„Dickens gjorde sig ikke den ulejlighed at lade være at skrive ordentligt, når han skrev for børn,“ siger Oscar K., der her giver et bud på sin drøm om børnelitteratur.
Der sidder en hund og en dreng med en bog på en trappesten. Hunden ser opmærksomt på drengen, som om han læser højt for den. Tavst.
Jeg sidder ved et blåt bord og gennemgår de sidste optegnelser. Jeg har tilføjet en opdigtet ø til verden.
Presença sydvest for Açorerne er en af de sidst opdagede øer i Atlanterhavet. Den er 13 km lang, op til 7 km bred og med et samlet areal på 44 kvadratkilometer. På langs af øen strækker sig mod øst en bjergryg med Presenças højeste punkt Pico og mod vest et 1300 m højt plateau. Vandløb og bække har eroderet dybe, frodige dale, der strækker sig mod kysten; mest markant er dalen, der gennemskærer øen på tværs fra Kuraká til hovedstaden Ekbatana. Nordkysten falder brat og utilgængelig ned mod havet med vandfald, der fosser ud af væggen. Mellem klipperne er der flere steder naturskabte gallerier og bassiner.
Klimaet er mildt. Subtropisk. En udløber af Golfstrømmen giver jævn varme i havet året rundt, og nordøstpassaten bringer regn. Det milde klima og en frugtbar lavajord gør det muligt at dyrke hvede, majs, sukkerrør, vin, tobak, ananas, bananer og citrusfrugter. Kvægavl og mejeriprodukter er udbredt, og med spredt fiskeri især af tun og hval er øen selvforsynende.
Fund af fønikiske mønter flere steder langs stenstrandene mod syd vidner om, at karthagenienserne har haft forbindelse med Presença, ligesom fund på land fortæller, at araberne og vikingerne har haft kendskab til øen, men den nævnes ikke på de catalanske og genovesiske søkort, der var resultatet af opdagelsesrejserne i midten af 1300-tallet.
Presença nævnes første gang i dalmatineren Vran?iés’ De machinae novae i afsnittet Homo volans og er indtegnet på et geografisk kort fra 1678, der fulgte med blikkenslagersønnen og soldaten John Bunyans moralitet The Pilgrim’s Progress from this World, To That which is to come, hvor øen optræder som en psykisk tilstand. Først i slutningen af forrige og begyndelsen af sidste århundrede får Presença en plads i den skandinaviske litteratur, måske smukkest hos Edith Sødergran i Landet, som ikke er, og hos Sophus Clausen i det suggererende digt om hovedstaden Ekbatana, hvor navnet gentages med forskelligt tryk.
Man mener, at Presença opstod for mere end 35 millioner år siden ved et undersøisk vulkanudbrud forårsaget af brudzoner, hvor de tre lithosfæreplader, den europæiske, den nordamerikanske og den afrikanske, mødes. Den var toppen af en 6,5 km høj kegle, der rejste sig fra den midtatlantiske ryg, men blev i 1911 snøret af og drev sydover, hvor den synes at have stabiliseret sig omtrentligt 31 grader vest for Greenwich, 35 grader nord for ækvator.
En anden teori går ud på, at Presença blev til over et såkaldt hot spot, et begrænset område, hvor varmt materiale fra den nedre del af jordens kappe stiger op mod lithosfæren og fremkalder vulkanudbrud. Da placeringen af hot spots synes stationær i forhold til pladebevægelsen i jordens lithosfære, flyttes vulkanismen i takt med pladeforskydningen, øerne skubbes så at sige væk eller vandrer. Men det er, som om Presença ikke kan bestemme sig til, i hvilken retning, den vil: mod nord til Hebriderne, østover til Afrika, vestpå til Amerika eller stik syd til Antarktis.
Afsnøringen fra havsoklen skete med en svag rystelse som den, der kan opleves ved jordskælv, og som gennemsyrer Presença som et sted med uvis erindring og historie, et rystet tidsrum. Øen har 11 tidszoner med nogle få minutters forskel, og tiden falder mere og mere fra hinanden, så enhver har sin tidszone, og øen er fyldt med hundredevis af ure med hver deres klokkeslet. Der er dem, der mener, at tiden slet ikke eksisterer på Presença, fordi nutiden er uendelig, og fremtiden kun er virkelig som nutidigt håb og fortiden kun som nutidig erindring. Andre mener, at der er tid nok. Al tid.
