GAZELLERNES SØ
En arkæolog under
Af Hans Otto Jørgensen
Gådefuld forvekslingshistorie af Ole Dalgaard.
Assyrologen Ricardo Ries fører et tilbagetrukket, regelmæssigt liv i København, indtil han en skønne dag bliver koblet på en arkæologisk ekspedition til Ur i Kaldæa. Han er 40 år og ugift, en drømmer, lettere forfalden til alkohol, en mand hvis liv har været et stort forsøg på ikke at komme til at handle.
Sådan karakteriseres hovedpersonen i Ole Dalgaards roman »Gazellernes sø«, som udkommer på Gyldendal i dag. Det lyder kedeligt, det er set før, den slags mænd er beskrevet tilstrækkeligt. Men Dalgaard har andet og mere på hjertet. l en tour de force over 200 sider vikles læseren ind i en forvekslingskomedie, som man skallede længe efter for at finde mage til.
Et handlingsreferat er umuligt. Hvad den arkæologiske ekspedition egentlig går ud på, er en gåde. Ricardo Ries' arbejde består alene i at hente post i en nærliggende by. Imidlertid graver han ved et tilfælde nogle krukker med skrifttavler op, som han sidder og dechifrerer om natten. Tavlerne er forfattet af selveste ypperstepræstinden i en frugtbarhedskult for 4000 år siden. Ikke desto mindre forelsker Ricardo Ries sig i denne kvinde. Tværs ned igennem tiden. Men også i »virkelighedens« verden får han afløb for sine lyster. Tjenestepigen i byen, hvor han henter post, servicerer ham om natten.
Det er for så vidt enkelt nok. Bortset fra at tjenestepigen og alle andre i byen forveksler ham med en anden. En amerikaner, med samme initialer, men med efternavnet Ray. I tilgift dukker en lang række personer og erindringsglimt op og forstyrrer billedet: Lyø, Ries' lærer og kollega, som blev likvideret af Hipo under krigen. En damefrisør myrdet i Søborg. En evnesvag dreng med et alt for lille hoved. En portugesisk bog om en mand, der ikke findes.
Allerede i flyet på vejen til Bagdad begynder Ricardo Ries' person at gå i opløsning: »Han havde en fornemmelse af ikke præcist at vide, om han eksisterede, ligesom de rejsende i et teaterstykke, han havde set for nylig. Deltagerne i et rejseselskab samles efter et holdt, men kan ikke forstå, hvorfor bussen ikke kører videre. Deltagernes liv rulles langsomt op for tilskuerne, mens der ventes, og det viser sig til sidst, at bussen er kørt galt, og de i virkeligheden alle er døde.«
Dalgaard kender sit stof. Omend historien er gådefuld som skrifttegnene på de tavler, Ries arbejder med, fastholdes læseren i et sikkert artistisk greb. Tidsbilledet af 50'ernes uskyld, hvor det engelske imperium endnu er levende, ligger som et tågeslør hen over det hele.
Der er en løssluppenhed i digressionerne til såvel den mesopotamiske verdensopfattelse som teater- og filmverdenen og barndoms- og ungdomserindringerne og den tilspidsede situation omkring Suez-kanalen.
Den argentinske forfatter Jorge Luis Borges drages frem som forbillede. Umberto Eco er nok en anden. Det er i mødet mellem disse meta-fiktionens mestre og den mesopotamiske virkelighedsopfattelse, Dalgaard henter inspiration. I det faktum, at allerede når noget er tænkt eller formuleret, findes det.
I naturlig forlængelse heraf må Ries fuldføre værket og skrive de sidste to tavler, som ypperstepræstinden ikke blev færdig med. Men vel at mærke med sig selv som hoved person.
Ries er »en romanfigur, der opfører sig som om noget var fastlagt på forhånd, som var der karaktertræk, han ikke kan blive fri for.« Der ligger i formuleringen en anklage mod ham om, at han skulle have taget bedre vare på sig selv og på andre. At han måske kunne have reddet denne Lyø, at han måske kunne have reddet damefrisøren. Og på den måde endelig bliver romanen også en moralsk historie.
Det er en pragtfuld bog. Lærd og underholdende. At så den arkæologiske ekspedition viser sig at være et dække over vestlig efterretningsvirksomhed, at Ries har været offer for et vel tilrettelagt spil, lægger kun en ekstra dimension til.
Ole Dalgaard er født 1950, har arbejdet ved tv, skrevet dramatik og debuterede 1970 med en digtsamling. »Gazellernes sø« er hans romandebut.
Ole Dalgaard: Gazellemes sø, roman, 200 sider, 250 kroner. Gyldendal.
