MONA
2011.03.11
Graphic novel til kvinder vinder i det lange løb Af Dorte Hygum Sørensen i Politiken Dorte Karrebæk tegner varm hverdagsfortælling om kvinde i forrygende, langsom udvikling
Fyren med skovsneglen er skredet.
Hans og Mona Helmers søn fødes og bliver hos hende, og det samme gør den daglige op- og blevask og alt det, der hører med, når man som Mona er kvinde alene med barn og job.
Og for Monas vedkommende er opvasken bogstaveligt talt uudryddelig, for hun har hænderne nede i beskidte tallerkner i en restaurations vask i arbejdstiden, mens hendes lille lange dreng vokser sig stor nok til at få studenterhue.
Mona med den røde mund
Mona med den smalle midje, de runde kurver og den rosenrøde mund er en sødme- og temperamentsfuld kvinde.
Hendes former, farver og enkelt fortællende blikke er karakteristiske for tegneren Dorte Karrebæk, og Monas historie er såmænd typisk for så mange kvinder: forladt, fødende, forælder, forelsket igen og forsørgende med for meget at gøre.
Men det basale, banale og forudsigelige i Karrebæks tegnede drejebog om Monas livshistorie bliver mere end kun almindelige genkendeligheder, fordi der er visdom, fart og humor i ’Mona’.
Denne her graphic novel til piger i alle aldre vinder i det lange løb, ligesom også dens hovedperson gør det.
MERE KARREBÆK
På et tidspunkt må Mona og sønnen slukke for vandhanen i hendes beskedne område af hotel- og restaurationsbranchen, da Mona anerkendes for det, hun er.
»Lukket pga. personlig glæde« står der på hotellets indgangsdør den aften.
’Åben pga. af personlig glæde’ kan man sige, at Dorte Karrebæks forstandige bog kunne have heddet, for den virker tegnet og fortalt med overskud og rigelige rum til at tænke personlige pointer ind i historien, mens man oplever den.
2011.03.25
Liv, død og boller i karry
Af Henning Mørch Sørensen i Information
Der er både par(adis)drømme og mere jordnære følelser på spil i to nye danske billedbøger, som med humor og poesi har fint fat i hverdags-livets såvel store som små udfordringer.
Mona er titlen på Dorte Karrebæks nye bog, som er en genreanarkistisk blanding af billedbog, tegneserieroman og graphic novel i helt egen original aftapning, og den titel vækker naturligt mindelser om Søren Kragh-Jacobsens evergreen af samme navn, hvor den mandlige fortæller i omkvædet spørger: »Hvornår kommer den dag, hvor vi kan stikke af sammen?« Hos Karrebæk er det Mona, der er den spørgende drømmer, som efter en hed nat med Don Juan-typen Helmer på storbyhotellet endnu en gang må se sig forladt og med bristet hjerte.
Forskellen er, at hun denne gang er med barn, og Karrebæk beretter nu med veloplagt fortælleglæde og et herligt skævt twist i udførelsen, hvordan Monas liv som alenemor og opvasker på hotellet med en lille hurtigtvoksende og rangleraslende purk spændt fast på ryggen former sig.
Mona er med et citat fra bogens bagflap »fortabt, forført, forsørger, forstandig og forelsket« og kan efter eget udsagn ikke noget som helst.
»Men det har Mona ikke ret i,« siger bogens fortællestemme på et tidspunkt, og hele forløbet former sig som en hjertevarm hyldest til de kvindelige potentialer og er en understregning af, at selv om tilværelsen måske styres af tilfældigheder, er det ikke nødvendigvis dårligt.
»Nogle fejltagelser er en gave«, hedder det et andet sted og det kunne næsten være et credo for hele fortællingen, som langsomt bringer Mona i gear, giver hende studenterhuen og til sidst bringer hende sammen med den mand, der hele tiden står i kulissen og som en anden dark horse udviser rettidig omhu i de afgørende situationer. Afslutningsvis bringes sågar far og søn via en finurlig omvending af bogens åbningssituation sammen ved opvasken i hotellets køkken. Mona er en lille festraket med vital kønspolitisk nerve.