Og i lykkelige øjeblikke sidder jeg på en jernbanecafé over for Constitución og drikker øl med Borges. Vi bestiller en tallerken Martin Fierro, kvædegelé og halvtør ost, og snakker om løst og fast. Om Beatriz Viterbo, mest om Beatriz, brevene ... men også om de andre: Ulrica fra en fjerntliggende gade, Wally Zellers med den dybe stemme, den eksotiske Susanna eller Haydée Lange, der arbejdede i en bank og som Borges jævnligt tilbød ægteskab. Eller den muntre og intelligente Silvina og enken Pipina, en køn pige, elegant, høj og arrogant. En overgang var han forlovet med Estela, som var spinkel, udfordrende og fræk. Og guddommelig løgnagtig. Borges ryster smilende på hovedet. Og Elvira med den høje, nøgne pande, der indbød til unaturlige handlinger. Fraværende, som om det ikke gjorde noget. Hun smilede besnærende, hesteejerens datter, generøst og mildt spottende med en uberegnelig latter i øjnene. Men mest taler vi om Beatriz, brevene, hun skrev, obskøne, utrolige, præcise breve.
Eller jeg vandrer langs Seinen og lytter til Walter Benjamin, som fortæller om ensrettede gader og passager, der åbner blindsyn til vidsyn, om skriften, der rejser sig og slår sig ned overalt. Mangefarvede bogstaver og billeder. På husgavle og plankeværker, over forretninger, på biograflærreder og avisernes sider; fra tage og tårne lyser kragetæer i neon og blinker på overdimensionerede billedskærme mod den vandrende, lodrette, som de allerførste tegn, der stod op, hugget ind i klippen, skåret i træerne, før de blev lagt ned på skrivepulte og i trykkemaskiner. En ny skrift, der tvinger os op på gader og pladser til et nyt og ukendt land, et åbent og mangetydigt univers, hvor tegnene svæver anarkistisk rundt og kan sættes sammen af hvem, der har evner og lyst. Walter Benjamin standser forpustet. Han stikker en hånd under min arm, og vi forvilder os under disse spraglede tegn som gode flanører ind i odradekkernes labyrinter, mens isen bryder i Moldau og tiden går.
Tiden, ja. Så smuk som et tilfældigt møde mellem en symaskine og en paraply på et dissektionsbord. Lautréamont døde, næsten før han var dukket op i Paris. Han var søn af en embedsmand ved det franske konsulat i Montevideo. Egentlig hed han Isidore Ducasse og kaldte sig greve af Lautréamont. Han skulle have været på École Polytechnique, men skrev i stedet Maldoros Sange, som ingen bemærkede. Derefter fortaber hans spor sig, ingen mindes at have set ham, og der eksisterer kun ét uskarpt fotografi af ham. Han døde klokken otte om morgenen den 24. november 1870 og efterlod sig et forord til en digtsamling, som aldrig blev skrevet.
Der sidder en hund og en dreng med en bog på en trappesten. Hunden ser opmærksomt på drengen, som om han læser højt for den. Tavst.
Folk på Presença er døvstumme og behersker en udviklet lydhørhed og præcision, når de meddeleler sig til hinanden. Med livlige, ofte flirtende øjekast og dansende håndbevægelser fortæller de om stilheden, den baggrund, al musik bliver til på, nervesystemets høje lyd, blodomløbets dybe. Varighed. 4 minutter og 33 sekunder. En nathunds gøen.
