BØRNENES BEDEMAND
2009.01.02
MÅSKE ÅRETS BEDSTE OG SMUKKESTE BILLEDBOG
Børn & Bøger
Tidsskrift for skolebiblioteker, skole- og kulturpolitik samt børne- og ungdomskultur
Nr. 8, december 2008
FYLDT MED SPRÆL
Spræller billedbogen stadig? Ja, vist gør den så! Børn & Bøger tager pulsen på børnebogsmarkedet, der aldrig har været så spændende som netop nu
Af Jesper Holtoug
….
OSCAR K. - GENIAL OG RET GAL
Så får døden ellers lige en mere brutal drejning i Oscar K.s og Dorte Karrebæks bemærkelsesværdige billedfortælling Børnenes Bedemand. Dette er en billedbog, hvor man med rette kan spørge: Er det her virkelig en god idé?
Det er en fortælling om Hr. Jørgensen, der lever af at tage imod døde børn, gøre dem i stand, trøste familien og lægge de små i graven. Kan det lade sig gøre at skrive en historie over det tema? Og er det relevant for børn? Ja, det kan det, og ja, det er det!
Bogen her er måske årets bedste og smukkeste børnebog, som med voldsom styrke og stor blidhed fortæller om det frygteligste af alt, nemlig når døden tager et lille barn. Bogen er ikke let at overtale småfolk til at høre eller til selv at læse.
Selvom illustrationerne er sjove, er de samtidig meget voldsomme, ikke mindst et af bogens første, hvor en grådkvalt familie tager afsked med deres lille pige. Dette billede var tilstrækkeligt for min yngste datter, som stadig nægter at modtage resten af historien. Ærgerligt – for den er ganske fantastisk, den lille fortælling.
Da Jørgensen tager imod en lille hjemløs stakkel, som er bukket under i snevejret, får historien en særlig drejning.
ER ALT TILLADT?
Den lille hjemløse pige var nemlig ikke alene, og hvad der kommer til at ske med resten af den lille børneflok, der sidder og fryser under broen uden for byen, er historiens finale.
Ikke at der gives et endeligt svar på dette, men håbet får lov at leve. En tone a la svenske Ulf Stark med samme indføling og lune. Måske Oscar K.s bedste historie til dato – hvilket ikke siger så lidt.
Er der overhovedet ingen grænser for, hvilke tabuer børn skal udsættes for i disse år. Næh – tilsyneladende ikke.
Den brutale virkelighed er i den grad vendt tilbage i børnelitteraturen: Ensomhed, sult, druk, tæv, sorg og savn. Det interessante er, at det ikke ligner en gentagelse af 1970’ernes betonagtige virkelighedsskildringer uden håb eller drømme om noget bedre.
Socialrealismen er nok tilbage, men nu med overskud, frodig fantasi og mod på tilværelsen. Heri ligger den store forskel. Det er ikke problematisk at bryde tabuer og sprænge rammer, hvis det gøres ordentligt og med respekt for børns erfaringsverden og oplevelsesmåde. Egentlig kan man godt føle sig lidt stolt over at leve i et land, hvor sådanne bøger for børn ikke bare bliver skrevet og tegnet, men hvor de rent faktisk også bliver udgivet og købt!
HENNING, FATIMA OG DEN FARVEBLINDE NEGER, WILLIAM
Ikke alt fra parret Oscar K. og Karrebæk er lige så alvorligt som Børnenes Bedemand. Langt fra.
I Hurtige Henning Historier får piben en ganske anden, fjollet lyd. Helt så rablende vanvittigt og respektløst som splatterhistorierne De tre om Carlo, Simba, Gerda Røvlund og alle de andre er Henning-historierne ikke, men de er nu heller ikke helt lette at matche.
Skægge er Henning-historierne alligevel – og egentlig også ganske tankevækkende lige neden under fjollerierne. Henning konkurrerer med Fatima om, hvem der er bedst til alting. Konkurrencen er knivskarp, indtil det afsløres, at der vist er flere end én Henning.
Hvis man er god til det hele, må man jo sprede opgaverne lidt. Og hvad med Fatima – ligner hendes kusine hende ikke ganske meget?
Foruden de fem Henning’er præsenteres vi også for hunden, som også hedder Henning, og den farveblinde neger, William. Karrebæk demonstrerer her et helt andet billedudtryk end sidst. Her er enkelthed, skrappe farver og boblende overskud i skarp modsætning til de spinkle og sørgmodige streger i Børnenes Bedemand.
