M
2010.01.20
M - en skatkiste af henvisninger til litteratur, historie, geografi og film.
Anmeldt af: Mette Bechmann Westergaard i Folkeskolen
Det er med et hattrick af priser bag sig, at Oscar K. og Rasmus Bregnhøi udkommer med andet bind af serien om Lilith i Underverdenen. "M" sendes på gaden med genrestemplet graphic novel, og hermed skulle forventningerne være afstemt i retning af den mere kunstneriske del af tegneserieverdenen.
Rammen er identisk med Fritz Langs filmklassiker af samme navn - "M" - fra 1931: En børnemorder er på fri fod. Politiet er både korrupt og på bar bund. For at få fred til at bedrive kriminel virksomhed tager underverdenen sagen i egen hånd, fanger den skyldige og iscenesætter en parodi af en retssag.
Her skilles vandene så endelig, for i Oscar K./Bregnhøis udgave træder den blinde, men synske Lilith ind på scenen med sin trofaste beundrer, gadedrengen Schniff. Som den eneste moralsk ufordærvede sjæl insisterer Lilith på lighed for loven - selv for seriemordere.
I "M" går der hul på to nørder. Bogens drivkraft er forfatternes fascination af noir-genrens dystre, skæbnetunge stemning. Den formidles skræmmende godt i de tom-øjede, afsjælede skikkelser, der hvileløst vandrer rundt i et univers, hvor der er samplet med tid og sted. Paris' berømte sindssygehospital, Salpétrière, ligger ved siden af Rådhuspladsen, og 1930'ernes politiske miljø er lige så meget her og nu som 2010.
For den kulturelt velbevandrede unge og voksne vil "M" være en skatkiste af henvisninger til litteratur, historie, geografi og film. For læsere uden dette resonansrum vil "M" være sværere at lukke op.
2009.12.18
UHYGGELIG VELLYKKET!
skriver Kristeligt Dagblad om M
Første bind af graphic novel-serien "Lilith i underverdenen" har allerede indbragt tegner og forfatter adskillige store priser, og andet bind skuffer ikke; det er uhyggelig vellykket, og bogen vil være en velegnet gave til den teenager, der har gjort sig færdig med at læse – det vil snart blive anderledes! En barnemorder er løs i det dystre storbymiljø, der ikke kan placeres i tid og sted og (heldigvis) er alt andet end realistisk skildret. For bogen forholder sig helt oplagt til filmen "M" – Fritz Langs mesterværk fra 1931. Der er de samme elementer: barnemordene, den kriminelle underverden, der tager sagen i egen hånd, den selvbestaltede domstol og den blinde, der medvirker til opklaringen – ja, selv kriminalinspektøren hedder det samme.
Den blinde er i bogen pigen Lilith, der bor på Frelsens Hærs herberg og sammen med vennen Schniff deler bibelcitater ud i byens "tvivlsomme lokaler" – med et udtryk, der er typisk for den genrebevidste stil, der også viser sig på billedsiden: De skumle typer sniger sig som skygger langs husmuren med kraven helt oppe om ørerne. Lilith er en rigtig filmheltinde: Hun er smuk, klog og modig, men hun er samtidig from og skriftkyndig, og omkring denne hovedperson skaber bogen et helt igennem originalt univers: ekspressionistisk filmæstetik, kristendom og social indignation i ét.
2009.12.14
Tegneserie byder på storbyblues og grum grafik
af Søren Vinterberg - Politiken
Med ’M’ holder Oscar K og Rasmus Bregnhøi niveauet i deres prisbelønnede noir-pastiche.
Så er der atter mord på dagsordenen for dansk tegneseries mest originale detektivpar: Lilith, der er ung, smuk og blind. Og hendes menneskelige førerhund, gadedrengen Schniff, der er yngre endnu og efterhånden nærmest bevidstløs af forelskelse i hende. Parret lærte vi at kende sidste år.
