BARTLEBY & CO.

I nægtelsens labyrint

Af Ebbe Mørk

De digtere, der har givet afkald på at skrive, er dem, der bekræfter litteraturen bedst i Enrique Vila-Matas' snurrige fodnoter til en usynlig tekst.

Hvad er han ude på, den spanske forfatter Enrique Vila-Matas, som jeg aldrig har læst eller hørt om?

Den nærliggende undskyldning er, at han aldrig har været oversat til dansk før nu, hvor Rævens Sorte Bibliotek lancerer ham med en, i hvert fald for ikke-spanskkyndige, suveræn oversættelse af hans højst originale bog 'Bartleby & Co'.

Vila-Matas har givetvis en ræv bag øret, sort eller rød: Ræven er ude med halen så lang.

Paradoksal sandhed
Sindrigt og drilagtigt og uhyre belæst skriver han sig gennem 86 såkaldte fodnoter uden om en kerne, der umiddelbart kan synes paradoksal, men i hans optik rummer en sandhed om det bekræftende i det fornægtende.

Fodnoterne »skal kommentere en tekst, der er usynlig, men ikke derfor uden eksistens«.

Det er, hvad ræven Vila-Matas er ude på at bevise.

Den evige undviger
'Bartleby og Co.' er en jegroman, hvis man da kan kalde det en roman, hvor fortælleren lægger ud med at give et signalement af sig selv som en pukkelrygget kopist, uden held hos kvinder, der henslæber sit liv på et rædselsfuldt kontor.

Men han er lykkelig fra den dag, da han begynder sin dagbog eller sine fodnoter til tekster, der ikke eksisterer, og skal bevise sit talent for at efterspore bartlebier.

Det lyder som sjældne insekter, men de er en slags logebrødre, samlet om kontoristen Bartleby, der er hovedperson i en fortælling af Herman Melville.

Bartleby er den evige undviger, som altid svarer det samme, hvad enten man spørger ham, hvor han er født, eller spørger, om han vil påtage sig et stykke arbejde eller beder ham fortælle noget om sig selv: Helst ikke.

Fiktion og virkelighed
Bartlebierne er skrivenægtere (et klodset ord, men bedre findes nok ikke). De bliver fortællerens helte, hvor han end træffer på dem i det, han kalder Nægtelsens Labyrint. Man nikker genkendende til de fleste, mens andre er aldeles ukendte eller slet ikke eksisterer.

Nogle af dem som Kafka og Hofmannsthal beskrev selv lydighedsnægtelsen over for talentets krav. Andre som Rimbaud og Hölderlin holdt helt op med at skrive, og atter andre kom slet ikke i gang, men netop derved påkalder de sig fortællerens interesse.

Vi kommer længst ud i det fiktive med beretningen om skolekammeraten, der udelukkende skriver til sit 'arkiv af uafsluttede digte'.

Flere af noterne er uigennemskuelige i deres referencer til forfattere, der ikke lader sig spore i forhåndenværende leksika eller på nettet.

Vila-Matas besnærer med sin sindrige blanding af fiktion og virkelighed som i noten om mødet med J.D. Salinger i en bus på Fifth Avenue i New York.

Men er Salinger for øvrigt en ægte Bartleby? Han har ikke udgivet noget siden 1963, men det er ofte hævdet, at han stadig skriver. Uanset hvad, så er det lille forløb utrolig raffineret.

Svær stilstand
Selvmorderne, som er de definitive nægtere af både liv og litteratur, undgår Vila-Matas' fortæller som ægte eksempler på bartlebier. Skrivenægterne er ikke livsnægtere.

Det kan ses i fuld overensstemmelse med et citat af Susan Sontag (og andre lignende citater): »Den virkelig alvorlige holdning er den, der opfatter kunsten som et middel til at opnå noget, som man måske kun kan opnå, når man opgiver kunsten«.

Oscar Wilde får sit lille epitafium som skrivenægter i sine to sidste, ørkesløse leveår i Paris, hvor han opfyldte en gammel bestræbelse »at foretage sig absolut intet, hvilket er det sværeste i verden, det sværeste og det mest intellektuelle«, skrevet mange år tidligere i 'Kritikeren som kunstner'.

