KØBENHAVNERFORTOLKNINGEN
2015.04.22
KØBENHAVNERFORTOLKNINGEN - NU I FRANKRIG
L’Interprétation de l’amour par Kierkegaard à l’épreuve de la physique quantique
« Dans l’une des armoires d’archives de la cave de l’Institut Niels Bohr se trouve une enveloppe sur laquelle est noté “Confidentiel”, contenant un document intitulé Le Paradoxe Pinocchio. Il en ressort qu’il a été possible de téléporter une personne anonyme en dissolvant ses restes terrestres dans des données quantiques et en les recréant à l’identique en un autre lieu, dans un autre temps. »
Une nuit de septembre, il n’y a pas si longtemps, une créature aux allures de chauve-souris surgit dans le ciel au-dessus de Copenhague : le philosophe Søren Kierkegaard, auteur du Journal d’un séducteur. À la recherche de lui-même, il rencontre Emma, physicienne quantique. C’est elle qui va lui expliquer ce qu’est l’amour et, pour cela, elle n’hésitera pas à lui faire rencontrer Keiko, au potentiel érotique exceptionnel…
L’Interprétation de l’amour par Kierkegaard à l’épreuve de la physique quantique, roman brillant, érotique et déroutant, vous apprendra tout ce que vous avez toujours voulu savoir sur Søren Kierkegaard sans jamais oser le demander. Léger et irrévérencieux, cet ovni littéraire aux allures de conte fantastique soulève avec humour la chape de plomb qui pèse sur le philosophe, et donne envie de le (re)lire.
« Peut-être l’univers n’est-il qu’une vue de l’esprit, un hologramme gigantesque qui fourmille de détails. Peut-être existons-nous uniquement parce que nous pouvons être vus et pensés… — Parce que quelqu’un nous invente ? chuchota Søren, les lèvres livides. — Hum, sourit Emma. Mais je suis là, moi, et toi aussi tu es là. On se déshabille ? »
Toujours à la recherche de voix originales, Galaade propose de faire découvrir en France, par le biais de L’Interprétation de l’amour par Kierkegaard à l’épreuve de la physique quantique, un conte littéraire qui constitue une entrée en matière distrayante et iconoclaste de la philosophie de Søren Kierkegaard, avec la gageure de soulever, en une centaine de pages, la chape de plomb qui pèse sur ce philosophe et de donner envie de le (re)lire.
2013.09.02
Man gjorde en tænker fortræd
af Sara Nørholm i Kristeligt Dagblad
Oscar K. er et pseudonym, der kan tale med mange forskellige stemmer. Alt efter om forfatteren vil genfortælle verdenslitterære klassikere, vise barndommen som ét langt overgreb, åbne for et bibelsk univers eller for svimlende filosofiske perspektiver. Mange af de stemmer og temaer, der har kendetegnet forfatterskabet de seneste år, finder man i ”Københavnerfortolkningen”, der er en illustreret roman om pseudonymernes forfatter over dem alle, Søren Kierkegaard.
Som en kopi af sin egen kvantetilstand daler filosoffen en aften ned fra himlen over hovedstaden og samles op af pigen Emma, der har foretaget det usædvanlige eksperiment for at fremkalde den mand, hun har forelsket sig i. I ham mener hun at genkende sin egen forpinthed, og bogen beskriver mødet imellem dem som et intenst kærlighedsforhold. De taler, elsker, digter, går i byen sammen og udveksler barndomserindringer, der overgår
hinanden i elendighed.
Det bliver til en fortælling med skiftende synsvinkler og genrer og med et virvar af citater, der taler med og imod hinanden, fra Kierkegaards egne skrifter til brudstykker af opera, viser og digte. For bogen har ikke bare titel
efter Niels Bohrs sammenfatning af kvantefysikken, den vil selv være et argument for det samme: at man for at kunne give en fuldstændig beskrivelse af et fænomen (her: Kierkegaard) kan have brug for forskellige perspektiver, selvom – eller netop fordi – de indbyrdes udelukker hinanden.
