som er diegetisk berettende . Teksten evner at pege på meningslag, der ikke kan udfoldes visuelt, mens billedsiden formår at give detaljer om det, der ikke nævnes i teksten. Forskellene gør, at tegnene ikke er i stand til at formidle det eksakt samme.
Eksempelvis er det i Shakespeares Hamlet op til teksten at fortælle, at Hamlet hedder det, han gør, og at hans mor er hans mor og ikke hans moster, søster eller elskerinde. Navngivning af karaktererne og deres specifikke relationer til hinanden er altså eksempler på oplysninger, der ligger udenfor billedets rækkevidde. Billederne, derimod, har patent på afbildningen af personernes beklædning og fysik, hvilket i Hamlet står helt åbent for fortolkning, da teksten ikke beretter herom. Billedsiden åbner desuden op for overkonkret visualisering af tekstens sprogblomster eller af karakterernes tanker , som når Hamlet i monolog afslører en længsel efter selvmordets forløsning og det afbildes ved, at prinsen jager et sværd i maven , når han i frustration over omgivelsernes uærlighed skarpt hentyder hertil ved at sige, at han bliver madet med »kamæleonmad« , og billedsiden viser ham som en fingerpegende, anklagende kamæleon. Eller når teksten lader Hamlet fortælle om kastrerede hanekyllinger og billedet viser en bloddryppende hane, der ser ned mellem sine ben og med rædsel opdager, hvad der er hændt ham . Eksemplerne er utallige. Genfærdet fortæller Hamlet, at hans hår vil stritte som piggene på et jaget pindsvin, når han hører sandheden om faderens død, og straks afbildes prinsen med pindsvinehoved; genfærdet siger, at Gertrud må overlades til himlens dom og til »tornene, der sidder/i hendes bryst og stikker « - billedsiden viser hende nøgen med bryster besat med pigge.
Alle slags billedbøger forener de to tegnsystemer, men specifikt for den eksperimenterende billedbog er det, ifølge Nikolajeva, at tekst og billede indgår som ligeværdige komponenter, og sammenspillet herimellem har fået betegnelsen ikonotekst. Et nært ikonotekstligt samarbejde mellem forfatter og illustrator – som det er tilfældet med Oscar K og Dorte Karrebæk, der har gjort tegnenes ligeværd til udgangspunkt for gendigtningen af Hamlet - kan muliggøre en gensidig udvidelse af de to tegnsystemer . En egentlig udvidelse kræver, at billedets kommentar til teksten, eller tekstens ditto, er mere end blot en pudsig detalje – det må være en grundlæggende pointe i værket. Som mangetydigheden er det i Shakespeares Hamlet.
Jeg vil i arbejdet med bogen benytte termen kontrapunkt om dette forhold. Kontrapunkt betegner i Nikolajevas terminologi nemlig det der sker »når tekst og billeder formidler alternativ information eller på anden måde er i konflikt med hinanden, (og der) skabes mulighed for en spændende mangetydighed«.
Arbejdet med billedbogen som æstetisk genstand er stadig forholdsvist nyt og begrebsapparatet noget konturløst, og ikonotekst og kontrapunkt optræder til tider synonymt. Det vil ikke være tilfældet i denne opgave, hvor jeg bruger ikonotekst om ligeværdigt samspil mellem tegnverdenerne og kontrapunkt i behandlingen af særligt asymmetriske opslag, hvor tekst og billeder afviger direkte fra hinanden. Således sætter jeg ikke lighedstegn mellem ikonotekst og den kontrapunktiske store afstand mellem, hvad tegnene kommunikerer.
Det er brugen af kontrapunkt som tillader forskellige tolkninger at stå side om side, som de gør det i Shakespeares Hamlet. Det sker, når tekst og billede eksempelvis fortæller om og viser karaktererne på forskellig vis, der modsætter sig hinanden . Som eksempel herpå skriver Oscar K i sin regibemærkning på opslaget 82-83 at »Ophelia kommer ind med antydning af mave«, mens billedsiden viser Ophelia som en ret op og ned teenagepige, der med en pude under kjolen prøver den voksne kvindes gravide ydre af. På den måde lader værkets skabere to helt modstridende tolkninger af forholdet mellem Hamlet og Ophelia koeksistere: det seksuelle og det uskyldsrene.
