LILLE HÅNDBOG FOR ELEFANTELSKERE


2013.03.22

Om elefanter og andet hittegods


Diversiteten og den humoristiske tilgang er vidtfavnende i tre nye danske billedbøger

Praktiske råd om elefanthusholdning

Af Henning Mørch Sørensen i Information

(uddrag)

Lad os starte med den mest løsslupne. Lille håndbog for elefantelskere er seneste opus fra makker- og ægteparret Oscar K. og Dorte Karrebæk. I deres på én og samme tid respektløse og alligevel stramt turnerede holmgang med allehånde genrer inden for børnelitteraturen er de denne gang nået til ’elefantbogsgenren’. Håndbogen er deres hyldest til det store snabeldyr, som rangerer meget højt på listen over populære dyr for store som små. Og den giver praktiske råd og vejledende illustrationer om elefantens liv og virke til de håbefulde, som måske overvejer at anskaffe sig en. Kan man eksempelvis have badeelefanter i en etværelses lejlighed? –spørges der. »Ja« lyder svaret, men »luk luften ud inden du går ind i opgangen«. Husk at elefanter prutter – og så skal der luftes godt ud bagefter. Og når du går tur med den i parken, er det klogt at tage en rulle store plastiksække med. »Just in case«, som teksten spøgefuldt tilføjer.

Elefantengle

Tag også højde for at når elefanter kommer i løbetid, skal de have et par gode løbesko. Bogen kommer hele vejen rundt om alle størrelser og typer elefanter inklusive hittegods- og børnebogselefanter. Sidstnævnte kommer også i spil for læsende elefanter, som mest dyrker Strid, Kipling og Harald H. Lund som sengelæsning –og når de er forkølede.

Bruger de negerdrenge som rangle? – spørger teksten med drilsk intertekstuel henvisning til netop Harald H. Lund, som står bag klassikeren Elefantens vuggevise. »Ja« er svaret. »Fås nu økologisk i Fair Trade-butikker uden blyholdige lodninger«.

Det er den anarkistiske humor, der er drivkraften i de scenarier, bogen sætter op. Dorte Karrebæk er i vanlig hopla med veloplagte illustrationer, hvor højt og lavt blandes med lige dele alvor og sjov. Helt frem til det poetiske slutopslag, hvor elefanter »vistnok« bliver til engle.


2013.02.01

Økologisk negerdreng


Oskar K & Dorte Karrebæk (ill.) : Lille håndbog for elefant-elskere. 52 sider. 200 kr. Høst & Søn
Tine Nord & Maria Mac Dalland (ill.) : Mammutjægeren. 20 sider. 200 kr. Forlaget Iris.

Af DAMIÁN ARGUIMBAU i Weekendavisen

Store dyr. To smukke og sjove billedbøger om henholdsvis elefanterne og deres forfader, mammutten.

Elefanter har altid fascineret mennesket på grund af deres størrelse og styrke.
Så store er de, at de ikke har andre naturlige fjender end mennesket.
Naturligvis har også børn fundet deres egen måde at takle elefanter på. Nogle læsere vil måske huske en tid, hvor elefantvitser var højeste mode. Det er vitser som: »Hvordan kommer en elefant ned fra et træ? - Den sætter sig på et blad,« eller: »Hvad sker der hvis man parrer en elefant med en kænguru? - Man får en masse store huller i Australien!« Og andre aldeles pjankede vittigheder af samme skuffe.

Oscar K.´ s og Dorte Karrebæks Lille håndbog for elefant-elskere har det barnlige i overflod. Håndbogen er en pjanket gennemgang af alskens elefanter, fra den afrikanske, over tøj-elefanten, fest-elefanten og den arktiske elefant koblet med en illustrativ vejledning for elefantejere.


Og selvfølgelig bruger elefanter en økologisk negerdreng som rangle uden blyholdige lodninger når de skal sove - med slet skjult henvisning til den i dag censurerede sang om »Elefantens vuggevise«. Karrebæk har digtet mindst lige så meget som Oscar K. med sine illustrationer, der løfter latteren og det skælmske til lige dér, hvor det skal være.

