DET VAR NOK DET BEDSTE!
2021-01-25
Et billede siger mere
Anmeldt af Cecilie Bøgh Pedersen på LITTUNA.NU
Det var nok det bedste er en smuk og hjerteskærende beretning i billeder om at sige farvel. Dorte Karrebæk fortæller historien om sin døve mor og en barndom i larmende stilhed. Det skrevne ord fylder ikke meget i værket – til gengæld kommer billederne til deres fulde ret, når de fylder siderne med flotte, humoristiske, vemodige og besynderlige indblik i Dorte Karrebæks forhold til sin mor. Der går mange sider før det første ord dukker op i Det var nok det bedste.Tolv for at være helt præcis. Og det første ord, som dukker op imellem de mange tegninger, er selvfølgelig ”mor”. Dette er ikke historien om Dorte Karrebæks liv. På mange måder er det ikke engang historien om hendes barndom. Det er historien om hendes mor set igennem Karrebæks øjne – både som barn og voksen. Det er historien om, at miste sin mor som en voksen kvinde og skulle finde ud af, hvordan man siger ordentligt farvel. Mor og datter Det var nok det bedste starter hårdt ud med at vise, hvordan en ældre kvinde dør midt i maden. Derefter følger en række billeder, der viser, hvordan datteren modtager et telefonopkald og stiger på bussen, og selvom der ikke bliver sagt et eneste ord, så er sorgen tydelig i datterens ansigt; i nogle billeder har hun tårer trillende ned af kinderne, og i andre sidder hun og stirrer lige ud i luften med store øjne, der virker både tomme og fortvivlede på én gang. Derefter følger en næsten lydløs beretning om, hvilken kvinde denne mor var. Datteren ser på billeder af moren i et billedalbum og mindes sin egen barndom med en mor, som insisterede på at gå nøgen rundt og altid skrubbede og skurede børnenes ører til det føltes som om, de var ved at falde af. Det meste er fortalt igennem billederne, men nogle af siderne er prydet med historier fra datteren til den døve mor: ”Hjemme tog du kjolerne af og gik nøgen rundt i stuerne. Hvorfor husker jeg det så klart? Havde du aldrig tøj på?” En ærlig beretning Det er svært helt at fortælle, hvad Det var nok det bedste faktisk handler om. Den er et sidste farvel, et tilbageblik (på en barndom og et helt liv) og en besynderlig kærlighedserklæring fra en datter til hendes døve, afdøde mor. Det gør det bestemt ikke lettere, at værket midtvejs går fra at være en historie fortalt igennem et fotoalbum – til pludselig at involvere den afdøde mor på en parkbænk, en lille engel og et kæmpestort æg. Det er ikke en sukkersød fortælling om en perfekt barndom fra en datter, som elsker sin mor betingningsløst. Det er en mere ærlig beretning, som også giver plads til alt det, som kan være utrolig svært: ”Jeg tænkte, hvor let det ville være at slå dig ihjel med [kniven] eller prikke til din ryg, så du vendte dig om, og jeg blev svimmel af kvalme. Det var jo bare din døvhed, jeg ville dræbe.” Det er tydelig, at der er mere mellem linjerne – eller billederne – end man lige umiddelbart kan læse sig frem til. Men selv uden at forstå alt, hvad der foregår, så er værket stadig utrolig smukt og hjerteskærende. De skrevne ord tilføjer noget, men det er svært at sige præcis hvad, og nogen steder kunne billederne godt have stået mere alene og have fået lads til, at fortælle historien udelukkende på deres egne præmisser. Så hvad handler Det var nok det bedste om? Det er en fortælling igennem billeder om en datter, der bearbejder sin sorg over sin afdøde mor og prøver – på sin egen unikke måde – at sige farvel til en mor, som ikke kan høre noget som helst. Den er vemodig og besynderlig og ærlig.
2020-10-24
Barsk og følelsesladet autofiktiv billedbog for voksne om døden, savn og afsavn
skriver Louise Urban Andersen på netpunktdk.
Usædvanlig mørk og dyster billedbog, der viser hvor svært det er at stå i en situation med savn og afsavn, vrede og ubesvarede spørgsmål, som man kender dem fra Karrebæks billedbog for børn Man begraver de døde. Billedbogen er en fortælling om Karrebæks egen barndom med en døv mor.