Kontrapunkt bruges også i værket til at indikere, at to tilsyneladende forskellige personer i virkeligheden er en og samme, som når Karrebæk i skildringen af prins Fortinbras lader ham ligne Hamlet til forveksling . Håret er skrabet fremad og brillernes glas er ikke mørke, men ellers er de identisk mutte, spinkle og sortklædte personer. Jeg betragter denne tydelige lighed som Karrebæks henvisning til Hamlets fortolkningshistorie. Her har netop spørgsmålet om den mystiske Fortinbras af Norge, der – modsat den tvivlende Hamlet – resolut begiver sig på togt for at hævne sin far, givet anledning til spekulationer om, hvorvidt Shakespeare har tænkt ham som Hamlets alterego. Karrebæk inkorporerer denne fortolkningsmulighed i sin billedside, udvider tekstens fortælling og leder opmærksomheden hen på mangetydigheden som pointe.
Paratekst
Ovenstående eksempler er taget fra bogens indre, men allerede udenpå begynder værkets afsendere at påvirke læseren i retningen af en mangetydig læsning ved hjælp af ikonotekst mellem bagsidetekst og forsideillustration, og derfor vil jeg nu introducere begrebet paratekst.
Paratekst dækker over alt det, der ikke er en del af værkets egentlige indholdsdel, men som befinder sig ’i kanten’ af den, og som er med til at styre læserens forventninger . Eksempelvis er både Shakespeares Hamlets bagsidetekst, anmeldelser af værket og programerklæringen en del af dens paratekst . Begrebet deles i epitekst og peritekst, hvor epiteksten favner det, der ligger uden for bogen, og som påvirker receptionen af værket. I tilfældet Shakespeares Hamlet fx anmeldelserne, det originale dramas lange receptionshistorie og Dansklærerforeningens arbejdsspørgsmål til bogen. Periteksten omfatter alt det i værket, som omgiver den egentlige indholdsdel , for eksempel at der på Shakespeares Hamlet er angivet, at der er tale om Shakespeares fortælling fortalt og illustreret af Oscar K og Dorte Karrebæk. Den ikke værkspecifikke programerklæring udgør editorial peritekst, der placerer bogen som en del af en serie, hvortil der er knyttet en række krav der forventes indfriet. Det er ikke ligegyldigt for læserens tilgang til bogen, hvad der fremgår af dens peritekst, så når Oscar K piller ved programerklæringen ændres modtagerforventningerne så bogen flyttes fra målgruppefikseret til almen litteratur.
Bagsideteksten er ligeledes en del af periteksten, og den fortæller, at Shakespeares Hamlet er bygget op omkring en kriminalintrige, og at plottet er som krimiens, men samtidig er den »ikke for fastholdere«. Sætningen stammer oprindeligt fra Klaus Rifbjergs digt Livet i badeværelset, hvor et drilsk stykke sæbe benytter det i sin selvkarakteristik, men i dag anvendes det ofte til at betegne den litteratur, der ikke lader sig endeligt fastholde, men smutter ud mellem hænderne på fortolkeren. Desuden opremses direkte forskellige tolkninger – Hamlet som ensom i en korrupt verden og Hamlet som kilden til dårskaben - således indikerer den specifikke bagsidetekst, på samme måde som seriens fælles programerklæring, at der er mange mulige tolkninger som byder sig til, og at ambivalensen er et prisværdigt træk.
