JÆGEREN
2017.06.16
Skovtur for alle pengene - 5 hjerter i Politiken
Norske Per Dybvig leverer overbevisende billeder fra den sidste tango i naturen med pistol og gevir.
anmeldt af Steffen Larsen
Per Dybvig: Jægeren – en fortælling fra
skoven.
Oversat fra norsk af Oscar K.
Jensen & Dalgaard, 80 sider, 399 kroner
Elvsulen havde brækket benet med vilje«. Så ved vi det. Og: »Rygterne slog et sving ved femtusindfryden og fortsatte mod den åbne slette, hvor Hjorten holdt hof«. Endnu en nyttig oplysning, hvis man vil forstå norske Per Dybvigs store, hvidskinnende værk ’Jægeren’, der har som undertitel ’En fortælling fra skoven’. Og her er skov for alle pengene.
Sjældent (måske aldrig) er skoven som tilstand blevet udforsket med større nysgerrighed, viljestyrke og pletvis nænsomhed som hos denne opdagelsesrejsende, der udtrykker sig i forstørret format, korte udsagn og bløde tegninger.
Per Dybvig kender vi fra adskillige billedbøger på dansk (f.eks. ’Cafe Halefjer’ med tekst af Bjørn F. Rørvik og billedromanen om ’Engelbert H. og den sidste chance’, som Kim Fupz har skrevet). Dybvig kan noget med skæve vinkler og hastige anslag, og så kan han ligefrem tegne det, som ligger uden for billedets ramme, så man ser det, og den evne har han taget med over i ’Jægeren’ tillige med Bosch, Dürer, Lynch, sniffeposen fuld af lim og Peter Plys. Det egentlige startskud (!) til ’Jægeren’ stammer fra mødet med Georg Pencz’s billede ’Haren fanger jægeren’ (fra 1535). Og så skal vi på skovtur!
ET ÆDRUELIGT REFERAT af ’Jægeren’ tager sig sådan ud: En lejemorderlignende person med hat og lejlighedsvis pistol møder den bæverlignende figur med gevir, der hedder King og er »den ældste og den eneste, der var tilbage af sin slags«. Længere fremme ad trampestien dukker haren og elvsulen og nok-så-grimtgjort-banden op (det er dem med limposen). Senere spiller man ’stenspil’ med disse enkle regler: »Den nærmeste sten skulle flyttes så langt væk fra brætblomsten som muligt, uden at deltagerne kunne få øjenkontakt med hinanden«. Og hvordan slutter det? Med et »… og ingen spurgte længere om, hvad haren havde i sækken«.
Det var referatet. Nu må det være tid til at fortælle, hvad meningen er. Og her kommer nok både Per Dybvig selv og undertegnede til kort, for meningen ligger i disse stumper af sære syner, dunkle stemninger, uforklarlige statements og de store og små figurer i alle nuancer af grå og sort og med fjer og pels strittende i flere retninger.
Hist og her dukker en klodset bygning frem, og »10.47 blev de første fælder sat op«. Det bliver ikke de sidste. Dette store, smukke værk hensætter sin læsende skovforsker og medopdagelsesrejsende i en tryg tilstand af måben, for det her kan kun ende galt og langt ude i hampen. Og til sidst vågner man jo nok. Jeg har læst ’Jægeren’ både forfra og bagfra, og meningsløsheden forbliver den samme. Det er det, der er meningen! Der er mere mellem himmel og jord, mellem bark og vingespids, mellem fugl og fjer, og så er der den tunge lejemorderlignende figur med en pistol, der nogle gange ligner en pistol.
’JÆGEREN’ ER OPBYGGET på den måde, at fakta står til venstre i ord og billede, og en nærmere tegnet forklaring står til højre. Figurerne er født af tusind tynde streger (tuschpen 0,13 mm), og selv om de ligner dyr, er de ikke optaget i nogen zoologisk håndbog. Det er en utrolig variation, man kan skabe med sort-grå i alle nuancer. Ellers er den dominerende farve hvid. Som i vanvid.
Er det for børn?
Nej, det er det ikke. De vil nok kunne lide billederne, der er sære på en gennemskuelig facon, mens ordene er sære på en indforstået voksen måde. Alligevel rammer Per Dyvigs syrede syner og sætninger en tendens i børnelitteraturen lige nu til at vride og vende sproget for dog at nå til en form for klarhed (Peter Adolphsen, Birgitte Krogsbøll m.fl.). Men det står lysende klart, at han vil mig noget. Og det er stort i vore dage.
Per Dybvig er angrebet af den olieindustribaserede norske fjeld- og nåletræsblues. Og her kommer det ud i en apokalyptisk version som natur noir. Så uafvendelig fint og sart og sært. Dybvig er inspireret af tankerne om, at vi er inde i en ny geologisk periode – den antropocæne – hvor dyr og natur og mennesker (og gevirer) smelter sammen til et sidste udbrud af liv, før det er forbi. (Vi ser det med f.eks. asketræets voldsomme blomstring). Sådan giver ’Jægeren’ en mening, man egentlig helst havde været foruden.
Ellers er et af kunstnerens seneste værker udsmykningen af Godlia-skolen i Oslo, hvor han har tegnet i den rå beton med en vinkelsliber. Sådan er han …
steffen.larsen@pol.dk