Negativ impuls
I sit anslag er noterne fra Nægtelsens Labyrint et forsøg på at vise, at den kommende digtning kun kan fødes af Den negative Impuls, kun kan komme ud af Nægtelsens Labyrint, som det hedder i fortællerens indledning:

»Jeg vil skrive fodnoter, der skal kommentere en tekst, der er usynlig, men derfor ikke uden eksistens. Det kunne meget vel hænde, at denne fantasmetekst løses af sin midlertidige suspension og træder ind i litteraturen i næste årtusind«.

Det befinder vi os i, for bogen er skrevet op til år 2000.

Det er en fascinerende filosofi, en sælsom og udfordrende bog, som ingen med appetit for den litterære leg må nægte sig fornøjelsen af.

Bartlebysyndromet

Blokeringer. Hvad får forfattere til at holde op med at skrive? Eller til aldrig at skrive?

I 1856 udgav Herman Melville novellesamlingen The Piazza Tales, hvori fortællingen »Bartleby the Scrivener« indgår. Den handler om kontoristen Bartleby, der tilbringer hele livet på sit lille kontor. Han sover der, spiser der og kommer aldrig uden for en dør. Han svarer altid det samme, hvad enten man spørger ham, hvor han er født, om han vil påtage sig et stykke arbejde, eller om han vil fortælle noget om sig selv: »Helst ikke«.

Denne dybe fornægtelse af verden, af sig selv, af overhovedet at være til, kan man betegne som bartlebysyndromet. Det spiller en ikke ubetydelig rolle i den moderne litteratur. Man kan også - mere positivt - kalde det tavshedens privilegium.

Det privilegium har adskillige forfattere, kendte som ukendte, benyttet sig af. Rimbaud holdt op med at digte som 19-årig, fordi han mente, at kunst var noget pjat, som han siger i udkastet til En tid i helvede. I det såkaldte Chandos-brev fra ] 902 lader Hugo von Hofmannsthal sin titelperson argumentere for, hvorfor han er holdt op med at skrive (hvad Hofmannsthal ikke selv gjorde). Robert Walser var de sidste otteogtyve år af sit liv lukket inde på galeanstalter, hvor han sad og skrev idiotiske ting på bittesmå papirlapper. Han sagde, at han var et nul til venstre og ønskede at blive glemt. J.D. Salinger skrev sin fjerde og sidste bog i 1963 og har ikke siden udgivet noget. En sand skrivefornægter var Triest-jøden Bobi Bazlen, som alle i hans omgangskreds ventede sig det helt store værk af, men som aldrig skreven linje, ligesom spanieren Pep!n Bello, hvis enestående indsats for n-generationen (Lorca, Bufiuel, Dali blandt andre) anerkendes i alle biografiske leksika, uden at han har noget værk at opvise. Og man kan blive ved.

DET gør den spanske forfatter Enrique Vila-Matas (f. 1948), der her præsenteres for første gang på dansk, og som har en del romaner og fortællinger bag sig. Hans bog er formet som en række fodnoter til en uskreven tekst, hvor han ud fra forskellige vinkler og med et overdådigt og tankevækkende opbud af eksempler forsøger at trænge ind i den gåde, det er, at forfattere enten holder op med at skrive på et meget tidligt tidspunkt, eller slet ikke kommer i gang trods livslange tilløb og forberedelser. Prototypen er kannikken i Don Quijote, der standser arbejdet på en ridderroman, fordi arbejdet ikke er umagen værd, og fordi han ikke vil udsætte sig for »en tåbelig almues forvirrede dom«. Man kan indvende, at langt de fleste mennesker ikke skriver noget som helst i deres liv, så hvad er problemet?

Enrique Vila-Matas mener, at der er et problem, og det er dette, han søger at indkredse gennem sine efter eget udsagn mere eller mindre tilfældige fund og erindringer om de bøger, han har læst. Det er en vanskelig opgave, i og med at der findes lige så mange måder at forlade litteraturen på, som der findes forfattere. Bartlebysyndromet har simpelthen intet fokus, men repræsenterer en samling indbyrdes uforenelige former for adfærd, der udspringer af en negativ impuls, den at forfatteren ikke vil sætte pennen til papiret. Han kommer langt omkring, digressionen er hans foretrukne greb, mens syndromet som sådant opløses i den blå luft.