Vender man bogen, fortæller forsidens titel om Hamlet som den ubestridte hovedperson ved typografisk at lade hans navn fremhæve med en stor font, og hans status understreges af forsideillustrationen, som også anslår værkets tematikker . Billedet er et stykke af et større, der på opslaget side 56-57 viser Hamlet i fuld størrelse, men på forsiden er skåret til som et nærportræt. Hamlet er afbildet som et skelet med pindsvinehoved, og billedet er gennemlyst som et røntgenfotografi, så den ydre pindsvinesnude og det indre kranie lader sig skue samtidigt. Dobbeltblikket er normalt umuligt, men illustrationen muliggør det, hvilket i sig selv kan betragtes som en metarefleksion over tolkningernes nødvendige sameksistens.
Billedet, må man gå ud fra, er udvalgt som det mest sigende portræt af hovedpersonen, og det indkredser da også prinsen i al hans kompleksitet. Skelettet er en forudsigelse af den død, Hamlet snart vil lide og samtidig en konkretisering af hans længsel efter dødens forløsning fra afmagt og tvivl, som den giver sig til udtryk i Oscar K’s gendigtning af hans berømmede monolog, der agerer tekstuel pendant til billedet:
»At dø/, at sove, tro, at vi med søvnen standser/den hjertekval, de tusind’ lidelser,/ vi men’sker fik i arv. Det er den slutning,/som vi kan håbe på. At dø, at sove./ At sove, måske drømme, det er sagen. «
De stikkende pindsvinepigge billedliggør den frygt, som opstår i Hamlet, da han ruskes ud af sin depressive tilstand med genfærdets hårrejsende (!) fortælling. Rædselsslagne pindsvin folder sig paralyseret sammen om sig selv og håber på det bedste, som en del af prinsen da også ønsker sig at gøre. Det skræmmer ham, at hans far har lidt en så hæslig død, og det forstærker hans afsky for moderens hurtige giftermål, men det, der virkelig ængster er, at han nu er dømt til handling. Eller - måske allermest, at han end ikke nærer fuld tiltro til ånden af den far han savner sådan. Modsat det ædle genfærd med de gyldne lokker i Illustrerede klassikeres version, er det hos K og Karrebæk en hidsigt hævnsyg ånd, der ofte syner mere djævelsk end ophøjet. Hamlet kan ikke stole på dem omkring ham, han kan ikke stole på dem der er døde, og han kan ikke stole på sig selv.
Fortællingen om Hamlet blev til i brydningstiden under Elisabeth I, hvor middelalderens faste verdensorden opløste sig til fordel for en ny og kaotisk tilværelse . Renæssancemennesket blev revet ud af den stabile sammenhæng, hvor han før havde været defineret af sin gud og sin stand, og måtte i stedet vende blikket fortolkende indad mod sig selv og sine handlinger for en følelse af identitet og forståelse af livet og dets mening . Den indre splittelse som fulgte i kølvandet på kampen mellem den gamle orden og den nye er eksplicit i Hamlet, hvor prinsen føler sit indre sønderdelt mellem de middelalderlige æresbegreber og slægtsbindinger genfærdet kalder på med kravet om hævn, og den frygtelige tvivl om genfærdets intentioner og berettigelsen af hævntogtet. Det splittede menneske, der ikke kan finde ud af, hverken at være eller ikke at være, er også i den moderne verden en grundkonflikt, ligesom også hævn, ulykkelig kærlighed og familieopgør hører til menneskelivets evergreens. Derfor kan læsere og tilskuere til stadighed finde et meningsfuldt spejl i Hamlet, og heri består historiens universelle temaer og transhistoriske kvalitet.
Foldes bogen ud fungerer billedbogens for- og bagside som et opslag, og bagsidetekst, titel og illustration udgør omslagets ikonotekst, der tilsammen opfordrer til åbenhed for flere mulige tolkninger.
