VIAE DEUS AUDET SCIRE
Boganmeldelse: Reformationens forløsende vej gennem tarmen
Anmeldelsen er skrevet af Anne Vad, cand.mag. og akademisk medarbejder i Kirkeministeriet på Reformations Jubilæet 2017
Kan man skide sig til indsigt? Eller kan et åndeligt gennembrud afhjælpe akut forstoppelse? Et humoristisk spørgsmål, som indirekte stilles i den ellers alvorlige, velskrevne og grundigt researchede roman om præsten og reformatoren Martin Luther. Forfatteren er Oscar K., og titlen på den klassisk indbundne bog: Viae Deus Audet Scire. Veje Gud tør kende eller Den melankolske Reformator. Der bliver ikke givet ved dørene! Alligevel rummer de sorte-hvide sider alt, hvad et glubsk bogormehjerte begærer.
Allerede tidligt i romanen stifter vi bekendtskab med Martin Luthers legendariske maveproblemer i form af drengen Martins ’sten’ i maven under en messe. Stenen, som optræder flere gange, og derfor bliver en del af et kompositorisk greb, opstår af angsten over de uhyggelige malerier, Martin studerer på kirkens hvælvinger:
”Skeletter danser med høj og lav…på dødslejet står tusinde djævle klar til at fange sjælen, når den forlader legemet….væsener med gedehoved, løvehår og pantergreb er fanget i et flammende ildhav. Billeder, der alle betyder noget i den store sammenhæng, men drengen har ingen anelse om hvad, kun skrækken i livet for væsener og tegn, der åbner horisonten og står mellem ham og Gud…hans mave knuger sig sammen til sten”.
I scenen i kirken skrives en omsorg frem for barnet, og samtidig anslås de indre kampe, der siden følger: ”Den som har øren at høre med, han høre. Og drengen sidder med blyhat på. Afmægtig. Tung af synd i fødderne. Med uomskåret hjerte og uomskårne ører. Stivnakket. Hvad kender en dreng til synd”?
Romanen er bygget op, så vi de første to-tredjedele følger Martin Luthers barndom og ungdom; studier, klosterliv og kvaler med troen, indtil gennembruddet, hvor Luther, via Paulus, finder vejen til den nådige Gud - illustreret ved en forstoppelsesscene på latrinen. Med fingrene dybt oppe i enden, forløses de voldsomme bryderier i dét, der ligner en fødsel ud gennem tarmen:
”Der sidder han og presser, på hug, så blodet stiger ham til hovedet, han trykker med hænderne på maven, ælter, slår med knyttede næver mod sine tarme. Men han er hård som sten…stikker tre fingre dybt ind, roder og rager…trækker fingrene ud, ånder tungt. Det er Guds kraft til frelse for enhver som tror…En dyb indre bevægelse sætter i gang, langsomt og tungt glider stenen nedad og fylder hans tarmåbning til bristepunktet…men så kommer den…som der står skrevet, som en uendelig sød smerte – den retfærdige skal leve af tro”.
I romanens sidste komprimerede tredjedel skildres så alle de tanker, kampe, nederlag og resultater, Luther nedfældede, udkæmpede, tabte og vandt.
Oscar K.s roman om Martin Luther er kompositorisk skåret ind til benet – med de kompromisser der nødvendigvis må indgås i fht. biografisk nøjagtighed. Et historisk fodfæste får læseren ved at forfatteren skyder nogle afsnit ind, hvor middelalderens mest epokegørende opdagelser, personer og hændelser omtales. Disse afsnit brydes af en række kursiverede, prosa-lyriske afsnit, der i en åbenbarende og ophøjet stil, virker som læserens tekstlige renselse. Til tider kan de virke helt profetiske.
