TIRANT LO BLANC
2020-06-28
En af verdenslitteraturens klassikere findes nu på dansk – med 530 års forsinkelse
Eventyr, vold og kristendom forenes i ”Tirant lo Blanc” fra 1490, der er blevet besunget af forfattere som Cervantes og Mario Vargas Llosa.
AF JEPPE KROGSGAARD CHRISTENSEN, Kristeligt Dagblad
I de seneste år er en række af verdenslitteraturens hoved-værker blevet nyoversat. Vi har blandt andre fået Boccac-cios ”Dekameron”, Joyces ”Ulysses” og Shakespeares samlede skuespil på et vel-klingende, nutidigt dansk, og der er al mulig grund til at være oversætterne taknem-melige.
Det gælder sandelig også Ole Dalgaard, der under pseudonymet Oscar K. har påtaget sig opgaven at over-sætte Joanot Martorells ”Tirant lo Blanc”, der udkom på valenciansk i 1490 og af særligt passionerede litterater regnes for den første moderne europæiske roman. Men hvor de fleste oversættere af klassikere i dag har en eller flere ældre oversættelser at skele til, er Oscar K.s den første af sin slags herhjemme, og med den bydes læseren ind i en sunken verden, hvor ridderne er galante og krigeriske, hvor kvinderne er begavede og skønne, og hvor mennesker enten er gode eller onde.
Alt det og meget mere til skildres via historien – der udfolder sig i England, på Rhodos, i Konstantinopel og i Nordafrika – om ridderen Tirant lo Blanc, der opnår legendestatus i slagene mod de uhyrlige maurere – et andet ord for muslimer – og ved at vinde den græske prinsesse Carmesina.
Frem af den 1200 sider lan-ge fortælling træder ikke bare et portræt af Tirant lo Blanc, men også et menneske- og virkelighedssyn, som er så jernt fra vores. På den måde er ”Tirant lo Blanc” en fascinerende læseoplevelse, ja, ligefrem eksotisk i al sin fremmedhed. Som den manikæiske opdeling af verden i rent godt og rent ondt, og hvor de to alene er deineret ved tro: De kristne er de gode og maurerne de onde, der skal ned-kæmpes. Og bliver det.
”Tirant lo Blanc” tjente på den måde som opbyggelig læsning. Her kunne valencianerne se, hvordan en sand helt så ud, og hvilke kampe ridderne tidligere havde ud-kæmpet på deres vegne. Og nu, på 530 års afstand, er det forbløffende at læse om, hvordan disse riddere uden videre kan forene godhed med nedslagtning. Hvordan dét brutalt at slå andre mennesker ihjel på ingen måde regnes for at være på kollisionskurs med Bibelens ord. Modstandere lækkes på langs, fra isse til tå, hjerne-masse lyder ud af øjne og ører, og blodet fosser og sprøjter fra de opskårne kroppe og knuste hoveder. Det er vold som æstetik, leg og beruselse. Eller som der står et sted: “Og det blev et blod-bad, der var en fryd at se.”
”Tirant lo Blanc” er nu ikke kun en besyngelse af de ondes voldsomme død, ligesom den ikke kun er alvor. Martorell skriver med en egen blanding af patos og lavkomik, og det sidste synes også at være rejst med ind i værkets kapitelinddelinger. Her står der typisk, hvad der sker i det kommende, men pludselig står der bare ”Om det samme”. Så ”Mere om det samme”. Sådan fortsætter det en tid, som om Martorell selv er blevet træt af sine ordtunge replikker og udførlige beskri-velser af rettroende og vantro.
”Tirant lo Blanc” er da heller ikke altid en svir at læse. Trægheden, omstændeligheden og opbyggeligheden kan udfordre opmærksomheden, og når det sker, er værket kun af litteraturhistorisk værdi. Men Martorell er så god en forfatter, at han har blik for sit værks svagheder, og også når det kommer til sin egen helt, den lotte, stærke, sejrende Tirant, der mod slutningen er blevet en kristendommens superridder samt ”prins og cæsar over det græske rige og har vundet Carmesina.” Men så bliver han, der har overlevet så mange sværdslag og øksehug, syg og dør. Og da det hele er ved at være ovre, skriver Martorell nøgternt, at ”heraf kan man slutte, at de forfængelige og oppustede mænd, der til stadighed søger anerkendelse og berømmelse, spilder deres miserable livs tid til ingen verdens nytte.”