Det presençanske sprog er et tegnsprog, ikke ulig det sumeriske, hvor krumme linjer skiller ideogrammer fra fonogrammers stereotype kiler, billedet fra lyden, og determinativer, små tegn, angiver, om der er tale om denne eller hin kategori af ord: et navn, et sted, en handling, blot med den forskel, at de presençanske determinativer består af suk, som ikke kan nedfældes skriftligt. Det er med andre ord nødvendigt at se den skrivende gestikulere sin meddelelse, så meget desto mere som presençansk kun er udstyret med tre vokaler. Til gengæld har det bøjningsmæssigt lange kæder af suffikser, der udtrykker grammatiske relationer, aspekt og omstændigheder ved handlingen, f. eks. om den involverer påbegyndelse, afbræk eller fortsættelse, og for verbalsuffiksernes vedkommende, om der er tale om første eller andenhåndsoplysninger eller formodninger, som alt efter den iagttagendes viden giver mulighed for fabulerende fortolkninger.
Oprindelig var skriften en billedskrift, hvor hvert tegn betød det, det forestillede. Som hulemaleriernes ternede mønster var den åbne slette, kvadrater med bølgelinjer vandingsstedet og grenen inden i hornenes cirkelbue den fangne stenbuk, så betød i billedskriften en tegnet fod 'en fod', en tegnet fugl 'en fugl' og et tegnet træ 'et træ'. Ved idéforbindelser kunne abstrakte forestillinger udtrykkes, en fod betød ikke blot 'en fod', men også 'gang', 'at gå', en stjerne ikke blot 'en stjerne', men også 'himlen', eller 'dem, der bor i himlen', 'guderne'. Ved at forbinde ideogrammer kunne man fremkalde nye forestillinger, en mund og et brød betød 'at spise' eller 'sult'.
Længe kunne man klare sig med disse sindrige forbindelser af virkelige billeder og symboler, der angav begreber, og det var muligt at nedskrive forståelige sætninger, men tolkningerne var ikke éntydige, to forskellige læsere kunne få to helt forskellige resultater ud af samme tekst. Det var umuligt gennem symboler at fremstille abstrakte begreber som vrede eller ærlighed. Og bad man en lærd fra oldtiden, der kun kendte til billedsprog, om at nedskrive et personnavn som 'Kuraka', der ikke kunne skrives med symboler, var han på Herrens mark. De sumeriske billeder indgik naturligt en forbindelse med de ord, man læste for dem. Et bjerg hed 'kur', og tegnet for bjerg ledte tanken hen på lyden kur, tegnet for vand var 'a', og tegnet for mund 'ka'. Lyden knyttedede sig nøje til billedet af den ting, det angav. Og således var det muligt at sammenstille to eller tre tegn, hvis lyd i forening ville danne det navn eller særlige begreb, det skulle udtrykke. Skriveren kunne med andre ord prente først tegnet for bjerg, så tegnet for vand og til slut tegnet for mund, hvis han ønskede at skrive 'Kuraka'. For at lette læserens forståelse satte han et lille tegn foran, der betød, at det følgende var et navn, så læs ikke bjerg, vand eller mund.
Sumeriske skrifttegn var i sig selv en gåde og kunne repræsentere enten en genstand eller en tanke, og et tegn kunne have adskillige værdier, når de semitiske føjedes til de sumeriske. Nogle adskilte sig fra andre ved brugen af kryptografi, en skriftform, der gav tegnene uvante værdier i et bevidst forsøg på at tage modet fra den, der skulle læse dem. Skriveren kunne i stedet for at skrive 'a-ba-an', som betyder sten, skrive 'ha-bar-an', som ville virke meningsløst på den, der ikke havde nøglen til denne kode. Kryptografien blev da også brugt, for at ikke alle og enhver skulle få adgang til det hemmelige, som lønskriften ville skjule og kun åbenbare for den indviede.