Forfatteren konfronterer læseren med det barske liv på Luthers tid og forestillingen om dødens pinsler. spejlet i et galleri af bipersoner, som vi følger gennem fortællingen. Vi møder bl.a. en fuglefænger, en skarpretter, en munk med sans for alkymi, en marionetdukkefører, en forældreløs dværg og kvinder med viden om astrologi, urter og overtro. Figurer, der på nært hold indrammer datidens livsvilkår; kampen for overlevelse, undertrykkelse, heksejagt, kvindernes udsathed og troen på mirakler.
At lade en allestedsnærværende fysisk og mental trussel udgøre et bagtæppe for romanens handling giver god mening. Det besvarer nemlig et andet vigtigt spørgsmål, der trænger sig på, når talen falder på reformationen: Hvordan lykkedes det for Martin Luther at komme igennem med de revolutionerende tanker? Et af flere svar er: At med kampen mod afladsbrevene befriede Martin (Eleutherios) Luther ikke bare sig selv, men simpelthen mennesket!
Der kom hul igennem! Men også til den tsunami af manisk, kompleks sammensathed, Luther indeholdt:
Profetens humør svinger konstant…den hånd der svinger sværdet og kvæler…er Guds hånd….og rørstrømsk om fuglene , der holder rigsdag, rosernes pragt og sønnen Hans, der skider lystigt på gulvene i det sorte kloster.
Det flyder – sproget – i romanen. Intenst og dramatisk! Det er derfor noget af et paradoks og svært at tro, når Forlaget i et følgebrev skriver, at forfatteren med denne (skide gode) roman om Martin Luther har besluttet at sætte punktum for sit forfatterskab. Det er synd. Men måske har forfatteren gemt sig i en lille profeti i en af de lyriske passager:
Gør det sorte hvidt, riv bøgerne i stykker, så ikke dit hjerte skal knuses”.
Oscar K.: Viae Deus Audet Scire. Veje Gud tør kende eller Den melankolske Reformator er udgivet på Forlaget Jensen & Dalgaard, 2016
2017.01.17
Hvad ved bønder om agurkesalat?
Så blev det nye litteraturår skudt ind med Henriette Bacher Linds anmeldelse af Oscar K’s roman om den melankolske reformator, Luther.
Af Jens Raahauge i Jyllands-Posten
Så blev det nye litteraturår skudt ind med Henriette Bacher Linds anmeldelse 1/1 af Oscar K’s roman om den melankolske reformator, Luther.
Anmelderen kan ikke lide bogen, og det er helt fint, for anmeldere skal være smagsdommere. Men dommene skal bygge på bogens præmisser. Og det gør de ikke i denne anmeldelse, fordi anmelderen ikke læser den som litteratur, men som endnu en Luther-bog til Luther-året. Anmeldelsen kommer til at virke som en Burger King-fans bedømmelse af Wassim Hallals kokkekunst på Restaurant Frederikshøj.
Anmelderen overser, at den drivende flok af vanskabte børn, som ikke ældes, signalerer Middelalderens tidsopfattelse. Anmelderen overser, at bogen er komponeret over alkymiens trin mod forestillingen mod det højeste. Anmelderen overser, at forfatteren har pålagt sig selv den sproglige og tankemæssige begrænsning kun at skrive inden for Middelalderens begrebsverden. Derfor misser anmelderen alle de væsentligste pointer i bogens beskrivelse af hovedpersonens udvikling fra ydmyg og menneskeklog reformator til magtudøvende melankoliker.
Jeg har nu læst otte af de udgivne Luther-bøger, og hvis jeg kun skulle vælge én, skulle det være denne. For det faglige indhold i alle de andre vil vi få i pæne doser, når alle medier går i reformationsmood.
2017.01.02
Bog om Luther: »Vommen vokser; han har jævnligt besvær med at skide«
Forside Kultur Anmeldelser Litteratur
Luther og hans store vom
Luther-roman handler ikke udelukkende om Martin Luther og hans levnedsløb, men forsøger at indfange stemningen og tidsånden i de år, hvor pavekirken var under angreb fra flere kanter.
HENRIETTE BACHER LIND i JyllandsPosten
Oscar K.: VIAE DEUS AUDET SCIRE. Veje Gud tør kende eller Den melankolske reformator
316 sider, 348 kr.
