DORTE KARREBÆK OG BOGEN
2018.09.10
Smuk og tankevækkende bog beretter om den ene dronning af tegneland. Nu mangler vi bare en bog om den anden En fyldig bibliografi om tegneren Dorte Karrebæk slår benene væk under Politikens anmelder
Af Steffen Larsen i Politiken
Danmark er et tegneland! Og ligesom i eventyret skal der være en konge og en dronning, som mildt ser til, at alt går til på den rette måde. Her i tegnelandet har vi ingen konge, men to dronninger. Uden Lilian Brøgger og Dorte Karrebæk var vi stadig i stenalderen. Og så milde er de nu heller ikke. For nemheds skyld har de karakteriseret hinanden sådan: Karrebæk er stregtegner. Brøgger er mere maler.
Nu er der kommet en stor og smuk og tankevækkende bog om den ene dronning, (hvem laver bogen om den anden?). Det er en bibliografi, som med akkuratesse og talrige illustrationer følger Dorte Karrebæk fra den spæde begyndelse – en rød trold i 1981 – til den seneste udgivelse, som er grafiske ytringer til gemalen Oscar K. alias Ole Dalgaards nye oversættelse af det, vi plejer at kalde ’Højsangen’. Her hedder den ’Sangenes sang’.
Netop hvad angår Dorte Karrebæks billedverden, så er den både ens og forskellig. Det, som japanerne kalder ajapa japa – det samme, men på en anden måde. Man kan sagtens identificere forskelligheder i farvevalg, teknikker og interesser, men den grundlæggende melodi går i dur og handler om frihedstrang, store bevægelser, blanke øjne, mægtige fødder, fart og forståelse.
Det fede ved Gunnar Jakobsens ’Dorte Karrebæk og Bogen – 1970-2018’ er, at hun selv snakker med. Efter et oplysende indledende essay af Nina Christensen kommer Dorte Karrebæk på banen med skitser til en selvbiografi.
Vi hører om moderen, der var døv og ofte gik rundt uden tøj på. Om faderen, som tilbragte det sidste halve år af besættelsen i nazisternes varetægt. Om den elskede moster Gudrun, som en tid var gift med komponisten Niels Viggo Bentzon. Da Dorte var lille, var hun lykkelig og nærsynet. Da Dorte blev større, havde hun svært ved skolen (hun er ordblind), og trods en indre vedholdende tro på sin vej og sit talent havde hun også besvær med at komme til orde. Da der først gik ’hul’, blev hun ustoppelig. Og hul gik der med den næsten ordløse ’Der er et hul i himlen’ fra 1989.
Selv faldt jeg ned af stolen første gang i 1987. ’Hundesnoren’ er Dorte Karrebæks første rigtige billedbog, og den var fem år undervejs. Det er her, friheden kommer ind. Snor eller ej. Og det tema er blevet vendt og drejet hen over årene. Børn og hunde fortjener spildtid, legetid, gøtid og fri spisetid. Tegnerens solidaritet med barndommen er urokkelig. På det punkt er hun forblevet nærsynet.
Gunnar Jakobsens bog tæller ikke bøger. Det er nok også omsonst, for mon ikke der gemmer sig et par uopdagede efter bibliografiens hundredvis af titler? Dorte Karrebæk er utrolig arbejdsom. Hun laver de fineste, klogeste billeder til egne eftertænksomme bøger (’Ingenting her/ingenting der’). Hun giver nyt liv til klassikere som Shakespeares ’Hamlet’ eller Raymond Chandlers ’Den store søvn’. Samtidig kommer en strøm af illustrationer til letlæste lærebøger. Et særligt kapitel er samarbejdet gennem mange år med forfatteren Nils Hartmann omkring historiske bøger, sagaer og væmmelige væsner. Dorte Karrebæks hænder (og tanker) er aldrig i ro.
Et nyt kapitel i dansk børnelitteraturs egen bog indledes, da Dorte Karrebæk under et skrive-tegne-ophold på Hald Hovedgaard i 2002 møder en mand, der kalder sig sekretær for hunden Oscar, som har dikteret ham en bog. De bliver venner. De arbejder sammen om den omtalte bog ’Carlos & Co.’, som udkommer året efter. Så bliver de gift og flytter til Spanien. Resten er historie.
Fordi Carlos-bogen var så anderledes, drev Dorte Karrebæk og Ole Dalgaard, der nu opererede under navnet Oscar K., næsten af sig selv i retning af historier, som var anderledes. Egentlig har de ikke valgt at træde nogen over lakskoene, tror jeg, med billedbøgerne om medlidenhedsdrab, bedemænd for børn, kz-lejre og en helt ny fortolkning af evangelierne, men sådan er det bare blevet.
