HOLBERGMEDALJEN 2021 GÅR TIL…


Tegner og forfatter Dorte Karrebæk formår at tale til alle aldre i en streg og en  sprogtone, der er helt hendes egen. Nu hædres hun med årets Holbergmedalje. Med medaljen følger 75.000 kr. fra Statens Kunstfond.


Dorte Karrebæk ansporer os med sin streg og sprogtone til at se fordomsfrit og nysgerrigt på verden, og hun arbejder, helt i Holbergs ånd, med vid, humor – og i oplysningens tjeneste. Nu modtager hun Holbergmedaljen.



HOLBERGKOMITEENS MOTIVERINGSTEKST 


Tegner og forfatter Dorte Karrebæk modtager Holbergmedaljen 2021. Karrebæk er unik. Hun taler med de to-årige, med midaldrende og med oldinge i en streg og en sprogtone, der altid er til at aflæse, og som altid er lidt rystende. Hendes univers går fra realisme til det groteske, altid med humor, altid med prægnans og præcision. Hun afsøger sanselighedens muligheder. Hvordan mærkes verden, hvordan ser den ud, hvordan lugter den, og hvordan lyder den, når man f.eks. ikke kan høre? Karrebæk bruger sin kunst til at frisætte mennesket. Hun tegner repræsentationer frem baseret på dyrt købt viden, erfaring og historie, uden at moralisere. Hun tegner med en ømhed, der skaber empati for alt det, der rører os, når vi begiver os ud i en vaskeægte Karrebæk-verden. For det, og for hendes konkrete arbejde med flere Holbergklassikere, gives hun medaljen.


 

OM DORTE KARREBÆK


Dorte Karrebæk (1946) er uddannet reklametegner fra Kunsthåndværkerskolen i København. Hun debuterede med ’En lille fugl’ i 1982 og har illustreret mere end 150 danske børnebøger og talrige nye udgivelser af Holberg, bl.a. Peder Paars, Niels Klim, Jeppe på Bjerget og Erasmus Montanus. Dorte Karrebæk har modtaget en lang række priser og anerkendelser, bl.a. Statens Kunstfonds hædersydelse, Nordisk Råds Børne- og ungdomslitteraturpris, Nordisk børnebogspris, Kulturministeriets Illustratorpris og Kulturministeriets Børnebogspris.


Kilde: kunst.dk