Stenen, 'a-ba-an', hvad enten den er formummet som 'ha-bar-an' eller ej, var til længe før, der fandtes mennnesker, og vil være til, når menneskene ikke er længere. Men menneskene åndede liv i stenen, ridsede billeder og tegn i den og huggede den til, skabte knive, køller og statuer, blandede flammende farver og fyldte sine dødes grave med billeder og ting, der hørte livet til, festmåltider, sejrstog, høst, løvejagter, smykker, skåle, våben og trommer og fløjter. Så lukkede de gravene, murede hvælvingerne til, så ikke gravskændere og skatterøvere kunne trænge ind. Og livets ting og billeder var forudbestemt til at være omgivet af det dybeste mørke til deres dages ende, men de døde, der var trådt ind i arallû, det land, hvorfra ingen vender tilbage, som er omgivet af syv mure og bevogtede porte og som ikke oplyses af nogen solstråle, men er indhyllet i støv, og hvor der savnes luft og mad og drikke, de døde ville fryde sig over gravofrene og fornøjes over hverdagens eviggjorte øjeblikke: de dansende piger, korntærskerne, soldaterne og kongens jægere. Den kunnen at skabe tegn og billeder holdt al sin energi rettet mod tanken om døden for at tilintetgøre den. Skrifttegn, billedstøtter af guder og statuer af konger samlet ved gravens rand med ansigtet vendt mod døden var ikke tidsfordriv. De holdt tiden fast. De var dødsfordriv.
Derfor bør man nok læse lidt af hvert eller i det mindste så meget, man kan overkomme, og mere kan man vel ikke forlange i betragtning af livets korthed og tilværelsens mangfoldighed. Man kan begynde med de titler, ingen slipper udenom, de såkaldte lærebøger, og dette katalog kan så varieres alt efter interesse, smag og behag og nødvendighed.
Med hensyn til Ricardo, drengen på trappestenen, der jo er dansker, så var det præcis udgangspunktet: lærebøgerne. Han første bog var såmænd Ole Bole ABC, som var autoriseret af skoledirektionen i København, hvilket gav den en vis betydningsfuldhed. Bogen var udarbejdet efter lydmetoden, men kunne også anvendes, når stavemetoden benyttedes. Samtidig med at bogens egentlige læsestof blev gennemgået, gav læreren, en tynd, lang mand, der gik med butterfly, Ricardo og de andre elever praktiske øvelser. F. eks. lod han børnenes navne udskille af sætninger og historier fra bogen. Disse blev opløst i stavelser, som børnene klappede. 'Kaj'. Et klap. 'Ma-ren'. To klap. 'Pe-ter'. To klap. Da læreren var en samvittighedsfuld mand, som holdt sig til vejledningen, benyttede han i begyndelsen kun ord og navne med to stavelser, så det hele ikke blev for svært. Men det satte ham i forlegenhed i forhold til Ricardo, som havde vanskeligt ved at forstå, hvorfor, når det blev hans tur, børnene kun klappede to gange, og han pludselig hed 'Ri-cardt'.
Ricardo mistede nu ikke interessen for stavelseslegene, som optog ham så meget, at han på vej hjem fra skole opløste ordene på alle de skilte, han kom forbi, i stavelser og klappede i hænderne for hver af dem. 'Brug Maat-ten'. Tre klap. 'Vin, Kon-ser-ves, Kaf-fe'. Seks Klap. 'Saa-le-des va-sker Per-sil!' Syv klap, og Ricardo kunne ikke sige sig fri for at være lidt forelsket i den nejende pige med det landlige smil i den hvide kjole på skiltet. Men da de i skolen nåede til tre- eller flere stavelsers ord, var læreren forlængst holdt op med klappeøvelserne og lod i stedet børnene fremstille tekstens handling i leg overalt, hvor det var gørligt, som det blev anbefalet i den udførlige vejledning i brugen af Ole Bole, som han havde anskaffet sig. Og ingen tænkte mere på at klappe navne. Bortset fra Ricardo, som ikke sagde noget højt, men jublede indvendig og klappede i hænderne, da han gik hjem. Tre klap. 'Ri-car-do'.
Fryden over at kunne danne stavelser af bogstaver og ord af stavelser og sætninger af ord blev ikke overgået af noget som helst, måske bortset fra de små tegnede mænd i bogen, og Ricardo kastede sig frygtesløst ind i den verden af tegn, som danner meninger og fastholder tanker, langt efter at tankens ophavsmand er død og borte. Ricardo vandrede rundt i et land, hvor alt blev til for første gang, og opdagede med åbne øjne den hemmelige betydning i ting og væsener og kaldte dem ved lysende navne. De var ikke blot, de betød noget. Han læste alt, hvad han kunne få fat i, Ben Hur, Oliver Twist, Den gode jord, Don Quijote, På togt med Linda Belle, Driver Dug falder Regn, Det blæser fra Dødningefjeld og Opfindelsernes Bog i tre bind, drengebøger, føljetoner, slægtsromaner og rejsebeskrivelser i ét syndigt virvar. Han nåede til ungdomstidens forkærlighed for læsning under dynen, forbigående lidenskaber, Ricardo slugte Catul og Vergil Den unge Werthers Lidelser, som han selv gennemlevede med en omhu, som bekymrede hans lærere.
