ARS MORIENDI
2021-12-05
AT LUKKE OG SLUKKE For den, der kan stille sig ind på Oscar K.’s tyste bølgelængde, er der livsvisdom at hente
AF ERIK SKYUM-NIELSEN i Information
En lille, grafisk smuk, tindrende poetisk, stilfærdigt visdomsspækket bog er for nylig landet iblandt os og fortjener at finde frem til dem, som vil kunne værdsætte den. Det burde sådan set være alle, men eftersom Ars moriendi konstant kredser om døden, eller i det mindste insisterer på at betragte livet i dødens belysning, vil den nok sige dem mest, der i lighed med forfatteren har passeret midten af vor bane gennem tilværelsen. Allermest nok alle os, der som han »holder af ruiner, forvitrede bygninger, furede ansigter og døde sprog«, og som ved, at i forfaldet ligger forandringens mulighed, en tænkelig forvandling.
Oscar K. – tillige kendt under det borgerlige navn Ole Dalgaard (f. 1950) – har i mange år været bosat i Spaniens bjerge, men nedtegner nu sine notater i dansk lavland ved kysten, i et sort hus nær havet. Her observeres på bogens første side ryler og præstekraver på stranden. Men på fjerdesidste side er fuglene trukket sydpå! Det er sådan set det eneste, der foregår i den ydre, omgivende verden. Dog, i ordenes stille rum sker der en masse: »Han ordner begivenheder, lægger mønstre, river historiernes og erindringens billeder fri af den tomme tids bevægelse, så de bliver læselige som ruiner og tegn.« Metoden i skriften, virkningsfuldt akkompagneret af Dorte Karrebæks dybt makabre og dog muntre tegninger, består i at skabe små, lokale poetiske punkter.
»Han skriver indtryk ned, ord og sætninger, spørgsmål. Han forsøger at fastholde oplevelser, tanker og forestillinger, før de forsvinder. Som om verden ikke eksisterer, hvis han ikke skriver den ned. Nogle gange er ordene mere virkelige for ham end virkeligheden.«
Ja, eller også opleves de som mere bestandige end det flygtige liv, og som mere sammenhængende i deres punktagtighed, nu, hvor det velkendte billede opleves som smuldret, og hvor bogens han føler sig hensat til en verden uden fortid, nutid og fremtid, »fuld af hændelser og omtrentlige steder, hvor hvert sted har sit eget nu og sin egen hastighed«. Anbragt som han er i »en verden uden tid, hvor alt er sløret og ubestemmeligt«. Han føler sig, som der andetsteds står, »mere og mere fremmed og uvedkommende i en ubegribelig verden, fordi også han er blevet dybt ensom og centreret om sig selv til trods for, at han har fjernet sig fra at være en anonym del af et hele og opdaget sig selv som et frit og uafh ængigt individ«.
Hvad bogen lærer ham og dermed læseren, er at acceptere denne tilstand. Implicit rummer bogen således en kritik af livsforlængelsen som den moderne naturlov i et samfund, hvor babelsygehuse har afløst katedraler, fortrængt Gud og indsat hvidkitlede halvguder i hans sted: »Ingen befrier de horder af ulykkelige gamlinge, der er spærret inde i et liv uden lødighed.«
Heri kan anmelderen bare give forfatteren ret; jeg har, som søn til en 97-årig, på det seneste fået situationen tæt på.
Der skrives og udgives i disse år mange memoirer og tilbagebliksbøger, oftest propfyldt med trivielle detaljer og meninger om dette og hint. Hvad Oscar K. giver os, er en intim tilværelsesstatus, skrællet for personlige og private detaljer. For den, der kan stille sig ind på hans nærmest tyste bølgelængde, er der masser af livsvisdom at hente, indtil han slutter af således:
»At lukke og slukke. Forsvinde stille og roligt. Forlade samlingerne af bøger, fyldepenne, mekanisk legetøj, piber, glaselefanter og pistoler. Spille firhændigt. Danse tango. Bade i den samme fl od igen og igen. Vinde kundskab. Modtage forstandens kraft.«
Ikke nogen helt ringe praksis! Og i fuld overensstemmelse med måden, hvorpå munke og eremitter og stoiske vismænd før i tiden så roligt som muligt uddannede sig i kunsten at dø.
2021-04-26
Tankerne kredser om det væsentlige. At være i stand til at dø. At lukke og slukke.
Oscar K. ARS MORIENDI Jensen & Dalgaard 2021 70 sider – 200 kr.
Omtale i Sygeplejersken maj 2021
Oscar K er døende. Han sidder i en havestol med udsigt over kysten i sin barndoms land, og her funderer han over kunsten at dø og har skrevet en fin lille samling overvejelser om det samme. En afrundende tekst, som der står i pressemeddelelsen.
Teksten opsamler det levede liv, begæret, erotikkens betydning, naturens kraft. Hvert afsnit indledes med en lille og ofte morsom tekst, som giver lyst til at læse videre.
De mange glimt fra den tilværelse, der slutter om ikke så lang tid, oplevelsen af forfald og forberedelsen på at være intet, er illustreret af partneren, Dorte Karrebæk. Falmede børn med dyremasker, døden selv og blebarnet er at finde i forskellige afskygninger.
Tankerne kredser om det væsentlige. At være i stand til at dø. At lukke og slukke.
2021-03-06
Et stærkt og fortættet værk, der udstråler livsvisdom
Thomas Ry Andersen skriver på bibliotek.dk bl.a.:
Mesterlig lille bog, der minder læseren om, at vi alle er døende og lige så godt kan begynde at øve os. For Oscar K.-fans og andre med interesse for eksistens og livsfilosofiske temaer.
