KVINDEN DER IKKE KUNNE HUSKE
2014.12.03
Kvinden der ikke kunne huske emmer af fordærv og råddenskab. Mærkelig, mystisk og god. Det er barskt og sparker, nej spanker røv. 4 slag på ballen der efterlader blodrøde striber ud af 5 mulige
Kvinden der ikke kunne huske!
af Berti Stravonsky på dansketegneserieskabere.dk
Hver anden weekend kommer mine piger, og så er vi, i vores sammenbragte familie, mange i stuen og mange om at få tingene til at fungere. Hver aften, når vi er så mange, arrangerer vi læsehygge i stuen, og så kan man drikke the, tegne og male, klippe og nogen gange klistre, og jeg forsøger altid at indoktrinere ungerne til at læse tegneserier. Så jeg har en stak med, nye som gamle, og lader dem som regel bare ligge i en lille bunke. Da det nu efterhånden er blevet en slags tradition, så går de altid bunken igennem og kæmper normalt om de samme udgivelser. Smølferne er der altid rift om, samt Elverfolket, og den ro og den stemning vi sammen skaber, er at regne for kvalitetstid, tænker jeg.
Jeg har jo alle dage været glad for et godt gys, og synes, at lige præcis den genre sidder bedst fast i min bevidsthed og erindring.
Så jeg var spændt og fulgte godt med, da bunken i lørdags (jeg prøver altid at tage noget nyt med, herunder graphic novels) havde fået følge af Rasmus Bregnhøi og Oscar K.
De to yngste på 9 og 10 kastede sig over Little Miss Nobody og Kvinden der ikke kunne huske, men kastede dem hurtigt tilbage i bunken. Min ældste på 13, havde travlt med en juledekoration, men nappede så, efter et stykke tid, også Kvinden der ikke kunne huske. Hun lagde den dog hurtigt bort.
Der gik lidt tid. Vi hyggede videre. Og så skete der det interessante, at min ældste nappede Kvinden på ny, og sad denne gang betydeligt længere med den. De andre fumlede videre, jeg med, men hun læste videre og læste den til ende.
Jeg spurgte, hvorfor hun havde taget den på ny, og hvad hun synes om den. Det ved jeg ikke, lød svaret på begge spørgsmål. Et klassisk svar, som jeg, både som lærer og far, har hørt til bevidstløshed.
Men da vi senere skulle se film og æde lørdagsslik, og mørket sad i stuen, så talte hun, og fortalte. Hun kunne lide den, men synes at den var uhyggelig. Der var noget over tegningerne, som hun ikke kunne lide, men den var alligevel spændende og da hun er lige så nysgerrig som katten, så læste hun videre. Men den er underlig, sagde hun flere gange. Den er mærkelig.
Og ja – det er den. Mærkelig, mystisk og god. Jeg har nu læst den to gange, og in between lige genopfriske de to øvrige, om end Kvinden der ikke kunne huske sagtens fremstår som ’sin egen’ og behøver ikke de to forgængere.
Men mystisk, sær og mærkelig, det er den, og selvom jeg nu har haft knolden i den et par gange, så er jeg ikke sikker på, at alt går rent ind. Heldigvis er jeg af den opfattelse, at det gør intet. Kunst har det med at komme snigende. Læseoplevelsen og stemningen, der var imens, tager jeg med, som min datter, og det er såre godt.
Nå – alt dette ovenfor er blot sniksnak. Nu lidt om værket. Det er tredje bind i trilogien, og det ligner en slags afslutning. I hvert fald ligger Schniff med et saligt smil og uden underbukser til sidst, og der kunne godt have stået Happy end. De er nøgne og de smiler. Det er ikke så tosset.
Der er nu ikke så meget at smile af i det univers, hvori vores to venner har deres gang. Det er lurvet, det er mørkt og barskt, og både tegninger og ord emmer af fordærv og råddenskab. Klart at vores aktører enten er blind eller vant til at leve i en døs. Når man lukker sanserne, sover man roligere. Men de er jo på en slags mission, og trilogien rummer også et håb for fordærvets frelse. Kysset på næsen, at blive holdt om ekstra længe og til sidst at dele lagner er på et direkte og forståeligt plan. Lidt anderledes, mere subtilt, at mørket overvindes og retfærd vinder, på et andet plan. Så, en dystopisk fortælling som udgangspunkt, og det forklarer måske, at mine tre tøser ikke umiddelbart nappede til, men lagde bogen bort. Fæle illustrationer kræver modenhed, og der er mine piger ikke endnu.
