DØDEDANS
2021-10-25
På afholdshotel med selveste Døden
Da anmelders børn var små, var en af de bogserier, som igen og igen blev (højt)læst Oscar K. & Dorte Karrebæks fremragende serie om De 3. Til trods for at den lignede en typisk børnebogsserie udgivet af Dansklærerforeningen, så er den bestemt hverken politisk korrekt eller en samling historier, der holdt igen med langt mere voksne tematikker og udtryk. Hvis du, ærede læser af disse ord, ikke kender den, så far ud og få straks fat i de fire bøger i serien, uanset om du har børn eller ej, for historien om de to dumme hunde og katten Røvlund, er måske ikke stor litteratur, men til gengæld noget, som højner ens humør betragteligt, hver gang man kommer til at tænke på dem.
Det var derfor nærmest naturligt for Kapellets anmeldende redaktør, at kaste sig over et nærstudie og en anmeldelse af en ny bog, skabt af samme makkerpar. Det nye værk er godt nok en tøddel mere dyster end de groteske eventyr, man husker fra De 3, men heldigvis er hovedtrækkene i Dødedans mindst lige så skæve, grænsende til det surreelle, som i ovennævnte bogserie.
Som der skrives i pressematerialet, så er Dødedans jo en slags fordanskning af begrebet ’Dance Macabre’ - et udtryk, der opstod i senmiddelalderen. På tværs af kunstarter, f.eks. i billedkunsten, poesien, litteraturen og musikken, havde folk en fascination ved at opleve Døden, altså ikke det for mange mennesker ret abstrakte koncept, men selveste knokkelmanden med leen, deltage i en svingom med alle fra konger til tiggere. Ideen var jo at disse kunstværker kunne ses som en allegori for det uundgåelige exit, som vi alle bliver nødt til at se i øjnene før eller siden.
I Dødedans inviteres læseren med til en sådan dans. Det foregår ret atypisk på et afholdshotel i provinsen. Den egentlige hovedperson, foruden Døden og dennes hedengangne ledsagere, er pølsemandens søn Herman, som har til opgave at fotografere de, der dukker op til dansen og som til trods for at de bevæger sig rundt, er døde. I trit med en tradition som du måske har hørt om fra fotografiets barndom, så arrangerer Herman sine modeller op som var de stadig levende. Som der skrives i Dødedans; ”Sorgportrætter. En måde at huske de døde; afbildede, som i dyb søvn eller med senere påmalede pupiller, liget livagtigt anbragt i en vugge, seng eller stol med rouge på kinderne; børnene iført englevinger og fineste puds med deres yndlingslegetøj; de voksne omgivet af blomster; forglemmigej eller liljer […]” (s.14) Muligvis en morbid tradition, men også en der netop synes af afspejle førnævnte Dance Macabre.
Ud over, at læseren får en beskrivelse af denne noget aparte praksis, så bliver man også inviteret med ind til selve dansen, hvor døden selv ikke længere har mod på at byde op. Undervejs i historien oplever læseren, at han tilsyneladende selv er begyndt at tvivle lidt på sin egen rolle i alt dette. Samtidig serveres der brudstykker af de dansendes levede liv. Læseren får på den vis et intimt indblik i deltagernes meget forskellige og ofte ret voldsomme skæbner, der uundgåeligt kulminerer i dansen og alles – undtagen Hermans – bortgang. Dødedans er med sine 92 sider og mange, lækre helsidesillustrationer, ganske hurtigt læst, men selv om det måske kun tager en halv times tid at danse med, så er det dog en historie, der ikke umiddelbart kun kan fortolkes i en retning. Det overordnede emne med folks forgængelighed er selvsagt til stede, men der eksisterer også en ambivalens i fortællingen, nærmere bestemt i forhold til at Døden ikke nødvendigvis danser af med alle de deltagerne i dette morbide afdansningsbal.
Dorte Karrebæks sirlige akvarelillustrationer er også velvalgte. De understøtter på fineste måde den poetiske tone, der findes i den ledsagende tekst. Hun er en virkelig dygtig illustrator, og hendes billeder sørger for at gøre de beskrivelser, som teksten giver sin læser, antager konkret form.
