PINDSVINET DER VAR LIDT TRIST


2010.12.16

Pindsvinet der var lidt trist


Det kreative makkerpar Oscar K. – Antonieta Medeiros udsendte tidligere på året den morsomme og pudsige billedbog ”Det store kamelvæddeløb” [1] (Høst & Søn), og nu har makkerparret netop udsendt billedbogen ”Pindsvinet der var lidt trist”.

Bent Rasmussen, redaktør af "SKOLEBIBLIOTEKET"
December 2010.

Pindsvinet Humphrey har mange grunde til at være trist – i hvert fald lidt trist. Hans far stak af, og moderen blev kørt over af en lastbil, så Humphrey kommer på en hjem for pindsvineunger uden mor. Hver gang han er lidt glad, kommer han til at tænke på noget sørgeligt, og så er han trist igen.

Det minder mig om min salig mor, der kunne finde på at sige på sit syngende fynske, hvis man var alt for glad om morgenen: ”Nu skal du ikke komme for godt i gang fra morgenstunden, for så græder du bare inden aften!” – Utroligt, hvordan en sådan bemærkning kan sætte sig på tværs i ens indre univers og bæres med i mange, mange år!

Tilbage til ”Pindsvinet der var lidt trist”: Humphrey tænker meget over tingene, tænker på alle dem, der sulter eller ikke har noget sted at bo. Da veninden Vera kalder fra den anden side af vejen, bliver han imidlertid glad, men selv om Vera gør sig lækker, tør han ikke gå over til hende af frygt for at blive kørt over. Og da det bliver vinter, ser man på det allersidste billede fodspor på den anden side af vejen. Vera har opgivet Humphrey og er gået sin vej.

Den triste historie har fine billeder af Antonieta Medeiros, der brillerer med store panoramabilleder, små tegneserieagtige billeder, tankeboblebilleder… Det er bare flot. Det er en historie om ensomhed, om at være alene og om (manglende) mod. Ak – pointen må være, at man skal kysse den dag, man spidser munden.


2010.12.09

Frygtsomme Humphrey - Fem stjerner i Berlingeren


Humphfrey i »Pindsvinet der var lidt trist«, skrevet af Oscar K. og illustreret af Antonieta Medeiros, finder altid en grund til at være bekymret.

Af Kari Sønsthagen, kultur@berlingske.dk

Han har heller ikke haft det nemt: Han blev forældreløs i en ung alder og kom »på vand og orm«, da han blev flyttet til »Hjem for Pindsvineunger uden Mor«. Historien åbner med humor og sødmefuld melankoli, så man smågriner, selv da hans natteblinde og eneste ven Knud forsvinder ned i en skakt, og da den hjertensfrydduftende Vera flytter til den anden side af en farlig vej. Teksten udvikler sig væk fra det hyggevemodige mod en grum, men uklar slutning. Så man gør klogt i at læse den selv, før man læser den højt for børn. Billederne er lavet på groft strukturpapir, der giver en særlig stemning. Tegneren får alle nuancer af tristesse frem hos Humphfrey, og han ikke er til at stå for, f.eks. da han synger »hmmf, hmmf« under stjernehimlen. Det er suverænt! Tilmed er teksten god og stram uden et ord for meget.


2010.11.30

Fint samspil mellem tekst og illustrationer


Lektørudtalelse

Anvendelse/målgruppe/niveau
Billedbog fra ca. 5 år

Beskrivelse
Vi kender bl.a. den produktive Oscar K (alias Ole Dalgaard) fra skæve og anderledes bøger for børn. I denne billedbog møder vi pindsvinet Humphrey, som er lidt trist. Der er bestemt også mange ting i H.'s liv at være trist over, bl.a. at veninden Vera flytter over på den anden side af vejen, hvor H. ikke tør gå over. Da Vera kalder på H. fra den anden side, ser vi, at han stadig ikke tør gå over, hvorefter Vera opgiver ham og går. Sådan slutter historien om "pindsvinet, der var lidt trist" - trist! Den velskrevne tekst er enkel og ligefrem, men også poetisk og karakteriserer fint H.'s mellemfornøjede og triste sindstilstand. Antonieta Medeiros har tidligere illustreret Oscar K's Det store kamelvæddeløb, 2010. Ill. i nærværende bog er enkle, varierede og grafisk og visuelt meget vellykkede. De er holdt i lidt retroagtige pastelfarver og passer godt til den triste historie

Sammenligning
Bogen hører til blandt skæve og anderledes billedbøger, som eksempelvis en Morgenthaler eller Jacob Strid laver dem. Men den er temmelig usædvanlig ved ikke at komme med "løsninger", der giver håb, men tværtimod fastholde hovedpersonens tristhed

Samlet konklusion
En anderledes billedbog, som måske taler mere til voksne læsere. Den manglende happy-ending kan på sæt og vis virke befriende og rigtig, men er måske skrap kost for nogle børn. Men bogen har et virkelig fint samspil mellem tekst og illustrationer. Den er både interessant og "moderne", og den skal nok finde et publikum

Lektør: Torben Wilhelmsen