Der findes ikke mange i hendes sære liga
Nyfrydefuld dobbelt-udgivelse om den gudsbenådede illustrator Dorte Karrebæks vej tilbage til tegnebordet.
I
da Dybdahl Politiken 2.09.2023
Dorte Karrebæk: Stensamleren / Evige gentagelser. Jensen& Dalgaard, 2 x 60 sider
♥♥♥♥
Et kerneminde fra min barndom er at læse Thomas Windings ’FrækkeJensen og lille stille Frede’ i flok på ’fritten’ efter skole. Jeg husker kæmpe jubel over Dorte Karrebæks frække tegninger af levemanden og skovsvinet Jensen, der svinger rundt med snaps og røde pølser og sin kones svulmende barm og smider det meste væk lige så hurtigt, som han køber det. Og så den artige selvretfærdige identifikation med lille, stille Frede, der slår sig ned på den losseplads, der snart opstår fra frække Jensens forbrugsfest, og som han får omdannet til et kriblende økoparadis.
I’Stensamleren’ henvender Dorte Karrebæk sig til et voksentpublikum fra sit eget naturomkransede glaspalads af et arbejdsværelsei Juelsminde:
»Værelseter lidt smalt over skuldrene, væggene er skrå, men fortsætter til gengæld helt op til himlen, en fornemmelse af, at de gør det. På grund af en glaskarnap. Derfra kommer lyset buldrende ind. Den vilde mose kommer ind. De små sommerhuse kommer ind. Hele bugten er i mitværelse«.
Det er en künstlerroman forskudt til kunstnerens efterår. Den handler om Karrebæks vej tilbage tiltegnebordet efter en ufrivillig pause i frustration over sin stregs tiltagende professionalisme. Den er blevet for bekendt, for kedelig, som hun skriver. Det er tillige en fuldstændig vidunderlig tekst om at samle søpindsvin på stranden, om at stille sit blik ind på forsteningernes mønstre og at sende pakkepost til en døende ven på hospice. Den rituelle vandring, kodekset for den gode lede-strategi (inklusive det komiske had mod stenmalere); og hvordan fossilsamlingen i hjemmet bliver det fysiske skelet i en periode, hvor Gud og sorg er de store metafysiske størrelser, det er sværere at få greb om.
Mugnetrøfler fra det hinsides
Det er meget halvmorbidt karrebæksk, at Gud er en skør samtalepartner, og at vennen selv efter sin død siger hej fra det hinsides i form af en pakke mugne trøfler, der har cirkuleret hos PostNord, siden han levede. Men der er også en fin, fin andægtighed, og pludselig citeres Brorsons ’Op, al den ting, som Gud har gjort’ og rammer smukt ind i netop den skabendes paradoks, kunstnerens uformåenhed i sammenligning med naturen, umuligheden i at sætte selv det mindste blad på en nælde.
Og det er så alligevel det, som anden del af denne dobbeltudgivelse på en måde er helliget til. Vender man bogen om og på hovedet, starter nemlig den ordløse billedbog ’Evige gentagelser’ med sirlige afbildninger af blomster, sneglehuse og gamle fotografier.
Der er ingen billedtekster, vi må bare lade os drage af variationerne over et motiv som for eksempel en ung fregnet kvinde på hug i Kabarettøj og chunky plateausko.
Barndommensstrande
Der findes ikke mange i Dorte Karrebæks sære liga på den danske illustratorscene. Hun har vundet det meste af, hvad der er at vinde i den verden, og fik Kunstfondens livsvarige hædersydelse for 10 år siden. Man skal måske være lidt fangirl forat komme helt op at ringe over ’Stensamleren/Evige gentagelser’, men det er jeg. Det er sådan en bog, der får dig til at længes mod din barndoms strande og også mod din mormor, der lærte dig søpindsvinjagtens hellige ritualer.
Det er ikke noget stort værk, men det er heller ikke smalt.
Læsningen er som et skuldersænkende suk af fryd og eftertanke. Herfra ikke nogen gul bjælke eller »løb og køb i din nærmeste boghandler«. Jeg vil hellere opfordre til, at landets biblioteker stiller et eksemplar frem i en læsekrog, så alle fra Hundested til Hirtshals kan opsøge deres egen lille stund af Karrebæk-zen.