Til gengæld hører den enkelte forfatters skriveblokering hjemme i et felt, hvor psykologiske og samfundsmæssige faktorer er virkelige nok (mangel på anerkendelse, for eksempel), og det er denne bogs eksistensberettigelse, at den skitserer et parallel spor til litteraturens kongevej.

Det, der er blevet skrevet, kan ikke tænkes og heller ikke vurderes uden at inddrage det, der ikke er blevet skrevet, er Vila-Matas' pomte, som han også har investeret sig selv godt og grundigt i med det ubetalelige talent for mystifikationer, ironi og paradokser, som
er den ibcliske litteraturs bidrag til skrivningens vanskelige kunst.

At skrive er nemlig grundforskning, et forsøg på at opnå en ultimativ erkendelse, hvad enten man hedder Vergil eller Kafka. Eller som Marguerite Duras sagde: »At skrive er at forsøge at finde ud af, hvad vi ville skrive, hvis vi skrev.«

Denne anmelder ser frem til lignende underholdende betragtninger over forfattere, som ikke ti vilde heste kan formå til at holde op
med at lade computeren løbe, men som absolut burde gøre det. Ideen er hermed givet videre, ganske gratis.

Hyldesten af den negative opbyggelighed

Af Lilian Munk Rosing i Information 22. DECEMBER 2005

I en herlig lille samling fodnoter til en ikke-eksisterende tekst erindrer Enrique Vila-Matas os om, at der i enhver sand litteraturelsker bor en litteraturnægter

Nogle af den moderne litteraturhistorie s store forfattere har også været store skrivenægtere. Det vil sige forfattere, hvis mål med skriften er skriftens ophør.

For nogle er skriften endda ophørt, inden de overhovedet er begyndt at skrive. Eller de har brugt livet på at finde det punkt, hvorfra litteraturen kan starte i overbevisning om, at det også er det punkt, hvorfra litteraturen er overflødig, således at de, hvis de endelig skulle finde det, endelig ville kunne opgive at skrive den litteratur, som først da ville være mulig.

Disse skrivenægtere har den spanske forfatter Enrique Vila-Matas (f. 1948) skrevet en herlig lille bog om. Eller rettere: en herlig lille ikke-bog, for den består - bortset fra en kort indledning - udelukkende af fodnoter, i alt 86 af slagsen: "Fodnoter, der skal kommentere en tekst, der er usynlig, men ikke derfor uden eksistens".

Fodnoterne er altså noter til tekster, som aldrig er blevet skrevet - hvilket ifølge noteskriveren dog ikke betyder, at de ikke eksisterer, men at de (med et citat fra den franske OuLiPo-forfatter Marcel Benabou) er sat "under midlertidig suspension i verdenslitteraturen".

Note for note, digter for digter slentrer skriveren gennem denne "Nægteisens Labyrint", hvor vi både møder forfattere, der har skrevet om skrivenægtelsen (Kafka, Hofmannsthal), forfattere, der er holdt op med at skrive (Rimbaud, Holderlin), forfattere, der aldrig har skrevet noget (vi har en i kulturens grundvold: Sokrates!), og forfattere, der har forsøgt at skrive litteraturen ned til et nulpunkt (Celan, Beckett, Blanchot).

Livet større end kunsten
Nogle af dem er kendte og virkelige, andre er ukendte og muligvis fiktive, som f.eks. noteskriverens ungdomsven, der skrev digte bestående udelukkende af førstevers (også en måde at begynde og slutte i et og samme moment!). Noteskriveren præsenterer sig i indledningen som en ensom, verdensfravendt pukkelryg, der "arbejder på et rædselsfuldt kontor. Og i øvrigt er jeg lykkelig".

Han tilhører dermed selv den Bartleby-slægt, som har lagt titel til bogen, opkaldt efter Herman Melvilles kontorist i fortællingen af samme navn.

Den grå eksistens, hvis højeste ønske synes at være at gå i et med tapetet. En slægtning til Kafkas kontorister. Kontoristen, kopisten som prototypen på den eksistens, som ønsker at slippe for identiteten, at slippe for at skulle bære et unikt, originalt "jeg" gennem verden.

En sådan kontorist er bogens note skriver, og kopist er han helt konkret, for store dele af bogen er afskrift, citater af det som andre har skrevet om det store nej til litteraturen. Vi får små citatperler på række:

"Jo mere man skriver, jo mindre tænker man" (Paul Valery).