I en årrække producerede de to en række historier om to hunde og en kat – ’De tre’ – der viser alle former for menneskelig adfærd: gevaldig grådighed, dyb dumhed, splat, vold og pædofili, for blot at nævne nogle. Den var aldrig gået i Sverige, men her i landet blev ’De tre’ bare kult. (Og er netop genudgivet i et stort flot bind).
Nu er det slut. Der er ikke flere tabuer og tæer at træde på. Så Gunnar Jakobsens bog kommer til tiden. Og samtidig med oplistningen af værker og oversættelser følger en gavebod af billeder, som viser Dorte Karrebæks talent i fuldt flor. Hendes valsende drømmende billeder, fulde af nuancer i farve og forståelse, med et mylder af humor og blink i øjet og med en utrættelig søgen efter et svæv i frihed. Tegnerens største evne er måske, at hun kan skabe symmetri og balance i et tilsyneladende kaos. Du tror, at verden vælter, men Dorte Karrebæk har snor i den.
Bogen fortjener mange seere (billedlæsere) og tekstlæsere, og den er brugbar i mange sammenhænge fra den alment interesserede til den studerende, der ønsker et indblik i en forunderlig billedverden og kunstner. Hvor det tidligere var ordet, der var i centrum, kan man med en kontrafaktisk version af Johannes-evangeliets åbningsord sige: I begyndelsen var billedet. Vi lever i en billedtid, en tid hvor det snarere er billedet end ordet, der styrer. I Dorte Karrebæk og Bogen – 1970 – 2018 kan man få syn for sagn.
2018.09.19
Dorte Karrebk og bogen
af Søren Fanø på bogbotten.dk
Når jeg kigger op fra tastaturet, ser jeg på tre originale indrammede opslag af forfatteren og illustratoren Dorte Karrebæk (1946) fra billedbogen Den sorte bog (2007). En bog, der handler om De syv dødssynder. Så funderer jeg af og til over, hvorfor Dorte Karrebæk og Jens Raahauge lige valgte, at min 60års fødselsdagsgave fra Dansklærerforeningen skulle være fra afsnittet om hovmod, stolthed og overmod.De tre opslag har, udover at glæde mig, også været medbragt til undervisningen i visuelle tekster, eller billedbogen, på læreruddannelsen – for hvor læsere tit ”styrter igennem” en billedbog, så har de tre ”billeder” vakt en nysgerrighed, været genstand for nærlæsning af detaljer og ikke mindst bibragt de studerende respekt for illustratorer og illustratorfaget.En respekt Dorte Karrebæk og hendes kolleger i høj grad fortjener.
Dorte Karrebæk er med 260 bogudgivelser bag sig en af de mest produktive og innovative danske illustratorer og billedbogsmagere gennem tiden. Hun er arvtager efter billedfortællere som Ib Spang Olsen og Svend Otto S., og har sammen med Lilian Brøgger været med til at uddanne og danne skole for nye generationer af illustratorer, som bare for at blive i Aarhus, kan eksemplificeres ved Cato Thau -Jensen og Kamila Slocinska.
Dorte Karrebæk og Bogen 1970 – 2018 er en oversigt over hendes livsværk og falder i tre dele.
I første del giver lederen af Center for Børnelitteratur og Medier, Nina Christensen, en indføring til Dorte Karrebæks værk som illustrator og forfatter og indplacerer hende i børnelitteraturen fra 1980erne til nu. Nina Christensen betoner blandt andet Dorte Karrebæk og Lilian Brøggers rolle som foregangskvinder i forhold til at skabe illustrationer med selvstændig kunstnerisk værdi. De genoptog arven fra illustrator-forfattere som Egon Mathiesen og Ib Spang Olsen, for hvem billedsiden absolut ikke var underlagt skriften. Herfra følger Nina Christensen Dorte Karrebæks udvikling som illustratorforfatter frem til samarbejdet med Oscar K. med så banebrydende værker som; Idiot (Høst & Søn, 2009) Lejren (Høst & Søn, 2011), De skæve smil (Klematis, 2008) og mine slapstick favoritfortællinger fyldt med drengerøvshumor, De 3. Historier om 2 hårde hunde og 1 kat. (samlet udgave, Jensen & Dalgaard, 2017), de illustrerede erindringer I tilfælde af krig (Dansklærerforeningen, 2009) og ikke mindst Dorte Karrebæks helt egne billedfortællinger Den sorte bog (Alma, 2007), Mona (Gyldendal, 2011)og Donna (Gyldendal, 2013) og slutter af med Karrebæks og Madame Nielsens forunderlige og frække Da Gud var dreng (Høst & Søn, 2015).
