ÓLAFUR KJARTANSSON
2012.05.10
En ægte hvid anemone - Grafisk roman emmer af aura, fortid og glemte ting
Oscar K. og Teddy
Kristiansen
Af Olafur Kjartanssons
optegnelser om den
skjulte skrift
132 sider, 199,50 1cr.
Forlaget Fahrenheit
Anmeldt af Sara Tanderup i litteraturtidsskriftet STANDART, nr.1, 2012
Det er en lille smule magisk, når man bladrer igennem Oscar K. og Teddy Kristiansens grafiske roman «Af Olafur Kjartanssons optegnelser om den skjulte skrift» og finder en presset, hvid anemone. En ægte én, vel at mærke, som kan falde ud og gå i stykker. Herefter vender man siderne mere forsigtigt for ikke at komme til at overse andre ting, som
er gemt inde i bogen. En blå blomst dukker op og en lille pose af den slags, som sjældne frimærker kommer i, fyldt med sand.
En eller anden har presset de blomster og lagt dem og posen ind i hvert eneste eksemplar. Dermed omgives bogen med en form for ‘aura’: Den fremstår som noget særligt, unikt. »Af Olafur Kjartanssons optegnelser om den skjulte skrift er gennemgående kendetegnet ved denne dvælen
ved det ‘autentiske’: gamle, gulnede ting, rester og fragmenter af tekster og billeder.
«Jeg har omhyggeligt forsøgt at samle alt det, jeg har kunnet finde om Ölafur Kjartanssons rejse efter den skjulte skrift og udgivet det her,» skriver den ukendte udgiver i sit forord til værket. Værket er en montage af maskinskrevne dagbogsoptegnelser, håndtegnede kort, gulnede sider fra en linjeret notesbog med kaffepletter og gnidret blyantskrift, avisudlclip, hieroglyffer, frimærker og visitkort fra hoteller, tæt beskrevne med mikrogrammer, som til sammen udgør en roman i sig selv. Alt emmer af fortid: en glemt tekst.
Illusionen ville være perfekt, hvis ikke udgivelsen var
så lækker: kaffepletterne og håndskriften indrammes af en hardback-udgivelse, med tykt papir og farveprint, som signalerer kunst, kunstighed og en undertone af ironi. Men blomsterne er stadigvæk ægte nok.
«Af Olafur Kjartanssons optegnelser om den skjulte skrift» er nummer to i en trilogi af grafiske romaner med tekst af Oscar
K. (alias Ole Dalgaard) og illustrationer af Teddy Kristiansen. Forgængeren var et værk med undertitlen «Gensyn med Heisenberg’. Den egentlige titel er den maternatiske ligning, der udtrykker fysikeren Werner Heisenbergs ‘usikkerhedsrelation’: idéen om, at ‘det måltes væsen’ afhænger af måleinstrunentet, populært sagt. Værket blev af Politikens Søren Vinterberg kaldt for «et af de mest ambitiøse litterære eksperimenter i Danmark i årevis». Nu
foreligger så en toer, der også forsøger at omsætte kvantemekanikkens princip til billeder og tekst.
Teksten forsøger at indkredse det usikre ved at kortlægge det glemte og skjulte: ‘den skjulte skrift’. Den skjulte skrift er målet for den rejse, som værkets mystiske ophavsmand, Olafur Kjartansson, foretager. Han forbliver ukendt værket igennem, om end hans initialer er mistænkeligt lig med forfatterpseudonymet Oscar K.s. Kjartanssons optegnelser udgør romanens ene hovedspor.
De kredser om tegn og spor og dechifrering af længst uddøde sprog. Mod slutningen af værket er der endelig en form for forløsning i udsigt: »I den gamle bog nederst på højre side står en skrift — eller er det et enkelt bogstav eller tegn? — og lyser. Det har verdensrummet i sig i fuld størrelse, alle verdens dele samlet i ét punkt [...] Den skjulte skrift er» — men så stop. Et par sider er revet ud af bogen. Den skjulte skrift forbliver netop skjult, fraværende som skrift. Den kommer kun til udtryk gennem bogens materielle udtryk: de afrevne sider og en pose med sand, der hvor svaret skulle stå.