’Lille Miss Nobody’ hed den stilsikre, atmosfæremættede genreøvelse af en storbyblues, hvormed makkerparret Oscar K & R. Bregnhøi debuterede på den danske seriescene – og fluks sikrede sig sidste års Komiks.dk-pris, Kulturministeriets Illustratorpris og Børnebibliotekarernes Kulturpris. Hattrick i en kunstart, hvor priserne ellers ikke står i kø!
På sporet af en barnemorder
Med titlen ’M’ – som Fritz Langs klassiske socialgyserfilm fra 1931 – kan det ikke undre, at også Lilith og Schniff denne gang er på sporet af en barnemorder, i samme drømmeagtige miks af europæiske storbyer som sidst:
Her ligger Utrecht-bygningen og lysavisens hjørne på Rådhuspladsen, men dér ligger det parisiske Salpétrière-hospital, og Venedigs Markusplads fra sidste år er her afløst af det gamle Universitetsbibliotek i Fiolstræde.
Men især ligner det syndige leben nu Berlin i 1930’erne: Frelsens Hær er på march, og det samme er nazisterne. I natklubben Paradiset vrider Nancy med stripperkasketten – og ikke meget andet – sig til tonerne af ’Das Herz von St. Pauli’.
Trivelige kommissær Lohmann fra drabsafdelingen og hans klamme assistent Q passer bedre ind i dén stil end lommetyvenes bandefører Fagin – Oliver Twists London var nok elendighed, men endnu ikke modernitet.
Vaskeægte tegneserie
Stilen er alt i denne graphic novel noir, figurer og plot kun markeringer. Pastichen lurer på at blive parodi og befri læseren helt for følelsesengagement.
Men trods den grotesk-naivistiske streg økonomiserer Bregnhøi så smukt med lyset mellem de storøjede spøgelsesblege børn og lejekasernernes brunviolette slagskygger og under en sensationsrød himmel, at gyset bevarer en kant af alvor.
En kvindelig psykopat er ved at blive lynchoffer – jævnfør titelforbilledet – men hun kan da ikke stå bag proletarungernes forsvinden, som hverken politi eller presse interesserer sig for? Og hvorfra kommer de friske organer, som opereres ind i syge burgøjserbørn?
Lilith i Underverdenen – som et skilt på omslaget forsøgsvis døber serien – er nok storbyblues og grum grafik; men også vaskeægte tegneserie: Forts. i næste nr.!
2009.11.05
Tegneserien er død, tegneserien længe leve!
Overlever: Tegneseriens tid som massemedium er slut. Tegnerne går nye veje for at holde sig i live.
Af TOM HERMANSEN i JYLLANDSPOSTEN
Tegneserien er død. Det hævder forfatteren og tegneren Erwin Neutzsky-Wulff i et debatindlæg på serieland. dk. Hans diagnose har forårsaget et inferno af svar, og sidens redaktør har for lødighedens skyld måttet fjerne de mest beskidte. Men man kan stadig læse kommentarer som »Uden at kende Erwin specielt godt, så tror jeg, hans opvækst har hæmmet ham. Han kan godt lide at råbe "røv" og andre provokerende fraser, for larmen tiltaler ham.« Og: »Mage til mavesurt sludder skal man sgu lede længe efter.« Et af debattens mere stilfærdige svar kommer fra den unge, danske tegner Johan F. Krarup: »Det er flot at erklære en kunstform, der er midt i en blomstringstid, for død. Med manga og graphic novels har tegneserien taget et kvantespring.
Der udkommer gode ting som aldrig før. Hvis dette er udtryk for død, så vil jeg gerne vide, hvilke kunstformer Erwin finder "levende".«
GRAPHIC NOVEL
Betegnelsen graphic novel dækker over tegneserier med litterære ambitioner og med hårde omslag, så de ligner rigtige bøger. Fænomenet er blevet hypet på det seneste, men genren er ikke ny, og grænsen mellem en almindelig tegneserie og en graphic novel er svær at sætte. Men i alle tilfælde udkommer mange glimrende tegneserier under betegnelsen graphic novel, bl. a. "By af glas", skrevet af Paul Auster, tegnet af Paul Karasik og David Mazzucchelli (Per Kofod, 2006) og Alison Bechels selvbiografi-ske "Fun Home" (Carlsen, 2008) samt R. Crumbs fortolkning af Første Mosebog, "Verdens skabelse" (Carlsen, 2009).
