ET ØJEBLIK I KVANTE SØRENSENS LIV
2011.10.24
Endnu en genistreg fra forfatteren Oskar K.
Anmeldelse på Æseløre.dk
Filosofisk fortælling med masser af historie.
Kvante Sørensen går en tur på kirkegården, mens hans mor føder. Han tænker på den storebror, der døde inden fødslen. Hvad nu hvis han ikke var død?
Der er mange gravsten på kirkegården. Han kender nogle af navnene fra gamle fotos. Det er her Kvantes familie ligger begravet. Også oldemoren som var linedanser i cirkus - det cirkus som lige pludselig er ved at stille op. Lige der foran Kvante. En pige står i bro. Hun hedder Louise og snakker gammeldags. Er det virkelig oldemor?
Oldemor Louise er ikke den eneste, Kvante møder. Det bliver en eftermiddag hvor flere familiemedlemmer dukker op. Lige der midt i det hele. Eller er det Kvante, der besøger dem i deres tid? Det skal man tænke lidt over.
Et øjeblik i Kvante Sørensens liv er endnu en genistreg fra forfatteren Oskar K. Som altid har han noget på hjertet - som han lige twister en anelse, så læseren bliver nødt til at tænke ekstra meget. Det er fedt.
Et øjeblik i Kvante Sørensens liv er en fortælling om slægtsskab inspireret af kvantefysikkens teori om paralleluniverser. Jeg ved ikke meget om kvantefysik og paralleluniverser - men jeg ved noget om historiebevidsthed. Og det er netop det bogen her arbejder med. Derfor vil den være god at bruge i historieundervisningen. Måske i et forløb om slægtsforhold.
Oscar K. har skrevet rigtig mange bøger for børn og unge. Måske har du læst nogen af dem - for eksempel: Forbudt for børn, Du er så fuld af løgn, Otto!, Hurtige Henning historer og Børnenes bedemand.
Teddy Kristiansen har illustreret Et øjeblik i Kvante Sørensens liv. De gyldne farver og flimrende streger passer perfekt til historien og giver den et ekstra lag.
2011.01.22
HVEM SKAL HAVE ILLUSTRATORPRISEN og BØRNEBOGSPRISEN I 2010?
Birte Strandby: Oscar K
En oplagt modtager til Børnebogsprisen kunne være Oscar K. med 'Et øjeblik i Kvante Sørensens liv' – en udfordrende og anderledes børnebog, der tager udgangspunkt i kvantefysikkens accept af muligheden for tidsrejser.
Kvantes mor skal føde, og under fødslen går Kvante rundt på kirkegården, mens han venter på sin nye lillesøster- eller bror. Blandt gravstenene træffer han familiens medlemmer, levende såvel som døde. De er her alle 12 år gamle som Kvante selv. Det giver sære og pudsige situationer, når man møder sin tipoldefar og sin far, længe før de får børn. Oldemor Louise forbavses til gengæld ikke over, at Kvante ved, at hun engang bliver linedanserinde.
Udover det filosofiske projekt med tider og paralleluniverser er der glimt fra fortiden: Den gammeldags gymnastikforening med fane og indmarch, et begyndende ungdomsoprør, musik man dansede til i 70’erne og tolkningskrævende udtryk med historisk kontekst: Enlig mor, almennyttig, feltmadras. Samlet giver det et omfattende portræt af godt 100 års dansk historie.
Fortællingen slutter med lillesøsterens ankomst, men det gør historien naturligvis ikke, og for lillesøsteren er den jo netop begyndt.
Tankeeksperimentet er interessant med en snert af stort overblik, og for den forældre (bedsteforældre/lærer/pædagog/voksne) der har et nysgerrigt og diskussionslystent barn mellem otte og tolv år i huset, er der guld til mange samtaler og god mulighed for bidrag til abstrakte tanker såvel som konkrete.
Desuden har bogens tekst et enestående supplement i Teddy Kristiansens illustrationer, der formelig springer ud af siderne og fanger både det filmiske, det storladne og understøtter bogens ydmyge erkendelse af at være en lille del af et stort fællesskab.
2011.01.03
Men hvad betyder formlen egentlig?
af Stig W. Jørgensen i EKKORUMMET
For et par dage siden skrev jeg om Oscar K. og Teddy Kristiansens interessante bog med den særprægede titel
og den noget mindre opsigtsvækkende undertitel Eller Gensyn med Heisenberg.