Bogen er i sin prosa både finurlig, dyster og som nævnt meget poetisk. Oscar K. har en virkelig unik evne til på meget kort tid ´at skabe en række figurer og skæbner som på en og samme tid virker både meget genkendelige og sært fremmedgørende. I samme nu arbejdes der med en symbolik, som også er lånt fra allerede etablerede Dance Macabres, som eksempelvis den ensomme knokkelhest, der render rundt i gaderne udenfor hotellet, de mange årsager til at de dansende overvejer at tage livet af sig selv, eller for den sags skyld Døden. Han spekulerer undervejs også på om et møde med ham stadigvæk er enden, eller er han monstro kun en figur, som folk møder i overgangen fra dette liv til noget andet?
Dødedans er derfor en radikal anderledes oplevelse end den førnævnte bogserie om De 3. Den er til gengæld ikke helt blottet for en vis form for mørk humor, men dens fokus på det ofte smertelige og vanskelige liv, er jo et helt andet. Den kan ses som en slags mosaik af menneskeskæbner, hvis fællestræk skal findes i netop deres død. Det kan godt være at denne beskrivelse ikke just lyder opløftende, men stol på Kapellet når vi skriver, at dette er en fin lille bog, som både kan give stof til eftertanke, som er en fysisk laber, taktil udgivelse og endelig en bog, der bestemt vinder ved genlæsning.
2021.10.25
På afholdshotel med selveste Døden
Af Torben Rølmer Bille på Kulturkapellet
Da anmelders børn var små, var en af de bogserier, som igen og igen blev (højt)læst Oscar K. & Dorthe Karrebæks fremragende serie om De 3. Til trods for at den lignede en typisk børnebogsserie udgivet af Danskelærerforeningen, så er den bestemt hverken politisk korrekt eller en samling historier, der holdt igen med langt mere voksne tematikker og udtryk. Hvis du, ærede læser af disse ord, ikke kender den, så far ud og få straks fat i de fire bøger i serien, uanset om du har børn eller ej, for historien om de to dumme hunde og katten Røvlund, er måske ikke stor litteratur, men til gengæld noget, som højner ens humør betragteligt, hver gang man kommer til at tænke på dem.
Det var derfor nærmest naturligt for Kapellets anmeldende redaktør, at kaste sig over et nærstudie og en anmeldelse af en ny bog, skabt af samme makkerpar. Det nye værk er godt nok en tøddel mere dyster end de groteske eventyr, man husker fra De 3, men heldigvis er hovedtrækkene i Dødedans mindst lige så skæve, grænsende til det surreelle, som i ovennævnte bogserie.
Som der skrives i pressematerialet, så er Dødedans jo en slags fordanskning af begrebet ’Dance Macabre’ - et udtryk, der opstod i senmiddelalderen. På tværs af kunstarter, f.eks. i billedkunsten, poesien, litteraturen og musikken, havde folk en fascination ved at opleve Døden, altså ikke det for mange mennesker ret abstrakte koncept, men selveste knokkelmanden med leen, deltage i en svingom med alle fra konger til tiggere. Ideen var jo at disse kunstværker kunne ses som en allegori for det uundgåelige exit, som vi alle bliver nødt til at se i øjnene før eller siden.
I Dødedans inviteres læseren med til en sådan dans. Det foregår ret atypisk på et afholdshotel i provinsen. Den egentlige hovedperson, foruden Døden og dennes hedengangne ledsagere, er pølsemandens søn Herman, som har til opgave at fotografere de, der dukker op til dansen og som til trods for at de bevæger sig rundt, er døde. I trit med en tradition som du måske har hørt om fra fotografiets barndom, så arrangerer Herman sine modeller op som var de stadig levende. Som der skrives i Dødedans; ”Sorgportrætter. En måde at huske de døde; afbildede, som i dyb søvn eller med senere påmalede pupiller, liget livagtigt anbragt i en vugge, seng eller stol med rouge på kinderne; børnene iført englevinger og fineste puds med deres yndlingslegetøj; de voksne omgivet af blomster; forglemmigej eller liljer […]” (s.14) Muligvis en morbid tradition, men også en der netop synes af afspejle førnævnte Dance Macabre.