… Jo, jo – billedbogen spræller skam endnu.
2008.09.12
Sara Nørholm i Kristeligt Dagblad: Ualmindelig smuk i beskrivelsen af døden og det liv, det er godt at leve sammen med andre.
Kan man det? Skrive og illustrere en børnebog om en bedemand, der arbejder med at gøre døde børn fint i stand til begravelse? Alt imens han synger og danser og flirter? Ja, det kan man, hvis man er ægteparret Oscar K. og Dorte Karrebæk med deres særlige sans for, hvordan tilværelsen kan se ud for børn, når det handler om andet end hverdagens almindeligheder. Hr. Jørgensen, der er indehaver af "Børnenes Bedemandsforretning og Ligkistemagasin" lever et stille og lidt ensomt liv; tirsdag og torsdag kommer Frk. Ene med rene kitler til ham, og om onsdagen synger han baryton i Bedemændenes Barbershop-kvartet. Selv synger han for de døde børn, for at de ikke skal mærke, at han er ked af det, eller også tænker han på Frk. Ene. Det er en bog fuld af forelskelse, stepdans og evergreens. Og samtidig er det en bog om det, der kan være allersværest for voksne at tale om, endsige forholde sig til: at også børn kan dø. Bogen er ligefrem, men omhyggelig og omsorgsfuld som Hr. Jørgensen selv i beskrivelsen af, hvordan det går for sig, når det døde barn skal vaskes, kisten skal gøres i stand, og de sørgende kommer for at tage afsked. Og på samme uforstilte måde holdes troens mulighed åben for læseren. Det er en ualmindelig bog for børn, fordi den er ualmindelig smuk i beskrivelsen af døden og det liv, det er godt at leve sammen med andre.
Oscar K.: Børnenes Bedemand. Illustreret af Dorte Karrebæk. 299 kroner. Gyldendal.
2008.08.04
Politiken Opinion: GRÆNSER FOR GRU af Lise Garsdal
Ungdomsfilm lancerer kræfttema
med lempe. Hvorfor så forsigtig?
I tegneren Dorte Karrebæks sirligt muntre streg
danser bedemanden om det lille barnelig, der
skal gøres fint i stand, før det lægges i sin kiste.
Oscar K.s ’Børnenes bedemand’, der udkom i foråret,
kunne trods dette mere end morbide emnevalg
hverken støde anmelderen eller børnelitteraturens
aktører, da Politiken udfrittede dem. »Der findes ingen
tabuer i børnebøger, ikke engang holocaust«,
som lederen af Forfatterskolen for Børnelitteratur,
Kari Sønsthagen, dengang konkluderede.
NEJ, DA vores dansklærer sendte et klassesæt rundt
med Hans Peter Richters ’Drengen Friedrich’, blev
grunden til de tilbagevendende natlige holocaustmareridt
– i hvert fald for mit vedkommende – så eftertrykkeligt
lagt. Og har Astrid Lindgrens skildring
af den hostende Tvebaks angstplagede
dødsleje i ’Brødrene Løvehjerte’
ikke en gang for alle sat sygdom
og alt for tidlig død på den børnekulturelle
spiseseddel?
Alligevel er vi nogle, der vægrer
os ved at læse ’Den lille pige med
svovlstikkerne’ højt for de yngste – eller for os selv, for
den sags skyld. Og alligevel er der i andre hjørner af
børne- og ungdomskulturen stadig en vis berøringsangst
over for ’det værst tænkelige’.
Helt aktuelt var filmproducenten Regner Grasten i
tvivl om, hvordan han skulle lancere Christian E.
Christiansens ungdomsfilm ’Dig og mig’, der har tre
kræftsyge piger som hovedpersoner. Han valgte at
undgå ordet kræft i lanceringen, hvilket fik Politikens
journalist til at spørge, om ikke de 12-årige burde
varsles om filmens alvorlige emne, inden de begiver
sig ind i biografsalens mørke.
PÅ FILMENS plakat ses seks vaselinelækre unge – den
ene pige bærer en chik alpehue, der, for det indviede
blik, kunne antyde, at der gemte sig en kemoskaldet
isse under. Men meget terminalfase er der nu ikke
over den mainstreamede og, indrømmet, noget bovlamme
æstetik. Fordi filmen »også er så meget andet
«, forklarer Grasten.