For det er fæle illustrationer. Ikke at de er dårlige, slet ikke. Men fæle as in grusomme og modbydelige. Hakkede, kantede, grumme netop for at anrette den brutale underverden, som så mange klassiske tegneserier har skitseret så klassisk. I ’Kvinden der ikke kunne huske’ er der præcis den barskhed, som en tur i en storbys baggård viser. Der er ækelt, fælt og ikke til at holde ud. Menneskehandel, nedrighed, vold, organhandel, misbrug, drab, og som i Den lille rødhætte, skal man ikke altid tro det bedste om folk. Til sidst, hvor alle puslebrikkerne så nogenlunde lægges, viser det sig jo, at de gode også kan være kantede og ufine.
Bogens virkelige helt, vores primære aktør, Schniff (Kan man tænke sig et grimmere navn? Jo, Adolf, som skriger så enerverende i en bogens ekstremt dystre passager) er jo eminent. Han er tegnet så tilpas neutralt for tilforladelig, at hans smilende glade alt for store hoved virker som en satans kontrast til alle de fæle og sære ting, som bogen viser. Et gysende nedslag er på side 51-52 stykker, hvor vores venner går tur i fordærvet. Her er selvmordere, hovedløse voksne, angste børn og en lille perle, to brutalt udseende mænd kaster mønter efter og ind i en kvindes fisse. Vammelt, fælt og uforglemmeligt.
Illustrationerne er bogens store plus. Netop fordi de er så satans rå på en lidt tuttenuttet måde. Farverne får ens indtryk til at blafre. Det tunge mørke afbrydes af lyse skinnende kulører, og det er med til at hæve bogens dynamik og fremhæver kontrasterne. Det bastant mørke bliver endnu mere sort, når lyset ind i mellem skinner.
Men det kan også forvirre og forvilde. Jeg kan godt forstå, at mine tøser ikke umiddelbart holdt af bogen, for det kræver en vis alder, eller erfaring. Det samme kan siges om bogen som helhed. Den kræver lidt af sine læsere, de kantede karakterer, farvernes betydning, skellet mellem det barske og det frelsende, og oveni forholdet mellem Schniff og Lilith. Det er skidt hvis man elsker sine vaner, men skidegodt hvis man lader sig fornøje og forføre, og især lade bogen udviske ens vaner. Som sådan er Oscar og Rasmus med til at bryde barrierer og tænke nyt, og det kan ingen begræde. Tegneserien som sådan har brug for, og især gavn af at man tør have nosser og lave nyt. Her, på en slags klassisk krimifacon står trilogien stærk, og Kvinden der ikke kunne huske stærkere. Med et ’jeg har set det før’ men det rykker alligevel på en ny måde…
Samlet vurdering: Kvinden der ikke kunne huske kræver lidt af sine læsere. Mine piger stod af og på, og jeg står stadig. Rasmus B og Oscar K driller. De er dødsensalvorlige, men de driller, fordi de tager et klassisk udgangspunkt, og tør sætte det ind i en lidt halvgrim ramme. De går på line mellem det sikre og der hvor man for alvor kan falde ned. Lidt som linegangere over gaden mellem to bygninger. Plottet er smalt og ikke alle brikker falder endeligt og solidt på plads. Men man svæver i læsningen, og sidder tilbage med en ’Wahuu – hvad var det, der skete’. Kvinden der ikke kunne huske er ikke et mesterværk, men et drilleværk, og bestemt en bog man husker. Måske ikke en bog man vender tilbage til i en uendelighed, men man vil huske den, for den gør indtryk. Og det gør den kun fordi den rummer kvalitet. Det er barskt og sparker, nej spanker røv.
4 slag på ballen der efterlader blodrøde striber ud af 5 mulige.