Mangetydig leg med modalitet
Parateksten er ikke ene om at styre læserens tilgang til værket, for når vi ikke guides mod en bestemt tolkning (eller som i tilfældet Shakespeares Hamlet mod at acceptere, at den ikke findes) afkoder vi selv, det vi møder. Nikolajeva sætter begrebet modalitet på det, der hjælper os med at bestemme, hvilke briller vi skal anvende, når vi skal afgøre, om det, vi møder i billedbogen, skal tolkes mimetisk eller symbolsk . Er ikonoteksten på et opslag i besiddelse af en kompleks modalitet, kan det eksempelvis indikere, at det, der fortælles i teksten, ikke er sandt, eller omvendt . Begrebet betegner altså forudsætningen for afkodningen af værket eller en del af del. Ved en bogstavelig tolkning afkodes et opslag som ’sandt’, mens den symbolske tolkning i stedet får læseren til at se det som en spejling af karakterernes følelser af for eksempel forhåbning eller tvivl.
På opslaget side 54-55 i Shakespeares Hamlet er billedsiden en allegori over Picassos kubistiske maleri, Guernica fra 1937, som er en forvrænget og uhyggelig fortolkning af bombningen af den baskiske by under Den Spanske Borgerkrig med masser af uskyldige døde til følge. I Shakespeares Hamlet retter Hamlet et sværd mod en nøgen kvinde, som jeg formoder repræsentere Gertrud, mens en lige så nøgen Ophelia kravler over hende som en øgle med spids tunge. Claudius er fanget mellem et kvælertag og et tungekys med en grinende mandsperson, og over det hele våger et åbent øje. Kunstkender eller ej, ingen beskuer af dette maleri vil være i tvivl om, at det ikke søger en realistisk afbildning af virkeligheden, og derfor vil det rimeligvis tolkes som mindre realistisk end symbolsk. Ved at bruge Guernica som model for sit eget værk, låner Karrebæk også billedes modalitet, der styrer læseren mod en symbolsk afkodning som illustration af den frustration, Hamlet giver udtryk for i opslagets tekstdel, hvor han klager sig over sin handlingslammelse. Referencen til Picassos berømte maleri understreger – i hvert fald for den der kender baggrunden for dets tilblivelse - krigsstemningen, som gennemsyrer værket og forudsiger samtidig hævnspiralens massakrelignende udfald. På den måde tilføres Hamlets desperate rasen flere betydningslag.
Og forudsigelsen af død er gennemgående i Shakespeares Hamlet, fra forsideillustrationen til Guernica til afbildningen af Ophelia på opslaget 86-87, hvor hun stående i nøgen kvindeskikkelse knuger sine urter. Tipper man bogen mod højre, finder man hende nemlig liggende i sin grav som udspringet for de smukke blomster, der gror på jorden over hende .
Intertekstualitet: værker i værket
Guernica er et ud af talrige eksempler på brugen af interkulturelle referencer i Shakespeares Hamlet. Begrebet er udsprunget af intertekstualitet, som dækker over alle slags forbindelser mellem to eller flere litterære værker , hvilket K og Karrebæk også gør brug af, men flittigst benyttes interkulturelle referencer, hvor forbindelsen findes mellem det litterære værk og et udenomslitterært, kulturelt fænomen, som for eksempel et kunstværk.
Intertekstualitet kan vise sig som allusioner, citater fra eller indirekte henvisninger til, tidligere værker og kan finde sted på begge tegnplaner. Grebet betragtes ofte som rettet mod den mere kompetente læser, da man må kende hypoteksten – det værk, der henvises til - for at forstå og afkode referencen .
I Shakespeares Hamlet viser det sig som oftest på billedsiden, selvom der er enkelte eksempler på tekstbaseret intertekstualitet, såsom tidligere nævnte brug af Susanne Lanas sang som erstatning for en af Ophelias viser. Men billedsiden bugner af henvisninger.
