Der er et sublimt samspil mellem tekst og billede

anmeldt af Jeppe Due Barslund på Bogbotten

“Don’t it always seem to go, that you don’t know what you’ve got ‘til it’s gone?”Sådan sang Joni Mitchell på klassikeren”Big Yellow Taxi”fra 1970, og den eviggyldige pointe er ikke dalet i relevans her mere end halvtreds år senere: Giv roserne imens modtager stadig kan dufte dem.

”Der var engang en flodhest.
Den lå og smilede i floden, når nogen gik forbi.
Den smilede også, når der ikke var nogen.
Mest for sig selv.”

Roser bliver der ikke delt mange ud af i Oscar K. og Teddy Kristensens seneste billedbog “Den venlige flodhest”. Den ligger der ellers altid, flodhesten, loyal og urokkelig som et anker, når byens beboere kommer ned til bredden og betror den deres livs kvaler. Altid lyttende, aldrig fordømmende. I generationer er flodhesten blevet en ufravigelig konstant, hvis tilstedeværelse den lokale befolkning har nydt godt af, når livets løbebane har slået knuder, dog uden at takke flodhesten eller give noget tilbage. Altid taget den for givet. Indtil en dag, hvor den bliver fanget og sat i bur i et omrejsende cirkus. Den bliver udstillet og latterliggjort, og til sidst efterladt i grøftekanten. En lille dreng forbarmer sig og reder den tilbage ud i floden, hvor den med et sagte smil på læben, oven på denne ene reelle interaktion, kan flyde ”om bag pynten, hvor evigheden er”, som det så fint lyder.

Den venlige flodhest er en billedbog, der i form og udtryk umiddelbart synes oplagt til højtlæsning fra 5-års alderen, men den er også langt mere end det. Når Oscar K. fortæller, er det sjældent hverken let eller hurtigt at dechifrere, og den 5-årige vil kun få en brøkdel ud af denne historie uden en voksen læser som guide, der har mod på at arbejde sig ind under huden på fortællingen og kaste sig ud i samtalen om det, der egentlig foregår.

For hvad handler den her ”lille” billedbog egentlig om? En flodhest, der benyttes, men ikke anerkendes? Jovist, på overfladen. Men hvad med under overfladen? Menneskets forhold til naturen og den verden vi lever i, og hvordan vi tager dén for givet? Så afgjort også. I bogens slutning, efter flodhestens bortgang, samles menneskene omkring den bronzeskulptur, der er blevet rejst af flodhesten på byens torv, for at hædre og ophøje den. Og sådan er det jo tit – både at vi for sent og mestendels på et symbolsk plan foregiver at kære om noget.

Det er faktisk ret utroligt, hvor meget, der er at pakke ud i denne komplekse sag. Dette skyldes, foruden at Oscar K. er en mesterlig fortæller, at der er et sublimt samspil mellem tekst og billede, der løfter historien til stadigt stigende højder for hver gang man læser den, og som bliver ved med at åbenbare sig for én på nye leder og kanter. De to aktører bag er da heller ikke fremmede udi komplekse fortællinger. De har stået for nogle af de mest vanskelige læseoplevelser, undertegnede er blevet udsat for, fx med “Eller gensyn med Heisenberg” og “Af Ólafur Kjartanssons optegnelser om den skjult skrift”(bare læs titlerne!), som dog også blev udgivet til et voksent publikum. Men også med “En dag i Kvante Sørensens liv”, “Nicolai og stregerne” og “Bugtaleren”, der blev udgivet til børn og unge, skulle man virkelig stå på tæer! Den elskværdige serie om Hugo & Holger, er med længder det mest fremkommelige de har lavet, og afgjort også det, der har ramt bredest.

Den venlige flodhest kan lidt af det hele: Dybt charmerende i sit udtryk og med en fin og beskeden historie på ydersiden, men med en kolossal dybde indeni.

”… også inde i dig er himlens fugle, dit store skrummel, hviskede fuglen.
Flodhesten smilede ved tanken.
Også du er en hel lille verden. Inde i dig er både solen og månen og alle stjernerne.”

Teddy Kristiansens streg er grovkornet men samtidig meget udtryksfuld og klar, og holdt i en farverig men dæmpet palet. Der er masser af vid og lune at finde i illustrationerne, og især dyrene har noget karikeret og komisk over sig, som vil falde i god jord. En del af de underlæggende historierne kan udelukkende læses i billedsiden, hvor Teddy Kristiansen ordløst fortæller om menneskets anstødelige måde at leve på. Alene på bogens tredje opslag, ser man menneskenes syndige udskejelser. Der er drengen, der stjæler den gamle mands guldur – og lyver om det. To andre drenge hygger sig med at flå lemmerne af frøer, og helt subtilt insinuerer Teddy Kristiansen, at der er blevet begået et overgreb på en pige. Samtidig står en gul fugl på flodhestens hoved med sort baret og spiller saxofon, så alvoren forbliver underliggende, og der er hele tiden en vis mængde humor til stede for at lette på den gennemgående eksposition af flosset moral. 

Gyldendal hævder, som skrevet tidligere, at bogen er velegnet til oplæsning fra 5 år, men jo mere jeg læser “Den venlige flodhest”, des mere overbevist er jeg om, at den er til alle. Alle bør i hvert fald læse denne fine, rørende, eftertænksomme, filosofiske og poetiske bedrift, som Oscar K. og Teddy Kristiansen har begået. Der er i hvert fald ingen tvivl om, at jeg skal have læst den et par gange endnu!

Hermed er roserne givet til Oscar K. og Teddy Kristiansen, for et pragtstykke af en billedbog. Hvilket fører mig ud i denne lille nota bene, for jeg ser en yderligere parallel mellem “Den venlige flodhest” og Oscar K’s eget forfatterskab. Han har været her i så utrolig lang tid, og gang på gang har han med sine bøger skubbet grænser, provokeret og rusket i opfattelsen af, hvad der har været muligt at skrive om til børn, og har derved været toneangivende medaktør i at forme det, vi i dag kender som dansk børnelitteratur. Det til trods, er han ikke bredt kendt i folkemunde, ligesom han ikke har fået et folkeligt gennembrud. Ikke at jeg tror, at dét nogensinde har været hans ambition, og Oscar K. er i øvrigt slet ikke selvhøjtidelig nok til at gøre en sag ud af det, men det ville være på sin plads, at han fik sine roser nu, og ikke først når der rejses en bronzeskulptur af ham.