Fascinerende luftspejlinger
af Knud Bjarne Gjesing
Titlen på Ole Dalgaards roman Gazellernes sø er en oversættelse af det araBiske udtryk for en luftspejling i ørkenen, 'Bahr al Gazal'. Og romanen er netop selv som en art luftspejling eller fatamorgana, hvor virkelighed og drømmebillede blandes.
Midt i 50'erne rejser den danske assyriolog og Ricardo Ries til Irak for at deltage i udgravningen af den bibelske by Ur i Kaldæa.
Tiden præges af Ungarnog Suez-krisen, og verden synes nedfrosset under den kolde krigs hårde permafrost. Mellemøsten minder langtfra om drømmeverdenen i 1001 nats eventyr, men er snarere et mareridt af intriger og magtkampe. Læseren stli'der endog på en idealistisk og revolutionær irakisk student ved navn Saddam, som vi sidenhen kun har lært at kende alt for godt.
Med sin viden og vilje bliver også den fredsommelige og konfliktsky Ricardo Ries inddraget i disse magtkampe. Snart befin.der han sig i en verden, hvor han har svært ved at skelne ven fra fjende og i virkelighed fra fiktion. Mødet med den fremmede kultur bryder desuden op i hans eget væsen, og skikkelser og hændelser fra fortiden trænger sig på i hans erindring.
En stor del af romanens handling udspiller sig i ørkenens sand, men bogen er nu langtfra en ørkenvandring. Jeg er ganske vist lidt tvivlrådig over for den måde, hvorpå romanen får løst sin konflikt, men under alle omstændigheder er det en fascinerende tekst med et spændende spil mellem flere virkelighedsplaner.
Ole Dalgaard kan ikke beskyldes for at være blandt de forfattere, der render læserne på døren i tide og utide. Hans eneste tidligere bog er digtsamlingen By, du min elskede, der ligger helt tilbage til 1970. Måske kunne man fremover håbe på mere hyppige besøg.
TALENT FULDT KAOS
af HANS FL KRAGH
Ole Dalgaard var tv-mand, lavede noget meget talentfuldt børne-tv, blev senere knap så talentfuld direktør for TV 2 ØST, og sidder nu nede i Spanien og skriver bøger. Talentfuldt?
Ja! Ole Dalgaard skriver skidegodt. Hans sprog er stilsikkert, flydende, rytmisk, varieret, ordrigt og en fryd at læse. Det er synd, at det er puttet ind i et håbløst romanprojekt om en dansk assyriolog fra halvtredserne, som hedder Ricardo Ries, eller hedder han Richard Rey?
Han bliver forelsket i en stuepige, som hedder Lidia, eller også hedder hun Enchiduanna og var ypperstepræstinde for flere tusind år siden. Som man måske kan forstå, springer Ole Dalgaard i tid og sted, han blander virkelighed med fiktion, han
krydsklipper mellem nutid og fortids barndom og endnu længere tilbage.
Og så er der fine litterære henvisninger til portugisiske og engelske og sikkert flere andre landes digtere. For denne anmelder, som nok mener at kunne genkende de fleste litterære citater (kom bare an!), har det ærligt talt været svært at hitte rede i selve kompositionen. Og det er ærgerligt, for Ole Dalgaard er som sagt talentfuld.
Lektørudtalelse
Dalgaard. Ole: Gazellernes sø : roman. - Gyldendal. - 195 sider.
Titlen er et arabisk udtryk for en luftspejling og en præcis beskrivelse af den flygtige, drømmende og drilagtige substans, som denne bog er. Man kunne ogs;l kalde den en slags parafrase over Saramago's Det år Ricardo Reis døde (79), idet bogens danske helt med navnet Ricardo Ries har mere end navnelighed med Saramagos helt, som jo igen er een af den portugisiske digter Pessoa's identiteter. Bogens ydre form er thrillerens: I 1956 skal en international arkæologekspedition tiloldtidsbyen Ur i Irak; den danske assyriolog Ricardo Ries skal som ekspert tyde stentavler.
Undervejs bliver han forvekslet med en amerikansk agent, og hele ekspeditionen er base for international agentvirksomhed i Den nære Orient, der er storpolitisk brændpunkt med optræk til Suezkrise. Vores helt har imidlertid et helt andet skæbnesvangert, personligt formål med rejsen. Bogen rummer postmoderne forvirring i mesterklasse - den er absurd, drilagtig og fuld af musikalske, filmiske og litterære referencer til (da)tidens trends, og læseren får også fyldige smagsprøver på sumerisk mytologi. De enkelte lag,kan skrælles af afhængig af belæsthed - den ene virkelighed kan være lige så god som den anden. Glimrende, men også krævende underholdning af den romandebuterende forf. født 1950.
Helle Winther O/se
