MAN BEGRAVER DE DØDE
2019.12.21
5 hjerter til stærk billedroman: De tager til stranden med køletasken. Mormor drikker hvidvin af små flasker
af Steffen Larsen i Politiken
Det spirer og gror i billedværker for børn og andre mennesker. Dorte Karrebæk, Mette Bystrup og Bent Haller står bag tre bøger, som på hver sin måde er stærke sager om barndom, ensomhed, savn og forskellighed.
Teksterne bliver kortere og kortere, og billederne bliver flere og flere. Sådan er det med bøger for børn og unge lige nu. I det hele taget har billedsiden fået optur med de grafiske romaner og betegnelser som billedromaner, billednoveller, miniværker og stærkt illustrerede alle aldre-bøger. Det er godt, vi har så mange gode tegnere.
Hvis der er nogen, som har knækket hegnspæle og gjort op med, hvad man kan fortælle børn og andre mennesker, så er det Dorte Karrebæk – stærkt støttet af pseudonymet Oscar K. De afsluttede samarbejdet sidste år med ’Lighuset i Breslau’, hvor alle kort blev lagt på kistelåget. Nu er hun på egen hånd og pensel. ’Man begraver de døde’ er stærke sager. Det er en bog i kategorien ’billedromaner’, som bliver udgivet af dansklærernes eget forlag.
Og den går sådan her: Drengen med huen vågner, det gør den lille hund også, mormor ligger i sengen, flasken står på bordet, så går de til stranden med køletasken, mormor drikker hvidvin af små flasker, drengen leger med hund og en gang imellem med andre børn. Så går de hjem, og når mormor er faldet om, kigger drengen på stjerneskud. Til allersidst bliver der skrevet »mormor« på den gravsten, hvor der allerede står »mor«, og så vokser barnet med raketfart, som det også sker i tegnerens hovedværk (ét af dem) ’Pigen der var god til mange ting’.
Det er en historie i tilsyneladende henkastede illustrationer, som det er Dorte Karrebæks varemærke for tiden, men de er ladet med betydninger og usagte ord. Farverne er holdt i afbleget retro. Hun går tæt på. Mange vil mene, at hun går for tæt på, men ikke jeg.
Hjerteskærende
Så lad det fortsætte i det triste spor! Mange vil mene, at det er lykken at være tvilling, men ikke Mette Bystrup. ’Du er her ikke’ er en hjerteskærende poetisk billedblues over ensomhed og savn efter den anden halvdel. Den smukke aflange bog består af situationer i farver og sort-hvid, hvor fortælleren tænker tilbage på den fælles barndom eller præsenterer situationer i nutiden, hvor hun af lutter længsel efter nærhed læner sig mod en fremmed kind i tog eller butikskø. Bogen er oprindelig en afgangsopgave til Konstfack i Stockholm og er lettere bearbejdet til udgivelse her i Danmark.
2019.12.04
I Man begraver de døde viser Dorte Karrebæk den fortællekunst, hun mestrer, og som hun har demonstreret i en lang række værker; men også sine evner som illustrator med indfølte, ekspressive og stærke billeder
af Søren Fanø på bogbotten.dk
”Først da så hun ham.
Hver morgen med forundring, som om hun hver nat glemte, at han var der.
De to og Hund. Mormor og han og Hund.
Andre var der ikke tilbage.” (s.7)
Man begraver de døde er en smuk, stærk og barsk fortælling om en dreng i dyb eksistentiel krise fortalt i billeder og ord af Dorte Karrebæk.
Sammen med Ole Dalgaard (Oscar K.) og alene har hun skrevet og illustreret en lang række grænsebrydende, tabubrydende og kunstnerisk grænseflyttende billedlitterære værker.
I Man begraver de døde er hun tilbage i de kuldslåede beskrivelser af den barndom, man ikke ønsker for nogen. For blot at nævne to af hendes og Oscar K.´s (Ole Dalgaard) grænsebrydende værker, der tager fat om netop dét: Idiot (2009) og Lejren (2011). Begge omdiskuterede værker der udforsker en eksistentielt kriseramt barndom. Et tema, Dorte Karrebæk her i Man begraver de døde igen udforsker.
I hendes let genkendelige streg og i et prægnant dansk føres vi gennem fortællingen om en lille dreng, der kæmper med sorgen over sin døde mor og en følelse af stor ensomhed og forladthed i livet med sin lille hund hos mormor. En mormor der dør under en tur til stranden.
”Og han ved hvordan. Han tager sin skovl og få en fornemmelse af alvor. Af at han er voksen. At han ved mere end andre drenge i hele verden. At han nu er med i det store ingenting, som er alt. Hund er der også, han og hund. Men så brister tanken.
Forsvinder sammen med det sand, han dækker mormor med. Nu, hun er væk, kommer han i tvivl. Hund kan ikke hjælpe ham, men det er jo sådan, man gør. Begraver.
Bagefter. Hvad gør man bagefter? Der er langt hjem, og mormor kan ikke komme med.” (s.47).
Man begraver de døde er bygget op, så selve introduktionen til fortællingen udelukkende fortælles i billeder. Vi er med Dreng, Hund og Mormor ude ved morens grav.
På samme måde er slutningen udelukkende fortalt i billeder af Hund og drengen på tur ud til morens grav, efter at de to er blevet fundet af fremmede, der i et smukt opslag fortæller om, da de endelig bliver fundet og taget hånd om.
Som det sig hør og bør i K. E. Løgstrups forståelse, ender den stærke fortælling om en eksistentiel krise med, at der er håb på den anden side af bogens omslag.