Værkets andet hovedspor er den roman, som er skrevet som mikrogram på visitkort fra hoteller. Teksten er så lille, at den næsten er ulæselig. Den følger et spansk ægtepar, Doña Isabel og Don José, og deres tjenestefolk i årene omkring den Spanske Borgerkrig. Den smukke, rige Doña Isabel er «glemsomheden selv’, men er ikke desto mindre i gang med at skrive sine erindringer. Hun rejser jorden rundt, mens Franco indtager hendes hus og land. Da hun kommer hjem, har hun glemt alt om sin mand, Don José. Han forsvinder ind i sine bøger, som han redder ud af de bombede huse under krigen og elsker med en nærmest fysisk lidenskab — ‘form' er lige så vigtigt som ‘indhold’:
Allerhelst gik han i antikvariaterne og så på bøger, brugte og glemte bøger, nogle varsomt forsynet med smudsbind, andre ligegyldigt uopskårne og atter andre flået op med en finger. Don José havde begrebet, at bøger ikke alene havde en sjæl, men også en krop, et fysisk nærvær, mangfoldighed. Det var som at gå på bordel. Der stod de på rækker med ryggen til, brogede, mystiske eller farveløse, smalle og brede, billige og kostbare side om side.
Dyrkelsen af bogens ‘krop’ synes at kommentere værkets overordnede projekt. Kaffepletter, håndskrift, pressede blomster og frimærkeposer signalerer netop et fysisk nærvær. Bogen udstilles som en materiel ting, der kan rumme en skjult skrift og en fraværende fortæller og gøre det nærværende gennem det materielle udtryk.
»Skulle De selv være på en vanskelig rejse og ikke have nogen nærmere, så lad bogen her være Deres ven,» hedder det i forordet.
Opfordringen skal hermed gives videre. Bogen kan nemlig formidle et nærvær og fortrylle med en ægte, presset hvid anemone.
2012.02.16
Kunsten at tyde verden
Anmeldelse af Nanna Goul i Weekendavisen
Oscar K. og Teddy Kristiansen: Af Ólafur Kjartanssons optegnelser om den skjulte skrift. 132 sider. 200 kr. Forlaget Fahrenheit.
I den grafiske roman Af Ólafur Kjartanssons optegnelser om den skjulte skrift er det spørgsmålene, der udgør substansen ikke svarene. Værket er grundlæggende enigmatisk: Løgne, uigennemtrængelige skrifter, tvivlsomme fortællerforhold og mystiske anekdoter spirer op overalt. Romanen insisterer på at forblive uforklaret, blot vil forfatteren og tegneren bag Oscar K. & Teddy Kristiansen udfolde deres vidtfavnende mærkværdigheder og gåder. Det gør de så og det med stort og sært held.
Lad os starte med den beskrivelse af værket, som forlaget Fahrenheit præsenterer på sin hjemmeside. Her gøres det klart, at værket er opfølgeren til Gensyn med Heisenberg, der udkom sidste år. Herefter lyder det: »Endelig samles og udgives alt det, der har været tilgængeligt om Ólafur Kjartanssons rejse efter den skjulte skrift. Det drejer sig om en lang række optegnelser, kort og tegninger samt løse genstande, der gemte sig mellem siderne i notesbøgerne. Helt sensationelt gengives endvidere et manuskript, der ikke tidligere har været kendt.«
Jo, denne beskrivelse kunne jo godt virke både æggende og sensationel, hvis man altså har nogen som helst anelse om, hvem Ólafur Kjartansson er. Og hvad hans »rejse efter den skjulte skrift« indebærer. Men det har man ikke.
