2018.12.14
Ned i Sortfossens dyb
af Camilla Østergaard Nielsen på Nummer 9
Hvis man er på jagt efter et plot i Per Dybvigs Sortfossen, skal man enten lede længe eller have et særlig talent for mønstergenkendelse. Heldigvis behøver man ikke have et klart plot for at skabe en fantastisk flot og fængslende bog.
Det er ikke nemt at placere Sortfossen i en kategori. Måske er det en grafisk roman? Er det en kunstbog? Illustrerede noveller? Faktum er, at billede og tekst i denne bog er dybt afhængige af hinanden, selvom de to ting er adskilt; på venstre opslag står teksten, på højre side ses illustrationen.
Manden bag Sortfossen er norske Per Dybvig. Han er billedkunstner og debuterede som forfatter i 2015 med billedbogen Jegeren – en fortelling fra skogen. Den blev kåret som Norges smukkeste bog takket være Dybvigs originale univers, hvor det vrimler med menneskelige dyr og dyrelignende mennesker. Symbiosen mellem mennesker, dyr og natur går igen i Sortfossen, men nu er menneskekarakteren i fokus.
Da jeg fik bogen i hånden og slog op på den første side, troede jeg, at der kom en sammenhængende historie: Vi bliver introduceret til sortfossen, der dundrer afsted i nærheden af en by. Med stedsbeskrivelsen forventes et zoom ind på en historie knyttet til sortfossen. Plottet kommer bare ikke. Det eneste der bliver ved med at gå igen som et gennemgående billede, er sortfossen; et sort vandløb.
En af de korte tekster gengiver meget billedligt den følelse, jeg havde, da jeg gik i kast med at forstå den: ”Han kunne ikke få bevægelsesmønsteret til at passe. Han vidste ikke engang, hvad der var hovedindgangen” (s. 46-47). Jeg ledte vitterligt efter en hovedindgang i bogen. Jeg kunne ikke finde den. I stedet lod jeg mig rive med og begav mig ud på sortfossens snørklede vej.
Hvert opslag i bogen består af fabulerende, surrealistiske og til tider vulgære illustrationer, der er ledsaget af en ultrakort tekst. Sammen åbner illustration og billede op for et glimt af et narrativ, som giver rig mulighed for at tolke videre på absurditeterne. Til tider gives der dog så lidt, at de tomme pladser står gabende åbne og man som læser ikke aner, hvad man skal stille op.
”Han påstod, det var hans kat” (s. 38-39). Den lakoniske tekst står skrevet i sammenhæng med et portræt af en mand med triste øjne, der er klædt i en giftigt petroleumsfarvet rullekravetrøje. I favnen bærer han en sort kat. I baggrunden står et flammehav. Teksten er kortfattet og en smule komisk. I sammenhæng med illustrationen bliver det en tragisk skildring af mandens liv; en mand med en fortid, hvor der kan være sket hvad som helst. Nu er der kun usikkerheden om kattens ejerskab tilbage.
Hvis man skal komme med et bud på et gennemgående tema i Per Dybvigs værk, peger flaskehalsen på ensomhed. De fleste narrativer handler om en han eller en hun, som er alene: ”De havde anbragt ham på gangen sammen med fem andre” (s. 52-53) er et eksempel på et opslag, hvor der er sket noget for personen, der har haft store konsekvenser. Illustrationen viser en nøgen Kvium-lignende mand med afhuggede ben. Som teksten fortæller os, sidder han på en gang på noget, der ligner et hospital med rene, kliniske linjer. Han har været ude for noget forfærdeligt, og nu sidder han der i ensomheden sammen med andre ensomme mennesker.
Med Dybvigs Sortfossen bliver vi inviteret ind i et usædvanligt og gådefuldt univers, hvor ensomhed og triste skæbner skildres på en gådefuld, men tragikomisk vis. Vi bliver hevet ind i nogle besynderlige situationer og vi præsenteres for groteske detaljer i kraft af en meget mangfoldig streg, som både byder på vulgære og surrealistiske farvelader og dystre sort-hvid-dystopier.
På trods af bogens noget skæve format, som ikke kan klassificeres som en klassisk tegneserie, rammer den læseren med en melankoli og undren over tilværelsens absurditeter. Dens skæve form stemmer perfekt overens med det skæve indhold. Formentlig er det netop det, som gør, at bogen rammer plet.
