LIGHUSET I BRESLAU
2019-02-22 17:00:24
Grotesk Barndom
Auto-FIKTION. Forfatteren Ole Dalgaard lader sit alias, Oscar K., dø og udgiver hans efterladte papirer, hvori der berettes fra et kollektivt traumatiseret efterkrigsmiljø.
af Anna Karlskov Skyggebjerg i Weekendavisen
Oscar K. og Dorte Karrebæk (ill.): Lighuset i Breslau. Andre barndoms- og ungdomserindringer. 96 sider. 159 kr. Dansklærerforeningens Forlag.
Et sindssygehospital, et garveri og et børnehjem i Kaliningrad er blot nogle af de markante steder, som danner baggrund for den mildest talt forvirrende, men også dragende handling i Lighuset i Breslau . Bogen udgør makkerparret Oskar K. og Dorte Karrebæks seneste – og måske sidste – fælles udgivelse, for i forordet kan man læse, at O.D., som angiveligt står for Ole Dalgaard, manden bag pseudonymet Oscar K., med denne udgivelse ønsker at præsentere den nyligt afdøde Oscars fragmentariske noter om en polsk barndom. Forordet signalerer moderne erindrings- og autofiktion med en fed streg under fiktion.
Inde i bogen erfarer man, at bemeldte fortæller-Oscar K. beretter fra lighuset i Breslau, hvor han konstruerer sin barndom med hjælp fra alle sine afdøde familiemedlemmer, venner, naboer, kammerater og øvrige bekendtes erindringer. Lighuset danner en ramme om deres sammenrend af historier, som fortælleren fantaserer videre over og lystigt kommenterer. Stilen er animeret og grotesk med udpenslede detaljer; her beskrives pigerne efter et skolebillede fra Oscars barndom: »Anna. Halt, yndefuld og bitter besk, nøgenmodel efter skoletid. Døvstumme Herta med blæk på fingrene og nervøse træk. I hendes teint er der et stænk af afkølet aske. Olga, der spiler øjnene op og fniser fjollet. Den anden Olga, som står med åben mund og en hånd klemt fast mellem lårene og tisser i bukserne.«
Bogen er en kakofoni af tragikomiske fortællinger med udgangspunkt i oplevelser fra et kollektivt traumatiseret efterkrigsmiljø, og trådene trækkes fra Vemb over Krakow og Kaliningrad til Wroclau med det oprindelige navn Breslau. Dette sted rummer hele det 20. århundredes europæiske historie og forgangne kultur, som Oscar K. ynder at henvise til og subtilt skriver sig oven på. Lighuset i Breslau indeholder vilde historier om politik, private intriger, ildebrande, forbudte seksuelle relationer og misbrug. Indimellem afbrydes de rå historier af poetisk formede kærlighedserklæringer, der bliver udsagt mellem de sære personager, hvis skæbner er formet af lige dele grusomhed, udsathed og eventyrlyst: Mellem hustrumordere og voldtægtsforbrydere finder man krumbøjede gamlinge og ensomme drenge med afrevne ører. Dorte Karrebæks illustrationer understreger både de groteske og de poetiske elementer. Hun har en helt eminent evne til at tegne lidelse og smerte med en snert af ironi. Hendes mange barneansigter med stirrende øjne, åbne munde og forskellige hovedbeklædninger bidrager til den overordnede stemning af vildskab og undergang.
Oscar K. og Dorte Karrebæk har udgivet bøger sammen siden 2003, og de har været vidt omkring fra serier af absurde og amoralske historier i letlæsningsformat til den vildt provokerende Lejren (2011), der skildrer barndommen som en koncentrationslejr, og den prætentiøse bibelgendigtning for de fattige i ånden, Biblia pauperum nova (2012). Lighuset i Breslau er en værdig afslutning på en tour de force af litterære barndomsfortolkninger, som allerede har givet stof til mange debatter om børne- og ungdomslitteraturens rolle og beskaffenhed. Ligesom med de øvrige udgivelser kan det diskuteres, hvem Lighuset i Breslau egentlig henvender sig til. Illustrerede bøger har traditionelt et publikum af halvstore selvlæsende unger, men der er næppe mange i denne gruppe, som her vil kunne fastholde koncentrationen på egen hånd. Lighuset i Breslau henvender sig til nysgerrige læsere med en vis modenhed og litterær erfaring. Har man i forvejen sans for Oscar K. og Karrebæk, vil det helt klart hjælpe, men et åbent læsersind er også forudsætning nok.