Man strejfes af et væld af begreber og problemer, man fornemmer dybden og alvoren, skønheden og smerten, men så heller ikke mere i denne Kierkegaardinspirerede bog. Det er en form, der er i god overensstemmelse med Kierkegaards sammensathed som menneske og tænker – og filosofisk er det en spændende forbindelse, der etableres. Men det giver selvsagt en krævende tekst, der ikke er helt let at forholde sig til indholdet af. Man strejfes af et væld af begreber og problemer, man fornemmer dybden og alvoren, skønheden og smerten, men så heller ikke mere. Og ved man ingenting på forhånd, bliver man i bedste fald forvirret på et højere plan. Bedst – ja, rigtig god – er bogen i de passager, hvor forfatteren lader Kierkegaard se og lytte og tale sig ind på det, der for en stund bliver hans anden samtid.
Men måske tales der mindre til hovedet og mere til kroppen, for romanen sætter sig snarere som en udfordrende uro i læseren, der hele tiden modtager nye indtryk: tanker og billeder, der indimellem har en voldsom og erotisk karakter. Det er oplagt at tænke, at man skal forføres, men skal man egentlig det? Som forfatteren lader Kierkegaard sukke: ”Jeg er en religiøs forfatter. Jeg er kommet tilbage for at finde mig selv, opfylde min forpligtelse, sone min fars skyld og følge i Kristi fodspor, og alt, hvad tiden interesserer sig for, er forføreren”.
Det bekræftes meget direkte af bogen selv, der alle de forskellige vinkler til trods synes primært at være optaget af det seksuelle perspektiv: Bogens forside viser i Rasmus Svarres fine streg den rygvendte filosof, der ser i retning af et indrammet kvindeskød. Senere efterlades han impotent og ydmyget af Emmas mor, mens gudsbilledet i Abrahamhistorien tolkes som Kierkegaards modbillede til sin egen svage, onanerende far. Og voldsomt: Som en parallel til teateret tages læseren gentagne gange med ind i en villa, der flyder over i en seksualitetens blodrus: Der er alt fra detaljerede beskrivelser af voldtagne, aborterende kvinder, bagbundne drenge og nekrofili.
På denne voldsomme meningsløshed er mødet imellem Kierkegaard og Emma et svar, der også findes i de citater, der indrammer romanen: PH’s kulturradikale salme om kysset, som det haster med, og Niels Bohrs smukt formulerede trosbekendelse om harmonien i naturen. Det er helt befriende efter al den urolige tomhed, men lige dér svigter forfatteren for mig at se det radikale i Kierkegaards tænkning, og man ender med at sidde tilbage med en fornemmelse at have været tæt på noget spændende, at det kunne være blevet til så meget, men at det alligevel ikke rigtig rykkede ved noget. Andet end grænsen for, hvordan man kan behandle Søren Kierkegaard.
2013.07.29
Fascinerende og udfordrende bog - underholdende og tankevækkende indføring i Søren Kierkegaards univers
Københavnerfortolkningen af Oscar K.
Af Torben Wendelboe på Litteratursiden.dk
Søren Kierkegaard dumper ned fra himlen og kommer til at leve nutiden.
Overrumplende, sprællende, respektfuld og respektløs grafisk fortællende markering af 200 året for Søren Kierkegaards fødsel.
Københavnerfortolkningen er et begreb, der vedrører fysikeren Niels Bohr og kvantefysikken. Og netop med udgangspunkt i kvantekommunikation lader Oscar K. Søren Kierkegaard genopstå i eksakt form som følge af en proces på Niels Bohr Instituttet i København, hvor det lykkes at forene to bunker affald. Den ene bunke stammer fra Assistens Kirkegård, hvor Søren Kierkegaard jo ligger begravet, den anden fra Kongens Nytorv. Bunkerne var knyttede til hinanden, entanglede, som det hedder, via en kvanteforbindelse, og som resultat af denne proces i kvanteinformationer dumper en splitternøgen Søren Kierkegaard ned på Kongens Nytorv en nat i september. Så er vi jo sådan set godt i gang!
Men vi er også først lige begyndt! Søren bliver nemlig samlet op af Emma, der arbejder på ovennævnte institut og har længtes efter, ja, begæret Søren hele sit liv. Og nu har hun ham. Hun hanker op i ham og tager ham med hjem - og han bliver nu part i et foruroligende blodigt trekantsdrama, hvor også skuespillerinden Keiko af japansk oprindelse er medvirkende.
Det er Oscar K.'s metode at spejle Sørens liv og værk i sin vitale fantasi. Der bliver jongleret med Sørens formidable dialektiske geni, som det kommer til udtryk i hans mange pseudonymer og alter egoer. Og hans anstrengte forhold til den strenge far og forelskelseshistorien med Regine kommer også i spil i handlingen, der i den grad er spundet af og spundet ind i erotik.