"At skrive er at forsøge at finde ud af, hvad vi ville skrive, hvis vi skrev" (Marguerite Duras)

"Hvorfor skrev jeg? Når alt kommer til alt er det normale at læse" (Gil de Biedma). En novelle med titlen Rejs og skriv ikke om det.

Når de store skrivenægtere negerer litteraturen, er det så, fordi de til gengæld bekræfter livet? Handler det om (hvad overtegnede til enhver tid vil skrive under på), at livet er større end kunsten? For nogles vedkommende, ja måske. Det er i hvert fald en måde, hvorpå man kan forstå det fine citat af Susan Sontag, som vi finder i note 26: "Den virkelig alvorlige holdning er den, der opfatter kunsten som et middel til at opnå noget, som man måske kun kan opnå, når man opgiver kunsten."

Det frugtbare nej
Men den prototypiske Bartleby er ikke bare skrivenægter, men også levenægter. Og i bund og grund er det, han nægter, måske at være et unikt, originalt jeg - hvad enten dette 'jeg' er en unik agerende person i verden eller en original stemme i skriften. Som den pukkelryggede noteskriver skriver omjeg'et: "Jeg, dette ord, dette ord, som de siger, men som de siger forgæves."

Vigtigt er det at understrege, at negationen hos Vila-Matas er af den opbyggelige og frugtbare slags: "Nej'et er vidunderligt, fordi dets kerne er tom, men altid frugtbar" som det hedder med et Melville-citat.

Det er ikke pessimistens livsfornægtende nej (noteskriveren går, med enkelte undtagelser, uden om selvmorderne), men det nej, der på dialektisk vis slår om i et ja. Det er ikke underskuddets nej, men overskuddets; det nej, der hyldes af (den citerede) element Rosset, når han hylder det ikke-kreative menneske som det menneske der besidder magten til at skabe plus magten til at lade være med at skabe.

Kort sagt: Dette er de bedste fodnoter, jeg nogensinde har læst! Måtte den absolutte tekst forblive under suspension, så vi fortsat kan begaves med herlige tankeæggende og eksistensbefordrende litterære lege som denne lille perle af en bog, som nu foreligger i en fin dansk oversættelse.

Måske kan den lige nå at pakkes ind og lægges under træet til litteraturelskeren. For i enhver sand litteraturelsker bor der også en litteraturnægter.

Skæbnefortællinger for viderekomne – Enrique Vila-Matas BARTLEBY & CO. 

Anmeldelse af Kirstine Ersbøll

Enrique Vila-Matas har begået en vidunderlig lille perle af en bog, der skildrer en række af den moderne litteraturs mærkværdigste skikkelser.

Citat:

Mod slutningen af sit liv så Tolstoj litteraturen som en forbandelse og gjorde den til genstand for et indædt had. Og så holdt han op med at skrive, fordi det var digtningen, sagde han, der bar det største ansvar for hans moralske fallit. En nat skrev han i sin dagbog sit livs sidste sætning, en sætning, som det ikke lykkedes ham at skrive færdig: 'Fais ce que dois, advienne que pourra' (Gør, hvad du må gøre, komme, hvad der vil). Det er et fransk mundheld, som Tolstoj holdt meget af. Det kom til at stå således: 'Fais ce que dois, adv...'. I det kolde mørke før daggryet den 28. oktober 1910 forlod Tolstoj, som var toogfirs år gammel og på det tidspunkt verdens mest berømte forfatter, i hemmelighed sit fædrene gods Jasjana Poljana og drog ud på sin sidste rejse. Han var holdt op med at skrive for altid, og med sin flugts underlige gestus indvarslede han den moderne bevidsthed om, at al litteratur er sin egen negation. Ti dage efter sin forsvinden døde han i stationsforstanderens træhus i Astapovo, en lille landsby, som få russere havde hørt tale om.


”En bog om tavshedens forfattere.” Sådan beskriver bagsideteksten den spanske forfatter Enrique Vila-Matas’ BARTLEBY & CO, som efterforsker bevæggrundene hos de forfattere, der efter et par bøger holder op med at skrive – de såkaldte ’bartlebier’, efter Melvilles klassiske novelle, BARTLEBY THE SCRIVENER, om kontoristen, der, når man beder ham om ham noget altid svarer: ”I would prefer not to.”