I og for sig er der noget tilfældigt, næsten planløst over Ricardos valg af bøger, men man kan sige, at han i alt fald lever op til kravene om at læse lidt af hvert, og han får da læst, hvad han bliver anbefalet, om det nu er Pessoa, Pirandello eller Platon, Slaughter eller Sønderby, og én og anden kunne med lidt omhu nok finde en rød tråd i udvalget, det er måske snarere den måde, han læser på, som kan bekymre.
I vor tid er det almindeligt, at en bog først gøres færdig, så slippes den fri. I den gamle Orient holdt en bog op med at leve, når den var færdig. Så længe bogen interesserede, blev den læst, afskrevet, suppleret og sendt videre for at forbedres eller måske forringes af den næste læser. En bog var ikke færdig, når den blev udgivet. Først da begyndte dens liv. Så længe den blev læst og fortolket af suk, der præciserer, modificerer, forbedrer eller forringer dens indhold og sender det videre, levede den. En bog var ingens ejendom. Den tilhørte alle. Enhver kunne fremdrage bestemte passager, give dem særlig betydning, udelade afsnit og tilføje nye.
Når Ricardo læser, er han en rejsende, som bevæger sig i et fremmed territorium, en nomade på andres jagtmarker. Han læser mellem linjerne, flygtigt og springende, skønt skriften står fast og vil standse tiden. Han holder af døde sprog, digrafer og ligaturer, diakritiske tegn bevæger hans fantasi. Han stirrer på assyriske skrifter og sumeriske kiler, så de bliver opfattelige og anskuelige kategorier, han læser højt for sig selv af ukendte sprog, oldnordisk, gællisk, keltisk, og kan pludselig have en fornemmelse af at udtale Shakespeares femfodsjamber, som de må have lydt i det elizabethanske teater.
Han har den mekaniske vane at læse med en blyant i hånden. Han kan linjer og dele af bøger udenad, men husker sjældent slutningen. Han ved, at Hamlets mor var utro, at faderen var sat ud af spillet af et forræderi, og at Hamlet selv var omgivet af lutter bedragere, men han har svært ved at huske, hvem der dræbte hvem til sidst. Han kan nok rekonstruere det, men det er ikke væsentligt. I stedet skriver han selv en slutning i marginen. Eller han streger landskaber og stednavne over og ændrer dem til andre, så personerne farer vild i historien eller går en anden vej. Han fylder sine bøger med løgnagtige, bedrageriske noter, fremdrager glemte skikkelser, giver dem andre navne, udstyrer dem med hæslige handicaps og utrolige karaktertræk, forlænger selvmorderes liv, lader sket være usket, sletter datoer og årstal og tilføjer her og der et ikke.
Det siges, at der er bøger, der maner til eftertanke, får én til at forstå eller i det mindste lyst til at forstå, bøger, der trøster, og bøger, der får betydning for ens liv. Men der er også bøger, som kan være forudsætningen for det. At læse vil sige at læse den andens suk, dobbeltgængerens, rejsekammeratens, hundens. Eller den elskedes.
På Presença bliver tingene til af at ses og tænkes, men har en tendens til at udviskes og miste detaljerne, når de glemmes. Nogle fugle, en hest, har somme tider frelst ruinerne af et amfiteater, mens mørket kan være ubamhjertigt. Væggene forsvinder i mit værelse om natten, når jeg slukker lysene, kvinder, hvis navne jeg har glemt. En pjaltet hund fra min barndom, fuld af lus og væskende sår, sidder tålmodigt og venter, at jeg skal huske den. Praco! Den logrer med sin stumpede, skidne hale.
