PÅ DET ANDET FORTOV

Der var en stille dreng, der gik rundt på det andet fortov med et smil og en venlig hund, der ikke gøede. Det vil sige, hunden gøede i søvne om natten, men så forsigtigt, at den ikke vækkede drengen, som skulle tidligt op og i børnehave hver morgen undtagen i weekenden.

Alle folk i byen, der mødte dem, sagde: "Sikken en venlig dreng! Og sikken en stille hund!", og så vinkede de og gik over på det andet fortov og klappede hunden.

"Tak skal De ha', og fortsat go' da'!" sagde drengen med smilet. Eller rettere: folk troede, det var drengen, der sagde det. Det var det ikke. For drengen var stum, så han kunne ikke sige noget. Men heldigvis var hunden bugtaler og kunne lave stemmer med maven uden at åbne munden. Så den lod, som om det var drengen, der talte. Og der var ingen, der opdagede noget.

Heller ikke i børnehaven. For drengen og hunden var altid sammen, både når børnene såede karse og tomatfrø i vinduskarmen, og når de stod og ventede ved stoppestedet på en bus, der kørte ud i skoven.

Ude i skoven lavede børnene bål og bagte snobrød og fortalte historier og slog pæle i jorden og tog hjem igen. Og om vinteren blev de hjemme og tegnede eller lavede askebægre af ler og slog søm i noget træ. Og en gang fik hunden en hammer i hovedet. Bang og stjerner og sol og måne! Dér lå hunden på gulvet, og tungen ud af munden.

Efter den dag kunne den pludselig standse på det andet fortov og lave sig skeløjet og sige "Av, for helvede!". For eksempel foran et par gamle damer. Eller den fortalte nogle værre røverhistorier henne i børnehaven om, at trækfuglene tog med charterfly til de varme lande og spiste rejemadder på paptallerkener med plasticgafler og gik med solbriller og turistkufferter på hjul. Den snakkede og snakkede, hunden, og den løj meget. Den var så fuld af løgn, at drengen, der ikke kunne lade være med at smile, fik skæld ud, fordi alle troede, det var ham, der snakkede. Og folk i byen holdt op med at vinke.

"Det er nok balancenerverne, det er galt med," tænkte drengen og gav hunden noget morfin, så den blev rolig og ikke lavede sig skeløjet mere, men bare slingrede lidt, når den gik på det andet fortov.

Som tiden gik, holdt hunden helt op med at snakke, og der var ingen, der skældte ud mere. Og folk i byen begyndte at vinke igen, når den venlige dreng gik rundt med sin meget stille hund. Lidt efter lidt forsvandt også drengens smil, og han længtes efter den gang, da hunden fortalte skøre historier og lavede sig skeløjet.

Men det var slut med det.