Anderledes seriøs er debutanten og ph. d.´ en Tine Nords bog Mammutjægeren om elefanternes forfader, som er fabelagtig illustreret af Marie Mac Dalland, der ellers primært arbejder som animator.


Historien foregår i jægerstenalderen og handler om den syv-årige Ask, hvis far og storebror er taget af sted på jagt uden Ask. Ask vil ikke stå tilbage for sin pralende storebror, så en tidlig morgen tager han af sted alene for at fange en mammut.
Ask finder ganske vist mammutten, men heldigvis når hans far og storebror også frem, inden der sker ulykker. Det er et kendt tema og historie, som Tine Nord udfylder fint. Marie Mac Dallands illustrationer har dybe, mættede farver, der giver billederne et nærmest intimt nærvær, og gør underværker for teksten. Hun bruger ganske få virkemidler, og inspirationen fra Hastrup, der skabte Cirkeline filmene, er helt tydelig: De lidt for store ansigter antyder en troskyldig tilgang til verden, som gøres varm og indbydende af de stærke farver.

Det er klart billedsiden, der bærer bogen, og det er derfor skandaløst, at Mac Dallands navn ikke står på omslagets forside. Endvidere er det ærgerligt, at spaltebredden er lidt for bred. Forlaget burde enten have hjulpet forfatteren til at forkorte teksten eller have udvidet sideantallet og derved have muliggjort et mere sprælsk layout. Men når det så er sagt skal forlaget have tak for at have introduceret Mac Dallands streg i billedbogsmæssig sammenhæng.
Lad os håbe, at det gentager sig!.


2013.03.02

Med snablen i glasset - FEM STJERNER!


Af Torben Weinreich, kultur@berlingske.dk
1. marts 2013, 22:30

Barske løjer i sød fortælling om vore allesammens højt elskede elefanter.

Oscar K. og Dorte Karrebæk har skrevet en uundværlig lille bog for de mange i vort samfund, der elsker elefanter, lige fra babyelefanter til dem »i størrelse 34-62« og lige fra de velkendte afrikanske og indiske modeller til »ronkedonken« og »den arktiske«.

Nogle af disse er også spilleglade og forelskede, ligesom der bl.a. findes børnebogselefanter og tilmed hittegodselefanterne, om hvilke Oscar K. manende siger: »Tænk på dem engang imellem!«

Efter denne præsentation er vi midt inde i bogen, hvor der nu stilles en lang række vigtige spørgsmål, der alle har noget med elefanter (og en lille smule med mennesker) at gøre: Kan elefanter lide chokoladefrøer med æggecreme? Prutter de? Og drikker de? Svarene er ja til det hele, også til om de græder, for det gør de, »når de er kede af det eller rigtig glade. Og så til begravelser.« Sidstnævnte på én gang meget sørgeligt og realistisk skildret i Dorte Karrebæks velkendte streg.

Blandt de mere finurlige spørgsmål er, om elefanter – med henvisning til Harald H. Lunds vuggevise – »bruger negerdrenge som rangler«. Også her er svaret et klart ja med tilføjelsen: »Fås nu økologisk i Fair Traide-butikker uden blyholdige lodninger.« Og så læser elefanterne! »Lidt sengelæsning i ny og næ«, og når de er forkølede, »mest Strid, Kipling og Harald H. Lund.«

Spørgsmålet, om der er økonomi i elefanter, besvares med et »Bestemt!«, og læseren opfordres i samme åndedræt til at leje elefanterne ud »til gadefester og runde fødselsdage til overpris« – og ellers er der jo stødtænderne, illustreret ved en mand, som saver tænderne af en grædende elefant! Det er barske løjer i en ellers sød fortælling, som ender lykkeligt, da vi får at vide, at elefanter »vistnok« efter den uundgåelige død »til sidst« bliver til engle, igen vidunderligt illustreret af Dorte Karrebæk.