Væsentlige scener udspiller sig i Keikos teater, der er en slags grusomhedens teater med plads i en stor gammel villa, hvor alskens perversioner kan gennemspilles - uden en klar skillelinje mellem aktører og publikum. Her falder én scene mig navnlig i øjnene, nemlig et forløb, hvor vi ser en gammel mand trække af sted med en vædder og en ung dreng med et knippe brænde på ryggen. Det er jo en gennemspilning af det gammeltestamentlige urdrama om Abraham, der trækker af med sin søn Isak for at ofre ham til den Gud, der kræver dette urimelige offer af ham! Men det er også en spejling af Sørens forhold til den strenge, mørke far, hvis skygge han levede under. Og så får scenen en ekstra pointe ved helt freudiansk også at have seksuelle undertoner af pædofili og incest. Det er jo næsten svimlende!
Emma får Søren undersøgt for den syfilis, han mener at have arvet:
"Så blodprøven var negativ", sagde Emma. "Ingen syfilis?!"
"Nej."
"Den var også lidt for tyk, historien om din forfærdelige barndom og din fars synd, der skulle nedarves på dig, når jeg tænker på dine ellers præcise, psykologiske indsigter i andre."
"Man kan narre folk, så meget man vil, det ved jeg af erfaring. Og min dumdristighed i den henseende er grænseløs, så ..."
"... de tre ugers seksuel afholdenhed er aflyst, ingen vej tilbage, men jeg kan altså først i morgen, for i aften skal jeg til skydning, og det bliver sent, hr. forfører".
Så vital er Oscar K.'s prosa, og den bliver flot understreget af Rasmus Svarres kongeniale illustrationer, der i den grad leger med i dette univers, hvor der er kælet også for det grafiske udtryk.
Det er en fascinerende og udfordrende bog, fordi man tydeligt fornemmer en grundig viden om og respekt for Søren, samtidig med at den jo kører ham med fynd og klem gennem et grotesk nutidigt univers. Det er stærkt underholdende men også i den grad en tankevækkende indføring i Søren Kierkegaards univers. En rigtig velkommen markering af den 200 åriges aktualitet.
2013.07.12
Hold denne lille fine Kierkegaard-aktualisering op foran dig som et spejl, og betragt dig selv
Skæv Kierkegaard-bog fortæller os, at vi har ikke så lidt til fælles med filosoffen
Selviscenesættelsens filosofi
Af Jens Eichler Lorenzen i Fyns Stiftstidende
Blandt Kierkegaard-årets mange udgivelser hører Oscar K.’s afgjort til blandt de mere finurlige. Kierkegaards univers er meget cerebralt, så Oscar K. har sat sig for at give ham noget krop - helt bogstaveligt. Og det var da også på tide, kunne man tilføje.
Ved kvantemekanikkens mellemkomst genopstår Søren som kopi og dumper en nat engang i nutiden ned på Kongens Nytorv in puris naturalibus. Med udgangspunkt i denne både konkrete og symbolske nøgenhed begiver han sig ud i sit elskede København for, som det skal vise sig, at erfare sig selv som kropsligt væsen og få gjort op med sin faderbinding, seksualforskrækkelse og almindelige
livsangst undervejs.
Til alt held ender han i favnen på to friske kvinder, der lærer ham et og andet om håndfast elskov, så han kan komme i forbindelse med den umiddelbarhed, han så ofte taler om i værket.
Pjanket lyder det jo og er det vel også et stykke hen ad vejen, men Oscar K. får præsenteret og fortolket en del af de store kierkegaardske temaer på ganske lidt plads, eksempelvis begreber som valget, lidenskab, angst og subjektivitet. Samtidig lykkedes det ham at lave en radikal fortolkning af den biografi, der i sin efterhånden mytologiske form er blevet genfortalt utallige gange.
Det kan godt være, det undertiden bliver lidt vel freudiansk, men der er bestemt mange knivskarpe iagttagelser imellem. Blandt de mere interessante er signalementet af Kierkegaard som en selviscenesætter, der både i skrift og liv legede med identiteten. Derfor kan han også godt gebærde sig i nutiden, da den jo i allerhøjeste grad er karakteriseret ved selviscenesættelse og selvmytologisering.
Så hold denne lille fine Kierkegaard-aktualisering op foran dig som et spejl, og betragt dig selv.
2013.06.03
Oscar K fortæller på fragmenteret og underholdende vis om Kierkegaards kønsdrift og om menneskelig besættelse.