2019.01.08
”Lighuset i Breslau” kickstarter de eksistentielle tanker
www.kristeligt-dagblad.dk/kultur/hvem-er-jeg-hvis-ikke-jeg-er-til
af Damian Arguimbau
”Lighuset i Breslau” er en fiktiv erindringsroman med afrevne stumper af liv og med en filosofisk grundtanke, der udfordrer læseren.
Den fiktive forfatter Oscar K har skrevet sin sidste bog, i alt fald hvis man skal tro efterordet i hans seneste værk, ”Lighuset i Breslau”. Oscar K er forfatteren Ole Dalgaards alias, hvor K’et står for Klap-øre, som var en af Ole Dal- gaards og Dorte Karrebæks hunde. Under dette pseudonym har Ole Dalgaard skrevet et utal af provokerende, nyskabende og med sikkerhed anderledes børne- og voksenbøger, som oftest ledsaget af Dorte Karrebæks umiskendelige streg.
Det startede med historierne om ”De 3” i 2003, en børnetegneserie, der ikke holdt sig tilbage fra at gøre grin med autisme og pædofili, og som blev et stort hit blandt børn.
Den vakte dengang en livlig litterær debat om, hvad der var tilladeligt at udgive for børn. Oscar K har også for børn gendigtet blandt andet Cervantes ”Don Quijote” og Dostojevskijs ”Forbrydelse og straf” og udgivet en moderne bibel for de fattige i ånden, ”Biblia Pauperum Nova”, som en parafrase over de tidlige billedbibler for folk, der ikke kunne læse.
Sidstnævnte fik stor ros og blev indstillet til den dengang nyoprettede Nordisk Råds Børne- og Ungdomspris i 2013.
Det er ikke kun inden for skønlitteraturen, at Oscar K har gjort sig bemærket; også inden for det faglige har han aktivt arbejdet med en ny poetik for billedbogen, et arbejde, der foregik via en række seminarer og drøftelser og mundede ud i en række artikelsamlinger, herunder ”Av, for sagomel” (2006) og ”En fanfar för bilderboken” (2014). ”Lighuset i Breslau” er noget så udfordrende som en fiktiv erindringsroman af en imaginær karakter. Den foregår i en by, der ikke længere findes, og er befolket af en masse personer, der heller ikke har eksisteret.
Det hele lugter lidt af bedrag. Det er meningen. Strøet ud over siderne antyder forfatteren mere end noget andet, at ens verden er noget, man selv bygger op:
”Kartoffelhandlerens søn, der var flere år ældre end mig, sagde, at man aldrig kunne være sikker på det med familie. Familien er et af naturens store bedrag.”
Kartoffelhandlerens søn hedder Jaroz, og et andet sted siger han, at ”der ikke er noget endelig facit. Det er et andet af verdens store bedrag”. Så sidder den fiktive forfatter og vender Descartes på hovedet, når han skriver: ”Hvem er jeg, hvis jeg ikke er til? Og hvor? Hvem der kunne tænke. Hvem der kunne føle noget. Men jeg er en tom skal, et hus uden vægge.”
Romanen kredser om disse ikke-tanker og ikke-eksistenser, for handlingen er henlagt til et lighus i Breslau, som nu er den polske by Wroclav. Her mødes en masse tilfældigt relaterede ånder, der vogter over deres eget lig. Selv en fiktiv figur som en repræsentant fra Skjern, der sælger alt i dameundertøj, finder vi i lighuset. De har alle deres erindringer, og i de lange underjordiske gange under Breslau finder man flere udstødte.
Det er et sted, hvor ”de dødes stemmer kommer tilbage: alt, hvad der er sagt eller tænkt”, og Farbror Tarik taler uafladeligt med de døde.