Bør købes til alle større biblioteker.
2020-10-16
ET LIV SOM STILLE SPEKTAKEL
ERINDRING . Illustratoren Dorte Karrebæk har bearbejdet sorgen over sin mors død i en ekspressiv og tankevækkende billedbog for voksne.
Af ANNA KARLSKOV SKYGGEBJERG i Weekendavisen
Dorte Karrebæk: Det var nok det bedste. 144 sider. 300 kroner. Jensen & Dalgaard
Mobiltelefonen ringer hos en voksen datter, fordi hendes mor lige er død. Øjeblikket går i stå, og datteren må koncentrere sig om at få de høje sko og leopardoverfrakken på, huske at gribe nøglerne i entreen og fare ned til metroen, som i mere end en forstand skal bringe hende til endestationen.
Udgangspunktet for Dorte Karrebæks Det var nok det bed-ste er en sørgelig, men også såre genkendelig situation for alle, der har mistet. Karrebæk ser sig selv i spejlet og bruger løs af sin egen familiehistorie, men indsætter historien i en rørende og oplysende fortælling om en generation af kvinder født i mellemkrigstiden.
Da datteren − Karrebæks alias − når frem, ligger den døde med foldede hænder på en båre, og den efterladte reagerer med en blanding af sorg, raseri og lettelse. »Det var nok det bedste,« messer morens egen floskel i hovedet på datteren, men hvem kan egentlig sige, hvad der er bedst, når det gæl-der liv og død?
I dagene inden bisættelsen gennemspiller datteren sin mors liv i reprise, og ved hjælp af gamle fotoalbum, et par flasker vin og et møde med en engel på en bænk fremkaldes anekdoter og minder fra et liv, som har varet i næsten 100 år.
Portrættet af moren danner en mosaik, som hverken fuldt ud kan forklare eller forsvare, hvordan hun var, men i det mindste kan der gives visse dessiner.
SOM UNG VAR MOREN en kvinde med egen vilje og en stærk erotisk udstråling, der virkede animerende på omgivelserne. Hvad enten hun klædte sig i tidens smarte rober og lignede Elisabeth Taylor eller Marylin Monroe, eller hun gik nøgen rundt i hjemmet, som hun ofte havde for vane, havde hun en særlig aura omkring sig. Sjovt er det, når datteren husker tilbage på en situation, hvor faren måtte jage de smugkiggende naboer væk fra vinduerne. Tidligt i livet måtte moren opgive sine ambitioner om at blive designer, fordi hun skulle arbejde på sin fars lysfabrik. Det forstås retrospektivt som et offer, hun aldrig forligede sig med, og som blandt andet betød et inderligt had til lugten af stearin.
Morens liv formidles naturligvis gennem datterens øjne, og synsvinklen skifter gennem fortællingen mellem at ligge hos den voksne datter og hos det barn, hun var engang. Med bar-nets blik fremstår moren både beundringsværdig og skræm-mende, og datteren har mere end én gang ønsket hende ad helvede til: Mindet om en opgravet kniv nærer forbudte følelser. Forholdet til moren var ikke mindst besværliggjort af det faktum, at hun var døv og indimellem – frivilligt eller ufrivil-ligt – befandt sig i sin egen isolerede boble. Alle beskeder måtte formidles fysisk eller visuelt, hvilket med en vis efter-rationalisering kan forstås som en lykkelig retningsgiver for datterens interesse for tegning.
DORTE KARREBÆK er en af landets flittigste og fremmeste illustratorer med mere end 200 gennemillustrerede bøger og adskillige andre illustrationsopgaver i bagagen. Blandt andet tegnede hun fast for nærværende sektion i 2000-2005. Hun har modtaget adskillige priser, og hendes værker er oftest blevet placeret i en kategori for eksperimenterende og grænseoverskridende illustrationskunst for børn.
Karrebæk har rigtignok udviklet børnebilledbogen som medium ved at bringe den langt væk fra det idylliserede og tuttenuttede, men hun er hverken svær eller humorforladt i sin måde at formidle selv ganske tunge emner på. Hun har gennem årene beskæftiget sig med at illustrere døden i billedbøger for både små og store børn, for eksempel i Børnenes bedemand (2008) og Idiot! (2009), begge med tekst af Oscar K. Og hun har tidligere formidlet sin egen barndomshistorie i billedromanen I tilfælde af krig (2009), hvor det ambivalente forhold til den døve mor også spiller en betydelig rolle.