Ud over, at læseren får en beskrivelse af denne noget aparte praksis, så bliver man også inviteret med ind til selve dansen, hvor døden selv ikke længere har mod på at byde op. Undervejs i historien oplever læseren, at han tilsyneladende selv er begyndt at tvivle lidt på sin egen rolle i alt dette. Samtidig serveres der brudstykker af de dansendes levede liv. Læseren får på den vis et intimt indblik i deltagernes meget forskellige og ofte ret voldsomme skæbner, der uundgåeligt kulminerer i dansen og alles – undtagen Hermans – bortgang.
Dødedans er med sine 92 sider og mange, lækre helsidesillustrationer, ganske hurtigt læst, men selv om det måske kun tager en halv times tid at danse med, så er det dog en historie, der ikke umiddelbart kun kan fortolkes i en retning. Det overordnede emne med folks forgængelighed er selvsagt til stede, men der eksisterer også en ambivalens i fortællingen, nærmere bestemt i forhold til at Døden ikke nødvendigvis danser af med alle de deltagerne i dette morbide afdansningsbal.
Dorthe Karrebæks sirlige akvarelillustrationer er også velvalgte. De understøtter på fineste måde den poetiske tone, der findes i den ledsagende tekst. Hun er en virkelig dygtig illustrator, og hendes billeder sørger for at gøre de beskrivelser, som teksten giver sin læser, antager konkret form.
Bogen er i sin prosa både finurlig, dyster og som nævnt meget poetisk. Oscar K. har en virkelig unik evne til på meget kort tid ´at skabe en række figurer og skæbner som på en og samme tid virker både meget genkendelige og sært fremmedgørende. I samme nu arbejdes der med en symbolik, som også er lånt fra allerede etablerede Dance Macabres, som eksempelvis den ensomme knokkelhest, der render rundt i gaderne udenfor hotellet, de mange årsager til at de dansende overvejer at tage livet af sig selv, eller for den sags skyld Døden. Han spekulerer undervejs også på om et møde med ham stadigvæk er enden, eller er han monstro kun en figur, som folk møder i overgangen fra dette liv til noget andet?
Dødedans er derfor en radikal anderledes oplevelse end den førnævnte bogserie om De 3. Den er til gengæld ikke helt blottet for en vis form for mørk humor, men dens fokus på det ofte smertelige og vanskelige liv, er jo et helt andet. Den kan ses som en slags mosaik af menneskeskæbner, hvis fællestræk skal findes i netop deres død. Det kan godt være at denne beskrivelse ikke just lyder opløftende, men stol på Kapellet når vi skriver, at dette er en fin lille bog, som både kan give stof til eftertanke, som er en fysisk laber, taktil udgivelse og endelig en bog, der bestemt vinder ved genlæsning.
2021-09-27
Her danser de halvdøde, de heldøde og skeletter i laksko både slowfox og quickstep
Merete Reinholdt i Berlingske Tidende
Hvis ikke coronapandemien med sit alenlange ligtog af døde og dødsangste skulle kunne inspirere til en gendigtning af middelalderens dødedans, er der næppe ret meget andet end helt almindelig tabubelagt dødsforskrækkelse, der kan. Når Døden går på strandhugst og svinger leen uden at skele til hverken social status eller gudfrygtighed, minder det om dengang pesten slog cirka en tredjedel af Europas befolkning ihjel, også selv om verden i dag har været forskånet for så dramatiske dødstal.
Det er oplagt at læse Oscar K. og Dorte Karrebæks illustrerede novelle, »Dødedans«, ind i en coronakontekst, også selv om pandemien ikke nævnes med et ord, og de døende i dødens forgård er der af mange årsager. Men døden har på sin egen forstyrrende facon været mere nærværende i det ellers komfortable, sorgløse nutidsmenneskes liv i det seneste halvandet år, uden at forholdet til Døden som dansepartner vist har ændret sig radikalt.
Se døden i øjnene
Oscar Ks poetisk-morbide tekst og Karrebæks humoristisk-groteske illustrationer gengiver i et moderne udtryk den oprindeligt middelalderlige »danse macabre«. Deres version kan fortolkes bredt, der er mange åbne metaforer, men grundlæggende er den en fin lille episk fortælling om at (turde) se døden i øjnene.