»Lille Håndbog for elefant-elskere« er en betydningsfuldt finurlig fagbog, anskuet både gennem Oscar K.s bevidst nøgternt fortalte tekst og Dorte Karrebæks mangeartede billeder, kulminerende med de to Degas-inspirerede absintdrikkere fra 1876 – her udformet som elefanter med lange snabler, der ender i et slangehoved fordybet i hvert sit glas.


2013.02.22

Bruger elefanter solbriller?


Oscar K. og Dorte Karrebæk LILLE HÅNDBOG FOR ELFANTELSKERE
Af Helle Eeg på LitteraturNu

‘Sommetider kan det være nødvendigt for at undgå autografjægere.’ Denne og andre fjollede informationer om elefanter kan du nu få i Dorte Karrebæk og Oscar K.’s lille grinebider af en billedbog LILLE HÅNDBOG FOR ELEFANTELSKERE.

Citat
Det er en udbredt misforståelse, at elefanters onkler og tanter er næsehorn og strudse. Og elefanter fødes med snabel og ikke med kartoffeltud, som krokodiller trækker lang. Der er simpelthen ikke krokodiller nok – og slet ikke på Antarktis!

I mit barndoms billedbogsbibliotek var alle bøger illustreret af Ib Spang Olsen. Hans streg var så allestedsværende, at jeg kunne have svoret på, at min billedverden indtil folkeskolen udelukkende bestod af løse blyantstegninger med stærke farver og politisk korrekte former. Jeg forestiller mig, at børn i dag må have det på samme måde med Dorte Karrebæk og de mange moderne klassikere, hun har lagt farve – og i mange tilfælde også pen – til, som hendes soloudgivelser DER ER ET HUL I HIMLEN (1989), PIGEN DER VAR GOD TIL MANGE TING (1996) og DEN SORTE BOG (2007). Det kan jeg i hvert fald kun ønske for dem. Det er børnebøger med tanke og streg i høj kvalitet, præcis som Ib Spang Olsens var og stadig er.

EN LILLE BOG FOR ELEFANTELSKERE er dog blevet til i samarbejde med Oscar K., der også flittigt skriver bøger til de nederste hylder af bogreolen. Karrebæk og Oscar K. har allerede udgivet flere bøger sammen, heriblandt de meget roste og omtalte billedbøger IDIOT (2009) og LEJREN (2011), der handler om henholdsvis en åndssvag dreng og barndommen skildret som en KZ-lignende tilstand. Man kan godt forstå, hvorfor makkerparret har villet tage en pause fra diskussionen om, hvorvidt det ene eller det andet emne er passende for børn. Og fjollede vejledninger til elefantpleje kan ingen være uenig i er passende læsestof for børn.

Billedbogen fremstår da også, som et hyggeligt projekt de to har haft det sjovt med at lave. Elefanter kommer i mange størrelser, står der på første opslag, fra str. 34 til 62. ‘Men hvordan får man fat i en elefant?’ spørges der, og svaret lyder: ‘Det nemmeste er pr. postordre’. Og videre ‘Prutter de? Om de gør!’, og det er jo meget sjovt. Jeg kan forestille mig mange gode snakke ved godnatlæsningen af LILLE HÅNDBOG TIL ELEFANTELSKERE. Bogen er fyldt med henvisninger til andre værker fra børnelitteraturen, fx Rudyard Kipling og Strid, og fremhævelse af ubestridelige sandheder som at elefanter er bange for mus. Der findes en del flere elefanter i børnelitteratur og -film, end jeg lige gik og tænkte på og hvorfor ikke? Elefanter er abnormt store og ser sjove ud, de virker på én gang rare og imponerende, det giver dem en naturlig plads i børneuniverset.

Der er også mere end én tøhø … henvisning til det forbudte ord i ELEFANTENS VUGGEVISE. Harald H. Lund skrev sangen i 1947 og vidste formentlig ikke bedre. Jeg ved ikke, hvad Karrebæk og Oscar K.’s undskyldning er, men for mig lyder det som en udbredt misforståelse i Danmark, at hyggeracisme ikke er rigtig racisme. Bortset fra denne pinlighed er EN LILLE BOG FOR ELEFANTELSKERE en lille grinebider, og der er ikke nogen skam i have det sjovt, så læs løs og grin med, mens vi venter på en bog fra forfatterduoen med lidt mere på hjertet.


