LILLE MISS NOBODY
2008.06.12
Hér ligger hunden begravet - Anmeldelse af Charlotte Hitzner på LitteraturNu
Oscar K. og Rasmus Bregenhøi har formået at lave en graphic novel, eller tegneserieroman om man vil, i dansk særklasse.
"Lilith og Schniff opsøger Fagin, der måske ved noget om Lille Miss Nobody] Fagin Incorporated har filialer overalt i byen. På tomme lofter, i glemte garager og afsidesliggende pakhuse holder de til og samler gadebørn og subsistensløse op, giver dem lidt brød og pølse og et varmt sted at sove og oplærer dem i forbrydelsens kunst. De har blinde- og døvstummeskoler, rumænsk harmonikaundervisning, træning af småhunde i at sidde på papkasser med en kurv i munden, låselære og klatre- og lommetyveri."
I en unavngiven storby præget af ensomhed, moralsk fordærv og almen mistrøstighed står frelserpigen Lilith og synger for de fortabte sjæle. Hun er blind, men kan ved hjælp af sin førerhund og sin gudgivne gave, synskheden, navigere gennem forfaldet. Værre ser det ud for den hjemløse Schniff, der i en tåge af lightergas og shellak synker længere og længere ned i dyndet uden udsigt til anden forløsning end døden.
Disse umage skæbner krydser hinanden, da Lilith og førerhunden bliver kørt ned af en mystisk ambulance. Hunden dør, men Lilith reddes af Schniff, der tilbyder at være hendes nye øjne.
Da de sammen vil begrave hunden finder de et skelet af en ukendt pige, som politiet hurtigt døber Lille Miss Nobody, men som Lilith og Schniff beslutter sig for at sætte et ansigt og navn på. Deres opklaringsarbejde bringer dem endnu længere ned på samfundets bund og i unåde hos adskillige kriminelle elementer.
Oscar K har mange jern i ilden for tiden, og selvom man kunne frygte at de mange forskellige projekter ville forringe standarten, så bliver man som læser glædeligt overrasket. Endnu engang skildres skæve eksistenser uden fordømmelse, og samfundsmæssige problematikker som fattigdom, kriminalitet og almen fremmedgørelse revses i konstaterende lakonisk dialog. Som læser kan man ikke undgå konfrontationen med samfundets grimhed, alt det usagte, fortrængte og hengemte. Det er sgu tiltrængt.
Bregnhøis sort/hvide tegninger illustrerer knivskarpt gråtonerne i tekstens univers og bringer liv til fortællingen om det usandsynlige venskab mellem Guds udvalgte og Guds glemte. Illustrationerne bevæger sig fra minimalistiske skildringer af store følelser til detaljerige kulisser, der danner baggrund for karakterernes færden i den anonyme storby.
Da jeg satte mig til at læse LILLE MISS NOBODY havde jeg mine tvivl og et minimum af forventninger. Danske tegneserier og graphic novels rangerede i min bevidsthed på et primitivt stadie, der ingenlunde kan måle sig med internationale vidundere som Thompsons BLANKETS, Browns CLUMSY og Moore og Campbells FROM HELL. Denne tåbelige antagelse har så ganske vist sagt mere om denne anmelder end om selve tegneseriemediet.
Jeg må æde min gamle hat og bøjer mig i støvet for Bregnhøi og Oscar K; de har formået at mane adskillige fordomme i jorden med deres særdeles vellykkede graphic novel. Jeg kan på det varmeste anbefale den til dedikerede fans, novicer og ikke mindst tvivlere som jeg selv, der trænger til et gevaldigt spark i røven. Det er virkelig godt!
2008.06.10
Lille Miss Nobody. En fascinerende og spændende nyskabelse inden for dansk tegneseriekunst
Lektørudtalelse.