I Michelangelos berømte freske, giver Gud Adam livet ved at lade deres hænder mødes – i billedbogen peger de ubehjælpeligt i hver deres retning som et Monthy Python-æstetisk vejskilt . Kejser Konstantins formanende løftede pegefinger fra den kolossale romerske statue peger ind mellem de spredte ben på en letpåklædt Gertrud, Hamlet i skikkelse af Rodins Grubleren imødekommer den klassiske tolkning af prinsen som plaget filosof , og 17 af 52 opslag viser Bayeux-tapetet i enten originale billedstumper eller Karrebæks streg. Alle væsentlige og omdiskuterede værker, og alle fysiske mastodonter. Karrebæk understøtter således endnu en gang klassikerens uudtømmelighed ved at lade Shakespeares Hamlet fylde op af interkulturelle referencer til kunstværker, der alle betragtes som verdenshistoriens helt store, og som alle er omgærdet af mystik og uenighed.
Grundet opgavens begrænsede omfang og billedbogens utallige interkulturelle og tekstuelle referencer, har jeg i det følgende udvalgt tre vidt forskellige for at illustrere bredden.
Bayeux-tapetet: historieskrivning med nål og tråd
Den mest gennemgående referencen er den til Bayeux-tapetet. Vægtæppet, som det i virkeligheden er, betegnes ofte som verdens første tegneserie, og gennem 70 meters vævet, fremadskridende beretning fortæller det om slaget ved Hastings i 1066, hvor normannerne invaderede England. Det er historieskrivning med nål og tråd inddelt i tre områder: en bred midterfrise der fortæller den egentlige historie, mens to kantfriser fyldes af dyr, faldne soldater og årstidsindikerende ikoner. Tæppet viser forberedelser såvel som slaget selv, men i Shakespeares Hamlet starter tæppet, hvor slaget og blodsudgydelserne begynder, hvilket cementerer krigsstemningen fra starten. Det originale tæppes slutning mangler, og det har givet anledning til et væld af tolkningsmæssige uenigheder. Netop dette kan tænkes at have spillet ind på Karrebæks tiltrækning til Bayeux-tapetet som ramme for Shakespeares mangetydige værk, der selv er udsat for fortløbende diskussion.
Sidste gang Karrebæk benytter sig af tæppet, knækker hun det i en skæv vinkel og lægger det ned, så det, i stedet for at være en tegneserielignende frise der ’læses’ fra venstre mod højre, former en vej som forsvinder ud i horisonten, og ad hvilken Ophelias gravtogt nærmer sig hendes grav . Vi møder det en allersidste gang, tæppet, men da er det opløst i farvetråde, hvor hver enkelt repræsenterer en af de dødsdømte karakterer . Trådene, der har hver deres farve er alle handlingslinjer i Shakespeares Hamlet, og bevæger sig ind mellem hinanden på kryds og tværs. På opslagets venstre side er angivet det navn hvis skæbne de repræsenterer; Polonius, Ophelia, Gertrud, Claudius, Laertes og Hamlet. Alle ender de på opslagets højre side med et hvidt lille kors, med død. Billedet er ikke decideret kontrapunktisk, men fuldstændig løsrevet fra teksten, som beretter om den kommende fægtekamp mellem Hamlet og Laertes, der – ligesom alle de unge mænd i Hamlet - vil hævne sin far. Billedsiden bliver altså en selvstændigt indikerende forudseelse af, hvad der vil ske.
Trådene løber ikke parallelt, men krydses flere steder, hvor personernes liv griber særligt ind i hinanden. Gertruds lyserøde tråd løber sammen med Claudius’ røde for senere at adskille sig og føre til hendes kors. Claudius’ røde bliver herefter skæbnesvangert mørkt - nærmest sort. Hamlets og Ophelias tråde løber flere steder over eller under hinanden, men på et tidspunkt mødes de i et kryds, der er markeret med rødt. Hamlet er blevet fatal for Ophelia, der går til i sindssyge og dør, men i døden falder de tidligere elskendes tråde til ro tæt ved hinanden. Selvom bogen er lavet som en fremadskridende og sluttet fortælling, der kan læses lineært fra ende til anden, antyder ikonoteksten samtidig værkets åbenhed og indbyder læseren til at gå tilbage i tekst og billeder og gen- og krydslæse med skiftende fokus. Igen er den der, mangetydigheden.