Ord er ofte unødvendige, når Dorte Karrebæk fortæller, og min eneste anke mod Det var nok det bedste er netop, at der er rigelig tekst. Karrebæk tegner ansigter, kroppe og menneskelige relationer, så man umiddelbart forstår, hvad der er på færde, men hun lukker aldrig for læserens egen fortolkning. Det er store og sære personligheder, som befolker billederne, og derfor gider man som læser se på dem igen og igen.
Bogen begynder med den livsafslutning, som man må for-stå, at datteren faktisk ikke selv har bevidnet, men alligevel digter frem på en ganske overbevisende måde: Bogens første opslag viser en sammensunket olding, der rokker sig frem med en rollator for at sætte sig ved plejehjemmets middags-bord. Med tallerkenen foran sig og en gaffel med en gul kartoffel løftet mod den rynkede mund indtræffer det uafvendelige. Den gamle kvindes hoved falder forover, vandglasset vælter, og en aldrende kavaler med skjorte og butterfly farer op i forskrækkelse. Det er en ekspressiv form for realisme med en betydelig, men aldrig udleverende galgenhumor.
Karrebæks billedfortælling mimer en sorgproces mellem tungsind og eufori, og det er samtidig en fortælling om at rekonstruere et helt liv på umulige betingelser. Den særlige refleksion over det livslange mor/datter-forhold er måske bogens allermest vedkommende element, som også rummer udblik til en interessant kvindehistorie.
Hvis en billedbog for børn er af høj kunstnerisk kvalitet, bliver det ofte fremhævet, at den også kan læses med rigt udbytte af voksne. I forhold til dette værk forholder det sig præcis omvendt: Den lange billedbog er eksplicit adresseret til voksne, men den kan fint læses og forstås af unge mennesker. Læs den gerne i fællesskab med din mor eller din datter – eller måske begge to!
2020-10-14
Dit døve spektakel. Dorte Karrebæks bog om sin mors liv og død
af Bodil Christensen i Folkeskolen
”Det var nok det bedste, sagde du, når nogen døde. Ung som gammel. Mens du gned dine tunge hænder. Og jeg fandt en mærkelig trøst i dine ord…” Sådan slutter bogen. Hårdt måske, men omslagets inderside er lys neapelgul. Lyst og livsbekræftende. Det er en bog til samtale om døden, om barndommen og hvordan man husker sin barndom.
Opringningen kommer midt i Dortes hverdagsliv, hvor hun ikke ventede det. Pludselig ringer telefonen, hendes mor er død. Midt i middagsmaden på plejehjemmet lagde moderen hovedet ned på tallerkenen; hun var død. Dorte kommer ordløs i leopardfrakken og tager med bus til plejehjemmet, hvor moderen ligger på sengen. Et dødsleje så ydmygt og hverdagsagtigt i hverdagstøj og støttestrømper. Ingen ord følger de første tegninger, men der tegnes hjertegribende i tomhedens rammer.
Det er ordløst, det er tegningerne, der viser Dortes ensomhed og det ordløse savn. Hjemme igen sætter Dorte sig med et glas vin og et fotoalbum, og billederne viser barndommen hos Karrebæk med mor og far og tre børn og moster Gu.
Så kommer ordene, så kommer alle tankerne, så kommer kærlighed, savn – og alt det, som Dorte aldrig fik spurgt sin døve mor om. ”Du kan ikke bare forsvinde, mor.
Stikke af – dø – uden at sige ordentligt farvel.
Dit døve spektakel.
Hver dag, hele mit liv, længtes jeg efter at ringe til dog sige: Hej mor. Men du har aldrig taget telefonen. Aldrig hørt den ringe – dit lykkelige menneske.”
Moderen var døv, hun arvede en lysfabrik, hun fik aldrig den uddannelse eller det arbejde, hun egentlig havde set frem til, hun måtte følge det liv, der var lagt til rette for hende. Og så var hun døv. Moderen kender vi også fra Karrebæks selvbiografiske billedroman: ”I tilfælde af krig”. Her i ”Det er nok det bedste” ser man igen moderen, der smider tøjet så snart hun komme hjem. Hun går nøgen rundt, laver gymnastik lige så nøgen, og vindueskiggerne er der uden for de mørke ruder.