Søren Kierkegaard dumper ned fra himlen og kommer til at leve i nutiden. Hans causerende og tænkende væsen samt hans pulserende kønsdrift får ham dog involveret i noget af et farligt erotisk trekantsdrama
Lektørudtalelse
Anvendelse/målgruppe/niveau
Til læsere af bøger med alternative skildringer af historiske personer. En bog om Søren Kierkegaard hensat til nutiden
Beskrivelse
Søren Kierkegaard ville i år være fyldt 200 år hvis han stadig levede. Men hvad nu hvis han levede i 2013 og ikke lå på familiegravstedet på Assistents kirkegård? I denne bog af Oscar K (Ole Dalgaard) leger forfatteren med tanken om, at Søren Kirkegaard ved hjælp af avancerede og mystiske kvanteforbindelser bliver genskabt og kommer til København. Efter at han langsomt er dalet ned på Kongens Nytorv bliver han samlet op af den sky og asperger-ramte Emma, der tager han med hjem og tager sig af ham. At Emma har planer med den skævryggede filosof er Kierkegaard uvidende om. Kierkegaard vænner sig langsomt til det moderne liv, men involveres også i et intrigant erotisk trekantsdrama med Emma og hendes letlevende og frisindede kollega Keiko. Alt imens undres og filosoferer Kierkegaard, uvidende om at det hele kommer til at udvikle sig dramatisk. Oscar K fortæller på fragmenteret og underholdende vis om Kierkegaards kønsdrift og om menneskelig besættelse. Bogen er rigt illustreret med tegninger af Rasmus Svarre
Sammenligning
Af andre biografiske romaner om Kierkegaard på dansk findes Peter Tudvads Forbandelsen fra 2013. Sørine Godfredsens Regine fra 2006 og Finn Jors Din for evig : en roman om Søren og Regine fra 2002
Samlet konklusion
En anderledes og overrumplende fremstilling af Kierkegaard, der dog ikke har det største publikum.
2013.05.11
En or’nli’ pæl i kødet - 5 stjerner til Københavnerfortolkningen i Politiken
Oscar K. fortolker Søren K. Med Freud og med rollespil.
af Thomas Bredsdorff
Hvad der er det bedste ved Kierkegaard, kan man skændes om. Men det værste ved ham er, at han gør de fleste folk skrækkelig lange i spyttet, når de skal tale om ham.
En velkommen undtagelse er Oscar K., kendt fra børnebøger og illustrerede klassikere, som han har kunnet inddampe til det væsentlige. Det gør han på en underfundig måde i den roman, han udgiver på filosoffens fødselsdag. Med beundringsværdig lethed og fantasi får han vendt en række Kierkegaard-emner på usædvanlig kort plads. Titlen ’Københavnerfortolkningen’ leder tanken til Blegdamsvejen, for er det ikke noget med Niels Bohrs udlægning af kvantemekanikken? Her, på instituttet, der bærer nobelpristagerens navn, arbejder unge Emma med Pinocchio Paradokset, hvis løsning indebærer, at hun kan entangle graven på Assistens Kirkegård og med kvantemekanikkens hjælp frembringe en nutidig kopi af den begravede. H.C. Andersen brugte Lykkens Kalosker til den slags, men det var jo også før Bohr. Desuden var Andersen som bekendt mere naiv end Kierkegaard. VORES UNGE atomfysikstuderende Emma møder den genopståede Søren K., mens han er i pseudonymernes vold, altså digter, og endnu ikke er blevet den selvretfærdige kirkestormer.
Hun, der er så heldig at have fået en herskabslejlighed som forældrekøb, tager ham med hjem, hvor der er god plads til, at hun kan gå ture med den lidt kejtede gæst og forestille sig verden i stedet for at møde den.
I institutkantinen på Blegdamsvejen arbejder en globaliseret kvinde ved navn Keito, der er født i Japan og adopteret i Vemb. Hun taler altså vestjysk og bruger ’badekåbe’ i stedet for 'kimono', men er ellers så moderne, så det er en lyst. Hun har 1.003 elskere. Den seneste af dem har installeret hende i en teaterforestilling, som viser sig at afsløre nogle af Kierkegaards hemmeligheder.
Søren fortæller Emma om sin skrækkelige far, der holdt gardinprædikener for sin søn om masturbationens farer, men som sønnen engang afslørede i at være i gang med netop det, han advarer imod: »Jeg ligner til forveksling min far. Er jeg måske min far? Er mit liv intet andet end en fantasi under falsk navn?«.
