CARLOS & CO.
2011.10.08
Hæng på, for guds skyld og for din egen. Den er et mageløst bekendtskab.
Uddrag af artiklen "Så du røgen" om rygning og børnelitteratur
på potskilove:
I 2003 sker der noget uventet. Efter at rygning i mange, mange år kun har været skildret som et problem, træder der ind på scenen en politisk ukorrekt antihelt. Han hedder Carlos, har stinkefüsse fordi han går i gummisko, er omsorgssvigtet og kæderygende. Og så er han forresten en hund. Bogen hedder Carlos og Co og er skrevet af Oscar K og illustreret af Dorte Karrebæk. Herreløs render Carlos rundt og sparker ænder i røven, da han møder Anton, der ligesom ham selv ikke ved hvor Horsens ligger. Den slags knytter sgu folk og fæ sammen og de to bliver kammersjukker.
Anton vil rigtig gerne have en mus, så sammen laver de en fælde, hvilket vil sige et hul i jorden. Og så en dag falder musen Knud i hullet, og slår sig halvt bevidstløs. Carlos giver den en cigaret at styrke sig på og tosomheden udvides til en tresomhed. Knud gemmer dog på en hemmelighed i form af en graviditet, og da ungerne kommer til verden, lyserøde og pibende, bliver de fluks støvsuget op af Antons mor. Det er hårdt og usentimentalt. Som om dette ikke er underholdende nok i sig selv, træffer Anton og Carlos også Gud, der lover cigaretter i bytte for salmevers, og engle, der melder Carlos til Børnehjemmet, fordi han har sparket en af dem ad Helvede til.
Der sker så meget i denne bog, både tekst- og illustrationsmæssigt, at det kan være svært at følge med. Men hæng på, for guds skyld og for din egen. Den er et mageløst bekendtskab.
Rygning i børnelitteratur har fulgt udviklingen i samfundet, dog med enkelte undtagelser som det er tilfældet med Alfons far og Carlos og Co. Disse undtagelser finder jeg befriende, ikke fordi jeg bestrider utallige undersøgelsers vedvarende konklusioner om skadeligheden af rygning, men fordi børnelitteraturen, for at være levende, ikke må låses fast i normer og velmenende forestillinger omkring, hvad der kan skildres og behandles i forhold til børn. Bøgerne nævnt ovenfor er det bedste bevis herfor.
Strandengen 2A
3170 Juelsminde
kontakt@oscark.dk