Dorte husker sin barndom. Hun husker ensomheden, den døve mor der sjældent fortalte noget om sig selv eller sit liv, det tavse hjem og igen: ensomheden. Men hun husker også moderen og mosterens samhørighed, deres glæde, deres latter.
Billeder og tekst følges ad, og så kommer en næsten blank side, hvor der blot står:
”Jeg elsker dig for helvede, kælling. Dit døve spektakel.”
Så kommer moderen til Dorte, der sidder så ensom på en bænk. Et spøgelse eller en engel? ”Du er en engel! Tænk -er det virkelig dig?” Og Dorte krammer den lille mor-engel, der dog protesterer.
Nu fortæller Dorte moderen om noget af det svære i barndommen, men pludselig står der.” Satans! Jeg troede, at hun ku’ høre, nu hvor hun er død. Hun har ikke hørt noget som helst. Nada.”
Moderen, englen, fortæller så en historie om et æg, der så let gik i stykker.
Bogen slutter med et billede af moderens kiste, hvor de tre søskende står: ”Det var nok det bedste…… Ja.” lyder det.
Det er en billedbog til voksne. Det er en hyldest til den døve mor, der tog det liv og den skæbne, der blev hende til del. Hun knyede ikke, hun fik det bedste ud af livet uden at lade sig kue. Hun opfyldte de ydre forventninger, der var til hende. Hun passede sit arbejde ude, men hjemme gik hun nøgen som hun havde lyst til. Og hun fastholdt sin døvhed og brugte måske sin døvhed som et værn mod den verden, der ikke gav hende megen plads.
Dorte Karrebæk blev tegner, fordi hendes mors sprog var i billederne, i kjolerne, i tegn og ikke i ord.
Det er en billedbog til voksne, sådan står der i forlagets omtale, men det er også en billedbog til unge, der helt sikkert kan genkende sig i den dobbelthed af had og kærlighed, der er mellem mor og datter.
Og så tegner Karrebæk så klart, så karikeret, så detaljeret, så drevent, så præcist og med en sådan nerve og et nærvær, så læseren kan genkende den døve mor, det store savn og den store sorg.
”Det var nok det bedste, sagde du, når nogen døde. Ung som gammel. Mens du gned dine tunge hænder. Og jeg fandt en mærkelig trøst i dine ord…”
Sådan slutter bogen. Hårdt måske, men omslagets inderside er lys neapelgul. Lyst og livsbekræftende.
Det er en bog til samtale om døden, om barndommen og hvordan man husker sin barndom.
2020-10-08
Karrebæks minder Dorte Karrebæk fortæller i ny voksenbilledbog om sorg og savn og om at være barn og vokse op. Og om sin mor, der er både døv og død.
’Det var nok det bedste!’ er historien om, hvordan et billedmenneske bliver til.
Af FELIX ROTHSTEIN i Politiken
Dorte Karrebæk: Det var nok det bedste! Jensen & Dalgaard, 144 sider, 300 kroner
En gammel dame sidder og spiser sin frokost, som hun har gjort så ofte før. Men da gaflen med den kogte kartoffel befinder sig et sted mellem tallerkenen og den åbne mund, opgiver hun ævred og knalder hovedet ned i hovedretten, så både mad og drikke flyder ud over bordet.
Man skal som bekendt ikke græde overspildt mælk, men når nogen dør, er det i orden at tude lidt. Og det gør damens datter også, da hun får at vide, at hendes mor er død. Men så tørrer hun tåren væk, finder en bænk og sætter sig ned og begynder at huske, for som hendes mor altid sagde, når nogen døde: »Det var nok det bedste!«.
Dorte Karrebæk er en af Danmarks mest rutinerede og produktive forfattere og illustratorer med næsten 200 titler, fortrinsvis børnebøger, bag sig. Og nu er hun aktuel med en autofiktiv voksenbilledbog om sin egen mor og om at miste sine forældre, når man selv er voksen. Men bogen handler i høj grad også omhovedpersonens opvækst i årene efter Anden Verdenskrig og om en barndom med en døv mor.