Spørgsmålet er for det første, om et fotografi af tre
kronragede piger med drop og kvalmekulør ville støde
det unge publikum fra sig og sælge færre billetter?
Jeg tror det egentlig ikke. Dorte Karrebæks bogomslag
med et pigelig i kiste nærmest drager i kraft af al
sin voldsomme uskyld, og selv om den artificielle illustratorstreg
ikke kan sammenlignes med filmrealismens
mere virkelighedsimiterende udtryk, er det
da i alle andre mediesammenhænge
en kendt sag, at død og
ulykke sælger. Med et mere eller
mindre gennemtænkt
etisk motiv bag selvfølgelig.
For det andet spørgsmål er
jo, om ikke producenten – af
etikkens granvoksne vogtere –
ville blive beskyldt for det
modsatte, nemlig at spekulere
koldt og kynisk i død og ulykke,
hvis han for alvor bankede
til sygdommens blegnæbbede skønhed i sin markedsføring?
Hvis busser og plakatsøjler pludselig var
plastret til med unge kemopatienter, hvis den alt for
tidlige død sådan gloede reklamesmart på os i det offentlige
rum, ville det måske alligevel være for voldsomt;
i modsætning til billedbogens mindre anmassende
henvendelsesform. Måske er vi, børnenes
voksne ambassadører, ubevidst med til at fastholde
bornerte krav til den meget synlige del af den kommercielle
børnekultur i kraft af vores indgroede opfattelse
af den gode sags kerne: at sikre en beskyttende
distance mellem børnene og livets barskheder.
MEN SELV OM filmbranchen angiveligt er tvunget til
at tænke bredere og mere forsigtigt end børnebogsforfatteren,
kan vi godt fordre lidt mere mod og ærlig
snak af eksempelvis folkene bag ’Dig og mig’, der
jo har taget et første skridt. For hvad frygter vi ved at
se vores kulturs sidste tabu mere direkte i øjnene?
Ville vi ikke netop hjælpe næste generation med at
sætte flere, smukkere og mere præcise ord på ’det
værst tænkelige’? Ambitionen ville i hvert fald være
livgivende.
lise.garsdal@pol.dk
2008.02.07
BØRNENES BEDEMAND
"Karrebæk og Ole Dalgaard alias Oscar K. – eller er det omvendt?. Sidstnævnte havde allieret sig med sangkvartetten ”Fourtune”, og det blev en gribende
optræden som akkompagnement til Ole Dalgaards på en gang dristige og tårevædende sentimentale børnehistorie ”Børnenes bedemand”. Den glæder jeg mig til at se i bogform!"
skrev Bent Rasmussen for et år siden i SKOLEBIBLIOTEKET.
Den udkommer den 15. februar og kan høres på HØR EN BOG.
Fyns Stiftstidende har forhåndsanmeldt under overskriften:
Swingende bedemand
"Børnenes Bedemand" er den nyeste børnebog fra Oscar K, som har skrevet et hav af bøger til børn og unge.
I bogen følger man Bedemanden Hr. Jørgensen, der har specialiseret sig i begravelser af børn. Dette lyder muligvis som et makabert emne, men vi hører også om hr. Jørgensens forelskelse i den stepdansende frk. Ene og om hans passion for at synge barbershop.
De mange sange er beskrevet i bogen, men der er også mulighed for at lytte til dem på www.oscar-k.dk
Forlaget Gyldendal har udgivet til 299 kroner. Bogen udkommer 15. februar.
2008.03.22
GRÆNSERNE FLYTTES I TEKST OG TEGNING I NYE BØGER FOR BØRN
Af Kari Sønsthagen
Fredag den 21. marts 2008, 22:30
Titlen »Børnenes bedemand«, er lige til at få gåsehud af. Kan man skrive om død og bedemænd til børn?
Makkerparret Oscar K., forfatter, og Dorte Karrebæk, forfatter og tegner, kan. De foretrækker at gå ad veje, der i den grad fører langt ud, og som få andre betræder. De slipper af sted med det ved lige dele charme og hvinende satire tilsat lidt nostalgi, f.eks. i tidligere titler som »Carlos & Co.« om en cigaretrygende hund, der bl.a. samtaler med en ret så jordnær Gud, og »De tre«-bøgerne om en kat og to hunde i et univers, hvor alt sker, og hvor man kan købe negre og autister til spotpris.