Søren er bange for, at han har syfilis, erhvervet eller arvet, men har åbenbart brugt den kendsgerning til at slippe for elskovens krav, så han kan koncentrere sig om det, der er hans egentlige lidenskab, at skrive.
EMMA TAGER sin nye ven med ud i huset, hvor Keito optræder, som viser sig at være et temmelig kinky lysthus, hvor alskens seksuelle varianter kan beses af folk, som ikke rigtig ved, om de er tilskuere eller optrædende. For eksempel kommer de to ind i »en stor oplyst stue, hvor en olding foran et hold gæster af sortklædte sekretærer med røde læber trak af sted med en vædder og en helt ung dreng, som bar et knippe brænde på ryggen«.
Søren blegner.
Han forstår, at det er setup’et i hans egen 'Frygt og Bæven', Abrahams planlagte slagtning af sin egen søn, der her i disse omgivelser pludselig får sine nekrofile overtoner. Der optræder flere af Kierkegaards plots i disse erotiserede omgivelser.
Lyder det, som om Oscar K.-fortolkningen af Søren K. er en anelse freudiansk? Bestemt. Men den er andet og mere.
Den genopstandne skriver på et stykke, han kalder 'Søren Kierkegaard – en tragedie', men han gennemskuer efterhånden så meget af den (for eksempel sin egen kamp for at blive martyr), at han skifter genrenavnet ud til ’en komedie’.
Han svinger paraplyen og synger med Walt Disneys Pinocchio: »Der er ingen bånd, der binder mig«. Endelig et Kierkegaardportræt, hvor digteren i ham kommer til sin ret. Som tegneseriefigur!
SØREN K. elskede at gemme sig bag navne som Johannes de Silentio, Victor Eremita, og hvad de nu alle hedder. Det samme gør denne romans forfatter, og det ikke kun i dagens anledning. Oscar K. er et etableret pseudonym for en mand ved navn Ole Dalgaard, der har skiftet sin normale illustrator Dorte Karrebæk ud med Rasmus Svarre, der er mindst lige så god som hun til at tegne sig ind i teksten, så ord og billeder beriger hinanden.
Til at begynde med tror man, at det hele på god gammeldags freudiansk vis kan udledes af sex. Senere viser det sig at være mere finurligt, i en leg med sprog og rollespil.
Illustrationerne er gode til både freudianismen og den fri leg med rollerne. Tilsammen tager disse billeder og denne tekst Kierkegaard alvorligt som forfatter, ikke som præst.
Det er en fødselsdagsgave, han fortjener. Der ligger et grundigt arbejde bag den tilsyneladende henkastede tekst.
Blandt dem, Oscar K. takker for hjælp, er stjerner som astrofysikeren Anja Andersen, teologen Joakim Garff og litteraten Johnny Kondrup.
Det er da ikke det rene tegneseriehold.
thomas.bredsdorff@pol.dk
2013.05.03
For spøgens OG for alvorens skyld. Lilian Munk Rösings tale ved udgivelsen af KØBENHAVNERFORTOLKNINGEN
Min kære tilhører! Vi antager nu at ånden har vist sig. At den har vandret omkring i Københavns gader og stræder i skikkelse af en skævrygget, spidsnæset, spinkelt bygget og bebrillet mand. Vi antager endvidere at han er død og begraven, og at der da, som i en opera, indfinder sig et mellemspil. Hvor lang tid mellemspillet skal vare, kan du selv bestemme, men hvis det da så synes dig, da ville vi for alvorens og spøgens skyld antage netop 200 år at være forløbne siden mandens fødsel.
DA træder han pludselig ind i tiden igen. Han kommer flagermuseagtigt dalende ned fra himlen over Kongens Nytorv. Han er genopstået i en ny verden til en anden umiddelbarhed. Han er landet i et samfund hvor man ikke længere har pligt til at forsage kødets lyst, men hvor det snarere er blevet en pligt at nyde. Han får sin egen guide gennem nydelsens labyrint i den unge kvantefysiker Emma, der er lidenskabelig læser af den genkomnes værk og datter af en mor med stor og incestuøs seksuel appetit.