Lektør: Vera Jensen
Anvendelsesmuligheder/målgruppe/niveau
Bogen er beregnet for unge og voksne, der kan lide tegneserier med substans, alvor og "skæve" indfaldsvinkler
Beskrivelse
Bogen er en blanding af gotisk uhygge og socialrealistiske skildringer fra storbyens underverden. Historien fortælles af gadebarnet Schniff, der lever på gaden og sniffer lightergas med sine venner. Via et trafikuheld kommer han i kontakt med den blinde frelserpige Lilith, hvis førerhund er blevet dræbt. Han agerer nu førerhund for hende, og da de skal begrave den døde hund, finder de et lig af en ung pige. Lilith er synsk og hun kan straks se, hvem den døde pige er. De vil nu opklare sagen og på deres tur gennem byens underverden støder de på diverse suspekte og skumle typer. Der er også en hilsen til Charles Dickens, og vi møder både Oliver Twist og den lumske hæler Fagin. Stregen er udtryksfuld og gribende. Den har mindelser om både undergrundstegneserier og tegnere som Varenne og Tardi. Bogens stemning skyldes også den specielle blå farvelægning. Denne giver illustrationerne en helt speciel stemning af mystik
Sammenligning
Der er andre graphic novels, der også vil interessere nævnte målgruppe: Persepolis af Marjane Satrapi og Aya fra Yopougon af Marguerite Abouet Ligeledes kan flere af Will Eisners værker anbefales
Samlet konklusion
En fascinerende og spændende nyskabelse inden for dansk tegneseriekunst
Lille Miss Nobody / [tekst] Oskar K ; & [tegninger] Rasmus Bregnhøi. - 1. udgave, 1. oplag. - [Kbh.] : Branner og Korch, 2008. - 87 sider : alle ill.. - (Lilith i underverdenen). - (En tegneserieroman fra Branner og Korch)
ISBN-13: 978-87-411-0144-6;
FAUSTNR: 2 724 749 0
Opstilling i folkebiblioteker: te sk
Pris: kr. 179,00
Emne: storbyen ; uhygge ; gadebørn ; mord ; mystik
2008.05.30
Komiks.dk-prisen 2008 er uddelt. Se vinderne og udpluk af juryens begrundelse.
Vinderne er:
Bedste danske debutant
Oscar K/Rasmus Bregnhøi: Lille Miss Nobody, Branner & Korch.
”Rasmus Bregnhøis sort-hvide-blå tegninger er naivistiske - og samtidig truende og kolde. Oskar K's historie er både poetisk, grum og mystisk - med sine underlige koder i form af bibelcitater og strejfende hunde med små dukker i gabet.”
Bedste børneudgivelse på dansk
Masashi Kishimoto: Naruto, Carlsen
”Man engagerer sig lynhurtigt i Naruto og hans venners situation og holder med dem i med- og modgang. Topunderholdende tegneseriehåndværk med en fin, menneskelig grundtone.”
Bedste udenlandske udgivelse
Kevin Huizenga: Curses, Drawn and Quarterly.
”Huizengas små fiktioner er charmerende, intelligente og opfindsomme, men frem for alt er de rørende menneskelige… Huizenga rækker læseren sin hånd og tager ham med ud i vor fascinerende virkelighed. Huizenga er en mester i svøb. Hold øje med ham.”
Bedste danske udgivelse
Jakob Martin Strid: Decimal 04, Politisk revy
”Kun få magter som Jakob Martin Strid at skildre hverdagens velkendte trivialiteter – en elmast, et kulturlandskab, en benzinstation – så det fremstår som magiske steder, bag hvilke eventyret hele tiden gemmer sig, hvis bare man ser efter.”
Bedste udenlandske udgivelse på dansk
David B.: Det store onde, Carlsen
” Blandingen af realisme og velmotiveret symbolik demonstrerer på helt overlegen vis præcis hvad, tegneseriemediet er i stand til, når dets særegne forcer udnyttes til fulde. Uden konkurrence er ”Det store onde” årets bedste udenlandske album på dansk.”
Bedste danske serieskaber
Jakob Martin Strid
”Jakob Martin Strid har provokeret og vakt til debat om terrorisme og autonom satire. Men han har først og fremmest vakt begejstring og – ja, lad os bare sige kærlighed”.
Modtager af ”Komiks.dk hædersprisen”
Paw Mathiasen
” Årets hædersprismodtager kan om nogen sættes på hylden for ildsjæle. Ikke som ham, den lettere bælgøjede pedel i aktivering, der bare har samlet boldene sammen og fejet gulvet efter, at de legesyge unger har tosset rundt til fri leg i mediets gymnastiksal, men som manden, der har givet bolden op, set talenterne og turdet tage chancerne med både eliten og legebørnene.”
2008.05.29
Hårdkogte boller på suppen. Tegnekunst. Det handler om alt fra ungdommelig kærlighed til noir og kynisk melankoli i de nye tegneserier, der har action og genrebevidsthed for alle pengene.