2013.01.31

Et brag af en børnebog - En på alle måder stor oplevelse


ELEGANTE ELEFANTER

Af Simon Staun i Fyns Stiftstidende

Dette brag af en børnebog er et pragteksempel på, hvad
skæv fantasi og spektakulære illustrative talenter kan munde
ud i.

Kreativiteten løber næsten løbsk i dette bizarre børneopslagsværk
om det store, kluntede dyr, der med Dorte Karrebæks streg er umulig
ikke at falde pladask for.

Bogen spiller bold med de mange vandrehistorier og mere eller mindre sande fakta om snabeldyret, der jo er bange for mus, men elsker chokoladefrøer med æggecreme.

Enkelte af tegningerne er ren kunst, og især billedet af
et elefant-ægtepar med laaaange snabler er høj klasse.

Oscar K brillerer med mange syrede påfund, og
hvem havde troet, at elefanter bruger solbriller for at
undgå autografjægere og kan være økonomisk rentable, hvis man lejer dem ud til gadefester?

En på alle måder stor oplevelse.


2013.02.06

Et fint lille mesterværk om elefanter af to af de helt store i dansk børnelitteratur


Emne: elefanter
Billedbog om elefanter, der giver svar på mange relevante spørgsmål om de store grå dyr, fx om de bliver til engle når de dør, om de sover i nattøj eller om hvor meget plads det kræver at have en elefant.

Lektørudtalelse

Anvendelse/målgruppe/niveau
Billedbog for børn på 4-10 år, der kan lide elefanter og måske tumler med nogle af de spørgsmål bogen stiller og svarer på. For- og bagside inviterer indenfor i et sælsomt elefantunivers, hvor alle kan være med og ingen stødes eller forarges.

Beskrivelse
Lille billedbog, hvor Oskar K. og Dorte Karrebæk giver deres bud på, hvad enhver bør vide om elefanter. Bogen falder i to dele. Først et generelt afsnit, der gennemgår de mange forskellige elefanter, fx den heldige elefant, børnebogselefanten og tøjelefanten. Så følger et afsnit med almindelige spørgsmål i forbindelse med anskaffelses af elefanter, fx om de prutter, drikker eller snorker. Man kan også læse om problemerne med at få fat i en elefant, om de sover i nattøj, eller hvordan det er med deres løbetid. Og så bekræfter bogen, at der er økonomi i elefanter. Det er morsomt og godt fundet på. Gavmildt illustreret i Karrebæks karakteristiske streg, og med præcis så meget tekst som er nødvendig. Et lille mesterværk om de store grå dyr. Morsom, sød og sjov bog om elefanter, som nok skal finde sine læsere.

Sammenligning
Til de mindste elefantelskere kan varmt anbefales Jakob Martin Strids bøger om den lille blå elefant Mimbo Jimbo, fx Mimbo Jimbo og de store elefanter.

Samlet konklusion
Et fint lille mesterværk om elefanter af to af de helt store i dansk børnelitteratur.

Lektør: Morten Halskov Jensen


2013.02.02

Håndbog om elefanter er legende vuggesjov

Videnskabelige facts om snabeldyret må man finde andetsteds.

Af Dorte Hygum Sørensen i Politiken

De findes i Afrika, Indien og småbørns-fantasiversionerne også i de arktiske egne.

De findes som tøjdyr, badedyr, børnebogsdyr og hittegodsdyr, og de sidstnævnte er ikke de mindst inspirerende i de flittige børnefortællere Oscar K. og Dorte Karrebæks regelløse ’Lille håndbog for elefantelskere’.

På opslaget om hittegodselefanten i den selv for tumlinger formatmæssigt håndterbare bog står det store dyr der på et mørkt kontor som glemt bagage mellem pakkenelliker og en enkelt lige så modfalden abe, og såvel billedet som den korte tekst lægger op til, at man selv digter videre på fortællingen.