Hvis man googler Ólafur Kjartansson bliver man ikke meget klogere, selv om navnet optræder i flere sammenhænge. Der er én, ved dét navn, der er International Account Manager i Tyskland. Der er også én, der er chef ved Securitas i Island. Og man kan også blive ven med én med det navn på Facebook. Han er ung, lyshåret og er vild med den islandske bokser Gunnar Nelson.
Alligevel er man ret sikker på, at ingen af disse mænd i denne sammenhæng er den helt rigtige Ólafur Kjartansson.
På den anden side er personen Ólafur Kjartansson i nærværende roman også forsvundet sporløst. Det hedder sig, at Ólafur forsvandt den 26. juni selv om han blev set flere forskellige steder netop den dag klokken kvart over fem. Her skulle han både have »indleveret tre skjorter i Døve Pigers Vaskeri i Kar på grænsen til Armenien, have spadseret på Recoleta kirkegården i Buenos Aires og bestilt to kopper kaffe, én til sig selv og én til Juan Rulfo, på Café de Paris i Marrakech, men det kan ikke passe, for Rulfo var storryger og døde mange år tidligere i Mexico City. Så det er det pure opspind.«
Nå, så det er det pure opspind?! At han blev set flere steder på én gang eller hele bogens afsæt?
Tja, det må læseren selv grunde over og uanset hvad, er det i hvert fald en sammensat slags opspind, vi har med at gøre i Af Ólafur Kjartanssons optegnelser om den skjulte skrift. Afsættet siges at være kvantemekanikken, som netop beskriver universets mindste byggeklodser som paradoksale og uforudsigelige og ikke mindst dét, at elektroner tilsyneladende kan være flere steder på én gang.
Ligesom Ólafur Kjartansson.
Men det er nu ikke så meget kvante-mekanikken, der udpensles i romanen, selv om man muligvis kan sige, at den udfoldes som en grafisk, litterær collage. Der er noter skrevet med blyant. Der er en form for dagbogsoptegnelser alle sammen fra d. 26. juni skrevet på skrivemaskine fra alle dele af verden. Så er der kaffemærker, gamle sedler, kvitteringer, frimærker, tegninger, avis-udklip og små tørrede blomster, der falder ud, når man bladrer mellem siderne. Og en lille pose jord. Samt en roman skrevet med mikroskrift, så man på det nærmeste skal bruge et forstørrelsesglas for at tyde tegnene.
Og det er netop dét, de forskellige personer og uklare fortællerinstanser igennem romanen gør. Forsøger at tyde det hele: Verden, dens grundlag og dens betydning selv om det jo ikke sådan lader sig gøre. Derfor består romanens jagt på den skjulte skrift også af paradoksalt komiske beretninger: Vi har Juan, der skriver et værk om Manden med gummikrykkerne. Vi hører om dem, som ender i helvede men alligevel går hjem og henter tæpper. Og endelig har vi en skøn fortælling om Doña Isabel, der er så glemsom, at hun efter en jordomrejse glemmer, at hun har en mand:
»Doña Isabel var glemsomheden selv. Hun glemte, hvor hun havde lagt ting, penge, nøgler, breve. Hun glemte aftaler, fødselsdage og ansigter. 'Derfor skriver jeg erindringer,' sagde hun til journalisterne, som troede, det var hendes spøg.«
Det er det ikke. Lad os have dét in mente, når årets erindringer vælter ind på bestsellerlisten, hvor denne herligt utydelige roman med sit indladende sortsnakkeri aldrig ender. Ærgerligt nok!
isterne, som troede, det var hendes spøg.«
Det er det ikke. Lad os have dét in mente, når årets erindringer vælter ind på bestsellerlisten, hvor denne herligt utydelige roman med sit indladende sortsnakkeri aldrig ender. Ærgerligt nok!