Sammen med Jarosz møder Oscar K jøder og tiloversblevne digtere i katakomberne, der gemmer forbudte bøger og finder afrevne og halvt brændte breve og dagbøger, hvor vi som læsere får indsigt i stumper af liv, der emmer af potentiale, af sorg og ulykke, men mest af alt af en historie, der venter på at blive skrevet, men som nu må nøjes med et beskedent citat i en erindringsroman. Dorte Karrebæk ledsager denne mørke vandring i Oscar K’s karakterkabinet med markante, indtagende og lige så inspirerende tegninger: et familiefoto, der selv gemmer en masse ubesvarede spørgsmål og en hoben dyr, herunder en slange, en rotte, flere skildpadder og mange flere, hvoraf nogle præsenteres senere i bogen. Der er smukke billeder af mænd og kvinder i nød og lyst og skrigende, ensomme og fortvivlede figurer sammen med forsagte, resignerede karakterer og selv skeletter, der poserer i lighuset.
Bogen starter med et citat af Elias Canetti: ”Hvor ofte burde man genopfinde en figur, selv erindringens, for at komme sandheden nær?”. Svaret er egentlig givet med bogen. Sandheden findes, men det absurde er, at der intet facit er, siger den fiktive forfatter. Hvem er jeg? Spørger han, og som læser aner man, at han er det hele, han bestemmer det, for svaret findes ikke, ingen kender den fulde sandhed, ikke engang en selv.
”Lighuset i Breslau” er således et skræmmende tankeeksperiment, en provokation, der kickstarter de eksistentielle tanker. Vil man, som slutningsdigtet foreslår, selv ende med et ”Åh, Herre Gud, hvor alting dog er trist,/ jeg tror, jeg går en tur på kirkegården”, eller fortrækker man i stedet bygge sig en anden historie med et andet facit?
Der er åbnet for alle sluserne og mulighederne i denne filosofiske antierindringsbog. Det bliver ikke mindre festligt af, at det er Dansklærerforeningen, der har udgivet bogen og foreslår den læst af de ældste klasser. Jo, jeg vil mene, at der er noget at tale om for såvel voksne som unge i denne bog, som kun vanskeligt lader sig sætte i bås.
Oscar K. og Dorte Karrebæk (ill.): Lighuset
2018.12.18
Sikke en bog! Har man nogensinde oplevet noget lignende?
www.politiken.dk/kultur/art6925639/Sikke-en-bog-Har-man-nogensinde-oplevet-noget-lignende
af Steffen Larsen
Oscar K.s svanesang om ’Lighuset i Breslau’ er en poetisk og tankevækkende drøm om en tid, som ikke var. Og det er mesterligt tegnet af Dorte Karrebæk.
Velkommen til lighuset i byen Breslau, der for nu og på polsk hedder Wroclaw. Her befinder alle medlemmer af familien K. sig samlet om en gammel sengebund. Den kan drejes rundt med et håndtag, så de personer, der er fastgjort til fjedrene, kan være skiftevis levende eller døde...
2018.12.09
Hvor ofte burde man genopfinde en figur, selv erindringens for at komme sandheden nær?
Lighuset i Breslau - boganmeldelse på bogbotten.dk
www.bogbotten.dk/boganmeldelse/lighuset-i-breslau
Anmelder: Søren Fanø
Hvor ofte burde man genopfinde en figur, selv erindringens for at komme sandheden nær? (Elias Canetti i Optegnelser 1992-1993)
Det er yderst sjældent, at en anmeldelse samtidig bliver en slags nekrolog over en fiktiv forfatter, Oscar K., og dermed også over dele af et usædvanligt markant og grænsenedbrydende børne- og ungdomslitteraturmakkerskab mellem illustratoren Dorte Karrebæk og ægtefællen og forfatteren Ole Dalgaard.
Men Lighuset i Breslau er, hvis Lighuset i Breslau taler sandt, Ole Dalgaards fiktive forfatteralias Oscar K.´s svanesang. K´et står for Klapøre, som var en af Ole Dalgaard og Dorte Karrebæks hunde.
