TANGO MORTALE
Moscar Kortensen, I presume
Af Lars Bukdahl
AH, endelig et kvalificeret litterært mysterium. De fleste pseudonymer er ikke værd at gennemskue, men Oscar K., der står som forfatter til den smukke bog, Tango mortale, med undertitlen, »To fortællinger om tegn er trin«, er the real thing, fordi hans bog forstår at udmærke sig på pseudonymiens betingelser, den tegner vitalt og distinkt sin egen kontur i skyggen af det udvalgte navn og den medfølgende identitet (citat fra flappen, hvor man også finder et omhyggeligt afskåret portræt): »Oscar K. stammer efter alt at dømme fra Breslau, hvor han som søn af en dansk ingeniør og en tysk-polsk mor vokser op i efterkrigstidens Polen. Han stifter tidligt bekendtskab med forfattere som Witkiewicz, Gombrowicz og Schulz og begynder selv at skrive som sytten. Det bliver til et par digtsamlinger, og nogle aldrig udgivne dramaer, og han studerer nogen tid nordisk sprog og litteratur i Danmark.
Derefter er der stille om Oscar K. i næsten tyve år. Han siges at opholde sig i udlandet, bl.a. Osaka, Buenos Aires og Lissabon har været nævnt.« Bogens fortællinger passer som skelethånd i sort skindhandske til denne historie: de er smukt professionelle, modernistiske forvildelser, med eller uden post- efter behag, men med masser af blødt stikkende intertekst. Den første fortælling, »Nattens stilhed«, beretter om en spansk bibliofil, gift med en spansk adelsdame, og hans trængsler før, under og efter krigen og hans indlevelse i diverse afgørende skriftmomenter i verdenshistorien. Den anden fortælling, Udklipsbureauet, handler om sidstemændene på udklipskontorerne, selvmordsudklipperne, som i fællig opfinder Jorge Luis Borges, der imidlertid tager fusen på dem ved gennem det meste af sit voksne liv at gennemføre et dobbeltgængernummer sammen med en italiensk skuespiller.
Vi følger så skiftevis Borges og diverse internationale selvmordsudklippere (og via dem optælles århundredets syndflod af celebre selvmord nærkomplet).
Der er en fin opfindsomhed til stede i fortællingerne, især i nr. to (og det er sgu svært at skrive fiktioner om mesteren i samme, Borges, Højholt har prøvet med et vist held), men først og fremmest finder man en fantastisk, gedigen tåget modernistisk stemning, det oser af den gode, bogstøvede ennui, samtidig med at det tyvende århundrede hele tiden er til stede som konkrete, forbandede omgivelser, virkelighed.
Henning Mortensen er et godt bud på manden bag Oscar K.s maske, han er i besiddelse af de helt rette mørke, smidige evner til på gode dage - og nu om dage har han tilsyneladende ikke andet, lykkeligt nok - at fremmane så effektiv genreskrift. Vel har han aldrig selv offentliggjort lige præcis den her slags stiløvelser, men hans alter ego Ib Nielsen er inde omkring et monstrøst labyrintisk projekt, der ligner, i vistnok det bind i erindringsromanserien, der hedder Belleville. De på flappen nævnte centraleuropæere er alle favoritter i den mortensenske kanon, Oscar K., og dem så jeg første gang nævnt i en Mortensen-klumme her i avisen, der blev fulgt op af læserbreve med så mistænkelige signaturer som Justo Granja del Valle (»pens. notar«!) og Harald Bergstedt (afdød forfatter til bl.a. »Jeg ved en lærkerede«).
Disse kunne bl.a. fortælle om K.s tilknytning til Mortensen-forlagene Jorinde & Joringel og Arena. Helt uden for nummer fortalte selveste Vagn Lundbye i et indlæg om en særlig nederdrægtig officer ved Prinsens Livregiment sidst i 50erne, der også skulle hedde Oscar K. I romanseriens netop udkomne sidste bind, Raketter, modtager Ib den første fortælling, »Nattens stilhed«, fra »en Oscar K« og citerer en passage (som jeg nu ikke kan finde i K.-bogen!). Selve Tango Mortale er naturligvis udstyret med en bagsidetekst af Henning Mortensen og kongeniale, præcist flimrende, bogstaverende illustrationer af Mortensens hustru, Hanne Wienberg (Mortensen). I rest my case! Men har i sidste øjeblik åbnet den igen, fordi min redaktør fortæller, at en virkelig, men mindre navnkundig, forfatter, hvis fulde navn jeg ikke skal røbe, men som nok er den Ole, som Henning Mortensen i en september-klumme i Spanien passede hundene, Majakowski, Lilia, Simba og Oscar (plus en kanariefugl og tre katte) for (hvilket kaster nyt lys på portrættet, et halvt (umortensensk) skægget fjæs samt en hund, der bærer underteksten, »Oscar K.« og ven!). I en telefonsamtale har denne Ole identificeret sig som Oscar K..
Men, men, men, hvorfor bruger Mortensen dog halvdelen af sin seneste klumme i sidste uge på at citere Oscar K.s »testamente«, der i plakatform fulgte med bogen? Hvordan præcis er rollefordelingen i denne gode konspiration? Mysteriet består.
Lektørudtalelse
Tango Mortale
Bogen hører til en af årets mærkværdige udgivelser. Forfatteren ved man ikke meget om andet end at han er af dansk-tysk-polsk afstamning og for mange år siden fik udgivet et par digtsamlinger. Han har siden rejst meget, bl.a. i Argentina.
Undervejs skrev han to fortællinger, som her er samlet i Tango Mortale - to fortællinger om tegn og trin. Det er krævende litteratur med mange betydningslag og en delvis kompliceret handling. Der optræder et kæmpe galleri af bipersoner og et næsten uoverskueligt antal sidehistorier. Foruden en anselig mængde hentydninger til verdenslitteraturen.
Fortællingerne orienterer sig encyklopædisk i tid og rum, hvilket man bl.a. kender fra Jorge Luis Borges. I bogens første fortælling "I Nattens stilhed" sidder Don Jose med sine støvede og elskede bøger. Mens han kigger henover bøgerne dukker fortiden glimtvis op. Han mindes sit liv og ægteskabet med Dona Isabel og især nogle dansetrin. I den anden fortælling "Udklipsbureauet" kreerer en række grå mænd en ung åndspersonlighed, for hvem de ønsker fuldkommen lykke. Denne engagerer tilgengæld en skuespiller Angelo til at overtage sin rolle, så han kan tænke og læse i fred. Angelo møder senere i fortællingen Borges til stepdans. To gådefulde fortællinger hvor især forfatterens kraftfulde poetiske sprog imponerer
Lektør: Henrik H. Pedersen