Nu har jeg jo også regnet ud at formlen udtrykker Heisenbergs usikkerhedsrelation. Men hvad betyder den helt præcist? Jeg spurgte min gode ven, fysikeren Thomas Frello, der ved den slags. Nedenfor følger Thomas' svar.
delta x = usikkerheden på partiklens position
delta p = usikkerheden på partiklens impuls
h = Plancks konstant, som er et meget lille tal
4*pi er bare for at det hele skal gå op
(impuls = masse gange hastighed, for det meste kan man bare tænke på impuls som hastighed, når man skal forstå formlen)
Formlen siger, at usikkerheden på positionen gange usikkerheden på impulsen aldrig bliver nul: Jo mere præcist man bestemmer en partikels position, desto mindre præcist kan man bestemme dens impuls (hastighed), og omvendt. Da Plancks konstant er så bittelille, er det ikke noget man i praksis kan observere i den makroskopiske verden, men det har store implikationer på atomar skala.
2010.01.01
Kvante Sørensen og Heisenberg
af Stig W. Jørgensen i EKKORUMMET
Den dynamiske duo bestående af den finurlige og ofte tabubrydende fortæller Oscar K. og den kendte tegneserieskaber Teddy Kristiansen har i det forgangne år fået udgivet to bøger inspireret af kvantefysikkens verdensbillede.
Et øjeblik i Kvante Sørensens liv (Høst & Søn) er en billedbog om den 12-årige Kvante der, mens moderen er på hospitalet for at føde, går sig en tur på kirkegården. Pludselig forflyttes han i tid og rum (eller også går han bare og fantaserer?), og i en række stemningsfulde vignetter møder han levende og døde slægtninge i deres ungdomstid. Efter de hurtige tidsrejser løber han hen til Fødeklinikken og afrunder slægtsdramaet med mødet med sin nyfødte lillesøster.
Det er en ganske fantastisk billedbog der ikke minder om nogen anden jeg kender. De små skildringer af møderne med anerne er minimalisme i ordets bedste forstand - med få replikker og underspillede virkemidler tegnes i hvert tilfælde både et skarpt tidsbillede og et karakterportræt samtidig med at der antydes en overordnet slægthistorie der sagtens kunne blæses op i Buddenbrooks-format. Illustrationerne i genkendelig Teddy Kristiansen-stil spiller fint sammen med teksten og bidrager med detaljer og ikke mindst stemning.
Bogen er ifølge bagsideteksten - jf. personnavnet Kvante - 'inspireret af kvantefysikkens teori om paralleluniverser'. Jeg synes dette er et lidt unødvendigt postulat. Kvante Sørensens møder med sine slægtninge kan fortolkes på mange måder, hvilket kun er et fortrin ved teksten, og det er lidt anstrengt at betegne disse visioner eller skæringspunkter i tid og rum som 'paralleluniverser' (måske ud fra en David Deutsch/Julian Barbour-agtig fortolkning af fortidige tidspunkter som særtilfælde af paralleluniverser?). Bogen ville stå lige stærkt uden at kvantefysikken blev bragt på bane.
Måske har Et øjeblik i Kvante Sørensens liv et genreproblem, forstået sådan at børn der er gamle nok til at få udbytte af historien, måske vil føle at begrebet 'billedbog' hører en yngre aldersklasse til. Men jeg kunne forestille mig at man kunne få meget ud af at læse og diskutere fortællingen med en åben og nysgerrig 8-9-årig. Og det er en billedbog som man helhjertet kan anbefale til den voksne læser!
Oscar K. og Teddy Kristiansen står også bag en mere omfattende og meget ambitiøs bog der til bibliografers fortrydelse som titel bærer formlen
og derfor oftest omtales ved undertitlen Eller Gensyn med Heisenberg (Forlaget Fahrenheit). Når noget præsenteres som en 'graphic novel' og bærer en sådan titel, forestiller man sig måske noget i retning af Michael Frayns skuespil Copenhagen eller et didaktisk projekt a la Logicomix (om den matetiske logiks grundlæggere). Gensyn med Heisenberg er noget ganske andet, en række sammenfiltrede tråde der hver især er fuldgyldige fortællinger som ikke nødvendigvis i sig selv rummer referencer til fysik & fysikere, men samlet set foregår i et ubestemmeligt 'kvanteunivers'. Til tider kan projektet minde lidt om Neutzsky-Wulffs mammutromaner fra de senere år hvor man ligeledes har en fornemmelse af at alt kan ske i teksten fordi kausalitetens almindelige love er ophævet - men uden Neutzsky-Wulffs docerende og ofte bastante stil. Tværtimod er skrivestilen i Gensyn med Heisenberg forfinet og sine steder elegant vittig. Helt i top er passagerne om digteren Olaf Kárason, en fortælling der er nådesløs og cool på den norrøne måde man f.eks. forbinder med den islandske mester Sjón. Fine iagttagelser og en fin de siecle-agtig stemning er der også i passagerne om atlanterhavsøen Presença.