Jensen & Dalgaard
I 1517 hamrede Martin Luther sine 95 teser op på døren til Wittenberg Slotskirke. De var et skarpt opgør med kirkens afladshandel, hvor folk med pavens velsignelse og sanktionering kunne købe sig til syndsforladelse. Hermed var Reformationen skudt i gang, og i 2017 fejres 500-årsjubilæet med pomp og pragt i Danmark og Tyskland. Det betyder bl.a., at der udgives et hav af nye Luther-biografier og Luther-romaner.
Oscar K. alias Ole Dalgaards ”Viae Deus Audet Scire” hører til i den excentriske ende af skalaen. Romanen handler ikke udelukkende om Martin Luther og hans levnedsløb, men forsøger at indfange stemningen og tidsånden i de år, hvor pavekirken var under angreb fra flere kanter.
Senmiddelalderen males frem med bruegelsk inspirerede karikaturer af høj og lav, og portrættet af Luther er ingen undtagelse. Forfatteren lægger ikke fingrene imellem, når han f.eks. skildrer reformatoren som en mand med konstant forstoppelse.
»Vommen vokser; han har jævnligt besvær med at skide,« står der i en af de mere afdæmpede passager i romanen. Andre steder er tonen noget mere plump, og beskrivelserne direkte ulækre.
Også hustruen, den tidligere nonne Katharina von Bora, presses ind i en burlesk form, som får hende til at fremstå ufattelig latterlig og ubegavet.
Den grove tone
Der kan være en pointe i at gøre Luther ”menneskelig”, og forfatteren har uden tvivl ladet sig inspirere af den grove tone og streg, som florerede lystigt i Luthers samtid. Alligevel er det vanskeligt at finde ud af, hvorfor det skal gøres så gennemført plat.
Historien om Luther, der forlader jurastudiet for at kaste sig over teologien, opnår professorstatus på universitetet i Wittenberg, lyses i band af den katolske kirke, som den første oversætter Biblen til tysk osv., bliver undervejs afbrudt af et par parallelhandlinger.
Den ene bevæger sig rundt i samfundets plørede bund, hvor voldtægt, dyresex og henrettelser hører til dagens orden. Den anden svæver rundt i et univers af astrologiske forudsigelser. Begge er med til at understrege tidens uhumske, ildelugtende, overtroiske, angstbetændte og korrumperede tilstand, som Luther gør op med.
Oscar K. får nævnt de fleste hændelser samt filosoffer og teologer af betydning for Reformationen. Bondeoprør, relikiviedyrkelse, nadverstrid er medtaget bl.a., ligesom Erasmus, Melanchthon, Müntzer, kejser og kurfyrste omtales.
Men vil man kun læse en Luther-bog før den store fejring i 2017, bør det ikke være ”Viae Deus Audet Scire”. Siger jeg – og kan ikke and
2016.11.25
Viae Deus Audet Scire. Veje Gud tør kende eller Den melankolske Reformator. Der bliver ikke givet ved dørene! Alligevel rummer de sorte-hvide sider alt, hvad et glubsk bogormehjerte begærer.
Boganmeldelse: Reformationens forløsende vej gennem tarmen
Anmeldelsen er skrevet af Anne Vad, cand.mag. og akademisk medarbejder i Kirkeministeriet på Reformations Jubilæet 2017
Kan man skide sig til indsigt? Eller kan et åndeligt gennembrud afhjælpe akut forstoppelse? Et humoristisk spørgsmål, som indirekte stilles i den ellers alvorlige, velskrevne og grundigt researchede roman om præsten og reformatoren Martin Luther. Forfatteren er Oscar K., og titlen på den klassisk indbundne bog: Viae Deus Audet Scire. Veje Gud tør kende eller Den melankolske Reformator. Der bliver ikke givet ved dørene! Alligevel rummer de sorte-hvide sider alt, hvad et glubsk bogormehjerte begærer.
