EINSTEIN


2014.11.10

Ingen andre minder om Oscar K. og Dorte Karrebæk - de er helt og aldeles sig selv. I øvrigt er de også i en klasse helt for sig selv.


Einstein danser tango (2013) - BOG

Lektørudtalelse

Emne: humor ; venskab ; arbejdsløshed ; dans ; tango ; snyderi
Vennerne Einstein og Villy savner et godt job, så de beslutter sig for at åbne en tango-danseskole. Der er dog lige et par forhindringer, der skal løses først: 1: De har ingen penge. 2: De har ingen danselokale og 3: De kan ikke danse tango. Der skal dog mere til at bremse de to.

Kort om bogen
Letlæsningsbog om drengen Einstein og hunden Villy, der er er arbejdsløse og mangler et job. De starter en danseskole for "lidt øvede". Einstein og Villy er selv dårlige til at danse, men de regner med at aflure de nødvendige danse-tricks, og så går resten nok af sig selv. Sjov oplevelse for skøre mennesker mellem 9-10 år - og voksne med

Beskrivelse
Hovedpersonerne drømmer om let tjente penge. De starter på en god idé, men de ved ikke noget om dans, og de har ingen penge. De fusker uden det rigtigt skader nogen, men kan man starte en tango-danseskole uden at kunne danse tango og uden at have danselokaler? Bogen er lavet af Oscar K. og Dorte Karrebæk, som har lavet mange andre skrupskøre historier, fx Børnenes bedemand og De tre. Denne er den 3. i serien om Villy og Einstein, og der lægges op til flere.

Vurdering
Afsindig sjov og virkelig skør bog om et par venner og platugler, der er fulde af humør og gode idéer, men også dovne, loose og ret teenage-agtige.

Andre bøger om samme emne/genre:
Ingen andre minder om Oscar K. og Dorte Karrebæk - de er helt og aldeles sig selv. I øvrigt er de også i en klasse helt for sig selv. Historierne om Villy og Einstein kan minde om kult-serien De tre af samme makkerpar.

Til bibliotekaren
Den tynde, lette bog rummer stof til langt mere end blot læsetræning eller for-sjov-læsning. Den er ironisk, underfundig og dybt original - og taler lige så kraftfuldt til børn på 9 år som til teenagere eller voksne.

Lektør: Jesper Holtoug


2014.01.15

Makkerparret Oscar K. og Dorte Karrebæk har gjort det igen - sammen har de skabt et lille finurligt kunstværk, som fascinerer og rører læseren


Emne: forældreløs ; slagtere ; venskab ; hunde
Den forældreløse dreng Einstein møder hunden Villy. Sammen åbner de en slagterforretning. Kan de få kunderne til at købe deres dyre kød?

Lektørudtalelse

Anvendelse/målgruppe/niveau
Den første bog i en ny letlæsningsserie, Dingo. Einstein til selvlæsning fra slutningen af 2. klasse (9 år). Til børn, som gerne vil udfordres litterært

Beskrivelse
En finurlig, humoristisk og indimellem grum historie om den forældreløse dreng, Einstein. Han vil gerne være vampyr, når han skal til at vælge erhverv, men bliver tilfældigvis slagter, fordi han ser en nedlagt slagterbutik. Han møder slagterhunden Villy. Sammen åbner de slagterbutikken, men de kan ikke få solgt deres varer. De vælger at lukke butikken, fordi kunderne er sure. I virkeligheden er kunderne vrede over, at priserne er alt for høje. Bogen består af seks korte kapitler, hvor teksten er sat i korte linjer. Teksten er dialogfyldt. Illustrationerne er en stor del af historien. Samtidig med at illustrationerne støtter læsningen, har de også deres eget liv. De nærmest tegneserieagtige illustrationer guider læseren gennem bogen, samtidig med at de tilfører historien et nyt lag. Det ses allerede fra indholdsfortegnelsen, hvor alle kapitler har et tegnet ikon

Sammenligning
Temaet findes ikke i andre bøger for målgruppen, men bogens ånd er typisk for forfatteren

Samlet konklusion
Makkerparret Oscar K. og Dorte Karrebæk har gjort det igen - sammen har de skabt et lille finurligt kunstværk, som fascinerer og rører læseren

Lektør: Kirsten Thorning Thagaard

Einstein og Willy sælger huse

Anvendelse/målgruppe/niveau
Bogen er i serierne Dingo. Gul og Dingo. Einstein, hvor målgruppen læseteknisk ligger fra 3. klasse, men det vil være en fordel at anvende bogen til fælleslæsning, så en voksen er med, når børnene stiller undrende spørgsmål til teksten - for det vil de. Lix 25

Beskrivelse
Oscar K og Dorte K. rumsterer igen. Einstein og hans makker Villy pønser på, hvad de skal lave. De er arbejdsløse og besøger jobcentret, men her kan de ikke rigtig hjælpe. Jo, de får dagpenge. Einstein og Villy læser i "Hvad kan jeg blive" og får lyst til at starte som ejendomsmæglere. De går i gang med opgaven - finder lokalet, gør rent, køber tøj, og fotograferer huse i byen, som de sætter til salg. Einstein regner den ud. Husene er billige, og de skal kun have 50%. Da alle husene er solgt, og ejerne betalt, vil kunderne flytte ind. Men husejerne bliver rasende. Husene er ikke til salg. Einstein og Villy gider ikke høre på deres brok, så de lukker butikken. Klart er det, at der står mere mellem linjerne end på, og selvom teksten er let at læse, og de underfundige illustrationer i Karrebæks kendte streg udvider teksten, er der mange spor og voksne ordspil lagt ud, så en forklaring om indhold og motiv er vigtig

Sammenligning
Det er 3. bog om Einstein. Serien om Skot har den samme voksne tilgang til barnet i bogen

Samlet konklusion
Oskar K har efterhånden skrevet mange bøger for børn om livet og samfundet, hvor man tænker, er den for børn? Indholdet er alvorligt men humoristisk fortalt. Bogen skal formidles og er meget relevant til fælleslæsning fra 3. klasse

Lektør: Lisbeth Thue Hansen