Umiddelbart kunne det godt lyde som undertitlen på en temmelig tør ph.d.-afhandling, men det er ingenlunde tilfældet. Allerede på de første sider undermineres det tilsyneladende meget seriøse oplæg af, at forfatteren – eller hans alter ego – præsenterer sig som en kontorist, der efter blot en enkelt roman (om kærlighedens umulighed) selv er holdt op med at skrive. Herefter følger så 86 litterære stykker, der tilsyneladende er fodnoter eller kommentarer til en tekst, der ikke eksisterer, men som alligevel danner det usynlige omdrejningspunkt for stykkerne.

Forvirret? Det er der god grund til, men alle forbehold falder med et brag under læsningen af Vila-Matas’ lystfulde og snurrige vandring med den navnløse anti-helt, der over 170 sider opridser konturerne af bartlebiernes skæbne. Det drejer sig om kendte navne som Robert Walser, Herman Melville, Franz Kafka, Leo Tolstoj og Fernando Pessoa, men også om for denne anmelder aldeles ukendte navne som Joseph Joubert, Ferre Lerín, Edmundo de Bettencourt og mange, mange andre forunderlige digterskæbner. Stilen er en frodig komposition af anekdoter og citater, som snor sig ind og ud af hinanden, og det hele er opført med en sådan fortælleglæde, at forfatteren kan bilde læseren hvad som helst ind, og man ved ærlig talt heller aldrig helt, hvor meget, der er sandhed og hvor meget, der er et produkt af Vila-Matas’ sprudlende fantasi!

Undervejs skildrer fortælleren også sit eget sære livsforløb, der mest af alt ligner et tværsnit af alle andre bartlebiers skæbne, hvis ingredienser er det stille og umærkelige liv som kontorist, den uforløste forelskelse i en skolekammerat, korrespondancen med ligesindede og ikke mindst læsningen som eksistentielt omdrejningspunkt. Det bliver et insisterende og tyst portræt af en ensom og umærkelig figur, der skriver sig ind i de litterære annaler som portrættør og biograf over denne mærkværdige broderorden.

Vila-Matas’ bog er svær at karakterisere inden for traditionelle genrer, men når det kommer til stykket er det mest af alt en hymne til en række litterære helte, og dermed en hymne til skæbnens uransagelige veje, og en anerkendelse af livets uforudsigelige karakter. Det hele fortalt med en diskret suverænitet, der hvirvler et utal af tanker og fortællinger op, som hos de fleste skulle kunne vække genklang og for en stund inspirere til at grunde over ens egen mærkelige skæbne. Og når oversættelsen tilmed er forrygende, så er det kun ét tilbage, og det er at skynde sig at fremskaffe et eksemplar af Bartleby & Co. og tage en tur ud i landskabet med nægtelsens brødreorden.

Noter til en uskreven anmeldelse

Af Lasse Stenvang Hansen, Litteraturhistorie og Psykologi i VISIR.

1. Al begyndelse er svær. Sådan lyder ét ordsprog. Og det er slet ikke noget dumt ordsprog. Okay, al begyndelse er måske ikke svær. Men megen er. Nogle gange kan begyndelse endda være så svær, at man aldrig får startet. Man sidder måske dér med idéen til, hvad der uden tvivl vil blive et genialt litterært værk og skal bare have ført den ned på papiret. Og så er det, at man mangler den der vigtige første sætning, som bare ikke vil komme. Man famler sig frem, nedfælder nogle få ord men streger dem igen med det samme. Duer ikke! Sådan kan man få evigheder til at gå, og måske kommer den sætning aldrig. Den svære begyndelse er sikkert blevet mange store forfatteres skæbne.