Allerede tidligt i romanen stifter vi bekendtskab med Martin Luthers legendariske maveproblemer i form af drengen Martins ’sten’ i maven under en messe. Stenen, som optræder flere gange, og derfor bliver en del af et kompositorisk greb, opstår af angsten over de uhyggelige malerier, Martin studerer på kirkens hvælvinger:
”Skeletter danser med høj og lav…på dødslejet står tusinde djævle klar til at fange sjælen, når den forlader legemet….væsener med gedehoved, løvehår og pantergreb er fanget i et flammende ildhav. Billeder, der alle betyder noget i den store sammenhæng, men drengen har ingen anelse om hvad, kun skrækken i livet for væsener og tegn, der åbner horisonten og står mellem ham og Gud…hans mave knuger sig sammen til sten”.
I scenen i kirken skrives en omsorg frem for barnet, og samtidig anslås de indre kampe, der siden følger: ”Den som har øren at høre med, han høre. Og drengen sidder med blyhat på. Afmægtig. Tung af synd i fødderne. Med uomskåret hjerte og uomskårne ører. Stivnakket. Hvad kender en dreng til synd”?
Romanen er bygget op, så vi de første to-tredjedele følger Martin Luthers barndom og ungdom; studier, klosterliv og kvaler med troen, indtil gennembruddet, hvor Luther, via Paulus, finder vejen til den nådige Gud - illustreret ved en forstoppelsesscene på latrinen. Med fingrene dybt oppe i enden, forløses de voldsomme bryderier i dét, der ligner en fødsel ud gennem tarmen:
”Der sidder han og presser, på hug, så blodet stiger ham til hovedet, han trykker med hænderne på maven, ælter, slår med knyttede næver mod sine tarme. Men han er hård som sten…stikker tre fingre dybt ind, roder og rager…trækker fingrene ud, ånder tungt. Det er Guds kraft til frelse for enhver som tror…En dyb indre bevægelse sætter i gang, langsomt og tungt glider stenen nedad og fylder hans tarmåbning til bristepunktet…men så kommer den…som der står skrevet, som en uendelig sød smerte – den retfærdige skal leve af tro”.
I romanens sidste komprimerede tredjedel skildres så alle de tanker, kampe, nederlag og resultater, Luther nedfældede, udkæmpede, tabte og vandt.
Oscar K.s roman om Martin Luther er kompositorisk skåret ind til benet – med de kompromisser der nødvendigvis må indgås i fht. biografisk nøjagtighed. Et historisk fodfæste får læseren ved at forfatteren skyder nogle afsnit ind, hvor middelalderens mest epokegørende opdagelser, personer og hændelser omtales. Disse afsnit brydes af en række kursiverede, prosa-lyriske afsnit, der i en åbenbarende og ophøjet stil, virker som læserens tekstlige renselse. Til tider kan de virke helt profetiske.
Forfatteren konfronterer læseren med det barske liv på Luthers tid og forestillingen om dødens pinsler. spejlet i et galleri af bipersoner, som vi følger gennem fortællingen. Vi møder bl.a. en fuglefænger, en skarpretter, en munk med sans for alkymi, en marionetdukkefører, en forældreløs dværg og kvinder med viden om astrologi, urter og overtro. Figurer, der på nært hold indrammer datidens livsvilkår; kampen for overlevelse, undertrykkelse, heksejagt, kvindernes udsathed og troen på mirakler.
At lade en allestedsnærværende fysisk og mental trussel udgøre et bagtæppe for romanens handling giver god mening. Det besvarer nemlig et andet vigtigt spørgsmål, der trænger sig på, når talen falder på reformationen: Hvordan lykkedes det for Martin Luther at komme igennem med de revolutionerende tanker? Et af flere svar er: At med kampen mod afladsbrevene befriede Martin (Eleutherios) Luther ikke bare sig selv, men simpelthen mennesket!
