REJSENDE I LITTERATUR
Moderne kultur, tur/retur
Af Henning Gold Bæk
Oscar K. kormner vidt omkring i sine rejseportrætter af moderne kunstnere
Oscar K. er født den S. september 1948 i Breslau som søn af en dansk ingeniør og en tysk-polsk mor. Han har læst nordisk litteratur i Danmark i1970'ernc, har ophold på Hald Hovedgaard i perioder, og i denne bog rejser han gennem Europa på sporet af moderne kunstnere og litterater. Bogen er delt op i »Brev til Walter Benjamin« & »Rejsende i litteratur«. Der er besø9 i Trieste (James Joyee, Magris o.a.), Prag (Kafka, Rilke, Brod, Werfei o.a.), Sankt Petersborg (Belyj, Blok, Soderberg, Majakowskij o.a.) Paris (Scholem, Benjamin, Majakowskij, Picabia, Tzara, Duchamp, Larbaud, Bunuel o.a.), Thisted (J.P. Jacobsen, Brandes-brødrene, Kielland o.a.) Lissabon (Duchamp, Pessoa osv.) Og der er også en analyse af Den andalusiske hund af Bunuel.
Det hele har et formå!, som er beskrevet i begyndelsen af bogen, hvor der står, at der med modernismen og avantgarden skete et opbrud i kunsten i begyndelsen af sidste århundrede, et opbrud, som fik en begrænset effekt, fordi det hurtigt blev kvalt af politiske systemer. Der står ikke noget nærmere, men der tænkes måske på Hitler og Stalin. I hvert fald døde den intellektuelle med Anden Verdenskrig, ifølge forfatteren. Måske skal bogen så være et forsøg på at minde os om det, der er slået fejl, den fortrængte, intellektuelle historie, der skal holdes op mod den sejrende historie, der skal børstes mod hårene. Projektet rummer en bekendelse til de "bærbare", til rastløsheden, ensomheden, rejsen, fællesskabet, Europa, tavsheden og selvmordet som mulighed. Også John Cage er født den 5. september.
Følsomme
De seneste år er der dukket flere værker op, i samme stil som den netop omtalte af Oscar; de har et til fælles: Bag den offcielle histories glathed, guider de os gennem den hemmelige historie, hvor tilsyneladende almindelige hoteller, piber, biler, floder pludselig bliver tegn på og spor efter det modernes martyrer og mindesmærker. De, der rejser på denne måde, udgør et broderskab, de tilhører nemlig alle Shandyerne,måske en til Tristan Shandy af Laurence Sterne, der desuden skrev En følsom rejse gennem Frankrig og Italien i det 18. århundrede.
I 2O. århundredes anden halvdel kunne man rejse følsomt i det gamle østeuropa, for eksempel i Polen, og hyre særlige guider, der vidste, hvor en havde brændt sig selv, en anden skudt sig selv, en tredje drukket sig ihjel I protest rnod meningsløsheden.
Disse bøger har noget andet til fælles. De er kosmopolitiske, ikke internationale, de er erotiske, ikke seksuelle, de er gentagelser, ikke nyskabende, sandsynligvis fordi de går ud fra, at man er nødt til at opsøge fortidens stjernehimmel, for at kunne orientere sig i nutidens mørke. Det er i grunden altsammen meget smukt, meget dunkelt og meget valse triste på samme tid.
*Oscar K.: Brev til Walter Benjamin & Rejsende i litteratur. 112 s., 198 kr. Forlaget Politisk Revy - Rævens Sorte Bibliotek
Bugtaleren
af Mikkel Bruun Zangenberg
»Jeg havde siddet og skrevet hele natten. Rilke gjorde det mod frygten. Jeg ved ikke, hvad jeg gjorde det for«. Skriver pseudonymet 'Oskar K' et sted i 'Rejsende i litteratur', og problemet er, at det ved læseren heller ikke rigtig.
Denne hemmelige Oskar (med efternavnene Kokoschka og kafka-K) har i to fragmentsamlinger, 'Brev til Walter Benjamin' og 'Rejsende i litteratur', sat sig for at pakke kufferten og valfarte til alle den europæiske avantgardes og tidlige modernismes fødesteder: Trieste, Prag, Sankt Petersborg, Wien, Berlin, Paris, Thisted (J.P. Jacobsen), Madrid, Lissabon, med et sidste hop til øen Presenca, syd for Azorerne. Det gør han angiveligt for at udføre en art memento mori.