For som der står i Ole Dalgaards efterord:
De sidste år trak Oscar K. sig tilbage til stumheden overbevist om, at han var en opdigtet person. Han døde ensom og ukendt på et katolsk plejehjem et sted i Spanien omgivet af de kufferter, som rummede hans upublicerede forfatterskab; spredte notitser om hændelser, der ikke var plads til eller noget at stille op med længere, som kom for sent og hang og flagrede hjemløst i luften.(s. 87)
Genremæssigt kan Lighuset i Breslau siges at være en erindringsroman, og værket lægger sig på den måde i kølvandet på den lange strøm af autofiktion, der er udkommet i de senere år af eksempelvis Knud Romer og Karl Ove Knausgaard.
Ifølge myten om Oscar K. blev han født i 1948 i den nu polske by Breslau (Wroclaw) på bagsædet af en taxa. Med det som udgangspunkt genopfinder, konstruerer og rekonstruerer han løbende sine barndoms- og ungdomserindringer med afstikkere frem og tilbage i tiden. Oscar K. tvivler nemlig hele tiden på, om det, han ”husker,” i realiteten var det, han oplevede ”dengang”, eller hvorvidt det er noget, han har tilføjet hukommelsen.
I kapitler som; “Familiefoto”, “Bedstefars hus”, “De underjordiske gange”, “De forkullede breve”, “Sindsygehospitalet”, “Klassebillede”, “Saltstenshulerne”, “Lighuset i Breslau” og det afsluttende digt ”Jeg går en tur på kirkegården”, hvirvles læseren gennem billeder fra svundne tider og steder som Vemb, Breslau, Ingolstadt og Kaliningrad og møder et alenlangt persongalleri som indledningsvist i bogen præsenteres ”mere eller mindre i den rækkefølge, de optræder i bogen.”
Det med at hvirvle er også en central metafor i bogen, idet en centrifuge lavet af en gammel sengebund og et håndtag spiller en væsentlig rolle. Her midt på gulvet i Lighuset i Breslau står den, og her kan figurer slynges rundt og efter behov genopstå fra de døde.
Og sådan slynges læseren rundt i et værk hvor tiden, stedets og handlingens enhed er opløst i et smukt dansk fyldt med ord fra gamle dage. Det gør også, at læseren kan genlæse Lighuset i Breslau igen og igen, idet der hver gang dukker nye vinkler og ubesvarede spørgsmål op i fortællingen.
Som Oscar K´s, måske, opdigtede ven Jarosz siger: Men der er ikke noget endeligt facit. Det er et andet af verdens store bedrag. (s.58)
Med Oscar K.´s erindringer kniber dét sågar, idet disse hele tiden forandrer sig, danner nye billeder og vækker til ny eftertanke. Og endelig ligger der jo også en fortolkningsmulighed i den marionetdukke, Dorte Karrebæk har tegnet på titelsiden. Måske føres vi, ført af en dukkefører, ad tilfældigheder gennem tilværelsen uden mål og med?
Lighuset i Breslau er en (meta)litterær ´tour de force´ gennem europæisk litteratur og litteraturhistorie – og Oscar K´s forfatterskab. Denne læser kom under læsningen bl.a. til at tænke på Günther Grass Oskar i Bliktrommen (1956). Her er det ikke en centrifuge, men Oskars stemme og tromme, der kunne få magiske ting til at ske i byen Danzig (Gdansk) ikke langt fra Breslau. Johannes V. Jensen Kongens fald ”småciteres,” og sådan er der så meget og mange undervejs i læsningen.
Men mest fremmedgørende for læseren i teksten er måske de mange tidstypiske ting og ord Oskar k. omgav sig med i sin barndom. For at give et indtryk, drejer det sig eksempelvis om arbejdet som garver i et garveri med: vildbensålelæder, Cearaskind, stødemaskine, sålelædervalse, udblødningsbassin, drivfarver – og possementfabrik og manufakturhandel.
Skønne ord der ligger godt i munden – men denne læser er glad for, han har været rundviser i garveriet i Den gamle by i Aarhus i sin studentertid.