Der kom hul igennem! Men også til den tsunami af manisk, kompleks sammensathed, Luther indeholdt:
Profetens humør svinger konstant…den hånd der svinger sværdet og kvæler…er Guds hånd….og rørstrømsk om fuglene , der holder rigsdag, rosernes pragt og sønnen Hans, der skider lystigt på gulvene i det sorte kloster.
Det flyder – sproget – i romanen. Intenst og dramatisk! Det er derfor noget af et paradoks og svært at tro, når Forlaget i et følgebrev skriver, at forfatteren med denne (skide gode) roman om Martin Luther har besluttet at sætte punktum for sit forfatterskab. Det er synd. Men måske har forfatteren gemt sig i en lille profeti i en af de lyriske passager:
Gør det sorte hvidt, riv bøgerne i stykker, så ikke dit hjerte skal knuses”.
Oscar K.: Viae Deus Audet Scire. Veje Gud tør kende eller Den melankolske Reformator er udgivet på Forlaget Jensen & Dalgaard, 2016
2016.11.10
En sprænglærd fortæller, der er dybt fortrolig med reformationstidens sprog og forestillingsverden, salmer og liturgi, alkymi og astrologi og kan holde en egen tone hele bogen igennem.
Denne Luther. Reformationsjubilæet inspirerer til vidt forskellige gennemskrivninger af den samme farvestærke historie.
En uudslukkelig flamme
Af JENS BÆRENTZEN i Weekendavisen
Steffen Støvring: Luther. Et bekymringsfrithjerte. Med forord af Kjeld Holm. 200 sider.249,95 kr. Akademisk Forlag.
Oscar K.: Viae Deus Audet Scire. Veje Gud tørkende eller Den melankolske reformator. 314 sider. 348 kr. Jensen & Dalgaard.
Det er Reformationen, hvis 500-års jubilæum i 2017 snart er ifuld gang med at blive markeret– men det er Martin Luther, derløber med det meste af opmærksomheden påbogfronten. Ikke uforståeligt, for sådan vardet allerede på reformatorens egen tid: Sagener ikke sådan at skille fra den udslagsgivendeperson. Og omvendt.For et par år siden kom den tyske historieprofessorHeinz Schillings monumentaleMartin Luther. Rebel i en opbrudstid i englimrende dansk udgave, som for ikketeologerutvivlsomt vil være det biografiskeog tidshistoriske standardværk for lange tider.Imidlertid er det måske ikke alle og enhver,der vover at give sig i kast med dets næsten700 sider – og for læsere, der søger en mereletfodet tilgang til den elementært spændendehistorie, foreligger nu to på alle måder mereoverskuelige alternativer. En letlæst, folkeliggennemgang – og en roman.Hvis De, ærede læser, nu skulle rynke lidtpå næsen og så skæve mod næste side, såvær rar at have tålmodighed et øjeblik. Forhvordan bliver en bestemt tids Luther-billedetil? De teologiske og historiske bidrag skal naturligvisikke undervurderes, men for de heltstore skikkelser i historien gælder det jo, atbilledet af dem også bliver dannet og fæstnetaf en langt bredere fortælletradition.På dansk grund kan der næppe værediskussion om, at generationers opfattelseaf reformatoren har været stærkt præget afJakob Knudsens dobbeltroman Angst og Mod(1912-14), senere udgivet sammen under titlenMartin Luther. Værket var Knudsens sidstekraftpræstation, hvorefter han var udtømtsom forfatter og vist noget nær udslukt sommenneske. Hans identifikation med sin hovedpersoni alle dennes sjælerystende traumerog kampe gjorde især bogens første del tilmeget mere end en historisk roman – og athans Luther-tolkning flugtede fint med detteologiske nybrud, der fandt sted efter FørsteVerdenskrig, gav den yderligere indflydelse.Den anspændte, angstprægede augustinermunk,som er ved at gå til grunde i sin søgenefter en nådig Gud, men forløses af bibelstudierog de følgende reformatoriske indsigter, ogsom så kan vende sig ud mod verden som envældig, frisættende kraft, uforfærdet af paversog kejseres og alle mægtiges raseri, men i detindre stadig martret af manglende sikkerhed,dét billede maler også to nye bøger, men påhver sin måde gør de det nyt og forfriskende.Steffen Støvring, tidligere seminarielektorog studenterpræst, slår