Den smukke og noget hermetiske prosa med sit væld af referencer indbyder til adskillige gennemlæsninger. Gensyn med Heisenberg er et fascinerende og beundringsværdigt værk, men af flere grunde ikke 100 % vellykket.
For det første synes jeg ikke at samspillet mellem teksten og billedsiden er så godt som det kunne være. Bogen er på alle måder lækker, og Teddy Kristiansens layout og billeder - denne gang i en mindre letgenkendelig stil - er spændende, smukke og veludførte. Men kun i sjældne tilfælde føler man at billedsiden bidrager med stemning, detaljer eller fortolkninger der ikke allerede er til stede i teksten. Teksten ville kunne stå alene og fungere, og Gensyn med Heisenberg fremstår derfor som en roman med illustrationer. For at noget skal fortjene betegnelsen 'graphic novel', skal der være tale om et samspil hvor både teksten og det visuelle bidrager, og ingen af delene ideelt set kan stå alene. (Det skal dog straks siges at jeg ikke er klar over om 'graphic novel' er Oscar K. og Teddy Kristiansens egen benævelse for værket). Faktisk sker der for alvor først noget på det plan hen mod slutningen hvor ord og sætningsdele fader væk i gråtoner (et virkemiddel der måske i højere grad kunne have været anvendt til at antyde alternative handlingsforløb?) samtidig med at billederne går i opløsning og både tekst- og illustrationsmængden bliver mere sparsom side for side.
For det andet er jeg igen tvivlende over for den rolle kvantefysikken spiller i/for fortællingen. Jeg har før (i forbindelse med et digt om stofskifte og med evolutionsteorien) diskuteret naturvidenskabens rolle i kunsten og snævrere i litteraturen. Der er flere indfaldsvinkler. Der er det (didaktiske) historiske drama hvor man tager udgangspunkt i de videnskabsmænd der gjorde opdagelserne og formulerede teorierne. Der er de spekulationer vi i dag mere snævert opfatter som science fiction. Og endelig er der litteratur hvor man fortæller den historie man nu engang vil fortælle, i lyset af et videnskabeligt verdensbillede (som hos Ian McEwan). Oscar K's tekst indskriver sig klart i den sidste tradition, men jeg savner - måske især fordi jeg er science fiction-læser? - en præcisering af en bestemt udlægning af kvantefænomenerne som grundlag for fortællingen. F.eks. repræsenterer Københavnerskolen og mange verdener-fortolkningen af kvantefysikken radikalt forskellige verdensbilleder, og hvis man skal udlægge eller være åben for dem alle på én gang, skal det være en pointe i sig selv. Det 'kvanteunivers' Gensyn med Heisenberg foregår i, synes at minde om Borges' Alef - et punkt i rummet (og tiden) der rummer alle andre punkter. Det er som om Heisenbergs usikkerheds- eller ubestemthedsrelation fortolkes som et kunstnerisk anything goes, så hvad som helst kan lade sig gøre. Groft sagt er det vel lige så misforstået som at parafrasere Einsteins relativitetsteori som 'alt er relativt'.
Men disse indvendinger skal ingenlunde afholde mig fra at anbefale bogen som et ambitiøst eksperiment og en fornøjelse at læse!
2010.12.25
Poetisk historie om kvantefysik.
af Zenia Johnsen på Fortællingen.dk
“Man kan ikke spå om fremtiden”. Sådan siger man, og jeg tænker, at det er sandt, men man kan fabulere om den, og man kan vikle sig ind i tanker om alt det, der gik forud, da man fx ikke var der.
“Intet menneske er en ø”, sådan siger man også, og lad os sige, at i denne forbindelse betyder det jo bare det, vi alle sammen godt ved, nemlig at vi alle sammen hænger sammen, bagud og forud. Alle har haft en mor og en far og en mormor og en morfar, og en oldemor og…man bliver svimmel, hvis man vil prøve at regne ud, hvem der var den første. Hvornår startede kæden?
Kvante Sørensen er 12 år, og da vi møder ham, hænger han ud på kirkegården. Hans mor er ved at føde en lillesøster, og nu går Kvante så en tur på kirkegården imens og fordriver tiden med at se på fx familiegravstedet, som er fuldt af navne på mennesker, der engang har været levende, flere af dem før Kvantes tid. Pludselig sker det! Kvante er faldet igennem et hul i tiden, og en efter en møder han de mennesker, som er hans familie, og som alle har været 12 år: Oldemoren, der senere blev linedanserinden, hans forældre, bedsteforældrene, og de bliver alle levende og sprudler af ord og tanker.