Franske Bastian Vivés' "Smagen af klor" er iøjnefaldende simpel og smuk, og den fortæller med få ord en fangende, uskyldig kærlighedshistorie i en svømmehal. Også den danske duo Oscar K/Rasmus Bregnhøi er på toppen i en ny historie om den blinde, synske pige Lilith og hendes makker, den forældreløse dreng Schniff. Andet bind i serien har titlen "M". Bregnhøi er tegneren og Oscar K forfatteren, og de tager os med gennem en dyster verden befolket af hjemløse, sindssyge og barnemordere.
2009.11.10
Oscar K. og Bregnhøj boltrer sig hjemmevant i noir-universet og videreformilder fint deres indlysende kærlighed til genren
Lektørudtalelse
Anvendelse/målgruppe/niveau
M er for unge og voksne læsere med smag for noir-krimier og anderledes tegneserier
Beskrivelse
M starter, hvor handlingen i albummet Lille Miss Nobody sluttede. Der er en barnemorder løs i beretningens fiktive metropol, som både rummer elementer af København, Paris og flere andre storbyer, og det er bestemt ikke ufarligt at færdes ude i natten. Ved fælles hjælp kommer vores to hovedpersoner - den blinde, synske frelserpige Lilith og hendes ven Schniff - på sporet af forbryderen, blot for at opdage, at der måske er mere end én morder. Fortsættelse følger. Forfatterparrets noir-fortælling er referentiel ud over alle grænser og låner både personer og handling fra flere af genrens klassikere, ikke mindst fra Fritz Langs berømte film med samme titel som tegneserien. Indholdet bevæger sig i området mellem parodi, pastiche og parafrase, men formår alligevel at få oprullet en "rigtig", sort kriminalgåde i tilgift til de mange referencer. Rasmus Bregnhøis ekspressive, bevidst sjuskede streg formidler indholdet fint i kombination med den rødbrune, atmosfæreskabende grundfarve i billederne
Sammenligning
Handlingen i albummet står i gæld til de værker, den skamløst låner fra og/eller refererer til. Billedsiden er tydeligt inspireret af den unge, toneangivende generation af franske seriekunstnere som Blain, Blutch og Sfar (herhjemme kendt fra serien Rabbinerens kat)
Samlet konklusion
Oscar K. og Bregnhøj boltrer sig hjemmevant i noir-universet og videreformilder fint deres indlysende kærlighed til genren
Lektør: Steffen Kronborg
2009.11.04
En by jagter en morder Ekspressionisme og hårdkogt krimi i de nye tegneserier
Af Benni Bødker i Information
Mellemkrigstidens kultur, fra kunstnerisk avantgarde og litterær modernisme til pulp fiction og film noir, bliver ved med at være en kilde til uudtømmelig inspiration. Det er i hvert fald tydeligt i sæsonens to mest interessante tegneserieudgivelser på dansk. De er endda ikke bare fælles om at have rødder i den frugtbare periode mellem de to verdenskrige, men lader såmænd også begge to handlingen skyde i gang på det berømte Salpêtrière-hospital i Paris.
Her på den gamle krudtfabrik, der senere blev lavet om til fattighospital, fængsel for prostituerede og endelig opbevaringssted for uhelbredeligt sindssyge, skulle der også være rigeligt med historier at tage udgangspunkt i. Nogle af dem bliver fortalt af Oscar K og Rasmus Bregnhøi i deres anden fælles graphic novel, M. Titlen er naturligvis ikke tilfældig, for selv om historien foregår i en unavngiven storby med både tyrkisk basar, tyske kabareter, brede boulevarder og et velkendt Vesterbro-værtshus, så er historien skrevet over tyskeren Fritz Langs første talefilm M (med undertitlen ’En by jagter en morder’) fra 1931.
