DEN STORE SØVN


2011.08.1

Chandlers Den store søvn. Både stemning og persontegning er på fornem vis bevaret i den bearbejdede version, der med tekst af Oscar K. og illustrationer af Dorte Karrebæk er udkommet i serien Illustreret Verdenslitteratur.


af Sara Nørholm i Kristeligt Dagblad

En grund til at læse Raymond Chandlers romandebut behøver man ikke søge længe efter, for ”Den store søvn” er med rette en klassiker – og ikke bare inden for kriminallitteraturen. Det er nemlig ikke intrigen, der er det mest imponerende; det er derimod den sproglige overlegenhed, hvormed forfatteren formår at skabe en mørk og mystisk stemning og samtidig lade personerne træde lyslevende og knivskarpt frem for læseren. Både stemning og persontegning er på fornem vis bevaret i den bearbejdede version, der med tekst af Oscar K. og illustrationer af Dorte Karrebæk er udkommet i serien Illustreret Verdenslitteratur. Teksten giver præcist udtryk for jeg-fortælleren, detektiven Phillip Marlowes iagttagelser og rå, underspillede humor, og illustrationerne udmærker sig især ved en række formidabelt udleverende portrætter af overklassepiger og storforbrydere i frit fald. Bogen er egentlig lavet til undervisningsbrug i folkeskolens ældste klasser – og derfor kan man kun irriteres over den sjuskede korrektur – men skam få det voksne menneske, der ikke fluks forsager eget tidsfordriv for sammen med de unge at læse romanen i denne nye udgave. Bagefter kan alle passende se ”Sternwoodmysteriet” – den ligeledes genreskabende film noir fra 1946 med Humphrey Bogart og Lauren Bacall i hovedrollerne. Det er krimi og kryds og tværs i ét. Og adspredelse af den mest velbegavede slags.


2011.06.16

Værket er fremragende genfortalt af Oscar K. og rigt illustreret af Dorte Karrebæk i en intens stil, som atmosfærisk sender vink til amerikanske Hopper og Lempickas art deco-stil


Lektørudtalelse

CHANDLERS DEN STORE SØVN

Anvendelse/målgruppe/niveau
Genfortælling af amerikansk krimiklassiker til læsere fra 13 år. Oplagt til genrelæsning og litteraturfortolkning i folkeskolens overbygning og gymnasiet

Beskrivelse
Privatdetektiven Philip Marlowe bliver hyret af en ældre og syg milliardær til at undersøge en penibel sag om pengeafpresning. Milliardærens døtre fatter begge stor interesse for Marlowe, som snart må erkende, at han er havnet i en kompleks intrige, som involverer en forsvunden mand, en gusten pusher af pornografiske bøger, mord og insisterende erotiske udladninger fra især den yngste af døtrene. Stilen er noir-krimi, og handlingen drives charmerende frem af Marlowes nærmest filmiske voice over. Humoren er underspillet, og personerne er behageligt stereotype. Værket er fremragende genfortalt af Oscar K. og rigt illustreret af Dorte Karrebæk i en intens stil, som atmosfærisk sender vink til amerikanske Hopper og Lempickas art deco-stil

Sammenligning
Værket er 5. del i forlagsserien Illustreret verdenslitteratur og er som de andre i serien kunstnerisk og litterært set en både udfordrende og inspirerende øjenåbner. Chandlers originale roman på dansk henholdsvis Det byder man ikke Carmen, 1959 og Den lange søvn, 1983 udkom i USA i 1939, er filmatiseret to gange og har dannet skole inden for genren "hårdkogt krimi"

Samlet konklusion
Amerikansk vintage krimi, som med sine mange komplekse krummelurer i plottet og sin charmerende fortællestil vil udfordre og fascinere

Lektør: Zenia Johnsen