I essayet Dorte Karrebæk om Dorte Karrebæk får læseren en levnedsbeskrivelse fra fødslen i Ballerup i 1946, over ferieophold i Hornbæk, uddannelsen på Kunsthåndværkerskolen, de formative år på vej mod at blive selvstændig kunstner, samarbejdet med bl.a. Nils Hartmann, mødet med Oscar K. på Hald Hovedgaard i 2002, flytningen fra Hornbæk til Calpe i Sydspanien og det frugtbare samarbejde med Oscar K. (Ole Dalgaard). Levnedsbeskrivelsen giver et spændende indblik i Dorte Karrebæks kunstneriske udvikling, men giver samtidigt et billede af kvindernes historie, kvindeliv som kunstner, mor og kvindefrigørelse i perioden 1946 og frem til nu.
I anden del af Dorte Karrebæk og Bogen har Gunnar Jacobsen sammen med gode folk støvet alt op som Dorte Karrebæk har været involveret i fra omslaget på Jytte Borbergs debutroman Nældefeber i 1970 frem til omslaget og syv tegninger i Anne Marie Marquardsens fagbog Inklusion i daginstitutionen – Om at udvikle inkluderende læringsmiljøer (2017). Imellem de to yderpunkter finder læseren blandt andet hele Dorte Karrebæks børnelitterære produktion fra Pixi-bogen (nr.308) Den lille røde trold fra 1981 over et af højdepunkterne med den barske skilsmissefortælling Pigen der var god til mange ting, som hun modtog Kulturministeriets børnebogspris for i 1996, frem til de ovennævnte banebrydende barske værker sammen med Oscar K. og Madame Nielsen. Undervejs er der i bogen anbragt små kommenterende fortællinger om udvalgte værker, hvor Dorte Karrebæk fortæller om ideen bag værket, samarbejdet med en forfatter, billedbogstekniske finesser, farver og udviklingen som billedbogsmager. Småfortællinger der både giver bogen liv, men som samtidigt gør læseren meget klogere. Desuden er der blevet plads til uddrag af dagbladsanmeldelser.
Afsluttende rummer Dorte Karrebæk og Bogen en fortegnelse over litteratur, som Dorte Karrebæk bragt i bøger og tidsskrifter samt en fortegnelse over artikler, interviews, boganmeldelser i aviser og et navneregister og titelregister. Så er man også klædt på til at dykke længere ned i Karrebæks ”æuvre”– eller livsværk.
Det er et meget smukt værk Forlaget Vandkunsten, og tilrettelægger Dorte Cappelen, har beriget litteraturen om børnelitteraturen, billedlitteraturen og Dorte Karrebæk med. For som det sig hør og bør, er Dorte Karrebæk og Bogen – 1970 – 2018 selvfølgelig fyldt med illustrationer fra den billedverden Dorte Karrebæk har beriget os med. Bogen skriver sig ind i forlængelse af de nyligt udgivne bøger om billedbogsmagere som: Søren Vinterbergs Ib Spang Olsens ABC (Lindhardt og Ringhof, 2015) og Annette Wiborg og Kristin Wiborgs værk Billedfortælleren Svend Otto S. (Gyldendal, 2016). Med denne bog har bibliografen Gunnar Jacobsen afdækket omfanget og kvaliteten af endnu et illustrator- og forfatterskab; men ét der tilhører en yngre, nulevende og ikke mindst sprællevende kunstner.
2018.09.20
Dorte Karrebæk
Af Bodil Christensen på folkeskolen.dk
Som ordblind og nærsynet uden briller var skolen ikke et yndlingssted for den unge Dorte. I erindringsbogen skriver hun om skolen: ”Det var de voksne. Uberegnelige og nedladende. Jeg var bange. De gav lussinger for det mindste. En glemt blyant eller bog. Eller hvis man ikke kunne finde ud af hjemmeopgaverne. Bang! En på siden af hovedet og ud og stå på gangen resten af timen. Mest de plydsede drenge fra husvildebarakkerne. De havde aldrig deres ting i orden. Små og underernærede, så de røg hen ad gulvet, når lussingerne ramte.”
”Jeg blev født den 19. juli 1946 i min mormors himmelseng i Ballerup. Året efter 2. Verdenskrig.” Det er Dorte Karrebæk, der blev født den dag. På Vandkunstens forlag er der udgivet en bog om Dorte Karrebæks store arbejde som tegner og forfatter i børnelitteraturens verden. Utallige tynde tænksomme mennesker har Karrebæks skabt på papir. Der er også handlekraftige rødhårede piger, yppige damer med bare lår, katte og hunde uden pli og dannelsens politur, der er en gendigtning i billeder af det nye testamente, klassikere i streg og der er idioten August med sin mor.