Deres nyeste samarbejde hedder altså »Børnenes bedemand«. Bedemanden hedder Jørgensen og ligner en rar pedel hentet op fra 1930erne. Han fælder tårer, hver gang han skal gøre et dødt barn i stand, synger også sange for dem og prøver at gøre afskeden så smuk og blid som mulig.
I øvrigt synger han barbershopsange i et firemandskor, når han ikke kigger varmt og langt efter Frk. Ene, som vasker og stryger hans arbejdskitler. Da frk. Ene opdager, at Jørgensen synger for de døde børn, bliver hun langsomt en del af Jørgensens liv.
Vendepunktet indtræffer, da politiet ankommer med et dødt gadebarn. Mens Jørgensen synger for pigen og frk. Ene stepper til, braser en hund ind og henter dem ud i det bitreste, iskolde snevejr til tre forfrosne børn – pigens små søskende. Alle gadebørn. Men det ændres der nu ved, antyder bogens to sidste opslag med ordløse illustrationer.
Det er, pudsigt nok og på trods af emnet, en vidunderligt håbefuld bog, sød og poetisk, takket være beskrivelsen af Jørgensens kærlige omsorg for de døde børn og tekstens formildende, nostalgiske skær, samt af tekstens og tegningernes afdækning af, hvad der faktisk sker, når man er død. Det gælder ikke mindst Dorte Karrebæks illustrationer, hvor hun denne gang har skruet op for det sødmefulde og ned for satiren med tegninger, som kombinerer en air af fortid med genkendelig nutid i stil og streg.
Det er en gennemkærlig bog, hvis fortælling inkluderer det faktum, at selv små børn filosoferer over og er meget optaget af døden og det at miste.
Rå og usleben
Så er der en anderledes rå, usleben tone i Karrebæk og K.s gennemillustrerede spændingsserie om Philip E. Marlow, en knægt på 13, der opklarer hårde kriminalsager på Københavns barske brokvarterer.
Det nyeste bind, »Hotel Blålys«, handler om trafficking og overgreb på piger på Vesterbro. Her skal man endelig glemme alle forestillinger om, at 13-årige drenge bør gå i skole med madpakker og lektier og alt det der.
Philip er en hård gut med en smøg i flaben, trenchcoaten trukket op om ørerne og hatten godt ned, mens han træder ud i det regnsilende mørke. Omgivet af unge, rapkæftede og mystiske duller og divaer, godt nedringede og med bøjler på tænderne.
Voksne læsere øjner hurtigt referencerne både i tekst og billeder til Chandlers bøger om Philip Marlowe, ikke mindst noir-filmatiseringerne af dem, samt til tegneserien Sin City og filmen Blade Runner.
Karrebæks billeder løber med opmærksomheden. De er intenst stemningsskabende og spænder fra fotomanipulation over billedkunstsmukke tegninger til hendes egne satiriske billeder og fungerer bl.a. som visuelle stikord til teksten.
***** Oscar K. Børnenes bedemand, illustreret af Dorte Karrebæk, 56 sider, 299 kroner, Gyldendal.
**** Oscar K & Dorte Karrebæk. Philip E. Marlow - Hotel Blålys, 60 sider, 268 kroner, Klematis.
2008.03.22
Humoren skal jo have en årsag
Oscar K: Børnenes bedemand. Illustreret af Dorte Karrebæk. Gyldendal, 64 sider, 299 kroner.
Af Steffen Larsen
Makkerparret Dorte Karrebæk og Oscar K. (alias Ole Dalgaard) angriber tabuerne fra alle vinkler i disse år.
Hun tegner. Han segner. Sådan cirka. For Dansklærerforeningens forlag bestyrer de serien om ’De Tre’, der indtil nu har beskæftiget sig med bl.a. ekstrem vold, dårlige manerer og gjort grin med marginaliserede grupper som negerbørn og autister. Kan det blive værre? Ja, bestemt! Det er dog svært at få øje på noget nyt, nedbrydeligt tabu, som er mere ekstremt end ’Børnenes bedemand’. Men Karrebæk og K. skal såmænd nok finde frem til det. Der er jo altid holocaust!