2014.07.12
BLINDSPOR OG ØJENÅBNERE - en dansk graphic novel, som forener naivistisk grimsmuk streg med overlegen grafisk kunnen og – ikke mindst – med en vidtspændende og dog gennemkomponeret fortælling om menneskers uforanderlige gemenhed
Sidste bind i graphic novel-trilogi afslutter et formidabelt værk
af Søren Vinterberg i Politiken
Den afsluttende graphic novel i Oscar K. og Rasmus Bregnhøis noir-trilogi om Lilith i storbyens underverden samler og overgår de to første genialske bind
Kvinden der ikke kunne huske
Oscar K. (tekst) og Rasmus Bregnhøi (tegning)
Fahrenheit, 100 sider, indb., 149,95 kroner. Har du Pluskort, får du 15 procent rabat på lagerførte bøger i Boghallen eller fri levering hos Saxo.com.
Den blinde frelserpige Lilith og hendes 'førerhund', gadebarnet Schniff, er det umage par i Oscar K. og Rasmus Bregnhøis fantasifulde graphic novel, der på knap 100 sider skal løse en kriminalgøde, der involverer forældreløse børn, opløste lig og skurkagtige bagmænd.
Der har været mange brikker i spil i den formidabelt stemningsmættede graphic novel-trilogi, som slutter med dette bind.
Forbilledligt samler ’Kvinden der ikke kunne huske’ puslebrikkerne til et billede af ung, forkommen kærlighed i en international og dog vesterbrosk underverden af hykleriske frelsermusikanter, tvivlsomme lovhåndhævere, dunkel showbiz, grisk organhandel og barnemord så kolde som tøris!
Ja, det er ikke så lidt. Og undervejs i det lange forløb – ’Lille miss Nobody’ udkom 2008, toeren, ’M’, i 2009 – har man da også frygtet, at de mange plot-tråde og legesyge intertekstuelle referencer ville få den blinde, men synske Lilith fra Frelsens Hær og hendes snotforelskede gadebarn, Schniff (han er hendes lille førerhund og drømmer kysk om at kysse hendes røde forførermund), til at tabe sporet og aldrig nå vejs ende.
Nu er man bare ked af, at det umage detektivpar nåede frem, for så er eventyret jo forbi.
Gennemkomponeret fortælling
Hvis Oscar K. har den aktuelle danmarksrekord i tekst-produktivitet (med så originale og særprægede udgivelser som Heisenberg-trilogien, ’Biblia Pauperum Nova’ med Dorte Karrebæk og ’Bærbar dansk litteraturs historie’), må Bregnhøi være rekordindehaver i billedbøger for alle aldersklasser – her altså for os store drenge og piger med sans for gammeldags noir.
Titlen ’M’ var jo en hilsen til Fritz Lang, og her i sidste bind lyder forvrænget vemodige ekkoer af Vera Lynn, frøken Nitouche, ’La Strada’ og den danske 1933-film ’Tango’ med Else Skouboes ’En dag er ikke levet uden kærlighed’!
For nu slet ikke at tale om den hjemløse mands ’Jesus’ blood never failed me yet’! (søg Gavin Bryars timelange, fænomenale orkestrering med Tom Waits som kældergulvsbas på YouTube!) – den mand lægger hele bunden af storbyblues og gudhengiven afmagt, som bærer dette øjenåbnende særsyn: en dansk graphic novel, som forener naivistisk grimsmuk streg med overlegen grafisk kunnen og – ikke mindst – med en vidtspændende og dog gennemkomponeret fortælling om menneskers uforanderlige gemenhed, kærlighedens vildskud – og pletskud.
2014.06.24
Jakob Stegelmann giver fem stjerner i JP: Førerhunden og den morbide romance - Den melankolske, danske krimi-tegneserie om Lilith og Schniff er desværre nået til sidste bind.
Trilogier er en plage, for selvom de fungerer i visse sammenhænge, er de samtidig en bremse for universer, der slet ikke burde stoppe ved tredje afsnit.
Således også det tredje album om den blinde Lilith og hendes førerhund og kæreste-in-spe Schniff, et umage heltepar skabt af tegneren Rasmus Bregnhøi og forfatteren Ole Dalgaard, også kendt som Oscar K. Ikke så snart har man lært disse figurer at kende – og er kommet til at holde af dem – før man skal tage afsked med dem, bare fordi det er en trilogi.