Enhver, der har mærket et mildt sug i brystet ved en klukkende vandkant en diset morgen eller et lykkelig sæt i kroppen ved synet af et forstenet søpindsvin, vil intuitivt forstå og værdsætte, hvad der her er på spil.
Kunstens berigelse
Dorte Karrebæk forærer os i ny bog et blik for det, der rækker ud over systemtænkningens rækkevidde
af Jens Raahauge på Folkeskolen.dk
"Den berigelse, som kunsten kan give os, beror netop på dens evne til at minde os om harmonier uden for de systematiske undersøgelsers rækkevidde." Med dette citat af den store naturvidenskabsmand, Niels Bohr, vil jeg introducere en ny, overvældende bog af Dorte Karrebæk. Bogen består af to halvdele, så den har så at sige forside i begge ender. Den ene halvdel består af billeder og har titlengEvige gentagelser, mens den anden hedderStensamleren. Det er forlaget Jensen&Dalgaard, der har udgivet den.
I forordetskriver Dorte Karrebæk: "Når jeg i en uge ikke har tegnet og så gør det, kan den første tegning, hvis jeg formår at målrette opmærksomheden og glemme mig selv, blive bedre end tegning nr. 2 af samme objekt. / Efter flere forsøg opstår forskelligheden. Måske er tegning nr. 3 den bedste eller nr. 5. Måske stadig nr. 1. / Hvordan skulle jeg have opdaget det uden gentagelsen?"
Her får vi foræret en tilgang til at gribe og begribe verden, som nok peger ind i kunsten, men også i pædagogik, hvis vi tager det alvorligt at undervise; undrevise!
For det første drejer det sig om en opmærksomhed, der får en til at glemme sig selv; en modpol til den digitale skærmfristelse.
Dernæst hyldes gentagelsen, altså bestræbelsen på at finde det bedste af sine egne udtryk; en modpol til den evindelige målen sig med andre.
I bogens billeddel,Evige gentagelser, gengives blomster, sneglehuse, familiebilleder og penselbesjælede sten. Her er skønhed for øjnene, men også samtalestof i billedkunst, i natur og teknologi/biologi og i dansk. Gentagelserne gør det muligt at erfare Dorte Karrebæks begrundelse i forordet, men lægger også op til pædagogiske afsæt for at overgive sig til stoffet og til at oppe sig i selvforglemmelse over for stoffet.
Et oplagt eksempel er Dorte Karrebæks samvær med de sten, hun finder i strandkanten. Akkurat som billedhuggeren (Thorvaldsen fx) ser figuren, der gennem sig i en marmorblok, eller som nature art-kunstneren (Jørn Rønnau fx), der ser mulighederne i et udgået træ, sådan ser Dorte Karrebæk besjælede hilsner fra forgangne tider i forsteninger og i formerne på nogle de strandsten, der byder sig til i strandkanten. Med sin pensel og sine farver fremhæver hun stenens muligheder.
Her kan hendes blik føre os hen i den verden, som rummer fikserbilledet (Ib Spang OlsensMosekonens brygfx) eller i det oplevelsesunivers, hvoraf vores righoldige sagnstof opstod; det som folkemindeforskeren Iørn Piø kaldte 'tiloverstro', fordi man anede væsner i skumring og tusmørke.
Dorte Karrebæks forunderlige liv som stensamler, beskriver hun i en prosa, der både er velfortalt og levende, og som smyger sig ind i ens sind. Her kommer selvforglemmelsen til orde på en helt speciel nærværende måde med hilsner til mennesker, der har betydet noget i hendes liv, med sanselige registreringer, der som en fremmedfører kan gøre andre til til tingfindere, og med vidunderlige replikskifter med Gud.
Det er litteratur af fineste karat - lige til at tage bidder af i munden og fylde i eleverne ører.
Teksten er i øvrigt en bearbejdelse og udvidelse af den tale, som Dorte Karrebæk holdt, da hun modtog Holberg-medaljen.
Enhver lærer, der som Niels Bohr spejder efter de harmonier, der eksisterer uden for de systematiske undersøgelsers rækkevidde, må have denne bog inden for rækkevidde. For at glædes. Og for at få mod til undervisning.