’Børnenes bedemand’ handler om en rar mand med tre forskellige kitler, som gør døde børn i stand før begravelsen. Hr. Jørgensen kan egentlig ikke lide sit fag. Han håber hver dag, at telefonen ikke vil ringe. Men det gør den. For børn dør jo af og til. Så tager hr. Jørgensen nænsomt om dem og putter dem i kisten og synger en sang for de små, indtil der bryder et smil frem på deres blege kinder. Hr. Jørgensen synger i Bedemændenes Kor. Han er baryton. I koret fremfører de engelsksprogede sange i den såkaldte barbershop tradition. Dem synger hr. Jørgensen også hjemme i forretningen, men når det er helt små børn, så synger han på dansk.
Kakao og et bad
To gange om ugen kommer frk. Ene med rene kitler til hr. Jørgensen. Efterhånden opstår der en romance imellem dem, de går i biografen, og sammen finder de tre hjemløse, forfrosne børn og en hund under en bro. Det er deres storesøster, som netop er blevet indleveret til butikken. De tre børn og hunden går med tilbage. De får kakao og et bad. Dagen efter bliver Dinah lagt i graven, og hr. Jørgensen synger for hende den gamle sang om ’Dinah, is there anyone finer in the state of Carolina?’. Slut prut.
Egentlig ville jeg gerne være forarget. Der må være en grænse for, hvad man gør for at komme opad på berømmelsens trappestige. Men eftersom smilebåndet har bevæget sig 8 1/2 gang under læsningen, skulle man måske se sine egne fordomme efter i sømmene. ’Børnenes bedemand’ er morsom, lun og velillustreret. Måske mangler der lidt ægte kærlighed, selv om en engel jævnligt går igennem stuen. Måske en antydning af hensigt, der rækker dybere end blot at udviske grænser. På den anden side er figuren hr. Jørgensen et smukt bekendtskab. Han er et fint menneske, som har påtaget sig en ubærlig byrde. Godt han har frk. Ene.
Og så kan man i øvrigt høre forfatterens smukke sangstemme på: www.oscark.dk.
2008.03.22
Døden kommer med børnebogen
Døden beder en pige om at vælge, hvem han skal tage: Mor eller far. Skolelæreren henretter de elever, der svarer forkert. Bedemanden synger og flirter, mens han gør barneliget klar. Et elsket kæledyr tilberedes til middag. Hvor går grænsen for, hvad man serverer for børn?
Af Tine Maria Winther
Barnelig. Der er step i støvlerne og flirt hen over den døde pige i Oscar K og Dorte Karrebæks nye børnebog ?Bedemanden?. Tegning fra bogen af Dorte Karrebæk
Hvor går grænsen«, våndede børnebogsanmelder Steffen Larsen sig for et par uger siden i Bøger.
Det var Bent Hallers ’Grænsebørn’, som efter hans mening flyttede endnu en hegnspæl for, hvad man kan og bør fortælle børn.
For ganske vist har bøger for børn, selv før Hector Malots ’Frændeløs’, handlet om død, fattigdom, sygdom og svigt. Men hittebarnet fandt som regel hjem til sidst, eller der bød sig en anden form for bedring i heltens forhold. Sådan er det sjældent i dag, hvor de fleste tabuer er revet ned og trøsten ikke engang er at finde på bunden af sagosuppen.
Godt eller råt
En ganske naturlig udvikling, kunne man mene – men er det så godt eller bare råt, når Kim Fupz & Lilian Brøgger laver en børnebog om Døden, der beder en lille pige vælge imellem sin mor og sin far. Når skolelæreren i Kenneth Bøgh Andersens ’Sisdæ sjangsæ’ henretter de elever, der staver forkert. Eller når Oskar K og Dorte Karrebæk forfatter en bog om en bedemand, der syngende og dansende gør en lille pige i stand til begravelse?
Vi har patruljeret grænserne for, hvad børnebøger fortæller, hos forlagsredaktøren, forfatteren, tegneren og forfatterskolelederen.
Forlægger Johanne Katz , B & U-redaktionen, Gyldendal:
»Det har aldrig været ukendt med hårde emner i børnebøger, men det kan godt være, at man i dag også tager tunge emner op i billedbøger og småbørnsbøger. Samtidig har vi i nogle år haft en stor produktion af pussenuttede billedbøger, så kontrasten tydeligere mærkes. Det er fedt, når noget er provokerende eller rykker os, men jeg synes, der også skal være trøst. Man skal ikke tage håbet fra nogen«.
