INGENTING HER – INGENTING DER


2002.05.18

Tegneren der er god til mange ting


af Steffen Larsen i Politiken


Dorte Karrebæk er den tænksomme stregtegner. Hun har lavet en billedbog om reinkarnation ('Pattebarnet') og én om mandschauvinismens opståen og udvikling ('Mesterjægeren').

Dorte Karrebæk har lavet den uafrystelige 'Pigen der var god til mange ting' om ubærlig ensomhed. For teksten dertil fik hun Kulturministeriets børnebogspris for bare 327 ord. Hun har The Double.

Stregtegneren lever i bevægelse. Dorte Karrebæk gør ikke så meget ud af baggrunde, til gengæld har hun indført den græsk-danske ramme om billederne - en slags mæanderbort - og er så gået bort fra den igen. Det er sjældent tegnerens personer er i ro. I så fald er det som et udtryk for beslutsom udslukthed som pigen i ovennævnte bog.

Tilbage i slutningen af sidste århundrede var Dorte Karrebæk ufattelig produktiv - ofte sammen med Nils Hartmann. Nu tager hun den mere med ro. Så to nye bøger på én gang er helt overvældende. Og det er lidt synd for 'Lommebogen', at 'Ingenting her, ingenting der' er så kalveknæet charmerende.

'Ingenting'-bogen består af Dorte Karrebæks personlige og tænksomme kortprosa. Den er ikke svær at forstå, men de spørgsmål, hun rejser, er det. Forfatteren lægger hårdt ud med 'Hønen og ægget'. Hvad kom først? Og dertil vokser en kæmpekvinde frem på tegnerens papir, forklædt som høne ganske vist, dog med det kendte strøg af vulgær-light.

På den lystlysende baggrund parrer hønsebasserne sig. Og lige bagefter følger den korteste kortprosa: »Der var engang en mand. Han var født uden mund. Derfor stak han pomfritterne ind i øret. Og han så lige så mæt ud som os andre«. Et klassisk Karrebæk-billede følger dette mini-eventyr, der er i slægt med Louis Jensens hundredvis af historier.

Det er en udgivelse, der er dømt til at mislykkes! (Forhåbentlig ikke). For alle genrebestemmende tommelfingre må vende nedad over for 'Ingenting her, ingenting der', som også rummer inderlige oplevelser fra et langt liv som tegner og menneske.

'Faldet' er et smukt minde over bjergbestigeren Frede - som jeg selv har haft den glæde at møde - der besejrede Aconcagua, men faldt ned ad en trappe i Bagsværd bagefter.

Her er altså filosofi i børnehøjde, ultrakorte snapshots, tekstbilleder fra privaten og skøre indfald. Noget for hele familien! Sådan en bogkasse findes bare ikke andet end ved juletid.

Så køb dog denne dejlige ruskumsnuskbog med kraftfuld, overlegen tegnekunst og mange kloge ord, inden oplaget bliver makuleret!

'Lommebogen' savner en begrundelse. Den er på mange måder lige så splittet som 'Ingenting', men den signalerer og giver sig ud som billedbog. Teksten er af rutinerede Eske K. Mathiesen.

Det handler om at surfe fra lomme til lomme, det forstår man nok, og der er også meget rablende snusfornuft, men der mangler et afsæt - eventuelt i form af et forsorent grin. Meget af det skal man have haft sin første eftersidning for at kunne forstå.

Tegneren tegner det bedste, hun kan, og der er mange skønne, enkeltstående kommentarer til de 'voksne' ord. Guldfisk og nullermænd. Lidt ændring i tekst og format kunne have gjort 'Lommebogen' til en konkurrent til 'Ingenting' på det marked, hvor der ikke sælges bøger. Det havde været flot! Flottere end et forsigtigt flop.

 

Dorte Karrebæk: Den sorte bog. Alma, 2007