Det er en bitter afsked, for Bregnhøi og Oscar K har med deres vanvittigt underholdende, vittige og melankolske mysterier sat nye standarder for, hvad dansk tegneseriekunst kan. Og bind tre – ”Kvinden der ikke kunne huske” – er fuldt på højde med sine to forgængere, hvis ikke bedre, fordi man nu mærker, at forfatter og tegner har lært deres figurer så godt at kende, at de tillader sig mere end før. Oscar K sørger stadig for et rendyrket, gedigent mysterium, som Liliths synske evner og Schniffs snarrådighed kan opklare, men Bregnhøi leger nu mere frit med det grafiske, så man flere steder overrumples helt. Han bruger farverne mere sprælsk og viser, at markante skift midt i historien ikke forvirrer, men snarere stimulerer.
Skrattende lydspor
Hovedmysteriet i ”Kvinden der ikke kunne huske” involverer filmstjernen Rosemarie Brooks, og det giver anledning til at se en af hendes film, tegnet så man næsten kan høre det lidt skrattende 1930’er-lydspor og fornemme stemningen af sort-hvidt melodrama. Men det handler også om Lilith og Schniffs spirende forhold – og om Schniffs sande identitet. Behændigt væver Oscar K historien rundt om sig selv, så sammenhængen med de to andre bind bliver tydelig.
”Lilith i Underverdenen”-serien er tilmed let at læse: I modsætning til mange serier af excentriske kunstnere, der laver ikke-kommercielle tegneserier, er den nemlig ikke indforstået og knudret, selvom den er mangefacetteret og dyb. Både tegner og forfatter mestrer nemlig kunsten at holde fast i både plot og figurer, så man aldrig er i tvivl om, hvad der foregår – og hvem, der er hvem.
To er ikke nok
Mange har beskrevet Oscar K og Bregnhøis stil som en slags film noir. Og mørket sænker sig da også dystert over langt de fleste af scenerne.
Men selvom det handler om kriminelle og deres gerninger og foregår på skumle gader og natklubber, er noir ikke en fyldestgørende beskrivelse af en tegneserieroman, der måske mest af alt er en romance om umulig kærlighed, der bliver mulig – hensat til et Europa før Anden Verdenskrig, med både Georges Simenon og Fritz Lang iblandet.
Bare der dog kom flere historier. En trilogi mere, tak.
2014.06.26
Man skulle ikke tro, at en tegneserie, hvor børn bliver opløst i syrebade, kunne være så charmerende og fin. Men sådan er verden så sær sommetider.
af Michael Lindal Andersen på magasin for tegneserier NUMMER 9
Der er dømt postmoderne euro-Noir for alle pengene, når Oscar K. og Rasmus Bregnhøi afslutter deres sære, fascinerende trilogi om ”Lilith i Underverdenen”.
I første bind, ”Lille Miss Nobody”, mødte gadedrengen Schniff den blinde frelserpige, Lilith. Hendes førerhund blev kørt over af en mystisk ambulance, og Schniff meldte sig frivilligt til at føre hende rundt i byen. Sammen løste de en mordgåde, imens andre mystiske ting foregik omkring dem. I bind to med titlen ”M” (bevidst snuppet fra Fritz Langs klassiske seriemorderfilm, der konstant refereres i bogen) var det en børnemorder, der var på spil, imens det i dette tredje og sidste bind endelig er blevet tid til at finde ud af, hvor den fæle ambulance, der næsten dræbte Lilith, kom fra. Og hvad har den egentlig at gøre med alle de forsvundne børn? Og hvad har det hele at gøre med Schniff og Liliths fortid?
Oscar K. fortæller historien i vanlig minimalistisk stil og smider omkring sig med referencer. Fra Raymond Chandler til Fritz Lang og Tintin (selvom det måske her er Bregnhøi, der er på spil. Alt afhængigt af, hvad der kommer fra manus, og hvad der kommer fra tegnerens hoved). Store dele af dette bind helliges andre historier. Vi ser en hel film og oplever op til flere optrædener i en sær variete, der hovedsageligt foregår på tysk. Det har alt sammen noget med skuespillerinden Rosemarie Brooks at gøre, og det er hende, der giver bindet sin pulpede titel.