Benni Bødker i Information
Lille Miss Nobody
Også Oskar K og Rasmus Brenghøi er en slags debutanter, i hvert fald i tegneserieformen, for de repræsenterer hver især det ypperste inden for børnelitteraturen som henholdsvis forfatter og illustrator. Og selv om deres fælles grafiske roman Lille Miss Nobody har sine åbenlyse skæverter - den er tungt, overforklarende fortalt og føler trang til at legitimere sig ved overflødige litterære referencer - er der kun grund til at håbe, at der ikke er tale om en gæstevisit.
Historien om den blinde pige Lilith og drengen Schniff, der må forsøge at klare sig på metropolens dybeste bund blandt hustlere og korrupte strømere, oser af noir. Det er en dybt romantiseret fortælling, der stedvis grænser til det banalt sentimentale, men på grund af dens næsten besatte forhold til noir-genrens sætstykker er den præget af overskud og lyst til at svælge i sit univers, som må overbevise enhver blodfattig skeptiker.
2007.05.21
Det er fantastisk, hvad hunden Oscar K. kan få Ole Dalgaard til at skrive ned.
Af Bent Rasmussen, redaktør af ”SKOLEBIBLIOTEKET”
“Lille Miss Nobody” med tekst af Oscar K. og billeder af Rasmus Bregnhøi tilhører genren grafisk roman – fra engelsk graphic novel – der er kendetegnet ved at behandle mere komplekse historier og temaer, end traditionelle tegneserier normalt gør. En grafisk roman kan altså siges at være en roman i tegneserieform. Illustratoren og forfatteren Søren Jessen har også eksperimenteret med den grafiske romanform. Se eventuelt på: www.soerenjessen.com
”Lille Miss Nobody” handler om mødet mellem en gadedreng – Schniff - og den blinde frelserpige Lilith (navnet på Adams første kone, der var skabt af dynd og slam!). Schniff er sniffer, og han møder Lilith kort efter, at nogen har forsøgt at køre hende og hendes førerhund over. Rent forsøg på likvidering! Hun overlever, men førerhunden dør. Schniff tilbyder at blive hendes ”førerhund” og at hjælpe med at få hunden begravet, men da de begynder at grave, dukker liget af en ung pige op. Lilith er synsk og kan straks konstatere, at den unge pige er femten og har været død i lidt over to år. Schniff og Lilith kaster sig ud i et livsfarligt opklaringsarbejde, der fører dem igennem storbyens betændte undergrund blandt udstødte og kriminelle. Vi er med på stripbaren Paradiset, de hjemløses Herberg, tyvekongen Fagins hovedkvarter og på Lighuset, hvor man forsøger at rekonstruere skelettets ansigt. De to snushaner finder under mange farer frem til, at den afdøde pige hed Jennie, og at hun var ven med mesterbokseren Lenni. Mere skal naturligvis ikke røbes her!
Oscar K. leger lige så godt i ”Lille Miss Nobody”, som han gør det i de to ”Philip Marlow”-romaner, ”Mordet på den tyrkiske grønthandler” (2007) og ”Hotel Blålys - En tegneserieroman” (2007) - begge med pragtillustrationer af Dorte Karrebæk. Oscar K. er mere end god til at udfordre den traditionelle børnelitteratur og leger glad og gerne med forne tiders litteratur, Dickens´ ”Oliver Twist”, Steinbecks ”Mus og mænd”, sange fra diverse ”sangbøger”, m.m. Intertekstualitet også kaldet! Det er fantastisk, hvad hunden Oscar K. kan få Ole Dalgaard til at skrive ned. Det er ligeledes fantastisk, hvad historien har fået Rasmus Bregnhøi (f. 1965) til at tegne. Sikkert behersker han lyset, og han lægger flotte blålige skær i tegningerne + masser af kulsorte ”sigende” flader af buldrende mørke. Det er bare suverænt.
Med ”Lille Miss Nobody” vil børn og voksne få fine muligheder for at finde en platform for fælles læsning. Prøv det!
2008.05.16
UNDERVERDEN
Klasse. To nye danske tegneserier lover godt for mediets fremtid i Danmark.
Af Christopher Arzrouni
Palle Schmidt: Blodets konkubine. 129,50 kr. Forlaget Fahrenheit.
