VEJEN TIL VEMB
Snurrige Vemb
Af Mikkel Bruun Zangenberg
Under pseudonymet 'Oscar K' har den 53-årige Ole Dalgaard ladet sit alter ego gennemgå en del eventyr det sidste par år, i 2002 kom f.eks. en guidet tur rundt til avantgardens fødselssteder i Europa.
Den bog hed 'Rejsende i litteratur', og jeg synes, det var en jammerlig og pinligt dårlig efterligning, der skulle minde om noget, der duftede af noget, der kom fra den tyske kulturfilosof Walter Benjamin - til gengæld var teksten til overflod proppet med namedropping og klicheer af den værste slags.
Hjertet sank derfor i livet på mig, da det nyeste opus, 'Vejen til Vemb', dumpede ind ad brevsprækken. Men uden grund, skulle det vise sig. For mens K er blottet for talent, når det gælder kulturteori og essayistik, er han bestemt en ikke helt ringe prosaist. I 'Vejen til Vemb' lader han sin midaldrende forfatter tage til sovebyen Vemb for at opgøre dødsboet efter sin grandfætter Erling K.
Erling havde et byhus, som nu bebos af den smukke døvstumme husholderske Hedvig. Fra tid til anden smutter Hedvigs heftigt flirtende niece Ellen forbi, og ude på vejen ligger den gamle trætte hund Praco og kigger adstadigt ud på verden.
Selve handlingen er således ganske spinkel. K ankommer, opgør boet og rejser igen. Men 300 ting ligger lavmælt og ulmer under den nøgterne, slentrende overflade. Erlings far, mejeristen K, hængte sig, og det viser sig undervejs, at der bestod et mere end almindeligt kærligt forhold mellem Erling og den i øvrigt promiskuøse moder.
K's opgørelse former sig hurtigt som en detektivisk opsporing af glimt fra den afdøde fætters liv. Sporene befinder sig i gamle kufferter og kuverter oppe på loftet. Sideløbende foregår der ting og sager mellem K og Hedvig, samt niecen. Men alt er meget dæmpet og underfundigt beskrevet.
Der er noget Seebergagtigt over dele af historien, andre steder eksploderer den derimod brat og overraskende i passager, der giver mindelse om Circekapitlet i Joyces 'Ulysses': et vildt, kalejdoskopisk orgie af overskridelser og psykedeliske sansninger. Langt hovedparten er dog udfyldt af den stille, neddæmpede stil.
Teksten er isprængt uddrag af den velbegavede Erlings oprindelige nedskrevne noter, mestendels om japansk litteratur, men også afslørende breve fra Erlings mangeårige korrespondanceforhold til kvinden Keiko, et forhold der kulminerer og slutter med deres møde i Paris, 1968.
Man kunne nu give sig til at lede efter den dybere mening med dette lille jyske intermezzo. Men det ville formentlig være omsonst. Der er tale om en sindig og finurlig beskrivelse, en ikke synderlig ordrig fremstilling af et enkelt ærinde, dødsboopgørelsen.
'Vejen til Vemb' afgiver løfte om, at Dalgaard måske i sidste del af sit liv kan nå at give os flere gode litterære finurligheder.
En fremmed kommer til byen
Af Tue Andersen Nexø
Pseudonymet Oscar K har skrevet en fin skitse. Hvis den strammede sig an, ville den også være en god roman
Roman
Pseudonymet Oscar K står ikke bare som forfatter til romanen Vejen til Vemb, han er også dens fortæller og hovedperson. Som sådan arver han – midaldrende, melankolsk rejsende i litteratur – et gammelt hus i landsbyen Vemb. Grandfætteren Erling K er død, boet skal gøres op, så Oscar K forlægger et par uger af sit liv blandt støvede møbler og gamle breve. En døvstum husbestyrerinde, en halt hund og en erotisk set pågående kvinde er hans eneste selskab.
Sådan lyder oplægget i Vejen til Vemb. Resultatet er en bog, der lever af sin svagt fordrømte stemning, af læserens og hovedpersonens følelse af at være sat ind i et fremmed livs rammer. Man har – via breve, via sladder – adgang til de mest hemmelige, mest smertefulde øjeblikke i en andens liv. Men står samtidig helt udenfor.
Og hemmeligheder, endda af den saftige slags, er der masser af i Vejen til Vemb. Drifternes destruktive spil flyder under landsbyens overflade, og har gjort det i flere generationer, forstår man. Erlings mor forgreb sig på ham, da han var lille. Erling havde en hemmelig penneveninde, den japanske Keiko. Et – dødt? – barn spøger i baggrunden. Og så videre.
Chokere gør den nu ikke, hele understrømmen af sex, død og kødelighed. Snarere fungerer den som et nødvendigt cadeau til den genre, Vejen til Vemb tilhører. Der skal jo være noget at opdage, ellers var der intet at skrive om.
Traumet som stiløvelse, altså. I al fald er der noget serielt og mekanisk over den måde, snart sagt alle sider af det rolige, døsige landsbyliv dækker over skjulte smertepunkter. Nånå, tænker man, hvorfor skulle det være nødvendigt. Men skuffes alligevel, når den afgørende brik falder på plads: Det er alligevel for banalt, for ligegyldigt.
En verden på hovedet
Bedre bliver det ikke af, at Oscar K har et nærmest distræt forhold til alle de traumer med videre, der folder sig ud omkring ham. Han er mest optaget af den halte hund, som en nat køres ned af en knallert. På den anden side er det også meget konsekvent: Oscar K er en rejsende, altid på vej videre. Tilværelsens skæbnetunge slag er ikke hans gebet.
Det skal med, at man, når alt kommer til alt, alligevel læser Vejen til Vemb med en vis fornøjelse. Oscar K skriver nemlig usædvanlig godt. Her et uddrag fra Erlings hemmelige notesbog om det Japan, der forbliver fremmed for ham, men ægger hans fantasi frem mod de mest fantastiske konstateringer:
»De bygger taget til huset først, og forsyner det senere med vægge. De trækker høvlen ind mod sig og saver opad. Og deres skruer og bor drejer venstre om. De tråder en nål og holder den stille, men bevæger sytøjet, tager skoene af, når de går ind, men beholder hatten på. (...) Manden går foran kvinden, timerne tælles bagvendt og fodnoter sættes øverst på siden. I tilfælde af sorg klæder japanerne sig i hvidt, og de bærer ligkisten i lodret stilling til graven.«
Korte sætninger, økonomisk, uden falbelader. Med få sætninger fremkaldes billedet af verden på hovedet, smuk, ren og fremmedartet. Og så spejler på bedste vis Oscar K’s egen situation: Som rejsende i litteratur indsættes han for en måned i et rodfæstet liv. Reglerne er fremmede, alt er vendt på hovedet.
Det er kun med den yderste anstrengelse, at Vejen til Vemb bliver til en hel roman med handling, spændingskurve, og hvad der ellers hører til.
Kan man leve med det, har den meget andet at byde på.
tan@information.dk
*Oscar K: Vejen til Vemb. 160 s., 198 kr. Forlaget Politisk Revy
*Oscar K. er også aktuel som medforfatter til teaterforestillingen ’Dada’ på Kalejdoskop