Hvad ville der ske hvis Jesus trådte ind i vores samtid? Det er et af de spørgsmål Kierkegaard stiller i Philosophiske Smuler. I Københavnerfortolkningen har Oscar K ladet Kierkegaard selv været tankeeksperimentets genstand: Hvad ville der ske hvis Kierkegaard trådte ind i vores samtid?
Parallellen mellem Kierkegaard og Kristus udmales både i skrift og billede i et kapitel, hvor Søren og Emma opsøger en villa, der danner ramme om en sadomasochistisk teaterforestilling. Her forvilder Søren sig ind i en sal, hvor han får rollen som Jesus i en iscenesættelse af korsfæstelsen. På Rasmus Svarres ledsagende billede hænger han på hovedet, i en ballet- eller måske marionet-agtig positur, fuldt påklædt. I Oscar Ks tekst bliver han til grin, da en kunstskoleelev med ankelstrømper råber: Han har jo ikke noget tøj på!
[Jeg tænker at dette billlede kunne gå i en interessant dialog med Blachmanns aktuelle TV-show hvor to påklædte mænd iagttager en nøgen kvinde. Her har vi en mand hængende på et kors, i teksten er han nøgen, på billedet påklædt. Og den lille drengs replik fra Kejserens nye klæder, som udløses af Kierkegaards korsfæstede krop, kunne, med omvendt kønsfortegn, lægges i Blachmanns mund, når han med den lille drengs forlegne nysgerrighed lader blikket flakke om den nøgne kvinde: ”Hun har jo ikke noget tøj på!”]
Med Kierkegaard på korset i en sadomasochistisk scenografi tydeliggøres den interessante faktum, at vi i centrum af vores kultur har billedet af en nøgen mand i en position af lidelse og hengivelse. For Kierkegaard var dette billede paradokset over alle paradokser: foreningen af krop og ånd, evighed og forgængelighed, en Gud der dør. For Oscar K bliver det snarere billede på sadomasochismens paradoks: sammenfaldet mellem nydelse og lidelse.
Teksten blander her evangelium, Kejserens nye klæder og rapport fra Villa Saló i et mix af tekster og genrer, der er karakteristisk for bogen. Kierkegaard er Jesus, men han er også Pinocchio, Don Juan og moderne libertiner i gule Pierre Cessario-sko. Bogen består af beretning, journaler, tableauer, dialoger, partiturer og dramatiske manuskripter, vævet ind i referencer til ikke bare Mozart og Marquis de Sade, men også Elfriede Jelinek, Niels Bohr og danske revysange mm.
Men er det spøg det her, eller er det alvor? Oscar K lader den genkomne Søren Kierkegaard skrive to manuskripter anno2013. Det første, som finder plads i bogens start, hedder SK – En tragedie. Det andet, som står i bogens slutning, hedder SK – En komedie.
Både tragedien og komedien er delvist komponeret som et requiem, Dermed er korsfæstelsens motiv antydet begge steder. Tragedien er et spejlkabinet af referencer, til Pinocchio, O’s historie, commedia del’arte og Mozarts Don Juan. Den ender med at SK deklamerer ”det kors for tanken at Gud blev menneske. At evigheden trådte ind i tiden”, hvorefter han knuser sit faderlignende spejlbillede med en vild latters kraft. Komedien blander requiem med Beckett og blomsterduet og ender med at karakteren ”det vanvittige menneske” med sine lyseblå øjne gennemborer alle Kierkegaards pseudonymer, der er iscenesat som småpulcinellaer. Herefter erklærer han at Gud er død, vi har dræbt ham.
Som det måske kan høres, er det både i tragedien og i komedien svært at skelne komik fra tragik. Men det er det også, når Kierkegaard (eller rettere Johannes Climacus) i Philosophiske Smuler pludselig forvandler evangeliet til en opera ved koket at indføre et mellemspil efter Jesu død på korset, et mellemspil der ”for spøgens og alvorens skyld” sættes til at vare 1843 år.
For Kierkegaard er det nemlig på en gang alvorligt og faktisk ganske komisk at Gud blev til et dødeligt menneske. For Kierkegaard, eller mere korrekt hans pseudonym Johannes Climacus, udspringer humor altid af en modsigelse, og derfor ligger der også en humoristisk mulighed i den største modsigelse af dem alle: Gud i et menneskes skikkelse. Jeg tror Kierkegaard ville have elsket Monty Pythons Life of Brian. Og mon ikke han også ville have sat pris på sin egen inkarnation i tekst og billede i Københavnerfortolkningen anno 2013. For spøgens OG for alvorens skyld.