Illustrator Dorte Karrebæk, har blandt andet skabt den grumme serie ’De Tre’ og for nylig ’Bedemanden’, som er anmeldt herunder, sammen med sin mand Ole Dalgaard, som skriver under synonymet Oskar K:
»Selv om jeg er helt med på, at grænserne i børnelitteratur bliver afprøvet i de her år, skal man ikke tro, at det sker for at provokere. Man gør det, fordi man kender børn – jeg har arbejdet i en børnehave og ved, hvilken forfærdelig skjult censur der er med hensyn til, hvad børn må vide og ikke vide. Men det er et selvmordsforsøg at holde børn i et vakuum, uvidende om for eksempel døden, og det så kommer som et chok for dem, at en lillesøster eller en kammerat dør og ikke kan rejse sig igen. Du nævner sådan noget som incest. Det tror jeg ikke, jeg kunne tegne, fordi jeg heller ikke ville kunne forklare det. Men døden kan jeg godt forstå og forklare. Og den er ikke forbeholdt voksne, døden tager langt flere børn, end den burde. Med ’Bedemanden’ er der ikke rykket en grænse«, siger Dorte Karrebæk, som er »dødhamrende træt af bøger om madpakker og køkkener og badeværelser og det liv, der foregår der. De er ikke tidssvarende«.
Hvorfor har børn behov for at læse om et kæledyr, der bliver slagtet og serveret til middagsmad, sådan som det sker i ’De Tre’?
»Hvorfor læser jeg Stieg Larssons krimier? Dels for at holde virkeligheden på afstand, dels måske for at forberede mig på et liv, hvor mange ting kan ske«.
Hvordan har du det med at tegne en tegning af en død pige, samtidig med at frøken Ene og bedemanden danser om kisten?
»Frøken Ene klarer sig igennem med sine talenter. Hvorfor skulle hun sætte sig ned og græde? Det ville være patetisk. Hun hjælper den lille bedemand, som har fået til hverv at gøre de døde fine. De gør sig umage begge to«, siger Dorte Karrebæk og henleder opmærksomheden på, at den døde piges søskende, bedemanden og frøken Ene på bogens sidste side er tegnet, så de går opad hånd i hånd:
»De havner ikke i himlen, men i et liv, der er bedre end det, de havde før, Frøken Ene og bedemanden hr. Jørgensen tager sig af dem«.
Dorte Karrebæks medforfatter og mand, Oscar K alias Ole Dalgaard, siger fra parrets hjem i Spanien, at hans kone er bedre til at tale med aviser, men i en tidligere kronik i Politiken om tabuer i børnebøger, skriver han blandt andet:
»Jeg tror, at børn meget ofte fornemmer og forstår lang mere, end vi bryder os om at tro. På trods af, at et normalt barn kan efterligne forældrenes smil kort efter fødslen, at et barn kan gå efter mere eller mindre et år og er i stand til at kommunikere ganske komplekst med to-tre år på bagen, så taler de fleste børnebøger til børn, som om de var åndssvage eller underbegavede«.
Forfatter Kenneth Bøgh Andersen, har blandt andet skrevet ’Sisdæ sjangsæ’, hvor læreren henretter de børn, der ikke svarer rigtigt:
»Mit hensyn er først og fremmest til historien. Hvis det ikke giver mening, at den ender med et håb, kan jeg ikke skrive en håbefuld slutning ind. Men jeg tror ikke, der er nogen, der spekulerer i at skrive en bog for børn, som skal være rå og forfærdelig«.
Er det sjovt at vise børn andre børn, der bliver splattet som i ’Sisdæ sjangsæ’?
»I sig selv er det ikke. Men hvis det er det, historien handler om, er det det, der skal fortælles. Og læg mærke til, at det bliver fremstillet på en skæg måde. Hvis det blev vist naturalistisk, er jeg ikke sikker på, det ville være særlig sjovt«.