2. Tag nu mig som et eksempel. Mit problem er lidt mindre alvorligt: jeg skal ikke skrive stor litteratur, men jeg skal anmelde den her bog Bartleby & Co. af den for mig aldeles ukendte spanske forfatter Enrique Vila-Matas. Og jeg synes, det er en lille perle af en bog, men hvordan får jeg det fortalt? Jeg har ikke anmeldt bøger før, og så skal jeg starte med sådan en satan. Som du sikkert fornemmer, kære læser, sidder denne anmelder med lettere ambivalente følelser for Vila-Matas’ roman. Men at få taget sin anmelderdebut på denne måde må være som at få taget sin seksuelle debut af Linda Lovelace og Marilyn Monroe og hende den søde fra parallelklassen, som man har sukket efter det sidste halve år: et privilegium men også allerhelvedes intimiderende! Jeg aner ikke, hvordan jeg skal gribe det an. Jeg kunne selvfølgelig dykke ned i min tekstanalytiske værktøjskasse og begynde at undersøge plotstrukturer, karakterskildringer og lignende. Men der er nærmest intet plot, og der er kun en egentlig karakter. Eller også kunne jeg, som det ofte er praksis i anmeldelser, kort fortælle lidt om Matas og hans tidligere værker. Men som skrevet er han mig fuldstændig fremmedland. Jeg kunne også forsøge at glemme, at anmeldereksemplarer forpligter til anmeldelse. Dét ville være let. Men jeg vil jo også gerne fortælle jer, at det her er en bog, jeg synes, I skal læse. I hvert fald kan jeg ikke spilde mere spalteplads på at gå rundt om grøden. Jeg må bare kaste mig ud i det. Så hold fast, for det bliver ikke en anmeldelse uden bump og skarpe sving.

3. Jeg ved ikke hvor længe, Vila-Matas har ledt efter sin første sætning. Han har i hvert fald ledt længe nok, for Bartleby & Co. begynder både fantastisk sjovt og fantastisk smukt: “Jeg har aldrig haft held hos kvinder, jeg går resigneret rundt med en jammerlig pukkel på ryggen, alle mine nærmeste slægtninge er døde, jeg er en ensom stakkel, som arbejder på et rædselsfuldt kontor. Og i øvrigt er jeg lykkelig.” Jeget i citatet er Vila-Matas’ fortæller Marcelo, og han er lykkelig fordi, han nu endelig bryder 25 års litterær tavshed. En dag på kontoret hører Marcelo nemlig tilfældigt chefens sekretær svare en ringende telefon med det, der lyder som et “Hr. Bartleby sidder i møde.” Hr. Bartleby er imidlertid ikke chefens navn - han hedder blot noget lignende - men navnet på hovedpersonen i Herman Melvilles berømte novelle om skriveren Bartleby, hvis svar til alt er “Helst ikke.” Tanken om, at denne evige nægter skulle sidde i møde, finder Marcelo vidunderligt morsom, og den inspirerer ham til en dybere undersøgelse af de, han kalder nægtelsens forfattere. Han fingerer en depression og redder sig således 3 ugers sygeorlov, som han kan bruge til at udforske denne Nægtelsens Labyrint. De opdagelser han gør, nedfælder han i en dagbog, der samtidig skal fungere som “et hæfte med noter, som kommenterer en usynlig tekst,” og som skal vise hans talent for at efterspore bartlebier. Det er denne dagbog, som er Bartleby & Co. Lidt mindre beskedent er målet med dagbogen også at “følge sporene efter den mest foruroligende og spændende tendens i vor tids litteratur: en tendens, der viser den eneste farbare vej til ægte, digterisk virksomhed. En tendens, som spørger, hvad digtning er, og hvor den er, som kredser om, hvorvidt den er mulig, og som siger sandheden om de alvorlige, men uhyre stimulerende fremtidsudsigter for litteraturen her ved årtusindskiftet.”

4. Marcelos studie af bartlebysyndromet bringer ham vidt omkring i litteraturens brogede verden. Han kommer forbi så forskellige forfattere som Rimbaud, der kun 19 år gammel kører træt i at nedfælde sine hallucinationer og derfor forlader litteraturen og nobelpristageren Juan Ramón Jiménez, hvis elskedes død blev hans tavsheds fødsel. Vi bliver præsenteret for María Lima Mendes, hvis skæbne blev den svære begyndelse og Juan Rulfo, der bare skrev én bog og derefter forklarede sin litterære inaktivitet med sin Onkel Celerinos død: “Det var ham, der fortalte mig historierne.” Listen fortsætter med navne som Hölderlin, Walser, Sokrates, Kafka, Pineda, Wilde og mange flere. Vila-Matas demonstrerer en enorm belæsthed, der i hvert fald kan give denne anmelder røde ører over sin mangel på samme. Ikke mindst fordi Vila-Matas er yderst velbevandret i spansk, portugisisk og latinamerikansk digtning - alle litterære scener der ofte kommer til at stå i skyggen af den engelske, franske, russiske og amerikanske. Men de røde ører er gode, for Bartleby & Co. inspirerer til videre læsning og viser veje ind i litteraturen, man normalt ikke ville tage. Den nysgerrige læser, der beslutter sig for at følge nogle af disse stier, må imidlertid være forberedt på at møde en del blindgyder. For i den lange række af mere eller mindre kendte litterære skikkelser sniger Vila-Matas nogle få fiktive forfattere ind. Pineda er et eksempel på en sådan. Og da han en stor del af tiden opererer på de tidligere nævnte mindre kendte litterære scener, er det ikke altid let at vide, hvem som er fakta, og hvem som er fiktion.