Klassisk fupzsk
»Blomster kan man altid finde, bare der er en, man holder af«, hedder det med let drejet genbrug af en gammel schlager i Kim Fupz Aakesons og Kamila Slocinskas billedbog Paradis. Titlen dukker op i en drøm, fortællingens hovedperson, den anonyme bedemand, har efter at have lagt en stor, højtråbende død dame i kisten. Den unge bedemand, som selv hverken har kone eller hund, lever et trist leverpostejfarvet liv i en forudsigelig penduleren mellem forretningen og hjemmet, hvor han spiser knækbrød med ost og ser dyreprogrammer på tv.
Men han har en særlig egenskab: han kan tale med de døde, alt i mens han vasker og friserer dem, giver dem rent tøj på og til sidst lægger dem i kister. Gennem disse samtaler får bedemanden indblik i livet og hører om fascinationen ved damers runde numser, carporte, schæferhunde og om landmænds optagethed af vejr og vind. Det er dog mødet med en ung pige, som har drømt om et liv med mænd, blomster, fester, børn og egen frisørsalon, der sætter noget afgørende i gang. Hun er så ked af at dø så ung, at bedemanden som trøst må fremmane et billede af et paradis, hvor man giver den gas med »englemænd, englebiler og englebørn, der spiller elguitar«.
I små ryk når bedemanden frem til en erkendelse af, at paradis måske er tættere på, end han tror. Verden med alle dens farver og udtryk bliver synlig og giver ham ny appetit både på livet og boller i karry.
At løfte hverdagslivets banaliteter op i en ny øjeåbnende dimension er et af Fupz Aakesons afgørende talenter, og projektet lykkes til fulde i Paradis med klassisk fupzsk humor og meget vellykket sekunderet af debutanten Kamila Slocinska, som med en spinkel, udtryksfuld tuschstreg giver teksten en sprød klangbund og både fanger tristessen og den gradvise åbning mod livet med en fint gradueret gråtoneskala, der brydes af et stigende antal stærke farver, parallelt med at sprækkerne i bedemandens liv lader lyset sive ind.
2011.03.28
Grafisk roman om søde, frodige, lidt naive Mona, der bare gerne vil møde en mand, der har lyst til at vågne op sammen med hende hver morgen
Af Pernille Lisborg på litteratursiden.dk
På bagsiden af bogen står der: ”Mød Mona, fortabt, forført, forsørger, forstandig, forelsket.”
De fem ord opsummerer historiens handling. Jeg vil gerne tilføje nogle ord, som opridser min mening om ’Mona’: Fin historie, fremragende fortalt og fantastisk godt tegnet!
Jeg kender Dorte Karrebæk som en meget dygtig børnebogsillustrator. Det er første gange, jeg møder hende i en bog til voksne (unge og store børn kan også læse den). Men det var en fornøjelse at læse bogen. Med få ord og fremragende illustrationer får Dorte Karrebæk fortalt en vedkommende og sød historie.
’Mona’ handler om en kvinde, der måske nok er lidt naiv og let at narre, men som også bare er lidt uheldig med kærligheden og alligevel forsøger at gøre alting så godt, hun kan.
Hovedpersonen er den lille, frodige kvinde Mona, der i bogens prolog lige er blevet smidt på gaden af en tidligere kæreste. Mens hun står med alle sine ejendele spredt omkring sig, bliver hendes håndtaske stjålent. Og man får den tanke, at det måske er hendes liv i en nøddeskal. Men så møder hun Helmer, og historien kan rigtigt begynde.
Helmer inviterer Mona på hotel, han giver mad, vin og champagne i brudesuiten. Og efterlader hende om morgenen med en stor regning, som hun ikke kan betale. Hotelejeren, den søde Jensen, sætter Mona til at vaske op, nu hun ingen penge har. Mona får et værelse på hotellet og et fast job som opvasker. Imens begynder hun hendes mave at vokse.
Jensen kører Mona på hospitalet og henter hende og den nyfødte (meget lange) dreng igen. Mona og lille Helmer får et større værelse med bad på hotellet og bliver boende. Hotellet er blevet Mona og sønnens hjem. Og da Helmer (og Mona) er blevet student, flytter Mona hjemmefra værelse nr. 13 og ned til Jensen, og Mona bliver forfremmet til tjener.
Pludselig en dag kommer Helmer (altså faren til lille Helmer) ind på hotellet med en kvinde, og Jensen bliver dybt ulykkelig. Vil han nu miste Mona???