Da jeg var dreng, sad jeg somme tider på de store sten, hvor havene mødes. Langs stranden lå ubeboede sommerhuse i blege farver, og fuglene samledes til træk i forkrøblede fyrretræer. Det regnede. Min skjorte blev våd og klæbede til huden. Himlen var grå. I det sene eftermiddagslys så jeg vandene støde sammen i små toppe og blive ét, og jeg ønskede, at alt ville høre op.
Min notesbog i brunt omslag er fyldt med postkort og udklip, billetter og breve. Fotografier fra rejser. På gulvet ved mine fødder ligger Simba og sover. Kufferten er placeret på en mørklakeret træbænk inden for døren. Som et forvildet landkort, et tusindårigt furet ansigt, der har opgivet at finde vej. Spredte notater:
Om tiden før tallene. Denne tilnærmelsesvise fortælling udspiller sig i 800-tallet omkring al-Mamuns Visdommens Hus i Bagdad. Al-Khwarizmi, som i sin bog om regning med de indiske cifre lægger grunden til decimaltals-aritmetikken, fatter interesse for en 10-11 årig dreng, der strejfer rundt på Bagdads overdrev. Det er en opvakt og intelligent dreng, der holder af at se på verden uden at forstå den. Han betragter forundret universet og betages af dets ufuldkommenhed. Han har ingen ambitioner, ingen ønsker om et evigt liv, og han kender ikke til tallene. Al-Khwarizmi lærer ham dem, og drengen finder det morsomt, at blot man glemmer en en mente, ødelægges kalkulationen.
Jeg springer et par sider i min notesbog over, finder en helt ren og begynder at skrive:
„FØRSTE KAPITEL
”Hvad hedder du?” spurgte drengen og slog en knude på sit reb.
”Ana,” sagde pigen og så på ham med store, alvorlige øjne. Hun kastede nogle brødstumper ud til ænderne i søen. Hun havde mistet sin far og sin mand.
”Jeg kan tælle til uendeligt,” sagde hun.
”Nå,” sagde drengen og slog en knude til på sit reb. Da han var syg, havde han hver morgen spadseret i haven og set gartnerne rive blade sammen i store bunker på gangene. Træhuset, som udlejede sejlskibe og bambusstænger, var lukket.
”Hvorfor slår du knuder på rebet?” spurgte pigen.
”Så kan jeg bedre huske dig,” svarede drengen. Han var ikke helt klar over, om han var i bare fødder eller havde gummisko på. Han så på hende og havde en fornemmelse af, at hun bar døden i sig. Hans død. Det gjorde ham rolig.”
Fra en usynlig, lukket gård kommer lyden af et springvand.
Jeg vil tro, at det at skrive for Del Giudice er noget meget risikabelt. Han mener i stil med Pasolini og Calvino som han beundrer, at ethvert skrevet værk begynder på bar bund, og at en tekst for at få værdi må åbne nye veje og sige noget som ikke før er sagt.
Jeg er nok enig med Del Giudice.I en godt skrevet tekst, selv hvis den er obskøn, er der en moral: viljen til at sige sandheden. Når man kun bruger sproget til at opnå en effekt og holde sig inden for vedtagne grænser, begår man paradoksalt nok en umoralsk handling. I Wimbledon Stadion har Del Giudice et etisk ærinde netp i sin betsræbelse på at skabe en ny form. Den forfatter, der prøver at udvide grænserne for det menneskelige, han kan fejle. Den forfatter derimod, der holder sig til konventionelle måder at skrive på, han kan aldrig fejle, han løber ingen risiko, han nøjes med at bruge en gammelkendt opskrift, den magelige akademikeropskrift, opskriften på at tilsløre i stedet for at afdække.
“De dårlige bøger er en intellektuel gift som fordærver ånden. Og fordi de fleste mennesker, i stedet for at læse det bedste der er skrevet gennem tiderne, nøjes med at læse det sidste nye, så nøjes forfatterne med de allerede cirkulerende tankers snævre kredsløb, og publikum synker dybere og dybere ned i sin egen mudderpøl.” Schopenhauer
Strandengen 2A
3170 Juelsminde
kontakt@oscark.dk