2011.11.25
En udfordrende læseoplevelse, der kræver en rutineret og tålmodig læser
Lektørudtalelse
Af Ólafur Kjartanssons optegnelser om den skjulte skrift (2011) - BOG
Emne: graphic novels ; gåder ; hemmeligheder
Graphic novel og skæmteroman, der som udgangspunkt er glemte optegnelser, genfundet og udgivet. Om gåder og hemmeligheder i en ellers meget kortlagt verden
Anvendelse/målgruppe/niveau
Umiddelbart en smal målgruppe til denne meget udfordrende roman á la graphic novel. Kan måske formidles til de mest litterært interesserede blandt læsere af voksentegneserier
Beskrivelse
Roman eller graphic novel? Jeg ved det ikke, men det er en udfordrende læseoplevelse, der kræver en rutineret og tålmodig læser. Optegnelserne, som jeg forstår det, er en slags glemt post, nu udgivet. Der står intet navn under forordet og forlaget bruger overbevisende betegnelsen "skæmteroman", fx er jeg ej heller nu meget klogere på hvem Ólafur Kjartasson er. Men lur mig om det ikke netop er meningen. Før læsningen falder en lille krydderipose og en ditto presset blomst ud af bogen. Overraskende og finurligt gådefuldt, men også uhåndterligt i bibliotekssammenhæng. Teksten, der sikkert med overlæg er svær at få sammenhæng i, er en slags optegnelser over netop det overraskende og gådefulde i en ellers kortlagt verden. Bogens gådefulde tekst fortæller om gåder og hemmeligheder, og røber fx en opskrift på "usynlig tysk blæk" fra CIA med ingredienserne. "vand, kulnitrat og et glohedt strygejern". Bogens tekst brydes af mange fængslende og forunderlige illustrationer. Optegnelserne er samlet af Oscar K. og Teddy Kristiansen, se http://www.oscar-k.dk/
Sammenligning
Forfatterduoen har også skrevet den ligeså forunderlige og udfordrende graphic novel δx·δpx [større end eller lig med] h/4π eller Gensyn med Heisenberg
Samlet konklusion
Smal målgruppe. Kan måske formidles til læsere af litterære voksentegneserier
Lektør: Carsten Güllich-Nørby
2011.11.12
Forunderligt bogværk fortæller om tegnenes magi - Fem hjerter!
Oscar K. og Teddy Kristiansen holder flyvehøjden med pressede blomster mellem siderne.
af Søren Vinterberg i Politiken
En af de forunderligste danske udgivelser sidste år hed ’Gensyn med Heisenberg’.
Det vil sige, den egentlige titel var den matematiske ligning, der udtrykker fysikeren Werner Heisenbergs »usikkerhedsrelation«, men de græske og matematiske tegn har jeg ikke til rådighed i avisens satsprogram. På en måde udgør den formel alligevel den skjulte skrift, som dette andet bind i trilogien er på sporet af.
Igen møder vi nemlig intet mindre end et forsøg på at anskueliggøre kvantemekanikkens princip som grafisk roman.
En ægte hvid anemone
Populært sagt kan ethvert fysisk fænomen måles enten som partikler (masse) eller bølger (energi), men aldrig på begge måder samtidig. På samme måde fortæller Oscar K. (alias Ole Damgaard) i teksten og Teddy Kristiansen i tegninger og grafisk udstyr her to komplementære versioner af de samme ’Optegnelser’.
Og for at det ikke skal være løgn med de grænseoverskridende eksperimenter, finder læseren mellem bogens sider en ægte hvid anemone eller en rød pimpernel, tørret og presset – som konkretisering af den botaniske samlerflid, en af fortællingens hovedpersoner udfolder.
Plus et drys sand i en af de små poser, sjældne frimærker forhandles i – måske levninger fra et timeglas og ekko af samme persons filateliinteresse?
