DE SYLTEDE BØRN
2016.12.08
En sælsom hyldest til liv - ”De syltede børn” er et udtrykfor en dyb fascination af liv i skikkelse af en yderst mærkværdig, krævende, men dragende billedroman
Anmeldt af Sarah Mygind i STANDART 2/3 OKTOBER 2016
JEG KENDER EN HELT ALMINDELIG dreng, som blev født med to tommeltotter på højre hånd og et krøllet øre. Som barn var jeg altid lidt bange for at røre ved hans to tommeltotter, for tænk nu, hvis det gjorde ondt på ham. J eg forstod nok ikke helt, at det bare var sådan, han var født; med en kropslig anomali, en legemsfejl, som alligevel var ganske naturlig, måske ikke 'normal' men 'naturlig'. Senere fik han opereret den ene tommeltot væk, og i dag taler lægerne om muligheden for at 3D-printe en øreprotese til ham. Oscar K. og Dorte Karrebæks billedroman De syltede børn hylder liv i alle afskygninger; alle skabninger, enhver tilblivelse og eksistens, ved at sætte den/det abnormes eksistens i centrum for fortællingen.
Bogen er en elegant manifestation af samarbejdet mellem forfatter, illustrator og forlag, fordi både dens materielle udformning, illustrationerne og teksten bidrager på hver sin særlige måde til værkets æstetik og betydning. Romanen består af en slank, støvet grøn kassette med en påklistret navne mærkat. Selve bogen har et tyndt gulnet omslag, som sammen med det kraftige papir i bogen og kassetten giver et indtryk af, at den dels skal forestille at være af en anden tid, dels ikke nødvendigvis ønsker at placere sig i samme kategori som almindelige romaner eller billedbøger. I stedet leder bogen tankerne i retningen af gamle rapporter og arkivdokumenter og 34 PROSA De syltede børn er et udtrykfor en dyb fascination af liv i skikkelse af en yderst mærkværdig, krævende, men dragende billedroman med titlens hjælp selvfølgelig også i retningen af sylte- og konseiVeringsglas. Billedromanen foregår i et ikke nærmere defineret område, der dog alligevel har visse fællestræk med Rusland (f.eks. drikkes der vodka, saltes agurker og koges vand på en samovar), i en ikke nærmere defineret tid. Fortællingen udspiller sig i en tilsyneladende dystopisk efteiVerden, der vækker associationer til eftervirkningerne på atomulykken i Tjernobyl: Flere år efter blev der i udkantsområderne født førstegenerations vanskabninger, lam med to hoveder, trebenede gæs, børn med to hjerter eller tyste hjerner. Bygningerne er ødelagte og tilgroede, dyr og mennesker er døde, mens naturen langsomt heler sig selv. Personerne, andengenerations vanskabninger, har fysiske skavanker, som hareskår, klumpfod og små hoveder, men værst står det til med Lidia, som er født uden kønsåbninger; hun kan heller ikke høre, lugte eller se, men alle mænd længes efter hende: En lukket rose, der skal åbne i morgen. Lidias ulykkelige situation bliver afsæt for en rejse for alle personerne til huset ved den sorte sø, hvor der bor en mand, som udforsker livet. De syltede børn knytter an til klassiske billedbogskonventioner, fordi teksten og billederne står hver for sig, oftest på hhv. venstre og højre side, men der opstår et særlig vellykket samarbejde mellem ord og billede gennem brugen af faiVer. Teksten på siderne bliver nemlig flerstemmig og skaber genklang i illustrationerne gennem brug af tekstfaiVe, som knytter an til fremtrædende faiVer i tegningerne, gerne de smukke støvede, douche baggrundsfarver der omkredser de enkle og ekspressive motiver, som illustrationerne består af. Sort tekst udgør hovedfortællingen i tredje person, mens forskelligfaiVet tekst som optræder rundt omkring i bogen udgør en slags replikker fra ukendte stemmer.
Replikkerne er umiddelbart fuldstændig løsrevne fra hovedfortællingen, men åbner op for interessante, flertydige betydningslag. Manden ved den sorte sø (kæmpen, bedemandens søn, anatomen og konservatoren) leder Lidia og de andre forkrøblede rundt i sit hus, som rummer både et raritetskabinet med dyremisfostre, et anatomisk teater og et rum fyldt med vitrineskabe og montrer med deforme menneskefostre, børn og kropsdele i glas beholdere. Forunderligst [ ... ]er det, vi med forstanden ikke kan rumme, siger han, da han slår dørene op til rummet. Ordet 'forunderlig' er ekstra velvalgt i denne kontekst, fordi det fanger den ambivalens som mødet med de konseiVerede misfostre vækker: overraskelse, undren og måske mest af alt en følelse af et møde med noget så mærkværdigt, at det må være af overnaturlig herkomst. Mødet med 'de syltede børn' udmønter sig i en næsten dionysisk hyldest til liv: 'Ikke forestillingen om død!' råbte kæmpen og begyndte at danse. 'Nej, opdagelsen afliv!' [ ... ]'Hopla! Vi lever!' Det forunderlige liv, som nogen har ophøjet ved at konseiVere og udstille det, bliver således et svimlende og altafgørende wake-up call for de levende.