Oskar K: Lille Miss Nobody. Tegninger: Rasmus Bregnhøi. 179 kr. Branner og Korch.
Danske forfattere er verdensberømte i Danmark, men har svært ved at komme ud over rampen i udlandet, fordi dansk ikke bare lige lader sig oversætte. Heldigvis er danske filmskabere ikke alene superstjerner i andegården, men også efterspurgte i udlandet for deres evne til at fortælle historier i billeder. Hvis de har ambitioner om en international karriere, er de imidlertid nødt til at droppe dansk. Hér er danske tegneserieforfattere i princippet langt bedre stillet. Billederne og fortællingerne bærer produktet, og teksten er forholdsvis enkel at udskifte. Derfor burde potentialet for internationale gennembrud være til stede.
Op til Københavns internationale tegneseriefestival Komiks.dk 2008, som foregår fra den 31. maj til 1. juni, har to nye danske serier vist vejen. Den unge veteran i tegneserieverdenen, Palle Schmidt, har udsendt Blodets konkubine. Oskar K og Rasmus Bregnhøi, der begge er mest kendt fra børnebogsverdenen, har fået deres egentlige debut i tegneserieverdenen med Lille Miss Nobody. Selvom begge historier foregår i den kriminelle underverden, og begge har såvel en mandlig som en kvindelige hovedperson, er de to albums vidt forskellige og illustrerer dermed spændvidden i det danske tegneseriemiljø. »Hey... lak man! Tak man!« Den rå humor er til at tage og føle på i Lille Miss Nobody. Gadedrengene sniffer hjernen ud med lim og lightergas. Politifolkene er selvoptagne. Og de to helte er tabere. Frelserpigen Lilith og gadedrengen Schniff døjer med hver sin begrænsning. Hun er blind. Han bor på gaden. Da Liliths førerhund bliver kørt ned af en mystisk ambulance uden lys og nummerplader, tilbyder Schniff at tage hundens plads som hendes fører. Første opgave bliver at begrave den døde hund. I stedet finder det umage par resterne af en myrdet pige. Det bliver indledningen til en opdagelsesrejse i den mørke storbys sociale og kriminelle underverden.
Rasmus Bregnhøis sort-hvide-blå tegninger er naivistiske og samtidig truende og kolde. Oskar K’s historie er både poetisk og umanérlig grum. Bag pseudonymet Oskar K. gemmer sig børnebogsforfatteren Ole Dalgaard. Men Lille Miss Nobody er bestemt forbudt for børn. Historien udspiller sig i den anonyme europæiske storby med sine skumle havneområder, red light districts og baggårde. Det kunne være Dickens’ London, eller for den sags skyld Paris eller Berlin. Lilith kommer over det hele med sit budskab om frelse i en håbløs verden af snavs, kulde og ensomhed. Intet under, at herrerne – indtil videre på afstand – har et godt øje til hende. Den unge, bumsede frelserkaptajn Ackley og den korrupte kriminalbetjent Q, men ikke mindst hende nye »førerhund«, Schniff, som elsker hende af et rent hjerte. Lille Miss Nobody er irriterende interessant med sine underlige koder i form af bibelcitater og strejfende hunde med små dukker i gabet. Det bliver spændende at følge, hvordan den mystiske fortælling udfolder sig.
Så er Blodets konkubine anderledes ligetil. To opfindsomme og hårdkogte lejemordere – Jean-Luc og Linda – er på flugt med en underlig forseglet køletaske med såvel politi som rivaliserende gangstere i hælene. Den kølige Jean-Luc er klippen, mens den impulsive Linda får begivenhederne til at tage fart. »Til helvede med anonyme bagmænd. Til helvede med at være freelance,« funderer Jean-Luc. »Amen,« svarer Linda. De to lejemordere både supplerer og tirrer hinanden, mens de vader fra skudduel til skudduel i japanske restauranter, natklubber og luksusvillaer med grådigheden som drivkraft. Ingen moralisme eller socialrealisme hér.
Det er Sin City, Pulp Fiction, La Femme Nikita og meget mere. Inspirationen fra de sidste årtiers actionfilm er ikke til at komme udenom. Fremfor alt er det bloddryppende og fremragende. »Tre bagmænd. To professionelle. Et job. Nul chance«. Historien er godt fortalt, og tegningerne er af international klasse. Man mærker tydeligt Palle Schmidts erfaring med storyboards fra filmens verden. John Woo og Quentin Tarantino ville være stolte af deres danske elev. Læs Blodets konkubine med lidt adrenalinpumpende underlægningsmusik.