Usynligt blæk
Titlens »skjulte skrift« ligger vel også under vores livs overflade. Ikke nødvendigvis i religiøs forstand, men som en universel livsformel, vi søger og måske undertiden aner – men som fordufter, når vi vil nedfælde den.
Ikke ulig det usynlige blæk, der et sted her i bogen forsvinder hurtigere, end den skrivendes kamera med selvudløser kan nå at affotografere skriften.
Hvem der skriver de forskellige tekstfragmenter, er ikke helt sikkert: undertiden den mexicanske forfatter Juan Rulfo (1917-86, ophav til bl.a. romanen ’Pedro Páramo’ og anset for den vigtigste latinamerikanske forfatter ved siden af Jorge Luis Borges), som her har efterladt en kuffertfuld manuskripter.
Men de er så fundet af Ólafur Kjartansson, der altså snarere må være fortælleren, og hvis initialer jo har en mistænkelig lighed med Oscar K.’s egne (og med skjalden Olaf Kárason i første bind). Delta X - et sted med usikker bestemmelse. tiger med blomst.
Islændingen får vi ikke meget at vide om, men hans optegnelser udgør romanens ene hovedspor i gammeldags skrivemaskinetypografi: Mellem dufte, samtalestumper, musik og en løssluppen tiger finder vi iagttagelser om naturvidenskab, sprogvidenskab, ideogrammer og kileskrift, erkendelse i det hele taget, noteret på skiftende lokaliteter.
Men Heisenbergs nævnte usikkerhedsformel viser netop også, at »delta x må være lig med usikkerheden af positionen. Heureka! Delta x er et sted med usikker bestemmelse«. Måske den fjerne ørkenby, grafikeren viser os på et gammelt stik?
Andre af optegnelserne er ’mikrogrammer’, og dét spor følger vi så i en sats så lille, at læsere på min alder må bruge lup!
De udgør en hel roman i romanen, om et par mennesker i Madrid i årene omkring den spanske borgerkrig:
Doña Isabel, der ikke husker noget nævneværdigt fra sin jordomrejse, men dog udgiver bogen om sit liv; hendes mand Don José, som hun glemmer, og som rastløst søger alle bøger, men selv digter ny slutninger; og deres fortabte husholderske Rosa, i sig selv en fuldmoden romanskæbne.
Tampen brænder
Alle disse løsrevne papirlapper, hotelkvitteringer, avisudklip, som palimpsester beskrevet med stumper af en håndskrift, der genfindes på blade fra et stilehefte, alt dét skærper bare læserens higen efter ’den skjulte skrift’ bag skriften.
Og endelig brænder tampen virkelig: Under nogle (præcolumbianske?) tegn omtaler skrivemaskineteksten en skrift, et enkelt tegn: »Det har verdensrummet i sig i fuld størrelse, alle verdens steder samlet i ét punkt. Ét menneske er alle mennesker, jeg er dig uden et før og et efter, den skjulte skrift er ... «
... hvorpå der er revet to blade, fire sider, ud af den bog, du sidder med! I stedet finder du posen med sand.
Et forunderligt interaktivt bogværk
Med glimt af de optrædende – såvel som af kameraet og tigeren! – mellem bygningsskitser, skyggelandskaber og pertentlig linjering lægger Teddy Kristiansen et på én gang flygtigt og stilsikkert grafisk spor langs teksten.
Og dén trækker – foruden på kvantemekanikken – på en bred horisont af belæsthed, fra sydamerikanerne over Walter Benjamin, den polske poet Cyprian Norwid og hans russiske kollega Anna Akhmatova til de store heteronym-jonglører (ligesom forfatteren selv) Søren Kierkegaard og Fernando Pessoa.
Vel er det krævende, men ligesom første bind er det også langt mere end en ’graphic novel’: et forunderligt interaktivt bogværk om tegnenes magi og ’fortællingens kvantemekanik’, dens fundamentale ubestemmelighed og uundværlighed.