Valget af Bayeux-tapetet og opløsningen af det i skæbnetråde, giver mindelser til den nordiske mytologis skæbnegudinder, der som bekendt spandt menneskenes livstråde og vævede dem sammen til et tæppe af skæbner. Nornerne spandt historien som også Bayeux-tapetets skabere gjorde det, og som K og Karrebæk - dog i mere overført betydning - gør det med Shakespeares Hamlet.
Metatekstuel mangetydighed
Den næste reference er intertekstuel, for på opslaget 88-89 fortæller teksten om Hamlets brev til Horatio, hvor han beder vennen om at skynde sig så hurtigt »som var Død i hælene på dig «. Afvigelsen fra Henning Krabbes tekstophav er minimal (»som om døden var i hælene på dig «), men billedsiden tager teksten på ordet og viser Død i egen korte person, jagtende den betuttede Horatio. Det lille smilende skelet iklædt ternet kittel er løbet ud af Wolf Erlbruchs billedbog And, Døden og tulipanen, hvor den frygtsomme And er bange for Døden, som dog senere viser sig at være nænsom og venlig. Det er nemlig ikke Døden, der slår And ihjel, men den kolde vinter, og det er Døden, der til sidst hjælper hende trygt af sted på den sidste rejse.
Denne finurlige intertekstuelle reference kan betragtes som en metatekstuel hyldest til hollandske Erlbruch, der repræsenterer den tabunedbrydende børnelitteratur, ligesom K og Karrebæk gør det på dansk grund. Intertekstualiteten, der er repræsenteret både i tekst og billede, løsriver sig fra Shakespeares Hamlet og indskriver sig som et oplæg i debatten om, hvorvidt døden er et passende emne i litteratur for børn. Den metatekstuelle reference peger altså ud af bogen i retningen af forfatternes eget tabunedbrydende projekt.
Collage og krig
Karrebæk gør brug af collageteknik på sin billedside, og det er der mening i. En collage er et billede sammensat af dele, der typisk er klippet ud af forskellige materialer som papir, pap, fotografier og stof. Ved blandingen sigter metodikken efter at bryde med idéen om værkets enhed, og kontrasterne understreges gerne af, at de brugte materialer har forskellige taktile værdier. Karrebæks billeder udgøres da også af en kombinationen af tegning, maleri, stof og fotografi og sammenbringer brudstykker fra forskellige sammenhænge i en ny helhed.
På den måde kan collagen benyttes af kunstnere der, som Karrebæk, ønsker at tydeliggøre umiddelbart usynlige forbindelser eller skabe helt nye.
Karrebæk kombinerer i sine collager, som sagt, egne kreationer med fragmenter af andre værker. Disse værker medbringer betydning fra deres oprindelige kontekst og giver således collagen en rolle som tekstudvidende fortolkningsnøgle. I Shakespeares Hamlet kobles prins Fortinbras’ hær - der som politiet i en gyserfilm ankommer til slottet lige præcis efter det endelige slag – gentagende gange sammen med Første Verdenskrig, idet soldaterne igen og igen gengives bærende krigens karakteristisk gasmasker. Første gang på opslaget 80-81, hvor det gælder en enkelt af Bayeux-tapetets rytterkrigere.
Bogens næstsidste opslag viser et maleri af soldater med bloddryppende bandager, der på række støtter sig til hinandens skuldre. På det sidste og unummererede opslag afslører Karrebæk, at maleriet i virkeligheden er en collage, og at hun har skabt sit billede over et faktisk foto af giftgasblindede mænd. Hun lader penselstrøgene være lettere, så billedet skinner igennem, og med ét løftes Shakespeares fortælling ind i den det tyvende århundredes faktiske krigshistorie.
