DONNA
2013.09.21
Den meget vellykkede billedbog, hvor tekst og billedside supplerer hinanden på fortrinlig vis, er velegnet til oplæsning fra 5 års alderen, og til selvstændig læsning og refleksion til langt op i alderen. For hvad ved vi egentlig om vores nærmeste? Hvad drømmer de om? Og hvad foretager de sig egentlig, når vi ikke er hjemme?
AF Søren Fanø på bogbotten.dk
Efter ”Mona” (Gyldendal, 2011) er det nu blevet Donnas tur til at få fortalt sin historie af Dorte Karrebæk. Hvor den skønne fortælling om Monas op og nedture er tiltænkt et voksenpublikum, så er man noget i tvivl om, hvem der egentlig er målgruppen for ”Donna”.
Og det er jo helt i tråd med de udgivelser og det barnesyn Dorte Karrebæk (og Oscar K.) står for i deres udgivelser. Man kan vel grundlæggende diskutere om de vellykkede grænseoverskridende billedbøger ”Lejren” (Høst & Søn) og ”Biblia Pauperum Nova” (Alfa, 2012) overhovedet kan karakteriseres som børnelitteratur.
Og det gælder egentlig også for den skønne filosofiske skildring af livets gang på 4. sal tv.af katten Donnas og hendes herre Bertils liv. For begge viser det sig at være et helt grundlæggende problem, at Donna ikke ved, hun er en kat, og at Bertil ikke ved hvad Donna foretager sig, mens han er på arbejde.
Donna ser nemlig fjernsyn hver morgen klokken 9, serien ”Dans med den lille ballerina”. Og hun øver sig i ballet – stå på tå, gå i spagat, hænge smukt i luften, alt i mens hun drømmer om at gå ind i fladskærmen og optræde for Bertil. For han tror bare, hun ligger på sofaen og driver den af.
Desværre bliver Donna lidt for god til ballet – og en dag laver hun det perfekte spring – ud af vinduet på 4. sal. Bertil undrer sig ikke længe, men anskaffer sig en hund, der også får hang til at dyrke ballet!
Og den dag, Donna omsider kommer ind i fladskærmen og optræder i et program med mærkelige dyr, hvor hun danser ballet med en leopard, genkender han hende ikke: ”Men hende kunne det ikke være. DONNA dansede ikke ballet.”
Den lille enkle, og dog dybe, fortælling er fortalt i Dorte Karrebæks typiske streg og farvevalg. Dyrene og menneskene er ofte afbilledet i kraftfulde bevægelser. Nogle gange som yndig dansende ballerina i lyserødt, andregange som en krasbørstig hund i fuldt firspring. De er humoristisk fremstillede og lettere karikerede og farvevalget varierer fra det blege til det ekspressive og kraftige.