Oscar K. og Karrebæks billedroman udstiller og prikker til vores ideer om det naturlige og formår gennem det fremragende, men også for læseren krævende ord-illustrationsamarbejde at frigøre teratologien (læren om misdannelser) fra freakshowet. I stedet udtrykker De syltede børn en dyb intellektuel og kunstnerisk fascination af liv i alle afskygninger. En fascination som potentielt kan virke provokerende, fordi man hurtigt kunne komme til at stille spørgsmålstegn ved, om det er en hyldest tilliv for enhver pris.
STANDART 2/3 OKTOBER 2016
2016.07.20
De syltede børn: en dystopisk horror-fortælling
Oscar K. og Dorte Karrebæk har endnu en gang bedrevet en sansemættet fortælling, der på en og samme tid afføder ubehag og forundring.
Anmeldelse fra bogoplevelsen
Historien tager udgangspunkt i en ikke defineret tid på et ikke defineret sted. Men at historien udspiller sig i en post-apokalyptisk tid forårsaget af en naturkatastrofe, er der ingen tvivl om:
"Flere år efter blev der i udkantsområderne født førstegenerations vanskabninger, lam med to hoveder, trebenede gæs, børn med to hjerter eller tyste hjerner. Og Lidia i det hvide hus, en ung pige uden kropsåbninger, som ikke bidste af nogen mand".
Denne Lidia bliver bogens faste omdrejningspunkt. Den unge kvinde uden sanser, men som er sanset af alle mændene i det lille samfund. Begæret af alle mændene. Lidia, længselsfuld, rådvild og urolig, elsket og beundret, sætter en handling i gang. Personerne i byen tager til bedemandens søn. Han har et anatomisk teater, hvor han udforsker livet. Han vælger at give forestillingen om liv og ikke forestillingen om død til de tilrejsende, og om natten rører han Lidia. Med denne berøring bliver den negative spiral med indavl og håbløshed vendt, og bogen ender således i en positiv stemning.
Bogen udkommer oprindeligt i en chartekmappe, som var den fundet i et glemt depot. Som en rapport om en tid, efterkommere helst vil glemme. En genial sammentænkning af bogens ikonotekst, der understøtter den fulde tolkning. Dette eksemplar er en biblioteksbog, hvorfor dennes opbygning er mere traditionel. Dette skal ikke komme den til last, for der er til stadighed kælet for detaljerne i bogen.
Illustrationerne i bogen er Dorte Karrebæks bedste nogensinde. De er detajlerige, groteske, afskyvækkende og samtidig smukke. Farverne er afholdt i jordnuancer; præcis som det er forventeligt af en post-apokalyptisk rapport om følgerne af en naturkatastrofe.
Læs “De syltede børn” af Oscar K. og Dorte Karrebæk (ill.), hvis du vil:
skræmmes
forundres
berøres
Det er en voksenbog. Men det betyder ikke, at den ikke er undervisningsegnet. Det er den i allerhøjeste grad. Billeder, tekst og opbygning danner grundlag for megen fortolkning på tværs af modaliterne.
2016.03.23
Freak show. Makkerparret Oscar K. og Dorte Karrebæk maner effektivt et makabert og melankolsk univers frem i ny billedbog for voksne. Veltegnet abort
Af LARS BUKDAHL i Weekendavisen
Oscar K. og Dorte Karrebæk: De syltede børn.
84 sider. 348 kr. Jensen & Dalgaard.
Tegneren Dorte Karrebæk tegner så godt og vildt og ambitiøst som nogensinde lige nu. Hendes og Sankt (Claus Beck-) Nielsens 2015-billedbog for børn, Da Gud var dreng, ligne de et hovedværk, men det gør hendes 117. samarbejde med ægtemanden Oscar K, De syltedebørn, saftsuseme også. Og det ved parret og deres forlag, Jensen & Dalgaard, udmærket; derfor har de placeret bogen i noget så gammeldags som en papkassette: Soliditet slået fast med syvtommersøm!
Det er ikke en billedbog for børn, men hvad er det så? Det er ikke en tegneserie; tekst og tegning er adskilt og står som regel ved siden af hinanden på samme opslag, tekst til højre, tegning til venstre. Et enkelt opslag har kun tekst, flere opslag kun tegninger. Forlaget talerom en »illustreret roman«, men det skaber et forkert indtryk af magtbalancen. Roman i ficeret billedbunke ville være mere korrekt. De stærkeste og fineste tegninger – eller bare bog-elementer! – er også helt klart de tekst-ubrudte sekvenser i bogens anden halvdel forestillende »fremmedartede skabninger« og »Vitrineskabe og montrer/ fyldt medforkrøblede embryoer og børn i glas«, altså titlens syltede børn. Karrebæks streg formår her at forene to væsensforskellige (bevidste eller ubevidste) valgslægtskaber, elegante Arne Ungermann og grove Georg Grosz.