Brugen af verdenskrigen byder vanen tro på flere mulige tolkninger, for de mange grusomme hævndrab, læseren har været vidne til, blegner i sammenligning med det tyvende århundredes systematiserede krigsførelse. Her er drabene ikke længere affødt af simple følelser som hævnlyst, men af rationaliseret og distanceret krig, hvor fjenden er ansigtsløs. Denne krigsførelse er skræmmende, fordi den er upersonlig, hvilket gør den mere uforståelig end det personlige opgør.
Krigsreferencen kan også tolkes som tegnerens ordløse sidestilling af de to krigsførelser, idet den romantiske idé om svundne tiders ærefulde krig gang på gang gøres til skamme i Shakespeares Hamlet. Der er intet ærefuldt i det personlige opgør, hvor rollefordelingen mellem syndere og hævnere flyder sammen og konstant afføder nye syndere og nye hævnere, indtil hævnspiralen bliver alles endeligt. Uanset tolkningen påpeger Karrebæk, ved i collagen at sammenbringe dramaet med krigen, krigstematikkens universelle karakter.
Karrebæks stilbevidste brug af collageteknik har desuden metatekstuel karakter, idet hun peger på, at Shakespeares Hamlet bygger videre, eller oven på, noget foregående. På den måde imødekommer hun dramaets lange receptionshistorie. Fragmenterne er som sagt hentet fra verdenshistoriens mastodontiske kunstværker, som i sig selv besidder en lang og fortsat fortolkningshistorie, for var Konstantin egentlig omvendt kristen ved sin død, eller var hans dåb ren taktik? Og har Picasso fyldt sine malerier hemmelige symboler, der bare venter på den korrekte afkodning? Ved at lade Shakespeares Hamlet indbefatte dem alle, konsolideres værkets egen rummelighed og klassikeruudtømmelighed.
Intraikonisk tekst: tekst i billederne
Til sidst vil jeg kort berøre brugen af intraikonisk tekst, det vil sige konventionelle tegn, der optræder som en del af opslagets ikoniske. I Shakespeares Hamlet bruges det intraikoniske nemlig til at fremhæve stykkets bevingede Gajolæske-citater, de ord som kendes af alle uanset yderligere kendskab til Hamlet.
På opslaget 26-27 gentages tekstdelens »Skrøb’lighed, dit navn er kvinde! « i billedet, hvor ordet ’kvinde’ er erstattet af en rød pil, som anklagende udpeger Gertrud, og på opslaget 34-35 slutter tekstdelen med, at Marcellus frem for sig udtaler ordene »Something is rotten in the state of Denmark. «
Vi har i det foregående set på den mulige metatekstuelle betydning af Bayeux-tapetet som formgiver for klassikerformidlingen, og vi så, at K og Karrebæk ved brug af ikonoteksten lod forskellige tolkninger af forholdet mellem Hamlet og Ophelia stå side om side på et enkelt opslag. Med det engelske citat, som altså er bibeholdt på værkets originalsprog, lader K og Karrebæk atter Shakespeares Hamlet pege på sig selv som en del af Hamlets formidlingshistorie. Her specifikt på diskussionen om, hvorvidt en klassiker lader sig oversætte uden tabet af helt væsentlige pointer, og således er også de intraikoniske citater – ud over selvfølgelig at agere velkendt indgang til teksten for den ukompetente læser - en del af skabernes stærke metatekst til ’projekt Illustreret Verdenslitteratur’.
Afrundende
Jeg har i det foregående belyst, hvordan billedbogens billedside i de seneste årtiers løsrivelseseksperimenter har opnået ligestilling med teksten, og hvordan ikonoteksten har udklækket hidtil uprøvede muligheder i kraft af den nye æstetiks udnyttelse af tegnsystemernes forskellige muligheder og begrænsninger. Jeg har derefter undersøgt ikonoteksten i Shakespeares Hamlet ud fra en tese om, at dette særkende ved den eksperimenterende billedbog har gjort det muligt for bogens skabere, at formidle den transhistoriske kvalitet, universalitet og især mangetydighed, som ifølge definitionen binder sig til klassikeren.