5. At Vila-Matas i det hele taget tager temmelig løst på en opdeling i et fiktionens og et faktionens univers vil det følgende eksempel vise. Marcelo har 3 år tidligere - også under en sygeorlov tildelt ham på baggrund af en iscenesat depression - været i New York og i den forbindelse set selveste Salinger på en bus. Vila-Matas beskrivelse af den episode er virkelig smuk og kunne være skrevet af Salinger selv. Marcelo står altså i en bus i New York da han får øje på en pige, med den smukkeste mund han nogensinde har set. Han forelsker sig i hende på stedet og skal lige til at gå over og erklære hende sin kærlighed, da hans blik flytter sig en halvmeter, og han ser, at pigen sidder sammen med en ældre herre. Den ældre herre er, slår det ham, Salinger. Den store forfatter der efter blot fire fænomenale bøger aldrig mere gav lyd fra sig. Og så er Marcelo pludseligt fanget i dilemmaet mellem enten at erklære pigen sin kærlighed eller at erklære Salinger sin store beundring for hans værker og spørge ham hvorfor, han blev tavs. De tanker, Marcelo gør sig i denne situation, bringer minder om en Holden Caulfield og hans evige overvejelser om stort og småt. Læs det!

6. Som et sidste eksempel på hvordan det kan gå til, at en forfatter aldrig får sat et værk i verden, vil jeg fremhæve historien om Paranoide Pérez - en figur fra en novelle af Antonio de PersonNameProductIDla Mota Ruiz.la Mota Ruiz. Hver gang Pérez har fået idéen til en roman, kommer José Saramago ham i forkøbet og skriver selv samme roman. Ingen tror selvfølgelig på Pérez, når han beklager sig over igen at være blevet overhalet indenom af Saramago, og det gør ham til sidst vanvittig. For at demonstrere sin pointe vælger han til sidst at klæde sig ud som en person fra det, han tror vil blive Saramagos næste roman, og giver sig til at demonstrere udenfor forfatterens hus, hvilket blot resulterer i, at Pérez bliver indlagt på en galeanstalt. Bartleby & Co. er fyldt med historier som denne om forfattere, der på den eller anden måde bliver bartlebyer. Og ligesom klokkeren fra Notre Dame snakker med sine gargoyler (ja, jeg er disneyficeret - jeg ved ikke hvad Quasimodo gør i Hugos roman), går denne moderne Quasimodo i dialog med disse tavse skrivenægtere. Det er sjovt, det er smukt, og det giver lyst til at læse mere.

7. Bartleby & Co. er et studie af disse forfatter, der gav afkald på at skrive. Samtidig er det en undersøgelse af, hvor man kan gå hen, når nu alt allerede er skrevet. Når det er umuligt at skrive noget nyt og også det at skrive, at det er umuligt at skrive noget nyt allerede er gjort. Men for Vila-Matas betyder det ikke, at digtningen er død. Tværtimod viser han med sin roman, at det stadig er muligt at skrive god og vedkommende litteratur. For selvom der ikke sker meget i Bartleby & Co., så spinder Vila-Matas alligevel en god lille historie, og man kan ikke lade være med at få sympati for Marcello, den ensomme stakkel med puklen på ryggen og uheldet overfor kvinderne. Samtidig er Bartleby & Co. også et lille stykke litteraturhistorie. Marcelos fodnoter til en usynlig tekst bliver alligevel til en slags tekst, ligesom disse fodnoter til en uskrevet anmeldelse alligevel bliver til en anmeldelse. Sådan er det ofte med tekster, man kan lide: man lader sig smitte af dem.

Bartleby & Co.
Enrique Vila-Matas
Forlaget Politisk Revy
176 sider, 228 kroner