I en tid, der er hjemsøgt af flad og konform socialdemokratisme, eller den gemene neoliberalisme, opstår der denne trang til at erindre os om avantgardens galskab, dens muntre, revolutionære vanvid, dens befriende og berusende ultrafornuft.
Rejsen er kalkeret over gamle Laurence Sternes 'A Sentimental Journey through France and Italy' (1768). Et sympatisk forehavende, blot er der den hage, at skibet ikke helt kommer i havn. Sjældent har denne anmelder oplevet en så massiv namedropping på blot 112 sider: En 60-70 navne mindst, slynges ud i øst og vest som skinnende sneflager.
Problemet er, at K dermed lander mellem to stole. De allerede indviede kender alle disse navne, og får ikke meget ud af igen at høre tre ord om deres meritter og eventyr. Og de uindviede vil formentlig have begrænset glæde af navnemængden, der enten vil sende læseren irriteret hen til Encyklopædien, eller måske blot til at droppe bogen.
Et sted indledes et afsnit: »I længere tid var jeg gået tidligt til ro«. De fleste vil øjeblikkeligt opsnappe Proust-henvisningen, men den aktiveres overhovedet ikke i afsnittet, der kommer til at handle om Bataille, død og sex.
Og midt i al navnedropningen kommer der pludselig korte beskrivelser af udvalgte navne: Men hvorfor lidt om f.eks. Lautréamont, hvis vi intet hører om hele resten? Skulle man være rigtig perfid, kunne man få den mistanke, at værket er skrevet af en tredjeårsstuderende på Moderne Kultur, der sammen med gutterne skal sidde og fnise lidt indforstået over den nyligt opnåede viden.
Men det kan måske ikke passe, for flippen oplyser, at K »sandsynligvis« er født i 1948, han har en hund ved navn Simba som følgesvend og oppasses jævnligt af elskerinden Ana med de daddelformede øjne.
Ikke desto mindre er der et umiskendeligt element af bugtaleri over hele projektet: Stemmen minder lidt om noget, der dufter lidt af Walter Benjamin, f.eks. 'Barndom i Berlin omkring år 1900', emmer en lille, bleg anelse af futuristernes gakkede ordspring, snerper hen ad den anden store kopist Canettis kortprosa - men aldrig helt når originalerne til op over cirka midt på de behårede skinneben.
Der står: »Det er samtidig en historie om et Europa, som vi forlader, om at fare vild i en for længst kortlagt verden og om tavsheden og selvmordet som mulighed«. Det er denne patos, der skal dufte af centraleuropæisk vemod, der virker noget letkøbt undervejs.
Man bliver ikke rigtig melankolsk stemt, vi er trods alt på al, al for bekvem afstand af Walsers gådefuldhed og Benjamins 'Saturn'.
Alligevel, alligevel: Bogen har noget, et eller andet, der gør, at man tøver, før guillotinen suser ned og svisjer 'kitsch'. Laxness er der, ved siden af Pessoa, Artaud og Brik. Gombrowicz er med, sammen med Jarry, Ernst og Unamuno.
Alene sådan nogen små heterodoxe glimt gør, at man ikke helt kan bekvemme sig til at affeje molevitten som en studentikos spøg. En lidt pudsig sag er det ikke desto mindre, mellem kitsch og bugtaleri, kuriøse glimt og harmløse excesser. Det bedste er dens udseende: en køn lille trefarvet ting.
Kloak og Ve!
Af Nikolaj Rønhede
Den bog, det følgende handler om, leger dåseskjul og kongen af Abessinien, og måske er den skrevet af Oscar K, måske er den skrevet af frk. ODa. Den er i hvert fald skrevet under pseudonym, og hvorfor ved jeg ikke, men det kan ikke være for at få den til at svæve frit i luften, for det klarer den så ganske udmærket i forvejen, hvad det følgende på mulige og umulige måder bærer præg af.
For omkring 150 år siden – dengang retstavningen var ved at finde sin form, kommaerne blæste i vinden og nogle mennesker stadig ikke læste indenad – var pseudonymer noget, kvinder brugte, hvis de gerne ville udgive en bog med et andet indhold, end den gængse smag tillod, og den var bestemt af knokkelmænd. Og ja, Kierkegaard brugte på samme tid pseudonymer til at lægge æske i æske omkring sine skrifter. Endnu tidligere havde Holberg også sådan nogle, hvis en eller anden skulle have et satirisk drag over nakken.