Leder af Forfatterskolen for Børnelitteratur, Kari Sønsthagen:
»Der findes ingen tabuer i børnebøger, ikke engang holocaust. De er alle sammen revet ned i 70’erne, hvor man prøvede grænser på en helt anden måde end nu. Dengang var man mere optaget af at nakke tabuerne end at fremstille historierne ordentligt. Børn skulle bare vide noget om alt. I dag er det oppe i voksnes hoveder, grænserne findes. De ønsker tydeligvis en mere idyllisk virkelighed end den, børnene reelt oplever. Men børn tænker meget over tilværelsen. De er ikke ret gamle, før de bliver bange for at miste – forældre eller søskende«, siger Kari Sønsthagen, som mener, at voksne lægger for meget af deres eget erfaringsgrundlag ind i bøger for børn.
Børn overdriver selv
»Voksne lægger lag ind, som børnene slet ikke ser. Og hvis der er noget, børn ikke har lyst til at læse, står de bare af. Oskar K og Dorte Karrebæk har ofte talt om at flytte barriererne for, hvad man kan skrive om i børnebøger, og det kan man roligt sige, de har gjort. I sidste bind af deres billedbogsserie ’De Tre’ er der for eksempel nogle, der gerne vil købe en neger på et børnehjem. Men der er de udgået for negre og tilbyder en autist til halv pris. Du kan godt høre det, ikke? Den måde, de beskriver det på, er så langt ude, at børnene er med på, at det er satire. De gør det, børn ofte selv gør: overdriver i voldsom grad«, siger Kari Sønsthagen.
Er du ikke bange for, at børn går hen i skolen og driller med den slags udsagn om minoriteter?
»Børn driller i forvejen. Men i bogen griner man med og ikke imod nogen. Oscar K og Dorte Karrebæk smækker tingene op, så man kan grine – der er ikke noget, der ligger og lumrer. Jeg synes ikke, der er grænser for, hvad man kan fortælle børn. Men det er ikke det, der skal være hovedsagen – hovedsagen skal være, at man har en god historie at fortælle, og den måde, man gør det på.
Det skal være på børnenes præmisser. I børnenes litterære verden kan man tage livet af hvem som helst, det betyder ikke noget, for bøgerne er et tankens eksperimentarium. Et sted, hvor børn frit kan sige: ’Tænk nu hvis’. I en norsk børnebog går forfatteren Rønnaug Kleiva ind på den tankegang, børn kan have efter en skilsmisse. Historiens hovedperson bor sammen med sin far efter en skilsmisse. Han har forskellige kærester, og hun drømmer om at tage livet af dem. Det gør hun så med en af dem og slipper af sted med det. Spørg børn efter grumme skilsmisser: Det er lige det, de har lyst til at gøre. Og der er ikke noget galt i at skrive om det. Børn kan godt skelne mellem fantasi og virkelighed«.
Ved incest står jeg af
Så ingen grænser?
»I princippet nej, men jeg har set en billedbog om incest, og der stod jeg af. Det er et vældigt svært emne at beskrive, uden at man skræmmer børn og gør mange af dem opmærksom på noget, de ikke tænkte over. Bogen bruger dyr som hovedpersoner, den er modbydelig«, siger Sønsthagen.
Er du enig i, at der rykkes grænser for, hvad man fortæller i børnebøger i øjeblikket?
»Ikke når det gælder indhold. Vi er snarere inde i en nypuritanisme. Ikke så meget i Danmark, men man kan se det i Sverige og Norge, hvor man for eksempel rensede ud i Pippi-bøgerne. Hendes far må ikke længere være negerkonge. Og i en bog, som skulle være de samlede tekster af Torbjørn Egner, har man fjernet historien om negerdrengen Hua (fra historien ’Kaptein Sorte Bill’, red.). Men tingene forsvinder ikke, fordi man kalder dem noget andet. Der, hvor der efter min mening rykkes grænser i øjeblikket, er, hvad man præsenterer for børn sprogligt og visuelt«, siger forfatterskolelederen.
2008.03.29
"NÆNSOM OG SMUK!"
Anne Lise Marstrand Jørgensen anmelder BØRNENES BEDEMAND på P2's KULTURGUIDEN og siger bl. a.:
"... der er simpelthen så smuk og poetisk og morsom og dejlig og fantastisk, og en vidunderlig mulighed for både selv at tage livtag med ens egne fordomme og få snakket med sine børn om døden og sorg ... "
Genhør hele anmeldelsen på dr.dk/Kulturguiden, P2, lørdag den 29.03.2008
2008.04.26
Døden som drivkraft for kærlighed og vrede
Børnebøger. To bøger om hvad døden også kan bruges til.