Den døve mor. Det hele begynder altså med, at moren dør. Og da hovedpersonen har været forbi pleje-hjemmet og se den lille og livløst sammensunkne krop, trækker hun i sin leopardplettede frakke og sine leopardplettede pumps og sætter sig på en bænk i den mørkeblå nat og indleder en samtale med den nyligt afdøde. Til at begynde med er det sådan set en monolog, hvor hun – henvendt til moren – fortæller om de fascinationer og frustrationer, der prægede hendes barndom i den lydløse skygge af morens skørter. Moren var nemlig døv og talte derfor kun lidt og sjældent. Og når hun gjorde, var det i ytringer og ordrer rettet udad og aldrig med forventningen om et svar.
’Det var nok det bedste!’ er ikke bare en bog fuld af ord og billeder, det er på en meget grundlæggende måde også en bog om ord og billeder. Om det sprog, der vokser ud af samtaler med en døv – der er ikke noget med tegnsprog, men nærmere en både gådefuld og lunefuld udveksling af kropssprog og billedsprog. Og en gang imellem skrig, der kræver lungernes fulde kapacitet. Datteren blev et billedmenneske skabt af stilhed, og måske er det derfor, at så mange af Karrebæks figurer – selv når de snakker – ser ud til at tænke deres og ikke sige det hele, som om de rummer store indre hemmeligheder.
I en blanding af faktiske fotografier og tegnede versioner fra familiealbummet træder fortællerens minder frem på siderne. I centrum er moren som en høj, selvsikker kvinde med en lige så høj og selvsikker frisure, der lidt ligner softice. Hun lignede lidt Lauren Bacall og skulle have arbejdet med mode, siger datteren. Men i stedet kom hun til at arbejde på sin fars stearinlysfabrik og fik aldrig foldet sine talenter ud. Og midt i portrættet af moren vokser selvportrættet af datteren frem – og ikke mindst portrættet af deres komplekse forhold til hinanden.
Bedst, når hun slipper kontrollen.
Dorte Karrebæk skriver og tegner med en vrede og frustration over alt det, der aldrig blev sagt mellem mor og datter. Men bogen rummer også både forståelse og accept og en moden medfølelse i skildringen af alle bogens figurer. Og da morens lille, undseelige spøgelse (datteren mener nu, at det er en engel) halvvejs inde i bogen dukker op og sætter sig på bænken, er det, som om den sørgende datter øjner chancen for at få talt ud. Jeg kan ikke slippe fornemmelsen af noget pinagtigt i fortællerens henvendelse til moren, og mødet på bænken er fuld af den akavede afstand, der er på tværs af skellet mellem liv og død. Heldigvis er morspøgelsets eneste bidrag til samtalen en sært allegorisk anekdote om et æg – en anekdote, der forvirrer, mere end den forklarer.
Stregen er umiskendeligt Dorte Karrebæks, og de skiftevis kolde og varme farver giver, sammen med de mange tegneteknikker, bogen en særlig stoflighed. I glimt – måske bare i et halvt, flygtigt ansigtsudtryk – genkender man gennem det ret voksne sorgarbejde nogle af hendes børnebogsillustrationer. Mange af tegningerne, særligt dem, hvor Dorte er barn, er ret uhyggelige, og jeg støder mod noget foruroligende fremmed og ikke menneskeligt i figurernes forvredne ansigter. Det er tegninger, jeg har svært ved at holde af, men samtidig bliver siddende. Mest spektakulær er en helside, hvor fortælleren er selvportrætteret som et Francis Bacon-maleri, mens en mindre tegning viser hende som et ekko af Hans Henrik Lerfeldts ikoniske leopardklædte kvinde. Men måske er det bare pletterne, der gør det. Når Dorte Karrebæk er i størst kontrol – både over tegning og fortælling – er bogen sjovt nok mindst vedkommende. Så er det, som om forholdet mellem mor og datter ikke rigtig angår læseren. Som om vi bare er kommet til at kigge, hvor vi egentlig ikke burde. Men når hun slipper kontrollen (eller lader, som om hun gør), og tegningerne er mest forvrængede og mærkelige, når hun skriger ind i morens uimodtagelige øregang, åbner fortællingens dobbeltdøre sig og lader os sive ind som nysgerrigt gennemtræk mellem stuerne.