Ingen videnskabelige facts

Sådan er det i almindelighed med ’Lille håndbog for elefantelskere’, der må kunne give lidt rar snak ved sengetid, og så kan man jo altid indlægge den 65-årige vuggevise, der hentydes til i bogen et par steder, hvor det for eksempel bekræftes, at elefanter »bruger negerdrenge som rangler’« – økologiske og »uden blyholdige lodninger’«.

Naturligvis får elefanter af denne her mangfoldige slags også godnathistorier, og de skrives blandt andre af Harald H. Lund, der forfattede ’Elefantens vuggevise’.

Elefantelskere må søge andre steder efter dyrevidenskabelige facts, bevares, men for små elefantfantaster er håndbogen en legende lille sag.


2013.01.31

Lille håndbog for elefantelskere - et must i alle hjem med børn


af Maria Bruun Fanø i Horsens Folkeblad

Lille håndbog for
elefantelskere
Oscar K. & Dorte Karrebæk
Kr. 199,95
Høst & Søn

Børnebøger kan være en jungle at finde rundt i. Mange er ikke speciel gode, og skal man have kvalitet, koster de som regel en formue.

Nu udkommer den skønne håndbog, som er et must have i alle hjem med børn. Jeg har det sådan, at skal jeg læse en børnebog op, så synes jeg også, at jeg skal kunne blive underholdt. Det gør jeg med denne bog. Her griner både barn og voksen om kap. Billederne er
fantastisk sjove og gennemførte, og hænger godt sammen
med den meget kreative og anderledes tekst.

Vidste du f.eks. at man kan bestille en elefant pr. postordre? Bare husk at være hjemme, når den kommer. Dette skal selvfølgelig ses sammen med tegningen, hvor elefanten har væltet huset.

Er du til Wulff-Morgenthaler eller Jakob Strid, vil du helt sikkert elske denne – og det samme vil dit barn.



2013.01.31

ELEFANT-ANEKDOTER


af Trine Wøldiche på KultuNaut

"Lille håndbog for elefantelskere" er nyeste fællesproduktion mellem Dorte Karrebæk og Oscar K., der tidligere sammen har lavet bl.a. den anmelderroste bog "Lejren". Denne gang byder de to på en lille morsom sag, som måske nok er sjovest for voksne.


Med Lille håndbog for elefantelskere viser makkerparret Karrebæk & K. deres alsidighed. For mens det i Lejren var alvorlige temaer som overgangen fra barndom til voksenliv (iscenesat som livet i en kz-lejr), er det i denne nye lille håndbog ren morskab, der præsenteres for læserne.


Bogen byder på generel information om elefanter, afkræftelse af diverse myter om elefanter, samt naturligvis svar på en lang række (mere eller mindre relevante) spørgsmål om elefanthold.


Så hvis du hører til dem, der tit har overvejet, hvor meget plads det egentlig kræver at holde elefanter, om elefanter sover i nattøj, om de kommer i løbetid, om de kan lide at læse, eller bare om de kan lide chokoladefrøer med æggecreme(!?).. Ja, så kan du finde svarene på disse og mange andre spørgsmål i Lille håndbog for elefantelskere.


Det er skægt. Ingen tvivl om det. Men måske kræver det et voksent menneskes referenceramme og kendskab til gamle børnebøger og -sange, for at man for alvor kan se de små detaljer. For naturligvis er elefanters yndlingsforfattere Strid, Kipling og Harald H. Lund (Mimbo Jimbo, Hvordan elefanten fik sin lange snabel og Elefantens vuggevise). Men det kunne lige så godt have været Clevins Jakob og Joakim eller Jessen og Bartholins Carl-bøger.


I hvert fald fanger humoren aldrig rigtigt de yngre børn. Men det kan jo også være en del af charmen ved en børnebog, at man først rigtigt forstår den som voksen. Og faktisk er det endnu mere morsomt som voksen at læse bogen højt for et barn, der tager det hele dødalvorligt.


De mange forskelligartede elefanttegninger fanger barnets interesse og forsøget på en lille happy end til slut går også rent ind. For naturligvis bliver elefanter da til elefantengle når de dør!