Kvante hvirvler med og prøver at være 12 år sammen med sin familie i forskellige situationer. Det er mærkeligt men mest tankevækkende, og man kan godt blive pænt rundtosset af at tænke på det.
Det er en gammel tanke i det, man kalder kvantefysikken, at den kan føre til parallelle verdner adskilt af bittesmå forskelle. Måske falder Kvante virkelig ind i en parallel verden, eller også stikker hans fantasi af med ham. Tanker føder flere tanker, og da Kvante møder sin lillesøster for første gang, er hun måske lidt mere end bare en rynket og småpludrende baby, hun er et menneske, der har et helt liv foran sig med oplevelser og tanker.
Teddy Kristiansen er manden bag illustrationerne, og det er lykkedes ham at skabe et let flimrende visuelt univers, som rummer lidt samme poetiske usikkerhed som historien.
Oskar K. er mester i at undfange skæve og filosofiske historier, der udfordrer læseren, og Et øjeblik i Kvante Sørensens liv er bestemt ikke en undtagelse. Fortællingen har mange lag og kan læses helt bogstaveligt, men det er sjovere at lade være og slippe tankerne fri sammen med Kvante, hvilket fx kan gøres i en højtlæsningssituation med børn fra 9 år.
2010.12.05
Børnebog tager læserne med på tidsrejse
Oscar K.
Et øjeblik i Kvante Sørensens liv
Illustreret af Teddy Kristiansen
80 sider
Udgivet: 29.10.2010
Børnebog baseret på kvantefysik herunder Heisenbergs ubestemthedsrelationer, der udtrykker en overraskende egenskab ved naturen, nemlig at der om visse par af fysiske størrelser gælder, at man ikke samtidig kan kende deres værdier med vilkårlig nøjagtighed – eller mere relevant i denne sammenhæng: Fysikkens love forbyder ikke tidsrejser… og det er netop, hvad Kvante oplever – mødet med forfædrene, både de levende og de døde.
Kvantes mor skal føde, og Kvante går tur på kirkegården, mens han venter på sin nye lillesøster- eller bror. Blandt gravstenene træffer han familien. Uanset tiden er de alle 12 år gamle som Kvante selv. Det giver sære og pudsige situationer, som da han møder sin far, der besvarer hans spørgsmål med: Ja, hvem fanden er jeg? X. Den ubekendte.
Møderne vises i en række glimt af forskellige børn i forskellige tider. Der er klip fra den gammeldags gymnastikforening med fane og indmarch, et begyndende ungdomsoprør, sangtekster og tolkningskrævende udtryk med historisk kontekst: Almennyttig, enlig mor, feltmadras. Alt i alt et overraskende omfattende portræt af godt 100 års dansk historie. Måske med beskedne sprogfejl: ’Bagte’ man på hinanden i 1980’erne?
Fortællingen men ikke historien slutter med lillesøsterens ankomst.
Tankeeksperimentet er interessant med en snert af stort overblik, mens selve fortællingen er lidt sparsom, og bogens virkelige force ligger i de fabelagtige illustrationer, der formelig springer ud af siderne og både fanger det filmiske, det storladne og den ydmyge erkendelse, der nødvendigvis må følge af kun at være et enkelt på punkt på en uendelig lang linje. Tilbage er kun spørgsmålet om, den rammer den aldersgruppe den er tilegnet?
Birte Strandby i 24DK
2010.11.25
Det var dengang ...
Fortællinger fra fortiden. Hans Otto Jørgensens historier og Kvantes møder vidner om, at vi er en del af en større fortælling, at børneliv ikke er det samme til alle tider, hvilket er vigtigt for børn at vide
Af Line Beck Rasmussen i Information
Indrømmet. Hans Otto Jørgensens De gule føl - Ulykkes historier for børn er ikke hyggelæsning før sengetid. Den er måske ikke egnet til alle børn. De korte historier begynder ikke med »Der var engang …« men med »Det var dengang …« og skildrer en forgangen tids børneliv på landet. Med en jeg-fortæller hører vi om et liv, der ikke er så langt væk i tid, men til gengæld fjernt fra det liv, de fleste danske børn lever i dag. »Det var dengang …« er altså ikke begyndelsen på korte eventyr, men historier om dengang det kropslige, det grimme, det barske ikke blev gemt væk, men var en del af hverdagen.