Det vil også være givtigt for en ung læser at søge på Breslaus og Polens omtumlede historie i forrige århundrede på nettet og google byens tyske og nazistiske fortid med jødeghetto, jødeudryddelse og som belejret by i 1945 under russernes fremrykning som ”Festung Breslau,” og endelig genopstandelse som driftig polsk by under navnet Wroclaw. En fortid den polske regering har det så svært med, at den ligefrem fornægter at visse historiske begivenheder har fundet sted – og især at polske statsborgere har været involveret i dem.
Opsummerende må man sige, at Ole Dalgaard gennem Oscar K. ikke gør det let for sine læsere, der virkelig må stå på tæer under læsningen. Men alt skal vel heller ikke forstås, men kan med udbytte opleves på det niveau læseren er på. Til denne oplevelse bidrager Dorte Karrebæks underfundige, ekspressive og udtryksfulde illustrationer på allerbedste måde.
Billedsiden, som alene gør en investering i Lighuset i Breslau nærmest uomgængelig, rummer sort/hvide stregtegninger, farvestrålende portrætter og direkte uhyggelige illustrationer, der er yderst velanbragte i fortællingen, og som her giver læseren både ro og mulighed for yderligere forståelse. Billederne lever desuden deres helt eget liv og kalder på at blive nærstuderet. Det gælder alt fra skildpadder, marionetdukker, ansigtsudtryk, portrætter til den minutiøse, utroligt smukke, gengivelse af en påfuglefjer. Man må beundre Dorte Karrebæks illustrationskunst – også her. Hun, på det nærmeste citerer tyske George Grosz groteske karikaturtegninger fra 1920ernes Berlin – og i Lighuset i Breslau, er der ligeledes hilsener til figurer og stregen i Dorte Karrebæks og Oscar K.s tidligere værker – f.eks. klovnene fra den nyklassiske billedbog Lejren.
Siden de to startede samarbejdet tilbage i 2003 med billedbøger som den ”stærkt upædagogiske” Carlos & co, har de været medvirkende til at flytte grænserne for børnelitteraturen i Danmark både hvad angår indholdet såvel som udtrykket. Fra den frække tegneseriedrengerøvshumor i De 3. Historier om 2 hårde hunde og 1 kat (samlet og udvidet udgave, 2017) til de dybt alvorlige temaer i bøger som Idiot (2009), Lejren (2011) og den interaktive billedbogsfrise Knokkelmandens cirkus (2014) med både en børne- og en voksenside, billeder lige til at klistre ind i fortællingen og en titel lånt fra Johannes V. Jensen.
Ole Dalgaard (og Dorte Karrebæk) har desuden gennem årene løbende arbejdet med en poetik for billedbogen, det der kaldes den genuine billedbog, som i En fanfar för bilderboken (Alfabeta, 2014) sammen med bl.a. svenske Ulla Rhedin og Lena Eriksson, og i 2006 sammen med gode danske børnebogsfolk i Av, for sagomel (Branner & Korch).
Nu bliver det spændende at se, om dette var sidste udkald for samarbejdet mellem Oscar K. og Dorte Karrebæk, eller om der ligger noget og venter. Hvis ikke er der bare at sige tak for fortællingerne og hive dem ned fra hylderne igen og igen. For det fortjener Dorte Karrebæk og Ole Dalgaards billedlitterære værker i den grad.
Og til læseren er det bare om at stige op på læsehesten, strække hals, lade sig forføre af tekst og billeder og se at komme afsted.
Lighuset i Breslau egner sig fint til en diskussion af både ´fake news´ og autofiktionsgenren i grundskolens ældste klasser, i gymnasiet og for alle os andre litterært interesserede.
Udgivet den 09-12-2018 af Søren Fanø
Lighuset i Breslau
Forfatter: Oscar K.
Illustrator: Dorte Karrebæk
Sidetal: 96
Forlag: Dansklærerforeningen
Udgivelsesår: 2018
Set til kr.: 199,95
Målgruppe: Fra 14 år