et stort brød op i sitforord, men han når så forbløffende vidt omkringpå sine små 200 sider, at resultatet måkaldes både færdigbagt og vellykket. Luther.Et bekymringsfrit hjerte vil ikke blot skildrehovedpersonen og hans dramatiske udvikling,men også de vigtigste aktører omkring ham,deres univers og de kirkelige og samfundsmæssigeomvæltninger, de bevirkede – også trække linjerne helt op til vor egen tid forat vise, hvordan Luthers dybeste anliggendestadig har aktualitet og relevans.»Så indlevende som muligt« er Støvringsbestræbelse – og faktisk lykkes det ham atkomme så tæt på de centrale personer og deresmotiver, at læseren føler sig medvidende ogmedlidende i de voldsomme begivenheder.Med få ord evner han at tegne både skikkelserog situationer, så ofte modsigelsesfyldtehandlinger bliver forståelige, og såvel lidt forspontane udbrud som lidt for gustne overlægtræder frem i et forsonligt skær. Teksten erholdt i en naturlig, mundret stil, der røberden trænede foredragsholder, omend de lidtfor mange udråbstegn nok gør sig bedre fratalerstolen.En så kortfattet fremstilling kan selvsagtikke komme i dybden med ret meget, mendet indledende rids af kirkens udviklingop gennem dens første 15 århundreder fåralligevel sat scenen uden at blive stakåndet,hvorefter vor mand kan træde frem. Luthershistorie fortælles frisk og levende med alle devigtigste stationer og med sikker fornemmelsefor undtagelsesmenneskets knortede sind ogvæsen. Nogle af hovedskrifterne og flere afde afgørende opgør – Rigsdagen i Worms,nadverstriden med Zwingli – beskrives såpædagogisk og medrivende, at ingen læservil blive hægtet af, og til slut står Luther såtydelig i al sin storhed og al sin skrøbelighed,at vi er lige ved at blive hans samtidige.Men også kun lige ved ...I grunden er det den samme historie, derrulles frem i Oscar K.s roman Viae DeusAudet Scire. Veje Gud tør kende eller Denmelankolske reformator – men det pædagogiskeanslag er unægtelig et andet. Faktisk erdet svært at komme i tanke om nogen roman,der har leflet mindre for sine læsere. Titlensiger vel allerede en del, og der er heller inteti bogens ydre, der kan beskyldes for at villelokke husarerne til. Den ligner nærmere, ja,en katolsk andagtsbog.Men får man den først lukket op, åbner dersig et veritabelt mylder af sære eksistenser, frastødendeog dragende på én gang – som heleden senmiddelalderlige verden, forfatterenfærdes i, som var han hjemme. Her er mildesttalt ingen forsøg på at gøre Luther til voressamtidige. Al tidens overtro, vold og grusomhedformelig slår op fra siderne, og reformatorentager flittigt del i næsten det hele.Forfatteren har en stor og mangesidetproduktion bag sig, ikke mindst børnebøgeraf den ret syrede slags – De syltede børn eren af de seneste titler – og hans smag for detgroteske og indimellem morbide får rigeligtafløb i denne, efter sigende afsluttende bog iforfatterskabet. Men under alt dette gemmersig en sprænglærd fortæller, der er dybtfortrolig med reformationstidens sprog ogforestillingsverden, salmer og liturgi, alkymiog astrologi og kan holde en egen tone helebogen igennem.Nogen helgenbiografi er det ikke. En gruppeforhutlede, forladte børn følger i Luthersnærhed hele hans liv igennem uden at ældes,som en spejling af den tvivl og usikkerhed,han ikke kom ud over, al den ydre fremgangtil trods. Oscar K. er ikke udelt positiv overfor sin protagonist, men altid solidarisk medham. Og på den måde bliver både han ogSteffen Støvring til bekræftelser af dronningMargrethes ord om Luther i et interview fornylig: »Der stod virkelig ild af ham. Han varen flammende type med et kolossalt fut i, somkan sætte brand i mange.«Nogen helgenbiograi er detikke. En gruppe forhutlede,forladte børn følger iLuthers nærhed hele hansliv igennem uden at ældes,som en spejling af den tvivlog usikkerhed, han ikkekom ud over, al den ydrefremgang til trods.