I filmen spiller Peter Lorre den blide, forstyrrede børnemorder, der møder underverdenens domstol, og denne historie er det direkte forlæg for den nye graphic novel om den blinde frelserpige Lilith og gadedrengen Schniff. Som alt hvad forfatteren Oscar K er involveret i, skabes et flerstrenget univers, som her dog godt kan føles vel ordrigt. Hvis det skyldes manglende tillid til tegningernes evne til at bære fortællingen igennem, er det helt overflødigt. Rasmus Bregnhøi er nemlig en af tidens bedste børnebogsillustratorer, og hans dunkelt naive tegninger kunne sagtens have fået endnu mere plads til at udfolde sig på.
Det er ikke, fordi det vrimler med danske graphic novels, men M tåler også fint at stå på egne ben. Den placerer sig et dejlig uvist sted mellem pastiche og originalitet og mellem at være for børn og for voksne. Specielt Oscar K stortrives i ambivalensen snarere end i den mere stringent fortalte historie, og det gælder også i M. Man fascineres og drages uvilkårligt med alle sanser vidtåbne ind i historien, selv om den egentlig aldrig komme til at berøre én dybt, og man ser gerne mere til det ekspressionistiske noirunivers.
Mens der nok er et element af stiløvelse over M, er sæsonens anden graphic novel på dansk et mere personligt, men også utrolig blodfattigt projekt. Den franske debutant Bastian Vivés kommer hertil med en pris i ryggen fra den prestigefulde Angouleme-festival i Frankrig, men hans bog Smagen af klor giver ikke de store løfter for fremtiden. Der fortælles om en ung mand, der begynder at gå i svømmehallen på grund af problemer med ryggen. Her møder han tilfældigt en pige. Måske bærer hun på en hemmelighed? Måske er hun forelsket i ham? Eller er der en anden?
Man får det aldrig at vide, men man er heller ikke voldsomt interesseret. Der fortælles i slowmotion, og alt foregår i langsomme panoreringer, mens der småsnakkes om livet og døden hen over banerne. Rigtig vedkommende bliver det på intet tidspunkt. At noget af teksten er på hollandsk, gør naturligvis ikke sagen bedre, men det er formodentlig en trykfejl.
En blandet omgang
Den klassiske europæiske albumtegneserie, der ikke bekymrer sig så meget om at sprænge rammer og udfordre konventioner, men først og fremmest gerne vil levere sikker underholdning, har også fået en renæssance i de seneste år.
Nogle af serierne finder også vej til Danmark, og det er en blandet omgang at dykke ned i. En enkelt har såmænd bidrag fra en dansk tegner, nemlig serien Gudernes skat, der ellers er fransk som næsten alle andre i den genre. Her er vi transporteret tilbage til det gamle Byzans, hvor kejserinde Theodora Augusta har planer om at tage magten i ikke bare Det østromerske rige, men i hele det gamle romerske rige. Til det formål har hun genforenet en samling krigere, der går under navnet Helvedeskoblet, og som navnet antyder, er det en frygtet bande læderhalse med særlige kræfter.
Tegneren hedder Christian Højgaard, og hans stil er perfekt til episk underholdning i sværd- og sandal-genren, men som læser skal man holde tungen temmelig lige i munden. Forfatteren tæppebombarderer en med historiske fakta og forviklinger, så man tager sig i at ønske sig lidt mere knald på historien og lidt mindre autenticitet og komplikation.
Det er heller ikke historien, der er højdepunktet i en anden ny, fransk serie. I Albatros fortæller Vincent om den unge pige Ombeline, der flygter fra sit arbejde i en slibrig kabaret for at havne hos en temmelig besynderlig piratmutter i en luftballon. Hun nærer af en eller anden grund hede ønsker om luftens erobring, men man holder snart op med rigtig at interessere sig for, hvor historien fører hen.