Det, der står tilbage, er kun de gode gerninger. Resten er ingenting. ”Som et let vind-pusts raslen, alt er et let vindpust”, som Oscar K. skriver i sit efterord. Og her og i Rigmor Kappel Schmidts for-ord opridses værkets tilblivelseshistorie, dets litteratur-historiske position og Martorells skæbne, der i sig selv er en roman værdig.
Joanot Martorell blev født ind i en adelsfamilie i kongedømmet Valencia omkring 1410 og deltog som ridder i Alfonso den Storsindedes fejlslagne forsøg på at erobre Napoli. Men hjemme igen, ra-gede han uklar med sin fætter, der havde lovet hans søster ægteskab, men trak sig fra aftalen. Martorell blev rasende og udfordrede fætteren til duel til døden og rejste he-le vejen til England for at in-de en upartisk dommer. Men rejsen var så dyr, at han ved hjemkomsten var tvunget til at sælge sine besiddelser. Senere blev han efter sigende del af en maurisk røverbande og siden kammertjener for Alfonso den Storsindede.
Der kom han også i forbindelse med tidens litteratur, og han skrev flere værker, men livet gik ikke hans vej, og manuskriptet til ”Tirant lo Blanc” måtte han sætte i pant for et lån på 100 realer. Han døde, fattig og familieløs, i 1465.
Det var altså først 25 år efter Martorells død, ”Tirant lo Blanc” udkom, og verden fik gradvist øjnene op for bogen, der inspirerede Miguel de Cervantes til at skrive “Don Quixote”, ridderromanen over dem alle. Og ”Tirant lo Blanc” er faktisk omtalt hos Cervantes og kaldes dér for ”den bedste bog i verden”.
Senere har litterater også kortlagt, hvordan Martorell selv var inspireret af værker og legender – blandt andre af sagnkongen Arthur – og peget på, hvordan han modsat inspirationskilderne holdt sig til realismen. Ingen drager, magiske sværd eller søuhyrer her.
Det var også noget af det, der fascinerede den peruvianske nobelpristager Mario Vargas Llosa, der i 1969 fik ”Tirant lo Blanc” udgivet og skrev et lammende begejstret efterord om værkets for-træffeligheder.
Om det er den første moderne europæiske roman, er dog tvivlsomt. I hvert fald hvis man forbinder det moderne med splittelse, identitet i krise, gråzoner og sprængt formsprog. Men de 487 kapitler er, hvordan man end vender og drejer dem, en rejse tilbage til en tid med et helt andet værdisæt og verdenssyn end vores. Det er bare at sætte sig ned og læse. Hvilket er blevet så let takket være Oscar K.s oversættelse og forlaget Jensen & Dalgaards mere end almindeligt gode vilje.
2020-03-27
Klassiker i sværvægterklassen om ridderen Tirant lo Blanc og hans farverige meritter rundt i verden med uforfalsket sex og glamour. Farverig, funklende og flot historie.
af Beth Høst på Litteratursiden.dk
Historien om denne så navnkundige ridder blev skrevet i 1400 tallet på valenciansk, som er det katalanske sprog, man talte i Valencia. Riddervæsenet er hovedtemaet, og vi hører om korsriddere, men i høj grad også om de riddere, der kæmpede turneringer, hvor det hele var symbolsk, velornamenteret og teatralsk.
Tirant starter sin meget dramatiske og kulørte karriere i England, hvor han møder en eremit (en forklædt ridder), der vejleder ham i de ædle principper. Han kommer dog snart til Sydeuropa, hvor han i blodige slag er med til at forsvare det græske kejserrige mod alle de vantro skurke, tyrken, maureren og den slags. Undervejs forelsker han sig i kejserens smukke datter, hans venner får sig også nogle damebekendtskaber, og vi oplever, at kvinderne tager de erotiske initiativer. Vi hører også rigtig meget om kostbarheder, juveler og rigelige serveringer. Vor helt er desuden med til at redde Det Byzantinske Rige, som i virkelighedens verden iøvrigt slet ikke blev reddet, og dør ikke engang i kamp. Det kunne man såmænd godt have ønsket for ham.
Tirants skæbne skulle delvist være baseret på historien om en på den tid meget berømt lejesoldat, ligesom der er adskillige henvisninger til klassiske græske og romerske figurer foruden kong Arthur og det runde bords riddere.