Et stærkt og fortættet værk, der udstråler livsvisdom og en følelse af sandhed, som er realiseret med en fin udtryksfuld klarhed som fx her: ”En musvåge kredser over strandengen. Bidende stenurt, vild timian og havtorn.”, ”Hundedagene sætter ind, kødet rådner. Mælken bliver sur og hundene bidste.” Tekst og tegninger spiller perfekt sammen, og alt i alt har vi med et stærkt personligt og melankolsk værk at gøre, der minder om, at døden er en central del af den menneskelige eksistens.
2021-03-03
Kunstfærdigt grubleri over døden
Trist og træt tekst af en ellers veloplagt skribent af Kristian Østergaard i Kristeligt Dagblad
”Ars moriendi” er latin og betyder kunsten at dø. I middelalderen var ”ars moriendi”-bøger en udbredt genre. Det var datidens selvhjælpslitteratur for døende. Der var et klart religiøst sigte med ”ars moriendi”-litteraturen. Man forberedte sig på det uigenkaldelige, og man forventede, at der forestod et regnestykke i det hinsides.
Ofte var ”ars moriendi”-litteraturen udstyret med træsnit af døende, som fik besøg af både engle og djævle, eftersom der i den døende forestod en kamp mellem godt og ondt, inden han eller hun forlod denne planet. Det handlede om, at den døende skulle afvise de djævelske fristelser og satse på Guds nåde og dermed himmeriget og ikke Helvede. Oscar K., der er et pseudonym for forfatteren Ole Dalgaard, har udgivet talrige bøger. Herunder en række fortrinlige gendigtninger af verdenslitteraturen for børn og unge. Nu har han udgivet en moderne fortolkning af ”ars moriendi”-genren, hvor det religiøse perspektiv helt er fortrængt:
”Han sidder tilbage og kigger uroligt op i himlen; et gudløst væsen, der ikke er skabt, men må skabe sig selv – og skaber sig; alene i en verden, han selv har skabt.”
Og andetsteds hedder det i en direkte modsigelse af det kristne begravelsesritual:
”Af intet et du kommet, til intet skal du blive.”
I teksten møder vi en gammel mand, der erkender, at der ingen trædesten er for den, der vil vandre tilbage og tage en svunden tid i besiddelse:
”Synet svigter, han pisser blod, har mistet appetitten, kan ikke huske navne, titler og årstal som før – alderdommens skavanker indfinder sig lidt efter lidt.”
Han er i sit livs efterår og må spørge sig selv, om han ikke har været lidt for højtideligt optaget af sit hverv som digter:
”Hvad har der været i hans liv ud over prentede bogstaver?”
Det samme spørgsmål må læseren i let modificeret form stille Oscar K. Hvad er ”Ars moriendi” andet end en samling prætentiøst prentede bogstaver?
Pressemeddelelsen fra forlaget forklarer, at det er en tekst om dødens befriende perspektiv; om at afvikle sig selv og blive til infinitiv. Men der er næppe læsere, som bliver opbygget eller opmuntret af dette grammatikalske krukkeri.
Oscar K.’s bog postulerer en dybde, som læseren har svært ved at finde hoved og hale i. Vi erfarer således, at hovedpersonen er ”blevet dybt ensom og centreret om sig selv til trods for, at han har fjernet sig fra at være en anonym del af et hele og opdaget sig selv som et frit og uafhængigt individ”. Men hvis manden er blevet fri og uafhængig, er det da ikke utænkeligt, at han som konsekvens er blevet ensom og selvcentreret. Hvorfor skulle det være ”til trods for”?
Sådan fremtræder meget i sløret eller sløset form i denne kryptiske ”Ars moriendi”, der er en trist og træt tryksag fyldt med kunstfærdige grublerier over døden.
2021-02-23
Afrundet tekst. Åh, at vente – fem stjerner til Oscar Ks ”Ars moriendi”
Af Hans Gregersen - hans@kulturen.nu
Han lever og han ser. Han lever og skriver, han venter, lever og venter og ser og skriver. Livet er let, sådan set, men hvad venter han på? Når man er oppe i årene, er svaret på det heller ikke svært.
Oscar K. er en flittig mand, og hans mange titler har i de senere år kredset mere og mere om det rent eksistentielle.
Hans seneste værk er en ”indøvelse i døden”, en ars moriendi, som det hedder på latin. Et nøgent og fattet meditationsforløb, der skal slutte kredsen og bringe alle de løse ender sammen.
Med året som grundtema i 8 små stykker bevæger vi os ikke ret langt i det ydre, men i det indre så meget mere. Forfatterjeget sanser naturen omkring sig i klare skitser, han vandrer blandt fugle og træer i sin barndoms landskab ud mod fjorden.
Samtidig vandrer han i sit sind, i erindringens og associationernes batteri af bemærkelsesværdige oplevelser og formuleringer.
Der pendles hele tiden mellem indre og ydre, mellem nutid og dengang, mellem nærvær og afstand. Men afstanden stiger med tiden, der er ting at fortryde eller ærgre sig over.
Ting der blev låst fast uden egentlig at ske med vilje. Livet er blevet levet forlæns, og i bagklogskabens lys falder forklarelsens skær over det meste, skønt ikke det hele.
Oscar K er en ensom humanist, der ikke kan holde op med at se og skrive. Hans indfald når vidt omkring og peger dermed på den endelighed, der blev hans.
Der er revyviser, inderlige salmer, klassisk litteratur, Didos arie og Paul Simon. Som en svamp er det fine gemyt gået igennem et liv, som han nu går igennem et år, sansende og reflekterende, lærd og nøgen.
Bogen er en slags haiku-meditationer, forsynet med forunderlige figurer fra Dorte Karrebæks univers.
Årets løb har sin lov, der blev lyst i vor skov. Og Oscar K nærmer sig det infinitte i infinitiver.