Hvilken rolle man skal tildele pseudonymer i dag, ved jeg ikke helt: Er det fordi, skriveren ikke vil stå ved indholdet, ligesom nogle aviser ikke vil stå ved deres ledere, eller er det fordi skriveren, dermed får mulighed for at skrive noget, som ellers ikke ville have set dagens lys. Hvis det er det første, er der ingen grund til det i det her tilfælde, og hvis det er det andet, er der heller ingen grund til det – det rager for eksempel heller ikke læserne, at jeg er nødt til at kalde mig selv for Røllike Rumlepot for at skrive det her.
Bogen, Oscar K har skrevet, hedder: Brev til Walter Benjamin & rejsende i litteratur. Det er samtidig titlerne på bogens to hovedafsnit. Brevet er et meget kort, forpustet navneopråb og en smule kedeligt, men så snart man forlader brevet og springer det kursiverede forord til andet afsnit over – det er det eneste sted i bogen, hvor et hvidt jakkesæt prøver at pådutte læseren en læsning og kunne af den grund sagtens undværes - er man på rette spor. For nu venter en tur i, ja i hvad.
Nej, der venter tur rundt i Europa til forskellige byer og steder, hvor forfattere har boet, og i hvert afsnit skifter stilen i forhold til forfatterne og den litteratur, de bedrev. Første afsnit: ”Bonjour, Trieste…” er primært om Joyce, næste Kafka, så de russiske futurister og så videre: rundt omkring og ind og ud af dada, surrealisme, Pessoa, Pound og Södergran, for at nævne nogle af de kendte, og endelig fra hjemligt hold J. P. Jacobsen, Per Højholt og Jess Ørnsbo – sidstnævnte er bogen også dedikeret til.
Ikke alle afsnit er lige gode, men bogen som helhed bliver holdt sammen af en stemme/et fortælle-trav, stilen som sådan eller hvad pokker jeg nu skal kalde det - uanset hvilken by, man befinder sig i, hvilken forfatter eller stilart, der er på tale, så ligger der en voice-over fra det, jeg i mangel af bedre vil kalde Oscar K-city. Og det er et velskrivende og pulserende sted, skulle jeg hilse at sige.
De gennemgående figurer er jeg-fortælleren, Ana med de dadelformede øjne og hunden Simba. De tre følges det meste af vejen, men nogen gange bliver de væk fra hinanden og andre gange begiver fortælleren sig ud på sine egne togter. De to andre omdrejningspunkter er af en mere obskur karakter: Det ene er ”odradekkerne” og det andet ”Shandy selskabet”.
Det første først. Odradek er et ord Kafka smider på siden i ”Familiefaderens bekymringer” og om hvilket, det hedder: ”…det hele forekommer visselig meningsløst, men dog i sin art velafrundet. At sige noget nærmere er i øvrigt umuligt, da Odradek er overordentlig mobil og slet ikke til at fange.” I Brev til Walter Benjamin & rejsende i litteratur bliver det nærmest til en ny genre i litteraturen: ”…fragmenter uden sammenhæng. Odradekker.”
Her skal det lige indskydes, at selv om citatet er afrevet, er der ikke tale om at tviste eller dreje teksten for at få den til at sige nogen andet, end den gør, skriften i bogen er ’overordentlig mobil og slet ikke til at fange’ eller lidt mere neddæmpet: til at sætte på den sædvanlige formel, at x betyder y. Sådan er det ikke, det er nærmere sådan, at den ene lille flig bliver lagt ved siden af den anden og tilsammen danner de så nogle historier om det forrige århundredes kunst og litteratur. Ikke nogle historier til at blive klogere af, men nærmere fragmenterede fragmenter til at følges med: ”Der eksisterer nemlig sorte lejere, der trasker husvilde rundt i de bærbares labyrinter, sagde Duchamp. Odradekker.”
Shandy-selskabet er opfundet af Oscar K, så vidt jeg kan regne ud, og består af moderne dandyer, flanører som det også hedder, der i lige mål behersker forvildelsens og uforskammethedens kunst. Deres formål var og er at gøre litteraturen og kunsten bærbar, og desuden skal den også have disse egenskaber: ”fornyelsesånd, ekstrem sexualitet, afkald på store mål, utrættelig nomadedrift, intenst samliv med sin dobbeltgænger, sympati for de sorte og dyrkelse af uforskammethedens kunst.” Oscar K klarer det meste, og så synes jeg, at det er forfriskende i disse års litteratur, at Brev til Walter Benjamin & rejsende i litteratur insisterer på sine (trold)splinter og ikke leger formfuldendt splittet.