Det er en sjælden oplevelse at læse denne udgivelse, den er nærmest som manuskriptet til en satirisk TV-serie og samtidig som den nedskrevne udgave af en mundtligt overleveret stratenrøverhistorie fra den tidlige middelalder. Da jeg startede aldeles forudsætningsløs på bogen, troede jeg, at sproget var blevet moderniseret. Det er det ikke. Jeg er meget imponeret over oversætterens fantastiske sprogtalent.
2020-03-13 18:50:03
Vidtløftig ridderlighed - Ridderromanen, som ikke røg på Cervantes’ bål, galoperer frem mod os med lige dele eventyr, slagsmål, moral og komik
af MIKKEL BRUUN ZANGENBERG i Weekendavisen
Joanot Martorell. Tirant lo Blanc. Roman. Oversat fra valenciansk efter »Tirant lo Blanc« af Oscar K. Forord ved Rigmor Kappel Schmidt. 1210 sider. 500 kr. Jensen & Dalgaard.
Klippeti-klop, klippeti-klop. Måske er det meget godt at have 1975-filmen Monty Python og den hellige gral i tankerne, mens man nærmer sig Joanot Martorells ridderroman fra 1490. Jeg tænker helt specifikt på den åbningsscene, hvor en løbende Graham Chapman som kong Arthur foregiver at galopere på en hest, der ikke er der, mens hans væbner ærbødigt løber bag ham og slår to kokosnøddeskaller mod hinanden for at illudere lyden af den ikke-eksisterende hest. Komikken er klar – og forærer os en rejserute ind i Martorells ridderroman. For Monty Pythons film hilser på Cervantes’ Don Quijote (1605), ridderen af den bedrøvelige skikkelse, og Cervantes på sin side hilser venligt på Martorell. Som Rigmor Kappel Schmidt gør opmærksom på i sit forord, er en præst og en barber i sjette kapitel af Don Quijote i færd med at kaste alle de skadelige ridder romaner fra herremandens bibliotek på bålet. Kun to skånes, Amadis fra Gaula og Tirant lo Blanc, for den sidste er, »ved sin stil (…) den bedste bog i verden«. Men forfatteren »fortjente at blive smidt i galejerne (…) fordi han skrev så mange tåbeligheder«.
JOANOT MARTORELL (cirka 1410-1465) var selv en vaskeægte katalansk ridder, men hans roman, der blev færdiggjort og udgivet 25 år efter hans død, har en rammefortælling, hvor det hedder, at teksten blot er en oversættelse fra engelsk til portugisisk, og ydermere fra portugisisk til det valencianske folkesprog; dertil kommer, at den angivelige oversætter, Martorell, tillader sig at fungere som en redaktør, der flere gange forkorter og opsummerer, »for ikke at blive for vidtløftig«, som det hedder. Tak for det, når nu vi lander på 1200 sider!
Tirant lo Blanc er den stort udfoldede, ordrige og kronologisk fremadskridende krønike om ridderhelten af samme navn. Vi møder første gang Tirant fra Bretagne ovre i England, som han som stor dreng ankommer til, kort efter at landet har været invaderet af kongen af Canaria og hans træske maurere, det vil sige muslimer. Legenden grev William af Warwick, der er hovedkraften bag maurerne nederlag, men nu lever som ædel eremit, initierer ad omveje Tirant i ridderkunsten. Og ynglingen Tirant viser sig hurtigt at være et stort talent, der slår bemærkelsesværdigt mange noble og glorværdige riddere ihjel i turneringer.
Allerede her mødes vi som nutidslæsere af det, der må forekomme os at være et paradoks. På den ene side fremstår de katolske riddere som sindbilleder drevet af æresbegrebet og som gode kristne, der ideelt er milde, tilgivende og tolerante. På den anden side er der ingen skrupler over de systematiske massemord, som turneringerne er ramme om: »Det sidste slag, Tirant gav ham, var oven i hovedet, og med det borede hans hjelm sig så dybt ned i hovedet på ham, at hans hjerne løb ud af hans øjne og ører, og han til sidst faldt død af hesten.« Man ser det for sig. Langt senere hylder Martorell et øksehug, der kløver en maurer ned til brystkassen: »Jeg tror ikke, at nogen af antikkens prægtige riddere nogensinde uddelte så smukt et slag« – med andre ord et flot mord. Lidt senere, hvor et hav af maurere slås ihjel, lyder det: »Og det blev et blodbad, der var en fryd at se.«
Det tilsyneladende paradoks, at disse ædle kristne myrder løs med ro i sindet, kommer af datidens idé om retfærdig krig. For så vidt blodbadet foregår for at fremme Guds og den katolske kirkes herredømme, er det ikke alene legitimt, men decideret prisværdigt og heroisk.