Som i forgængeren Vand, blod, tis og maskiner, også med undertitlen Ulykkeshistorier for børn, der kom i begyndelsen af året, er kroppen meget nærværende, og set med nutidige briller fremstår flere af historierne groteske og voldsomme. I ‘En såret soldat’ går remmen af kværnen på kornloftet og flænser den ene side af drengens ansigt og flækker hans øre. Sjap-sjap lyder det fra remmen, der kører rundt og rundt. Vi hører om boltpistolen, der går af og knuser fingeren, så den bliver helt hvid og flad og bløder, dryp-dryp. Der fortælles om en kvie med stor byld, der gør at den må aflives, tis i hovedet på brorens ven, materie, der tømmes ud af ko nummer 69. Men trods bogens undertitel er det ikke den rene ulykke. De gule føl rummer også poesi. Drengen fortæller om bedstefaren, der drømmer om de gule føl. Det er også bedstefaren, der tager drengen med op på ladens tag, så de kan se det, der måske er verdens ende, og det er bedstefaren, der reparerer penduluret og dermed viser drengen, at det er tyngdekraften, der udmåler tiden. Vi hører også om den lille glade hund Vips og om bare at længes.
Barsk skildring
De gule føl er dog bestemt ikke et nostalgisk skønmaleri, men en fascinerende og til tider barsk skildring inspireret af Hans Otto Jørgensens egen barndom. Det er ikke for sarte sjæle, når Jørgensen viser, hvor voldsomt livet på landet kunne være. Kroppen, dyrs såvel som menneskers, er meget nærværende, hvilket også gør læsningen til en meget fysisk oplevelse. På én gang nøgtern, beskrivende om hverdagens hændelser og grotesk, voldsom, påtrængende. Hånd i hånd med det groteske går det sanselige, ligesom der også er plads til fantasien og billeder af, hvordan verden ser ud fra et barns synsvinkel dér for et halvt århundrede siden. Maria Wandels illustrationer er heller ikke runde og pæne. De er voldsomme og groteske som flere af historierne. De gule føl og Vand, blod, tis og maskiner er måske ikke særlig børnevenlige, men det var livet på landet så heller ikke. I hvert fald ikke set fra et nutidigt perspektiv. Netop på grund af dette perspektiv og på grund af den sproglige bearbejdning af en barsk hverdag er det væsentlige bøger.
Historier fra fortiden, der sætter nutiden i perspektiv, får vi også i billedfortællingen Et øjeblik i Kvante Sørensens liv med tekst af Oskar K. og illustrationer af Teddy Kristiansen. Mens Kvantes mor er ved at føde hans lille-søster, går han en tur forbi familiegravstedet på den nærliggende kirkegård og kommer ind i en parallelverden, hvor han møder såvel nulevende som afdøde slægtninge i deres egen tid, hvor de er omkring 12 år, den alder Kvante har nu. Gennem møderne oprulles ikke bare øjeblikke, små bidder, af Kvantes egen families historie, men også Danmarks. I begyndelsen af 1900-tallet møder Kvante sin tipoldemor, Louise, der var linedanser i cirkus. Han møder sin egen far i 1980’erne, da han spillede i band og hørte musik på walkman. I 1950’erner ser han sine bedsteforældre til gymnastikopvisning. Under besættelsen, sin farfars mor, der var ‘tyskertøs’ og fik sin søn med soldaten Otto, som havde pæne øjne og inviterede på chokolade og dans i Pavillionen. Kvante møder sin oldefar, Oscar, linedanserens søn, der havde tuberkulose og kom på sanatorium og senere på børnehjem, da moren faldt ned fra linen og døde, og han møder mormoren, Inger, der danser twist i 1960’erne. Og flere end det.
Historierne, Kvantes møder, med fortidige slægtninge er korte, men sammen med Teddy Kristiansens billeder, giver de gode beskrivelser af, hvordan livet for børn og unge mennesker har set ud. Billedfladerne er spændende, fysiske med et meget særegent taktilt udtryk, der samtidig inkorporer grafik fra de forskellige tider, og bogen opruller dermed også gennem billederne historien om tidernes skiften.
Et øjeblik i Kvante Sørensens liv er inspireret af kvantefysikkens teori om parallelle verdener, og de punktvise nedslag i slægtshistorien holdes sammen og støttes af en stamtavle forrest i bogen, der gør det lettere at navigere rundt blandt personerne. Desværre er der adskillige årstal, der ikke stemmer overens med de gravstene, der indleder de forskellige kapitler. Det er dog skønhedsfejl i en meget fin bog, hvor Kvantes møder med fortiden giver stof til eftertanke om, hvordan vores liv blot er et øjeblik i den store historie, og om, hvordan barndom og ungdom ser ud i dag sammenlignet med tidligere. Vores forfædres liv var meget anderledes, selv for ikke så mange år siden. Samtidig var mange af følelserne de samme. Hans Otto Jørgensens historier og Kvantes møder vidner om, at vi er en del af en større fortælling, at børneliv ikke er det samme til alle tider, hvilket er vigtigt for børn at vide. Barndommen er dermed heller ikke en fast defineret størrelse i dag. Børn er ikke bare børn og børnelitteratur er ikke en homogen masse. Og det er vigtigt for de voksne at vide.