Hvor eller hvornår historierne om den blinde frelserpige og hendes menneskelige førerhund, Schniff, foregår, er et rigtigt godt spørgsmål, som sandsynligvis ikke kan besvares. De to tegneserieskabere har skabt et rum af tid og sted, der ikke er rigtigt håndgribeligt, men nærmere eksisterer i en slags drøm om hele Europa og en slags tidslomme, der rummer både fortid og nutid. Mobiltelefoner eksisterer side om side med sort-hvide film, der ikke hører dette århundrede til. Men det fungerer, fascinerer og føles både sært og naturligt – præcis ligesom drømme.
På samme måde er Bregnhøis billedside rigtigt drilsk. Hvis man har sin vanlige gang blandt børnebibliotekets reoler (ligesom mig), så er man vant til at se Bregnhøis streg titte frem fra næsten samtlige hylder. Hans grove, organiske og usentimentale streg er et frisk pust i mangen en billedbog. Bregnhøi vender i denne grafiske roman for voksne op ned på det, der er så fedt ved ham som tegner. I billedbøger er det hans lidt voksne tilgang, der hæver niveauet, imens det her er de mere barnlige, uskyldige virkemidler, der skaber uroen og originaliteten. Et eksempel er figuren Schniff, der kunne være taget direkte fra en af Bregnhøis billedbøger. At denne naivistisk tegnede figur, der er reduceret til tegneseriemediets allermest enkle virkemidler og nærmest ikke er andet end ansigtsudtryk og overdrevet kropssprog, viser sig at være en hjemløs, laksniffende gadedreng i et betændt, pornoinficeret noir-miljø skaber en flot kontrast. Det uskyldige og umiddelbart sympatiske møder en grummere virkelighed og en genre, der historisk set er blevet formidlet mere voksent og naturalistisk.
Bregnhøis stil har ændret sig siden bind et, der var noget skarpere i sin rentegning og noget mere enkel i sin (næsten mangel på) farvelægning. Her er der flere skraveringer og en tillid til den grovere streg som virkemiddel. Ligeledes leges der i denne omgang med flere farver end i de forrige bind. Bind et brugte rigtigt meget blåt og bind to var tilsat en god portion blodrød. I bind tre hældes der gult, blåt, rødt, grønt og sågar lyserødt på den effektive farvelade. Andre steder er holdt helt i sort-hvidt. En af bindets bedste sekvenser er den tidligere nævnte gengivelse af en sort-hvid spillefilm med farlige sømænd, en gæv heltinde, bevidst grov, old school orientalisme og en romantisk slutning i gaslygtens skær. Bregnhøi rammer tonen rent.
Historien om Lillith og Schniff slutter her, og der gives eller antydes svar på de mange, sære spørgsmål, der har huseret i baggrunden for de to første fortællinger. Historien lander sådan set meget fint, selvom der nu ikke er tale om verdens mest skarpe krimifortælling. Men det er nok heller ikke hensigten. I stedet har de herrer K. og Bregnhøi skabt et lille lommeunivers af referencer, uskyld og fordærv samt en opløsning af tid og rum i en fortælling om uskylden, den ægte kærlighed og frelsens trange kår i en (under)verden, hvor de ikke burde eksistere.
Man skulle ikke tro, at en tegneserie, hvor børn bliver opløst i syrebade, kunne være så charmerende og fin. Men sådan er verden så sær sommetider.