Til gengæld er den også mest en undskyldning for at dykke ned i et flot og stemningsfuldt univers. Vi befinder os i en nedslidt og permanent regntilsølet storby i slutningen af 1800-tallet, hvor alle de store føljetonhistoriers mest slidte tricks kommer til ære og værdighed igen. Det er flot, og lidt ligegyldigt.
Hårdkogt kriminalroman
Og dermed er vi nået tilbage til mellemkrigstiden igen og sæsonens anden store nyhed på dansk. Franske Jacques Tardis var en af de første til at bygge bro mellem den klassiske europæiske albumtegneserie og den mere moderne graphic novel, der hellere finder sit publikum blandt voksne. Det gjorde han bl.a. med sin adaption af Leo Malets roman Tåge over Tolbiac-broen, som nu er udkommet i en revideret oversættelse sammen med endnu et bind i samme serie, Døden i Rue Paradis.
Her er der dømt regulær hårdkogt kriminalroman med rødder i mellemkrigstidens pulp, for det var Malet, der inspireret af amerikanerne Dashiell Hammett og Raymond Chandler overførte genren til franske forhold. Han havde selv rødder i den surrealistiske bevægelse og flirtede som ung med anarkismen. Det mærkes tydeligt i Tåge over Tolbiac-broen, der åbner med liget af en gammel anarkist med ’Ingen Gud – Ingen Herre’ tatoveret på brystet i kælderen under Salpêtrière. Nestor Burma selv holder meget af at citere statsmanden Clemenceau for at sige: »Den, der ikke har været anarkist som sekstenårig er en tåbe«. Men han overlader det som regel til andre at erindre om fortsættelsen: »Men den, der stadig er anarkist som fyrreårig, er en endnu større tåbe«.
Synet af den døde sender privatdetektiven 30 år tilbage i tiden til sin egen ungdom, hvor han boede på et veganerkollektiv og havde sin gang blandt anarkister, for hvem idealet var at stå uden for det udbyttende kapitalistiske samfund. For dem ville den perfekte forbrydelse være at røve et bankbud uden blodsudgydelse og derefter leve straffrit af denne ’blodsugerformue’.
For Nestor Burma bliver det et stadig mere deprimerende bekendtskab at undersøge drabet på den gamle anarkist, efterhånden som han konfronteres med ikke bare sin ungdoms idealer, men også møder de gamle kammerater fra dengang, der selvfølgelig alle er blevet satte, velpolstrede bedsteborgere. De hårdkogte franske krimier – som Tardi efterhånden har illustreret nogle stykker af – rummer både skarpt skårne typer og kulørt ramasjang i bedste kioskstil. Men når de er bedst, mærker man tydeligt, at der er noget på spil for både tegner og forfatter. Det vemodige gensyn med ungdommens bristede idealer sikrer Tåge over Tolbiac-broen en plads blandt Tardis – og dermed fransk tegneseries – stærkeste værker.
2009.10.30
”M” er enestående flot
Forfatteren Oscar K og tegneren Rasmus Bregnhøi er tilbage med andet bind i serien om den blinde – og synske – frelserpige Lilith og hendes ”førerhund”, den forældreløse dreng Schniff. Og det er der igen, igen… kommet en smuk og imponerende graphic novel/tegneserie ud af.
I ”M” er der en barnemorder på spil. Det rige søskendepar Klaus og Klara Klawitsky er forsvundet, og politiet frygter, at de er blevet ofre for samme forbrydelse, som tidligere er overgået søstrene Doering (myrdet). Også bankdirektør Beckmanns datter Else og den fattige dreng Erland forsvinder, og det sætter gang i duoen Lilith & Schniffs interesse og sans for opklaringsarbejde.