”Dorte Karrebæk og Bogen 1970 – 2018” udmærker sig ved, at Karrebæk selv fortæller om sit liv. Karrebæk er uddannet tegner, men den humoristiske råstyrke, der ligger i illustrationerne går igen, når hun skriver om sit liv. ”I tilfælde af krig” hed en erindringsbog til børn, hun skrev i 2009. Hun fortæller om sin mor, der var døv, og som dyrkede nøgendans i hjemmet. Om skolen, om faderen, der her i efterkrigstiden øvede ”hvis – krigen – kommer” med de tre børn. Hun fortæller om husvildebarakkerne med hjemløse børnefamilier, om konfirmationsforberedelsen og blå mandag. Barndommen slutter, da hun bliver konfirmeret, nu er hun voksen.
Som ordblind og nærsynet uden briller var skolen ikke et yndlingssted for den unge Dorte. I erindringsbogen skriver hun om skolen: ”Det var de voksne. Uberegnelige og nedladende. Jeg var bange. De gav lussinger for det mindste. En glemt blyant eller bog. Eller hvis man ikke kunne finde ud af hjemmeopgaverne. Bang! En på siden af hovedet og ud og stå på gangen resten af timen. Mest de plydsede drenge fra husvildebarakkerne. De havde aldrig deres ting i orden. Små og underernærede, så de røg hen ad gulvet, når lussingerne ramte.”
Det er den længere version af sit livsforløb Karrebæk beskriver i bogen ”Dorte Karrebæk og Bogen 1970 – 2018”. Stadig er hun loyal overfor sin døve mor, der måtte tage et stort ansvar, da Karrebæks far sad i Frøslevlejren i slutningen af 2. Verdenskrig: ”Min mor var ikke kold, hun var bare døv og havde vænnet sig til at handle i stedet for at snakke. Kontant og tilregnelig. Jeg har altid elsket hende for det. Hun er model for de kvinder, jeg tegner.”
Der er en klar morale i Karrebæks erindringsfortælling: ”Som barn skal man møde en forventning om, at man kan blive til noget.” Det mødte Karrebæk hos moster Gudrun i Hornbæk. Her var der voksne, der tog hende alvorligt. Og så kom hun på fabrik og fik akkordarbejde, mens aftenerne blev brugt på Kunstindustriskolens Forberedelseskursus. ”Det var en herlig tid, en fuldstændig vidunderlig tid ved et samlebånd med seks andre kvinder. Vi pakkede hovedpinepiller, afføringspiller, vanddrivende, lysegrønne og lyserøde tabletter. Ned i brune glas med lidt skumgummi i toppen, låg på og i kasser. Dagene på akkord gik i en for mig hidtil ukendt barsk kvindeverden, hvor underlivssygdomme og aborter, boligmangel, druk og den enlige mors bekymringer var blandt de indbyrdes betroelser. Der blev grint og grædt. Mine ører voksede. Og de indre billeder med.”
Det er her i den virkelig verden, Dorte Karrebæk henter sine billeder. Gennem hele livet kom hun altid i selskab og forhold med mennesker, der ikke var hverken mainstream eller almindelige. Hun har arbejdet med novelleskrivning og tegning hos Alt for Damerne, været på reklamebureau, tegnet til historiske fortællinger, illustreret alt, fik et barn med Kurt Trampedach, måtte holde en månedsløn hjemme gennem lønarbejde og tegninger, men så mødte hun Uffe, så Frede, så Ole Dalgaard (også kendt som Oscar K) og hele tiden tegnede og skrev hun. Ser man i bogens smukke bibliografi er der stor spændvidde i produktionen. Det går lige fra en ydmyg grå parasol på forsiden til Jytte Borbergs debutroman: ”Nældefeber” i 1970 over ”Pigen der var go’ til mange ting” i 1996 og endelig er der de sidste tyve års fremragende bøger, hvor samarbejdet med Oscar K har beriget børnelitteraturen på mangfoldig vis. Alle tabuer er brudt med ”Idiot”, hvor moderens medlidenhedsdrab på idioten August er et tema, ”Lejren” hvor barndommen fremstilles som en koncentrationslejr, og der er bøger om bedemænd, aborter og Knokkelmanden. Sammen med Skt Nielsen kom ”Da Gud var dreng” i 2015. Smukkere og mere filosofisk kan det næsten ikke blive til børn. Og altid er humoren med i streg og ord.
”Dorte Karrebæk og Bogen 1970 – 2018” er ikke blot Karrebæks selvfortalte livshistorie. Der er en introduktion ”Når billedet får det sidste ord” af Nina Christensen, og så er hovedparten af bogen en fyldig bibliografi, hvor Karrebæk kommenterer udvalgte værker.
Tak for en smuk bog. Og for megen tekst og mange tegninger i mange år.