2010.11.23
EN I ALLE HENSEENDER SKØN OG TANKEVÆKKENDE BOG
Af Sara Nørholm i Kristeligt Dagblad
Et ualmindeligt fornavn har hovedpersonen i en ny original fortælling af Oscar K., ”Et øjeblik i Kvante Sørensens liv”, der er inspireret af kvantefysikken og åbner for svimlende perspektiver. For hvad vil det for eksempel sige, at det ikke er tiden, der går, men os, der bevæger os gennem tiden? Mens moderen skal føde, går Kvante på 12 år en tur på kirkegården, hvor han tænker på den storebror, der døde inden fødslen, og på, hvor han selv ville have været, hvis han ikke var blevet født. Han ser på gravsten, hvor han genkender navne fra fotoalbummet derhjemme, og pludselig møder han til sin undren for længst afdøde familiemedlemmer, der kan fortælle nye historier om sig selv og den tid, de lever i. Det er det 20. århundredes danmarkshistorie fortalt i glimtvise, præcist registrerede tidsbilleder, hvor illustrationernes blanding af akvarel, tuschtegning og tidens grafik og reklamer giver plads til mange historier på én gang. Og det er en i alle henseender skøn og tankevækkende bog for større børn og voksne. Kun er det underligt og ærgeligt, at tallene på stamtavlen og de forskellige gravsten ikke altid stemmer overens. Medmindre – og det er ikke usandsynligt – der er tale om en kvantefysisk spidsfindighed, jeg ganske enkelt ikke har forstået.
2010.11.20
ET FILOSOFISK EKSPERIMENT
Af Karen Lise Søndergaard i Jyllands-Posten
En børnebog inspireret af kvantefysikkens ubestemthedsprincipper? Jep. Det er Oscar K., der igen leverer herlige børnelitterære besynderligheder. Men fortællingen om Kvante Sørensen er faktisk ikke helt så mærkelig, som den lyder.
Kvante er en helt almindelig dreng, der går tur på kirkegården, mens han venter på, at hans lillesøster skal komme til verden. På kirkegården besøger han familiegravstedet, hvor hans bror og en masse andre familiemedlemmer ligger begravet. Mens Kvante går og spekulerer lidt over livet og døden, sker noget mærkeligt. Tiden ophører med at eksistere, familiemedlemmer fremkaldes som ældgamle negativer for så at forstøve og afløses af andre.
Oscar, Kvantes (døde) oldefar forklarer:
”Tiden findes kun i tankerne (...) Den går ikke. Det er os, der bevæger os fra nu til nu. Fortid og fremtid smelter sammen til et øjeblik, alt sker på én gang.”
Det er netop dette tidløse ”øjeblik”, Oscar K. og illustrator Teddy Kristiansen skildrer.
Oscar K. skøjter ubesværet mellem forskellige tiders sprogtoner og lader de små glimt af tid fusionere til en fortælling, der glider overraskende let. Teddy Kristiansens brun-gule collager er fremragende, og teknikken med de halvtransparente lag-på-lag understreger fortællingens tematik på fineste vis. Samlet har bogen dog karakter af filosofisk eksperiment, som undrer mere end rører.
2010.11.08
TABU TIL TIDEN – fem hjerter i Politiken
Af Steffen Larsen
Tænk, hvis du mødte din tiptipoldemor på gaden? Oscar K. Leger med kvanterne, og Teddy Kristiansen tegner til.
Billedbog. Høst. 80 sider, 249,95 kroner.
For et par år siden sendte navnet Oscar K. alias Ole Dalgaard – oftest med tegneren Dorte Karrebæk – chocklignende bølger igennem børnebogens verden.
Med billedbogslignenede titler som ”Børnenes bedemand”, ”De skæve smil” og ”Idiot” fortalte Oscar K. om bedemanden, der synger for de døde børn, om ufødte aborters efterliv samt medlidenhedsdrab. Det er blevet sagt, at af tabuer i bøger for børn er der nu kun Holocaust tilbage. Men snart ikke længere. Oscar K. og Dorte Karrebæk vandt nemlig i foråret Statens Kunstråds store illustratorkonkurrence med en bog, der hedder ”Lejren”. Den udkommer snart.