Dorte Karrebæk er med mere end 260 bogudgivelser bag sig en af de mest produktive og innovative danske illustratorer og billedbogsmagere gennem tiden. Hun er arvtager efter billedfortællere som Ib Spang Olsen og Svend Otto S., og hun har været med til at uddanne og danne skole for nye generationer af illustratorer. Man begraver de døde føjer sig ind i denne perlerække af udgivelser.
I Man begraver de døde viser Dorte Karrebæk den fortællekunst, hun mestrer, og som hun har demonstreret i en lang række værker; men også sine evner som illustrator med indfølte, ekspressive og stærke billeder.
I skolen kan værket læses, undersøges, analyseres og fortolkes i de ældste klasser, og fortællingen kan fint indgå i en forfatter- / illustratorskabslæsning. Fortællingen er herligt fri for løftede pegefingre, hvilket giver plads for læserens egen oplevelse af teksten. Man begraver de døde er en god fortælling, kort, poetisk og præcist fortalt i tekst og billeder med stor indlevelse.
2019.11.11
Dorte Karrebæk: Man begraver de døde. Jesper Wung-Sung/Otto Dickmeiss: De tre små kinesere
På bausagerbooks
Dansklærerforeningens Forlag viser gang på gang vejen i forhold til fag- og skønlitterære udgivelser. En serie som jeg er særligt begejstret for er Billedromanen.
Jeg har altid været optaget af børns læselyst. Billedromanserien var tilbage i 2006 et målrettet forsøg på at nå gruppen af 9-12-årige, som var vilde med de multimodale medier. Vilde med spænding, action, gys og humor. Konceptet er helt enkelt. I værkerne skal være et begrænset antal tekstlinjer på et begrænset antal sider – og mange illustrationer. Siden 2006 er forlagene heldigvis blevet bedre til også at udgive illustrerede bøger til de ældre børn. Man har gjort op med tanken om, at en billedbog kun er til de yngste. Jeg er faktisk overbevist om, at Alineas skønne serie MiniVærk (indskoling), Carlsens fine Billednoveller (mellemtrin/udskoling) og Gyldendals flotte Billednoveller for unge (udskoling) er inspireret af Dansklærerforeningens billedromaner.
Nu er der kommet to nye skud på stammen af Billedromaner. Dorte Karrebæk “Man begraver de døde”. Jesper Wung-Sung/Otto Dickmeiss “De tre små kinesere”. Man er ikke i tvivl om, de er afsenderne. Karrebæk dystert – men alligevel med en varme. Wung-Sung med et sprogligt overskud, masser af intertekstualitet og (selvfølgelig) H. C. Andersen.
Hvis du ikke har stiftet bekendtskab med Billedromanen – så lån hele serien – og husk at få de nye med!
Tak, Dansklærerforeningens Forlag
2012.11.28
Ubarmhjertig børnebog er slet ikke for børn – 1 stjerne!
Dorte Karrebæks »Man begraver de døde« lugter af 68ernes glæde ved at indsætte børn i ubehagelige og trøstesløse voksensituationer.
Af Eva Selsing i Berlingske tidende
»Man begraver de døde«, som skal forestille at være en børnebog, indledes med et citat af kirkefaderen Origenes. Men hvor citatet er smukt, er resten af bogen det ikke.
Det er ifølge bagsideteksten en »fin og barsk fortælling« om »et barn i dyb krise.« Men »fin« er et underligt ord at bruge her. Den er sådan set brutal. Der er intet håb, intet lys. Kun en lille dreng, der først mister sin mor og hurtigt derefter det eneste andet menneske i hans liv, en usympatisk, alkoholiseret mormor. Som han selv begraver. Alt sammen illustreret med forfatteren, Dorte Karrebæks, egne, kviumsk-uhyggelige tegninger.
Hvis ikke ens barn var i krise inden, kan det da komme det efter endt læsning. Mage til ikke-børneegnet børnebog skal man lede længe efter. Jeg håber sandelig ikke, at Dansklærerforeningen har tænkt sig at distribuere den til nogen af de helt små. Det vil kræve meget nærværende voksne at eksponere barnesindet for noget så mørkt og trøstesløst.
Og mørket bliver ikke rigtig opvejet af noget andet. Der er intet sprogligt spændende ved »Man begraver de døde«. Ingen historie at følge – men det skyldes måske litterære ambitioner hos forfatteren? Ingen givende tegning af de implicerede. Kun en hurtigt gennembladret fremstilling af lidelse. Som et nærbillede af et benbrud. Hvad er mon meningen?
Jo, bogen kunne måske være tænkt som terapiredskab for et barn i krise? Men det virker ikke sandsynligt. Selv børn i krise – eller netop børn i krise – har brug for lys. De har brug for de voksnes forsikring om, at varmen er der, også når man ikke lige kan mærke den. Det ved enhver voksen, der holder af børn, også godt.
At eksponere små mennesker for det ubarmhjertige mørke uden håb eller mening er den rene, postmoderne nedtur. Men det lugter også af 68ernes glæde ved at indsætte børn i voksensituationer. Respekten for det lille sind og ønsket om at beskytte det, er noget, borgerdyrene går op i.
Jeg vil ikke anbefale bogen til noget barn. Og heller ikke til nogen voksen. Hvad Dansklærerforeningen havde i tankerne ved udgivelsen, fortaber sig i mørket.
Man begraver de døde
Forfatter og illustrator: Dorte Karrebæk. Sider: 55. Pris: 159,00 kr. Forlag: Dansklærerforeningens Forlag