Fra den tidlige, lovende begyndelse i England følger vi nu gennem fem bøger i bogen Tirant på hans eventyrlige færd til Sicilien og Rhodos, dernæst til det græske rige, videre til Nordafrika og Berberiet og endelig retur til Grækenland. Tirant vokser fra talentstadiet til at blive kristenhedens og verdens største ridder – nogensinde. Han er gudeskøn, og kvinderne falder for ham på stribe, men han er naturligvis fromt fikseret på den græske prinsesse Carmesina, hans hjertes udkårne. Til slut har han det hele: Kejserværdigheden over det byzantinske imperium er linet op, Carmesina har han endelig erobret i ægtesengen, og alt tegner lyst. Men ak! Skæbnen vil det anderledes. Tirant bliver syg og dør, hvilket kaster verden og det græske kongehus ud i en sorg så voldsom, at hele slægten nærmest går til. Martorell bemærker tørt, at »det er derfor, man aldrig skal fæste lid til verdslig fremgang, for den svigter, når man mindst venter det«.
HOS CERVANTES sagde præsten ved bålet, at Tirant lo Blanc var den bedste bog i verden »ved sin stil«. Hvad er nu det for en stil? Den er ganske spøjs, set med nutidsøjne. Ét lag i romanen er drevet af handlinger og verber; der galoperes, kæmpes, sejles, belejres, provianteres og spises i lange baner. Samtidig myldrer det med hyperbler. Idet en konge et sted sukker, er det »uendelige suk«; en kvinde er ikke bare sød, næh, hun er »den største og bedste i hele kristenheden«. Martorell er ej heller bange for at kede med gentagelser og opremsninger. I første binds kapitel 46 til 52 hører vi om programmet for kongen af Englands bryllupsdag, og der har hvert kapitel fængende overskrifter som »Om det samme« eller »Mere om det samme«. Ærlig snak, men ikke vanvittigt spændende. Hemingway ville desuden have våndet sig, for det, der kunne have været korte, klare replikker, udarter typisk til alenlange, retorisk blomstrende pragtbuketter, bugnende af romansk patos. Da William af Warwick et sted vil sige til kongen af England, at han ikke bør snyde, ender sætningen med at være på halvanden side spækket med semikoloner.
Når alt det er sagt, er det kun rimeligt at samtykke: Det var godt, at præsten hos Cervantes ikke smed Tirant lo Blanc på bålet. For midt i alle opremsningerne og handlingens klippeti-klop, er der passager, hvor det flammer op. Martorells kristne stoicisme dikterer for eksempel, at vi ikke bør tragte for vildt efter ære, mammon og karriere, »for i menneskenes iver efter at besidde dem mister de både krop og sjæl, når de af vanvittig og ubehersket grådighed løber rundt med lette og ubekymrede skridt; heraf kan man slutte, at de forfængelige og oppustede mænd, der til stadighed søger anerkendelse og berømmelse, spilder deres miserable livs tid til ingen nytte«.
Det er noget af en salut i forbindelse med helten og hovedpersonens død! Først bygger Martorell ham op, så skærer han ham lige ned. Og med dét slutter Martorell sig pludselig til Cervantes’ Don Quijote – og til Monty Pythons skøre riddere: Vi har ledsaget Tirant fra triumf til triumf. Men til slut hører man kun lyden af de klaprende kokosnødder.
2020-03-09
Hør Jens Raahauge i samtale med Oscar K om Tirant lo Blanc – den første moderne europæiske roman
Oscar K har brugt de seneste 3 år på at oversætte Joanot Martorells ridderroman Tirant lo Blanc fra valenciansk. Den udkom i 1490, blev forlæg for Cervantes Don Quixote og foreligger nu for første gang på dansk. I samtalen fortæller Oscar K om romanen, om det at oversætte og om nogle af de refleksioner, oversættelsesarbejdet har sat i gang. Samtalen krydres med tekstuddrag, som Karsten Pharao har indtalt.