Med billedhistorien ”Et øjeblik i Kvante Sørensens liv” går Oscar K. om bord i de indre tabuer. Bogen lægger sig i forlængelse af den nys udkomne grafiske roman, hvis titel er en lang fysikligning efterfulgt af ”Gensyn med Heisenberg”. Søren Vinterberg gav den seks sjældne hjerter her i avisen. Det er Teddy Kristiansen, som har illustreret begge bøger. Han kender til drømmetid og kvanter.
EGENTLIG ER DET dybt kontroversielt at lave om på tilværelsens tid og rækkefølge! Sådan for alvor. Vi er vænnet til, at Harry Potter kan flyve, at drager spyr ild, og at Lucky Luke er hurtigere end sin egen skygge. Men hvad nu, hvis det blev til virkelighed? Du kommer gående ned ad gaden, og så møder du pludselig din urmoder som 12-årig. Ligesom du selv er. Det er, hvad der sker for drengen Kvante i den magiske time, hvor hans mor ligger på fødegangen og skal levere endnu et ansigt til familiealbummet. Samt endnu en sten til familiegravstedet. Det bliver en pige. Hun skal hedde Emma. Og det er alvor.
Vi er i ”Kvanteland”, hvor alting kan ske. Bag ordene gemmer sig både Bohr og Heisenberg og alle tankerne om kausalitet, kvantemekanik og determinisme. Det kan man læse videre om i den grafiske roman, men i billedbogsform er det ikke helt så nødvendigt, for alle børn ved, at alt kan ske.
Oscar K. og hans tegner opløser tid og sted. Sproget er holdt i nøgterne hovedsætninger. Læseren kommer på arbejde med at hitte rede i det u-redelige. Teddy Kristiansen giver dog en sparsom, hjælpende hånd i løvfaldsfarver med lidt lokalkolorit fra fortiden. En gymnastiktime med plint og Dannebrog. Piger i pæne kjoler. Og det brev i skønskrift, som Hanne gav Niels Ole. Hun synes ikke, de skal komme sammen. I hvert fald ikke lige nu. Hanne er bedstemor til Kvante, og hun lever endnu. Bogen om Kvante og hans store familie har samme overblik og anslag som Gerd Rindels fine roman ”NU” (1992), der indledningsvis holder en racistisk hånd med en kniv tilbage, mens slægtshistorien bliver oprullet. Oscar K. samler til sidst de levende og døde på hospitalets fødegang til et gruppebillede med lille Emma i midten. Det er kun Kvante, som kan fornemme, at hele den nyere og nære slægt siden 1899 er samlet. Der blev ikke plads til vikingerne denne gang.
Mød Oscar K. og Teddy Kristiansen i forbindelse med ”Gensyn med Heisenberg” lørdag den 13. november kl. 15.00, Stand 40, og Oscar K. og Jens Raahauge om Illustreret Verdenslitteratur søndag den 14. november kl. 14.00, Stand 91.
2010.11.03
Suverænt og virkningsfuldt!
Anmeldt af: Tonny Hansen i FOLKESKOLEN
At blive storebror i moden alder - tolv, vil jeg skyde hovedfiguren til - giver anledning til overvejelser over éns egen plads i livet. Kvante benytter ventetiden med mor på fødegangen til at gå på opdagelse i familiekrøniken. En tur på kirkegården fører ham ind i en parallelverden, hvor han møder en række personer fra sit stamtræ, der er lige så knudret og indviklet som så mange andre moderne familiers.
Kvante er opkaldt efter det fænomen i fysikken, der kan beskrives ved, at det, der sker for to sammenknyttede elementarpartikler - fotoner - sker på samme tid, uanset hvor langt de er fra hinanden i afstand eller tid. Pointen her er, at i så fald må hver enkelt lillebitte del af drengen kunne eksistere i nutiden og fortiden på samme tid, og så giver det jo mening at kunne møde sine forfædre i realtid, på det tidspunkt hvor de også var 12 år. Det giver en række spændende, sørgmuntre og tidstypiske stemningsbilleder. Fra tipoldemor som cirkusartist til senere generationers alt for almindelige liv i det almennyttige boligbyggeri. Bogen vrimler med fænomener og ting fra en tid, som nogen faktisk kan huske. Den gode dansklærer har her sit livs chance for at fortælle, at det er vigtigt at høre efter, hvad ældre mennesker fortæller!
Illustratoren har løst opgaven på imponerende vis ved at indfange stemningen fra gymnastikopvisninger, kærestebreve og fornemmelsen af at sidde i en grøftekant og skrive bilnumre op. Ud over håndtegning benytter han tidstypiske illustrationer, der bliver lagt ind som vandmærker under tekst og øvrige illustrationer. Suverænt og virkningsfuldt!
2010.11.01
SMUKT BOGHÅNDVÆRK
Oscar K.