Af Damian Arguimbau
Oskar K. & Dorthe Karrebæk (ill.): Børnenes bedemand. 64 sider. 299 kr. Gyldendal.
Henrik Nilaus: Tokes maske. 160 sider. 249 kr. Phabel.
Ole Dalgaard alias Oskar K. er en af børnebogsgenrens uventede vulkaner. Hans kreative udbrud er anderledes end alt andet. For ikke så længe siden var det serien om to hårde hunde og en kattekilling: Carlo, Simba og Gerda Røvlund, som lå langt fra enhver blødsødenhed. Med aldeles uforfærdet energi tog Oskar K. alt det grove, som børn siger og fik gjort en morsom, blodig absurditet ud af det. »Børnenes bedemand« kan på mange måder godt minde om Hanne Kvists og Lilian Brøggers »Hr. Lykke. Kaos og kærlighed i hr. Lykkes kitteludlejning«, hvor temaet var lykke og kærlighed. Men hvor »Hr. Lykke« var tiltænkt både børn og voksne, rammer Oskar K’s og Karrebæks bog meget præcist børnene. For jo – børn spekulerer meget over døden. Ikke kun hvor man kommer hen når livet er slut, men også sådan helt konkret hvad der skal ske med ens krop, når man er død. Man kan godt forvente en andægtig stilhed, når man læser bogen op for poderne. Børn vil blive helt grebet af den vuggende, rolige, alvorlige og alligevel trygge historie, hvor tekst og billede samarbejder, så det er en drøm.
»Børnenes Bedemand« er Hr. Jørgensen, der gør døde børn i stand, inden de skal begraves. Hr. Jørgensen er lidt forelsket i Frk. Ene, som vasker kitlerne (jf. kitteludlejningen), og synger altid for børnene, mens han gør dem i stand, så deres sidste timer bliver lyse. Frk. Ene og Hr. Jørgensen bliver først rigtig for alvor involveret i hinanden, da en død hjemløs dreng bringes til bedemanden. For drengen har en hund og den fører dem til flere hjemløse børn. Og drengen viser sig slet ikke at være en dreng, men en meget beskidt, død, pige. Det er denne modsætning mellem liv og død, som så smukt sammensættes med forholdet mellem kærlighed og ensomhed. Poetisk, en smule vemodigt, men på samme tid lige så hyggeligt og trygt som en kop varm kakao på en kold vinterdag, ikke mindst takket være Karrebæks bevidst godmodige tegninger.
Det er tydeligt at Hr. Jørgensen først rigtigt kommer til live, da Frk. Ene kommer til. Ensomhed og død er på den måde to sider af samme sag.
EN parallel historie – blot for lidt ældre børn og i en helt anden genre – finder vi i Henrik Nilaus‘ »Tokes Maske«. Historien handler om drengen Toke, der bliver mobbet af klassekammeraten Mark. Toke er god til at tegne – og til at forme masker. Mark er også dygtig, men ikke nær så meget som Toke. Ved en forestående maskekonkurrence er Mark bange for at tabe, fordi han så vil blive straffet af sin far, og intensiverer derfor sin terror mod Toke. Toke forsøger mest at gøre sig usynlig. Det eneste sted, han kan være sig selv, er hos bedstefaren, som er kunstner og har specialiseret sig i at lave masker. For at hjælpe bedstefaren med at lave en udstilling vil Toke vinde konkurrencen og vinde pengepræmien, så han kan betale et depositum. Det vil sige – først vil han ingenting, men klassekammeraten Amina begynder helt overraskende for Toke at presse på. Hun vil ikke acceptere, at Toke er usynlig. At han er så bange, at han i virkeligheden slet ikke tør leve. Han bliver nødt til at tage kampen op mod Mark. Toke begynder at bruge sin vrede til at lave en dødsmaske, som bliver mere og mere skræmmende for hver dag, han arbejder med den. Undervejs i historien sker voldsomme og sørgelige ting – men hver gang Toke forsøger at krybe i skjul, tvinger Amina ham ud. Bogen er spændende og handlingen overrasker til sidst. Bogen handler om mobning, men også om at kunne gribe en udstrakt hånd, om at man først for alvor er i live, når man tager skæbnen i egen hånd. Og om at bruge vreden som drivkraft til at overvinde døden. Her flot formidlet uden sentimentalitet så også drengene har lyst til at være med.
