OM DET HER TALER MAN IKKE MED KANINER
2016.03.25
JEG, EN KANIN - Anna Höglund har begået en kulsort genistreg om en hvid kanin.
Billedroman. Anna Höglund: Om det hertaler man kun med kaniner. Oversat af OscarK. Jensen & Dalgaard, 60 sider, 248 kroner.
Da den lille hvide kanin bliverfødt, fortryder hun det næstenmed det samme. Hun høreralt for godt med sine lange ører ogsin hele krop. Det er nu tretten år siden,og igennem Anna Höglund fortællerhun – hvis det da er en hun! – om at vokseop på bar bund kun med udsigt tiludsigtsløsheden. Bevares, den lille hvidekanin med de lange ører får mad ogvand. Hun kommer i børnehave og skole. Hun tager S-toget, og hun bliver heltgod til at sige nej og holde livet ud istrakt arm. Her er ikke noget at kommeefter.
Med stigende måben læser og kiggerman sig igennem denne smukke, sælsomme,indsigtsfulde og triste historieom at tage livet for pålydende i al detsmajestætiske meningsløshed. Den lillehvide kanin kigger på sine forældre ogser, at selv om de står ved siden af hinanden,er der lysår imellem dem. Kaninener tænksom og lydhør, alligevelkan hun først forløses til sidst.
ANNA HÖGLUND har begået en sort genistreg,som siver lige ind i hjertekammeretog efterlader sin kigge-læser med enform for sorg, som man har godt af atkende, men som ikke helt kan brugestil noget, fordi den mangler energi.Samspillet imellem de dunkle tegningerog den dunkle tekst er enestående.Det er en bog, man aldrig glemmer,men også en bog, man egentlig gernehavde været foruden. For det gælder jobåde kaniner og høns og mennesker, athar man ikke kærligheden, så er man ettomt kar. Det sagde allerede Paulus kanin.
DORTE KARREBÆKS ’Pigen der var godtil mange ting’ (1996) ville forlaget gerneudgive, men på den betingelse, atder kom en slutning på om, at det gikpigen godt.Noget lignende må være hændt her.Der er i hvert fald en ret umotiveret lystone over sidste opslag, hvor den nustore hvide kanin indser, at videnskabenhar ret, når den hævder, at altinghænger sammen.
Væk med det! På det næstsidste opslagsiger hun det selv meget bedre.
Læs selv!
STEFFEN LARSEN
2016.01.31
Fem stjerner i Berlingske til "en yhyre vigtig bog!" Under overskriften ”Børn og djævleskab” giver Kari Sönsthagen fem stjerner i Berlingske:
Anna Höglunds »Om det her taler man kun med kaniner« når virkelig ind i sjælens mørkekammer. Anna Höglund åbner lige på og hårdt: »Jeg kom til verden en forårsdag for tretten år siden. Jeg fortrød næsten med det samme«, står der. Visuelt fulgt op af et frysende »fotografi« af far, mor og barn. Barnet er dog aparte. Det er ikke et menneske, som forældrene, men en sød, hvid kanin, der stirrer forvirret og sørgmodigt ud på læseren. Faderen lukker øjnene i blid ekstase, mens han krammer kaninen. Moderen kigger trist væk og holder kun løseligt om barn og mand. Farverne er i gråtoner, og det bliver kun værre, i form af et slags katalog over ting, børn udsættes for - og udsætter sig selv for – i deres forkrampede forsøg på at passe ind.
Meningsløsheden rammer kaninen som en forhammer, kun samtaler med morfaderen giver modvægt. »Man er sin egen værste fjende«, siger han. Og hvis man er det, »kan man samtidig være sin egen bedste ven«, reflekterer kaninen til sidst. Og giver dermed sig selv og læseren en blid udgang på historien.
Tekst og billede danner en fuldkommen enhed i bogen. Grundtonen i den kortfattede, kirurgisk præcise tekst og i billederne er modløs, dyster og depressiv, og kaninens farvestrålende drømmevision kontrasteres af truende skyer, høje, sortblå bølger, trøstesløse skraldepladser og umenneskeligt uhyggelige højhuse. Alt er tegnet i en fascinerende, malerisk naturalisme, men læseren efterlades - trods alt - i en forsonende, mildt optimistisk og melankolsk stemning.
En uhyre vigtig bog!
2016.01.14
Om det her taler man kun med kaniner - en bog med megen mening
af Bodil Christensen på Bogbotten.dk
Målgruppe: Fra 5 år til uendeligt
Egentlig kan jeg godt lide andre mennesker. Men jeg skal være alene for ikke at gå i opløsning.
Sådan tænker den unge hovedperson i "Om det her taler man kun med kaniner". Hovedpersonen er tegnet og fremstillet som en kanin, en menneskelig kanin, der har kaninører og hvid pels men ellers arme og ben og sneakers. Det er en kanin, der har udpræget social angst, der udmønter sig gennem de mange udfordringer, der viser sig i hverdagen? Der er andre mennesker, man forventes at tale med, der er kassedamen i butikken, der er forældre, der kan synes så nære men som er så fjerne.
Fejlen ved mig er at jeg er en tænker, der ikke kan tænke. Hvis jeg overhovedet fatter, så fatter jeg på en måde, som ikke er til at forklare, fordi ordene ikke rækker. Sådan lyder det fra kaninen, hvor illustrationen viser en ulykkelig kanin med hængende ører, der ser sig i spejlet.
Morfaren prøver ellers at hjælpe: "Det er, som det er, siger morfar. Det eneste, der egentlig er, er det, som er lige nu, og nu er vi her. Selv om jeg må gå nu. Ring hvis du vil drikke en kop kaffe."
Den sidste replik fra kaninen er: "I dag har jeg en fornemmelse af, at alting hænger sammen. Jeg hører sammen med alt det, der er til. Det er en videnskabelig bevist fornemmelse, fordi verden består af de samme bestanddele, som bare forvandler sig." Og her ser man en meget lille kanin, der står i en skov af store og brede stammer, hvor der er nogle mørke kaniner i bag flere af træerne. Det meningsløse er på retur, der er en fornemmelse af sammenhæng.
Hvordan man får en samtale om social angst, eksistentiel angst eller angst i ”al almindelighed” er vanskeligt at planlægge, men bogen her giver afsæt for, at man kan tale om den fornemmelse, som kaninen (og de fleste børn, unge og voksne) ikke kan sætte ord på. Den fornemmelse, der følger når: "Jeg stod og så ned i en grøft. Da jeg så op, stod der skrevet over det hele: Meningsløst. Alt er meningsløst."
Det er en bog med megen mening.