Udsendelsen kan høres på www.den2radio.dk fra den 7. – 13. marts – og derefter hentes i netradioens arkiv.
2020-02-10
Fem stjerner til ridderromanen, du aldrig har læst. »Tirant lo Blanc« er klassikeren om den idealistiske ridders kamp mod koranfolk og krævende madonnaer og foreligger nu for første gang på dansk.
Vi danskere har fået "Tirant lo Blanc" i en fornemt oversat og kommenteret udgave. Oscar K. og forlaget Jensen & Dalgaard fortjener i hvert fald godt fyldte graler for besværet med en dansk premiere ud over det sædvanlige.
af SØREN SCHAUSER i Berlingske Tidende
Konstantinopel under korstogene for 700 år siden. En hvid ridder ser tilbage på somre i kongers sold og vintre i muslimers vold:
Han har optrådt i den ene turnering efter den anden og vundet halve kejserriger. Han har sejret sig vej til velstand og flotte former og
Forfatteren selv hedder Joanot Martorell og er gået over i historien som den skrivende ridder og en af fadderne til det katalanske sprog. Han følger ridderen Tirant lo Blanc eller »Tirant den hvide« fra eventyrene i barndommens Bretagne til de modne år med korstog mod islam og udsigt til både prinsessen og kongeriget.
Tonen ligger langt fra det høviske og let distancerede i andre af tidens romaner. Selv kvinderne er som regel de udfarende i erotiske eskapader og »for det meste gerrige af natur«. Og bestemte strømninger i de varme lande fylder ham med afsky og en udtalt mangel på tålmodighed – for »hvad gavner maureren hans hjerne, hvis han ikke indser sin fejltagelse.«
Forbilleder og efterligninger
Værket giver Miguel de Cervantes den glimrende idé til klassikeren »Don Quijote« godt et århundrede senere. Spaniernes største forfatter kalder Joanots roman for »den bedste bog i verden« og udformer sin egen ridder med hans hovedperson som forbillede. Når mange i dag insisterer på berømte Cervantes som faderen til den europæiske roman, ligner det altså en sandhed med modifikationer – for han har ideen et sted fra.
Joanot Martorell er så heller ikke selv begyndt fra bunden. Forfatteren kender for eksempel den tre århundreder ældre og delvis realistiske »Sangen om min Cid« i genren med et Skipper Skræklignende navn, epopeya. Han kender også til filosoffen Ramon Llull ovre på Mallorca og lader især sin berejste superhelt være inspireret af mallorcanerens meget læste manual i moderne ridderlighed fra 1270erne.
Og danskere med kærlighed til riddere fra Den Iberiske Halvø kan under alle omstændigheder kaste sig over jagtelskeren Garci Rodríguez de Montalvos helt samtidige »Amadis fra Gaula« i en nyligt udkommet oversættelse på forlaget Tryk16 og tjekke de to værker ud for gensidig inspiration.
Stadig ikke tilfreds? Virker historien stadig bekendt fra andre sider? Ridderens sejre over både sultaner og sortøjede kvinder har rent faktisk tråde til en af Europas mest grundlæggende fortællinger: Joanot er vild med legenderne om den hellige gral og omtaler sagnets farverige skikkelser mindst en håndfuld gange undervejs.
Han beretter for eksempel om den skønne dronning Morgana og hendes overraskende fund af en bortkommet bror nede hos kejseren af Konstantinopel med truslerne østfra. Og han fortæller helt forelsket om ingen ringere end hovedmanden kong Arthur himself – endda så man i Oscar K.s loyale oversættelse næsten kan høre ham snappe efter vejret af begejstring:
»Den berømte kong Arthur, der var herre over det lille og det store Britannien, og som grundlagde og indstiftede det blomstrende og prægtige Runde Bord, hvor så mange ædelmodige og dydige riddere tog plads, ædle mænd, der havde vist storsind og gjorde sig fortjent til ære og værdighed, og som var modstandere af enhver form for bedrag, falskhed og ondskab.« Hvis man er bidt af en gal gralsridder, ligner »Tirant lo Blanc« kort sagt forårets pligtlæsning. Fortællingen står som et lidt glemt træ i den vildtvoksende skov af tidlig litteratur om ædle kong Arthur og hans hof. Joanot holder til overflod sin læser opdateret med alt nyt på feltet og kender herunder kollegaen Chrétien de Troyes’ opfindelse af Lancelot med den lidt for kække personlighed.