Et øjeblik i Kvante Sørensens liv (2010)
Emne: familiehistorie ; slægtsforskning ; slægt ; historie ; kvantefysik ; kvantemekanik ; parallelle verdener
Kvante er 12 år, og mens hans mor føder en lillebror, går han en tur på kirkegården. Da han går forbi familiegravstedet og tænker på sin storebror der døde inden fødslen, træder han ind i en parallelverden, hvor han møder slægtninge, afdøde og nulevende, mens de er på hans egen alder.
1. udgave - Kbh., Høst, 2010. - [76] sider.
Lektørudtalelse
Anvendelse/målgruppe/niveau:
Bogen kan bruges i skolen med børn i 4.-5. klasse, til selvlæsning fra 11 år. Bogen handler om slægtsforskning i et parallelt forløb inspireret af kernefysikken og Heissenberg, tonen er filosofisk og humoristisk.
Beskrivelse:
I symbiose med nogle usædvanlige illustrationer fortælles historien om Kvante, der på den dag, hvor hans lillebror skal fødes, går en tur på kirkegården. Han mindes den storebror der døde inden fødslen, og tænker på hvor han selv ville være, hvis han ikke var født. Kvante møder derefter i tanker afdøde og nulevende slægtninge, da de er på hans alder. Det er en vigtig og bærende pointe i bogen, der giver den stor relevans i forhold til emnet slægtsforskning. Billederne er tegnet med konturstreger med flere underliggende transparente lag. Billedsiden er dynamisk og virtuos, farveholdningen er præget af farverne gul og brun i forskellige ofte retro-agtige nuancer. Der bruges en del gravsten også for de nulevende, så blot uden dødsår. Teksten er ligeså dynamisk og humoristisk, og den bruger en del dialog, men også tidstypiske referencer. Bogens pressemeddelelse kalder forfatterens andre børnebøger for ofte kontroversielle, det synes jeg ikke denne er, men den kræver fokus af sin læser, og måske formidling for at blive opdaget. Illustrator kendes bl.a. for tegneserier for voksne. Smukt boghåndværk.
Sammenligning:
Jeg kender ikke noget andet.
Samlet konklusion:
En original og interessant bog om slægtshistoriens betydning for det enkelte menneske. Bogen har meget at byde på, både æstetisk og indholdsmæssigt
2010.11.01
Et øjeblik i Kvante Sørensens liv
Bent Rasmussen, redaktør af "SKOLEBIBLIOTEKET"
Oktober 2010.
Oscar K. udforsker, afprøver, afæsker… bestandigt nye muligheder i sine historier for børn, unge og voksne. Senest har han gjort det med ”Et øjeblik i Kvante Sørensens liv”, der er en pudsig og interessant fortælling for store børn og voksne.
Fortællingen er i virkeligheden en slags slægtshistorie, hvor der gås bagom de facader, der altid findes i fotoalbummene, familieskrønerne samt de fortielser, der findes i så godt som enhver familie. Med andre ord: de go´e historier!
”Et øjeblik i Kvante Sørensens liv” er små, korte tankenedslag i slægtshistorien. Kvantes (12 år) mor skal føde, og i ventetiden går han en tur på kirkegården, ser på gravstene og tænker på den storebror, der døde inden fødslen. Hvor ville han for eksempel selv have været, hvis han ikke var blevet født? Underlige og svimlende tanker, som Oscar K. også har beskæftiget sig med i ”De skæve smil” (Ill.: Lilian Brøgger). Ulf Stark har ligeledes berørt en lignende tankegang i den fremragende billedbog ”Min søster er en engel” (Ill.: Anna Höglund).
Forrest i Oscar K.´s bog findes der en slægtstavle, der går tre slægtled tilbage fra hovedpersonen Kvante, født i 1998. Fiktivt eller ej, kirkegårdens gravstene giver masser af inspiration til, at Kvante i små glimt kan forestille sig, hvad der er sket i de forskellige familiemedlemmers liv. Han møder sine familiemedlemmer, da de var på hans egen alder.
Oscar K. fanger fine små episoder, der på glimrende vis karakteriserer tiden. Sangen ”Stræk din fod. Fremad, frem med frejdigt mod…” giver med det samme denne anmelder mindelser om barndoms- og ungdomstidens gymnastikopvisninger i forsamlingshuset. Oscar K. bruger også – som i andre af sine bøger – datidens populære slagermelodier til at karakterisere tiden med.
Teddy Kristiansen har illustreret fremragende. Illustrationerne ligger som en fornem bastone igennem hele bogen, og han følger hele Oscar K.´s ”musik”, rytmisk og fint – om man så må sige.
PS: Det blev i øvrigt en pige, og lillesøsteren skal hedde Emma.