Analysen har desuden vist, hvordan de didaktiske formidlingshensyn til klassikerens kvaliteter har bibragt Shakespeares Hamlet selv samme egenskaber. K og Karrebæks tolkning af originalen Hamlet er nemlig, modsat Illustrerede Klassikeres, rettet mod klassikerens væsenstræk, og via billedbogsæstetikken har de spejlet og genskabt disse værdier i deres eget værk, der således lever op til kriterierne for litterær kunstnerisk kvalitet, som de ser ud hos Erik Skyum-Nielsen.
Billedbogens frigørelse fra sit ophav som rent didaktisk redskab er blevet grundlag for en æstetisering af mediet, men i Shakespeares Hamlet såvel som i alle andre af K og Karrebæks bøger udelukker kunst og didaktik ikke hinanden. Forfatter og illustrator har netop ønsket at give de unge noget ordentligt at læse, og Oscar K har udformet arbejdsspørgsmål til brug i undervisningssammenhænge. De modsætter sig således ikke billedbogens didaktiske potentiale, men at børn skal udsættes for litteratur af særlig ringe kvalitet og af særlig ukompliceret art. Lysten til at forstå over den fulde forståelse viser skabernes tillid til barnelæseren. Tilliden til, at han kan rumme, ikke at kunne nå den fuldstændige forståelse, og at hans nysgerrighed vækkes af mødet med det svære, frem for at svækkes. Det er altså igen de voksnes syn på barnet der har formet litteraturen, og de eksperimenterende billedbogsmageres tillid til barnet har givet plads til klassikerdefinitionen i et værk der (i hvert fald også) er skabt til læsning af børn. Behovet for at forklare er erstattet med appel til nysgerrigheden, synet på barnet som kompetent har på den måde vist sig helt afgørende for værkets udformning og kunstneriske kvalitet.
Shakespeares Hamlet er en receptionstekst, der har sat sig for at rumme receptionshistorikken, fordi den er sigende for værkets store rummelighed. Og det er en klassikerformidling, der fremhæver Hamlet som en klassiker med særlige evigtgyldige kvaliteter, på bekostning af den gængse forestilling om bogklassikerne som støvede, forældede og utilnærmelige. Det er et værk, som viderebringer renæssancens kulturarv – samt alt det, stykket har opsamlet på vejen fra da til nu – og som lader den nutidige læser spejle sig i almenmenneskelige tematikker. Jeg forudser at det med sin mangetydighed vil være en fortsat udfordring for fortolkere, netop fordi det nægter at tage endegyldigt stilling og insisterer på værkets åleglatte håndsæbekvalitet som noget prisværdigt.
Beth Junckers tidligere nævnte dødserklæring over klassikerbearbejdelserne bunder i hendes tiltro til den nye og eksperimenterende børne- og ungdomslitteratur, som hun mener »har placeret sig som fuldgyldig del af den litterære kultur « ved at tillade åbenhed og flerstemmighed, en betragtning jeg har underbygget ved i denne opgave at udfolde den eksperimenterende billedbogs potentiale. Men at klassikerformidlingens tid er forbi dementeres, mener jeg, af Shakespeares Hamlet, hvor den eksperimenterende billedbogs æstetik åbner op for klassikerdefinitionen og således for en gennemgribende fornyelse af hele måden at bedrive klassikerbearbejdelser på. Shakespeares Hamlet er ikke et ligegyldig handlingsreferat, som Illustrerede Klassikere retfærdigvis blev beskyldt for at være det. Værket er noget i sig selv, samtidig med at klassikerformidlingen gøres mere interessant og klassikeren gøres mere ret end nogensinde før.
Det er altså ikke på trods, men i kraft af hensynet til den originale Hamlet at Shakespeares Hamlet bliver til mere end blot didaktisk klassikerformidling. Ved ikke at binde værket til en bestemt tid og karaktererne til en bestemt rolle, bliver værket et kunstværk i sig selv.
Strandengen 2A
3170 Juelsminde
kontakt@oscark.dk