Den allegoriske dans med Døden skal i første omgang minde de levende om dødens uafvendelighed. Den kommer før eller siden til os alle. Motivet er også gennem århundreder brugt af kunstnere til løftede moralske, oplysende og/eller satiriske pegefingre af skørlevned, skævvreden overforbrug og andre etiske, religiøse eller personlige kompas i udu. Og der er skabt mange gendigtninger siden de tidligste middelaldervers – fra vægmalerier på kirkemure i Frankrig, på Falster, i »Døden fra Lübeck« med flere over blandt andet Saint-Saëns' symfoniske digt til Iron Maidens »Dance of Death«, fra Strindberg-drama over Vagn Lundbye-lyrik til blandt andet en tidlig Stephen King-roman.
»Det er oplagt at læse Oscar K. og Dorte Karrebæks illustrerede novelle, »Dødedans«, ind i en coronakontekst, også selv om pandemien ikke nævnes med et ord, og de døende i dødens forgård er der af mange årsager.«, skriver Merete Reinholdt.
Døden er en træt herre, der er kommet op med vareelevatoren, som alligevel ikke gider danse og bare sætter sig ved klaveret med kraniet i hænderne, timeglasset med sandet nederst, så tiden er sat i stå, og med en opgivende attitude.
Burlesk afdansningsbal
I tidligere tider var han én, folk frygtede, »nu er han blot en grænse, der ikke findes, og som de levende frygter, fordi de ophører med at være nogen« (…) »den eneste ene, der mister sig selv og alt«. Som om døden er værst for den, der dør. Til dette burleske afdansningsbal danser de halvdøde, de heldøde, skeletter i laksko og flygtige gengangere sammen i kædedans, vals, slowfox og quickstep, og når livet siver fra dem, tager pølsemandens søn, Herman, sorgportrætter af ligene og kører bagefter hjem på sin knallert. »De døde har danset sig ihjel og forsvinder som luftige skygger i natten.«
Det er underholdende og sorghelende, smukt, skørt og skævt skrevet og skønt illustreret, måske lidt vagt i metaforikken og tematikken, men med mulighed for at finde nye lag og meninger ved genlæsning(er). Og »Dødedans« varer kun kort, jævnfør invitationen til festen – også derfor tager man gerne en svingom mere.
Dødedans Forfatter: Oscar K. Illustrationer: Dorte Karrebæk. Sider: 92. Pris: 238 kroner. Forlag: Jensen & Dalgaard
2021-08-30
Dødedans af Oscar K. - kun til de største biblioteker!
Dødedans Oscar K.
Lektørudtaleles af Martin Minka Jensen på NETPUNKTDK
Historien forløber over en aften, hvor Døden afholder afdansningsbal for suicidale på det lokale afholdshotel. Tragikomisk illustreret fortælling for læsere af noveller.
En række personer, der nærer et kraftigt dødsønske, tager til afdansningsbal på det lokale Afholdshotel. Det er ingen ringere end selveste Døden, der er vært for ballet. Her får de deres ønske om at dø opfyldt, hvis de bydes op til dans af de skeletter, Dødens hjælpere, der deltager i ballet. De, der ikke bliver budt op, alle bænkevarmerne, må gå hjem med uforrettet sag, uden at få deres dødsønske opfyldt. Det hele foreviges af Herman, pølsemandens søn, der har stået i lære hos en fotohandler langt væk, indtil han søgte hjem, fordi han savnede Alma i tobaksforretningen. Teksten ledsages af en række illustrationer af Dorte Karrebæk. Disse illustrationer udgør historiernes fotodokumentation.
Finurlig fortælling med meget flotte illustrationer. Bogen er hurtigt læst, men man dvæler nemt ved både illustrationer og den humoristiske tilgang til et tungt emne, nemlig døden.
Anbefales indkøbt til de største biblioteker.
Grundet dens anonyme udseende, kan den formentlig være vanskelig at formidle. Derfor vil den med gavn kunne formidles via sit livtag med døden som et uundgåeligt livsvilkår (sic!)