SE OG HØR TAMMY WYNETTE SYNGE "STAND BY YOUR MAN" på http://www.youtube.com/watch?v=DwBirf4BWew
2008.05.10
GADEDRENGEN OG FRELSERPIGEN - anmeldelse i Politiken
En lille storbyblues af en ny
dansk tegneserieroman.
Oskar K (tekst) og Rasmus Bregnhøi
(tegning): Lille miss Nobody. En tegneserieroman.
Branner & Korch, 87 sider
sort-hvid med blegblå dækfarve, 179 kroner.
Jeg hedder Schniff«, begynder han –
og dét gør han også, gadedrengen.
Sniffer lak og lim – og hemmeligheder,
som dén om de natlige transaktioner
ved en læsserampe i det nedslidte fabriksog
(vester)brokvarter. På et af hjørnerne
står en trio og klimprer: »Er du syg og træt
og tung om hjertet? / Sig det til Jesus ... «
Ja, det skal fedt hjælpe, tænker vi tidselgemytter,
og det samme gør vist en af gelænderlærkerne.
Lilith, hedder hun, ligesom
Evas apokryfe og nok så oprørske forgængerske.
Hun er smuk og blind, og da narkosmuglerne
(eller hvad de nu var) kører
hendes førerhund ned, træder Schniff belevent
til: »Hvis du holder i min skulder, så
går vi«. De to vil begrave vovsen – og støder
på et skelet. »... af en pige. Hun er femten.
Har været død i lidt over to år«, konstaterer
Lilith med en hånd på knoglerne.
Se kan hun ikke, men hun er synsk!
JENNIE HED DEN afdøde Lille miss Nobody,
og hun var ven med mesterbokseren
Lenni – og ganske rigtigt: Vi er ovre i en
Steinbeck’sk omgang mus og mænd. Men
’opklaringen’ interesserer nu ikke tegner
og tekster helt så meget som vejen ad hvilken
vi når til den: Via lokaliteter som
stripbaren Paradiset, de hjemløses Herberg,
tyvekongen Fagins hovedkvarter og
Lighuset, hvor politiet prøver at rekonstruere
skelettets ansigt, kommer Schniff
og Lilith om kap med strømeren Q byen
rundt på sporet af pigens død. Og selv
med nattens skumle gorillaer i hælene –
foruden en strejfende storbyræv, der hele
tiden dukker op med en dukke i flaben.
En bemærkelsesværdig dansk tegneseriedebut
er det. Plottet er nok lovlig skematisk
og typerne for typiske for min
smag, men de tos pilgrimsfærd i slummen
er en køn hyldest til vort korte liv og
de afmægtiges eneste våben: venskabet!
En usentimental kærlighed til byens ydmyge
steder og eksistenser er heller ikke
til at tage fejl af i Bregnhøis letsyrede
streg – tidligere blandt andet kendt fra
dagbladet Information – med den sikre
beherskelse af lys, blåskygger og kulsorte
flader af myldrende mørke.
SØREN VINTERBERG
SE OG HØR TAMMY WYNETTE SYNGE "STAND BY YOUR MAN" PÅ: http://www.youtube.com/watch?v=DwBirf4BWew
2008.04.25
Kristian Lindberg anmelder Lille Miss Nobody i Berlingeren
Rasmus Bregnhøi var en af de serietegnere, som sidste år vandt Berlingske Tidendes tegneseriekonkurrence med sin tegneserie »URL« – en slags moderne »Poeten og Lillemor« med syrlige kommentarer til den kreative klasse. Nu har han sammen med en Oskar K fået udgivet en tegneserieroman med titlen »Lille Miss Nobody« på forlaget Branner og Korch. Det er en mærkelig historie om to hjemløse, der efterforsker et mord. Tegnestilen er den løse, let skitseagtige streg, der præger mange moderne grafiske noveller, og man må desværre sige om historien, at den også er ret løs i kødet, omend det lykkes at fremmane en sørgmodig storbystemning i de sidste kapitler.
Strandengen 2A
3170 Juelsminde
kontakt@oscark.dk