Ifølge pressemeddelelsen er K & K-parret blevet inspireret til bogen af et besøg i et »anatomisk teater/raritetskabinet i Sankt Petersborg«,men det gør ikke dyre- og fostertegninger entøddel mindre fænomenale, at de måske er blevet tegnet efter model. Og det gør på den anden side heller ikke Oscar K’s bevidst skitseagtige historie, med dens løse replik-afbrydelser,mindre flimrende.
Vi befinder os i en postapokalyptisk landsby blandt bedstemødre og diverse krøblinge og en pige uden kropsåbning (hilsen til Harald Voetmanns Vågen, netop genudsendt i billigudgave?) ved navn Lidia, der står ude omnatten (= sin egen overvejende Ungermannske billedserie).
Og så pludselig drager alle af sted til en navnløs kæmpe med en navngivet abe (hr. Janco),der bor uden for byen med sit raritetskabinet,der resulterer i de nævnte brandgode tegninger. Bortset fra at det jo nok er det virkelige raritetskabinet,der resulterer i tegningerne af samme,der resulterer i det litterære raritetskabinet.
Lige så pludseligt drager landsbyboerne hjem igen, og det hele ender mirakuløst og lykkeligt.
Bortset fra at alle tegningerne af krøblinge og fabeldyr og fostre i syltetøjsglas insisterer på at hjemsøge uhjælpeligt og helt uden over- og undertekst. Det er ingen moralsk eller for den sagsskyld anti-moralsk allegori, som flere af deres berygtede billedbøger for børn. Det er bare en fin, episk tåge som baggrund for grusomt og blæret virtuose tegninger. Og det eneste, læseren skal yde, er at lirke bogen ud af papkassetten og NYDE - som en trevinget klyde.
2016.03.23
STEMNINGSSTYKKE MED VANSKABNINGER - Makkerparret Oscar K. og Dorte Karrebæk er tilbage med en dunkel billedfabel, der som altid nok mest er for voksne
af Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensen i Politiken
Om det faste makkerpar Oscar K. og Dorte Karrebæks krasse billedbøger – med mørke emner som medlidenhedsdrab på evnesvage og barndommen som kz-lejr – er for børn, kommer man let i tvivl om. Det gælder også deres seneste bog, den illustrerede roman ’De syltede børn’, der uden frygt forfølger en morbid, men også hjertelig fascination af det misdannede og skæve.
Bogen kommer i en arkivmappelignende, gråmeleret kassette med påskriften ’De syltede børn’. Indeni gemmer en gulnet bog på fortællingen om en gruppe landsbybeboere i tiden efter en uvis og fjern katastrofe. Det er noget, der har bredt sig gennem vandet, en miljøkatastrofe af en art, der giver mennesker og dyr deforme kroppe og tomme hukommelser.
Fortællingen begynder lige på: »Flere år efter blev der i udkantsområderne født/ førstegenerations vanskabninger,/ lam med to hoveder, trebenede gæs,/ børn med to hjerter eller tyste hjerner./ Og Lidia i det hvide hus,/ en ung pige uden kropsåbninger,/ som ikke vidste af nogen mand«.
Både ord og streg har næsten noget David Lynch over sig
Denne pige uden kropsåbninger er det urovækkende resultat af hendes mors affære med en fremmed handelsrejsende, en bedemands søn. Alle »hanner« begærer hende og skammer sig over det. Hun står døv, blind, rådvild og længselsfuld ude i mørket hver nat.
Ingen ved, hvad man skal gøre, men endelig rejser en hel gruppe af sted med Lidia for at besøge »en mand, der udforsker livet«. Som også viser sig at være bedemandens søn, kæmpe og indehaver af et rædselsvækkende raritetskabinet med sære dyr og syltede børn: »forkrøblede embryoer og børn i glas,/ abnorme fødder, unaturlige vækster, afskårne hoveder«. Foruden Lidias mor i en glaskiste ...
Et stemningsstykke uden moral
Den muligvis incestuøst indavlede, muligvis lykkelige slutning på den ballade skal ikke afsløres her. Og jeg vil slet ikke begynde at tænke på den udlægning, en psykoanalytiker kunne komme med. Både ord og streg har næsten noget David Lynch over sig. (Næsten).
I alle tilfælde er ‘De syltede børn’ en dunkel fabel, hvor død vendes til liv; et sært eventyr, som der vistnok gemmer sig en eller anden mangfoldighedsmorale i, men som måske også koketterer lidt med den dunkelhed.
Ligesom de livsvise/lommefilosofiske valgsprog, kæmpen taler i: »Forunderligt er det, vi ser«, »Forunderligere det, vi forstår«, »Men forunderligst (...) er det, vi med forstanden ikke kan rumme«. Og hvad med: »Driften mod liv skænker verden sælsomme skabninger./ Her står de i glas,/ fordi nogen har haft øje for dem«.
Det må man selv bedømme, hvad man kan få ud af. ’De syltede børn’ skal heller ikke nødvendigvis selv rummes med forstanden eller moralen for den sags skyld, men læses som et stemningsstykke, båret af både gys og ømhed.
