DET OVERFLØDIGE TEATER
Hos den sagtmodige, venligt skeløjede digter, der kaldte sig Jess Ørnsbo, udstilles det 20. århundredes meningsløshed i al sin tomhed. Uden sentimentalitet. Uden indignation. Uden selvmedlidenhed. Og med stor humor og alvor. Blottet. Teatralsk. Patetisk. Rystende. Ørnsbo har ingen hang til pædagogik eller psykologi - og hvilke store digtere har vel det? - han har ingen skjult dagsorden. Det er, som det er. Men han viser det. Som i DE FRYGTELIGE URE fra Tidebogen, 1997:
”alting er li-/
ge før/
alting er lige overstået/
disse hastigt tømte barndomme/
de dårligt kopierede ungdomme og/
kærligheden en million/
kys borte”
”Jeg blev født i København i 1932,” fortalte Ørnsbo i en artikel på ForfatterNet Ramsø, 2000. ”Min fader var kartoffelhandler (tidligere kusk, grønthandler, vinduespudser). Min moder var stuepige. Det gamle Vesterbro var min legeplads. Besættelsestidens gader og opholdssteder var min ballast. Jeg blev senere smidt i skole på Frederiksberg og blev student i 1951. Jeg levede af at slæbe kartofler og kunne derfor tillade mig at gå på universitetet og læse alle mulige ting. Det endte dog med at jeg blev hængende i de slaviske sprog. Jeg tilbragte derfor et par år i østeuropa - mest i Polen.”
Hverken hans opvækst eller hans indgående kendskab til østeuropæisk litteratur og teaterteori fornægter sig i hans værker. Omdrejningspunktet i mange af hans skuespil er naturens dysfunktionelle bedrag, familien, som i Hypdangbok, 1966, Fælden, 1981, Børnene derpå, 1983, Klubben, 1995, og De Forkerte, 1990, hvor krigen under den danske besættelstid marcherer tværs gennem ægtesengen hos stykkets danske far og tyske mor på Vesterbro i København:
”(Mørke. Gong. Faderen dukker op. Han trækker moderen efter sig, der kravler på alle fire.)
FADER: ---- Er der nogen der vil købe en tysk ko -- Er der nogen der vil købe en tysk ko - eller skal jeg sende hende tilbage, hvor hun kom fra -”
Så er tonen ligesom slået an.
Jess Ørnsbo har skrevet afhandling om Rolle og struktur hos den polske avantgarde-dramatiker Stanislaw Witkiewicz* (1851-1915) og oversat bl.a. den homoseksuelle alkoholiker Jerzy Andrzejewskis* (1909-1983) Popiół i diament, Aske og diamanter, 1948, og den stilfærdige tegnelærer Bruno Schultz’* (1892-1941) Skley Cynamonowe, Kanelbutikkerne, 1933. Og han henter inspiration hos Witold Gombrowicz, Jaroslav Hašek* (1883-1923), Franz Kafka og - især i skuespillene - i Majakovskijs teaterstykker, Vsevolod Emilevich Meyerholds* (1874-1940) teatralske teater, i evig polemik mod Konstantin Stanislavskijs* (egl. Konstantin Aleksejev, 1863-1938) naturalistiske ”system”, fascineret som han er af Antonin Artauds* (1896-1948) grusomhedens teater, Eugenio Barbas* (1936-) magiske teater og absurdisterne Samuel Beckett* (1906-1989), Eugène Ionesco* (1909-1994) og Sławomir Mrożek* (1930-2013), som Ørnsbo også har oversat.
Ørnsbo skriver grotesk, frigørende og fornyende teater, der bryder alle regler. Fysisk. Karikeret. Burlesk. Uden lunkne mellemregninger. En kæberasler til den offentlige smag. Et rarietetskabinet af personer med hilsner til Storm P. og Majakovskij: Sing-Sing, Pusterøret, en fader, en tilsvarende moder, en person i retning af en husassistent, Bedstes tilbeder, børn, en sinke, langhåret ung mand med løse bevægelser, tyk frustreret pige i tyverne, kraftigt bygget mand med tyggegummi, slamsuger, en afstumpet nævesvinger, en person med et lig, en veldrejet larve glat og sjælløs, den gamle i rullestol, hundelufteren, en helt fremmed person. ”Replikkerne kommer fra dybet af kæften eller derunder,” skriver Klaus Hoffmeyer* (1938-) i forordet til 8 Ulige spil, 1998, ”og alt håb lades ude i de menneskelige relationer med en så udsøgt perfektion, at kun voldsomme latteranfald kan dementere humørsygen.”
Alle, der som jeg oplevede de få opførelser af Ørnsbos Livet i Danmark på Århus Teater iscenesat af Klaus Hoffmeyer i 1980, er mærket for livet. Sproget krakelerede med falsk tryk på stavelserne, hæslige fortalelser og misopfattelser for ørerne af tilskuerne. Skuespillernes dilletanteri og rolledistancering, kunstighed og indlevelse stak i øjnene. Og en verden, et museum med personerne fra Huset på Christianshavn, sank i grus under teatergængernes fødder. En person vil sige noget, men kan ikke.Avoid writing:
”Personen åbner munden - højt og gabende - ikke en lyd.
TÆPPE.”
Århundredets største, førsteklasses forrykte, danske dramatiker måtte selv i 1998 bekoste udgivelsen af sine ulige skuespil, fordi ingen forlæggere i Danmark turde. Som han aflutningsvis skriver: ”Jeg takker herved hjerteligt Jess Ørnsbo for hans gavmilde donation …”
Æret være hans minde!
Oscar K.