2014.05.30
Lilith i Underverdnen er et rigtigt godt bud på en dansk noir-tegneserie med undergangsstemning krydret med en dosis håb
Lektørudtalelse
Tegneserien Kvinden der ikke kunne huske er for unge og voksne læsere af graphic novels og andre tegneserier, der blander sprudlende fantasi og krimigåder i et spændende sammenkog
Nu er tredje og sidste del af Oscar K's og Rasmus Bregnhøis tegneserietrilogi om den synske, men blinde, frelserpige Lilith og hendes ven og selvbestaltede "førerhund", den hjemløse dreng Schniff, endelig udkommet. Vi fik Lille Miss Nobody i 2008, M i 2009 og altså Kvinden der ikke kunne huske nu. Lilith og Schniff vandrer stadig rundt i den hemmelighedsfulde storby, fuld af håbefulde og fortabte skæbner. Da vi forlod de to i M havde de hjulpet politiet med at fange en barnemorder ud af to, og i dette bind er de på jagt efter den anden. Men udover jagten på morderen nærmer de sig også sandheden om sig selv, og hvor de to første binds farvelægning virkede noget dyster, så er der lidt mere pang på farverne i dette bind, der måske tyder på en forsigtig optimisme. Man kan godt læse bind tre uden at have læst de to foregående, men der er ingen grund til at snyde sig for den gode oplevelse, det er at læse dem
Er man til tegneserier med storbyer og noir-stemning, kan Will Eisners tegneserier om helten Spirit, samt Frank Millers Sin City tegneserier anbefales
Tegneserien Kvinden der ikke kunne huske afslutter på glimrende vis trilogien Lilith i underverdenen. Serien er et rigtigt godt bud på en dansk noir-tegneserie med undergangsstemning krydret med en dosis håb
Lektør: Michael Olsen
2014.05.31
I STORBYENS ISKOLDE FAVN - ENDNU FEM STJERNER TIL KVINDEN DER IKKE KUNNE HUSKE
af Hans Bjerregaard i Ekstrabladet
Oscar K og Rasmus Bregnhøi:
Kvinden der ikke kunne huske
100 s. 149,95 kr. Fahrenheit
Vi er i en ubestemmelig, dyster storby,
hvor uhyggelige ting går i svang. Lilith er
blind, og for at gøre ondt værre er hendes
førerhund blevet kørt ihjel. I dens sted
træder den hjemløse dreng Schniff.
Seriemorder på spil
Børn forsvinder sporløst i den store by. En
seriemorder er på spil, og ganske vist kan
Lilith ikke se, men hun er synsk, og hun
opklarer forbrydelser. Schniff og Lilith er
nok det meste umage detektivpar, man har
set i et stykke tid.
Skønt byen er skræmmende og fortællingen
uhyggelig, er der en vis munterhed
over dette sidste bind i Oscar K og Rasmus
Bregnhøis trilogi. Efter min smag det mest
vellykkede i serien.
Overvældende flot
Der er et kreativt overtryk i både Bregnhøis
tegninger, som målbevidst skifter udtryk
fra side til side, og i Oscar K’s manuskript,
der er uforudsigeligt, og som henter
stof de mest besynderlige steder. Bogen
citerer således undervejs Bibelen, Fellini,
Vera Lynn, Edvard Munch, Else Skouboe,
Frøken Nitouche med mere.
Indimellem er det overvældende flot gjort.
2014.05.30
FEM STJERNER TIL OSCAR K. OG RASMUS BREGNHØIS KVINDEN DER IKKE KUNNE HUSKE
Sære hovedpersoner i storbygru
Af Theis Vallø Madsen i Fyens Stifsttidene
Sidste bind i noir-serien ”Lilith i underverdenen”
Sidste omgang gru, syrebade, organtyveri og ikke mindst et af tegneserie-genrens sødeste makkerpar i tredje og sidste del af ”Lilith i underverdenen” . De vil blive savnet, det umage par bestående af den blinde, synske pige fra Frelsens Hær og den hovedkulds forelskede gadedreng Schniff.
I tre bind har de opklaret morbide forbrydelser i en anonym storby, hvor det altid er nat, mens en korrupt kriminalassistent har fulgt dem i hælene.
En række fattige børn forsvinder fra byen, og kun vores to hovedpersoner synes at have tid og lyst til at opspore børnene. Med hjælp fra andre hjemløse unge, der kan give nyttige oplysninger for lightergas, finder Schniff ud af, at børnene bliver bortført, for at man kan stjæle deres organer.
Det er grumme sager, og alligevel er Oskar K.’s noir-historie og Rasmus Bregnhøis mørke og naivt nussede tegninger fyldt med en sådan charme og sødme, at man følger glad med, når gadedrengen kravler over plankeværk og rundt i skumle baggrunde. Det er børnetegninger, der er forbudt for børn, især når Schniff finder børnelig i syrebade i afsidesliggende pakhuse. Det grumme og det søde går ualmindelig godt i spænd her, det er lidt af en bedrift.