2016.11.11
Martin Luther, den melankolske reformator - Jens Raahauge interviewer Oscar K. på den2radio.dk
Fejringen af 500-året for Reformationen står for døren, og i den anledning udkommer der ganske mange bøger om Martin Luther. Én af dem skiller sig ud fra de andre: Oscar K.s Viae Deus Audet Scire, Veje Gud tør kende, eller Den melankolske reformator.
Det, der gør denne roman særlig, er, at forfatteren har pålagt sig selv, at middelalderens tankesæt og sprog skal være skrivningens motor og begrænsning.
Læseren bliver derfor ført ind i og bundet til et middelalderligt univers, som byder på liv, der på en og samme tid er knugende råt og uforbeholdent søgende. Man kan ikke slippe bogen, som i øvrigt er smukt, gammeldags boghåndværk i shirting-bind.
Karsten Pharao læser udvalgte tekster.
Bogen Viae Deus Audet Scire er udkommet på forlaget Jensen & Dalgaard.
HØR UDSENDELSEN HER:
den2radio.dk/udsendelser/martin-luther-den-melankolske-reformator
2016.10.05
Oscar K. skriver smukt med en sproglig sans, der løfter indholdet. Han kan, som få, skrive sig ind i den kirkelige middelalder på en måde, der får teksten til at sitre af overtro, skæbne, råhed og håb.
Oscar K.
Viae Deus audet scire - veje Gud tør kende (2016) - BOG
Lektørudtalelse af Jørgen Bartholdy
Vi følger i romanens form Martin Luther fra barndommen over hans modvillige karriere som reformator til hans død. Både gennem ham og gennem en række bipersoner får vi et stemningsmættet indblik i det voldsomme, men også spirituelt stærke liv, man levede på den tid.
Kort om bogen
Det er i de kaotiske år mellem middelalder og gryende oplysning, at Martin Luther udpeger linjen mellem Gud og verden, men det er tiden, der står klarest i denne voldsomme og sansede roman, der cementerer forfatterens position som en original og åben beskriver af kristen åndelighed. Målgruppen er litterært skolede med interesse for perioden og personen Beskrivelse Med Martin Luther i centrum oplever vi hans samtid. Oscar K. lader en del bipersoner forblive børn romanen igennem, og det befordrer en stemning af skæbnetro og naivitet. Vi får et billede af den tankeverden, der måske var almuens, men vi ser også, hvordan den kirkelige og åndelige diskurs ikke kun blev styret af Luther. Bogen har citater fra samtidige kilder og bogen afsluttes med lister over personer dels fra romanen og dels virkelige.
Vurdering
Oscar K. skriver smukt med en sproglig sans, der løfter indholdet. Han kan, som få, skrive sig ind i den kirkelige middelalder på en måde, der får teksten til at sitre af overtro, skæbne, råhed og håb. Det er ikke alt man forstår, men man aner meget. Han har et godt greb om tiden, og det lykkes at formidle den som en brydningstid, hvor Luther var en af flere aktører. Bogen er lækkert layoutet, udstyret med bittesmå røskner af Dorthe Karrebæk og smukt indbundet Andre bøger om samme emne/genre.
"Luther - med egne ord" er også et forsøg på at præsentere Luther i skønlitterær form, dog mere traditionelt
Til bibliotekaren
Jeg tror at formen vil tale til flere end Oscar K.s mange graphic novels, så indkøb med en vis gavmildhed anbefales
Lektør: Jørgen Bartholdy