2021-08-13
Dødedans og Dance Macabre med Dorte Karrebæk og Oscar K. I denne bog er der en helt særlig poesi over Oscar K´s tekst. Det er sprogligt fornyende. Det er mangetydigt. Det er på ingen måde muntert, men det er en bog, der kan give anledning til mange og gode litteratursamtaler. Der gives ingen færdige tolkninger her.
af Bodil Christensen i Folkeskolen
”Ingen opslag. Ingen tilmelding. Ingen aldersbegrænsning. Dødedans for begyndere, let øvede og viderekomne. Mandag fra kl. 20.00 til 22 i Afholdshotellets lille sal.”. Når der står Oscar K. og Dorte Karrebæk på ryggen af bogen, så ved man oftest, at der er noget på spil, der er sært og særligt. De har skrevet meget få (om nogen?) muntre fortællinger, og denne dødedans er på ingen måde munter. Inspirationen er hentet i middelalderens ”Dance Macabre”, hvor der danses (allegorisk) med døden. ”Dødedans” er et Memento Mori. Husk at du skal dø, skrives der her. Det er en ”Dance Macabre”, hvor de levende bliver mindet om deres egen dødelighed. Mange kunstnere har skrevet sig ind i dance-macabre-genren. Strindberg med teaterstykket ”Dødedansen”, Sophus Michaelis har skrevet en roman med titlen ”Dødedansen”, Stephen King står på ryggen af ”Dance Macabre” og Iron Maiden har lavet et album med titlen ”Dance of Death”.
Vi skal dø. Her i Afholdshotellets lille sal bydes der op til dans. Herman er her. Fotohandleren, der har fundet en niche med sorgportrætter. Den nervesvækkede Elfriede, og drengen, der aldrig har leet. Fadermorderen Knud Aslak, Henny, Tossi-Helga og Styrbjørn. De mødes, de er i Afholdshotellets lille sal mellem klokken 20.00 og 22.00. De danser dødedansen, og det beskrives med et så poetisk sprog, at læseren er med i salen: ”Henny, den hvidfødte med hætten, løfter sit hoved ganske let. Hun legede skjul med drengene og gemte sig sammen med dem i ligkistemagasinets værksted, der lugtede af høvlspåner og shellak. Når hun lå med dem, krøb blusen op og blottede hendes lyse hud på maven, så de kunne mærke hendes blonde behåring. Og hendes ånde var som karse.”
Oscar K kan skrive poetisk om det makabre, han skriver så makabert om dansen og danserne, at man kan kigge gennem dørsprækken ind i den lille sal. Dorte Karrebæk tegner skæbnerne og skeletterne. Hun giver dem hver sin individuelle benrad at bære. De går på rad og række klædt i kjortler og kjoler. Herman fotograferer dem, det gør han før dansen slutter.
”De næste dage og nætter bliver de fundet, hvad enten de har hængt sig eller skudt sig, er sprunget ned fra en høj bygning, har taget gift eller piller, er druknede eller har taget livet af sig med udstødningsgas. Uden et ord til de efterladte.”
Og så slutter boge med hestens skelet. Den hest, der lige er dukket op uden for hotellet: ”Hesten står som en hvidfødning og skraber med hoven for an hotellets blå port. Ryster forstyrret hovedet og pruster. Nattens stilhed lukker sig over byen.”
Dorte Karrebæk og Oscar K har nu givet de døde en livshistorie, der kan give dem liv hos læseren.
Det er poesi, det er en tekst med mange intertekstuelle referencer, det er sprogligt fornyende, det er en tekst med illustrationer, der giver de døde personlighed og power.
”Hvad skal man bruge den til?”, kan man spørge som læser og lærer. ”Hvad vil bogen fortæle mig?” kan man spørge.
Svaret er som støbt i en messingklokke: ”Memento Mori”, - vi skal alle dø, og det gælder om at leve, før døden inviterer til dance macabre i Afholdshotellets lille sal.
Som underviser i overbygningen har man her en sær og sjælden bog. Der er illustrationer, der kan fortolkes og lede læsningen på vej, men i denne bog er der en helt særlig poesi over Oscar K´s tekst. Det er sprogligt fornyende. Det er mangetydigt. Det er på ingen måde muntert, men det er en bog, der kan give anledning til mange og gode litteratursamtaler. Der gives ingen færdige tolkninger her.
P.S: Et sidste citat: ”De levende ved, at de skal dø, men de døde ved ingenting, og man skal vare sig for at omfavne de livløse, men de tvekønnede har lyttet til de usaliges mumlen, dem, der aldrig blev født, eller hvis mor slog dem ihjel med en sten, før de blev døbt, og til dem, der ikke længere kunne klare livet.”