En aften bliver forlystelsesetablissementet ”Paradiset” ransaget, og også Lilith og Schniff bliver lagt i håndjern, men kriminalbetjenten Lohmann sørger for, at de bliver løsladt efter kort tid.
Efter at have fulgt Lilith hjem forsætter Schniff sit opklaringsarbejde, der fører ham til et pakhus, hvor han ved et tilfælde finder liget af Erland liggende i et ætsende bad, men nogen har skåret hans hjerte ud. Det får kendisadvokaten Kasals 9-årige datter efter alle solemærker at glæde af!
De to kreative herrer, Oskar K. og Rasmus B., opererer også med en Dickens-lignende underverden med drenge, der skal tjene penge til Fagin-figuren, der sidder som en edderkop på vagt ved edderkoppenettet. Det er drengene, ”rotterne”, der godt hjulpet af Lilith og Schniff fanger morderen, der viser sig at være en anden end den person, der myrdede Erland, men det havde Lilith ”set” lang tid før!
Oscar K. kan godt lide go´e gamle schlagermelodier, som han bruger til at skabe stemning i forlystelsesetablissementet ”Paradiset” med. Det samme trick bruger han i ”Børnenes bedemand” (2008).
”M” er enestående flot – især er der grund til at fremhæve sprælske Rasmus Bregnhøi som en uhyre præcis og disciplineret tegner. Det er noget af det flotteste, han – indtil nu – har lavet, og Oskar K. har designet en fin historie, der giver tegneren noget at arbejde med. Synergi betyder samarbejde. Med ”M” er der samarbejdet til den helt store guldmedalje – og hvilket resultat. Det er bare klasse!
Bent Rasmussen, redaktør af "SKOLEBIBLIOTEKET"
Oktober 2009.
2009.10.23
M er simpelthen et moderne dansk mesterværk.
Mmmmmmmm – og det er IKKE chokolade…
Skrevet af Berti Stravonsky d. 23. oktober 2009 I SERIEJOURNALEN
Mørket lagde sig over storbyen og faldt helt ned til bunden, hvor neonskilte begyndte at blinke om kap med kulørte lamper over døre til tvivlsomme lokaler. Rygtet havde bredt sig hertil fra de oplyste boulevarder, hvor det rige borgerskabslog deres folder ad brolagte gader. Ned ad smalle trapper og snævre stræder: en morder var på spil.
Sådan indledes 2. del af Oscar K og Rasmus Bregnhøis M, en graphic novel fra Branner og Korch, som der står på coveret, og det kunne lige så godt være en scene fra en af noirfilmens klassikere, Fritz Langs mesterværk ‘M’ fra 1931, der omhandler ikke alene en by i forfald, især moralsk, men så sandelig mere konkret og uhyggeligt om en barnemorder. Filmen betragtes stadig i dag som en af mesterværkerne i europæisk film, så det er lidt af en håndvægt d’herre Oscar og Rasmus skal løfte.
Forfatteren Oskar K og tegneren Rasmus Bregnhøi er tilbage med andet bind i deres anmelderroste og prisbelønnede serie om den blinde, men synske, frelserpige Lilith og hendes seende førerhund, den forældreløse dreng Schniff. Sammen bevæger de sig rundt i et dystert storbymiljø blandt skæve og lyssky eksistenser for at opklare en række makabre barnemord. Første bind i serien, Lille Miss Nobody, har blandt andet vundet Kulturministeriets Illustratorpris, Børnebibliotekarernes Kulturpris og den prestigefyldte Komiks.dk pris.
Normalt skal man springe 2?eren over, for den er som regel altid et tyndt plagiat af 1?eren. Sådan har det lydt så ofte, både om måske oftest om film, men sætningen kan sagtens plankes og overføres til vores lille hjørne af kulturen, tegneserien.
Men lad mig være klokkeklar i spyttet. Der er tale om et fantastisk underholdende værk der udstråler ikke alene spænding og mystik, men også en grovkornet humor der gør, at de 90 sorthvide og røde sider læses i et hug. Uden at drikke den sorte duftende kaffe ved ens side, og uden at lade sig distrahere af hverken finanskrise, Vild med dans eller Bubber på slap line, som ellers holder det meste af dannevang stangen i disse dage.