Fra det virkelige liv
Men bogen trækker ikke kun på et spansk folkeeventyr, på en mystiker fra dejlige Mallorca og på legenderne om kong Arthur og hans ædle riddere.
Et fjerde afsæt har været vigtigere end de tre andre tilsammen: Joanots hovedperson lægger sig tæt op ad navnkundige Roger de Flor med det vanvittige liv. Typen er ganske enkelt et litterært bud på Italiens mest kendte sørøver og dermed inspireret af virkelige hændelser.
Virkelighedens varmblodige eventyrer fra 1200-tallets slutning sættes på Tempelriddernes frygtede galejer allerede som dreng og overtager hurtigt kommandoen selv. Manden må så alligevel flygte til Genova efter mistanker om illoyalitet og lever nogle år som succesfuld pirat og snart efter som søofficer på fast løn ved sicilianeren Frederik IIs hof.
Kapere på Rogers tid – og dermed i Tirant lo Blancs epoke – har ikke lignet hippierne fra »Pirates of the Caribbean« ret meget: De har ifølge nyere undersøgelser haft færdigheder som vor tids professorer med store mængder af paratviden og evne til kølhaling på indtil flere sprog. Så tidens største vendekåbe med hæren på 6.500 af de effektive »almogavarer« bag sig bliver hurtigt for kostbar til kongens budget og må se sig om efter en ny og måske ligefrem indbringende krig. Hans næste station bliver en konflikt længere sydpå. Den skal blive hans sidste.
Byzans med Konstantinopel som hovedstad er alvorlig trængt af en muslimsk styrke ved navn Rumsultanatet ude fra Anatoliens sletter. Kejseren i det nuværende Istanbul ser Rogers lejesoldater som eneste udvej og lader den erfarne ridder gifte sig ind i familien og endda udnævne til megas doux med ansvar for rigets flåde.
Udfaldene i de næste måneder går for så vidt ganske glimrende og fører rent faktisk til muselmændenes fortrængning østover og dermed til en foreløbig fred om Hagia Sofias mure. Men chefen selv falder i unåde. Slibrige rygter lader ham tjene sine egne interesser. Roger de Flor stikker krigsbytte til side og pønser på en fremtid med sig selv som herre over de erobrede områder. Og han må oven i købet se sine lejesoldaters løn blive tilbageholdt og truer derfor Konstantinopel med selvsamme hær.
Han bliver offer for et komplot med kejserens egen søn som arrangør og falder i april 1305 for en snigmorders hånd langt væk hjemmefra. Styrkerne uden deres daglige leder går hurtigt grassat i tilfældige overgreb og plyndringer – alt imens muslimerne lige så stille kommer til kræfter og får erobret Konstantinopel halvandet hundrede år senere.
Alt for få bøger er egentlig skrevet om den rigtige Roger de Flors tilværelse. Men vi danskere har da fået "Tirant lo Blanc" i en fornemt oversat og kommenteret udgave. Bogen ligner en biografi med de værste skarnstreger malet kønnere op og ekstra boller på suppen generelt.
For den holder sig langt hen ad vejen tæt på kapererens skæbne og bøjer så af i sidste øjeblik. Tirant selv lider noget så udramatisk som strådøden og kan fra sin himmel se hele byen og til sidst den halve verden sørge over tabet: Et kapitel hedder for eksempel »Hvordan prinsessen brød ud i klage over Tirants afsjælede legeme« og går satirisk nok over i kapitlet »Hvordan prinsessen endnu en gang brød ud i klage over Tirants lig.«
Kald det revisionisme. Kald det forsøg på genopretning af en alt for trist historie. Kald det eftertidens lille drøm om riddere med runde borde og en snorlige rygrad. Oscar K. og forlaget Jensen & Dalgaard fortjener i hvert fald godt fyldte graler for besværet med en dansk premiere ud over det sædvanlige.
Titel: »Tirant lo Blanc«. Forfatter: Joanot Martorell. Oversat og kommenteret af Oscar K. Forord af Rigmor Kappel Schmidt. Sider: 1.210 over tre bind, ikke illustreret. Forlag: Jensen & Dalgaard. Pris: 500 kroner. Udkommer 12. marts.
