STAKKELS KANIN
2013.0117
Prisbelønnet forfatter begejstrer så kaninørerne blafrer Med 'Stakkels kanin!' tegner og fortæller Dorte Karrebæk en varm og vild historie for de mindste.
Af Dorte Hygum Sørensen i Politiken
Pupillerne skinner som perler i øjnene på kaninmor, når hun vækker sin unge med et kærligt ’»go’ morgen, Pus!’« og adskillige kaninknus.
Sønder og sammen elsker hun drengebarnet og ser det stadig som lille derhjemme, selv om han faktisk er så stor, at han tilbringer dagen i vild og voldsom fart, leg, støj og ingen ringe mængde frygt henne blandt andre unger og læreren på kaninskolen.
Kvinden bag de mange tegninger og det præcise ordbrug i billedbogen ’Stakkels kanin!’ er Dorte Karrebæk. En af dansk børnelitteraturs engagerede, ofte prisbelønnede og for tiden faktisk også prisnominerede fortællere: Hendes og Oscar K.s billedbibel ’Biblia Pauperum nova’ er blandt de syv nominerede værker til Politikens Litteraturpris 2012.
Så uortodoks som det samarbejde er ’Stakkels kanin!’ ikke. Men typisk for Dorte Karrebæk går det ikke kun idyllisk for sig, når hun beretter og tegner for selv meget små bogbrugere.
Set fra kaninungens højde er tilværelsen hjemme hos den langørede mor et noget sukret, omklamrende kuvøseliv. Til gengæld er hverdagen i skolen belagt med farer, kaos og alt for lidt fred.
Det hører alt sammen med til at blive større, og Dorte Karrebæk formidler følelserne letforståeligt og livligt med sin streg i en generøs mængde af billeder – alvorlige, men muntre. Farverne rød, mintgrøn, brun, turkis og hvid er med til at binde hele den begejstret formidlede idé sammen.
Slutningen på historien trækker dog hovedpersonen ud af det overbeskyttede eneungeliv og er lige ved at sætte en helt ny bog i gang. Pludselig er hjemmet fyldt med nyfødte kaniner, og den lille indser, at han faktisk både er blevet større og storebror.