Det er meget lang tid siden jeg sidst sad med et dansk album, og morede mig så godt samtidig med at jeg var indfanget i den bestiale historie om mord på fremtidens generationer. Der myrdes nemlig i M, og twistet er dobbelt, da der tilsyneladende er ikke færre end 2 mordere på spil. Som Lillith forklarer sin følgesvend, Schniff, så er der nogen der forsøger at fjerne opmærksomheden fra de modbydelige drab på de fattige børn.
Der er et væld af positive ting at sige om M. vi kunne zoome ind på ekstremiteterne, de rå drab, og nyde et halvopløst drengelig i et syrebad. Skæmmet til ukendelighed og, som en gmmick eller teaser, så er drengens hjerte fjernet og som en fattig erstatning ligger der et legetøjshjerte i stedet ved syrebassinnets kant.
Man kunne vælge at fokusere på det syndige, det modbydelige som borgerskabet ikke kender til, eller ikke vil kende til. Men som de fra deres aviser kan læse om, og så småt begynder at indse at de også er en del af. Denne betændte skyggeside af livet, her konkret ved søskendeparret Klaus og Klare Klawitzkys forsvinden, samt det til tider torskedumme politis tanke om at søskendeparret Doering også er indfanget af denne satans morder. Også indirekte når dobbeltmoralen stikker sit erigerede lem, siddende på en af de hellige ‘Ackley’, frem som en kniv i natten. Parat til at dolke sit lem i syndes hule og i synden selv. Et er at gå med skilte om dagen, et andet at skilte med sine lyster og sin trang. Ikke let, men godt spidet af duoen K og Bregnhøi.
Der er gang i gaderne og fart over felterne i denne toptunede historie. Fermt fortalt og uden fikumdik, dog aldrig afslørende mere end højest nødvendigt. Der er cliffhangere og near by catches, og det er hårdt at vente på afslutningen af trilologien. Lillith og Schniff er på jagt, men lur mig, om ikke rollerne byttes om. Morderen må være lige i nærheden…
Gør det noget at man har lænet sig op af en af filmens store værker? Næ. Originalt er det stadigvæk, og kan der sælges boller på den suppe, så helt fint herfra. Det virker nemlig, og godt endda.
Udover den klassiske krimihistorie, så er selve grusomheden bogens hovedperson. Byens rum emmer af fordærv og dobbelthed. Moral og dobbeltmoral går hånd i hånd, og der svælges flot i at skildre det bulne, det betændte, det syge. Mørkets gerninger træder frem i dagslyset, sjovt og ret bizart fortalt (tegnet) i form af en ulvelignende hund, der søgende efter føde finder kropsdele. Modbydeligheden lader sig ikke begrave, synes man at tænke, og råddenskaben lurer overalt.
M er simpelthen et moderne dansk mesterværk. Fremragende fortalt og ikke engang skæmmet af de grimt tegnede groteske figurer fra Bregnhøis pen. Flot tegnet er det selvsagt ikke, snarere bevidst nedtonet så det grimme og groteske sprøjtes op i hovedet på læseren. Når en af bogens bipersoner, der selv er sekunder fra at ende som gibsafstøbning i en syg morders hænder, taler forkert (han har tydelige problemer med at finde de rigtige konsonanter), så er det endnu et bevis på, at der er noget galt. Grusomt galt.
Men samtidig også grusomt interessant, for vi er jo forbandet nysgerrige efter at få afslutningen på historien. Dr. Schön får til sidst friske reservedele, og det er vel at mærke de morbide af slagsen…
Det tegner godt.
Information, Weekendavisen samt andre aviser lovpriste forgængeren. Jeg kan ikke forestille mig andet end en gentagelse. M er et af de bedste tegneserieværker jeg længe har haft fingrene i.
